SUPERKULTUR

Jetbrændstof

jul
20

Noget af det sjove ved at arbejde med mennesker er, at man møder mange forskellige af slagsen. Noget af det trælse ved det er så præcis det samme. Jeg tror, jeg vil gemme den her video til næste gang, en af sammensværgelsesteoretikerne kommer forbi:

Via Hennings blog.

Meet the Fockers vs. verdens undergang

jul
18

Det er sådan, jeg forestiller mig forspillet til “How it ends”, der forleden steg op fra dybet på Netflix. Med den fortsættelse, at den iderige mand besluttede sig for at lave filmen selv uden at nævne The Fockers.

For ærligt talt, starten på filmen virker lidt, som om man har tænkt i en lettere humoristisk film efter samme skabelon. Will besøger sine svigerforældre (forhåbentlig) in spe i den ene ende af landet med det formål at anmode om deres datters hånd. Faderen, der er gammel militærmand, signalerer sine følelser, som stod han med semaforflag, så det lykkes aldrig at få stillet spørgsmålet – og så sker der noget i den anden ende af landet, hvor datter og fremtidig hustru Samantha befinder sig. Strømmen ryger, kommunikationsnettet går ned, og en mystisk lyd i baggrunden af det sidste telefonopkald runger apokalyptisk.

Will og far Tom (spillet af Forest Whitaker) tager naturligvis afsted for at finde hende. Og vi får hurtigt slået fast, at Tom måske er et gammelt røvhul, men han ved dog, hvordan man skal forholde sig i en situation, hvor systemet bryder sammen, mens Will er en sympatisk fyr, men desværre lidt af en idiot i mange sammenhænge. Og derefter glemmer filmen ligesom den dynamik, der blev tegnet med tyk pensel i starten. Det er et lidt sært valg og tager ærligt talt også noget af kanten af filmen.

“How it ends” skal altså ikke ses for sine menneskeportrætter, for særligt dybe er de ikke. Der, hvor den så til gengæld fungerer ganske godt, synes jeg, er i sin fremstilling af en usikker apokalypse. Vi forventer undergangen udpenslet i al sin CGIvitet med eksplosioner, væltende bygninger og gerne lidt rumvæsener (og tag ikke fejl, jeg elsker den slags store, dumme film mere, end jeg burde), men “How it ends” holder sig langt hen ad vejen væk fra spektaklet. Tom og Will kører vestpå, og omkring dem bryder den gamle orden sammen, uden man helt ved hvorfor – de få radioudsendelser er lige så forvirrede som dem selv, og de organisationer, der skal holde sammen på tingene, ses kun flygtigt i baggrunden. Der går ikke Mad Max i den, som den slags ellers gerne lægger op til, men mere nede på jorden “det her er noget lort, kammerater!”

Er det et jordskælv, en vulkan, rumvæsener, atomkrig? Hovedpersonerne er ikke i tingenes midte, så de ved det ikke, og den situation slipper filmen overraskende godt fra. Den falder ikke i grøften med “alt er mææææææærkeligt”, men holder sig rimeligt realistisk. Fint fortalt og tillige godt filmet. Klart en film, der bør ses – dog uden forventninger om eksplosioner.

Først kom de efter vore jobs…

jul
11

Overraskelse to the max

jul
05

Jeg har en tendens til at læse tegneserier på toilettet. Nogle tegneserier er bedre end andre til toiletlæsning. Dilbert og Akira er rigtig gode, Sandman er pænt ringe. Problemet med Sandman er at den er alt for teksttung, til at fungere godt til et par minutter i ensomhed på tronen.

Så derfor læste jeg Sandman i sofaen og nød hvert sekund. Det er en fabelagtig tegneserie, men også ofte lidt uigennemskuelig. Spørgsmål som f.eks. “Hvad foregår der, hvorfor ender den som den gør og hvad handler den egentlig om” trænger sig på. I en søgning på forklaringer, kastede jeg mig over Wiki siden, for at se om andre fans havde kommet med fine fortolkninger der kunne kaste lys over serien. Og det var der, at jeg blev overordentligt overrasket.

Det viste sig at karakteren Lucifer, fra Fox showet Lucifer, der ikke blot er underverdenens hersker, ærkedæmon og god til at spille klaver – og som hjælper politiet med at opklare mysterier i sin fritid… er basseret på Sandmans Lucifer. Også dæmon, underverdenens hersker og god til at spille klaver… men som på ingen måde hjælper nogen med at opklare noget som helst.

Serien Lucifer er ganske spas og underholdende, men heller ikke mere end det. Den virker som et afsnit af en CSI serie. Den mangler bid. Det kunne have været interessant, hvis tv producerne havde turdet lave en serie, der lå tættere op af tegneserien.

Safe

jul
05

Ved du, hvor dine børn er lige nu? Det gør denne mand ikke! Genevieve, CC BY 2.0

Jeg ved egentlig godt, at jeg ikke burde kunne lide tv-serialiseringen af Harlan Cobens bog – men et eller andet i mig morede sig voldsomt over den totalt overgjorte “der er hemmeligheder overalt”-thriller.

Michael C. Hall spiller enkemanden Tom, der ligesom hans mest kendte rolle, Dexter, lever et liv, der går ud på at skjule sin sande identitet for omverdenen. Jeg er ikke sikker på, at serien selv er bevidst om dette, godt nok, og Tom er i al fald ikke – men det er svært at komme uden om, at han er lidt af en røvhul. Hans teenagedatter forsvinder pludselig og næsten sporløst, men hep, det er da heldigt, at vor helt har sørget for at installere en spionapp på sit afkoms telefon – den afslører foruroligende beskeder, og Michael går fra hårdt prøvet enkemand, der knalder med en ny, men ikke vil have det offentliggjort, til hårdt kørende efterforsker, der jagter selv den mindste flig af en hemmelighed til dens udspring… for så sammenbidt af jagte efter den næste.

Det er grundlæggende velkendt og meget afslappende tv. Datterens kæreste findes død i en swimmingpool, naboerne har hemmeligheder, datteren har hemmeligheder, hovedpersonen har hemmeligher, det hele er som en Oprah Winfrey-gavebod af hemmeligheder.

Du har en hemmelighed, og du har en hemmelighed…

Gennem det hele stormer Tom som en sammenbidt papfigur og råber ad folk, der kan bringe ham nærmere sagens opklaring – på et tidspunkt var i som seere ude i en teori om, at det hele bundede i datterens forsøg på at undslippe sin psykotiske far, og jeg synes selv, at det ville være en fed afslutning (en slags domestic noir-udgave af Agatha Christie), men desværre (undskyld, der skulle måske have være en slags negativ-spoiler-advarsel på). Underholdningen er naturligvis for en god dels vedkommende at gætte på forklaringen ud fra de liv, der blotlægges på skærmen, men for mit vedkommende var den lige så meget at så det hele som en slags kabuki-soap opera, hvor alle karaktertegninger er i rette vinkler, og selv den mindste personlivsforvikling bliver som en akt i en opera. Hovedpersonen er ikke i mine øjne Tom, men den underholdende far i den nyrige familie, som gør sit yderste for at skjule fundet af en død dreng i deres pøl. Det er sjældent, at en krimi har fået mig til at le højt – og selv om jeg ikke er sikker på, det var meningen her, så vil jeg dog alligevel give en forsigtig anbefaling af Safe. Jeg kan ikke sige, hvordan den fungerer som krimi, men som grotesk underholdning med 120 kilometer i timen var den faktisk okay.

Saltchok

jul
04

Jeg er lige blevet færdig med John Wyndhams The Kraken Wakes (og der er stadig ingen, der kan skrive så hyggelig en katastrofe som Wyndham), og hey presto: serendipitet: Et afsnit af Den Blå Planet II, der præcis handler om dybhavet, hvorfra truslen i romanen også stammer. Og dette klip af ål omkring en sø af koncentreret saltvand på bunden af dybhavet – der er som taget ud af en horror-science fiction-film:

Marjorie Prime

jul
01

En af fordelen ved science fiction som genre er, at den kan gøre sine temaer ret så håndgribelige. Visse andre typer af historier har ofte en tendens til at pakke sine temaer ind i lag af forventninger til modtagerens sociale eller følelsesmæssige kompetencer, der kan gøre det til hårdt arbejde for visse af os at afkode, hvad det egentlig er, forfatteren vil. (Jeg har en halvformuleret teori om, at dette er baggrunden for, at jeg ofte genkender “rigtig” litteratur ved “Det her et imponerende arbejde… men jeg keder mig”).

Men science fiction – gode gamle skiffy – kan smide det hele på bordet med god effekt.

Tag nu Marjorie Prime, som du kan finde på Filmstriben. Det der ord “Prime” er sådan et godt klassisk science fiction-ord – man kan formelig aflæse ord som “rumimperier”, “kollektiv intelligens” og “robotter” i mine øjne, når jeg ser det – mens Marjorie er et jævnt, nede på jorden navn. De to tilsammen bliver til en film, som i bund og grund er et socialrealistisk drama om sorg og erindring, der griber en om hjertet, men gnistrer inde bagved af ufortalte historier og mulige udviklinger, som pirker til hjernen.

En prime er en holografisk gengivelse af en person – i begyndelsen af filmen møder vi Marjorie, der lider af begyndende demens, og en prime af hendes afdøde mand, som han så ud i sine yngre dage. Jo mere de snakker sammen, jo mere lærer han om både hende og manden, så han bedre kan gengive ham. Med det twist, at Marjorie kan vælge at fortælle falske udgaver af deres liv sammen, som så bliver “sande”.

Fra det enkle udgangspunkt fortælles der en overraskende effektiv historie om især Marjorie, hendes datter og svigersøn. Og de mennesker og primes, som omgiver dem gennem tiden. “Overraskende effektiv”, fordi det er tydeligt, at der er tale om et filmatiseret skuespil – men filmen formår med meget små armbevægelser at lægge stor styrke i sine slag. Der er ingen eksplosioner eller vilde twists eller lignende, bare voksne mennesker, der taler sammen. Og filmen bevæger sig roligt, men uafvendeligt fremad, og tiden går, og man bliver trukket med – og pludselig er den slut, og man sidder tilbage med en masse boblende i hovedet: historien, der blev fortalt, de historier, der blev antydet, de løgne, der blev historier og så videre.

Klart en anbefalelsesværdig film, hvis man er i eftertænksomt humør.

Gæt en film

jun
30

Vi brugte fredag aften på at gense en film – fordi der var gået så længe, at jeg troede, den var blevet bedre. Men hvilken film? Her er dagens chance for at score XP.

Maximum point: “Det er som Fredrik med bilen… bare med zombier!” som min kone sagde.

Medium point: Filmens sjoveste element er, at den har Peter Capaldi i en birolle som W.H.O Doctor – få måneder før han officielt blev udpeget som den nye Doctor Who.

Minimum point: Jeg overvejede at skrive noget sammenhængende om filmen. Var det sket, ville overskriften have været “Man gjorde en bog fortræd”.

Jeg er ikke med i filmen. Men det havde været federe, hvis jeg var.
ZombiePanda af RueYumi, CC BY 3.0

Sand rædsel

jun
25

Jeg ser ikke gyserfilm. Spændende film med overnaturlige elementer? Jo tak. Gyserfilm? Nix, aldrig. Jeg har fundet ud af at jeg synes de er uhyggelige.

Der er primært filmen The Ring, der overbeviste mig om at jeg skal holde mig fra genren.

I The Ring er der et forbandet videobånd, som den ubehagelige spøgelsespige med det lange sorte hår, bruger til at finde sine ofre. Fra man har set filmklippet, så går ser 7 dage før spøgelsespigen Samara kravler ud af ens fjernsyn og man dør.

Licenskontorets pejletjeneste ved altid hvor du bor

Jeg synes spøgelser er uhyggelige. Ideen om vrede, usynlige og ondskabsfulde post-livs entiteter, der går rundt og holder øje med en er jævnt skræmmende. Det er ikke at jeg tror på spøgelser, for det gør jeg ikke. Jeg tror ligeså meget på spøgelser som på engle, men derfor kan spøgelser jo stadigt godt være jævnt uhyggelige.

Lovecraft monstre på den anden side har slet ikke den samme uhygge fornemmelse. Det er blot store, vumle tentakulære tingester. Dem er der da ikke noget skræmmende ved.

”Ja ja, men hvis du så en Shoggoth i virkeligheden, så ville du nok blive totalt forskrækket der!”

Bøh! Jeg er et totalt uhyggeligt tentakelmonster!

Ja det ville jeg sikkert, men det gør dem ikke mere uhyggelige som et litterært koncept. Djævelen skræmmer mig heller ikke, men skulle han (eller hun) dukke op så ville jeg nok også blive lidt befippet.

Okay, men hvad var det så ved The Ring, der gjorde så stort et indtryk? Jo, på det tidspunkt hvor jeg så den, boede jeg i en etværelses lejlighed. Og mit fjernsyn stod for fodenden af min seng. Så når man lige har set en film, hvor frygtelige spøgelsesmonstre kravler ud af tv´et for at myrde folk, så kunne det nok være, man nemt kunne ligge med dynen op til snuden og mistroisk kigge på fjernsynet…

I det mindste var det ikke mit nuværende tv. Det har det nemmelig med at tænde og slukke for sig selv automatisk. Måske opdaterer den, måske overvåger det mig, jeg ved det ikke. Men i det mindste står den ikke i mit soveværelse.

Men skulle det værst tænkelige ske, så har jeg lavet en femtrins plan hvis Samara dukkede op i mit fjernsyn

1) skrige hysterisk og vift manisk rundt med armene

2) skrige lidt mere og løb hen til bogreolen og stød ind i alle møbler undervejs

3) træk turist-katanaen og stå i en cool pose

4) choppe det langhårede og ondskabsfulde spøgelse med turist-katanaen

5) gentag punkt 4 indtil det trælse spøgelse ligger stille

Day of the Dead: Bloodline

jun
24

Apropos den tidligere snak om fandom og berettigelse: jeg er ganske overbevist om, at mindst en af personerne bag Day of the Dead: Bloodline er blevet udsat for Romeros zombietrilogi på et kritisk tidspunkt af sin opvækst – og som en af de vandrende dødes bid har den smittet ham med zombievirussen. I stedet for lysten til at bide andre har den så givet ham (eller hende – assholery is equal opportunity) lysten til at smitte andre med sin kærlighed. Romero kunne skabe en nyklassiker på ganske få penge og en god portion vilje, så hvorfor skulle vor person så ikke kunne det samme?

Og på et tidspunkt er han så havnet i en situation, hvor nogen har sagt: “Hvad med at genfilmatisere Day of the Dead?” Den er seriens svageste kapitel, så det er nærliggende at tænke, at man endda kunne gøre det bedre. Så vi har en militærbase og en zombie, der udviser tegn på intelligens – men du ved: better and faster and stronger. Så zombien er en voldtægtsforbryder, der ser apokalypsen som et mindre afbræk i sit forehavende og infiltrerer militærbasen for at finde sin “udkårne”, Zoe. Max, som han hedder, glemmer undervejs alt om de begrænsninger, der normalt betegner en zombie… nej, lad mig omformulere: folk bag glemmer, at de laver en zombiefilm i stedet for en superpsykopatvoldtægtsmandfilm, og Max er ærligt talt blandt filmens mest intelligente karakterer.

Men har det noget som helst med Day of the Dead at gøre? Udover lidt fifleri med Max’ visuelle side: nej.

Day of the Dead virker som resultatet af fanberettigelse koblet med Dunning-Kruger. Der er den særlige scorecard crowd-tilgang, hvor originalens kvaliteter må gøres til noget, der kan måles og vejes, og i den her genre er den letteste måde at gøde det, at se på effekter og mængden af blod. Så blodårer er eksplosive, og der er et godt body count, og der er ingen tvivl om, at folkene bag har syntes, det var fedt med.

Men det er det ikke. Det er dumt på den der måde, som ikke engang er sjovt.