SUPERKULTUR

Don’t Watch This

nov
14

Netflix har om noget gjort det lettere at se film og tv-serier – hele processen er blevet effektiviseret. Ikke længere noget med at rejse sig fra sofaen og begive sig til egen samling eller et centralt udlejningssted eller for den sags skyld en biograf. Intet behov for at opsøge flere steder for at finde en titel (enten er den der, eller også er den ikke).

Det virker som et naturligt næste trin at levere indhold, der gør alt arbejdet for abonnenterne allerede i titlen: Don’t Watch This. Mere effektivt kan det dårligt blive.

Don’t Watch This er en samling på fem horror-kortfilm, som ramte midt i en indre diskussion. Jeg havde netop set to vellykkede eksempler på horror som tv-serier med hver deres tilgang – The Haunting of Hill House virkede som en gentænkning af Shirley Jacksons roman via Stephen King, mens sæson 3 af Channel Zero var baseret på en creepypasta, men på mange måder virkede som en filmatisering af en af Clive Barkers mere fantasy-orienterede romaner. Begge to er de helt klart værd at se, omend de slås lidt med problemet horror i etaper. Horror som genre bør vel et eller andet sted forsøge at skræmme seeren (eller læseren) – og fastholde vedkommende i den følelse. Det strider lidt imod tv-seriens opbygning, idet seeren gerne går til og fra historien.

De går forskelligt til udfordringen – Channel Zero ved at gå all in, Haunting of Hill House ved nogle gange at smide nogle lidt pligtskyldige gys ind (jeg har set serien beskrevet som for kedelig, men for min skyld måtte de faktisk gerne have skruet endnu mere ned for spøgelserne). Det fik mig ind på en lidt ældre tanke om, at den korte form er superb til horror – der er så mange muligheder, når man sætter sig nogle begrænsninger for historiens omfang.

Og der var det så, at denne serie dukkede op på Netflix, og jeg kastede mig gladeligt over den.

Desværre har Don’t Watch This stort set kun én tilgang til horror, og den er “Vi har en fyr, der kan lave den her effekt… så vi bruger en lille smule tid til at lave en undskyldning for at vise den effekt.” Der er med andre ord ingen historier eller særlige ideer eller stemning eller noget som helst andet, der kunne gøre kortfilmene her interessante. Med en lille undtagelse: det sidste afsnit, der med sine to minutters varighed faktisk rammer en meget god tone med antydning af mere under overfladen – hvilket så altsammen bliver smidt på jorden i allersidste klip, for “vi skal da lige have en effekt!”

Jeg har stadig en forkærlighed for korthorror, men den her serie ramte med en timing og en styrke, der har fået mine forventninger ned.

Total Recall

nov
05

Jeg kunne sige meget om firserne. Og endnu mere om halvfemserne. Og meget lidt af det ville være pænt. Men måske, bare måske, er det, fordi begge årtier peakede lige der, hvor de stødte sammen, i 1990. Lige der fik vi nemlig Total Recall.

Kammerat Simon sendte mig dette billede, fordi han sad og så filmen. Få minutter senere gjorde jeg det samme. Dette bekendtgjorde jeg overfor kammerat Allan – kort tid senere var han også indfanget. Hvis jeg forstår eksponentiel vækst korrekt, vil hele verden inden for en måneds tid have (gen)set Arnolds mesterstykke. Dette blot for at vise Total Recalls memetiske styrke.

Det er muligt, at PKDs novelle er tidstypisk 60er, men filmen er det fuldendte amalgam af 80er og 90er. Det er som en kulturel Leidenfrost-zone, hvori sund fornuft opløses, og filmen skøjter rundt på en pude af damp.

TØJET
Arnie er en stor mand – altså, rent fysisk. Jeg tør ikke tale om ham som menneske. Men alle render rundt i tøj, der lige er lidt for stort og lidt for inspireret af kartoffelsække. Måske er det bare, hvad vi kommer til i fremtiden.

BILERNE
Jeg elsker filmens Johnnycabs, men det er svært helt at tage en biljagt seriøst, når den foregår mellem to golfvogne med en forklædning inspireret af enten papkasser eller stealth-fly.

NON SEQUITURERNE
Apropos Johnnycabs – kan man andet end elske en film, der afsætter tid til, at en selvkørende taxa forsøger at slå vor helt ned, komplet med one-liner? Det sker bare, fordi det sker. Okay, Arnie overtog bilen med magt, men stadig.

EFFEKTERNE
I sandhed er det nok her, filmen topper, for den ligger lige der, hvor Hollywood droppede miniaturerne og begyndte at bruge CGI i stedet. Og det skulle de ikke have gjort. I det hele taget skulle Hollywoods teknologi bare være stoppet der, hvor en effektmager sad og nænsomt lave en gengivelse af Arnold Schwarzeneggers ansigt med ekstra elastisk næse. Det er muligt, at man principielt set kan gøre alt med computere, men jeg har endnu ikke set nogen skabe en så perfekt kombination af absurditet og håndgribelig realisme. Den næsemanøvre er et højdepunkt i filmkunsten. Basta!

SLÅSKAMPENE
Hollywood skulle have stoppet den teknologiske udvikling, ja, men det glæder mig dog noget, at filmenes fremstilling af kampe er noget, man har arbejdet med sidenhed. For, som konen sagde, omend de var dramatiske, da man oprindelig så Total Recall, så ligner de i dag hovedsageligt noget, hvor alle lydefekter kan erstattes med… yoink!

Hvad vi (gen)ser: Det sorte hul

okt
22

Det sorte hul

for 1000 år siden spillede døden terninger og tabte var jeg på besøg hos kammerat Johnny. Han havde seje legesager bygget fra det nye Anders And tegneseriehæfte. Sweete dobbelte laserpistoler og en cool maske. Desværre kun en maske, men til gengæld to pistoler,så vi begge to kunne være rigtige rumhelte.

Det var mit første møde med Det Sorte Hul. Senere fik jeg læst tegneserien, læst om den i faglitteraturen og set den en sen nattetime på en eller anden filmkanal. Og nu er den så kommet på Netflix.


Heltene og den trælse VINCENT robot. Sjældent har nogen robot været så… nederen

Handlingen er relativ enkel. De heroiske squarejawed rumfarer kommer forbi et rumskib, der ligger i udkanten af et sort hul. Det er et rumskib fra USA, som man har formodet er gået tabt i rummet for mange år siden.

Inden i det holder den maniske Dr. Reinhardt hof med sine vagtrobotter og de mystiske kulteklædte besætnngsrobotter. Han er ved at forberede en tur gennem det sorte hul, som vil føre ham til en anden verden, hvor al viden vil være tilgængelig og på alle måder et fabelagtigt sted.

Men der er tydeligvis lusk med i spillet, Reinhardt skjuler en grusom hemmelighed. Han har myrdet alle besætningsmedlemmerne og forvandlet dem til technozombier. Og så er de amerikanske heltehagede rumfarer jo nødt til at tage affære.

Selve filmen er egentlig ganske okay. Den føles meget som en pre-starwars film, på trods af at den er udkommet to år senere. Alting er pænt og nydeligt, og rumskibene har ikke den lived-in feel som der er i Star Wars. Heltene er glatbarberede og gode, ordentlige amerikanske do-gooders… og jævnt kedelige. Skurkene er til gengæld fabelagtige. Dr. Reinhardt er fantastisk som den maniske gale videnskabsmand, der har sluppet sin nederdrægtige dræberrobot løs og må indse at han ikke længere er den der bestemmer mere.


De skulle aldrig have kaldet mig gal… jeg skal vise dem… bwahahaha!

Robotten Maximillian er enestående ubehagelig og skummel. Han er klart den der står tilbage som filmens posterchild. Hans ondskab bliver klart forstærket ved at han aldrig taler, men bare stirrer på folk… før han tager blodig affære.


[… … … …]

Holder den så stadig? Mja, den var okay. Der var enkelte ting der virkede fjollede. Det religiøse aspekt virkede lidt sært. I filmens sidste øjeblikke ryger både heltene og skurkene ned i det sorte hul. Reinhardt ender på en anden verden, der voldsomt meget ligner helvedet. Ild og kutteklædte folk der vandrer rundt. Og heltene ender i et andet univers, hvor en engel leder dem vej hen til en jord lignende planet. Bevares det kunne da være at der var tale om rumvæsner, der bare tilfældigvis ligner engle… men det er bestemt ikke den vibe man får fra filmen.

Special effekterne var okay, men lidt dated. Vincent robotten irriterede mig helt vildt. Den faldt voldsomt meget igennem. Selve historien mindede måske mere om en tur til mørke gotiske slotte dybt i fjerne og øde bjerge – men alt i alt synes jeg den var fin nok. Men det er nok ikke en jeg skal se igen lige med det første.

 

Event Horizon

okt
19

Gårsdagens snak om Lovecraft har af en eller anden grund fået mig til at gå og tænke på Event Horizon – ikke fordi jeg tænker den specielt lovecraftisk, men nok snarere fordi den ligger på samme mentale hylde som Mouth of Madness. Og ja, jeg er i den lejr af mennesker, som synes, det er en horrorfilm, der er værd at se (og er lidt traumatiseret over kvaliteten af resten af de film, Paul WS Anderson har stået for). Men ud af det kom så mindet om denne “eminente” hyldest til filmen:

 

The Autopsy of Jane Doe

okt
04

Fire døde mennesker i et hus. Muligvis er det et røveri, der er slået fejl. Den ene af de døde ligger halvt begravet i kælderen. Det lyder som oplægget til en krimi, men heldigvis er der andet og mere i The Autopsy of Jane Doe. For liget bringes til det lokale lighus med besked om en hurtig obduktion – pressen vil have spørgsmål i morgen tidligt, så det haster med en dødsårsag. Far og søn kaster sig over projektet der i kælderen.

Projektet kaster sig over dem.

Især første del af The Autopsy of Jane Doe er et vellykket horror-kammerspil. De to mænd begynder at undersøge den døde krop, og besynderlige detaljer dukker op. Der er ikke de tegn, et lig burde fremvise efter en vis tid, og trods voldsomme skader er der heller ingen ydre indikationer. Det er et mysterium, som så langsomt begynder at udvikle sig til rædsel.

Historien bevæger sig lidt væk fra de to mænd i et lokale, men formår alligevel at opretholde en god klaustrofobi. For selvfølgelig er der noget overnaturligt involveret, og selvfølgelig befinder vi os i en bygning fyldt med døde mennesker, og selvfølgelig går det helt ad helvede til.

Jeg var noget overrasket over at opdage, at det er André Øvredal, der står bag The Autopsy of Jane Doe – nok mest kendt for den eminent underholdende Troldjægeren. Der var han også i horrorfarvand, men den her går til emnet på helt anden vis. Der er ikke det underlæggende glimt i øjet, som løfter Troldjægeren op – og det ville da også passe dårligt her. Desværre mangler den lidt et lignende krydderi for lige at løfte den det sidste stykke; for Jane Doe ligner en standard amerikansk horrorfilm, og selv om den er langt over middel (og betydeligt bedre end det meste af det, streamingtjenesterne byder på), kan jeg ikke lade være med at føle, at den mangler det sidste. Afklaringen af det grundlæggende mysterium bliver lidt klodset (indrømmet, det ville være svært at gøre det let og glidende, når man er så begrænset i lokation som her), men ideen er nu dejligt oldschool. Jeg vil ikke afsløre den her – og hvis jeg lyder kritisk, er det hovedsageligt for at sænke dine forventning, men kilde din nysgerrighed, så du ser den og bliver positivt overrasket.

Hilda

okt
02

Der er mange grunde til at elske Hilda.

Først og fremmest naturligvis de originale tegneserier af Luke Pearson. Og for mig personligt det faktum, at der er kommet en ny, som jeg ikke havde opdaget, førend jeg tjekkede hans bibliografi på Wikipedia for lidt siden.

Hilda er en af de der få tegneserier, der forstår at ramme både børn og (i al fald nogle) voksne. Ikke som de dræbende mængder af YA-romaner, der skyller ud på markedet og forsøger at trykluftsbore sig ind i følelserne hos både teenagere og deres mødre, men en ærlig, uskyldig tegneserie med charme og lidt ekstra lag. Pearson rammer roligt et eller andet Venn-diagram, hvor Astrid Lindgren og Miyazaki, blandet med et eller andet, jeg ikke har identificeret nærmere. Er det mon Tove Jansson, der også stikker snuden ind?


Hilda er endda ude på dansk – mere kærlighed!

Vor hovedperson, der også lægger titel til serien, bor i ødemarken med sin mor – og et hav af kæmper, naturånder og andet godt. Hvilket hun naturligvis går til som den naturligste ting i verden – og de historier er så fint fortalt, at man som voksen læser både kan nyde dem umiddelbart og læse en masse ind i dem, om man så lyster.

En ny grund til at elske Hilda er, at hun nu også er animeret – altså, ikke træls og overkørt, men en tegnefilmsserie på Netflix.

Den tanke gjorde mig ærligt talt lidt nervøs til at starte med, og jeg var lidt loren igennem første afsnit. Tegneserien og -filmen har måske nok et nogenlunde nært slægtsskab, men de er også vidt forskellige måder at fortælle på – på skærmen er der ingen hvide områder mellem ruderne, hvor læserens fantasi kan spille med. Vi må se og høre alt det, vi ellers har forestillet os, og det er som regel forkert (eller også er det mig, der er dårlig til at forestille mig ting). Sådan var det også her, men det tog nu alligevel ikke serien længe at overbevise mig. Det er en behagelig ny udgave af Hilda, som ganske vellykket overfører tonen til et nyt medium.

Jeg har lige lært på Jakobstegelmann.dk, at Pearson har en fortid som Storyboarder på Adventure Time – og jeg kan da også godt mærke forbindelsen til den. Men hvor den blev lidt for animeret (i den anden betydning) for mig, har Hilda måske lært lidt af f.eks. Over the Garden Wall. Den tillader sig at skrue ned på hastigheden og skrabe plottet lidt, men i stedet slås med stemning og store spørgsmål.

MEN den allerstørste grund til at elske Hilda er dog bifiguren Alfur:


(Ikke helt så glad for oversætteren, for det hedder et klassifikationssystem, men man kan ikke få det hele)

 

Thelma

sep
24

Du tager en del art horror, en del socialrealistisk teenagedrama og en del Carrie – og med stor sandsynlighed får du noget, som vil irritere undertegnede. Med mindre, viser det sig, at resultatet hedder Thelma og er en norsk film. Jeg havde opfanget art horror-vibrationerne og var egentlig indstillet på at vrisse lidt ad filmen, men var noget overrasket over at blive fanget ind.

Titlens Thelma er en ung kvinde, der flytter hjemmefra for at starte på universitet. Det er selvsagt en situation, der lægger op til voldsomme forandringer i hendes liv og selvforståelse, og det bliver også snart tydelig, hvor grundlæggende rystet hun er. Hendes forældre er religiøse og sørger for konstant at holde en snor i hende, mens hendes omgivelser (og indre) opfordrer hende til at bryde den snor og finde sig selv. Snart er der en begyndende romance, der bliver drukket øl og så videre.

Og så går det galt.

Det viser sig, at der skjuler sig andet og mere dystert i Thelmas underbevidsthed end blot lidt syndige tanker. Hun begynder at få anfald, og mystiske ting sker.

Historien er ganske klassisk og set en del gange før – men sådan er det jo for de fleste historier, og her håndteres den med god finesse. Især i første del af filmen hentes der fortællestil fra socialrealistisk historier om stakkels unge mennesker, som vi kender, og det giver en god bund til den horror, der sniger sig ind. Der leges lidt med nogle klicheer (sorte fugle samler sig, når Thelma bliver presset), men de får aldrig lov til at tage overhånd (vi når aldrig helt derhen, hvor fuglene udspenslet angriber eller brager mod vinduerne). Og fra art horroren hentes en dvælen og nogle visuelt godt fungerende scener, som helt klart løfter filmen op.

Det er en af den slags film, som godt kan brygge lidt videre efter slutningen – selvsamme slutning, der virkede lidt letkøbt, men langsomt voksede med sine antydninger og konsekvenser.

Storm

sep
17

Så er det tid til en smule reklame – i morgen, tirsdag, kommer der nemlig en bog på gaden, som du bør investere hele opsparingen i. Eller i det mindste købe, hvis du har en ungt menneske i omgangskredsen. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er gift med forfatteren. Jeg er Albert Storm er titlen, og gode ven Susan har lavet denne spiffy sang med video:

Extinction

sep
13

Jøsses, der er mange ting galt med Extinction. De første tyve minutter, der bumler afsted som lønslave efter 14 mandage i træk, de uudholdelige børn, plothullerne… jeg kunne lave en meget lang liste, som sikkert ville ende et eller andet sted omkring “Hvor meget make up kan man have på i seng?” Dertil kommer, at filmen formelig danser stepdans på nogle af de genrespecifikke kunstgreb, der trykker på min personlige irritationsknap.

Men. Der er dog et men. Endda et par stykker. Extinction er ikke nogen god film, men…

Michael Peña er altid god som elskelig allemand. Mange af de der irritationselementer bliver faktisk flettet ind i historien ganske godt, men dog først efter jeg havde været irriteret gennem længere tid. Og – uh, det er sikkert en SPOILER – man får faktisk for en sjælden gangs skyld lov til at se et barn blive udryddet. Måske ikke det barn, man ville ønske, men lidt har også ret.

Efter cirka tyve minutters omtåget introduktion, hvor Peña spiller en familiefar, som begynder at drømme om en invasion fra rummet, sker det, man har talt ned til: rumvæsener trænger ind i Jordens atmosfære og begynder at slagte civilbefolkningen. Vor helt er faktisk ikke alene om at have drømt om de blodige begivenheder, men han har holdt fast i advarslen, og det lykkes ham at få sin familie ud af bygningen, og de flygter mod det eneste sikre sted, han kan forestille sig.

Der er en overgang her, hvor der faktisk er omridset af en ganske effektiv B-film at se – familien på flugt gennem en krigszone, jagt af en stædig, udenjordisk soldat. En B-film ville kunne være sluppet af sted med det – så snart man skruer op for budgettet, skruer man også ned for de undskyldninger, jeg som seer er villige til at komme med helt underbevidst. Men så drejer filmen af og kører i en helt anden retning.

Og denne retning går faktisk ind og sletter en god del af mine punkter på den indledende liste (nej, de slår ikke børnene ihjel, men en god del andre). Jeg tror, at man som science fiction-læser faktisk vil kunne få en smule fornøjelse ud af denne sidste del, omend den er klodset, og vejen dertil er så rodet. Men hvis man glemmer forventningerne om en storladen ruminvasion og i stedet forventer en okay filmatisering af en 50-60er science fiction-roman (det ville være en spoiler at nævne den forfatter, jeg tænker på), så tror jeg faktisk, der er en lille oplevelse at hente her.

Et studie i blåt

sep
11

Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.

Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.

Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.

Metapoint:

+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.

+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.

+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.

÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?