SUPERKULTUR

Storm

sep
17

Så er det tid til en smule reklame – i morgen, tirsdag, kommer der nemlig en bog på gaden, som du bør investere hele opsparingen i. Eller i det mindste købe, hvis du har en ungt menneske i omgangskredsen. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er gift med forfatteren. Jeg er Albert Storm er titlen, og gode ven Susan har lavet denne spiffy sang med video:

Extinction

sep
13

Jøsses, der er mange ting galt med Extinction. De første tyve minutter, der bumler afsted som lønslave efter 14 mandage i træk, de uudholdelige børn, plothullerne… jeg kunne lave en meget lang liste, som sikkert ville ende et eller andet sted omkring “Hvor meget make up kan man have på i seng?” Dertil kommer, at filmen formelig danser stepdans på nogle af de genrespecifikke kunstgreb, der trykker på min personlige irritationsknap.

Men. Der er dog et men. Endda et par stykker. Extinction er ikke nogen god film, men…

Michael Peña er altid god som elskelig allemand. Mange af de der irritationselementer bliver faktisk flettet ind i historien ganske godt, men dog først efter jeg havde været irriteret gennem længere tid. Og – uh, det er sikkert en SPOILER – man får faktisk for en sjælden gangs skyld lov til at se et barn blive udryddet. Måske ikke det barn, man ville ønske, men lidt har også ret.

Efter cirka tyve minutters omtåget introduktion, hvor Peña spiller en familiefar, som begynder at drømme om en invasion fra rummet, sker det, man har talt ned til: rumvæsener trænger ind i Jordens atmosfære og begynder at slagte civilbefolkningen. Vor helt er faktisk ikke alene om at have drømt om de blodige begivenheder, men han har holdt fast i advarslen, og det lykkes ham at få sin familie ud af bygningen, og de flygter mod det eneste sikre sted, han kan forestille sig.

Der er en overgang her, hvor der faktisk er omridset af en ganske effektiv B-film at se – familien på flugt gennem en krigszone, jagt af en stædig, udenjordisk soldat. En B-film ville kunne være sluppet af sted med det – så snart man skruer op for budgettet, skruer man også ned for de undskyldninger, jeg som seer er villige til at komme med helt underbevidst. Men så drejer filmen af og kører i en helt anden retning.

Og denne retning går faktisk ind og sletter en god del af mine punkter på den indledende liste (nej, de slår ikke børnene ihjel, men en god del andre). Jeg tror, at man som science fiction-læser faktisk vil kunne få en smule fornøjelse ud af denne sidste del, omend den er klodset, og vejen dertil er så rodet. Men hvis man glemmer forventningerne om en storladen ruminvasion og i stedet forventer en okay filmatisering af en 50-60er science fiction-roman (det ville være en spoiler at nævne den forfatter, jeg tænker på), så tror jeg faktisk, der er en lille oplevelse at hente her.

Et studie i blåt

sep
11

Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.

Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.

Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.

Metapoint:

+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.

+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.

+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.

÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?

American Gods – tv serien

sep
09

Neil Gaimans American gods er en af mine all time favorite romaner. Den har det hele, plot, sprog, gamle mytologiske guder.
For nogle år siden kom den så som tv serie. Fordi den kun kom på Amazon Prime, så har jeg først fået den set nu.

Okay, hvad så. Er den awesome? Nja, både og. Der er nogle ting der er sære og besynderlige. Startscenen f.eks. er underlig. Vi starter med vikingernes tur til amerika. I bogen dukker de op, bygger en lille by, og ofrer en indianer til Odin, hvorefter indianerens venner dukker op og myrder alle vikingerne.
I serien dukker vikingerne op, går i land og den første der når 10 fod ind, bliver beskudt af en million pile og dør big time. Med den velkomst beslutter vikingerne sig for at smutte hjem, men mangler vind i sejlene og kaster sig for at bønfalde Odin for vind. De kække vikinger har tilsyneladende glemt at der er årer på deres skibe. Nå, men Odin skal anråbes, og det gør man tilsyneladende ved at 1) de ofrer deres højre øje med en gloende dolk, for at tvinge ham til at se i deres retning og da det ikke virker, ved at 2) ofre halvdelen af skibets besætning i manisk tve kamp mod hverandre.


Nordamerikanske Indianere er tilsyneladende fiktionens svar på Viet-Cong

Jeg forstår ikke hvorfor de ændrede på scenen, men vikingerne gik fra at være coole og troværdige vikinger, til at være crazy bonkers warhammer chaos krigere. Jeg har en mistanke om at det er amerikansk lokal patriotisme der er på spil. “Ingen ussel viking skal komme her, og snyde vores coole indianere med alkohol og hænge ham på vummel hedensk vis!”


Hvordan American Gods forestiller sig vikinger

Resten af serien virker ret okay. I hvert fald den første håndfuld afsnit. Der er skruet op for magien, men man skal jo også hooke publikum hurtigt.
Skuespillerne er fede og coole. Især Ian McShane. Han rammer ret perfekt Mr. Wednesday.
De har lavet en del ændringer rundt omkring. Mr. Nancy er ikke en gammel, glad drukfældig mand, nu er han en vred, ung sort mand.
Jeg elskede scenen hvor Laura og Audry møder hinanden efter Lauras genopstandelse, den er ret fantastisk. Hvad siger man til sin bedste veninde, som døde med sin mands diller i munden, når hun brokker sig over en elendig nekrolog?

Der er kommet en sæson indtil videre og til næste år kommer den næste.

Umulig mission

aug
27

Apropos Tom Cruise endte vi med at gå ind og se den seneste Mission: Impossible, fordi man som ægtepar nogle gange skal gøre ting, der kræver, at ens kone har støjdæmpende høretelefoner på… eller noget. Og det, der står klarest i mit hoved efter filmen, er den forestilling, jeg har om samtalen, inden arbejdet med den gik i gang, mellem Tom C og Christopher McQuarrie, der har skrevet og instrueret filmen. Den er ikke på højde med den samtale, der er foregået forud for Highlander II, men alligevel…

CMQ: Tom, du har styr på det pis. Hvad siger du til at finde på et plot til filmen?

TC: Fedt. Jeg vil gerne springe ud fra et fly.

CMQ: Det er ikke et plot, men okay. Det kan godt lade sig gøre.

TC: Og så vil jeg gerne køre lidt på motorcykel. Jeg kan godt lide motorcykler.

CMQ: Heller ikke noget plot… men heller ikke noget problem.

TC: Og en bil. Biler er fede.

CMQ: Flueben ved det. Men igen: jeg har brug for en historie til at binde dem sammen med.

TC: Og så vil jeg gerne flyve i helikopter.

CMQ: Det er svært at lave en god actionscene i en helikopter, fordi de jo grundlæggende bare venter på at falde ned, men vi finder på noget. Folk stiller ikke de store spørgsmål til de her film, men igen: plot!

TC: Og Jesus.

CMQ: Hvad?

TC: Jeg vil være Jesus.

CMQ: Okay. Det er vel et plot. Jeg fikser et manuskript.

Skyldtynget fornøjelse

aug
23

Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.

Men det fik mig til at tænke på: hvad burde jeg egentlig skamme mig over? Ikke bare sådan “høhø, det er for børn, så jeg burde ikke læse det”, men sådan rigtig “Det her burde være et etisk spørgsmål, hvis du lige var selvbevidst nok til at stille det”? Findes den form for kulturprodukt? Jeg har da læst en del protofascistisk science fiction (Jørgen Misser, jeg kigger på dig) – men tro mig, det var ikke en fornøjelse, så ingen flueben der (og hvis man finder det en fornøjelse, tænker jeg, at man ikke har den store skam i livet, så heller ikke på den måde kan det overføres). Er der underholdning, som jeg fortærer mod bedre vidende? Burde jeg skamme mig?

Og med min kones Jesper Fårekyllingehjælp kom svaret: Ja. Min dårlige samvittighed har en centreret fortand og er god til at løbe. Og sætter et Hollywood-podperson ansigt på… Scientology. Ja, jeg elsker mig en god Tom Cruise-film. Faktisk sidder jeg og ser starten på Jack Reacher, mens jeg skriver disse ord – og det er måske pointen. TC leverer underholdende action, man ikke behøver klistrende øjenæblerne til, men man kan altid løfte blikket, når musikken eller eksplosionerne sætter ind, og så er der gang i den. Om ikke andet er der i al fald vor helt, der løber og springer. Hvis der er noget, Cruise kan, er det at løbe (nåja, og så cleare thetaner).

At se en Cruise-film er som et drikke et glas koldt cola – ved den rette temperatur smager det ikke rigtig af noget, man skal ikke frygte, at der er noget med kanter i, og kroppen får et lille sus. Det er et produkt unikt sammensat til blot at afstedkomme mere af samme produkt. Og så selvfølgelig flytte penge fra et sted til et andet, først og fremmest væk fra forbrugeren og til et stort, sjælløst foretagende. Eller Coca Cola-kompagniet.

Ja, jeg har lidt dårlig samvittighed over at se Cruise-film, men det stopper mig ikke i at gøre det. Kunne man håbe på, at ungdommen, der går så etisk til andre elementer af livet, som mad og interpersonelle forhold, kunne gøre noget ved behovet for etisk voldsporno? Kunne man forestille sig sig en generation af fritgående, økologiske actionhelte? Eller er svaret måske bare en computeranimeret Cruise drevet af solenergi? Det er mit bud, for helt ærligt er Cruise – som en god del andre film- og musikstjerner – påbegyndt en nedstigning i the uncanny valley fra den forkerte side.

Så får vi naturligvis ikke “Cruise hopper i en sofa”, men det må være kunsten, der er det vigtige.

Nå, nu så jeg så begge Jack Reacher-film, mens denne tekst var åben, og måske var det en hjælp til at træffe det etiske valg – for toeren er godt nok en noget mere sølle omgang. Måske skulle jeg bare downloade den og The Mummy (så ingen penge havner hos Scientology) og se dem, hver gang der kommer en ny Cruise-film. Omend det ville være et forsøge at løse et systemisk problem på det individuelle niveau… så alle skal tvinges til at se dem!

Geostorm

aug
21

Jeg behøver vist ikke fortælle meget om Geostorm. Den er stor, den er (for?) dum, og den har eksplosioner. Den er med andre ord en god undskyldning for popcorn.

Men lad i stedet Parents Guide på IMDb fortælle om den på sin helt egen, idiosynkratiske og næsten poetiske måde.

Her med Kurt Vonnegutsk enkelhed:

Og her med beat-poet-fokus:

Og her i al sin enkelhed filmens grundpræmis i én sætning:

 

Golden Child versus Batman: Kaashmora

aug
17

Du behøver ikke en ansigtstatovering for at have det så sjovt som jeg – men det hjælper!

På et eller andet tidspunkt vil jeg tage mig sammen og skrive lidt om, hvordan det har været med et par måneders abonnement på Amazon Prime Video – men hver gang min irritation er ved at nå et punkt, der kunne anspore til handling, falder jeg over noget i deres samling af film. Det kan være noget godt, men det kan også være noget sært underholdende som i tilfældes Kaashmora.

Jeg har ingen erfaring med indiske film – udover de enkelte klip med charmerende overkørte actionsekvenser, som har cirkuleret på nettet og så en forventning om sang- og dansenumre. Og begge dele leverer Kaashmora – sammen med oplevelsen af at se en klassisk Hollywood 80er-film. Jeg forestiller mig Eddie Murphy i hovedrolle som elskelig antihelt.

Det bliver ikke mindre fremtrædende af, at filmen grundlæggende starter med the golden child. Hun og Batman – eller rettere: en skikkelse bestående af flagermus – vil begge have fat i Kaashmora. Denne viser sig at være en showman-exorcist med en sans for melodrama – og en skrumpehovedhammer. Begge dele bruger han med god virkning til at tjene penge (og angivelig uddrive ånder). Der findes en industri af exorcister, men sammen med familien er Kaashmora helt klar stjernen (og den, der tjener flest penge)

Jeg mistænker, at Karthi, der spiller hovedrollen (begge hovedroller, faktisk) er et kendt navn i Indien, men det er nu rart at se en film med en ukendt ansigt, der afviger så meget fra en Hollywood-podperson. Det er som en se en film fra 70erne, hvor det største krav til et mandligt sexsymbol var et imponerende overskæg. Jeg ville sige, at det var rart for mit selvværd, men desværre er min skægvækst bedst defineret som sølle (Jeg har dog stadig den midaldrende hvide mands tro på, at der et eller andet sted derude er en kultur, som automatisk vil opfatte mig som indbegrebet af mandlig lækkerhed).

Kaashmora og familien får ledsagelse af en forsker, hvis tilgang er ghosts before broes – ingen ægteskab, før hun har set et spøgelse. Og efter en god del omveje havner de i et hjemsøgt palads, og seeren får et langt flashback. Paladset hjemsøges nemlig af en ond krigsherre, og hans historie får vi i et længere segment, der virker som Zack Snyders 300 på… ja, på mere 300 måske? Det er i al fald voldsomt spas.

Indrømmet, Kaashmore er nok ikke at regne som en GOD film – der er nok nogle kulturelle forskelle, der står i vejen. Men den er en superunderholdende oplevelse. Den er for lang, den er for fjollet, den bruger en masse energi på unødvendige sager og så videre, men den er også umiddelbar, med glimt i øjet og fornøjelig på et befriende niveau.

Jeg drømmer lidt om, at DCs fyrede Zack Snyder og ansatte instruktøren her til at stå for deres filmunivers. Han hedder også Gokul, så ærligt talt, hvad venter de på? Det er jo som at ansætte en tegneseriefigur, og med disse tiders snak om diversitet er det perfekt på flere punkter. Og så er jeg ret sikker på, at han ville få overstået den evindelige oprindelseshistorie med en musikvideo. Med powerguitar.

Forkæl dine øjne med traileren for Kaashmora:

 

Gæt en film

aug
12

Velankomne i hjemmet efter en tur til Ærø blev det her søndag middag tid til et afslappende gensyn med en klassisk scifi-horror. Men hvilken? Reglerne er som sidst: jo færre hints der skal til, før du gætter titlen, jo flere XP kan du skrive på dit character sheet, inden du går i seng i aften. Denne gang er alle hints citater udtalte af min kone før og under filmen:

Maximum point: “Åh, han sveder også godt i den film!” Hun talte om Kurt Russell.

Medium point: “Nåja, så skal vi se ham både svede og fryse!”

Minimum point: “Den starter da ikke med, at de skyder en hund, gør den?” Nej, det gør den ikke.

Nej, det er ikke den film.

Mere Star Trek

jul
22

Guide til mere Star Trek i dit liv

Lider du også af manglende Star Trek? Synes du også der er for længe til Discovery sæson 2, Tarantinos Star Trek film eller Next Generation serien 20 år senere?

Det bliver så fantastisk, eller det bliver i hvert fald anderledes

Så er den her guide til dig.

1) Spis fluks en omgang koldskål
2) Stil den brugte talerken i håndvasken og vent to døgn
3) Se forundret ned i håndvasken og brøl: “its life Jim, but not as we know it”

Hvis du kan finde en gammel flip telefon, så bliver det bare endnu federe.

Vigtigt! Hvis du venter mere end to dage, så er du nødt til at tage kradse midler i brug, for at slå infestationen af nyt og forunderlgt liv ned.

Den måske bedste film nogensinde