“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).
Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.
Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.
En tur i de lokale genbrugsbikser indbragte et par årgange af Hver 8. dag, som jeg med en vis hygge bladrer igennem. Der, i 1899-1900, stødte jeg på nedenstående novelle, som vel kan betragtes som en eller anden form for science fiction – og som fortjener deling på grund af sin absurde meningsløshed, synes jeg.
Der er ingen forfatter på, men udgivelsesåret fik mig til at tænke på, at steampunk er bygget op på tanken “hvis nu victorianerne havde fortsat med at udbygge teknologien, ville de være gået amok med damp” – den her viser, at de nok ville være gået amok, men sikkert i helt nye retninger. Findes der steampunk, hvor de i stedet slår sig på forceret evolution?
Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål! Jeg mener: Rød Front!”), så bunder det i både en samfundsanalyse – begået af d’herrer Engels, Marx, Lenin m.fl. – og en gedigen “Future History”.
som sædvanlig regner det og er pissekoldt
I henhold til marxismen sér samfundsudviklingen sådan hér ud: – Ur-kommunisme, Slave-samfund, Feudalsamfund, Borgerligt samfund, Socialistisk Samfund (nej vi har ikke!) og Kommunistisk samfund. De forskellige trin er afhængige af den teknologiske udvikling – og det kan man altsammen selv læse mere om, anderswo (pas nu på ikke at kløjs i Proletariatets Diktatur og Negationens Negation – men bemærk dog at “dialektisk materialisme” har interessante “gudbørn”: – “Schumpeterian Chock” (Økonomi), Punctuated Equlibrium (Palæontologi) og Bølge/Partikel-problemet (Fysik, Kosmologi)).
“Future History” kender vi fra science fiction. Heinlein havde én, Niven har én, Asimov havde i den grad én, og Poul Anderson konstruerede også én (faktisk to – men skidt med det). Vi taler om The Polesotechnic League og The Terran Empire. Faktisk udspringer det sidste af det første – sådan er det (jvnf. ovenfor – hæhæ – selv en libertær amerikaner slipper ikke!)
Hérunder har vi lige et gruppe-portræt af den polesotekniske ligas fremskudte krejler-falanks:
Chee, Falkayn og Adzel Det er John Schoenherr, der har malet dem
Det er egentlig ret sjovt, at Anderson griber tilbage til hanseaterne, de Lübeckske (Lybske?) købmænd, og konstruerer sin figur Nicholas Van Rijn over Christian IV i form og statur (Nej, Chr. 4-tal byggede ikke Rundetårn – det gjorde murerne og tømrerne). Men hvorfor faen Rembrandt skal blandes ind i det (det er hans efternavn), sé, det vides ikke. Men flot ser det ud!
I henhold til Anderson er det således Christian d. 4. – undskyld: Nicholas van Rijn, der gennem sin entreprenante “købmands-virksomhed”, across the universe, skaber grundlaget for det feudale “Terran Empire”.
Vi bringer lige et billede af Christian IV Kunstneren hedder Michal Whelan
I historierne om Den Polesotekniske Liga, er det oftest van Rijns protegé, David Falkayn, der er hovedaktør, med samt hans kompatrioter: Kattevæsenet Chee og den kentauroide drage Adzel. Og i beretningerne om det senere Terranske Imperium, hedder hovedpersonen Dominic Flandry. Man bemærker initialerne (gør man ikke?), og der ymtes da også noget om, at de to kanutter er i familie med hinanden – på sådan en seks-syv hundrede års afstand, men hva’ faen; er det Future eller det ikke Future, que’s que ce?
Men hvor Falkayn “kun” er Falkayn, i alle de historier der handler om ham (og van Rijn og alt muligt), så er Flandry en figur der udvikler sig – dvs. han bliver ældre og stiger i graderne – fra fodtusse til vice-admiral.
Vi har et ungdoms billede:
Det er Flandry til venstre (og han får et forhold til dullen t.h. – det er ikke Chee) Maleristen er igen Whelan
Og evigt er han på jagt efter den “sande kærlighed” (og finder den, og mister den), samt beredt på at tilbageholde “Den Lange Nat” – Imperiets uafvendelige fald (tjek Gibbons – og nu du er igang: tjek Asimov OG Gibbons – tjek i det hele taget “Imperium”; start med Wikipedia).
Poul Anderson er i mange sammenhænge lidt oppe at køre på, at han har en skandinavisk baggrund. Det kan man se på mange af de navne han beklæder sine figurer med, og man kan navnligt se det ifht romanen “Tau Zero”, der både er en – hm – palimsest over Harry Martinssons “Aniara” samt bygger på ideen om et “skandinavisk” verdenssamfund. Dette kun nævnt fordi Harry Harrison, der faktisk har boet i Danmark (og rigtigt mange andre steder), i en historie om The Stainless Steelrat bygger handlingen op omkring en særlig planets højtideligholdelse af “Grundlovsdag”.
The Rat – jeg ved ikke hvem der har malt ham, og han har heller ikke noget med sagen at gøre.
Men altså: – i en af sine ungdomseskapader, som agent for Imperium Terra Cognita – om man må være så fri – nemlig i historien “A Message In Secret”, fra samlingen:
er stakkels Dominic Flandry havnet på en vildt fremmed, og hidindtil glemt, planet, hvor nogle fæle efterkommere af nogle sovjet-russere kører rundt på nogle motorcykler som man skal styre med knæene.
Stakkels Dominic er “in dire straits”, for skulle de der fæle sovjet-kommunister nu finde ud af, at han er agent for Imperiet, så står den på borscht, gulag og nakkeskud. Så hans “objektiv” er at komme derfra – men hvordan? På en eller anden måde må han have sendt et signal ud i verdensrummet, så der kan komme en redningsflåde. Han ransager derfor sit samlede tankegods, og får lidt hjælp – (!) – af et lokalt tøsebarn, og kommer på en genial idé. Det er er nemlig snart 1. maj, og det får han så overbevist den sovjet-kommunistiske øvrighed på planeten om er noget at fejre. For det gjorde deres forfædre. Og han skal på det bestemteste nok stå for udsmykningen til denne Arbejdernes Helligdag. Ikke noget dér, kammeratnik!
Ergo: – to fluer med et smæk:
Og når han så er færdig med at male på alle pylonerne, over hele den ganske sovjet-russiske hovedstad på planeten, hvad står der så?
MAYDAY MAYDAY MAYDAY
Så fortsat god 1. maj, og på lørdag har JEG fødselsdag: May the fourth be with me!
Når jeg ser et rødt flag smælde, På en blank og vårfrisk dag ….
De sidste par dage har det virket, som om Marie Kondo er på vej rundt i manegen igen. Som et menneske med en del bøger i stabler er det noget, der skræmmer mig lidt. Dette ensidige fokus på “joy” kan kun gå galt.
Det var en sær fest. På en og samme tid et højdepunkt i historien og den sorteste dag i nogens kalender. Alle gæsterne vidste det, men alle forsøgte at ignorere det. Maden var god, og vinen var bedre – den havde ingen metasensoriske effekter, men leverede en så effektiv euforiserende forgiftning, som det 21. århundrede formår. Der er folk, som rejser hertil alene af den grund.
På trods af kulturforskellene syntes Hawking at opfange vores melankoli.
“Hvad er der galt?” spurgte han gennem højtaleren.
“Åh, du ved, bare kvantefysik,” svarede jeg.
Han skrattede elektronisk, måske et suk. “Jeg forstår. Jeg havde overvejet muligheden.”
Selvfølgelig forstod han. Han var, trods alt, et geni. Han kunne se konsekvenserne af sine handlinger. Og vore.
2009 er naturligvis ikke det tidligste tidspunkt, der har haft besøg af tidsrejsende. Men det er første gang, at vores tilstedeværelse har været så tydelig, at den har påvirket samtiden målbart. Det er første gang, at vi har skabt en forgrening.
Der var en teori, at enhver beslutning resulterede i to nye grene i et evigt voksende multivers – et for hver mulighed. Men universet er ligeglad med, om du vælger mælk eller fløde i kaffen. Universet reagerer kun på de store beslutninger.
Så vi skåler og synger fremtidens sange i skumringen, ikke kun for at fejre og selv, men også i sorg over det mørke, lille univers, som driver væk fra os. Et univers, hvor denne fest ingen gæster fik og aldrig vil få det, fordi tidsrejser aldrig vil eksistere der. Jeg har svært ved at forestille mig noget mere trist.
For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.
Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.
Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.
Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.
Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.
Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.
Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.
Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.
Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.
Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.
Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer. Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var. Festen var en ubetinget succes. Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet. Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter. Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt. Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data. “Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter. “Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”
