SUPERKULTUR

Staten hader mandag

maj
24

Men staten hader også tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så skynd dig at få noget ud af dine skattepenge, inden de bruger dem på at skabe et repressivt regime, som sender dine søskende i kryosøvn. Du ved, “bare indtil alting går lidt bedre”.

Det er grundlæggende oplægget i What Happened to Monday, som er dukket op på Filmstriben. Overbefolkningen er blevet så slem, at der er indført etbarnspolitik, og alle ulovlige søskende bliver frosset ned. Under navnet Karen Settman er det dog lykkedes syv søskende at blive voksne og allesammen blive spillet af Noomi Rappacjcchehhe med forskellige frisurer. Hver får de lov at gå udendørs på den ugedag, de er navngivet efter, og ellers opholder de sig i lejligheden. Det har sine spændinger, som man måske kan forestille sig, og man kunne sikkert lave jokes om synkroniseret menstruation, men det vil jeg holde mig for god til.

Hver aften mødes de syv søstre og synkroniserer så om ikke andet det, der er sket i løbet af dagen, så de alle kan opretholde identiteten Karen Settman. Men ikke denne mandag aften, for Monday er forsvundet. Og de ved ikke, hvad der venter dem uden for de trygge vægge.

Det er let at forestille sig, at ideen er opstået ud fra titlen og billede af de seks søstre omringet af et fjendtligt, usikkert samfund – men det er også let at forestille sig alle de måder, hvorpå den historie kunne være gået ad helvede til på sin vej mod det færdige produkt. Overraskende nok er det en ret fed film, der er kommet ud af det – eller, hvis jeg skal være ærlig, det virker, som om der er kommet to film ud af det. For starten og slutningen er bubblegum-science fiction, men hovedparten af filmen er stramt fortalt og ofte overraskende og udnytter sin præmis effektivt.

Angiveligt var det en overgang planen, at den skulle hedde Seven Sisters, hvilket tydeligere afspejler et underliggende eventyr-aspekt (og måske også lidt mere start/slutning), men heldigvis gik man tilbage til den oprindelige titel, som understreger mysteriet og det overraskende. Se den, for fanden.

Jeg overvejede at smide en trailer ind, men undlod – det er en af de film, hvor det er godt ikke at vide for meget om, hvilken stemning man skal forvente sig.

“I’m a human being, not a weekday!”

Dracula

maj
23

Jeg har set Francis Ford Coppolas Dracula. Den fra 1992. Den er vældig fin, men også jævnt langsom. Som knægt var jeg super skuffet over den, og når jeg genser den, kan jeg godt forstå hvorfor Teenage Simon synes den var træls.

Bogen Dracula er en historie om det fremmede og uhyggelige. Det Onde, men bare i London. Og med meget mere sex. Underforstået og ikke talt om, men masser af sex.

Filmen Dracula handler meget mere om sex. Måske faktisk om de uhyggelige sygdomme som man kan pådrage sig, hvis man ikke passer på og husker sit kondom. Men der hvor Teenage Simon virkeligt synes den var træls, er at det mere er en romance mellem Dracula og Mina.

Det kan Voksen Simon bedre leve med, om end han lidt savner scener med daring do og fisticuffs. Hvis nu John Carpenter havde lavet en Dracula udgave…

Dracula 1992 er en voldsom lækker stilistisk film. Effekterne er fine og dejlige, stort set alle sammen optaget på gammeldags maner. Her er ikke nogle digitale effekter, og det gør sig godt.

Demonen i den tynde luft

maj
16

Tom Wolfe er desværre draget til den evige farm oppe i himlen. I DRs portræt fokuserede de på The Bonfire of the Vanities, men her fokuserer vi på en lidt anden bog. Tom er nemlig af den rette støbning (ah bum chi)

Det er en lækker bog. The Right Stuff. Om Mercury astronaut programmet, om og de testpiloter der var drivkraften bag. Og i klassisk Tom Wolfe stil, så handler den ikke bare om mændenes prøvelser, men også om kvinderens problemer. De måtte leve på nedslidte militærbaser, mens deres mænd risikerede livet i uprøvede fly.

There was a demon that lived in the air. They said whoever challenged him would die. Their controls would freeze up, their planes would buffet wildly, and they would disintegrate. The demon lived at Mach 1 on the meter, 750 miles an hour, where the air could no longer move out of the way. He lived behind a barrier through which they said no man could ever pass. They called it: The sound barrier. Then, they built a small plane, the X-1, to try and break the sound barrier. And men came to the High Desert in California to ride it. They were called test pilots. And no one knew their names.

Filmen, som citatet her er taget fra, er bestemt heller ikke dårlig. Jeg har set den flere gange – især når jeg lige har lyst til at se Kompetente Mænd ™ der med en “can do attitude” og med så stålkolde øjne, at selv ikke Anders Samuelsen kan gøre stilen efter, ordner paragrafferne og udfordrer russerne på deres egen hjemmebane i det ydre rum.

Profetisk 90er thriller

maj
11

Science fictions succes er som oftest målt (af offentligheden) af hvor effektivt den forudser fremtiden. Det er jo selvfølgelig ikke dens primære mål. Som med alt andet litteratur, handler det jo om forfatterens egen nutid. Men indimellem er der film og bøger der mere eller mindre effektfuldt lykkedes med at forudse verden. Sneakers fra 1992 er et ret godt eksempel. (Jamen, Sneakers er ikke en sci-fi film! Det er at the most en techno thriller?! Ti stille Fanboi Mouthbreather – som Darco Suvin siger: “Science fiction er det vi peger på, når vi siger:  det er science fiction [citation needen]).

The world isn’t run by weapons any more, or energy or money. It’s run by little ones and zeroes, by data. It’s all just electrons… There’s a war out there, old friend. A world war. And it’s not about who’s got the most bullets. It’s about who controls the information What we see and hear. How we work and what we think. It’s all about the information!

The world changed on us, Marty. Without our help… When I was in prison, I learnt that everything in this world, including money, operates not on reality, but on the perception of reality.

Der er en længere trailer på youtuben, men den er direkte forfærdelig. Et klassisk eksempel på træls tidlig 90’er trailer.

(Næsten) alt er bedre med Jean-Claude

maj
07

Predator er så en af de meget få ting i universet, der ikke ville have været bedre, hvis man tilsatte Jean-Claude Van Damme og ekstra fodbokseri, viser det sig. Oprindelig skulle han have spillet den udenjordiske hedebølgeconnaisseur, men blev angiveligt fyret, fordi han syntes, filmen skulle rumme lidt mere af hans kampsportssvar på cowbell: you gotta have more kickboxing!

Og denne video med glimt af det oprindelige kostume viser, at det nok var helt okay:

Men bare rolig, Jean-Claude – vi tilgiver dig meget, fordi du senere hen lavede JCVD.

My First Day

maj
06

YouTube lader til at være ved at løbe tør for Mitchell and Webb-afsnit, så i stedet har den på det sidste forsøgt at stille mig tilfreds med korte horrorfilm. Der er dog langt mellem snapsene – eller i al fald langt mellem dem, som ikke blot er pligtskyldig skabelon-udfyldelse. Lidt mere held har den med de humoristiske horrorfilm, som denne:

Mere ukendt skov

maj
05

Apropos Over the Garden Wall (eller Det ukendtes skov, som det hedder på dansk) opdagede jeg to ting:

  1. Danske Mikkel Sommer (der i forvejen er i besiddelse af mange awesomedollars), har lavet karakterdesigns til serien.
  2. Den originale pilot til serien ligger på Youtube. Der er sket en del ændringer frem mod serien, men den er stadig værd at se:

 

Over the Garden Wall

maj
04

Nogle mennesker forstår åbenbart at fortælle historier, der blot tager et lille skridt ud af det kendte og bliver så meget mere end forventet. En af dem lader Patrick McHale til at være – han er nok mest kendt for Adventure Time, men den har hidtil været for skærende for min medseers øjne og ører, og vi har i stedet kastet os over Over the Garden Wall. Som er superb.

Her er det Wirt og broderen Greg, der har taget skridtet ud i det ukendte og befinder sig i en meget folkeeventyrsagtig skov. Og der oplever de så indtil videre 10 afsnit med en vellykket blanding af horror og humor, som også er meget folkeeventyrsagtig (men åh så sjældent fungerer godt, når folk forsøger at påkalde den). Kun 10 afsnit, bør jeg sige, for det var træls hurtigt, at sidste afsnit løb over skærmen.

Det særlige ved Over the Garden Wall er, synes jeg, at det i bund og grund er ganske gængse historier, der fortælles – ja, den overordnede fortælling er nærmest fortærsket – men folkene bag formår at dreje dem en lille smule. Ad en akse, som det er meget svært at sætte ord på. Bare en lille drej, så alt bliver nyt og underholdende, men svært at gengive. Det kunne så let blive glat og skabelonisk, men det føles, som om de konsekvent viger tilbage, når den fare nærmer sig. Ligesom sangene i serien, der ofte læner sig op ad at være ørehængere, men nægter, nægter, nægter. Såsom Potatoes and Molasses her, der er vidunderlig. Men selv om jeg har hørt den flere gange, kan jeg ikke synge andet end titlen. Hver gang jeg når forbi den, vil min mentale sangstemme videre ad velkendte veje… og render hovedet mod en mur. Måske en havemur?

Tak til Stine for at have holdt begejstringsmonolog over serien.

 

 

Tak for sorte huller

maj
03

Det her er good shit:

Via Kottke.org

The Button?!

maj
01

Jeg elsker den her serie. Den er absolut fantastisk. Salami taktik og atomvåben politik på en gang. Og alt sammen med et laugh track.