SUPERKULTUR

I disse dage

jul
19
Kelly Freas - We still have a choice

Verdens totale tilstand taget i betragtning (og ikke en lyd om klima-forandringer), er det rimeligt at påstå, at en majoritet af Jordens befolkning ikke har den ringeste anelse om den hype og huldijæh, der disse dage kommer NASAs Apollo-program til del. Tænk engang! I de næste fire-fem dage er det 50 år siden, at “vi” første gang satte “fod” på Månen (hallelujah og hosianna i det høje). Og fejres den, som fejres bør – ikke noget dér!

Ærindet hér er dog et andet. Se nøje på ovenstående “poster”, “cover” “værk – you name it. “We (still) have a choice?” – en hyldest/promotion-plakat begået af Frank Kelly Freas, som burde være en bekendtskabshed i nærværende eksklusive forum – ellers er han uhyre nem at komme rundt om pr. en hurtig gukling. Sværere er det at komme i kontakt med ham – han døde nemlig i 2005, efter en lang karriere som blødformatsbogudgivelsesforsidekunstner – eller på dansk: paperback cover artist – til en allerhel – hul… – ret mange bøger. Og ganske suggestive, muligvis sublime, endda, forsiderne, og med en sjældent set tæft for (rent faktisk) at illustrere et eller andet, der dog havde et eller andet at gøre med indholdet af den samling dødtræ pågældende omslag omsluttede. Ikke noget dér! Og på det felt kunne han godt ligne Darrell K. Sweet (han er så også død, så ham kan man heler ikke spørge om noget).

Men så lavede Freas altså også ovenstående “værk”. Og der må jeg bare sige: – jeg forstår det ikke! Jeg forstår ikke “titlen”; jeg forstår ikke udtrykket; jeg forstår ikke meningen!

Lad os tage min ufattelige (!) uvidenhed fra en ende af. “We (still) have a choice?” Jeg er simpelthen så lykkeligt udstyret, at jeg er i besiddelse af en “Individuel Kompetance Vurdering”, der bringer mit oprindeligt sølle 9-tal i engelsk helt op på et 11-tal (13-skalaen), så det er med en hvis akademisk pondus jeg tør påstå, at den titel kan oversættes til: “Vi har (stadig) et valg?”

?-tegnet indikerer et spørgsmål. Om hvad, kunne man spørge. Hvad er spørgsmålet? Har vi et valg? Eller stilles der spørgsmål til “om” vi har et valg? Og hvad er det vi skal vælge? Rumraketter eller vasketøj? Og hvad menes der med “stadig”? Er det nærmere: “Har vi (stadig) et valg?” Hvilket udsagnet så ikke bliver mere klart af, for: – mellem hvad? Hvori består valget? Og hvorfor er det et spørgsmål om vi har et? Hvad truer denne valg-situation – og er den truet?

Det står til troende, at Freas var en storstor tilhænger af alt NASA. Ellers ville han næppe have lavet nedenstående “værker” (de er flotte; det er de sgu):

Billedresultat for frank kelly freas skylab
Billedresultat for frank kelly freas nasa
Relateret billede

Så der er derfor grund til at tro, at også den dér “We (still) …” er “pro-NASA”, “pro-Apollo”, “pro-rumprogram”. Meget “pro” altsammen. Og det er da også en yderst protent Jupiter V-raket, han har som lodret kompositions-element i billedets mellemgrund (protensen har så åbenbart brug for et støttebind i form af et forbindelsestårn, men lad os nu ikke forfalde til profaniteter). For hvad med de der klude på tørresnorene?

Farven undrer mig. Altså: – de er jo tisgule allesammen; de ligner noget John Clane har haft på for længe, indtil han pludselig, ret umotiveret, får en ren, mens han prøver at dø hårdt første gang. Og idet man jo er researcher, har man (jo) lige kigget lidt på, hvad der egentlig menes med et gult flag (det ku jo være flag, ikk’sandt?). Hvilket, i al korthed, beløber sig til “karantæne”, “sidste advarsel”, “fare forude”, “sæt farten ned”, “voldsom ulykke”. Som rejser et spørgsmål, som min IKV-enhanced translatør-evne ikke kan hjælpe mig med, om der muligvis findes en særlig amerikansk vending, bon-mot, idiom, hvor “flagging yellow” betyder “vise sig som en kujon!” I så tilfælde er meldingen på plakaten: – Vi kan vælge at være kujoner, eller vi kan tage til Månen, igen – skabe et interplanetarisk liv – støtte op om (som det hedder) Apollo-programmet ( med andre ord: glem vasketøjet – tag til de ydre planeter).

“Læsningen” af plakaten kunne også være en anden, og jeg er ret sikker på, at den ikke har noget at gøre med Freas’ intention. Here goes: Vasketøjet repræsenterer den store og omsiggribende fattigdom, som prestige-projekter som Apollo-missionen(erne) muligvis ikke støtter, men heller ikke afhjælper. Og hér kommer så en kæk og kornfed Kelly ind og siger: – vil du ha fattigdom eller vil du ha stjernerne? Du har (stadig) et valg!

Men er Månen, Planeterne, Stjernerne en løsning på fattigdommen? På elendigheden? Vi ved det ikke. Men måske følgende lige kan få os ned fra jublen over, at en eller anden gik rundt på Månen i en tyve minutters tid for 50 år siden:

A rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face and arms began to swell. 
(and Whitey’s on the moon)I can’t pay no doctor bill. 
(but Whitey’s on the moon) 
Ten years from now I’ll be payin’ still. 
(while Whitey’s on the moon)The man jus’ upped my rent las’ night. 
(’cause Whitey’s on the moon) 
No hot water, no toilets, no lights. 
(but Whitey’s on the moon)I wonder why he’s uppi’ me? 
(’cause Whitey’s on the moon?) 
I was already payin’ ‘im fifty a week. 
(with Whitey on the moon) 
Taxes takin’ my whole damn check, 
Junkies makin’ me a nervous wreck, 
The price of food is goin’ up, 
An’ as if all that shit wasn’t enoughA rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face an’ arm began to swell. 
(but Whitey’s on the moon)Was all that money I made las’ year 
(for Whitey on the moon?) 
How come there ain’t no money here? 
(Hm! Whitey’s on the moon) 
Y’know I jus’ ’bout had my fill 
(of Whitey on the moon) 
I think I’ll sen’ these doctor bills, 
Airmail special 
(to Whitey on the moon)

(Gil Scott-Heron)

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Midsommerens lovmæssigheder

jun
22

Nu er det jo Midsommer (ikke “Midsomer” – det er noget andet), og lad os i den forbindelse kigge lidt på, hvordan det KUNNE være, hvis sommernatens kogleri, Bloksbjergs fejekosttransporterede sæsonturister, eller Hans Majestæt Fanden, læste – ikke Biblen – men derimod andre “hellige skrifter”. Og der tænkes hér på et antal “love”, som vi – man – nogen – jeg (det er tid til bekendelser), til tider garnerer sine/deres/mine/vores uforbeholdne argumenter med, som lånte påfuglefjer – eller kosteskafter.

Billedresultat for Bloksbjerg
E:T in disguise, iført GPS, mobilephone og tinfoilhat, cloak and broom (ikke cloak and dagger – heller ikke Black&Decker) – det sidste er først når kosteskaftet skal saves over. Og i det tilfælde vil jeg allivel anbefale en Makita kaninpik, 4 amp/1.8V, medmindre det skal være noget lokalt ifht destinationen, og der er der jo altid:
https://www.youtube.com/watch?v=7gRQAZ93ihY

Men, tilbage til emnet (hvilket?). Vi (hvem?) prøver jo hér (hvor?), så at sige at “løfte sløret” (blot ét – ikke alle syv, hverken slør eller segl – eller fünfzig kanonen) for den underliggende (a)symmetri, der ligger – ja – under visse “lovmæssigheder” a-la-både-mode-&-godtkøbskram, thi: “enhver ved jo ….”. Med andre ord, at se bagsiden af troldspejlets knuste og facetslebne splinter (eller sådan noget).

Lad os se på sagen (hvorfor? Fordi! Spis dine cornflæsk og ti så stille!).

Eisners lov:

Billedresultat for Will Eisner
Will Eisner i David Levines streg

“DET ENESTE SIKRE I DENNE VERDEN ER DØDEN OG BEDEMANDENS SALÆR”

Næste “levende” billede: Clarkes Lov!

Billedresultat for Arthur C Clarke
Arthur C. Clarke. Jaja, meget ikonisk, men derfor genkendelig. (Q: “Are you gay, Mr. Clarke?” A: “No, just mildly happy!”

“Enhver tilstrækkelig udviklet teknologi, vil ikke være til at skelne fra tommoidmodale klabauterkonvekturer”

Dernæst:

Billedresultat for david niven

Sludder! Dernæst: Nivens Lov

Billedresultat for larry niven
Ohe, so cutie, Laurence van Cott Niven; hvem tør ikke købe en brugt Ringworld af denne mand?

“There ain’t no justice – TANJ” men den har Larry-boy hugget fra en endnu større kryptofascist (hvad????), nemlig ham hér:

Billedresultat for robert heinlein
Robert Anson Heinlein

Og mens der ikke er meget sjov ved “TANJ”, så er det iverfall sjovt med:

“TANSTAAFL: there ain’t no such thing as a stående taffel”

Men vi (hvem?) fortaber os (hvem??) i petitesser (hvilke?).

Lad os gå til de mere hårde makreller, der hvor madrassen rigtigt strammer og bliver vedkommende, i alle dens krav om midsommerligt natteroderi og både halv- og uhørte sandheder (for hvad er sandhed, andet end noget nogen har sagt … det er DDR? Hvor Bloksbjerg lå – da det var det var … eller noget). Nevermind, som franskmanden siger:

Billedresultat for isaac asimov
Isaac Asimov – Den Gode Doktor (ikke Den Gode Læge, det er en bog af Carl Madsen – “Madsen”, ikke “Sagan”, prøv nu lige at være fokuseret et øjeblik. Det er jo ikke noget vi gør for sjov, det hér, vel? Det er jo ikke TARDIS, hvabbehar?)

ROBOTIKKENS 3 LOVE:

Første Lov: LAD VÆRE MED DET

Anden Lov: LAD GÅ, MEDMINDRE DET STRIDER MOD 1. LOV

Tredje Lov: HVA FAEN, GI DEN GAS, MEDMINDRE DET STRIDER MOD 1. ELLER 2. LOV

Ja! Ja, man lærer hele tiden noget nyt! Lad os fortsætte.

Newtons Love:

Relateret billede
Sir Isaac Newton – opkaldt efter sin far, Sir Isaac Newton, men har iøvrigt intet at gøre med “The Wold-Newton Family”. Eller: man kan sgu aldrig rigtigt vide …. spørg Kilgore Trout!

TERMODYNAMMIKENS TRE LOVE:

Første Lov: WHAT GOES UP, MUST COME DOWN

Anden Lov: THE HARDER THEY COME, THE HARDER THEY FALL

Tredje Lov: WHAT GOES AROUND, COMES AROUND

“Så-længe jeg-lever/ så længe vil jeg elske … ,” og vi slukker for musikken, og stiller om til programmet. (men jeg fatter alligevel ikke, hvorfor det er “lever”, der synges om; kærlighedssange har ellers altid noget med “hjerte” at gøre)

Parkinsons Lov:

Ræv bag øret? Eller er det bare tidens herrefrisuremode?
Cyril Northcoyote Parkinson

“ETHVERT ARBEJDE UDFYLDER AL DEN TID DER GÅR, INDTIL CHEFEN BLIR SUR”

Sturgeons Lov:

Relateret billede
Edward Hamilton Waldo (men det er nu ikke ham, der har lagt navn til de der armforlængere – den betegnelse udspringer af ovennævnte kryptofascists “Waldo Inc.”). Næhe, ham hér, Edward, hér, han er mere i familie med Kilgore Trout, der optræder under pseudonymet P.J. Farmer i visse af Kurt Vonneguts romaner.

“90 procent af SF er noget lort. På den anden side er 90 procent af hvad som helst noget lort”

Og bruger vi den lov på sig selv, så at sige, og trækker 90% fra, så står vi tilbage med … – hm!

Ja, nåmmen, i denne forbindelse tænker Edward – Theodor – altså ikke på Socialistisk Folkeparti (omend, man kunne… – men lad nu det ligge, som TV-degnen siger, ikk’ os’ da!)

Upåvirkede – og upåvirkelige (men dog virkelige) – af det foregående, går vi videre – langt videre! Urimeligt langt mere, – videre, – dybere, Into The Out Of:

Edward Aloysius Murphy Jr.

“Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt” (Murphrys Lov)

Og den er det nok værd, at lægge sig på sinde! Husk altid på, at “ALT HVAD DER KAN GÅ GALT, VIL GÅ GLAT!”

Således rustede kan vi alle, med sindsro, begive os ud i sommernattens krejleri, give 25 kroner for en rødhud fra det lune akvarium og en rund halvtredser for en fladbamse, mens vi bevidner hvorledes det alligevel lykkes beskænkede “bålansvarlige”, med lidt for mange dunke petroleum til rådighed, at få sat ild på sankte hans bålet, uden at dette involverer en akut visit på nærmeste brandsårsafdeling og et polititilhold vedr. usømmelig omgang med ældre personer af kvindeligt køn. Så god midsommer:

Ja, heksen er jo gået ud og vaske op, ikke! Hellere ha ild i røven, end opdage at lokummet brænder. “Sankte Hans, Sankte Hans; vii ve fræd hær te lanns ….”

Der findes dog én lovmæssighed mere, som sikkert vil være udfordrende i restaurationssammenhæng, dersom man betænker Michelinstjerner ind i konceptet.

Min naturlige tilbageholdenhed, beskedenhed og finfølelse forhindrer mig i, umiddelbart, at kolportere indholdet af nævnte lovmæssighed. end for de faste i såvel kødet som ånden. Adspurgt oplyser jeg dog gerne, hvad indholdet af menuen er, når det er således, at: “PÅ DE FINE RESTAURANTER FÅR MAN TRE RETTER MAD”.

1. MAJ

maj
01

Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål! Jeg mener: Rød Front!”), så bunder det i både en samfundsanalyse – begået af d’herrer Engels, Marx, Lenin m.fl. – og en gedigen “Future History”.

Billedresultat for 1 maj
som sædvanlig regner det og er pissekoldt

I henhold til marxismen sér samfundsudviklingen sådan hér ud: – Ur-kommunisme, Slave-samfund, Feudalsamfund, Borgerligt samfund, Socialistisk Samfund (nej vi har ikke!) og Kommunistisk samfund. De forskellige trin er afhængige af den teknologiske udvikling – og det kan man altsammen selv læse mere om, anderswo (pas nu på ikke at kløjs i Proletariatets Diktatur og Negationens Negation – men bemærk dog at “dialektisk materialisme” har interessante “gudbørn”: – “Schumpeterian Chock” (Økonomi), Punctuated Equlibrium (Palæontologi) og Bølge/Partikel-problemet (Fysik, Kosmologi)).

“Future History” kender vi fra science fiction. Heinlein havde én, Niven har én, Asimov havde i den grad én, og Poul Anderson konstruerede også én (faktisk to – men skidt med det). Vi taler om The Polesotechnic League og The Terran Empire. Faktisk udspringer det sidste af det første – sådan er det (jvnf. ovenfor – hæhæ – selv en libertær amerikaner slipper ikke!)

Hérunder har vi lige et gruppe-portræt af den polesotekniske ligas fremskudte krejler-falanks:

Billedresultat for the polesotechnic league
Chee, Falkayn og Adzel
Det er John Schoenherr, der har malet dem

Det er egentlig ret sjovt, at Anderson griber tilbage til hanseaterne, de Lübeckske (Lybske?) købmænd, og konstruerer sin figur Nicholas Van Rijn over Christian IV i form og statur (Nej, Chr. 4-tal byggede ikke Rundetårn – det gjorde murerne og tømrerne). Men hvorfor faen Rembrandt skal blandes ind i det (det er hans efternavn), sé, det vides ikke. Men flot ser det ud!

I henhold til Anderson er det således Christian d. 4. – undskyld: Nicholas van Rijn, der gennem sin entreprenante “købmands-virksomhed”, across the universe, skaber grundlaget for det feudale “Terran Empire”.

Billedresultat for the man who counts
Vi bringer lige et billede af Christian IV
Kunstneren hedder Michal Whelan

I historierne om Den Polesotekniske Liga, er det oftest van Rijns protegé, David Falkayn, der er hovedaktør, med samt hans kompatrioter: Kattevæsenet Chee og den kentauroide drage Adzel. Og i beretningerne om det senere Terranske Imperium, hedder hovedpersonen Dominic Flandry. Man bemærker initialerne (gør man ikke?), og der ymtes da også noget om, at de to kanutter er i familie med hinanden – på sådan en seks-syv hundrede års afstand, men hva’ faen; er det Future eller det ikke Future, que’s que ce?

Men hvor Falkayn “kun” er Falkayn, i alle de historier der handler om ham (og van Rijn og alt muligt), så er Flandry en figur der udvikler sig – dvs. han bliver ældre og stiger i graderne – fra fodtusse til vice-admiral.

Vi har et ungdoms billede:

Billedresultat for ensign flandry
Det er Flandry til venstre (og han får et forhold til dullen t.h. – det er ikke Chee)
Maleristen er igen Whelan


Og evigt er han på jagt efter den “sande kærlighed” (og finder den, og mister den), samt beredt på at tilbageholde “Den Lange Nat” – Imperiets uafvendelige fald (tjek Gibbons – og nu du er igang: tjek Asimov OG Gibbons – tjek i det hele taget “Imperium”; start med Wikipedia).

Poul Anderson er i mange sammenhænge lidt oppe at køre på, at han har en skandinavisk baggrund. Det kan man se på mange af de navne han beklæder sine figurer med, og man kan navnligt se det ifht romanen “Tau Zero”, der både er en – hm – palimsest over Harry Martinssons “Aniara” samt bygger på ideen om et “skandinavisk” verdenssamfund. Dette kun nævnt fordi Harry Harrison, der faktisk har boet i Danmark (og rigtigt mange andre steder), i en historie om The Stainless Steelrat bygger handlingen op omkring en særlig planets højtideligholdelse af “Grundlovsdag”.

Billedresultat for the stainless steel rat
The Rat – jeg ved ikke hvem der har malt ham, og han har heller ikke noget med sagen at gøre.

Men altså: – i en af sine ungdomseskapader, som agent for Imperium Terra Cognita – om man må være så fri – nemlig i historien “A Message In Secret”, fra samlingen:

Relateret billede
  • er stakkels Dominic Flandry havnet på en vildt fremmed, og hidindtil glemt, planet, hvor nogle fæle efterkommere af nogle sovjet-russere kører rundt på nogle motorcykler som man skal styre med knæene.
  • Stakkels Dominic er “in dire straits”, for skulle de der fæle sovjet-kommunister nu finde ud af, at han er agent for Imperiet, så står den på borscht, gulag og nakkeskud. Så hans “objektiv” er at komme derfra – men hvordan? På en eller anden måde må han have sendt et signal ud i verdensrummet, så der kan komme en redningsflåde. Han ransager derfor sit samlede tankegods, og får lidt hjælp – (!) – af et lokalt tøsebarn, og kommer på en genial idé. Det er er nemlig snart 1. maj, og det får han så overbevist den sovjet-kommunistiske øvrighed på planeten om er noget at fejre. For det gjorde deres forfædre. Og han skal på det bestemteste nok stå for udsmykningen til denne Arbejdernes Helligdag. Ikke noget dér, kammeratnik!
  • Ergo: – to fluer med et smæk:
Billedresultat for flandry a message in secret

Og når han så er færdig med at male på alle pylonerne, over hele den ganske sovjet-russiske hovedstad på planeten, hvad står der så?

MAYDAY MAYDAY MAYDAY

Så fortsat god 1. maj, og på lørdag har JEG fødselsdag: May the fourth be with me!

Billedresultat for når jeg ser et rødt flag smælde
Når jeg ser et rødt flag smælde,
På en blank og vårfrisk dag ….

The God Delirium

apr
09

Overskriften er naturligvis en parafrase over Richard Dawkins’ “The God Delusion”, men dækker meget godt det forhold, at jeg åbenbart bliver ved med at plage mig selv med spørgsmålet om “Guds Eksistens”.

Billedresultat for Gud
As we know him

Og det leder mig ofte til, at se besynderlige dokumentarer(?) på YouTube, hvor den ene gudsfornægter battler mod den anden gudsbetroende. Eller bare den ene & derefter den anden.

Senest har jeg derfor set på – eller været vidne til – disse to:

Og denne hér:


https://www.youtube.com/watch?v=otrqzITuSqE

Og det er jo festligt, folkeligt og fornøjeligt. Og jeg plejer van at have mine undskyldninger for denne ekstravagante form for masochisme parate, nemlig med henvisning til bonmot 1&2: “Know thy Enemy”; “Keep your friends close, but your enemies closer”. Hvilket jeg mistænker for at være en underbevidst forlængelse af min begejstring for konspirationsteorier; altså at “troende” mennesker har gang i noget konspiratorisk. Det har de ikke – de har gang i noget vås&vrøvl.

Men for at det så ikke skal være løgn, så bilder jeg mig selv ind, at jeg faktisk lærer noget af lortet. Eller sagt på en anden måde: – at det tvinger mig til, at tænke koncentreret over visse fundamentale spørgsmål, med den klausul at “Gud ER smidt ud” (Hej Trille).

Jeg er – i nærmest uhyggelig grad – alvorligt smittet med “Anti-Dühring” og Carlo H. Hansen

Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(det er ikke Carlo, bare fordi det er forsiden; Carlo kommer hér:)
Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(ikke så nemt at se, det er jo helt tåget – bestil bogen på bibloteket! gak til myren og bliv viis)

(Og så selvfølgelig “Anti-Dühring:)

Billedresultat for anti dühring
(det er ikke Dührings kontrafej, men Engelsesesssesssss)

Med andre ord er jeg i filosofisk grad overbevist om, at den dialektiske materialisme formidler det rette perspektiv på – nåja – “hele lortet” (og nej! jeg skal ikke forsvare Stalin, Tito, Mao, Ceacescu, Castro, YNI, for det er ikke det, det drejer sig om).

Billedresultat for omfangslogik
(en dialektiker, der er langt ude)

Så på en laaaaaaaaaaaaaaaang tur fra Inverness til Newcastle, fik jeg anledning til at udbrede mig om, hvorfor det er nonsens, vås, vrøvl at tale om “noget” FØR Big Bang, for de der 13,4 milliarder år siden, mens min svoger førte bilen.

(Min svoger – ikke Big Bang … eller – spørg hans kone)

Nå! Down to business! “Hvorfor kan man ikke tale om noget FØR The Big Bang?” (altså: – det kan man jo bare gøre, men dersom vi tager en videnskabelig vinkel (jo, vi gør), så kan man ikke!)

“Enhver” ved jo, at tiden går langsommere, jo nærmere man kommer til lysets hastighed, eller til et Sort Huls begivenhedshorisont. Iggeåsse? Ja, men nej. Der er ikke tale om at “Tiden” går langsommere – der er tale om, at gravitationen er af en størrelsesorden, hvor ALLE processer bremses – derfor også elektronernes fisen-omkring atomkernen. Der mangler vi vel lige en konkret definition af hvad “gravitation” er, og der kan jeg bare sige: se Carlo! For enten taler vi om en udefineret “kraft”, der har noget at gøre med masse, lagt ovenpå den kosmiske spring-trampolin, eller også taler vi om et materielt bombardement af partikler (“gravitoner”), der påvirker hele molevitten fra all over the place, ligesom baggrundsstråling (3 kelvin, over det hele). Og det plager stadig the Grand Unified Theory, hvor de basale naturkræfter helst skulle kunne forenes i 1 “kraft” (hvorfor de skal det? – spørg ikke mig, men det skal de åbenbart). Men ihvertfald kan de der GUT-drenge ikke rigtigt få has på “tyngdekraftens” indplacering. Muligvis fordi de selv skrottede Æter-teorien (jo, de gjorde!)

Billedresultat for grand unified theory
GUT – up front and in person

Godt! For de der 13,4 milliarder år siden var hele Universet, “klemt” sammen i den der “mono-bloc”. Tror vi at den har været tung? Ja, monikke! Så det var ikke så meget, at tiden ikke gik – det gjorde den sikkert. Men i monoblokken skete der ikke noget … som i: – ikke noget! Ingenting! Nada! O & en skid! For det forhindrede gravitationen. Altså det forhold, at “blokken var meget lille, og blev bombarderet med gravitoner fra “hele vejen rundt”.

Man kan således sige, at der muligvis nok var en “tid” før Big Bang, men på den anden side var der ikke noget, den kunne have indflydelse på, thi det havde slået så mange knuder på sig selv at end ikke “Kluddermor” kunne hugge den gordiske knude over. Og “tid” betragtes almindeligvis som observerbare forandringsprocesser – det’ lissom definitionen, nietchewo? Ellers tjek Newton og hans termodynamiske love.

Så i Monoblokken sker der altså ikke en skid! Det vil sige: – der er god grund til at formode, at “dyret” har været rimeligt varmt. En eller anden kan muligvis oversætte 10 i 32. Kelvin til noget vi kan forstå – Celsius, f.eks., men det er jo “allerede” adskillige Planck-sekunder after the incident.

Lad os istedet sige, som geniet hér, der svarede en fremmelig knægt henne i børnehaven:

(det er ikke knægten, det er bare mig – geniet)

For så spurgte knægten, spurgte han så: ” – når nu der findes en laveste temperatur ( – 273 Kelvin, red.), findes der så en højeste temperatur?”

Kvik knægt! Jo, ja – altså: temperatur er et spørgsmål om hastigheden af bevægelser i et medium. Man kunne således forestille sig, at en hvis temperatur svarer til lysets hastighed, så hvor mange grader er lysets hastighed? Eller sagt på en anden måde: Vi har altså den hér “mono-bloc”, der er uhyre kompakt, bombarderet, som den er, af gravitoner fra allesteder. Samtidig har den en temperatur, altså en indre “egenbevægelse”, der svarer til, eller er langt over, hvad der svarer til lysets hastighed. Kan man sige, at vi taler om en trykkoger? Og hvordan kan den have en “indre egenbevægelse”, når nu “bevægelse” er defineret som forandring over tid – når tiden “ikke går”? Man kan selvfølgelig påstå, at det var “Gud”, der satte trykkogeren på blusset (og hvilede på syvendedagen, den syvsover). Men det ville så implicere, at der skulle være et univers udenom universet, og hvis man ta’r den på sig, så er det “turtles all the way down”.

Billedresultat for turtles all the way down


Et skolastisk anskuelsesbillede, hvis formål er at sige: – hold din mund og la vær med at stille spørgsmål. Men hér har vi at gøre med et – hrm – fænomen, der drejer sig om at tiden ikke kan måles (hvorfor spørgsmålet om “før” bliver absurd), samt en kompakt tilstedeværelse, der er yderst ustabil, kva dens høje temperatur og sammenpressethed. Måske kan det sammenlignes med Chernobyl eller Harrisburg gange adskillige gogolplexer i gogolplexiske potenser. Så “mono-blokken” er måske ikke så meget et kompakt “legeme”, som det er en ultra-fortættet klump plasma, hvis indre allerede har en temperatur langt over lysets hastighed, men er holdt tilbage af gravitoner. Og tiden – Tiden – får en realitet (en “dimension”), idet en fluktation i denne lava-agtige plasma giver et “sprut” fra sig – og så skaber plasma og tid og gravitoner et kosmos, et Univers.

Men vi kan selvfølgelig godt kalde min postulerede “fluktuation” for “Gud”, det er bare ikke nødvendigt. Og fordi det ikke er nødvendigt, fordi det ikke giver nogen yderligere forklaring eller indsigt, så er det måske fordi det er noget vrøvl.

Og det er der så meget der er. Måske osse dethér! Men gi det lige en overvejelse.

VOYNICH-MANUSKRIPTET TYDET

apr
01

Det er muligvis ikke alle, der er bekendt med det såkaldte “Voynich-manuskript”. I al sin komplicerede enkelthed, drejer det sig om et besynderligt værk, begået af en ukendt ophavsmand (eller -kvinde), der består af tekst og illustrationer. Begge dele – indtil nu – uforståelige; teksten er ikke på noget kendt sprog, og illustrationerne (der iøvrigt er ret flotte, på sådan en illumineringsagtig måde) er uidentificerbare.

(en side fra Voynich-manuskriptet)

Og for de, der vil læse mere om den hidtidige opfattelse og tolkning af Voynich-manuskriptet, kan jeg lige lænke til Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

Nu er det således at jeg abonnerer på et par nyhedsbreve fra den klerikale verden. Især har jeg længe fulgt Fra Bartoldy, hvis – tidligere – borgerlige navn var Gabriel Michael Montserrais, indtil han blev ordensbroder i/ved det anerkendte jesuittiske Kloster-cum-Universitet Marquez do Sanchez-Jaime, i Bolivia, men på tiden Residentiel Wissenschaftler ved ordenskapitlet i Erbingen. Og sammen med notabiliteter som Curt Fromgut og Sam Chippendel, har Fra Bartoldy studeret Voynich-manuskriptet igennem de sidste tyve år – eller mere. Og dette studie har nu – endeligt – båret frugt, og vil i nær fremtid blive fremlagt i sin totalitet for Videnskabernes Selskab i London.

Billedresultat for jesuit monk
Det er Fra Bartoldy til højre, ved siden af Paven

Således er der tale om et noget omfangsrigt værk, og jeg vil ikke hér gennemgå alle enkelthederne. Så meget mindre, idet selve værkets tryk-historie næsten er af en anden verden, idet forhindringerne har været mange. Et eksempel: Fra Bartoldy skrev – oprindeligt – opsatsen på latin. Men det blev så oversat af en hvis Henri de Wollo – til dansk! – hvorefter det blev den internationalt anerkendte oversætter Gheinn Akamas’ opgave, at “tilbageoversætte” til engelsk, udelukkende med reference til Wollos “oversættelse”. Men ikke nok med det: – det første trykkeri, som forlaget Goldendell Ltd overdrog Fra Bartoldys manuskript til, brændte ned til grunden, idet en lagerforvalter – senere identificeret som den aldrende Irving Newulph – tog fejl af probat og propan.

Herefter blev det trykkeriet Nachtung Nebels opgave, hvilket firmaet klarede uden problemer. Men hele oplaget sank “til havsens bund”, som man siger, da det skulle fragtes over Kanalen, idet det var “cargo” ombord på M/S Le Jakubo, der var indregistreret på Antillerne som “The Dice”, og gik ned med mus og mænd i vinterstormen 2018.

Billedresultat for skibsforlis
M/S Jakubos forlis

Heldigvis lykkedes det, at sende en faksimile-udgave til Charles Stross, som øjeblikkeligt fik den trykt i 400.000 eksemplarer på sit eget trykkeri – “The Laundry”.

Således vil det kunne fremlægges for Videnskabernes Selskab i allernærmeste fremtid. Og det er et virkeligt gennembrud – eller det bliver det, ihvertfald. Thi Fra Bartoldy er nået frem til at Voynich-manuskriptet indeholder en væsentlig meddelelse til os alle, og den står klart og tydeligt fremført i det nyhedsbrev, jeg fik hér til morgen. Og i al sin enkelthed er budskabet:

“Programmet har udført en ulovlig handling og lukkes. OK!”





https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

CTHULHU-LAND OG HINSIDES

mar
27
Billedresultat for h r giger island of death


Foranlediget af Simons ord og indlæg om “Show – don’t tell”, får jeg lyst til at “telle” lidt om noget Cthulhu-mytopoetisk (for så vidt som, at jeg ikke tror Lovecraft nogensinde talte/skrev om en egentlig “mythos” – det er collateral damage; eller ihvertfald noget der er kommet til, eftersom andre og flere har haft grabberne i gøgemøget).

Se! (sagde lektoren, og knaldede pegepinden i katederet) Har man læst længere end bare mandens fiktion, eller ovenikøbet givet sig i kast med Lin Carters oversigter, eller S.T Joshis indsigter, så vil man vide at Lovecraft selv inddeler sit forfatterskab i (ihvertfald) 3 epoker/perioder: Den “poeske”, den “dunsaniske” og hans egen. Og god tid kan gå med at skændes om, hvorvidt den ene eller anden historie falder i, eller falder ud af, den ene eller anden kategori. For, som en kommentator – et sted på nettet – udtrykker det, hvorfor bliver “The King In Yellow” aldrig taget frem i det lovecraftiske lys?




Til hvilket der er at sige: – at det gør den sådan set også, idet “The King In Yellow” foregår i det fiktive “Carcosa” – et land, eller ihvertfald en lokalitet, som Ambrose Bierce opfandt til sin “An Inhabitant of Carcosa”. Og Lovecraft anfører – sammen med de øvrige – at han også har haft en “Bierce”-periode. Så ikke noget dér!

Prøv iøvrigt lige, at sammenligne ovenstående billede med dennehér:

Billedresultat for great Cthulhu

Og tag også lige den hér:

Billedresultat for goya the giant

Så ved vi lissom hvor vi er 🙂

I “fantasy” har lokaliteter ret meget, at skulle have sagt (tænk bare på alle de der kort over Midgård, Narnia, Gor, Barsoom, Earthsea mv.). Men det er ret sjovt, at nogle af disse lokaliteter også bliver “indoptaget” eller “lånt” af andre – i andre “subgenrer”. Således har “Carcosa” fået rennaissance i Phil J. Farmers “Khorkarsa”-serie (startende med “Hadon of Ancient Opar”). Og Lovecrafts eget “Plateau of Leng” har ihvertfald to efterkommere. Den ene er det beboelige område på planeten/destinationen “Plateau” i Larry Nivens “Known Universe”-serie (A Gift From Earth), hvor det sinistre ikke er selve plateauet, men alt det der ligger under denne “bjergtop” ( og helt uskyldigt vil jeg lige linke til min artikel over hos Martin på Fra Sortsand:
https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/ ). Den anden er et plateau, i Robert Silverbergs “Downward To The Earth”, hvor der åbenbart sker “ting&sager”. Det hverken sjoves eller tælles hvad 🙂

Og sådan er det bare – tjullahop 🙂

Bøger til (LEGO) folket!

mar
21

Dælem-sørme om der ikke blev plads til en lille boghandel i Bakersville! Jeg tænkte, at denne nok for alvor var noget for folk i superkulturen!

Bynavn!

mar
14

Så blev det endelig tiden hvor byen fik sit navn! Tak for alle de gode forslag fra folk her på superkultur 🙂 Folket har talt og resultatet findes i videoen!

Er du til kaffe?

mar
04

En by tager form – én bygning af gangen!