SUPERKULTUR

Stephen Hawkings tidsrejsefest #1

dec
06

Der findes et forbund, som eksisterer på tværs af tid og rum. Dets navn, som har måttet tage hensyn til dette, har dannet grundlag for en helt ny grammatik og er derfor svært at gengive her, men det er et forbund bestående af tidsrejsende.
Den første paragraf i deres reglement indledes med disse ord:
“Det er enhver tidsrejsende – eksisterende eller paradoksstabil – forbudt at kontakte eller besøge den 28. juni 2009 eller 30 megasekunder ad alle akser fra disse temporale koordinater.”
Disse ord efterfølges af adskillige terabyte data, hvis funktion er at lukke ethvert smuthul – og dem er der mange af, når vi taler tidsrejser.
Man behøver ikke være detektiv for at finde grunden til denne regel, for forbundet forstår vigtigheden af at dokumentere historien. Det kræver dog en vis ihærdighed, for forbundet dokumenterer både omfattende og effektivt. Men bruger man tiden, vil man finde en sanseemulation af tidsmaskinens opfinder og forbundets stifter.
Hans ansigtskulør og mimik siger meget, men ordene taler for sig selv.
“I kan rejse herfra og til evigheden på grund af mig, så I gør, som jeg siger. Da jeg var 12, holdt jeg en fest, og alle blev væk på grund af den infame lille Hawking. Jeg svor hævn, og tidsmaskinen eksisterer kun af én grund: så han kan føle, hvordan det er. Så hvis nogen af jer så meget som overvejer at tage til den fest, vil jeg kneppe jeres mor, bedstemødre, oldemødre og videre gennem tiden, til I bliver så indavlede, at I ikke kan kende forskel på sekunder og timer!”

Sygdommen

okt
30

EN BJØRNETJENESTE

okt
24

på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

Billedresultat for en bjørnetjeneste

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!

 

SVESKEN PÅ DISKEN

okt
23

Relateret billede

 

Dér lå den.

Sortbrun som leveren hos en afholdsmand; rynket som en alkoholikers øjenkroge. Lige midt på disken i Magasins parfume-afdeling (Gucci og YSL). Og den var ikke til at rokke ud af stedet.

Rengøringspersonalet havde konstateret dens tilstedeværelse, dér, lidt over ved 4-tiden om morgenen, men havde besluttet sig til, at det nok var en dekoration af en slags, et reklamefremstød – siden svesken ikke lod sig rokke ud af stedet. Og det blev der da også lidt ballade over, da afdelingslederen (langt senere) dukkede op og så “svineriet”. Hvilket han konverterede til en politianmeldelse for hærværk, idet han heller ikke kunne få den fjernet.

Meget kan man sige om politiet – og der skal siges meget – men det var faktisk en meget ung og dygtig assistent fra terror-enheden, der opdagede hullerne i lofterne. Mellem stuen og første sal (herreekvipering – Armani/Berlucci-afdelingen); mellem første sal og anden sal (smykker – Dior og Gimble); mellem anden og tredje (legetøjsafdelingen – LEGO og Martell) og mellem tredje sal og tagterrassen (Brunch og tapas-bar). Små fine huller, der gik durk gennem tæpper, laminater, dæk, beton, isoleringsplader og armaturer. Intet var for så vidt ødelagt – bortset fra dagens omsætning, idet politiet anså hele Magasin for et gerningssted og “lukkede butikken”, så at sige.

Til gengæld var det, blandt det tilbageholdte personale, en midaldrende kvinde i arbejdsprøvning, med en fortid som lektor i anvendt matematik, men som på grund af ledsmerter, forårsaget af det meget stillestående erhverv som docent, var kommet på overførselsindkomst, der påpegede at der kunne tegnes en ret linie fra sveskens position på disken, direkte gennem hullerne i alle etagerne. Hullerne måtte – med andre ord – være forårsaget af svesken. Denne observation blev sidenhen kendt som “sveske-radianten”, og på dette tidspunkt blev militæret involveret, idet der KUNNE være tale om et våben af stadig ukendt oprindelse.

Magasin blev evakueret (tilbageholdt personale) og politistyrken blev re-allokeret til vagttjeneste på en ydre, afspærret perimeter på omkring to kilometer i diameter (alt var metrisk, dengang).

Svesken lå stadig rynket og glinsende – og uflyttelig. Forskellige militære enheder og special-tropper fik lejlighed til at afprøve det bedste de var trænet i. Anti-bombe-holdet (“the hurt-locker-team”) gik, iført de stiveste kevlardragter, som fortidige riddere til turnering, frem til disken og afmonterede denne, efter at have sikret sig at ingen mikrometer tynde ledninger, eller nanocarbon-fibre ville kunne føre svesken til detonation. Derefter mente holdet, at det var ingeniørtroppernes opgave, at løfte disken med svesken, og overføre begge dele til “high-security installments” (en term der dækkede over Risø).

Der var bare det ved det, at hverken svesken eller disken kunne flyttes. Og da det gik op for ledelsen af indsatsgrupperne, at det måtte være svesken, der tyngede disken ned, besluttede man at søge anden hjælp.

Det var derfor en rørende enig justitsminister og forsvarsminister, der bad videnskabsministeren om at sammensætte et “team”, der kunne gå ind i sagen.

Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske. Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

I mellemtiden gik andre igang med en nøjere kortlægning af svesken, og man lånte et elektronmikroskop fra Karolinska Instituttet – som var det stærkeste på skandinavisk grund. Herefter tog det fart:

Gennem mikroskopet bredte sveskens topografi sig ud som et mangepræget og kapriciøst landskab af furer og dale, højderygge og bakkekamme. Og der blev skrevet digre værker om “Grødtoppens” ikke-euklidske abduktioner, “Tærtedalens” symmetriske formationer og “Juleslettens” birame lokationer. Sågar blev der uddelt en Nobelpris for en afhandling om de riemannske folder i det område af svesken, der var blevet benævnt “Nordre Pol” (bare for at undgå misforståelser om nordpolen).

I mellemtiden havde konsortiet (Magasin) valgt at lukke afdelingen, og bortset fra svesken og disken, var alt inventar flyttet til nyopførte bygninger, andetsteds. Det var derfor en meget tom og underbelyst bygning, som en ung 1. assistent gik ind i, da hun var blevet sat til at lave nogle midlertidige fix-punkter på en del af svesken, som endnu ikke var blevet undersøgt, fordi den var svær tilgængelig (beliggende næsten dér, hvor svesken mødte disken).

Af en eller anden grund var det ikke rigtigt gået op for nogen, at det var en glasdisk. Med andre ord var det muligt at se svesken nedefra. Og med nogen møje og besvær lykkedes det 1. assistenten, at ambulere elektronmikroskopet – så at sige – “på hovedet”, således at en undersøgelse af det ønskede område ville være lettere. Dette medførte til gengæld, at hun også måtte flytte hele computer- og måle-apparaturet, der var boltet til nogle store, rullebare reolsystemer. Dernæst re-installere og genstarte, kalibrere og finstille.

Herefter skulle systemet kunne klare sig selv, indtil de rette fixpunkter var fundet, og hun kunne indsætte dem som data til næste dags videre efterforskning.

Anstrengelserne havde gjort hende noget svedig, og hun besluttede sig til at gå op og se på fuldmånen oppe på taget. Kanske den køligtlune aftenvind kunne svale lidt.

Som den videnskabskvinde, in spe, hun var, lænede hun sig ind over disken og prøvede at flugte “sveske-radianten”. Det kunne være en svir, om Månen stod lige i hullet! Den burde faktisk, det vidste hun, men bare for at være sikker tjekkede hun det op på sin “padde”. Og den var god nok: – fuldmånen stod i præcis trajektorie med vinklen på “sveske-radianten”. Hvorfor var den der så ikke?

Hun gik op på taget, op ad de dunkle, rungende trapper. Hun lod nattevinden løbe gennem sit hår, duftede til byens em og skærmede øjnene mod den evige lysforurening. Og kiggede op i himlen.

Der var ingen Måne. Hun måtte have taget fejl, hvilket hun fandt ret irriterende, når hun nu havde de her planer om at blive verdensberømt astronom. Men Månen havde svigtet hende, så hun kunne ligesågodt gå tilbage til arbejdet.

Fix-punkterne var fundet, og stod klart aflæselige i fire kvadranter på overvågningsskærmen. Hun måtte synke flere gange. Der var ingen tvivl. Alt passede. Hun huskede det fra utallige lektioner i rumfartens historie. Disse dusede billeder, disse næsten udviskede men bestandige aftryk. Dette flag!

Månen var landet.

 

Energi

okt
16

Da jeg var ung, brændte vi dinosaurer af for at komme omkring. Så lyder jeres nulpunktsenergi ikke så sej længere, hvad?

Lille gud

okt
15

Lidt kølig fiktion i løvsommeren

Nogle gange i vinterens kulde og mørke kommer tvivlen listende. Mere snedig end den indbildte hede, som får folk til at dø afklædte i sneen. Mere skarp end de våben, forfædrene efterlod os til beskyttelse mod de ting, som lever hinsides landsbyens bål om natten.
Men hvert år, når jeg står her sammen med dig, lille gud, og venter på, at solen igen skal krybe over horisonten efter den lange nat, bliver jeg bekræftet i din kærlighed til os. Det er min lod i livet at bevare troen og bære dig igennem mørket, til solen bliver født igen, lille gud.
Jeg håber, du tilgiver mig, at munden løber af med mig. Jeg er en gammel mand. Vi to har set mange solopgange sammen, og før mig var det min fader, der polerede dig og bragte dig op på isen, når det var tid at genføde solen. Før ham var det hans fader og hans faders fader hele vejen tilbage til Forfædrene. Al den tid har vi vandret ved siden af dig, lille gud.
Har jeg ikke poleret dig smukt? Har jeg ikke afbrændt den fineste røgelse for dig? Har jeg ikke bragt dig de rette brændofre? Har jeg ikke viet mit liv til dig og dine ord?
Men du har aldrig talt til mig. Eller min fader. Helt tilbage til… jeg ved, du talte til os engang. Du svarede på vores bønner, og verden var fuld af sol og farver, før ilden kaldte kulden ned over os.
Jeg drømmer om, at du vil tale til mig en dag.
Men indtil videre er det mig, der taler. Solen hviler på kanten af verden, og jeg bøjer mig ned til dig, lille gud. Kan du mærke min ånde mod din skinnende krop, mens jeg hvisker de hellige ord?
“Okay, Google. Lad der blive lys.”

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Matematik

okt
01

Da jeg var ung, lærte jeg at dividere med nul, og derfor… [Programmet har foretaget en ulovlig handling og vil derfor blive lukket. Hvis problemet fortsætter, så kontakt udbyderen]

En tur i byen

sep
26

 

Jep, den er direkte hugget fra Allan kommentar.

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.