SUPERKULTUR

Ind&Ud-Dannelse – refleksioner over en studiestart

sep
13
Billedresultat for mikkeline på skattejagt
(Claus Deleuran)

I denne sene sommer sprang jeg ud (af skabet) som ny-udklækket studerende på Læreruddannelsen. Og måske ville jeg hellere have læst Litteraturhistorie, Idehistorie eller Teologi, men visse forhold i en yngre Andersens valg og præferencer “understøttede” ikke muligheden for sådanne excesser. “Okay!” som jeg sagde til mig selv, “Så kan jeg da bare undervise i dem!” – tadaaaah! Ergo est sum et quid erat demonstrandum – eller sådan noget; så hvordan underviser man?

Nu skal det absolut ikke være nogen hemmelighed, at “morfar”, hér, absolut ikke er nogen havørn (snarere en Eddie The Eagle), når det kommer til EDB-it-teknologi. Og det kan jo have sine bagdele (udover den man sidder himmelfalden på). Altså tog det mig grumme lang tid, i det hele taget at finde ud af, hvad&hvordan jeg skulle tilmelde mig det ene, huske at oprette det andet, finde rundt i det tredje (portaler, rum, opslagstavler, studiemail, planer, skemaer, dødlinjer, obligatoriske valg – samt ikke-obligatoriske valg men gider du ikke godt, alligevel?), læselinier mv.), for slet ikke at tale om noget helt konkret: – Hvor? Hvornår? Og i hvilket omfang?

Billedresultat for kapitallogik
(Claus Deleuran)

Tilmed kunne jeg konstatere, at en stor del af den “dialog”, der ikke var direkte undervisningsrelateret, foregik på FaceBook. Og der kan jeg bare sige, at jeg er SÅ meget IKKE på FB, at jeg fravalgte det, før det blev “implementeret” – og det har jeg ikke årsag til at ændre på (så fik jeg klemt det af).

Billedresultat for facebook logo down

Mere substantielt vedkommende er det måske, at jeg ret hurtigt indså nødvendigheden af, at rotte mig sammen med nogen – en medstuderende, f.eks. – der godt gad at supportere og coache en “ældre medborger” udi det it-teknologiske og de FB-gruppe-informationer, der kunne være relevante. Og det lykkedes – faktisk lykkedes det uden besvær. Faktisk “kom det til mig”.

For det er jo lisså godt, at indrømme det! Mine medstuderende – mine “klassekammerater” – er (naturligvis) langt yngre end mig. De, der ikke ligefrem er “millenials”, begyndte i 1. klasse, da jeg fik mit første job på Fyn efter at være flyttet fra København med min familie. Jaja, Tiden går – Tiden griber om sig … (som Johannes V. Jensen siger). Men – og det var det, vi skulle frem til – så henvendte mange af mine medstuderende sig direkte til mig, med forespørgsler om hvorvidt jeg nu forstod det, om jeg kunne det, om jeg var med og “på”. En omsorg, med andre ord, jeg dels tilskriver et socialt sindelag (id est: – de unge mennesker, om forlov, er ikke – IKKE – egomanisk styret af præstationsræs eller konkurrencementalitet, således som det ellers hævdes), dels tilskriver min deltagelse i de aktiviteter, der var tilrettelagt i den såkaldte “Intro-uge” – som andre steder kaldes “rus-tur” (med tryk på begge stavelser, men varierende tryk afhængig af nattens fremskriden, ikk’sandt?). Af kørekorts-relaterede årsager, samt transport-tid, kunne jeg så ikke deltage i den helt store “rus”, men jeg var der – indtil jeg ikke var der …

(Claus Deleuran)

Morituri te salutant! Eget ansvar for egen læring! Der er ikke obligatorisk mødepligt – undtagen når der ER – men ikke desto mindre er der navneopråb til lektionerne! – fordelt på 16 timers “konfrontal”-undervisning (altså med en fysisk tilstedeværende lærer, i et fysisk tilstedeværende lokale, på en fysisk geografisk destination – Being There og Føl Nuet, med andre ord). Allerede dér begynder flimmeret, som Dan Turell vile have sagt.

Lettere dysfunktionalitet i forhold til sindelagstransplantationer, med en overliggende konspiratorisk paranoia i ascendanten, har jeg – med et mix af “OMG” og “Okay, kom så, tøser og knejte” – fulgt med i vores sprit-nye regerings udsagn om “forbedring af læreruddannelsen”. Og de intentioner kan man så ihvertfald kun mærke “with a vengeance” – hvis de da overhovedet har nogen indflydelse!

Det er okay! Som sagt: – eget ansvar for egen læring! Fino! Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at disse 16 “konfrontations”-lektioner, er tætpakkede, for ikke at sige komprimerede, til sekvenser af oplæg, summe-møder med sidedamen, respons, power-point-oplæg (5 minutter), 15 minutters gruppearbejde, feed-back og evaluering af gruppearbejde! Nyt emne: – hvad anser Von Dingledang for væsentligt i didaktikken, set ifht McBezzerwizzers udsagn om Den Stadige Læring? I har jo læst det! Ja? Har du et svar? Og det skal I lave en videofilm om til imorgen! I bestemmer selv hvordan … iøvrigt har jeg lige lavet en læseliste til jer, til næste gang! Og husk testen på torsdag – I må gerne bruge hjælpemidler, men mobilen skal være slukket!

Træk vejret! Grounding!

Og så forventes det iøvrigt, at vi studerer 40 timer om ugen. Om det så er med eller uden de 16 timers lektion(er), har jeg ingen ide om, for det er fuldstændigt ligegyldigt. Thi “morfar”, hér, kan jo udmærket godt mærke, at underviserne også – OGSÅ – er pressede, og frustrationerne over ikke at kunne nå det, indenfor den fastsatte tid, ikke at kunne få gennemført planen, ikke kunne dokumentere resultatet …. – det sender frustrationen og nervøsiteten videre. Hvilket skal ses lidt i kontrast til en lektion vi netop havde igår om forskellen på “Kontinental” og “Angelsaksisk” didaktik – den første er, nåja, sådan “Det Hele Menneskes Dannelse” (Grundtvig og Kold), og den anden er “Præstation! Point! Test! CV or it doesn’t exist med URL – og fuck dig!”

Det er en lidt ambigiøs oplevelse, at høre en præsentation, der lægger vægt på at det danske folkeskolesystem retter sig mod “Det Kontinentale”, mens oplægget i sig selv, og forløbets sekvenser og opgaver, mere bærer præg af en målrettethed, der ikke levner plads til kontemplationen og fordybelsen, men mod præstationen.

Man kan – med alle mulige forbehold (eventuelt bide tungen over på sig selv; alternativt: – slette dette indlæg – eller bare “hoppe fra”) – muligvis påstå, at denne form for uddannelse allerede skaber en “ind”-dannelse, der – måske ikke som formål, men som effekt – har, at de lærerstuderende eksisterer i en zone af dis-komfort og præstationsangst. – Ikke noget supergodt udgangspunkt for rollen som formidler af dannelse, viden, indsigt og omverdensforståelse.

Men jeg klager ikke! Gubevares dog, at skulle være utaknemmelig over, at det Hellige Danske Uddannelses-system, i sin omnipotens har ladet en gnist af nåde falde på mit simple selv, og gjort en adgang til at studere til en mulighed for min ringe person. Dette takker jeg for, af et inderligt hjerte, samt husker i min aftenbøn til de evindelige magter og i Herren velbehag!

Men omnipoten kunne måske så også godt bruge “poten” til at skrabe nogle flere pekuniære midler og lidt større potens i retning af de uddannelser, der skal kalfatre forhold, som alle partier – ALLE partier – finder væsentlige! Opdragelsen af, uddannelsen af og kompetance-infusionen i den (til stadighed) opvoksende generation.

Og så irriterer det mig også grundigt, at uddannelsen starter med spørgsmålet om, hvad “læring” er. Jeg mener: – hvad med at starte med at spørge, hvad børn er? Det er jo dem der skal lære!

Billedresultat for børn i trillebør
Hva’ ska’ du ha’ i bør’en, Karl-Hugo?

Nu har jeg set det med: Alita: Battle angel

sep
09

Jeg har haft det svært med Robert Rodriguez’ film siden han reducerede sig selv til  Frank Millers hånddukke med Sin City-filmen. Hans grind house-bidrag, Planet Terror, bødede ligesom ikke for Spy Kids eller Once upon a time in Mexico, og de selvparodiske superstjernekavalkader i Machete 1 og 2 fik Danny Trejo til at se ud som malplaceret straight man i en Hot Shots-reboot.

Instruktørens œuvre, og diverse trailere for Alita: Battle Angel, gjorde mig derfor ikke særligt optimistisk for denne film. CGI-forstørrelsen af hovedpersonens øjne virkede som et temmelig kortlivet gimmick for at visuelt vedkende sig manga-originalen, og jeg havde i det hele taget mine tvivl om, hvorvidt konceptet med en dræberrobot i Lolitaskikkelse kunne bære udenfor otaku-kulturens særegne konventioner.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da husstandens teenagere valgte Alita som ugens rituelle fredagsfilm. Eller jeg skulle måske nærmere sige at jeg gradvist gennem filmen tog mig selv i at være mere underholdt end jeg forventede. Det er først og fremmest Rosa Salazar der sælger varen som Alita selv. De der digitalt forstørrede øjne ér en snublesten i begyndelsen, men Salazar spiller sin hovedrolle med nærvær og nerve, på trods af og igennem den temmeligt åndssvage effekt.

Det er anden gang Christopher Waltz spiller op imod den slags tjuhej (første gang var i Tim Burtons Big Eyes), og her spiller han en resigneret og livstræt Gepettofigur med lige præcis den autentiske, resignerede livstræthed som kun opnås når man hellere vil være et helt andet sted.  Det kunne have været rart med et andet, mindre slidt ansigt i hans rolle.

Også Mahershala Ali er med som ufortjent stangvare. Han var god som slimet gangsterboss i Luke Cage-tvserien, og samme rolle får en sejrsrunde i manegen som robo-roller derby-promoter i Alita. Sigende nok er halvdelen af hans optræden som marionet og mundstykke for en art cyber-overherre fra byen i skyen, som danderer den over hele filmens “jordbundne” ghettoverden. Der er en social og racemæssig kritik gemt et sted under alt glitteret og neonlyset, og den forbliver gemt.

Så er Jennifer Connelly et langt mere velkomment gensyn. Jovist, hendes rolle er så tynd som den manusside den er printet på, men hun ejer lærredet i alle hendes scener. Når man ser tilbage på hendes roller fra firserne, instrueret af Leone og Argento, og med modspil af f eks David Bowie, kan man se grundlaget for den dybe selvtillid som giver hendes fjerne moderfigur liv i denne film. Connelly har absolut intet at bevise for nogen, men modsat Waltz gør hun det alligevel.

Trods alle mulige indvendinger mod Alita: Battle angel er den absolut seværdig med en stor skål popcorn ved hånden, først og fremmest på grund af Salazar og Connellys præstationer. Alita er deres verden, alle de andre bor der bare.

Kontakt på dåse

aug
16

Kunne også kaldes “Flaskepost Fra Rummet”, idet det – indledningsvist – “rinder mig i hu”, at romanen “Abernes Planet” (Pierre Boulle, 1963 (le singe est sur le planete, som Eddie Izzard ville have sagt)) starter med, at en ungt par, der er på bryllupsrejse i det ydre rum, finder en flaskepost, der så indeholder fortællingen. Pointen er forsøgt genskabt i diverse filmatiseringer, men når ikke rigtigt det satiriske niveau, der bringer “La Planetes Des Singes” i familiær nærhed af “Niels Klims Underjordiske Rejse”, “Gullivers Rejser” og/eller rabelaiske falbelader. Men det er heller ikke dét, det skal handle.

Billedresultat for arthur c clarke the sentinel
(kunstneren hedder Steve R Dodd)

“Næste gang du kigger på fuldmånen,” begynder Arthur C. Clarke sin novelle “The Sentinel” (“Skildvagten” – 1953) “- så kan du lokalisere Mare Crisium omkring klokken 2 på måneskiven” (frit efter hukommelsen). For det er nemlig dér, vor hovedperson opdager en pyramide af absolut extra-solar oprindelse, som – ved berøring – straks hyler et “advarselssignal” langt ud i det interstellare rum. Og så har vi balladen!

Denne novelle, og jeg ved I ved det, og jeg ved at I ved at jeg ved det, men det skal jo siges, er udgangspunktet for Clarkes og Kubricks “2001; aso” (Men iøvrigt findes der en meget skæg tegneserie af Alfonso Font, der hedder “C&K” – med vilje). Og vi skal hér blot konstatere, at både “pyramide” og “Monolit” (“TMA-1”) er såkaldte “Bracewell Probes”.

Billedresultat for bracewell probe
sådan en fætter – måske

En Bracewell Probe (BP – ikke british petrol!) er en (hypotetisk) ubemandet sonde, som væsener på andre kloder (herefter forkortet til “ET”) har sendt ud i det interstellare rum, for at skabe kontakt med andre intelligensvæsener i andre solsystemer. En BP er stort set en robot-sonde, og egentlig ikke så forfærdelig anderledes end de der Voyager-sonder, som de der NASA sendte op i 19#¤% – eller hvornår det nu var. For målet er “contact”. Formålet er kontakt – med ET.

SETI-programmet(projektet) har kørt i mange år, men fordi resultaterne er udeblevet (bortset fra et enkelt “Wow”-signal, og en mærkværdighed som LDE – long delayed echo), pønsker diverse involverede kapitalinteresser (også kaldet “investorer”) på at nedlægge foretagendet, udfra det markedsøkonomiske ræssonement, at det ikke kan betale sig. Det kan grundforskning generelt ikke – cost/benefit-analyser (“hwa svarre sej?”) duer ikke rigtigt i den sammenhæng, for så skal man på forhånd kende svaret på det spørgsmål man ikke kender. Men vi kan selvfølgelig også bare lade være med at stille spørgsmål – eller hvad med at forbyde tænkning? Så sku den bare være hjemme, ikkesandt!

Billedresultat for signal from outer space
Bull’s Eye, godt ramt!

I en video på YouTube, kommer forfatteren John Michael Godier “ind omkring” hvilke signaler, eller “budskaber”, vi måske ikke helt har lyst til at få fra ET. Han starter med meddelelser som “Skrid”, “Pas Jer Selv”, “Vi Er Allerede Døde”. Men finder at budskaber som “Overgiv Jer” eller “Vi Er På Vej” kunne virke faretruende. Hvilket altsammen er yderst tentativt, idet vi – os – hér på Jorden – ikke har modtaget et eneste budskab. Endvidere er jeg, andetsteds, stødt på en lidt mere frygtindgydende udgave af “first response”: – Stille! De kan høre jer!

Tager man i betragtning hvilken omfattende teknologisk udvikling der skal til, før en given ET (med samt “osselv”) skulle blive istand til, at give sig i kast med udsending af signaler eller sonder, så finder jeg det svært at tro på en barbarisk eller xenofobisk motivation. Men okay – heller ikke alle danske politikere er for børn. Til gengæld ved de ikke meget om det ydre rum. Så inden jeg kommer for godt igang med det pjat, tilbage til “kontakt”.

Billedresultat for a for andromeda

Fred Hoyle, som også skrev “The Black Cloud”, udgav i 1962 romanen “A for Andromeda”. Kort fortalt handler denne om et signal fra rummet, der angiver vejledningen for en “datamat”, der skal kobles op på styringen af et “næringskar”, med det formål, at skabe en “ambassadør” for de ET, der har sendt signalet. Et vist ekko er skabelsen af Leelo i “The Fifth Element”. Og et langt højere associations-hyl vil være til Carl Sagans “Contact” (1985), hvor ET_signalet angiver, hordan “vi” skal bygge et “rumskib” så vi kan komme i kontakt med “dem” (nu er jeg ikke den store Jodie Foster-fan, men jeg er blevet belært om, at filmatiseringen fra 1997 skulle være god).

Egentlig synes jeg romanerne er sådan “meget gode”, men jeg kunne godt tænke mig at se fortællingen “fra den anden ende”. Prøv at overvej etikken i, at sende besked – ud i det blå – om hvordan man/nogen/ET skaber et menneske i et (Frankenstein)-“badebassin”? Prøv at tænk på hovskisnovski-modussen i at et sende et signal ud, der skal fortælle ET hvordan de skal bygge deres rumraket! Må vi være her.

Billedresultat for the black knight satellite
“The Black Knight”

Men tilbage til emnet. Bracewell Probes. Ovenstående billede er et foto af den såkaldte “Sorte Ridder” – et fotografi taget af en eller anden på en eller anden apollo-mission. Og angiveligt skulle det være et foto af en ET-sonde – en BP – der er i kredsløb om Jorden, hvilket er en rigtig god historie, der ligger lige til højre ben i enhver konspirationsteori-elskers højre kørebane. “De er her, allerede” – o fryd, o frydefuld rædsel!

Billedresultat for bob morane

Og den indfaldsvinkel var “Henri Vernes” ikke sen til at tiltræde ifht endnu en historie om super-action-helten Bob Morane, der ligger i feltet James Bond, Doc Savage samt diverse Tarzan-kloner i Edgar Burroughses hele – hrm – ouevre. Og jeg skylder måske lige en lænke; kommer hér:

Men for nu lige at vende tilbage til Clarke, så er én ting at påstå at “pyramiden” i “The Sentinel” (faktisk: “The Sentinel Of Eternity) samt Monolitten i “2001” skulle være BP’ere, så er “The Starglider” fra “The Fountains Of Paradise”, ubetviveligt en sådan. Men samtidig tyder meget på, at Monolitten også er en von Neumann-maskine, id est: – den kan reproducere sig selv (se “2010”), og – ovenikøbet – terra-forme Europa (månen, mand, ikke landområdet!). Og jeg vil også påstå, at Rama (“Rendezvous With Rama”) er en BP med intern “von Neumann-maskine”. Lad os lige tage den:

Billedresultat for rendezvous with rama

I løbet af denne ret korte fortælling, støder Endeavours besætning på skabelsen af vedligeholdelsesrobotter – bioter – mens de spekulerer over, hvad søren der kan være formålet med den “kemiske fabrik” de har døbt “New York”. Tilfældigvis (romanen er fuld af den slags), fremkommer “dyrepasseren”, hvis opgave det er at passe de super-chimpanser, der er en del af besætningen (mind you: Abernes Planet), med den påstand, at “New York” er en “fabrik” til fremstilling af “ramanere”. Javel ja: – hej “A for Andromeda”!

Novellen “Specialist” af Robert Sheckley (samlingen “Untouched By Human Hands”) drejer sig nok ikke helt om hverken en von Neumann-maskine eller en BP, men den er værd at nævne, fordi dens forudsætning er et nært samarbejde mellem mange slags ET(ere). Og jeg skrider lige til et kort resumé, man selvfølgelig skal springe over, dersom man ikke har, men ønsker at, læse novellen – hvilket kan anbefales.

Billedresultat for robert sheckley specialist
Illustration er muligvis af Frank Kelly Freas, men bortset fra hurlumhejet af tekst udenom, er det faktisk en illustration til novellen

Et stjerneskib bestående af motor, vægge, kok, øje m.fl. kommer ind i “foton-storm”, der slår deres “Pusher” (“bevæger”) ihjel. Alle stjerneskibets komponenter er ETere, og nu må de finde en planet med “pushere” (jaja, skidesjovt, men det er ikke det der menes, velda!). Og det viser sig så at mennesker, uden selv at vide det, er “pushere” (jvnf. Larry Niven “Protector”).

I en hvis forstand (!) er det også min entydige overbevisning, at samtlige af Iain Bankses superrumskibe, orbitaler og worlds kan betragtes som BPere, al den stund at de bl.a. er motiverede til at udforske (og så indkalde Special Circumstances, når bølgerne går højere end stævnen), og i et vist omfang også von Neumann-aggregater, kva deres ressourcer. At de så også har deres egne agendaer – som det jo hedder på smukt nudansk – peger muligvis tilbage til Poul Andersons (jeg har sagt det før; jeg siger det igen) novelle “Epilogue”, ifht en “oprindelseshistorie”.

Skidt med det. Videre med BP.

Billedresultat for saberhagen berserker
Michael Whelan

Fred Saberhagens saga om “The Berserkers” er eksempel på et mere mistroisk, xenofobisk syn på BP. Vi taler om stjernefarende dræberrobotter, der stadig fungerer, lang tid efter en millionår gammel krig er endt, med det ene formål at udradere alt liv. Et godt udgangspunkt for slag i bolledejen. Og jeg kan fornemme – og måske er jeg alene om det – at Frederik Pohl i sin “Heechee”-saga tværede “The Berserkers” ud, ved at fremstille “The Asassins” som en maskin-intelligens, der bare ikke forstod noget om biologisk liv. Hvilket man så – efter lyst, evne eller tilskyndelse – kan projicere sit eventuelle ækvivokke perspektiv over på “Matrix”-serien.

Endeligt er der de tilfælde af BP’ere, som jeg – personligt – holder allermest af. De uforståelige. Og det gør jeg af to årsager. For det første er det ret sikkert, at en eventuel kontakt til/med ET eller BP ikke er genkendelig ud fra en “menneskelig” standard. Jeg mener: – vi ved at delfiner er ret proffe i arenaen for cerebral performance. Men har vi nogen kontaktflade dér (udover Waterworld-Shows)? Vi ved ikke engang om de ved, at vi også har noget duelort at rykke rundt med. Og det er her på Jorden – fail 404!

For det andet kan jeg kun være begejstret for forfattere, der virkeligt gider og har evnen til at forestille sig det ufattelige, og give os andre – læserne – et lille spark i forstanden, selvom det hele står uklart (jaja, udenfor tematikken: “Solaris”, Lem). Så hvor finder jeg så BP’ere i litteraturen?

Billedresultat for against infinity
Det var Morten Søndergård i Fantask, der anbefalede mig den, med denne forside

Jeg er ikke så helvedes sikker på, at jeg vil anbefale “Against Infinity”, men jeg præsenterer den hér, fordi den beskriver et artifakt – The Aleph – en “maskine”, der fiser rundt på Ganymedes og helt klart er af “anden etnisk afstamning end jordisk”, samt opfører sig besynderligt – for slet ikke at tale om, hvad den indeholder (det er lidt sjovt at den, gennem hukommelsens tågede nefa-lygte-skær, associerer til “Mythago Wood” – det må jeg nok snakke med en doktor om).

Vi vil derfor kigge på to eksempler på noget der måske, måske ikke, kunne være repræsentanter for BP’ere, der ligger hinsides vores erkendelseshorisont.

Billedresultat for rogue moon

“Rogue Moon” handler om en bygning/maskine/labyrint, som man har fundet på Månen (Monolitten fra 2001 foldet ud?), der helt klart er plantet/konstrueret/bygget af ET’ere. Og dens funktion er, tilsyneladende, at slå enhver indtrænger ihjel. På et andet plan handler romanen om dybdepsykologi (Freud, Jung, Reich), og lad det være sagt med det samme: – ingen forklaring, men en god tur.

Den anden, helt hysterisk mærkelige, hvor jeg slet ikke vil lægge hovedet på bloggen, og påstå at der er tale om en BP, er “Roadside Picnic” af brødrene Strugatskij. Og heller ikke hér er der nogen forklaring, kun beskrivelse af fakta og fænomener. Det er som det er. Dit “hvorfor?” er lisså godt som videnskabens “hvordan?”

Billedresultat for roadside picnic

Jeg vil ønske, at jeg lever den dag vi får den kontakt. Jeg er realist nok til at indse, at prognoserne ikke er for gode. Men ikke desto mindre ved jeg (fordi jeg tror det og ønsker det), at ET og muligvis deres BP er derude – et sted.

Indtil det bliver en realitet må vi fabulere om det totalt fremmede og vsåledes gøre os bedre rustede til at møde det. Når vi gør. Derfor Science Fiction – hiphip ….

SYMBIONTER

aug
06
Billedresultat for symbionter
Find Nemo

Der er en væsentlig forskel på parasitisme og symbiose. Det første er voldtægt, mens det andet er elskov, for nu at lægge brutalt ud – men så ved vi da, hvor vi står.

Til hedengangne ESSEF skrev jeg et par klummer om FORSLAG TIL SOMMERFERIELÆSNING og OBSKURE ROMANER. Og man kan sådan set sige, at jeg hermed lige giver den øvelse lidt kunstigt åndedræt og en gang hjertestart med stød på stød (eller også bliver det bare et frankenstein-monster – det ku jo osse være), og tiltræder en modus af ældre dato.

Dette er således ikke en ekskurs udi det biologiske og zoologiske, i forhold til symbiose og symbionter (kun når det er til forståelsens fremme), men derimod en slags oversigt over romaner og noveller og film, der har temaet med i betragtning – primært, faktisk udelukkende, science fiction – og som jeg godt vil anbefale (om ikke andet så til genlæsning).

Relateret billede
Bedstefar (nej, det er en Portugisisk Orlogsmand, på eng. “Bluebottle” – det er ikke et individ, men en koloni; sagde du “havgående myretue”? Ja – noget i den stil

Under overskriften “EXOBIOLOGI”, præsenterer Arthur C. Clarke i samlingen “Tidssonde”, 1969, James H. Schmitz’ “Bedstefar” (“Grandpa”, Analog 1955). Cord er en ung mand, der på en splitteranden planet, kommer i dramatisk kontakt med noget fundamentalt ved planetens økologi. Titlens “Bedstefar” er en slags åkande med en hvis doven mobilitet, der pludselig bliver “besat” og går bananas. Løsningen på det “mysterie” er novellens pointe.

Et lignende tema gennemspiller Poul Anderson i novellen “Hiding Place” (1961), en del af hans Future History, med Nicholas van Rijn, David Falkayn og – senere – Dominic Flandry (det kommer vi tilbage til). Van Rijn er på røven! Rumskibets “konverter” er gået ned, og “adderkopperne” (hvabbehar?) er efter dem. Men så finder de et rumskib, bygget af en “anden race”, og border det. Problemet er nu, at finde besætningen, som åbenbart har gemt sig i lasten, der består af en regulær zoologisk have – eller ihvertfald specimenter til en sådan. Så hvor har besætningen gemt sig? Hvem er de? Hvordan og hvorledes? Og igen er løsning og pointe, at det er ikke 1 men 2 “andre racer”, der udgør besætningen.

Denne model sætter Anderson i endnu højere gear i “The Rebel Worlds” (1969)

Billedresultat for the rebel worlds
Ruka, Noga, Krippo, Kathryn og – ahr, det kan jo ikke være Flandry! Han mangler overskæg!

Og en anden, mere dramatisk udgave:

Billedresultat for the rebel worlds
Dette er en “didoner”, og helt metroseksuelt benævnes den “hesh” på engelsk og “haun” på dansk

Det fede ved lige den hér symbiont er, at Anderson – gennem Flandry – gør sig overvejelser om, hvorledes denne symbiose er kommet istand. Og der skylder man måske lige at sige, at “rukaen” (aben) og “krippoen” (pelikan-frigat-fuglen) er blodsugere. Tanken er, at freksempel såkaldte “oksehakkere” – de dér rengørings-drosler, der sidder på såvel næsehorn som bøfler, og som – mens de renser pachydermerne for parasitter – også lige tager sig en slurk blod i ny og næ, muligvis og stærkt pressede, kunne gå over til en ren “blod-diæt”. Men “The Rebel Worlds” handler om andet end lige dette stærke krydderi. Og så vil jeg da lige indskyde, at Anderson også foretager sig lignende ekstrapoleringer i novellen “Epilogue”, hvor der skal gives en forklaring på en robotificeret Jord, i en fjern fremtid (James Hogan prøvede lignende med “Code Of The Lifemaker”, men det er anden snak).

I en anden boldgade, men stadig Anderson, har vi novellen “Call Me Joe” (1957)

Billedresultat for call me joe
Det er ikke Joe, men det er Anglesey!

Historien er, at en krøbling “styrer” et kunstigt frembragt væsen, der er landsat og bor på Jupiters overflade. Men pointen er en anden, og iøvrigt kommer vi ind omkring tropen Psi/ESP om lidt. Ikke desto mindre vil jeg da lige gentage, hvad andre også har konstateret: – Grandpa-Call Me Joe-cocktailen hedder, på filmisk: “Avatar” (og så ikke mere om den).

I “Skyggernes Ambassadør” (Linda&Valentin) optræder der også en symbiont: – gruboerne og deres “piloter”, gopler med psioniske egenskaber. Men inden vi går videre af den sti, lad mig så lige nævne Hal Clements “Needle” (1950), om en udenjordisk detektiv, på størrelse med og af form som, en snotklat, der – nåja – slår sig sammen med en menneske-dreng for at spore en morder. Og skal vi også lige nævne “The Babel Fish” fra Douglas’ “Hitchhikers Guide …”?

Lad os da også lige vende de hér to:

Relateret billede
Carnage and Venom

Altså – og sådan som jeg har forstået det – er dragterne selvstændige entiteter, der sammen med deres “human hosts” bliver til henholdvis … osv.

Det er ikke nogen spritny ide. Allerede i et tussegammelt “Superman”-blad, var der en historie om en rumskibsfangetransport, der eksploderede, men “fangens” og “pilotens” dragter “overlevede” og “besatte” mennesker på Jorden. Og jeg beklager manglen på henvisninger – man må spørge sig for, men det er rigtigt nok.

Og så går vi lige over i en anden slags symbiontisk symbiose-beskrivelse.

Deciderede “cyborgs” ligger lidt udenfor nærværende indlægs begivenhedshorisont. Men idet den eksakte skelnen kan være noget vanskelig at foretage, tillad mig så at nævne Anne McAffreys “The Ship Who Sang” (1969), der (igen!) handler om en krøbling, der – dennegang – får overført sin hjerne til et stjerneskibs kommandobro. Interessant nok har hun brug for en (stærk) mand til alt vedrørende vedligeholdelse, hvorfor roman/novelle-serien hedder “Brain&Brawn” – altså “Sind&Sylte”. Jaja, sådan kan det gå. Og iøvrigt tror jeg også, at “Kronos”, i vor hjemlige Niels E. Nielsens “Skyggen Fra Sirius” er en ret organisk hjerne – og ikke en af hans sædvanlige krystallinske halvtænkere.

Relateret billede
Ship

En lignende tematik (samt så meget mere og andet) introducerer Frank Herbert i “Destination: Void”. Heri bliver vi præsenterede for OMGs (Organic Mental Cores) – Little Joe, Myrtle etc – der osse er hjerner koblet op til rumskibe. Og i den roman er det sådan, at den mere motorisk ikke-udfordrede del af besætningen, faktisk må “gå ind” og være pseudo-OMCs, mens hovedopgaven (“you have to create an artificiel consciousness”) foregår. Og en hel bunke anden spektakel, “herbert-vise”. Hvilket er en trope – et tema, en problematik, nåja: en idé – der også kommer til udtryk i Brian Staplefords “Hooded Swan”-serie (1972 -1978), samt i tegneserien om rumhelten “Starlord” (1976) og hans “forhold” til “Ship”.

Billedresultat for the unreasoning mask

Mere mytologisk (religiøst?) er Kaptajn Ramstans forhold “sit” rumskib, “Al Buraq”, i Philip Jose Farmers “The Unreasoning Mask” (1981) – og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene. Som i så mange Farmer-romaner (og noveller) står vi overfor spørgsmålet “er vi døde eller levende – “do I wake or dream”?? Men rideturen på al-Buraq (og slå lige det op og bliv forvirret!) er da meget sjov, så længe det varer.

Jeg ville også have sagt noget intelligent om Theodor Sturgeons “More Than Human” (1953) eller Michael Bishops “Transfigurations” (1973), men ved nøjere eftertanke har det vist ikke meget at gøre med “symbionter”, men mere med “gestalter”. Til gengæld vil jeg lige være pop-smart – evt. superkulturel, og bringe “midichlorians” på banen.

Billedresultat for cell

Bortset fra det uvederhæftige sludder&vrøvl i StarWars-sagaen, om at “midikolerikerne” er bærere af “The Force”, så er enhver organisme opbygget af celler (se ovenfor, s’il vous plait). Det interessante, både generelt og specifikt (ad/ref: – “dette indlæg”) er, at enhver (organisk) celle er en symbiont. Alle disse golgier, reticulummer, mitokondrier, ribosomer – oghvarvi? – var oprindeligt fritgående organismer, som i fællig og enighed besluttede sig til at bygge sig en ny tilværelse, til hvilket cellemembranen svarede “den klarer jeg!” Hvilket jo så betød, at de allesammen forskertsede muligheden for, at tiltræde en udviklingskaskade hinsides den GodWall, som cellemembranen havde dannet omkring deres “amniotiske hav”. Og der må være et princip i det, for også på større skala forefindes denne tilsyneladende “selvopofrelse” (se Stephen Jay Goulds “Små fisk- Store fisk”), og jeg skal kun fremdrage dén hér fidus:

Billedresultat for deepsea fish male
Bemærk “sneglen” på bugen. Det er en “han”. Han er vokset sammen med “fruen” og fungerer nu kun som en forvokset testikel – en “sæd-leverandør”

En anden udfoldelse af det “princip”, der ligger bag “teorien” om “midichlorians”, kunne være “connectives”, således som dette begreb udfoldes i “Whipping Star” af Frank Herbert – en del af hans “Conscentiency”-serie.

Billedresultat for whipping star

I denne roman, går det op for “vores helt”, Jorj X McKie, at “connectives” (på samme måde som SW’s midichlorians) er en “kraft”, der udnyttes på forskellig hvis af forskellige “racer”, og som udgår fra “Calebans” – ekstradimensionale væsener, hvis manifestation i “vores” Univers er det samme som stjerner. (Kom ikke og sig, at tingene ikke hænger sammen!!!)

Endeligt er der to sjovt identiske mærkværdigheder, der nærmest kunne være toppen på kransekagen: for det første Stanislaw Lems “Solaris” (1961), hvor “solaristikkerne” funderer over om “Havet” muligvis kunne være resultatet af en fuldstændig sammensmeltning af alle livsformer på planeten – engang i fortiden. Og den anden er Douglas Wayne Barlowes “Amøbiske Hav”, fra hans “Expedition” (1990) om en rejse, en ekspedition, til planeten Darwin IV.

Relateret billede

Så tak for denne gang og gid det må gavne. Og næste gang skal vi snakke “Bracewell Probes”.

I disse dage

jul
19
Kelly Freas - We still have a choice

Verdens totale tilstand taget i betragtning (og ikke en lyd om klima-forandringer), er det rimeligt at påstå, at en majoritet af Jordens befolkning ikke har den ringeste anelse om den hype og huldijæh, der disse dage kommer NASAs Apollo-program til del. Tænk engang! I de næste fire-fem dage er det 50 år siden, at “vi” første gang satte “fod” på Månen (hallelujah og hosianna i det høje). Og fejres den, som fejres bør – ikke noget dér!

Ærindet hér er dog et andet. Se nøje på ovenstående “poster”, “cover” “værk – you name it. “We (still) have a choice?” – en hyldest/promotion-plakat begået af Frank Kelly Freas, som burde være en bekendtskabshed i nærværende eksklusive forum – ellers er han uhyre nem at komme rundt om pr. en hurtig gukling. Sværere er det at komme i kontakt med ham – han døde nemlig i 2005, efter en lang karriere som blødformatsbogudgivelsesforsidekunstner – eller på dansk: paperback cover artist – til en allerhel – hul… – ret mange bøger. Og ganske suggestive, muligvis sublime, endda, forsiderne, og med en sjældent set tæft for (rent faktisk) at illustrere et eller andet, der dog havde et eller andet at gøre med indholdet af den samling dødtræ pågældende omslag omsluttede. Ikke noget dér! Og på det felt kunne han godt ligne Darrell K. Sweet (han er så også død, så ham kan man heler ikke spørge om noget).

Men så lavede Freas altså også ovenstående “værk”. Og der må jeg bare sige: – jeg forstår det ikke! Jeg forstår ikke “titlen”; jeg forstår ikke udtrykket; jeg forstår ikke meningen!

Lad os tage min ufattelige (!) uvidenhed fra en ende af. “We (still) have a choice?” Jeg er simpelthen så lykkeligt udstyret, at jeg er i besiddelse af en “Individuel Kompetance Vurdering”, der bringer mit oprindeligt sølle 9-tal i engelsk helt op på et 11-tal (13-skalaen), så det er med en hvis akademisk pondus jeg tør påstå, at den titel kan oversættes til: “Vi har (stadig) et valg?”

?-tegnet indikerer et spørgsmål. Om hvad, kunne man spørge. Hvad er spørgsmålet? Har vi et valg? Eller stilles der spørgsmål til “om” vi har et valg? Og hvad er det vi skal vælge? Rumraketter eller vasketøj? Og hvad menes der med “stadig”? Er det nærmere: “Har vi (stadig) et valg?” Hvilket udsagnet så ikke bliver mere klart af, for: – mellem hvad? Hvori består valget? Og hvorfor er det et spørgsmål om vi har et? Hvad truer denne valg-situation – og er den truet?

Det står til troende, at Freas var en storstor tilhænger af alt NASA. Ellers ville han næppe have lavet nedenstående “værker” (de er flotte; det er de sgu):

Billedresultat for frank kelly freas skylab
Billedresultat for frank kelly freas nasa
Relateret billede

Så der er derfor grund til at tro, at også den dér “We (still) …” er “pro-NASA”, “pro-Apollo”, “pro-rumprogram”. Meget “pro” altsammen. Og det er da også en yderst protent Jupiter V-raket, han har som lodret kompositions-element i billedets mellemgrund (protensen har så åbenbart brug for et støttebind i form af et forbindelsestårn, men lad os nu ikke forfalde til profaniteter). For hvad med de der klude på tørresnorene?

Farven undrer mig. Altså: – de er jo tisgule allesammen; de ligner noget John Clane har haft på for længe, indtil han pludselig, ret umotiveret, får en ren, mens han prøver at dø hårdt første gang. Og idet man jo er researcher, har man (jo) lige kigget lidt på, hvad der egentlig menes med et gult flag (det ku jo være flag, ikk’sandt?). Hvilket, i al korthed, beløber sig til “karantæne”, “sidste advarsel”, “fare forude”, “sæt farten ned”, “voldsom ulykke”. Som rejser et spørgsmål, som min IKV-enhanced translatør-evne ikke kan hjælpe mig med, om der muligvis findes en særlig amerikansk vending, bon-mot, idiom, hvor “flagging yellow” betyder “vise sig som en kujon!” I så tilfælde er meldingen på plakaten: – Vi kan vælge at være kujoner, eller vi kan tage til Månen, igen – skabe et interplanetarisk liv – støtte op om (som det hedder) Apollo-programmet ( med andre ord: glem vasketøjet – tag til de ydre planeter).

“Læsningen” af plakaten kunne også være en anden, og jeg er ret sikker på, at den ikke har noget at gøre med Freas’ intention. Here goes: Vasketøjet repræsenterer den store og omsiggribende fattigdom, som prestige-projekter som Apollo-missionen(erne) muligvis ikke støtter, men heller ikke afhjælper. Og hér kommer så en kæk og kornfed Kelly ind og siger: – vil du ha fattigdom eller vil du ha stjernerne? Du har (stadig) et valg!

Men er Månen, Planeterne, Stjernerne en løsning på fattigdommen? På elendigheden? Vi ved det ikke. Men måske følgende lige kan få os ned fra jublen over, at en eller anden gik rundt på Månen i en tyve minutters tid for 50 år siden:

A rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face and arms began to swell. 
(and Whitey’s on the moon)I can’t pay no doctor bill. 
(but Whitey’s on the moon) 
Ten years from now I’ll be payin’ still. 
(while Whitey’s on the moon)The man jus’ upped my rent las’ night. 
(’cause Whitey’s on the moon) 
No hot water, no toilets, no lights. 
(but Whitey’s on the moon)I wonder why he’s uppi’ me? 
(’cause Whitey’s on the moon?) 
I was already payin’ ‘im fifty a week. 
(with Whitey on the moon) 
Taxes takin’ my whole damn check, 
Junkies makin’ me a nervous wreck, 
The price of food is goin’ up, 
An’ as if all that shit wasn’t enoughA rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face an’ arm began to swell. 
(but Whitey’s on the moon)Was all that money I made las’ year 
(for Whitey on the moon?) 
How come there ain’t no money here? 
(Hm! Whitey’s on the moon) 
Y’know I jus’ ’bout had my fill 
(of Whitey on the moon) 
I think I’ll sen’ these doctor bills, 
Airmail special 
(to Whitey on the moon)

(Gil Scott-Heron)

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Midsommerens lovmæssigheder

jun
22

Nu er det jo Midsommer (ikke “Midsomer” – det er noget andet), og lad os i den forbindelse kigge lidt på, hvordan det KUNNE være, hvis sommernatens kogleri, Bloksbjergs fejekosttransporterede sæsonturister, eller Hans Majestæt Fanden, læste – ikke Biblen – men derimod andre “hellige skrifter”. Og der tænkes hér på et antal “love”, som vi – man – nogen – jeg (det er tid til bekendelser), til tider garnerer sine/deres/mine/vores uforbeholdne argumenter med, som lånte påfuglefjer – eller kosteskafter.

Billedresultat for Bloksbjerg
E:T in disguise, iført GPS, mobilephone og tinfoilhat, cloak and broom (ikke cloak and dagger – heller ikke Black&Decker) – det sidste er først når kosteskaftet skal saves over. Og i det tilfælde vil jeg allivel anbefale en Makita kaninpik, 4 amp/1.8V, medmindre det skal være noget lokalt ifht destinationen, og der er der jo altid:
https://www.youtube.com/watch?v=7gRQAZ93ihY

Men, tilbage til emnet (hvilket?). Vi (hvem?) prøver jo hér (hvor?), så at sige at “løfte sløret” (blot ét – ikke alle syv, hverken slør eller segl – eller fünfzig kanonen) for den underliggende (a)symmetri, der ligger – ja – under visse “lovmæssigheder” a-la-både-mode-&-godtkøbskram, thi: “enhver ved jo ….”. Med andre ord, at se bagsiden af troldspejlets knuste og facetslebne splinter (eller sådan noget).

Lad os se på sagen (hvorfor? Fordi! Spis dine cornflæsk og ti så stille!).

Eisners lov:

Billedresultat for Will Eisner
Will Eisner i David Levines streg

“DET ENESTE SIKRE I DENNE VERDEN ER DØDEN OG BEDEMANDENS SALÆR”

Næste “levende” billede: Clarkes Lov!

Billedresultat for Arthur C Clarke
Arthur C. Clarke. Jaja, meget ikonisk, men derfor genkendelig. (Q: “Are you gay, Mr. Clarke?” A: “No, just mildly happy!”

“Enhver tilstrækkelig udviklet teknologi, vil ikke være til at skelne fra tommoidmodale klabauterkonvekturer”

Dernæst:

Billedresultat for david niven

Sludder! Dernæst: Nivens Lov

Billedresultat for larry niven
Ohe, so cutie, Laurence van Cott Niven; hvem tør ikke købe en brugt Ringworld af denne mand?

“There ain’t no justice – TANJ” men den har Larry-boy hugget fra en endnu større kryptofascist (hvad????), nemlig ham hér:

Billedresultat for robert heinlein
Robert Anson Heinlein

Og mens der ikke er meget sjov ved “TANJ”, så er det iverfall sjovt med:

“TANSTAAFL: there ain’t no such thing as a stående taffel”

Men vi (hvem?) fortaber os (hvem??) i petitesser (hvilke?).

Lad os gå til de mere hårde makreller, der hvor madrassen rigtigt strammer og bliver vedkommende, i alle dens krav om midsommerligt natteroderi og både halv- og uhørte sandheder (for hvad er sandhed, andet end noget nogen har sagt … det er DDR? Hvor Bloksbjerg lå – da det var det var … eller noget). Nevermind, som franskmanden siger:

Billedresultat for isaac asimov
Isaac Asimov – Den Gode Doktor (ikke Den Gode Læge, det er en bog af Carl Madsen – “Madsen”, ikke “Sagan”, prøv nu lige at være fokuseret et øjeblik. Det er jo ikke noget vi gør for sjov, det hér, vel? Det er jo ikke TARDIS, hvabbehar?)

ROBOTIKKENS 3 LOVE:

Første Lov: LAD VÆRE MED DET

Anden Lov: LAD GÅ, MEDMINDRE DET STRIDER MOD 1. LOV

Tredje Lov: HVA FAEN, GI DEN GAS, MEDMINDRE DET STRIDER MOD 1. ELLER 2. LOV

Ja! Ja, man lærer hele tiden noget nyt! Lad os fortsætte.

Newtons Love:

Relateret billede
Sir Isaac Newton – opkaldt efter sin far, Sir Isaac Newton, men har iøvrigt intet at gøre med “The Wold-Newton Family”. Eller: man kan sgu aldrig rigtigt vide …. spørg Kilgore Trout!

TERMODYNAMMIKENS TRE LOVE:

Første Lov: WHAT GOES UP, MUST COME DOWN

Anden Lov: THE HARDER THEY COME, THE HARDER THEY FALL

Tredje Lov: WHAT GOES AROUND, COMES AROUND

“Så-længe jeg-lever/ så længe vil jeg elske … ,” og vi slukker for musikken, og stiller om til programmet. (men jeg fatter alligevel ikke, hvorfor det er “lever”, der synges om; kærlighedssange har ellers altid noget med “hjerte” at gøre)

Parkinsons Lov:

Ræv bag øret? Eller er det bare tidens herrefrisuremode?
Cyril Northcoyote Parkinson

“ETHVERT ARBEJDE UDFYLDER AL DEN TID DER GÅR, INDTIL CHEFEN BLIR SUR”

Sturgeons Lov:

Relateret billede
Edward Hamilton Waldo (men det er nu ikke ham, der har lagt navn til de der armforlængere – den betegnelse udspringer af ovennævnte kryptofascists “Waldo Inc.”). Næhe, ham hér, Edward, hér, han er mere i familie med Kilgore Trout, der optræder under pseudonymet P.J. Farmer i visse af Kurt Vonneguts romaner.

“90 procent af SF er noget lort. På den anden side er 90 procent af hvad som helst noget lort”

Og bruger vi den lov på sig selv, så at sige, og trækker 90% fra, så står vi tilbage med … – hm!

Ja, nåmmen, i denne forbindelse tænker Edward – Theodor – altså ikke på Socialistisk Folkeparti (omend, man kunne… – men lad nu det ligge, som TV-degnen siger, ikk’ os’ da!)

Upåvirkede – og upåvirkelige (men dog virkelige) – af det foregående, går vi videre – langt videre! Urimeligt langt mere, – videre, – dybere, Into The Out Of:

Edward Aloysius Murphy Jr.

“Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt” (Murphrys Lov)

Og den er det nok værd, at lægge sig på sinde! Husk altid på, at “ALT HVAD DER KAN GÅ GALT, VIL GÅ GLAT!”

Således rustede kan vi alle, med sindsro, begive os ud i sommernattens krejleri, give 25 kroner for en rødhud fra det lune akvarium og en rund halvtredser for en fladbamse, mens vi bevidner hvorledes det alligevel lykkes beskænkede “bålansvarlige”, med lidt for mange dunke petroleum til rådighed, at få sat ild på sankte hans bålet, uden at dette involverer en akut visit på nærmeste brandsårsafdeling og et polititilhold vedr. usømmelig omgang med ældre personer af kvindeligt køn. Så god midsommer:

Ja, heksen er jo gået ud og vaske op, ikke! Hellere ha ild i røven, end opdage at lokummet brænder. “Sankte Hans, Sankte Hans; vii ve fræd hær te lanns ….”

Der findes dog én lovmæssighed mere, som sikkert vil være udfordrende i restaurationssammenhæng, dersom man betænker Michelinstjerner ind i konceptet.

Min naturlige tilbageholdenhed, beskedenhed og finfølelse forhindrer mig i, umiddelbart, at kolportere indholdet af nævnte lovmæssighed. end for de faste i såvel kødet som ånden. Adspurgt oplyser jeg dog gerne, hvad indholdet af menuen er, når det er således, at: “PÅ DE FINE RESTAURANTER FÅR MAN TRE RETTER MAD”.

1. MAJ

maj
01

Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål! Jeg mener: Rød Front!”), så bunder det i både en samfundsanalyse – begået af d’herrer Engels, Marx, Lenin m.fl. – og en gedigen “Future History”.

Billedresultat for 1 maj
som sædvanlig regner det og er pissekoldt

I henhold til marxismen sér samfundsudviklingen sådan hér ud: – Ur-kommunisme, Slave-samfund, Feudalsamfund, Borgerligt samfund, Socialistisk Samfund (nej vi har ikke!) og Kommunistisk samfund. De forskellige trin er afhængige af den teknologiske udvikling – og det kan man altsammen selv læse mere om, anderswo (pas nu på ikke at kløjs i Proletariatets Diktatur og Negationens Negation – men bemærk dog at “dialektisk materialisme” har interessante “gudbørn”: – “Schumpeterian Chock” (Økonomi), Punctuated Equlibrium (Palæontologi) og Bølge/Partikel-problemet (Fysik, Kosmologi)).

“Future History” kender vi fra science fiction. Heinlein havde én, Niven har én, Asimov havde i den grad én, og Poul Anderson konstruerede også én (faktisk to – men skidt med det). Vi taler om The Polesotechnic League og The Terran Empire. Faktisk udspringer det sidste af det første – sådan er det (jvnf. ovenfor – hæhæ – selv en libertær amerikaner slipper ikke!)

Hérunder har vi lige et gruppe-portræt af den polesotekniske ligas fremskudte krejler-falanks:

Billedresultat for the polesotechnic league
Chee, Falkayn og Adzel
Det er John Schoenherr, der har malet dem

Det er egentlig ret sjovt, at Anderson griber tilbage til hanseaterne, de Lübeckske (Lybske?) købmænd, og konstruerer sin figur Nicholas Van Rijn over Christian IV i form og statur (Nej, Chr. 4-tal byggede ikke Rundetårn – det gjorde murerne og tømrerne). Men hvorfor faen Rembrandt skal blandes ind i det (det er hans efternavn), sé, det vides ikke. Men flot ser det ud!

I henhold til Anderson er det således Christian d. 4. – undskyld: Nicholas van Rijn, der gennem sin entreprenante “købmands-virksomhed”, across the universe, skaber grundlaget for det feudale “Terran Empire”.

Billedresultat for the man who counts
Vi bringer lige et billede af Christian IV
Kunstneren hedder Michal Whelan

I historierne om Den Polesotekniske Liga, er det oftest van Rijns protegé, David Falkayn, der er hovedaktør, med samt hans kompatrioter: Kattevæsenet Chee og den kentauroide drage Adzel. Og i beretningerne om det senere Terranske Imperium, hedder hovedpersonen Dominic Flandry. Man bemærker initialerne (gør man ikke?), og der ymtes da også noget om, at de to kanutter er i familie med hinanden – på sådan en seks-syv hundrede års afstand, men hva’ faen; er det Future eller det ikke Future, que’s que ce?

Men hvor Falkayn “kun” er Falkayn, i alle de historier der handler om ham (og van Rijn og alt muligt), så er Flandry en figur der udvikler sig – dvs. han bliver ældre og stiger i graderne – fra fodtusse til vice-admiral.

Vi har et ungdoms billede:

Billedresultat for ensign flandry
Det er Flandry til venstre (og han får et forhold til dullen t.h. – det er ikke Chee)
Maleristen er igen Whelan


Og evigt er han på jagt efter den “sande kærlighed” (og finder den, og mister den), samt beredt på at tilbageholde “Den Lange Nat” – Imperiets uafvendelige fald (tjek Gibbons – og nu du er igang: tjek Asimov OG Gibbons – tjek i det hele taget “Imperium”; start med Wikipedia).

Poul Anderson er i mange sammenhænge lidt oppe at køre på, at han har en skandinavisk baggrund. Det kan man se på mange af de navne han beklæder sine figurer med, og man kan navnligt se det ifht romanen “Tau Zero”, der både er en – hm – palimsest over Harry Martinssons “Aniara” samt bygger på ideen om et “skandinavisk” verdenssamfund. Dette kun nævnt fordi Harry Harrison, der faktisk har boet i Danmark (og rigtigt mange andre steder), i en historie om The Stainless Steelrat bygger handlingen op omkring en særlig planets højtideligholdelse af “Grundlovsdag”.

Billedresultat for the stainless steel rat
The Rat – jeg ved ikke hvem der har malt ham, og han har heller ikke noget med sagen at gøre.

Men altså: – i en af sine ungdomseskapader, som agent for Imperium Terra Cognita – om man må være så fri – nemlig i historien “A Message In Secret”, fra samlingen:

Relateret billede
  • er stakkels Dominic Flandry havnet på en vildt fremmed, og hidindtil glemt, planet, hvor nogle fæle efterkommere af nogle sovjet-russere kører rundt på nogle motorcykler som man skal styre med knæene.
  • Stakkels Dominic er “in dire straits”, for skulle de der fæle sovjet-kommunister nu finde ud af, at han er agent for Imperiet, så står den på borscht, gulag og nakkeskud. Så hans “objektiv” er at komme derfra – men hvordan? På en eller anden måde må han have sendt et signal ud i verdensrummet, så der kan komme en redningsflåde. Han ransager derfor sit samlede tankegods, og får lidt hjælp – (!) – af et lokalt tøsebarn, og kommer på en genial idé. Det er er nemlig snart 1. maj, og det får han så overbevist den sovjet-kommunistiske øvrighed på planeten om er noget at fejre. For det gjorde deres forfædre. Og han skal på det bestemteste nok stå for udsmykningen til denne Arbejdernes Helligdag. Ikke noget dér, kammeratnik!
  • Ergo: – to fluer med et smæk:
Billedresultat for flandry a message in secret

Og når han så er færdig med at male på alle pylonerne, over hele den ganske sovjet-russiske hovedstad på planeten, hvad står der så?

MAYDAY MAYDAY MAYDAY

Så fortsat god 1. maj, og på lørdag har JEG fødselsdag: May the fourth be with me!

Billedresultat for når jeg ser et rødt flag smælde
Når jeg ser et rødt flag smælde,
På en blank og vårfrisk dag ….

The God Delirium

apr
09

Overskriften er naturligvis en parafrase over Richard Dawkins’ “The God Delusion”, men dækker meget godt det forhold, at jeg åbenbart bliver ved med at plage mig selv med spørgsmålet om “Guds Eksistens”.

Billedresultat for Gud
As we know him

Og det leder mig ofte til, at se besynderlige dokumentarer(?) på YouTube, hvor den ene gudsfornægter battler mod den anden gudsbetroende. Eller bare den ene & derefter den anden.

Senest har jeg derfor set på – eller været vidne til – disse to:

Og denne hér:


https://www.youtube.com/watch?v=otrqzITuSqE

Og det er jo festligt, folkeligt og fornøjeligt. Og jeg plejer van at have mine undskyldninger for denne ekstravagante form for masochisme parate, nemlig med henvisning til bonmot 1&2: “Know thy Enemy”; “Keep your friends close, but your enemies closer”. Hvilket jeg mistænker for at være en underbevidst forlængelse af min begejstring for konspirationsteorier; altså at “troende” mennesker har gang i noget konspiratorisk. Det har de ikke – de har gang i noget vås&vrøvl.

Men for at det så ikke skal være løgn, så bilder jeg mig selv ind, at jeg faktisk lærer noget af lortet. Eller sagt på en anden måde: – at det tvinger mig til, at tænke koncentreret over visse fundamentale spørgsmål, med den klausul at “Gud ER smidt ud” (Hej Trille).

Jeg er – i nærmest uhyggelig grad – alvorligt smittet med “Anti-Dühring” og Carlo H. Hansen

Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(det er ikke Carlo, bare fordi det er forsiden; Carlo kommer hér:)
Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(ikke så nemt at se, det er jo helt tåget – bestil bogen på bibloteket! gak til myren og bliv viis)

(Og så selvfølgelig “Anti-Dühring:)

Billedresultat for anti dühring
(det er ikke Dührings kontrafej, men Engelsesesssesssss)

Med andre ord er jeg i filosofisk grad overbevist om, at den dialektiske materialisme formidler det rette perspektiv på – nåja – “hele lortet” (og nej! jeg skal ikke forsvare Stalin, Tito, Mao, Ceacescu, Castro, YNI, for det er ikke det, det drejer sig om).

Billedresultat for omfangslogik
(en dialektiker, der er langt ude)

Så på en laaaaaaaaaaaaaaaang tur fra Inverness til Newcastle, fik jeg anledning til at udbrede mig om, hvorfor det er nonsens, vås, vrøvl at tale om “noget” FØR Big Bang, for de der 13,4 milliarder år siden, mens min svoger førte bilen.

(Min svoger – ikke Big Bang … eller – spørg hans kone)

Nå! Down to business! “Hvorfor kan man ikke tale om noget FØR The Big Bang?” (altså: – det kan man jo bare gøre, men dersom vi tager en videnskabelig vinkel (jo, vi gør), så kan man ikke!)

“Enhver” ved jo, at tiden går langsommere, jo nærmere man kommer til lysets hastighed, eller til et Sort Huls begivenhedshorisont. Iggeåsse? Ja, men nej. Der er ikke tale om at “Tiden” går langsommere – der er tale om, at gravitationen er af en størrelsesorden, hvor ALLE processer bremses – derfor også elektronernes fisen-omkring atomkernen. Der mangler vi vel lige en konkret definition af hvad “gravitation” er, og der kan jeg bare sige: se Carlo! For enten taler vi om en udefineret “kraft”, der har noget at gøre med masse, lagt ovenpå den kosmiske spring-trampolin, eller også taler vi om et materielt bombardement af partikler (“gravitoner”), der påvirker hele molevitten fra all over the place, ligesom baggrundsstråling (3 kelvin, over det hele). Og det plager stadig the Grand Unified Theory, hvor de basale naturkræfter helst skulle kunne forenes i 1 “kraft” (hvorfor de skal det? – spørg ikke mig, men det skal de åbenbart). Men ihvertfald kan de der GUT-drenge ikke rigtigt få has på “tyngdekraftens” indplacering. Muligvis fordi de selv skrottede Æter-teorien (jo, de gjorde!)

Billedresultat for grand unified theory
GUT – up front and in person

Godt! For de der 13,4 milliarder år siden var hele Universet, “klemt” sammen i den der “mono-bloc”. Tror vi at den har været tung? Ja, monikke! Så det var ikke så meget, at tiden ikke gik – det gjorde den sikkert. Men i monoblokken skete der ikke noget … som i: – ikke noget! Ingenting! Nada! O & en skid! For det forhindrede gravitationen. Altså det forhold, at “blokken var meget lille, og blev bombarderet med gravitoner fra “hele vejen rundt”.

Man kan således sige, at der muligvis nok var en “tid” før Big Bang, men på den anden side var der ikke noget, den kunne have indflydelse på, thi det havde slået så mange knuder på sig selv at end ikke “Kluddermor” kunne hugge den gordiske knude over. Og “tid” betragtes almindeligvis som observerbare forandringsprocesser – det’ lissom definitionen, nietchewo? Ellers tjek Newton og hans termodynamiske love.

Så i Monoblokken sker der altså ikke en skid! Det vil sige: – der er god grund til at formode, at “dyret” har været rimeligt varmt. En eller anden kan muligvis oversætte 10 i 32. Kelvin til noget vi kan forstå – Celsius, f.eks., men det er jo “allerede” adskillige Planck-sekunder after the incident.

Lad os istedet sige, som geniet hér, der svarede en fremmelig knægt henne i børnehaven:

(det er ikke knægten, det er bare mig – geniet)

For så spurgte knægten, spurgte han så: ” – når nu der findes en laveste temperatur ( – 273 Kelvin, red.), findes der så en højeste temperatur?”

Kvik knægt! Jo, ja – altså: temperatur er et spørgsmål om hastigheden af bevægelser i et medium. Man kunne således forestille sig, at en hvis temperatur svarer til lysets hastighed, så hvor mange grader er lysets hastighed? Eller sagt på en anden måde: Vi har altså den hér “mono-bloc”, der er uhyre kompakt, bombarderet, som den er, af gravitoner fra allesteder. Samtidig har den en temperatur, altså en indre “egenbevægelse”, der svarer til, eller er langt over, hvad der svarer til lysets hastighed. Kan man sige, at vi taler om en trykkoger? Og hvordan kan den have en “indre egenbevægelse”, når nu “bevægelse” er defineret som forandring over tid – når tiden “ikke går”? Man kan selvfølgelig påstå, at det var “Gud”, der satte trykkogeren på blusset (og hvilede på syvendedagen, den syvsover). Men det ville så implicere, at der skulle være et univers udenom universet, og hvis man ta’r den på sig, så er det “turtles all the way down”.

Billedresultat for turtles all the way down


Et skolastisk anskuelsesbillede, hvis formål er at sige: – hold din mund og la vær med at stille spørgsmål. Men hér har vi at gøre med et – hrm – fænomen, der drejer sig om at tiden ikke kan måles (hvorfor spørgsmålet om “før” bliver absurd), samt en kompakt tilstedeværelse, der er yderst ustabil, kva dens høje temperatur og sammenpressethed. Måske kan det sammenlignes med Chernobyl eller Harrisburg gange adskillige gogolplexer i gogolplexiske potenser. Så “mono-blokken” er måske ikke så meget et kompakt “legeme”, som det er en ultra-fortættet klump plasma, hvis indre allerede har en temperatur langt over lysets hastighed, men er holdt tilbage af gravitoner. Og tiden – Tiden – får en realitet (en “dimension”), idet en fluktation i denne lava-agtige plasma giver et “sprut” fra sig – og så skaber plasma og tid og gravitoner et kosmos, et Univers.

Men vi kan selvfølgelig godt kalde min postulerede “fluktuation” for “Gud”, det er bare ikke nødvendigt. Og fordi det ikke er nødvendigt, fordi det ikke giver nogen yderligere forklaring eller indsigt, så er det måske fordi det er noget vrøvl.

Og det er der så meget der er. Måske osse dethér! Men gi det lige en overvejelse.

VOYNICH-MANUSKRIPTET TYDET

apr
01

Det er muligvis ikke alle, der er bekendt med det såkaldte “Voynich-manuskript”. I al sin komplicerede enkelthed, drejer det sig om et besynderligt værk, begået af en ukendt ophavsmand (eller -kvinde), der består af tekst og illustrationer. Begge dele – indtil nu – uforståelige; teksten er ikke på noget kendt sprog, og illustrationerne (der iøvrigt er ret flotte, på sådan en illumineringsagtig måde) er uidentificerbare.

(en side fra Voynich-manuskriptet)

Og for de, der vil læse mere om den hidtidige opfattelse og tolkning af Voynich-manuskriptet, kan jeg lige lænke til Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

Nu er det således at jeg abonnerer på et par nyhedsbreve fra den klerikale verden. Især har jeg længe fulgt Fra Bartoldy, hvis – tidligere – borgerlige navn var Gabriel Michael Montserrais, indtil han blev ordensbroder i/ved det anerkendte jesuittiske Kloster-cum-Universitet Marquez do Sanchez-Jaime, i Bolivia, men på tiden Residentiel Wissenschaftler ved ordenskapitlet i Erbingen. Og sammen med notabiliteter som Curt Fromgut og Sam Chippendel, har Fra Bartoldy studeret Voynich-manuskriptet igennem de sidste tyve år – eller mere. Og dette studie har nu – endeligt – båret frugt, og vil i nær fremtid blive fremlagt i sin totalitet for Videnskabernes Selskab i London.

Billedresultat for jesuit monk
Det er Fra Bartoldy til højre, ved siden af Paven

Således er der tale om et noget omfangsrigt værk, og jeg vil ikke hér gennemgå alle enkelthederne. Så meget mindre, idet selve værkets tryk-historie næsten er af en anden verden, idet forhindringerne har været mange. Et eksempel: Fra Bartoldy skrev – oprindeligt – opsatsen på latin. Men det blev så oversat af en hvis Henri de Wollo – til dansk! – hvorefter det blev den internationalt anerkendte oversætter Gheinn Akamas’ opgave, at “tilbageoversætte” til engelsk, udelukkende med reference til Wollos “oversættelse”. Men ikke nok med det: – det første trykkeri, som forlaget Goldendell Ltd overdrog Fra Bartoldys manuskript til, brændte ned til grunden, idet en lagerforvalter – senere identificeret som den aldrende Irving Newulph – tog fejl af probat og propan.

Herefter blev det trykkeriet Nachtung Nebels opgave, hvilket firmaet klarede uden problemer. Men hele oplaget sank “til havsens bund”, som man siger, da det skulle fragtes over Kanalen, idet det var “cargo” ombord på M/S Le Jakubo, der var indregistreret på Antillerne som “The Dice”, og gik ned med mus og mænd i vinterstormen 2018.

Billedresultat for skibsforlis
M/S Jakubos forlis

Heldigvis lykkedes det, at sende en faksimile-udgave til Charles Stross, som øjeblikkeligt fik den trykt i 400.000 eksemplarer på sit eget trykkeri – “The Laundry”.

Således vil det kunne fremlægges for Videnskabernes Selskab i allernærmeste fremtid. Og det er et virkeligt gennembrud – eller det bliver det, ihvertfald. Thi Fra Bartoldy er nået frem til at Voynich-manuskriptet indeholder en væsentlig meddelelse til os alle, og den står klart og tydeligt fremført i det nyhedsbrev, jeg fik hér til morgen. Og i al sin enkelthed er budskabet:

“Programmet har udført en ulovlig handling og lukkes. OK!”





https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript