SUPERKULTUR

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haikuTwitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).

Stephen Hawkings tidsrejsefest #6

jan
25

For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.

Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.

Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.

Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.

Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.

Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.

Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.

Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.

Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.

Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.

“Ha. Ha. Ha. Ha.”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #5

jan
13

Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”

Episk #zombie haiku

jan
08
Verdens undergang starter i et tog, så…

Denne bog findes – i 30 eksemplarer og så et enkelt metaeksemplar, som jeg har overladt hr. Haverholm at bære til evigheden. Eller i det mindste til den næste vandskade.

“Episk #zombie haiku” er en zombieroman fortalt i 170 haikuer (og et par løse) – i en cirka lige fordeling mellem zombier, romantik, tåbeligheder og fjol, vil jeg tro. Og hvorfor ikke sende den ud på superinformationsmotorvejen (eller hvad vi kalder internettet nu om dage)? Så det næste stykke tid regner jeg med at tweete historien på https://twitter.com/JanusAndersen

Jeg er ikke den store Twitter-bruger, men jeg mener dog, at scifihaiku opstod der engang for år tilbage. Og lige haikuer passer så godt til formatet, så af sted med det. Men er du lige så ringe som jeg til at følge med pippene, så regner jeg med at samle skidtet her på siden i de tre dele, det er delt op i. Så ingen grund til at stresse dig selv til en endnu tidligere død med en Twitterkonto, når nu zombierne gerne vil gøre det for dig.

Men her lige først bagsideteksten (et par af de løse haikuer):

Stephen Hawkings tidsrejsefest #4

jan
06

Hvad havde du forventet?
Tidsrejser er og har alle dage været og vil alle dage være for unge mennesker. Gamle mennesker bliver hjemme og betragter tiden, unge mennesker rejser ud og skaber den. Så når du indbyder tidsrejsende til fest, er det unge mennesker, der gasser deres singulariteter op og lader deres musik spille på tværs af æonerne.
Og unge mennesker holder ikke bare fest, de holder også forfest.
Så vi startede et sted i det 28. århundrede, hvor nanomaskinerne kan spille symfonier på ens synapser, og de ikke skæver så meget til ens alder. Det var en god fest. Vi diskuterede, hvordan du ville håndtere, at så mange tidsrejsende mødtie op til den lille fest, du havde planlagt. Vi besluttede, at vi hellere mått medbringe drikkevarer, så i samlet flok smuttede vi omkring Titanic for at dræne lidt af deres samling.
Der er ikke noget bedre for en fest end overhængende undergang.
Så humøret var højt. Men hvis der er noget, tidsrejsende gør, er det at genopleve historien og gentage den. Så snakken – som den altid gør, når mere end tidsrejsende er samlede – kom til at handle om paradokser. Ja, du ved det ikke, men den første tidsmaskine blev opfundet delvis på grund af dig og din tidsrejsefest. Ingen mødte op, og derfor blev tidsmaskinen opfundet – så hvad vil der ske, hvis vi møder op? Universet har ikke noget problem med det – den slags paradokser er kun kortvarigt stabile, og så eksisterer de ikke længere. Og du synes måske, at du er vigtig, men i bund og grund er det bare en lidt mere kedelig udgave af bedstefarparadokset. Og det var egentlig det, der var problemet, for på det her tidspunkt var forfesten muligvis løbet lidt af sporet. Og min ven Stephen – ja, han hedder Stephen, opkaldt efter sin tipoldefar… det er dig. Min ven Stephen blev lidt besat af tanken om et dobbelt bedstefarparadoks. For hvad vil der ske, hvis han rejse tilbage i tiden og slog sin egen forfader ihjel til en fest, hvor manglen på tidsrejsende var med til at skabe tidsmaskinen? Ville det blot resultere i en kortvarig paradoksboble eller en helt ny tidslinie?
Du er videnskabsmand, så du forstår nok, at der kun er en måde at afgøre det på. Sig goddag til dit eget tipoldebarn. Og farvel.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #3

dec
18

Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #2

dec
10

Min søn var lige lidt over 554 megasekunder gammel (subjektiv tid), da han besluttede sig for at tage til festen. Jeg selv var lidt ældre, da jeg fik ideen, men jeg havde ventet det – jeg havde kunnet mærket rastløsheden i ham gennem den senere tid.
“Det er en hån,” sagde han og gestikulerede ad invitationen, der havde hængt i en tidsboble på hans væg den sidste uges tid. Da jeg var ung, måtte vi nøjes med gengivelser på molekyleniveau, men det her var et lukket loop, der viste den ægte invitation.
“Det ville også være et paradoks, hvis du tog til festen. Eftersom ingen tog til festen.”
“Azeltorn, Phrenofred og Kevin slog Hitler ihjel sidste uge. Tre gange.”
Han havde tænkt det igennem, kunne jeg se. Så den eneste løsning var at knuse hans illusioner. Som alle unge mennesker vidste han godt, at Jorden roterede om solen, men tiden roterede om ham. Det var vel tid til at blive voksen.
“Kan du huske den ældre herre, vi besøgte sidste år (objektiv tid)?”
“Albert? Ja.”
“Og kan du huske, hvad han sagde?”
“Hvad sagde han ikke, vil jeg snarere sige.”
“Alt…”
“…er relativt, ja.”
“Men relativt til hvad?”
“Åh…”
“Ja. Hawking etablerede det første praktiske paradoks. En temporal singularitet. Så al tidsrejse foregår relativt til det. Uanset hvornår du rejser, vil din afstand til den dag altid være den samme.”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #1

dec
06

Der findes et forbund, som eksisterer på tværs af tid og rum. Dets navn, som har måttet tage hensyn til dette, har dannet grundlag for en helt ny grammatik og er derfor svært at gengive her, men det er et forbund bestående af tidsrejsende.
Den første paragraf i deres reglement indledes med disse ord:
“Det er enhver tidsrejsende – eksisterende eller paradoksstabil – forbudt at kontakte eller besøge den 28. juni 2009 eller 30 megasekunder ad alle akser fra disse temporale koordinater.”
Disse ord efterfølges af adskillige terabyte data, hvis funktion er at lukke ethvert smuthul – og dem er der mange af, når vi taler tidsrejser.
Man behøver ikke være detektiv for at finde grunden til denne regel, for forbundet forstår vigtigheden af at dokumentere historien. Det kræver dog en vis ihærdighed, for forbundet dokumenterer både omfattende og effektivt. Men bruger man tiden, vil man finde en sanseemulation af tidsmaskinens opfinder og forbundets stifter.
Hans ansigtskulør og mimik siger meget, men ordene taler for sig selv.
“I kan rejse herfra og til evigheden på grund af mig, så I gør, som jeg siger. Da jeg var 12, holdt jeg en fest, og alle blev væk på grund af den infame lille Hawking. Jeg svor hævn, og tidsmaskinen eksisterer kun af én grund: så han kan føle, hvordan det er. Så hvis nogen af jer så meget som overvejer at tage til den fest, vil jeg kneppe jeres mor, bedstemødre, oldemødre og videre gennem tiden, til I bliver så indavlede, at I ikke kan kende forskel på sekunder og timer!”

Sygdommen

okt
30

EN BJØRNETJENESTE

okt
24

på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

Billedresultat for en bjørnetjeneste

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!