SUPERKULTUR

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Dark Souls

jun
13

Jeg spiller Dark Souls 2 for tiden, det er et fantastisk spil. Jeg er helt pjattet med det, men jeg er nødt til at begrænse mit spilleri til en times tid af gangen, fordi det kan være enormt frustrerende og svært… kaste-med-kontrolleren frustrerende og svært.

Selve settingen er superinteressant. Man er en udød, forbandet med evigt liv og truslen om at blive Hollow, hvis man mister sin sjæl og viljelyst. De hule udøde er blot skaller af den oprindelige person, uden indmad, og bestemt ikke noget at aspirere til. Som en af de udøde er ens formål… ja, det ved man ikke rigtigt når man starter spillet. Det er charmen ved serien, man bliver på ingen måde hjulpet specielt meget. Der er ingen forklaring på hvor man skal hen, hvorfor man skal derhen og hvad der generelt foregår. Det eneste man får at vide, er at verden er ved at gå under. Lyset eller ilden er ved at gå ud, og alting vil blive opslugt af mørket.

Og det er stort set det eneste vi får at vide. Plottet er superminimalistisk og hvis man vil undersøge mere om baggrunden og plottet, så er man nødt til at kigge på de genstande man finder. Der er altid en eller anden forklaring, der giver lidt et hint om hvad der foregår. Men for at samle hele puslespillet, så er man nødt til at kigge meget grundigt efter… eller gå på youtube og se andre folks forklaringer.

Så vi er bestemt ovre i Dark Fantasy land. Her er der ingen hyggelige fantasyområder, ingen af de klassiske væsner der normalt bor i fantasyspil. Næ, her er kun forfærdelige twistede og korrumperede væsner; nedslidte og ødelagte paladser og en forbandet hovedperson, der ikke kan dø. Alle steder man går hen, er der kun ruiner fra fortiden, døde, sjæleløse monstre og evig tristesse. Det er et spil der er smadret ind i lækker charme og postapokalyptisk stemning.

Hvis man dør (hvilket sker hele tiden) så taber man sine sjæle, og kan så blive nødt til at gå hen og hente dem igen. Hvis ens karakter dør før man får dem hentet, så er de væk. For evigt. Så det er meget besværligt spil. Sjælene fungerer som en blanding af penge og xp. Man kan bruge dem på nyt udstyr eller på forøgede stats til ens karakter. Så det at miste sine xp og penge, er ret irriterende (jvf. kaste-med-kontrolleren frustrationsniveau).
Hvis man tror at man skal løbe gennem gangene og hulerne, og bare slashe løs med sit sværd, så kommer man til at dø hele tiden. Men selvom det er et nådesløst spil, der hele tiden prøver at lokke en i fælder og umulige situationer, så er det ikke et urimeligt spil. Hvis monstret stod bag døren lige før, så gør den også det næste gang du forsøger at komme forbi. Hvis du lærer monstrenes slagkomboer, så bliver det lige pludseligt meget nemmere og nogenlunde til at gå til.

Der er multiplayer med i spillet. Men på en anderledes og interessant måde. Alle Dark Souls spillene er forbundet ingame, så mit spil og kammerat Karstens spil, eksisterer side om side, i et enormt stort multivers. Det er muligt at besøge hinandens spil, enten for at hjælpe hinanden, handle eller forsøge at myrde hinanden. Og det er ikke noget man kan slå fra. Så lige pludselig kan ens spil blive invaderet af en anden spiller… hvilket nemt kan føre til mere kasten rundt med kontrollerer og stampen i gulvet.

Hvorfor så spille det? Fordi, det er det spil jeg har, der har den største Yes! faktor, når noget lykkedes. Når man banker et bossmonster, så er det bare awesome fantastisk. Så hvis man har tid, eller at alting går lidt for nemt i ens hverdag – så kan jeg snildt anbefale Dark Souls. Det er et fantastisk spil. Men, læs en guide til hvad man skal. Ellers bliver det alt for træls.

Motivation, tak!

jun
08

Jeg spiller mass effect 2 for tiden. Det er et fantastisk spil. Sjovt, interessant og spændende. Et lækkert skyderollespil, som nok må siges at være et af de bedste spil i genren. Det er ikke første gang jeg spiller det, så det er ligeså hyggeligt som at tage en tur i en gammel klassisk bil, man har haft stående længe.

Jeg er generelt helt forgabt i det spil, hele spilserien er übercool. Eller næsten. For slutningen er jævnt forfærdelig. Der kommer endelig motivationen og begrundelsen for hvorfor de slemme technorædsler gør som de gør. Og den stinker big time.

I mass effect 1 ville Reaperne, de onde technorædsler og levende rumskibe, indtage galaksen hvert 50000 år for at høste intelligent liv. Man fandt ikke ud af hvorfor, men de havde tydeligvis en plan.

I toeren vil de onde reapers hugge en masse mennesker, for at bygge en ny reaper. Nasty, ikke nok med at de kommer for at myrde os, de vil også bruge os til at skabe nyt liv for sig selv.

I treren vil de onde og forfærdelige reapers indtage galaksen og fjerne alt højere liv fordi kunstigt og biologisk liv altid er ude efter hinanden… What? Jeps, planen er at gøre plads til den næste omgang biologisk liv, der så selv kan skabe deres robotter og technoslavere. På den måde kan cyklussen køre for evigt.

Well, det var bestemt ikke lige det, jeg havde forestillet mig, der var begrundelsen for den onde og nederdrægtige opførsel.

Yeah, skyd den kilometer høje technorædsel med din pistol…

Det samme problem gør sig gældende i Revelation Space.
Der har vi de forfærdelige Inhibitors. En skummel og nederdrægtig technorædsel, fra galaksens tidligste civilisationer, der kun lever for at udslette intelligent liv, der opnår et vist technologisk niveau… alt sammen for at gøre det nemmere, at forberede galaksen på sammenstødet med Andromeda om 2 milliader år. Yeah – de frygtindgydende Inhibitors er i virkeligheden flyttemænd og opsynsmænd, det er nemlig nemmere at flytte planeter, når beboerne ikke er techsavy nok til at gøre modstand.

Og hvis vi lige skal tage et tredje eksempel. I rollespillet Eclipse Phase er menneskehedens AI forsvarsnetværk TITAN gået amok, og har erklæret krig mod menneskene. For en generation siden gik den rogue, myrdede og hærgede og huggede alle de menneskehjerner den kunne finde.
Hvorfor? Jo, den var blevet inficeret af en alien computervirus, der var blevet sendt ud i rummet for millioner af år siden af aliens fordi… ja, det får vi faktisk ikke at vide. Det har spilforfatteren besluttet sig for er spillederens egen beslutning. De kommer med en håndfuld forslag, men ikke nogen canon begrundelse. Bløh…

Uden en ordentlig begrundelse for hvorfor de gør deres nederdrægtige gerninger, så er det bare en litterær udgave af et spøgelseshus. Jumpscares og høje uhyggelige lyde.
Hvis motivationen ikke virker, så falder resten af historien ned som en dårligt lavet souffle.

 

Elite og alle de andre

apr
21

Der er et eller andet absolut fantastisk over ideen om en handlende, med et lille rumskib, der rejser rundt mellem stjernerne og forsøger at tjene en ærlig spacebuck. Som hele tiden forsøger at holde kreditorerne og piraterne fra døren. En af de der klassiske kompetente Don Draper sci fi typer, der har en pige i enhver rumhavn, og altid lige en blaster under hovedpuden.

For mig startede rumhandelsspillene med Elite. Det var ikke det første af sin genre, men det var det først som jeg spillede. Og det er absolut enestående for dets teknologiske formåen. Det er spil udviklet til BBC Micro computeren. Det var en computer der havde stort set ingen hukommelse, havde ingen grafiske muligheder, ingen 3d kort, og ingen harddisk. Og med den maskine lavede de et enestående spil.

3d vector grafik, hundredevis af stjerner der kunne besøges, rumkamp med pirater eller politiet.

Jeg spillede den på min comodore 64, den gamle brødkasse. Jeg spillede det dælme meget, det var sjovt og spas. Cool og enormt fængende.


Pew pew, dø din usle pirat…

Nogle år senere kom der en toer, Frontier – Elite 2, til Amiga og PC. Det var enormt flot, men de havde bygget spilmekanikken med newtonian space flight. Det er vældigt fint, det er meget realistisk men det er virkeligt ikke ret nemt… og heller ikke særligt sjovt. Der er en grund til at astronauter bruger en del tid på at lære at flyve rumskibe. For at kunne finde ud af at skyde pirater ned, plejede jeg at bede dockingcomputeren om at dokke med piratskibet… alt i mens jeg holdt fireknappen inde og blastede den usle kanalje til atomer!

For nogle år siden udkom der en fanudgave af Elite, Oolite (Object Oriented Elite). Dygtige og fantastiske fans har bygget en moderne udgave af det klassiske spil. Det er ligeså cool og sjovt som det gamle spil. Det er enormt flot og pænt. Det er gratis og der er masser af sjove og interessante mods, som man kan installere.
Jeg spillede det så meget, at min gamle krigsskade, ye olde musearm, sprang op igen. 

Der er kommet en ny udgave af Elite. Elite Dangerous. Men den har jeg aldrig fået spillet. Da den kom var min computer ikke stærk nok til at køre den. Og så har jeg aldrig fået taget mig sammen. Men måske skulle man kaste et blik på den igen…