SUPERKULTUR

Kaptajn Knytnæve

jun
17

Hvad får man, hvis man tager en superhelt med kæmpekræfter, men ingen rigtig betydningsladet oprindelseshistorie? Ét resultat er i al fald One Punch Man, der kan ses på Netflix med en del fornøjelse til følge.

Det er en af den slags serier, der føles som en skyldig fornøjelse, fordi den blinker til seeren og siger “Vi ved godt, at vi egentlig er for gamle til superhelte, så her gør vi lidt nar af dem”, samtidig med at den leverer gennemførte superhelteslagsmål med tjubang, som kun japanerne kan animere det.

Vor helt hedder Saitama, og han keder sig. Han er ret ny i superheltebranchen, men har så store kræfter, at han kan besejre alt og alle med ét enkelt slag – og der giver ham ærligt talt ikke de store udfordringer i det daglige superhelteliv. I første afsnit besejrer han en tydelig reference til Dragonball og de dertil hørende evigt stigende kraftniveauer, og så er linien ligesom lagt. Truslerne bliver større og større omkring Saitama uden dog at bekymre ham synderligt. Heldigvis får han dog også en discipel og melder sig ind i superhelteforbundet for at blive anerkendt for sine bedrifter.

One Punch Man er god spas. Saitama er lidt af en slacker, som egentlig vil det godt, men helst vil have det lidt sjov med det. Det giver en masse stik under bæltestedet til superhelteklicheerne, mens det tilfredsstiller superheltebehovet. Det er ikke stor kunst, men skidt med det. Første sæson er fra 2015, og angiveligt skulle man i 2016 være begyndt på en sæson 2, men… indtil videre lader den til som de stakkels monstre, superskurke og konkurrerende superhelte at være fanget i forsøget på at opnå den kritisk masse af energi, der ville kunne bringe den på siden af Saitama.

Hvorom alting er: se den! Den er sjov, den er eksplosivt underholdende, og afsnittene er korte – det er en animekinderæg for den ikke alt for kritiske forbruger.

Vor hovedperson forsøger at bekæmpe (eller rettere: finde) kriminalitet som officiel superhelt, men skræmmer civilisterne:

 

The Rain

jun
15

Jeg har en mistanke om, at folkene bag The Rain har listet subliminale billeder af Tobias Hamann ind i serien. Det er den letteste måde at forklare mit voksende og irrationelle modvilje mod serien, der løbende gav mig lyst til at råbe ad skærmen.

For det første var jeg noget overrasket over at opdage, at den ikke er en adaption af Virginia Bergins Regnen. Dernæst blev jeg overrasket over, hvad fanden folkene bag serien havde tænkt på?! For der er egentlig et fedt oplæg, og man kan se nogle gode tilløb, og jeg tænker, at der i en eller anden platonisk version findes en virkelig fed udgave af den tanke, skaberne havde i hovedet, da de gik i gang med The Rain. Det, der overlevede turen fra tanke til skærm, er desværre en noget slatten affære. Som om den har ligget lidt for længe i vind og vejr.

En virus slipper ud og bruger regnen, som Jason bruger en machete: til at slå folk ihjel. Simone og hendes trælse lillebror Rasmus bliver reddet i ly i en bunker med forbindelse til folkene bag, og der tilbringer de så seks år i rimelig afslappethed, mens verden får overstået den der beskidte undergang og kan præsentere sig selv i pæn postapokalypse-æstetik, når de kommer ud. Da de gør det, er Simone blevet klippet og Rasmus en debil kristusfigur – måske er det skabernes måde at håndtere, at seks års isolation nok ville gøre folk lidt sære.

De møder fluks en lille gruppe unge mennesker, der alle virker, som om de har stået på pause siden undergangen – de har lært at overleve, men mentalt er der ikke meget, der adskiller dem fra folk, man kunne have været irriteret over at møde på gaden seks år tidligere. Regnen er stadig et Damoklessværd at nukleare proportioner, men de lader til at være mest bekymrede over deres egne følelser. Man kunne mistænke, at serien egentlig bare er startet med en ide om unge mennesker alene i skoven, og der først senere at koblet de større perspektiver på.

Men så går den vilde skattejagt. Jagten på mad og ly bliver lidt glemt hen ad vejen, men heldigvis er der “de fremmede”, som alle medvirkende insisterer på at kalde dem – russisktalende, bevæbnede mænd, som bruger droner til at jage folk. Og Simone vil åh så gerne finde sin far og beskytte sin bror, hvilket hun vil så meget, at det udelukker andre højere kognitive funktioner.

Det hele fortælles på velkendt vis efter Hollywood-skabeloner, så man undres over, at det var nødvendigt at gøre det til en dansk serie. For som dansker har man lidt samme oplevelse, som når fagfolk ser deres område omtalt i medierne – det er lettere at tro på skabernes kompetencer, når folk taler et sprog, der er fremmed for én, end når man kan høre præcis hvor opstyltede og kunstige de danske replikker er. Det gik mig så meget på nerverne, at jeg er ude af stand til at formulere noget ordentligt sammenhængende om det og blot vil udstøde et aaaaargh som udtryk for mine følelser.

“Verden er gået under… skal vi ikke pjække og lege kåd leg i sengen?”

5 Film, du kan (bør) gense

jun
13

Simons indlæg fik mig til at tænke på DVDer. For nogle år tilbage begyndte vi at rydde op i filmsamlingen – og kom til den indsigt, at en stor del af den bestod af “den bør man da have/se”-film… som vi for en stor dels vedkommende aldrig havde fået set. Mange af dem er uden tvivl gode film, men de har også ofte det tilfælles, at de kræver, at man er i det rette humør. Eller at man har noget overskud.

Heldigvis var der også en del titler i kategorien “Den kan vi da altid se.” For der er film, som man ved stort set enhver lejlighed kan hive frem og smide i den antikverede DVD-afspiller. Med andre ord: film, du bør eje på et fysisk medie – ikke fordi de nødvendigvis er gode, men fordi de underholder selv den kedeligste sjæl, og den slags vederkvægelse bør ikke være afhængig af, om streamingtjenesterne er nådige.

Og her er fem af dem: film, du altid kan gense og derfor bør eje på DVD.

1. Jurassic Park

Hele den originale serie, faktisk – og ikke fordi man skal være komplettist, men fordi man skal se dem alle for at forstå seriens højdepunkt: Jurassic Park III. Jep, jeg sagde det – ikke Spielbergs gennemførte nyklassiker (som ærligt talt er lidt for pæn) eller hans opfølger (som hver gang overrasker mig med, hvor dårlig den er), men tredie del af sagaen, hvor der ikke længere er ambitioner om at skabe filmkunst eller flødestuvet familieunderholdning, men bare god dino-tjubang med Sam Neill og William H. Macy. Selv den obligatoriske barneskuespiller slipper afsted med et uden at indbyde til verbal vold mod sin person (som visse andre hysteriske og/eller gymnastikudøvende eksemplarer af racen).

Den cross-over, der kunne være bedre end Jurassic Park III. Via.

2. Day After Tomorrow

Jeg er fristet til at sige, at der her er tale om den perfekte søndagsfilm. Kombination af aggressive klimaforandringer og heltemodige rollemodeller rammer den der goldilocks-zone, hvor tåbeligt bliver ophøjet til noget mere rent – man kunne kalde det skøntåbeligt. Når rumvæsener engang lander på den uddøde Jord og opdager den her, vil de se menneskene afbrænde deres bøger i stedet for det usandsynligt meget mere effektive træ, og de vil nikke vidende til hinanden over deres popcorn (eller, du ved, udenjordiske ækvivalent til det – sikkert hypercorn, hvis min ungdoms navngivelseskonventioner holder).

3. The Mummy

Nej, ikke den der med Scientology-talsmanden – og nej, heller ikke klassikeren med Boris Karloff, men de to (der findes kun to) med Brendan Fraser. De er (sagt helt uden ironi eller andre formildende omstændigheder) fandens god underholdning. Det er en mere letbenet udgave af Indiana Jones med mere overnaturlig action og ikke at forglemme 100% mere Brendan Fraser.

4. Tucker and Dale vs Evil

Jeg er glad for horror, men humoristisk horror er altså bedre til gensyn end “rigtig” horror. Måske er det, fordi folk ikke skriger, når man råber bøh anden gang, men de ler, når man kilder dem igen – og så skriger de, og politiet kommer, og det bliver altsammen lidt akavet. Men Tucker and Dale er sådan en film, der både tilfredsstiller mit horrorhjerte, fordi det er en kærlig parodi, får mig til at le, fordi den er sjov, og gør mig lidt glad, fordi hovedpersonerne bare er svære ikke at holde af. Og så er den fyldt med citerbare sekvenser.

5. Shaun of the Dead

Som en ekstra understregning af min pointe om horror og humor er der nok ikke en film, jeg har set flere gange end Shaun of the Dead. Shaun er… noget nær den fuldkomne film. Den fungerer som zombiefilm. Den fungerer som komedie. Den fungerer som film. Den fungerer som visuel smertestiller, når midtlivskrisen trykker. Samfundet ville spare penge, hvis vi erstattede alle samlivsterapeuter med tvungne forevisninger af Shaun of the Dead. Samtidig kunne det fungere som en lakmustest for menneskelighed – dem, der ikke reagerede på filmen, ville uden større tjuhej kunne køres til lejre, hvor de ikke ville kunne påvirke ægte mennesker.
(Shaun of the Dead er dejlig. Det behøver ikke betyder, at jeg skal være det. Men jeg ville måske overveje lejrenes beskaffenhed, hvis jeg blev sat til at gense den, før jeg skulle træffe beslutningen.)
Se Shaun igen, når du får chancen. Og nyd, hvordan den ikke kan afslutte en scene uden at rumme både en funktion i handlingen og en eller anden form for punchline. Der er en Terry Pratchett-agtig tvangsprægethed i dens konstruktion, som ikke er værdsat nok.

Hmmm, det var et ganske fornøjelig ned i gensynsglædens varme favn. Der vil jeg nok vende tilbage med flere titler – og opfordre mine medkumpaner til at gøre det samme. Vi kan skabe fundamentet for en ny dannelseskanon!

A wild DVD appears

jun
12

Jeg må tilstå at jeg egentligt ret godt kan lide den her film. Af uforklarlige årsager hadede internettet den. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Men who cares, jeg synes den er fed. Retrofuturisme rocker bigtime.

 

Cargo

jun
01

Jeg kan gode lide zombiefilm. Beklageligvis er det meget ofte en forkortelse for “Hey, gutter, jeg har lånt et kamera, og Steven kan finde ud af at lægge noget make up, skal vi ikke lave en film?” (jeg forestiller mig, at fremtidens unge vil forsøge at sælge content til Netflix i stedet for at have en limonade-bod ved vejen). Så det er rart, når der kommer noget med lidt professionelle bag kameraet, også selv om det måske ikke er en film, som tilfredsstiller behovet for kannibalisme, hovedskud og eksplosiv selvopofrelse (så har vi heldigvis altid Zack Snyders Dawn of the Dead, når det skal dækkes – på grund af den kan jeg tilgive ham… meget, men ikke alt).

Cargo, der lige er kommet på Netflix, er en stille og rolig zombiefilm med Martin Freeman i hovedrollen. Jep, stille og rolig – med en meget lille mængde hjernespiseri, men en god intensitet på trods af en historie, der bogstaveligt talt foregår i gåhastighed. Vi befinder os i Australien, kort tid efter apokalypsen – Freeman forsøger at ride stormen af sammen med kone og barn ved at holde sig på en båd på floden. Det går naturligvis galt, og snart er han på vej gennem bushen med et (heldigvis forbløffende velopdragent) småbarn på ryggen. Der slår han følge med den indfødte Thoomi.

Kombinationen Freeman og zombier kildrer nok umiddelbart lidt forventninger om noget i retning af Shaun of the Dead, men det er nok svært at ramme fjernere fra målet. Billedet af skuespilleren som grundlæggende funnyman er faktisk med til at gøre forholdet mellem ham og konen så meget mere menneskeligt, uden filmen skal overforklare. Og han glider uden problemer videre i rollen som mere og mere presset mand.

Tilsæt lidt gode detaljer omkring filmens zombier, som gør dem lige dele virkelige og nærmytologiske, og du har en stram, virkningsfuld film med toner af velfungerer 70er-lavbudgetsintensitet. Den er helt klart værd at se.

Cargo er baseret på denne kortfilm fra 2013:

Månebase Alpha

maj
27

Da jeg var dreng, var Space 1999 det vildeste nogensinde. Det, Doctor Who og Blakes Seven var det sweeteste man nogensinde kunne forestille sig.

Som voksen har jeg set en håndfuld afsnit, og de er meget coole. Meget 70er agtige og… lidt langsomme. Men det er en tv-serie som jeg virkeligt godt kan lide. De tager sig selv seriøst, der er ikke noget camp eller træls ironisk distance.

Jeg er faldet over en dokumentar om serien. Den er ret lav i lyden, så man kan med fordel skrue godt op for højtaleren

Okay, den jakke der, er nok egentlig ret camp…

Far Alamo

maj
27

At kombinere klassiske westerns og moderne monsterfilm ville være en super ide.

Vil du vide mere? Så klik på videoen herunder:

“FAR ALAMO”. Short Film. from Fabrice Mathieu on Vimeo.

 

Via

Troll Bridge

maj
26

Oh, det her ser ret godt ud.

Staten hader mandag

maj
24

Men staten hader også tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så skynd dig at få noget ud af dine skattepenge, inden de bruger dem på at skabe et repressivt regime, som sender dine søskende i kryosøvn. Du ved, “bare indtil alting går lidt bedre”.

Det er grundlæggende oplægget i What Happened to Monday, som er dukket op på Filmstriben. Overbefolkningen er blevet så slem, at der er indført etbarnspolitik, og alle ulovlige søskende bliver frosset ned. Under navnet Karen Settman er det dog lykkedes syv søskende at blive voksne og allesammen blive spillet af Noomi Rappacjcchehhe med forskellige frisurer. Hver får de lov at gå udendørs på den ugedag, de er navngivet efter, og ellers opholder de sig i lejligheden. Det har sine spændinger, som man måske kan forestille sig, og man kunne sikkert lave jokes om synkroniseret menstruation, men det vil jeg holde mig for god til.

Hver aften mødes de syv søstre og synkroniserer så om ikke andet det, der er sket i løbet af dagen, så de alle kan opretholde identiteten Karen Settman. Men ikke denne mandag aften, for Monday er forsvundet. Og de ved ikke, hvad der venter dem uden for de trygge vægge.

Det er let at forestille sig, at ideen er opstået ud fra titlen og billede af de seks søstre omringet af et fjendtligt, usikkert samfund – men det er også let at forestille sig alle de måder, hvorpå den historie kunne være gået ad helvede til på sin vej mod det færdige produkt. Overraskende nok er det en ret fed film, der er kommet ud af det – eller, hvis jeg skal være ærlig, det virker, som om der er kommet to film ud af det. For starten og slutningen er bubblegum-science fiction, men hovedparten af filmen er stramt fortalt og ofte overraskende og udnytter sin præmis effektivt.

Angiveligt var det en overgang planen, at den skulle hedde Seven Sisters, hvilket tydeligere afspejler et underliggende eventyr-aspekt (og måske også lidt mere start/slutning), men heldigvis gik man tilbage til den oprindelige titel, som understreger mysteriet og det overraskende. Se den, for fanden.

Jeg overvejede at smide en trailer ind, men undlod – det er en af de film, hvor det er godt ikke at vide for meget om, hvilken stemning man skal forvente sig.

“I’m a human being, not a weekday!”

Dracula

maj
23

Jeg har set Francis Ford Coppolas Dracula. Den fra 1992. Den er vældig fin, men også jævnt langsom. Som knægt var jeg super skuffet over den, og når jeg genser den, kan jeg godt forstå hvorfor Teenage Simon synes den var træls.

Bogen Dracula er en historie om det fremmede og uhyggelige. Det Onde, men bare i London. Og med meget mere sex. Underforstået og ikke talt om, men masser af sex.

Filmen Dracula handler meget mere om sex. Måske faktisk om de uhyggelige sygdomme som man kan pådrage sig, hvis man ikke passer på og husker sit kondom. Men der hvor Teenage Simon virkeligt synes den var træls, er at det mere er en romance mellem Dracula og Mina.

Det kan Voksen Simon bedre leve med, om end han lidt savner scener med daring do og fisticuffs. Hvis nu John Carpenter havde lavet en Dracula udgave…

Dracula 1992 er en voldsom lækker stilistisk film. Effekterne er fine og dejlige, stort set alle sammen optaget på gammeldags maner. Her er ikke nogle digitale effekter, og det gør sig godt.