SUPERKULTUR

Nu har jeg set det med (Kevin Durand-dobbelt whammy): Tragedy girls og Dark was the night

sep
09

Visse skuespillere har et så bredt CV af mindre roller, at man som seer får et lille klik af familiaritet når man genser dem i en ny skærmsammenhæng. Her i familien indtager vi tilpas mange film til at det er blevet en slags folkevognsspil at identificere skuespilleres andre roller undervejs.

Det skinnede igennem da jeg snakkede om Oculus i andet afsnit af Superkultur-podcasten. En anden film som er en slags neksus af “hende/ham har jeg da set før…?” er Tragedy girls.

Tragedy girls er en horrorkomedie, som både spidder den sociale mediesamtid og den mere sejlivede fascination af seriemord og -mordere. Teenagepigerne Sadie og McKaley forsøger at sparke deres influencer-imperium, “Tragedy girls” igang ved at indfange den machetemorder som hjemsøger deres hjemby — ikke for at lange ham over til politiet, men for at lære af ham. Det ledende princip er, at man ikke kan vente på at tragedierne opstår, man må være proaktiv!

De to er nu udmærket i stand til at slagte deres high school-kammerater i stjerneambitionens navn uden hans hjælp, og da han en godt time inde i filmen slipper fri fra fangenskabet, bliver han bare udløser for at deres på det punkt belastede BFF-skab heles.

Filmen er overfladisk, men virkelig underholdende; set før, men med nogle forfriskende nye tiltag.  Begynder man først at se Tragedy girls med skuespillernes tidligere roller in mente, bliver den et uventet mashup af X-men-filmfranchisen og Hunger games. Hovedrollerne i Tragedy girls spilles af Brianna Hildebrand og Alexandra Shipp, kendt som henholdsvis Negasonic Teenage Warhead fra Deadpool og den yngre Storm fra X-men: Apocalypse og frem.

Som filmens Jason Voorhees-klon ses Kevin Durand, som har en mængde småroller bag sig, men i denne sammenhæng er hans rolle i den første Wolverine-film værd at bemærke. Det er, parentetisk bemærket, nok den eneste gang man kan fremhæve dén film på nogen måde. Én Hunger games-skuespiller medvirker i Tragedy girls som en 21. århundredes Brando, der vikler filosofiske trivialiteter af sig lige frem til det punkt, hvor pigerne slår ham ihjel. Han holder ikke længe.

En anden skuespiller rundet af samme filmserie varer faktisk næsten til slutningen som tragedietøsernes intetanende medhjælp og søn af den lokale sherif – hvis det her var metaversionen af Celebrity Death Match ville X-men have tørret gulvet med Hunger games. For at runde crossoverbuffeten af medvirker også Rosalind Chao, tidligere Keiko O’Brien fra Star trek: The next generation og Deep space 9, som byens borgmester, der udmærker sig yderligere ved at dø på særligt absurd/brutal vis.

Lidt skuffende har jeg ikke bemærket nogen overlap med X-files, så Star trek-forbindelsen må være cocktailbærret på filmens isdessert af Hollywood-indavl.

Denne weekend gav Tragedy girls i al fald min sambo og mig blod på tanden, og vi gravede endnu en vilkårlig film frem fra den konstante venteliste. Med Dark was the night blev genkendelsens mentale flueben til en kognitiv håndbremsevending, for samme Kevin Durand som tydeligvis havde en fest i rollen som ærkeslasher i den foregående film, spiller her hovedrollen som en regelret og hjemmefrontsmartret landbetjent. 

Durands pokerfjæs og -fysik egner sig både til at portrættere iskold psykopat og maskulinitetsskadet knudemand. Han kan emme latent fare lige så vellykket som han spiller selvbevidst utilstrækkelig autoritet, men han har en evne til at forlene sine roller med en indre drift som manus ikke nødvendigvis begrunder. Uanset hvor ofte jeg ser ham i forskellige roller, og uanset rollen, bliver jeg altid mindet om hans lejesoldat Martin Keamy i Lost, hvor jeg så ham første gang, dengang i dræbermodus.

Hans præstation såvel som timingen i forhold til tv-seriens historie gjorde indtryk, og selv om han måske aldrig får en stjerne på Hollywood Boulevard, så gjorde jeg allerede dér en indre note: Hold øje med ham her.

Hvor Tragedy girls har hele high school-farveladen rangerende fra pasteller over klare farver til blodrød, frisk fra arterien, er Dark was the night nærmest kontrært farveløs, særligt i udendørsscener. Det er nok tænkt som en visuel forstærkelse af bidende vinterkulde, men det er en så tydelig postproduktionseffekt, at man bliver revet ud af filmens fiktionsplan og lige ind i  mediebevidstheden om en praktikant som vrider løs på billedindstillingerne. Det er synd, for filmen er udmærket og kunne være opgraderet til rigtig vellykket, hvis nu cinematograf og instruktør havde taget det ekstra fælles skridt for at løfte den.

I Dark was the night slås en tidlig, men kortvarig tone af økohorror: Et hold skovhuggere i det nordligste Amerika melder ikke til fyraften, og en tililende sjakbajs (Steve Agee) når kun lige at finde deres sørgelige rester før han selv falder offer for … ja, hvad? Ret tidligt under filmen sagde jeg til min sambo, “Jeg håber ikke det viser sig at være Bigfoot,” og så meget kan jeg trøste potentielle seere med: Det er ikke Bigfoot, som efterfølgende migrerer sydpå til sherif Durands snedækkede landdistrikt for at nære sig på (i første omgang) husdyr af størrelsesordenen hest og nedefter.

Industrisamfundets rovdrift på naturområderne er skyld i at hidtil ukendte rovdyr trænges fra deres naturlige biotop ind i mennesketætte(re) områder, men en indfødt amerikaner giver senere metaforen endnu en drejning. Det er den hvide mand, der rokker ved balancer han ikke har noget begreb om. Hvorom alting er, så er byen snart truet på tre fronter: Af det uidentificerede væsen, som efterlader enorme, treklovede spor gennem hele bygden, af en massiv snestorm som kræver evakuering af indbyggerne — og endelig af sheriffens indre kamp for at komme overens med hans søns død.

Det sidste viser sig at være den største udfordring både for ham og for seerens tålmodighed. Åbenbart er det nedskrevet i én eller anden drejebogsbibel, at hovedpersonen må og skal have en spirituel byrde som – tryllebum! – lettes ved forløsningen af den ydre konflikt i udgangen af tredie akt. Det er formentlig derfor, sheriffens overlevende søn og hustru er den eneste barnefamilie som, stik mod al fornuft, ikke evakueres inden stormen.

Der bygges fra starten en stadigt stigende rædsel udfra de to primale trusler: Mørket og den vilde skov. Væsenet fra nord optræder langt størstedelen af filmen kun som en lyd i natten og en bevægelse i underskovens krat, hvilket bare stimulerer seerens fantasi og indlevelse. Det er også budgetsmart, fordi regningen for at visualisere monstret på film som bekendt sjældent overstiger den bét det er at vise et skuffende realiseret uhyre. Lidt løftes der på sløret til slut i Dark was the night, så sheriffen og hans assistent helt lavpraktisk har noget at forsvare sig imod.

Og så får man lidt mere i filmens sidste sekunder, hvilket smart undergraver både deres sejr, drejebogsrullernes lommepsykologiske facitmorale, og publikums lettelse over at nogle skud fra bondebetjentenes jagtgeværer sådan vendte hele den menneskeskabte økokalypse bort. Udtoningen er nær Frank Darabonts The mist i sin filosofi, omend ikke filmisk i samme liga.

Jeg holder ikke vejret i forventning, men jeg ville gerne se Kevin Durand få muligheden for at strække sit repertoire i en større rolle, gerne med et mere rundhåndet budget end Dark was the night har haft. Og hvis instruktør Jack Heller i sit næste projekt skulle få råd til en mere øvet cinematograf vil jeg se frem til resultatet.

Nu har jeg set det med: Colossal

sep
09

Sikre kort når jeg skal trække min trettenårige ud af karlekammeret er ved enten at bage en kage, eller friste med en kaijufilm. Jeg fik ham på krogen for nogle somre siden, hvor feriebudgettet var lavere end sædvanligt, og den bedste afledning var en månedlang tour gennem det japanske filmselskab Tohos monster features. Det var så mådelig en succes at jeg stadig kan trække f eks  Colossal frem fra hylden og lokke ham til at tilbringe et par timer med far.

Det føles som snyd at beskrive Colossal som en monsterfilm, for selv om der ganske vist indgår kæmpemonstre, som tramper gennem en asiatisk storby, så opleves de hovedsageligt gennem de amerikanske hovedpersoners tv- og laptopskærme. De to fortællemæssige spor er nært forbundne, viser det sig hurtigt, men humlen af filmen foregår i lilleby-mikrokosmoset Mainhead, New England.

Gloria, spillet af Anne Hathaway, bliver sat på porten af sin kæreste på grund af hendes uansvarlige partyliv, og hun ser sig nødsaget til at flytte fra New York og hjem til et nu forladt barndomshjem. Det er i mødet med hendes skolekammerat Oscar (Jason Sudeikis), filmens konflikt begynder at tage fart. Belejligt nok ejer Oscar den lokale bar, og er kun glad for at byde Gloria på runder, såvel som et deltidsjob og gradvis møblering af hendes tomme hus. Der er antydningen af et uudtalt folkeskolecrush mellem dem, eller det er i al fald det første indtryk.

Også Tim Blake Nelson og Dan Stevens figurerer i filmen, et sted på skalaen mellem inaktivt plotelement og halvformet rollefigur.

Da Seoul nogle dage i træk bliver katastroferamt af et tydeligt forvildet kæmpemonster, begynder Gloria at ane en sammenhæng mellem hendes egne fordrukne blackouts og monstrets opdukken. Der er et nøje sammenfald mellem klokkeslættet 8:05, en legeplads på hendes rute fra baren, downtown Seoul, hende selv og — viser det sig — Oscar. Præcis hvad det er, der knytter de elementer sammen, afsløres kun i små etaper gennem filmen, men gøres heldigvis ikke til macguffin i form af en overtydeligt ipapskåret Forklaring. I stedet forkæles seeren med et rigtig velturneret psykodrama mellem Gloria og Oscar, som tipper filmens præmis til det uventede.

Colossal er guf for lænestolsfortolkeren: Oscars bar har lige så mange lukkede fløje som figuren har fortrængninger. Kontrasten mellem hans hus og Glorias er skærende, særligt i betragtning af den rolle, hans møbler spiller undervejs. Glorias og hans dybtliggende konflikt udfolder sig ikke i Tokyo, men i Seoul … fordi det reflekterer like, the soul, man? Det refleksbetingede slag for panden bliver til et uvilkårligt løft på hatten for at få et så dumt ordspil til at fungere gnidningsløst i filmen.

Nacho Vigalondas forrige film, Time Crimes, var en möbiuslagkage af tidsrejsespas som, set i bakspejlet, er den perfekte kodimagnyl til Avengers: Endgame‘s mylderknald i samme genre. Her ser vi en lidt mere afdæmpet side af hans talent, en rigtig snedig film om misbrug og udnyttelse i alle dets former, forklædt som monster mash. Jeg forestiller mig at brainstormmødet for filmen centreredes omkring ordet ABUSE ridset ind i et whiteboard. Hele menuen serveres ulasteligt, men mere og mere modbydeligt, og i sidste ende tilfredsstillende, da de to fortællespor krydses som et trompe l’œil der kollapser og stirrer tilbage på beskueren.

Den trettenårige og jeg trak endelig vejret igen, da rulleteksterne begyndte, og vi kiggede på hinanden, næsten overraskede over hvad vi lige havde set. “Det var jo faktisk… en god film!” Det er ikke hvad vi er vant til på kaijufronten, men uh, hvor er det skønt når det sker.

Nu har jeg set det med: Alita: Battle angel

sep
09

Jeg har haft det svært med Robert Rodriguez’ film siden han reducerede sig selv til  Frank Millers hånddukke med Sin City-filmen. Hans grind house-bidrag, Planet Terror, bødede ligesom ikke for Spy Kids eller Once upon a time in Mexico, og de selvparodiske superstjernekavalkader i Machete 1 og 2 fik Danny Trejo til at se ud som malplaceret straight man i en Hot Shots-reboot.

Instruktørens œuvre, og diverse trailere for Alita: Battle Angel, gjorde mig derfor ikke særligt optimistisk for denne film. CGI-forstørrelsen af hovedpersonens øjne virkede som et temmelig kortlivet gimmick for at visuelt vedkende sig manga-originalen, og jeg havde i det hele taget mine tvivl om, hvorvidt konceptet med en dræberrobot i Lolitaskikkelse kunne bære udenfor otaku-kulturens særegne konventioner.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da husstandens teenagere valgte Alita som ugens rituelle fredagsfilm. Eller jeg skulle måske nærmere sige at jeg gradvist gennem filmen tog mig selv i at være mere underholdt end jeg forventede. Det er først og fremmest Rosa Salazar der sælger varen som Alita selv. De der digitalt forstørrede øjne ér en snublesten i begyndelsen, men Salazar spiller sin hovedrolle med nærvær og nerve, på trods af og igennem den temmeligt åndssvage effekt.

Det er anden gang Christopher Waltz spiller op imod den slags tjuhej (første gang var i Tim Burtons Big Eyes), og her spiller han en resigneret og livstræt Gepettofigur med lige præcis den autentiske, resignerede livstræthed som kun opnås når man hellere vil være et helt andet sted.  Det kunne have været rart med et andet, mindre slidt ansigt i hans rolle.

Også Mahershala Ali er med som ufortjent stangvare. Han var god som slimet gangsterboss i Luke Cage-tvserien, og samme rolle får en sejrsrunde i manegen som robo-roller derby-promoter i Alita. Sigende nok er halvdelen af hans optræden som marionet og mundstykke for en art cyber-overherre fra byen i skyen, som danderer den over hele filmens “jordbundne” ghettoverden. Der er en social og racemæssig kritik gemt et sted under alt glitteret og neonlyset, og den forbliver gemt.

Så er Jennifer Connelly et langt mere velkomment gensyn. Jovist, hendes rolle er så tynd som den manusside den er printet på, men hun ejer lærredet i alle hendes scener. Når man ser tilbage på hendes roller fra firserne, instrueret af Leone og Argento, og med modspil af f eks David Bowie, kan man se grundlaget for den dybe selvtillid som giver hendes fjerne moderfigur liv i denne film. Connelly har absolut intet at bevise for nogen, men modsat Waltz gør hun det alligevel.

Trods alle mulige indvendinger mod Alita: Battle angel er den absolut seværdig med en stor skål popcorn ved hånden, først og fremmest på grund af Salazar og Connellys præstationer. Alita er deres verden, alle de andre bor der bare.

Fem filmatiseringer der fungerer

aug
13

Næste afsnit af Superkultur-podcasten handler om adaptations – når historier går fra ét medie til et andet. Ofte er det gerne fra bøger til film, men pilen kan gå i mange retninger – og med svingende resultat (jeg har dog uden held indtil videre forsøgt at finde en bogadaptation af en film, som er bedre end originalen).

Men det har naturligvis betydet, at jeg har tænkt over en del af de filmatiseringer, jeg har set gennem tiden – og som en opvarmning til de auditive løjer (som allerede er i lydmandens hænder) har jeg fundet fem filmatiseringer, der (synes jeg) fungerer godt som adaptationer af bøger. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at de er bedre end originalen, men de kan stå på egne ben – men af vidt forskellige grunde.

1. Stephen King

King var ikke selv glad for Stanley Kubricks udgave af Ondskabens hotel, og han stod da også bag en ny filmatisering, som… bedst bør glemmes. Det er klart Kubricks version, der bør nævnes her – nogle gange må man glemme et værks oprindelse for at kunne nyde det helt, og hvis man er enig med forfatteren, bør man måske bare se The Shining som en helt anden historie, der tilfældigvis også foregår på et Hotel Overlook om vinteren. Det er jo ikke det samme hotel, kan man sige til sig selv, Kubricks har ingen hækkedyr.

2. Robert Heinlein

Beverly Hills 90210 med kæmpeinsekter i rummet. Ja, Starship Troopers tager sig nogle friheder med forlægget (ligesom Kubrick gjorde), men den rammer så rent. Men hvad er det, den rammer? I al fald den måde, jeg selv læste Heinlein på, da jeg var ung – nemlig med en konstant, satirisk undertone. At den undertone så ikke er der i værket og aldrig har været der i forfatterskabet, men at han mente alt, hvad han sagde, gør, at jeg har svært ved at læse Heinlein i dag. Men Starship Troopers er der stadig.

3. Peter Benchley

Det er svært at komme uden om den betydning, Dødens gab havde – for filmbranchen, for Benchleys forfatterskab, for dødsraten blandt hajer og så videre. Endnu sværere er det at benægte, at den er effektiv. Spielberg holder sig noget tættere til forlægget end de to tidligere film på listen, men alligevel formår han at skabe en noget anden historie end bogen. Jeg oplevede dem begge, da jeg var ret ung (måske for ung) – da jeg så filmen, var min tanken “jeg skal aldrig i vandet igen, der er fyldt med hajer!”; da jeg læste bogen, var det “jeg skal aldrig være voksen, de er sindssyge!”

4. H. P. Lovecraft

Det er nok umuligt at filmatisere Lovecraft, så den bedste måde at gøre det på er ved at lade være. Og lige præcis i den henseende har jeg en forkærlighed for In the Mouth of Madness. Ja, det er nok filtreret gennem noget mere moderne Stephen King, og de forfalder til at vise os monstrene, men der er dog ikke desto mindre en god tyk stemning af HPLig eldritched under det hele. Og så er det bare en god film.

5. L. Ron Hubbard.

Ja, det kommer nok som en overraskelse, men Battlefield Earth er en god adaptation. Er det en god film? På ingen måde, du vil være et dummere væsen, når du har set den. Men så en god bog? Nej, på ingen måde heller. Faktisk gør lige præcis det samme sig gældende for forlægget, og det er det, der gør filmen til en så vellykket adaptation: den har perfekt oversat en afgrundsdybt bunddum bog til en lige så tåbelig film. Det er et stykke arbejde, der bør gå over i historien.

Super Admin

aug
05

Avengers: Endgame – Shakespeare havde ret

Note: Jeg begyndte at skrive nedenstående i dagene efter at have set Avengers: Endgame, mens filmen stadig var nogenlunde pop- og superkulturelt relevant. Som teksten greb om sig vaklede jeg til sidst lige før målstregen, og har først nu fået skrevet den færdig. Formentlig kan nedenstående være til glæde for de 5% af befolkningen som ikke har punget ud til en biografbillet, og som nu gerne vil tales fra at købe filmen (og Marvels fremtidige leverancer) på DVD. —AH

Så gik det hverken værre eller bedre end at jeg tog familien i biografen og så den seneste Avengers-film. Det var vel uundgåeligt, eftersom jeg engang i firserne blev bidt af superheltebillen og i godt og vel ti år frem antog alter egoet Superfan. Da Marvel begyndte at spytte film ud var jeg nok i bedring, men brugte filmversionerne til at bonde med mine egne unger. Hvor tegneserierne var tyngede af årtiers bagkatalog, grundlæggende modsagt af figurer som aldrig rigtigt blev ældre, var der en ukompliceret friskhed over de første filmatiseringer af i al fald Iron Man og Thor. De på det tidspunkt uforpligtende løfter om “Avengers-initiativet” kunne endnu affejes som spøjse, interne jokes, men jeg gruede i mit stille sind for den dag, hvor kanonisk kontinuitet kunne overbebyrde Marvels filmunivers på samme måde som tegneserierne. Jeg så for mig de endeløse, massive crossovers og gøs ved tanken. Men her er vi, hvis man skal tro Marvels væg-til-væg-pressedækning for Avengers: Endgame, ved slutningen af elleve års filmmarathon: En omfattende men endelig crossover. (mere…)

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

VERDEN IFØLGE SERIEMAGASINET

jun
18
Billedresultat for verden ifølge seriemagasinet

“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).

Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.

Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.

Podcasten kan findes hér: https://nummer9.dk/category/podcast/seriemagasinet/

Men har da også sin egen kanal: https://seriemagasinet.dk/

Bjørne opdager ild

maj
23

Når chancen er der for en smule Terry Bisson, skal man gribe den (eller også læse originalen her)

Hunt for the Wild Things

jan
26

I julen var jeg på besøg hos Janus og Zenia og samtalen faldt på film. Nærmere, hvilken film vi skulle se efter maden. På et tidspunkt er der en der siger: “bla bla… wilderpeople… bla bla”. Uh, tænker jeg. Den film har jeg aldrig set. Så det siger jeg og den bliver fluks sat på.

Skux Life

Politiet afleverer en ung lømmel til en ny plejefamilie. Plejemoderen viser ham rundt og viser ham en kniv, som skal bruges til at dræbe monstre. Så jeg kunne godt mærke at nu ville det snart blive vildt, og de seje monstre ville sikkert snart dukke op.

Men der skete ikke rigtigt noget… der var en superfantastisk akavet fødselsdagssang, Ricky falder til, og så dør plejemoderen. Ricky Baker beslutter sig for at stikke af, fremfor at bliver overført til ungdomsfængsel. Han tager sin trofaste riffel og hund med, og stikker af mod vildmarken.

Yeah tænkte jeg. Nu kommer de Vilde Ting sikkert snart. Nu bliver det vildt. Men det skete bare aldrig rigtigt. Det var bestemt en god film, men meget anderledes fra den film jeg troede jeg skulle se. F.eks. fik Ricky aldrig den der krone på, som han har i de billeder jeg havde set – og der var også en påfaldende mangel på monstre…

… en påfaldende mangel på monstre…

Problemet var bare, at jeg havde blandet to film sammen. Where the wild things are og Hunt for the Wilderpeoble. Og efter at have kigget lidt på wiki, så er jeg nok ret glad for at vi så Hunt for the Wilderpeople. Det er dælme en sjov film, feel good to the max, og Sam Neill er fantastisk. Så hvis man ikke har set den, så bør man gøre det. Den er supercool, underlig og fantastisk.

Den mest akavede fødselssang nogensinde

DC’s Titans

jan
20

STOP PRESS! Breaking news – DC lykkedes med Superhelte fjernsyn!

Jeps, umiddelbart ser det ud til at DC har fået en succes i deres film-univers. Jeg skal dog fluks sige, at jeg kun har set to afsnit, men indtil videre så ser det ret fornuftigt ud.
Den anden caveat er, at jeg ikke kender det mindste til Teen Titans tegneserierne, så hvor stor forskel der er på tv udgaven og tegneserierne, har jeg ikke det mindste ide om.

Ukendt Shapechanging Kid, Raven, Robin og… Kickass FireLady
(Jeg har seriøst ingen ide om hvem de to yderste personer er – men de virker ret coole)

DC og Warner Bros. har valgt at gøre Titan serien til en ældre målgruppe end Marvel gjorde med deres, og det ser også ud til at være kastet flere penge efter den. Hvor Marvel tv serierne føltes som kammerspil, med de samme 5-6 personer og en gæstestjerne i ny og næ, så føles den her serie større. Der er flere interessante karakterer med, og masser af spændende bi personer.

Den første sæson er Titanernes oprindelseshistorie, hvordan de fandt sammen og… så ved jeg faktisk ikke mere. Jeg har som sagt kun set to afsnit… Men det virker lovende.