SUPERKULTUR

Island!

jul
26

Jeg var på Island. Det var min LEGO-dude også!

Rotter på loftet: et parafernalia

jul
24

Som alle gode historier starter denne med et bogstaveligt bundt rotter, knyttet sammen ved halerne. Nej, vent. Vi begynder ganske rigtigt der, men som alle gode historier er denne struktureret som en klynge rotter, et fænomen kendt fra folkloren som der Rattenkönig, men intenettet bedyrer at det faktisk forekommer ude i virkeligheden. Den dér virkelighed kan vi ikke bruge til noget fra et superkulturelt perspektiv, og skynder os i stedet til den lavesthængende rotte i reden rodet.

Da jeg lyttede til forrige afsnit af Al Ridenours udmærkede folklorepodcast, Bone and Sickle, blev jeg mindet om den let bizarre variation af Hollywoodtropen “en dreng og hans hund,” Willard fra 1971, hvor hunden er byttet ud med en rotte – ja, indtil flere, faktisk, men som det fremgår af plakaten er der én der dominerer, Ben. Det er såmænd en ganske udmærket film helt på sine egne vilkår, men den bliver først rigtig bemærkelsesværdig når man begynder at følge alle de sammenfiltrede rottehaler til andre sammenhænge:

Bruce Davison, som spiller titelrollen, har siden været med i alt fra Star Trek og Battlestar Galactica til X-men og Lost, og Ernest Borgnine må/bør være en af de amerikanske skuespillere hvis navn man genkender uden nødvendigvis at have set ham i noget som helst, men de falmer begge i lyset af Elsa Lanchester, alias The Bride of Frankenstein. Dette er ganske vist en af hendes sidste film, små 36 år efter hendes glansrolle, men jeg kan ikke være den eneste som ser følgende scene for nethinden ved hendes navns bare nævnelse:

Åh, Elsa — åh, Doctor Pretorius og hans jazz hands…! Filmen Willard vækker måske ikke samme begejstring som Frankensteins brud, men den siges at have inspireret film som Jaws og Carrie (eller i al fald at have bevist overfor diverse filmselskaber at såvel diabolske dyr som let overspændte metaforer for teenagekriser kunne spinde penge), og den blev da også genstand for en opfølger allerede året efter, 1972. Uden at afsløre for meget, så efterlod den første films afslutning ingen anledning til at kalde den næste for Willard 2; i stedet får rottekongen Ben sin helt egen film – “and this time he’s not alone!”

Det var han ret beset heller ikke i den første, men lad nu det ligge, for her er endnu et clou som vi ikke kan ignorere. Michael Jackson indspillede selvfølgelig überballaden You are not alone, og der er grund til at tro at han med den titel henviste til filmplakaten for Ben. Okay, det er måske en overdrivelse, men han indsang rent faktisk titelmelodien til filmen og havde et tidligt nummer 1-hit med den. Rottekonge blev han måske aldrig, Jacko, men han blev noget ved musikken.

Nu går jo ingen god gerning ustraffet hen, og ingenting er så skidt at det ikke kan gøres værre siden, så selvfølgelig blev Willard genindspillet i 2003. Til alt held valgtes weirdo extraordinaire Crispin Glover til titelrollen (Macaulay Culkin blev spurgt, men han undgik muligvis Michael Jackson-associationer ved den tid), og R. Lee Ermey som en absolut tålelig Bognine-substitut, og hvilken som helst af de to kunne let blive en rotterede af intertekstuelle forbindelser i sig selv. For at gøre en lang historie kort skal jeg efterlade jer nedenstående bizarre guldkorn af en video, hvor Glover – uvist af hvilken grund – synger Michael Jacksons hitsang til rotten Ben:

Vincent og verdenskunsten

jul
06

Han skulle egentlig snakke om en kogebog:

Superskurke!

jun
02

Jeg har en kammerat, lad os kalde ham Thomas Zeppedeus, som har de sjoveste ideer. Og som blød humanist er han ikke ked af at give sine børn de helt rigtige værdier.
Han ældste dreng er fem et halvt og helt pjattet med superhelte. Når han og drengen leger superhelte sammen, så er knægten enten Ironman eller Batman, og Thomas Z. tager så alle skurke rollerne. Men ikke de normale, kedelige superskurke. Nej, det skal være nogle skurke som knægten kan relatere til.

Der er den onde håndlanger, nederdrægtigheden selv. Den ultrakorrupte og forurenende slyngel… Espen Lunde Larsen. Men han er ikke den værste, nej den allerværste er Espens chef. Skurken over dem alle… Privat-Lars! Manden med så mange underbukser at han kan have et nyt kostume på i hvert afsnit!

Sådan forestiller jeg mig at det ser ud inden i Thomas Z. og søns fælles fantasiverden

Ingen historie er jo bedre end dens skurk, og derfor er det også virkeligt vigtigt med en lækker skurk. Det er måske lidt der, hvor superhelte filmene generelt fejler. Der mangler simpelthen en skurk med et ordentligt format.

Hvis jeg skulle forestille mig en superskurk, så skulle han nok være en mand med et nobelt formål. Verdensfred. Og måske også en bedre fordeling af resourcer. Men for at være den der kunne gennemføre den slags reformer, så er man jo nødt til at være den der bestemmer. Så en vaskeægte revolutionær. En der ikke vil stoppe for noget som helst. En der sidder i sin vulkanbase og diagerer sine robotter og snigmordere rundt, for at skubbe verden det rigtige sted hen.

Det er nok problemet med Privat-Lars. Han mangler lidt det rigtige format. Han vil aldrig komme til at sidde i sit undersøiske fort, mens han planlægger sin krig mod anstændighed og ro & orden.

The Button?!

maj
01

Jeg elsker den her serie. Den er absolut fantastisk. Salami taktik og atomvåben politik på en gang. Og alt sammen med et laugh track.