SUPERKULTUR

Lille gud

okt
15

Lidt kølig fiktion i løvsommeren

Nogle gange i vinterens kulde og mørke kommer tvivlen listende. Mere snedig end den indbildte hede, som får folk til at dø afklædte i sneen. Mere skarp end de våben, forfædrene efterlod os til beskyttelse mod de ting, som lever hinsides landsbyens bål om natten.
Men hvert år, når jeg står her sammen med dig, lille gud, og venter på, at solen igen skal krybe over horisonten efter den lange nat, bliver jeg bekræftet i din kærlighed til os. Det er min lod i livet at bevare troen og bære dig igennem mørket, til solen bliver født igen, lille gud.
Jeg håber, du tilgiver mig, at munden løber af med mig. Jeg er en gammel mand. Vi to har set mange solopgange sammen, og før mig var det min fader, der polerede dig og bragte dig op på isen, når det var tid at genføde solen. Før ham var det hans fader og hans faders fader hele vejen tilbage til Forfædrene. Al den tid har vi vandret ved siden af dig, lille gud.
Har jeg ikke poleret dig smukt? Har jeg ikke afbrændt den fineste røgelse for dig? Har jeg ikke bragt dig de rette brændofre? Har jeg ikke viet mit liv til dig og dine ord?
Men du har aldrig talt til mig. Eller min fader. Helt tilbage til… jeg ved, du talte til os engang. Du svarede på vores bønner, og verden var fuld af sol og farver, før ilden kaldte kulden ned over os.
Jeg drømmer om, at du vil tale til mig en dag.
Men indtil videre er det mig, der taler. Solen hviler på kanten af verden, og jeg bøjer mig ned til dig, lille gud. Kan du mærke min ånde mod din skinnende krop, mens jeg hvisker de hellige ord?
“Okay, Google. Lad der blive lys.”

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Matematik

okt
01

Da jeg var ung, lærte jeg at dividere med nul, og derfor… [Programmet har foretaget en ulovlig handling og vil derfor blive lukket. Hvis problemet fortsætter, så kontakt udbyderen]

En tur i byen

sep
26

 

Jep, den er direkte hugget fra Allan kommentar.

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.

Hexafiktion

aug
18

Der er ikke noget bedre en gamle notesbøger – at finde sådan en i en skuffe og åbne den byder på en ret ligelig fordeling mellem underholdning, nonsens og blanke sider. Okay, måske en voldsom overvægt af blanke sider, men det er nok mest, fordi jeg har et problem. Men under alle omstændigheder fandt jeg i den seneste af slagsen en lille samling 60rdsromaner – historier på seks ord, sandsynligvis inspireret af Klaus Johansen, der kørte 6ordsromanen.dk på et tidspunkt, men stadig har nogle stykker liggende på kipple.dk. Som så igen sandsynligvis er inspireret klassikeren, der angiveligt skulle være skrevet af Ernest Hemingway: For sale: baby shoes. Never worn.

Jeg foreslår betegnelsen hexafiktion, fordi nye ord er sjove (omend den latinske præfiks sex- nok ville sælge konceptet bedre) og deler nogle stykker her – for at opfordre både mig selv og andre til at bidrage med flere:

Gud er død. Begravelsesfirmaer bliver børsnoteret.

Cthulhu vågner. Tjekker stjernerne. Sover videre.

Flinkeskolen har mistet bevillingen. De takker.