SUPERKULTUR

1. MAJ

maj
01

Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål! Jeg mener: Rød Front!”), så bunder det i både en samfundsanalyse – begået af d’herrer Engels, Marx, Lenin m.fl. – og en gedigen “Future History”.

Billedresultat for 1 maj
som sædvanlig regner det og er pissekoldt

I henhold til marxismen sér samfundsudviklingen sådan hér ud: – Ur-kommunisme, Slave-samfund, Feudalsamfund, Borgerligt samfund, Socialistisk Samfund (nej vi har ikke!) og Kommunistisk samfund. De forskellige trin er afhængige af den teknologiske udvikling – og det kan man altsammen selv læse mere om, anderswo (pas nu på ikke at kløjs i Proletariatets Diktatur og Negationens Negation – men bemærk dog at “dialektisk materialisme” har interessante “gudbørn”: – “Schumpeterian Chock” (Økonomi), Punctuated Equlibrium (Palæontologi) og Bølge/Partikel-problemet (Fysik, Kosmologi)).

“Future History” kender vi fra science fiction. Heinlein havde én, Niven har én, Asimov havde i den grad én, og Poul Anderson konstruerede også én (faktisk to – men skidt med det). Vi taler om The Polesotechnic League og The Terran Empire. Faktisk udspringer det sidste af det første – sådan er det (jvnf. ovenfor – hæhæ – selv en libertær amerikaner slipper ikke!)

Hérunder har vi lige et gruppe-portræt af den polesotekniske ligas fremskudte krejler-falanks:

Billedresultat for the polesotechnic league
Chee, Falkayn og Adzel
Det er John Schoenherr, der har malet dem

Det er egentlig ret sjovt, at Anderson griber tilbage til hanseaterne, de Lübeckske (Lybske?) købmænd, og konstruerer sin figur Nicholas Van Rijn over Christian IV i form og statur (Nej, Chr. 4-tal byggede ikke Rundetårn – det gjorde murerne og tømrerne). Men hvorfor faen Rembrandt skal blandes ind i det (det er hans efternavn), sé, det vides ikke. Men flot ser det ud!

I henhold til Anderson er det således Christian d. 4. – undskyld: Nicholas van Rijn, der gennem sin entreprenante “købmands-virksomhed”, across the universe, skaber grundlaget for det feudale “Terran Empire”.

Billedresultat for the man who counts
Vi bringer lige et billede af Christian IV
Kunstneren hedder Michal Whelan

I historierne om Den Polesotekniske Liga, er det oftest van Rijns protegé, David Falkayn, der er hovedaktør, med samt hans kompatrioter: Kattevæsenet Chee og den kentauroide drage Adzel. Og i beretningerne om det senere Terranske Imperium, hedder hovedpersonen Dominic Flandry. Man bemærker initialerne (gør man ikke?), og der ymtes da også noget om, at de to kanutter er i familie med hinanden – på sådan en seks-syv hundrede års afstand, men hva’ faen; er det Future eller det ikke Future, que’s que ce?

Men hvor Falkayn “kun” er Falkayn, i alle de historier der handler om ham (og van Rijn og alt muligt), så er Flandry en figur der udvikler sig – dvs. han bliver ældre og stiger i graderne – fra fodtusse til vice-admiral.

Vi har et ungdoms billede:

Billedresultat for ensign flandry
Det er Flandry til venstre (og han får et forhold til dullen t.h. – det er ikke Chee)
Maleristen er igen Whelan


Og evigt er han på jagt efter den “sande kærlighed” (og finder den, og mister den), samt beredt på at tilbageholde “Den Lange Nat” – Imperiets uafvendelige fald (tjek Gibbons – og nu du er igang: tjek Asimov OG Gibbons – tjek i det hele taget “Imperium”; start med Wikipedia).

Poul Anderson er i mange sammenhænge lidt oppe at køre på, at han har en skandinavisk baggrund. Det kan man se på mange af de navne han beklæder sine figurer med, og man kan navnligt se det ifht romanen “Tau Zero”, der både er en – hm – palimsest over Harry Martinssons “Aniara” samt bygger på ideen om et “skandinavisk” verdenssamfund. Dette kun nævnt fordi Harry Harrison, der faktisk har boet i Danmark (og rigtigt mange andre steder), i en historie om The Stainless Steelrat bygger handlingen op omkring en særlig planets højtideligholdelse af “Grundlovsdag”.

Billedresultat for the stainless steel rat
The Rat – jeg ved ikke hvem der har malt ham, og han har heller ikke noget med sagen at gøre.

Men altså: – i en af sine ungdomseskapader, som agent for Imperium Terra Cognita – om man må være så fri – nemlig i historien “A Message In Secret”, fra samlingen:

Relateret billede
  • er stakkels Dominic Flandry havnet på en vildt fremmed, og hidindtil glemt, planet, hvor nogle fæle efterkommere af nogle sovjet-russere kører rundt på nogle motorcykler som man skal styre med knæene.
  • Stakkels Dominic er “in dire straits”, for skulle de der fæle sovjet-kommunister nu finde ud af, at han er agent for Imperiet, så står den på borscht, gulag og nakkeskud. Så hans “objektiv” er at komme derfra – men hvordan? På en eller anden måde må han have sendt et signal ud i verdensrummet, så der kan komme en redningsflåde. Han ransager derfor sit samlede tankegods, og får lidt hjælp – (!) – af et lokalt tøsebarn, og kommer på en genial idé. Det er er nemlig snart 1. maj, og det får han så overbevist den sovjet-kommunistiske øvrighed på planeten om er noget at fejre. For det gjorde deres forfædre. Og han skal på det bestemteste nok stå for udsmykningen til denne Arbejdernes Helligdag. Ikke noget dér, kammeratnik!
  • Ergo: – to fluer med et smæk:
Billedresultat for flandry a message in secret

Og når han så er færdig med at male på alle pylonerne, over hele den ganske sovjet-russiske hovedstad på planeten, hvad står der så?

MAYDAY MAYDAY MAYDAY

Så fortsat god 1. maj, og på lørdag har JEG fødselsdag: May the fourth be with me!

Billedresultat for når jeg ser et rødt flag smælde
Når jeg ser et rødt flag smælde,
På en blank og vårfrisk dag ….

The God Delirium

apr
09

Overskriften er naturligvis en parafrase over Richard Dawkins’ “The God Delusion”, men dækker meget godt det forhold, at jeg åbenbart bliver ved med at plage mig selv med spørgsmålet om “Guds Eksistens”.

Billedresultat for Gud
As we know him

Og det leder mig ofte til, at se besynderlige dokumentarer(?) på YouTube, hvor den ene gudsfornægter battler mod den anden gudsbetroende. Eller bare den ene & derefter den anden.

Senest har jeg derfor set på – eller været vidne til – disse to:

Og denne hér:


https://www.youtube.com/watch?v=otrqzITuSqE

Og det er jo festligt, folkeligt og fornøjeligt. Og jeg plejer van at have mine undskyldninger for denne ekstravagante form for masochisme parate, nemlig med henvisning til bonmot 1&2: “Know thy Enemy”; “Keep your friends close, but your enemies closer”. Hvilket jeg mistænker for at være en underbevidst forlængelse af min begejstring for konspirationsteorier; altså at “troende” mennesker har gang i noget konspiratorisk. Det har de ikke – de har gang i noget vås&vrøvl.

Men for at det så ikke skal være løgn, så bilder jeg mig selv ind, at jeg faktisk lærer noget af lortet. Eller sagt på en anden måde: – at det tvinger mig til, at tænke koncentreret over visse fundamentale spørgsmål, med den klausul at “Gud ER smidt ud” (Hej Trille).

Jeg er – i nærmest uhyggelig grad – alvorligt smittet med “Anti-Dühring” og Carlo H. Hansen

Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(det er ikke Carlo, bare fordi det er forsiden; Carlo kommer hér:)
Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(ikke så nemt at se, det er jo helt tåget – bestil bogen på bibloteket! gak til myren og bliv viis)

(Og så selvfølgelig “Anti-Dühring:)

Billedresultat for anti dühring
(det er ikke Dührings kontrafej, men Engelsesesssesssss)

Med andre ord er jeg i filosofisk grad overbevist om, at den dialektiske materialisme formidler det rette perspektiv på – nåja – “hele lortet” (og nej! jeg skal ikke forsvare Stalin, Tito, Mao, Ceacescu, Castro, YNI, for det er ikke det, det drejer sig om).

Billedresultat for omfangslogik
(en dialektiker, der er langt ude)

Så på en laaaaaaaaaaaaaaaang tur fra Inverness til Newcastle, fik jeg anledning til at udbrede mig om, hvorfor det er nonsens, vås, vrøvl at tale om “noget” FØR Big Bang, for de der 13,4 milliarder år siden, mens min svoger førte bilen.

(Min svoger – ikke Big Bang … eller – spørg hans kone)

Nå! Down to business! “Hvorfor kan man ikke tale om noget FØR The Big Bang?” (altså: – det kan man jo bare gøre, men dersom vi tager en videnskabelig vinkel (jo, vi gør), så kan man ikke!)

“Enhver” ved jo, at tiden går langsommere, jo nærmere man kommer til lysets hastighed, eller til et Sort Huls begivenhedshorisont. Iggeåsse? Ja, men nej. Der er ikke tale om at “Tiden” går langsommere – der er tale om, at gravitationen er af en størrelsesorden, hvor ALLE processer bremses – derfor også elektronernes fisen-omkring atomkernen. Der mangler vi vel lige en konkret definition af hvad “gravitation” er, og der kan jeg bare sige: se Carlo! For enten taler vi om en udefineret “kraft”, der har noget at gøre med masse, lagt ovenpå den kosmiske spring-trampolin, eller også taler vi om et materielt bombardement af partikler (“gravitoner”), der påvirker hele molevitten fra all over the place, ligesom baggrundsstråling (3 kelvin, over det hele). Og det plager stadig the Grand Unified Theory, hvor de basale naturkræfter helst skulle kunne forenes i 1 “kraft” (hvorfor de skal det? – spørg ikke mig, men det skal de åbenbart). Men ihvertfald kan de der GUT-drenge ikke rigtigt få has på “tyngdekraftens” indplacering. Muligvis fordi de selv skrottede Æter-teorien (jo, de gjorde!)

Billedresultat for grand unified theory
GUT – up front and in person

Godt! For de der 13,4 milliarder år siden var hele Universet, “klemt” sammen i den der “mono-bloc”. Tror vi at den har været tung? Ja, monikke! Så det var ikke så meget, at tiden ikke gik – det gjorde den sikkert. Men i monoblokken skete der ikke noget … som i: – ikke noget! Ingenting! Nada! O & en skid! For det forhindrede gravitationen. Altså det forhold, at “blokken var meget lille, og blev bombarderet med gravitoner fra “hele vejen rundt”.

Man kan således sige, at der muligvis nok var en “tid” før Big Bang, men på den anden side var der ikke noget, den kunne have indflydelse på, thi det havde slået så mange knuder på sig selv at end ikke “Kluddermor” kunne hugge den gordiske knude over. Og “tid” betragtes almindeligvis som observerbare forandringsprocesser – det’ lissom definitionen, nietchewo? Ellers tjek Newton og hans termodynamiske love.

Så i Monoblokken sker der altså ikke en skid! Det vil sige: – der er god grund til at formode, at “dyret” har været rimeligt varmt. En eller anden kan muligvis oversætte 10 i 32. Kelvin til noget vi kan forstå – Celsius, f.eks., men det er jo “allerede” adskillige Planck-sekunder after the incident.

Lad os istedet sige, som geniet hér, der svarede en fremmelig knægt henne i børnehaven:

(det er ikke knægten, det er bare mig – geniet)

For så spurgte knægten, spurgte han så: ” – når nu der findes en laveste temperatur ( – 273 Kelvin, red.), findes der så en højeste temperatur?”

Kvik knægt! Jo, ja – altså: temperatur er et spørgsmål om hastigheden af bevægelser i et medium. Man kunne således forestille sig, at en hvis temperatur svarer til lysets hastighed, så hvor mange grader er lysets hastighed? Eller sagt på en anden måde: Vi har altså den hér “mono-bloc”, der er uhyre kompakt, bombarderet, som den er, af gravitoner fra allesteder. Samtidig har den en temperatur, altså en indre “egenbevægelse”, der svarer til, eller er langt over, hvad der svarer til lysets hastighed. Kan man sige, at vi taler om en trykkoger? Og hvordan kan den have en “indre egenbevægelse”, når nu “bevægelse” er defineret som forandring over tid – når tiden “ikke går”? Man kan selvfølgelig påstå, at det var “Gud”, der satte trykkogeren på blusset (og hvilede på syvendedagen, den syvsover). Men det ville så implicere, at der skulle være et univers udenom universet, og hvis man ta’r den på sig, så er det “turtles all the way down”.

Billedresultat for turtles all the way down


Et skolastisk anskuelsesbillede, hvis formål er at sige: – hold din mund og la vær med at stille spørgsmål. Men hér har vi at gøre med et – hrm – fænomen, der drejer sig om at tiden ikke kan måles (hvorfor spørgsmålet om “før” bliver absurd), samt en kompakt tilstedeværelse, der er yderst ustabil, kva dens høje temperatur og sammenpressethed. Måske kan det sammenlignes med Chernobyl eller Harrisburg gange adskillige gogolplexer i gogolplexiske potenser. Så “mono-blokken” er måske ikke så meget et kompakt “legeme”, som det er en ultra-fortættet klump plasma, hvis indre allerede har en temperatur langt over lysets hastighed, men er holdt tilbage af gravitoner. Og tiden – Tiden – får en realitet (en “dimension”), idet en fluktation i denne lava-agtige plasma giver et “sprut” fra sig – og så skaber plasma og tid og gravitoner et kosmos, et Univers.

Men vi kan selvfølgelig godt kalde min postulerede “fluktuation” for “Gud”, det er bare ikke nødvendigt. Og fordi det ikke er nødvendigt, fordi det ikke giver nogen yderligere forklaring eller indsigt, så er det måske fordi det er noget vrøvl.

Og det er der så meget der er. Måske osse dethér! Men gi det lige en overvejelse.

VOYNICH-MANUSKRIPTET TYDET

apr
01

Det er muligvis ikke alle, der er bekendt med det såkaldte “Voynich-manuskript”. I al sin komplicerede enkelthed, drejer det sig om et besynderligt værk, begået af en ukendt ophavsmand (eller -kvinde), der består af tekst og illustrationer. Begge dele – indtil nu – uforståelige; teksten er ikke på noget kendt sprog, og illustrationerne (der iøvrigt er ret flotte, på sådan en illumineringsagtig måde) er uidentificerbare.

(en side fra Voynich-manuskriptet)

Og for de, der vil læse mere om den hidtidige opfattelse og tolkning af Voynich-manuskriptet, kan jeg lige lænke til Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

Nu er det således at jeg abonnerer på et par nyhedsbreve fra den klerikale verden. Især har jeg længe fulgt Fra Bartoldy, hvis – tidligere – borgerlige navn var Gabriel Michael Montserrais, indtil han blev ordensbroder i/ved det anerkendte jesuittiske Kloster-cum-Universitet Marquez do Sanchez-Jaime, i Bolivia, men på tiden Residentiel Wissenschaftler ved ordenskapitlet i Erbingen. Og sammen med notabiliteter som Curt Fromgut og Sam Chippendel, har Fra Bartoldy studeret Voynich-manuskriptet igennem de sidste tyve år – eller mere. Og dette studie har nu – endeligt – båret frugt, og vil i nær fremtid blive fremlagt i sin totalitet for Videnskabernes Selskab i London.

Billedresultat for jesuit monk
Det er Fra Bartoldy til højre, ved siden af Paven

Således er der tale om et noget omfangsrigt værk, og jeg vil ikke hér gennemgå alle enkelthederne. Så meget mindre, idet selve værkets tryk-historie næsten er af en anden verden, idet forhindringerne har været mange. Et eksempel: Fra Bartoldy skrev – oprindeligt – opsatsen på latin. Men det blev så oversat af en hvis Henri de Wollo – til dansk! – hvorefter det blev den internationalt anerkendte oversætter Gheinn Akamas’ opgave, at “tilbageoversætte” til engelsk, udelukkende med reference til Wollos “oversættelse”. Men ikke nok med det: – det første trykkeri, som forlaget Goldendell Ltd overdrog Fra Bartoldys manuskript til, brændte ned til grunden, idet en lagerforvalter – senere identificeret som den aldrende Irving Newulph – tog fejl af probat og propan.

Herefter blev det trykkeriet Nachtung Nebels opgave, hvilket firmaet klarede uden problemer. Men hele oplaget sank “til havsens bund”, som man siger, da det skulle fragtes over Kanalen, idet det var “cargo” ombord på M/S Le Jakubo, der var indregistreret på Antillerne som “The Dice”, og gik ned med mus og mænd i vinterstormen 2018.

Billedresultat for skibsforlis
M/S Jakubos forlis

Heldigvis lykkedes det, at sende en faksimile-udgave til Charles Stross, som øjeblikkeligt fik den trykt i 400.000 eksemplarer på sit eget trykkeri – “The Laundry”.

Således vil det kunne fremlægges for Videnskabernes Selskab i allernærmeste fremtid. Og det er et virkeligt gennembrud – eller det bliver det, ihvertfald. Thi Fra Bartoldy er nået frem til at Voynich-manuskriptet indeholder en væsentlig meddelelse til os alle, og den står klart og tydeligt fremført i det nyhedsbrev, jeg fik hér til morgen. Og i al sin enkelthed er budskabet:

“Programmet har udført en ulovlig handling og lukkes. OK!”





https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

CTHULHU-LAND OG HINSIDES

mar
27
Billedresultat for h r giger island of death


Foranlediget af Simons ord og indlæg om “Show – don’t tell”, får jeg lyst til at “telle” lidt om noget Cthulhu-mytopoetisk (for så vidt som, at jeg ikke tror Lovecraft nogensinde talte/skrev om en egentlig “mythos” – det er collateral damage; eller ihvertfald noget der er kommet til, eftersom andre og flere har haft grabberne i gøgemøget).

Se! (sagde lektoren, og knaldede pegepinden i katederet) Har man læst længere end bare mandens fiktion, eller ovenikøbet givet sig i kast med Lin Carters oversigter, eller S.T Joshis indsigter, så vil man vide at Lovecraft selv inddeler sit forfatterskab i (ihvertfald) 3 epoker/perioder: Den “poeske”, den “dunsaniske” og hans egen. Og god tid kan gå med at skændes om, hvorvidt den ene eller anden historie falder i, eller falder ud af, den ene eller anden kategori. For, som en kommentator – et sted på nettet – udtrykker det, hvorfor bliver “The King In Yellow” aldrig taget frem i det lovecraftiske lys?




Til hvilket der er at sige: – at det gør den sådan set også, idet “The King In Yellow” foregår i det fiktive “Carcosa” – et land, eller ihvertfald en lokalitet, som Ambrose Bierce opfandt til sin “An Inhabitant of Carcosa”. Og Lovecraft anfører – sammen med de øvrige – at han også har haft en “Bierce”-periode. Så ikke noget dér!

Prøv iøvrigt lige, at sammenligne ovenstående billede med dennehér:

Billedresultat for great Cthulhu

Og tag også lige den hér:

Billedresultat for goya the giant

Så ved vi lissom hvor vi er 🙂

I “fantasy” har lokaliteter ret meget, at skulle have sagt (tænk bare på alle de der kort over Midgård, Narnia, Gor, Barsoom, Earthsea mv.). Men det er ret sjovt, at nogle af disse lokaliteter også bliver “indoptaget” eller “lånt” af andre – i andre “subgenrer”. Således har “Carcosa” fået rennaissance i Phil J. Farmers “Khorkarsa”-serie (startende med “Hadon of Ancient Opar”). Og Lovecrafts eget “Plateau of Leng” har ihvertfald to efterkommere. Den ene er det beboelige område på planeten/destinationen “Plateau” i Larry Nivens “Known Universe”-serie (A Gift From Earth), hvor det sinistre ikke er selve plateauet, men alt det der ligger under denne “bjergtop” ( og helt uskyldigt vil jeg lige linke til min artikel over hos Martin på Fra Sortsand:
https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/ ). Den anden er et plateau, i Robert Silverbergs “Downward To The Earth”, hvor der åbenbart sker “ting&sager”. Det hverken sjoves eller tælles hvad 🙂

Og sådan er det bare – tjullahop 🙂

Bøger til (LEGO) folket!

mar
21

Dælem-sørme om der ikke blev plads til en lille boghandel i Bakersville! Jeg tænkte, at denne nok for alvor var noget for folk i superkulturen!

Bynavn!

mar
14

Så blev det endelig tiden hvor byen fik sit navn! Tak for alle de gode forslag fra folk her på superkultur 🙂 Folket har talt og resultatet findes i videoen!

Er du til kaffe?

mar
04

En by tager form – én bygning af gangen!

Snestorm i rummet!

feb
25

Mere is i rummet tak! Vanille!

Stem nu!

feb
18

Så kan i stemme på jeres favoritnavn til LEGO byen! Vote now!

Simon Aakjærs kamp mod den evindelige entropi

feb
15

Der er mange science fiction noveller. Jeg er normalt ikke den store novelle fan, nok mest fordi jeg gerne vil have lange komplekse historier. På den anden side er der ting, som novellen kan, være kort, præcis og ligesom en god joke, have en fin og lækker punchline.

The last question was asked for the first time, half in jest, on May 21, 2061, at a time when humanity first stepped into the light. The question came about as a result of a five dollar bet over highballs, and it happened this way.

Det fine citat er fra The Last Question, og den kan man jo altid lige få lyst til at læse. Og hvis man ikke har den på sig, så kan man finde den her. https://www.multivax.com/last_question.html

The Last Question er ikke blot min yndlingsnovelle, det var også den der lærte mig ordet entropi. Det er vigtigt i den her sammenhæng, for der er noget der tyder på, at i mit hjem, der er entropien for evigt voksende. Omkring mit opstår rod og uorden tilsyneladende spontant.

Der er kun en ting at gøre. Rydde op, gøre rent og vaske op. Men den slags er hårdt. Meget nemmere at filosofere lidt over entropi og science fiction noveller online… eller endnu bedre: se tv-programmer om folk der ryder op! Tak Marie Kondo, for at give mig fornemmelsen af at rydde op, mems jeg driver den af på sofaen.