SUPERKULTUR

Cthulhu errare est: Bubble

jun
16

Dette er tredje indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

Lytter man til traileren for Bubble kunne podcasten lyde som noget Lovecraft ville have skrevet idag, som Sex and the City hvor sex er byttet ud med reptiliske monstre og HPL’s iboende xenofobi erstattet av hipsterhad. Resultatet er snarere en ekstrem raffinering af konceptet Buffy the Vampire Slayer som her er markedsvinklet og segmentoptimeret lige så langt bort fra matricen som hvidt sukker er fra en sukkerroe.

Med professionelle skuespillere, namechecked fra Parks & Rec, 30 Rock og The Late Late Show, er podcasten lige så velproduceret og -spillet som The Lovecraft Covenant ikke er det, men i og med den højeffektive onelinerfrekvens mellem reklamepauser føles det mere som arbejde end fornøjelse at lytte til den. Det samme gælder selvfølgelig Lovecrafts pulpnoveller, der var betalt pr ord – delvis heraf hans gavmildhed med adjektiverne – og på den måde er Bubble også i de kommercielle vilkår for sin produktion sammenlignelig med Lovecrafts værker – desværre.

Serien er produceret af Maximum Fun, hvis navn nærmest bliver et varsel om den hektiske akkord for vitser man som lytter bliver beskudt med. “Grin for helvede, du ligger under det projekterede benchmark!” Det hjælper heller ikke historiefortællingen at samtlige skuespilleres affekterede knirkestemme gør det så godt som umuligt at skelne dem fra hinanden. Efter første afsnit kan jeg kun sige med sikkerhed at der er mindst én mandlig, hhv. kvindelig figur i historien.

Bubble er som antydet lige så effektivt beregnet, rendyrket og sjælløst som noget Walter White kunne have brygget sammen i sit laboratorium, og i sidste ende, alle reptilvæsener til trods, så langt fra Lovecraft i både ånd, tempo og tone som man næsten kan komme. Vil man bevare potentialet af den halvt udfoldede idé med alle knaster og vorter er det bedst bare at lytte til traileren og lade som om de reelle afsnit ikke findes.

Cthulhu errare est: The Lovecraft Covenant

jun
16

Dette er andet indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

I The Lovecraft Covenant udforsker FBI en række makabre mord hvor ofrene alle deler navne med figurer fra Lovecrafts historier. Morderen tager kontakt til en online-journalist (dvs en podcaster) som han har udpeget til sin “kronikør”, og FBI-agenterne på sagen indlemmer modvilligt journalisten i udforskningen. Jeg er ret sikker på at jeg har set et lignende oplæg før i X-files, men det er heller ikke den værste reference efter min mening.

Som i de fleste Lovecraftiana er her flere gode idéer som forsøger at trænge igennem sølet af velmente klichéer: Meta-grebet, at Lovecrafts figurer har virkelige navnebrødre i 2018, viser sig efter nogle afsnit at have flere implikationer, og morderen kalder sig selv “Odysseus” med henvisning til – trommehvirvel, tak – Joseph Campbell’s The Hero’s Journey; der ligger med andre ord i al fald et halvt semesters litteraturstudier til grund for serien.

Som en slags ligestillende opdatering fra 1920erne er de ledende FBI-agenter begge kvinder, og den mandlige journalist bliver en kønsinverteret “jomfru i nød”, hvilket i kombination ville have givet Lovecraft enten et hjerteslag eller en stærkt tiltrængt erektion.

Det er svært at gengive historien i detaljer fordi The Lovecraft Covenant giver “uudsigelig rædsel” en ny betydning, simpelthen fordi de ubetalte, men helt sikkert hårdtarbejdende skuespillere konkret ikke er i stand til at levere deres replikker med nogen overbevisning. Om manuset selv kan man kun citere Harrison Ford, “you can type this shit, but you sure as hell can’t say it”.

Der er megen telegraferen i dialogen af handling som lytteren i sagens natur ikke kan se, og jo nærmere historien kommer klimaks, jo mere patosladet oraterer skuespillerne om deres skæbne og hensigter. Til alt held kan man med mellemrum knapt høre hvad de læser op, takket være den noget usikre produktion som nogle gange uforklarligt sænker lydstyrken på dele af dialogen, nogle gange drukner den i stangvare-lydeffekter.

Der er vigtige formildende omstændigheder at have in mente: for det første er dette bagmanden Robert Masons debut som forfatter, producent og instruktør, så han har frikort til visse bommerter. For det andet er hele molevitten lavet på crowdsourcing, frivillig arbejdskraft og gåpåmod, og kan ikke retfærdigvis sammenlignes med professionelle studiers erfaring eller budgetter. For det tredie og vigtigste bærer denne serie Lovecrafts bristfældige arv som en albatros om halsen, i lige så høj grad som de klassiske filmfiaskoer Dagon og From Beyond gjorde det. Det kunne ikke blive godt uanset hvad, succes var aldrig en mulighed, for stjernerne stod ikke rigtigt.

Ïa! Ïa! Cthulhu errare est!

jun
16

Jeg indrømmer gerne at jeg er et let offer for Lovecraftinspirerede historier og produkter –ja, jeg ejer en plys-Cthulhu, hvad vil du gøre ved det?! – dels på grund af den dragende popnihilisme som danner kernen i hans kosmiske horror, dels fordi de udenjordiske væsener, han nærmere antydede end skabte, visuelt set er både originale og primordiale rædsler; på den gode måde.

Frem for alt er H. P. Lovecrafts værker og andres tolkninger af dem nervepirrende at gå til, fordi man ved at de med stor sandsynlighed ikke når almindelige kvalitetsmål. Jeg kan ikke komme på nogen bog eller film af Lovecraft-provenans, uanset hvor velmenende eller idérig, som egentlig er objektivt vellykket, men standarden er lavt sat eftersom ophavsmanden selv skæmmede sine værker med en snotdum, insulær racisme som alle læsere den dag i dag må tage livtag med før de kan forholde sig til eventuelle litterære og psykologiske værdier i hans værk.

Og det er netop det ufuldendte, den korrupte og ufærdige vision som gør Lovecraft-parafernalia interessant for mig som læser og seer, det aldrig helt opfyldte potentiale som gør at det sidste, velformulerede ord aldrig bliver sagt eller skrevet hvad angår Cthulhu-cyklussen – det ultimative (kreative) kaos, midt i hvilket der lurer en blind, imbecil gud. Det er nok kun godt at Guillermo del Toro lagde sin At the Mountains of Madness-filmatisering i graven, for den havde rent faktisk potentiale til at sætte et definitivt punktum for det uordnede og dybt forfejlede skaberrum som vi på godt og ondt har arvet efter Lovecraft.

Så jeg ved godt hvad jeg går ind til, når jeg rutinemæssigt søger efter film, podcasts og bøger med Lovecraft som forlæg. At så godt som hele hans produktion dels er i public domain, dels forlængst er blevet del af den kollektive vokabular, medfører bare at hvilken knaldskalle som helst (mig selv inklusive) kan gå på rov i hans bidrag til kulturmassen, og gør det uden tøven. For nyligt faldt jeg for fristelsen og downloadede to podcasts som i vekslende grad refererer til Lovecrafts værker, som får hver sin opfølgende post: The Lovecraft Covenant og Bubble.