SUPERKULTUR

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

Cthulhu errare est: Bubble

jun
16

Dette er tredje indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

Lytter man til traileren for Bubble kunne podcasten lyde som noget Lovecraft ville have skrevet idag, som Sex and the City hvor sex er byttet ud med reptiliske monstre og HPL’s iboende xenofobi erstattet av hipsterhad. Resultatet er snarere en ekstrem raffinering af konceptet Buffy the Vampire Slayer som her er markedsvinklet og segmentoptimeret lige så langt bort fra matricen som hvidt sukker er fra en sukkerroe.

Med professionelle skuespillere, namechecked fra Parks & Rec, 30 Rock og The Late Late Show, er podcasten lige så velproduceret og -spillet som The Lovecraft Covenant ikke er det, men i og med den højeffektive onelinerfrekvens mellem reklamepauser føles det mere som arbejde end fornøjelse at lytte til den. Det samme gælder selvfølgelig Lovecrafts pulpnoveller, der var betalt pr ord – delvis heraf hans gavmildhed med adjektiverne – og på den måde er Bubble også i de kommercielle vilkår for sin produktion sammenlignelig med Lovecrafts værker – desværre.

Serien er produceret af Maximum Fun, hvis navn nærmest bliver et varsel om den hektiske akkord for vitser man som lytter bliver beskudt med. “Grin for helvede, du ligger under det projekterede benchmark!” Det hjælper heller ikke historiefortællingen at samtlige skuespilleres affekterede knirkestemme gør det så godt som umuligt at skelne dem fra hinanden. Efter første afsnit kan jeg kun sige med sikkerhed at der er mindst én mandlig, hhv. kvindelig figur i historien.

Bubble er som antydet lige så effektivt beregnet, rendyrket og sjælløst som noget Walter White kunne have brygget sammen i sit laboratorium, og i sidste ende, alle reptilvæsener til trods, så langt fra Lovecraft i både ånd, tempo og tone som man næsten kan komme. Vil man bevare potentialet af den halvt udfoldede idé med alle knaster og vorter er det bedst bare at lytte til traileren og lade som om de reelle afsnit ikke findes.

Cthulhu errare est: The Lovecraft Covenant

jun
16

Dette er andet indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

I The Lovecraft Covenant udforsker FBI en række makabre mord hvor ofrene alle deler navne med figurer fra Lovecrafts historier. Morderen tager kontakt til en online-journalist (dvs en podcaster) som han har udpeget til sin “kronikør”, og FBI-agenterne på sagen indlemmer modvilligt journalisten i udforskningen. Jeg er ret sikker på at jeg har set et lignende oplæg før i X-files, men det er heller ikke den værste reference efter min mening.

Som i de fleste Lovecraftiana er her flere gode idéer som forsøger at trænge igennem sølet af velmente klichéer: Meta-grebet, at Lovecrafts figurer har virkelige navnebrødre i 2018, viser sig efter nogle afsnit at have flere implikationer, og morderen kalder sig selv “Odysseus” med henvisning til – trommehvirvel, tak – Joseph Campbell’s The Hero’s Journey; der ligger med andre ord i al fald et halvt semesters litteraturstudier til grund for serien.

Som en slags ligestillende opdatering fra 1920erne er de ledende FBI-agenter begge kvinder, og den mandlige journalist bliver en kønsinverteret “jomfru i nød”, hvilket i kombination ville have givet Lovecraft enten et hjerteslag eller en stærkt tiltrængt erektion.

Det er svært at gengive historien i detaljer fordi The Lovecraft Covenant giver “uudsigelig rædsel” en ny betydning, simpelthen fordi de ubetalte, men helt sikkert hårdtarbejdende skuespillere konkret ikke er i stand til at levere deres replikker med nogen overbevisning. Om manuset selv kan man kun citere Harrison Ford, “you can type this shit, but you sure as hell can’t say it”.

Der er megen telegraferen i dialogen af handling som lytteren i sagens natur ikke kan se, og jo nærmere historien kommer klimaks, jo mere patosladet oraterer skuespillerne om deres skæbne og hensigter. Til alt held kan man med mellemrum knapt høre hvad de læser op, takket være den noget usikre produktion som nogle gange uforklarligt sænker lydstyrken på dele af dialogen, nogle gange drukner den i stangvare-lydeffekter.

Der er vigtige formildende omstændigheder at have in mente: for det første er dette bagmanden Robert Masons debut som forfatter, producent og instruktør, så han har frikort til visse bommerter. For det andet er hele molevitten lavet på crowdsourcing, frivillig arbejdskraft og gåpåmod, og kan ikke retfærdigvis sammenlignes med professionelle studiers erfaring eller budgetter. For det tredie og vigtigste bærer denne serie Lovecrafts bristfældige arv som en albatros om halsen, i lige så høj grad som de klassiske filmfiaskoer Dagon og From Beyond gjorde det. Det kunne ikke blive godt uanset hvad, succes var aldrig en mulighed, for stjernerne stod ikke rigtigt.

Ïa! Ïa! Cthulhu errare est!

jun
16

Jeg indrømmer gerne at jeg er et let offer for Lovecraftinspirerede historier og produkter –ja, jeg ejer en plys-Cthulhu, hvad vil du gøre ved det?! – dels på grund af den dragende popnihilisme som danner kernen i hans kosmiske horror, dels fordi de udenjordiske væsener, han nærmere antydede end skabte, visuelt set er både originale og primordiale rædsler; på den gode måde.

Frem for alt er H. P. Lovecrafts værker og andres tolkninger af dem nervepirrende at gå til, fordi man ved at de med stor sandsynlighed ikke når almindelige kvalitetsmål. Jeg kan ikke komme på nogen bog eller film af Lovecraft-provenans, uanset hvor velmenende eller idérig, som egentlig er objektivt vellykket, men standarden er lavt sat eftersom ophavsmanden selv skæmmede sine værker med en snotdum, insulær racisme som alle læsere den dag i dag må tage livtag med før de kan forholde sig til eventuelle litterære og psykologiske værdier i hans værk.

Og det er netop det ufuldendte, den korrupte og ufærdige vision som gør Lovecraft-parafernalia interessant for mig som læser og seer, det aldrig helt opfyldte potentiale som gør at det sidste, velformulerede ord aldrig bliver sagt eller skrevet hvad angår Cthulhu-cyklussen – det ultimative (kreative) kaos, midt i hvilket der lurer en blind, imbecil gud. Det er nok kun godt at Guillermo del Toro lagde sin At the Mountains of Madness-filmatisering i graven, for den havde rent faktisk potentiale til at sætte et definitivt punktum for det uordnede og dybt forfejlede skaberrum som vi på godt og ondt har arvet efter Lovecraft.

Så jeg ved godt hvad jeg går ind til, når jeg rutinemæssigt søger efter film, podcasts og bøger med Lovecraft som forlæg. At så godt som hele hans produktion dels er i public domain, dels forlængst er blevet del af den kollektive vokabular, medfører bare at hvilken knaldskalle som helst (mig selv inklusive) kan gå på rov i hans bidrag til kulturmassen, og gør det uden tøven. For nyligt faldt jeg for fristelsen og downloadede to podcasts som i vekslende grad refererer til Lovecrafts værker, som får hver sin opfølgende post: The Lovecraft Covenant og Bubble.