SUPERKULTUR

VIRKELIGHEDENS FIKTIVE VIRKELIGHED

nov
01

I et udslag af tiltro til egne uovertrufne evner, til at se ind bag det slør, som virkeligheden har lagt over vore øjne, for at dølge en langt mere fiktiv tilstedeværelse bag alt, overbeviste jeg mig selv om at jeg havde set lyset, da det gik op for mig, hvor meget Barry Fife og Donald Trump ligner hinanden:

Billedresultat for barry fife

 Relateret billede

(find Donald)

(jeg skal øjeblikkeligt beklage det omfangsrige foto af USAs nuværende præsident (god bedring!), men årsagen skyldes grunde vi snart kommer tilbage til)

Nåmmen, det viste sig så, at jeg ikke var så genial og nytænkende, som jeg selv troede, thi denne “kongruens” – om man så må sige – findes allerede som et hashtagget tweet:

(passer ret godt med at en præsident for et af verdens mest magtfulde lande, finder det opportunt at meddele sig på netop denne kanal)

Barry-boy (there are no new steps) er så mere en rød mand, med gult hår, mens Donald-drengen (there is only alternative facts) har blandet farverne til ensartet orange. Og mens BB gør brug af en toupe, nøjes DD med nakkehår i panden. Sådan skal det være – godt hentet. (Tænk at skulle gøre det hver dag; jeg nøjes med det til festlige lejligheder, såsom skæronsdag, langlørdag og 4. juledag).

Nå! Den omgang vandt jeg så ikke. Jeg kom ihvertfald ikke i mål som den første. Til gengæld var der et andet aspekt af Donald Ducks fremtrædelsesformer, der virkede sært bekendt. Og det er hér, det i al overmåde store billede af “geniet” kommer i spil. Se lige den højre hånd! Se pegefingeren, se – i det hele taget – fingrenes “graciøse” placering vis-a-vis hinandre! Og se så ham hér:

Billedresultat for robert de niro al capone

(Al Capone i skikkelse af RDN)

For fuldstændighedens skyld skal man måske se ham i fri dressur, vi sender en lænke:

(You’re fired!)

Tilbage står om Robert De Niro har set Donald-drengen i aktion, eller om det forholder sig omvendt. Man sætter pølse for, man sætter pølse bag …

På den måde er det ret muntert at høre USAs præsidenter tale om “slyngelstater”. There are no new steps!

 

GUDS LOV

sep
23

God said to Abraham: “Kill me a son!” Abe said: “You gotta be kidding!”

– Bob Dylan

Jeg stod forleden og snakkede med en ældre nabo. Han er “et kristent menneske”, som han selv siger. Jeg ved ikke, hvor galt det står til; om det er indre mission, jehovas vidner, pinsekirke eller hvad. Ihvertfald er “kristendommen” vigtig for ham.

Det er den ikke for mig. En religion der har et henrettelsesapparat som centralt symbol må jeg tage afstand fra. Og generelt tager jeg bare afstand fra religioner.

Nåmmen, vi står så dér og vender “verdenssituationen”, over hver sin sure pibe, og atter og igen kommer vi ind på “troen”. Hvilket ikke flytter nogetsomhelst, men som udgangsreplik siger han så: ” – jo, men du giver mig vel ret i, at De Ti Bud er udmærkede retningslinier, ikke?”

“Johe”, mener jeg, ” – det kan der vel være noget om!”, idet jeg husker at jeg selv har brugt det argument, samt at det er en udbredt opfattelse. De Ti Bud er udmærkede leveregler!

Men så blev jeg alligevel nysgerrig. Lad os lige se på “korpus”:

  1. Bud: Du må ikke have andre guder end mig (Okay, det kræver jo så, at der en “gud”. Det skal man lissom acceptere. Sjovere er det implicitte om, at det findes andre guder. Du må bare ikke have dem. Godt forsøgt! But no cigar)
  2. Bud: Du må ikke lave dig noget gudebillede (ikke engang af Gud? Fy, Michelangelo! Men da “du” heller ikke må ha andre guder – jvnf. §1 – what’s the problem? Jvnf. iøvrigt Muhammed-tegninger)
  3. Bud: Du må ikke tage Guds navn forfængeligt (altså, enten står der, at du ikke må bande! Det skal jeg satanbrækkemig nok selv bestemme, for satan. Eller også står der, at du ikke må sværge til Gud, hvis du kommer i klemme. Igen kræver det lige, at der i det hele taget er en “Gud”. Back to square one!)
  4. Bud: Du skal holde hviledagen hellig/du skal komme hviledagen i hu (vi er ude efter dem, der kunne finde på at arbejde om søndagen! Men der knytter sig noget andet til hviledagen/sabbatten. Thi i henhold til “Jubilæerbogen” skabte Gud englene på førstedagen, og der var de allerede omskårne, således at de kunne deltage i sabbatten sammen med Gud. Hvoraf følger at engle er hankøn, men også at sabbatten må være institutionaliseret af en “højere magt”, end Gud, siden Han holder den hellig. Ta dén!, søster lagkage)
  5. Du skal ære din fader og moder ( “Min familie følger Faders vilje”. Dette er konservativisme. Uanset hvor senildemente de gamle fjolser bliver, så har de alligevel evigt ret. Bliv ved din læst. Flyv ikke højere end vingerne bær’! Alt var bedre i gamle dage! De voksne ved bedst! Hej, Lars Græsted!)
  6. Du må ikke ihjelslå (Fino! Det lyder rimeligt. Lad vær’ og gå rundt og slå nogen ihjel! Problemet opstår, hvis det også omfatter andre organismer, end mennesker. Men lad os da nøjes med det enkle: – du må ikke slå andre mennesker ihjel! Fair nok! Point)
  7. Du må ikke bryde et ægteskab ( Qué? Why not? Hvis det går ad helvede til, hvorfor så dog ikke få det af vejen? “Fordi Gud siger det”! Dårligt argument, der kræver eksistensen af en gud! Ready player One?)
  8. Du må ikke stjæle (Den kan vi være med på. Men det kræver at vi anerkender “ejendomsretten”, som et gudsgivent – et “naturligt” – paradigme. Definitionen glimrer så dog ved sit fravær, for jeg vil påstå, at bag enhver formue ligger en forbrydelse. Så vi er tilbage i det konservative, det pro-kapitalistiske feudalsamfund, hvor hvad fatter gør osv. … )
  9. Du må ikke vidne falsk mod din næste (hvis der er nogen der kan forklare mig den, så kom frisk – jeg fatter den ikke!)
  10. (den er lang) Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, eller hans kvæg eller fæ, eller noget der hører din næste til (atter er vi igen i “ejendomsrettens hellige haller”. Endvidere kan vi se, at disse “ti bud” retter sig imod mænd. Jeg mener, hvad nu hvis “min næstes” hustru begærer mig? (ønsketænkning, javel). Og hvad menes der med “begærer”? Der står jo allerede, at jeg ikke må stjæle! Så kan jeg vel “begære” alt hvad jeg vil?)

Billedresultat for de ti bud

So, yes, so: – Vi står tilbage med to, nogenlunde rimelige bud, der ikke drejer sig om rigid konservativ samfundsopretholdelse: – lad vær med at stjæle; lad vær’ med at dræbe. Men det kunne vi sgudda nok finde ud af, uden ham dér Gud (der er så svær at få ud).

Relateret billede

 

DET TÆNKENDE

sep
14

Wikipedia er udstyret med nogle (frivillige) “editører”, der indføjer diverse kommentarer til diverse indlæg, når der mangler kildehenvisninger i brødteksten: (says who?) (according to whom?) (citation needed) (original research?).

Da jeg har tænkt mig at kloge mig, langt ud over rimelighedens grænser, skulle overskriften måske ha heddet “Original Research?” (hm? qué? what?).

Der kommer – i ny og næ – en mand og smider en stak WeekEndAvisen på mit bord. Det kunne ikke falde mig ind, at investere i dette “ugeskrift for kloge hoveder” (jeg har selv, tak), men jeg læser med stor fornøjelse de bedagede eksemplarer, der flyder på mit morgenbord mellem the og ristet brød. Således læste jeg just “Fejl 40”, der causerer lidt over, hvorfor vi ikke har flyvende biler, servicerende robotter og et fejlfrit IT-samfund, med smart-cities & -homes, til vore sjæles frelse. Hvorfor den opreklamerede IT-revolution er udeblevet. Hvorfor lortet bare ikke at virker.

Relateret billede

Som det skulle være

Relateret billede

som det er

Iblandt mange andre muntre ting og sager, gør artiklen gældende at det som kaldes AI (kunstig intelligens, som vi siger til lægmand), i og kun er en statistisk logaritme, baseret på de statistiske logaritmer, maskinen – nåja, computeren – er blevet fodret med. Nuller og ettere ind, ælte, ælte,ælte, nullere og ettere ud, hutchi, hutchi, hutchi: – vundet et parti skak (eller Go, eller #&o). Hvilket passer meget godt med min opfattelse af Mensas opfattelse af, hvad “intelligens” er.

Billedresultat for mensa test

(“indsæt den manglende firkant” – hvorfor?)

Matematisk logisk kombinatorik som udtryk for intelligens? Hvorfor ulejlige mig med det? Sæt en computer til det, høns!

Så går der jo ikke mange minutter, før jeg får brombærmarmeladen pænt galt i halsen, da det “rinder mig i hu”, at der er fanden til forskel på “intelligens” og så på “bevidsthed”. Der er AI og så er der AC. (jaja, og så er der DC, og CD og ACDC – jaja, højt skum!). Og når jeg skriver “rinder mig i hu”, så er det fordi jeg har været optaget af begrebet(?) bevidsthed – altså noget andet end cogito ergo sum – siden jeg læste “Destination:void” som 14-15-årig. Og derefter fortsatte med Daniel Dennett, Robert Pirsig og David Gribbin (m.fl.)

 Billedresultat for destination void

Jaja, man vender stedse tilbage til gerningsstedet (hej Janus).

Indenfor familiens fire vægge – og nærmeste omgangskreds – er jeg begavet med: en computerekspert, en matematiker, en mediciner, en hjerneforsker, en psykolog, samt diverse – fra clairvoyante til bibliotekarer (det behøver ikke være nogen modsætning) – og en gudsvelsignelse af kreativister (nej! IKKE kreationister – men “kunstnere”). Og ligesåsnart jeg kan slippe afsted med det, stiller jeg dem spørgsmålet: – hvad er “bevidsthed”?

Og det er interessant, hvor forskellige svar jeg får. Især kommer der lidt aggression på, når jeg affærdiger alt der har at gøre med “intelligens”. For man kan (vel) godt forestille sig en bevidsthed, næsten uden intelligens. Eller er det det, der kaldes “adfærd” – og bliver det så nemmere, at definere?

Jeg fik dog knaldet et slags symposium på bordet, der ikke var specielt mere oplysende end efterordet i Frank Herberts ovennævnte publikation. “Comboen” datalingvistik, ikke-euklidsk matematik og undersøgelser af hjernens corpus nigra (lige under det limbiske system, med forbindelse til amygdala), lader sig ikke lige summere op til nogen knivskarp konklusion på spørgsmålet. Hvilket er glimrende. For så kan vi blive ved med at spørge: – hvad er bevidsthed? Hvad er det tænkende? Ego ergo sapien?

 

Science fiction musik

sep
07

Personligt kan jeg kun spille på grydelåg og vindharpe, hvilket ikke forhindrer mig i, at have en ret bred musiksmag (når jeg nu selv får lov at sige, hvad jeg mener om migselv). Tolvtonemusik siger mig så ikke så meget; det lyder som et trommesæt, der er blevet smidt ud fra 4. sal, som en eller anden lun fætter har udtrykt det. Til gengæld kan jeg godt li bulgarsk musik og kor, hvortil min hustru ofte råber: – så sluk dog for det skrigeri!

Sådan er vi så forskellige. Men til sagen.

Bortset fra det cinematografiske var Rumrejsen 2001 banebrydende ved at bruge klassisk musik (also sprach Zarathustra), for inden da, var underlægningsmusikken til diverse SF-film ikke til at skelne fra al anden underlægningsmusik. Måske lige bortset fra “indianer-trommer” i westerns.

Relateret billede

 

Det gjorde et indtryk, og muligvis en grund til at f.eks John Boormann også brugte klassisk musik i sin “Zardoz” (eller også fordi det var det billigste – den film er lavet på et budget, der svarer til to pakker tandtråd og et viskelæder). Og det er muligvis som kontravægt til det, at A Knight’s Tale (med Heath Ledger som ridder i rustning – arme fyr, iøvrigt) havde underlægningsmusik fra diverse arter af rockmusik, til en film om riddere i det 12. århundrede. Glimrende tænkt. Åndssvag film.

Relateret billede

Men hvad findes der egentlig af sciencefiction-musik? Jeg kommer næppe til at ryste meget mere end blot overfladen, og det må så være det. Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at være særligt kronologisk, idet dette ikke er en sammenlignende analyse, men nogle juhu-agtige punktnedslag, som man kan vugge hans mosters vovse í.

Nu startede vi i “det klassiske”, og så kan vi jo smække “Aniara” på bordet. Det drejer sig om et (ret langt) digt af Harry Martinson, der blev lavet om til en opera. Historien drejer sig, kort fortalt, om et rumskib med kolonister, der kommer ud af kurs og rejser mod uendeligheden. Iøvrigt genfortalt som straight SF af Paul Anderson i hans “Tau Zero”.

Billedresultat for Aniara poster

Men især har den såkaldte “symfoniske rock” bidraget med SF-musik. Før og fremmest har Electric Light Orchestra været eksponent for denne – tør man kalde det? – genre, hitting the holodeck med “Out of the blue”

Billedresultat for electric light orchestra out of the blue

 – med ret så tydelige konnotationer til “2001”, ikk’sandt? Der er står så ikke PanAm på flyveren, men “emblemet” er sådan en slags rekursion, som iøvrigt er en SF-trope. Og senere knaldede de så “Time” på bordet. En vaskeægte SF-novellesamling, med tidsbegrebet som gennemgående tema.

Billedresultat for electric light orchestra time

 

Afhængigt af hvordan man splitter sine bramsejl, så var SF “oprindeligt” en novelle-genre, så ELOs udlæg passer jo fint ind dér. Men hvad så med “romanerne”?

Orkedokke. Masser! For det første vil jeg påstå, at Jean-Michel

Jarres “Oxygen”

Billedresultat for jean micelle jarre oxygen

 – er en fuldfed og sammenhængende historie – i lyd! Hvad historien handler om, må være op til lytteren. Dernæst kommer Jeff Waynes musical over H.G. Wells “Klodernes Kamp”

Relateret billede

og herefter et amalgam mellem en beat-poet/synth-musiker og en estimeret tegneserietegner, nemlig Lenny Whites og Michael Kalutas

Billedresultat for Michael Kaluta astral pirates

 

Okay! siger man så: – det er jo ikke romaner! Det er jo bare musicals! “Bare”! Javel min ven, kom ind i min butik, så! Thi, det canadiske band “SAGA” – også pro-symph-rock – havde såkaldte “chapters” på deres diverse udgivelser over en længere årrække. Og for få år siden – nåja, 10 år siden – udgav de en disc med samtlige kapitler i rækkefølge. Det var fint nok. Sjovere var det selv, at udpønske hvad fanden der foregik – og det havde man nok regnet ud, allerede tidligt i “romanen”.

 Billedresultat for saga silent knight

Tilbage er der blot at pege på det interessante forhold, at for at få belyst noget om musik i SF har jeg fundet det nødvendigt at bruge illustrationer. Det kan man så tænke over. Genrernes gensidige gehør.

Alt Right

sep
06

All right!

Nu bliver jeg personlig.

Til trods for at far hér – nummer nul i eget koordinatsystem – har haft en venstreorienteret ungdom (og som enhver ved, bliver farver dybere med årene), er der i den seneste tid dukket termer op, som jeg – til trods for, at jeg sagtens kan forklare “omfangslogik”, “negationens negation” samt “schumpeterian chock” og “punctuated equilibrium” (bare kom an) – ikke helt havde forstået. (Lang sætning – ved det godt – velkommen til virkeligheden)

Men altså: – hvad er: “Alt Right”, ” Neoconservatism”, “Paleoconservatism”, “cultural conservative” ????

Nåja; nu er jeg så også så snotindskrænket, at jeg ikke kan se forskel på “Ny Alliance”, “Liberal Alliance” og “Venstre Alliance” – undskyld “Venstre”; som burde hedde “Højre”, mens “Socialakrobatiet” burde hedde “Midterpartiet” – men så bliver der igen vrøvl i begreberne, for den plads er optaget af “De konservative”. I is lost.

Anyways, så har en længere korrespondance, survey samt research, gjort mig bekendt med (belært mig om), at The Alt Right movement – henne i USA – skyldes “kulturmarxisme”. Og det er hér, det bliver langhåret. Thi “kulturmarxisme” er en sammensværgelse mellem jøder og bolsjevikker! Ta den, søster lagkage!

Billedresultat for kulturmarxisme definition

Og inden man sidder og får ondt i nakken af, at nikke “ja” til den opstilling, så var det måske på sin plads lige at få et par ting sat på … nåja:

– Social justice betyder, at vi alle er lige for loven (hvilket er et problem, når nu “jeg” har ret til at forsvare “min” ejendom med våben i hånd)

– Feminism betyder, at kvinden ikke, som der står i Biblen, er underlagt manden. Fuck det! Vi kan sgudda godt finde ud af passe på kællingerne.

– Neo- Progress, betyder at “det skulle da være underligt om de der røde lejesvende var bedre til at bestyre det her samfund. Har vi ikke gjort det fantastisk de sidste 200 år?”

– Post- Col.: betyder at “vi nu skal til at acceptere en gæld overfor 3. verdenslande, foranlediget af Kolonialismen. Fuck! Vi var overhovedet ikke født på det tidspunkt!”

Se! Det er faren ved “kulturmarxismen”. Den leder i os i løgnens grøft, hvor hvidt er sort og newspeak ligner alternative facts.

Med andre ord er “Alt right”, en opfindelse begået af “kulturmarxister”, således at vi alle vil flygte fra konservatismen, herunder ønsket om at blive gamle i et libertært samfund, blot for at løbe i armene på de dér satans neobolsjevitiske jøder!

Denne verden bliver dog stedse mere interessant!

Jeg beklager meget manglen på direkte links, lænker og kilder iøvrigt. Det var skrevet i et øjebliks, whatthemotherfuckery er der lige gang i!

SÅ LÆNGE JEG LEVER

aug
25

Jeg har næppe været mere end end halvstor knægt, før jeg var på forkant med udgivelser af science fiction på dansk. Det var på det tidspunkt, hvor de to STORE forlag for den genre var Stig Vendelkær og Irlov Regulus. Vendelkær havde Arne Herløv Petersen som oversætter. Irlov havde – blandt andre – desværre Erik Vollov. Så det var i hans oversættelse, jeg læste “Gudernes Udvalgte” af Clifford D. Simak.

Billedresultat for clifford d simak choice of gods

 

99,99% af menneskeheden er “taget bort”, mens de resterende mennesker på Jorden vender tilbage til en rural (pastoral) tilværelse, og bliver meget gamle. 6000 år, mindst. Det var det der slog mig! Tænk at leve 6000 år! Uden at blive egentlig gammel! Og det er det vi skal tale om.

I A Choice Of Gods tilkendegives det ikke, på hvilken måde den tilbageblevne befolkning har opnået deres lange liv. Og “langlivethed” er da heller ikke noget sindsoprivende ubekendt indenfor SF-genren. Så jeg tænkte, at vi skulle kigge lidt på genrens bud på livsforlængende elexirer.

Godt nok er Gilgamesh, i Gilgamesh-eposet, vistnok på jagt efter Udødelighedens Blomst. Men det er vist et ærinde, der svarer til en spand forkromede mellemgasfordelere, al den stund at den virkeligt udødelige, Upatnishtarim, er blevet “begavet” af guderne. Kun de formår, at skænke udødelighed. Aber dann haben wir unserer methoden, som Victor Frankenstein tænkte ved sig selv.

Norstrilia, fortæller Cordwainer Smith om planeten New North Australia, og hvordan man dér høster stroon fra muterede kæmpefår.

Relateret billede

Stroon er et livsforlængende middel/medikament/substans. Og sammen med de muligheder, som fangekoloni-planeten Shayol giver, er der rig mulighed – hvis man er rig – for at leve evindeligt, uanset – u-an-set – hvad. På Shayol dyrkes der transplantater på de “indsatte”. Det gør naller – men de er der jo heller ikke for sjov, tugthusfangerne.

Ovre i Larry Nivens Known Space-univers har de Boosterspice. Og hvis man tager det, fra man er 25 år, og derefter hvert femogtyvende år, kan man leve til man er 600 år – og stadig ligne en femogtyveårig.

Billedresultat for a relic from empire

Illustrationen viser Dr. Schultz-Mann, der ikke har haft penge nok til Boosterspice. Men selvom hans situation ser lidt prækariøs ud, så redder han alligevel dagen, sig selv og kronerne. Eller rettere “stjernerne” – den pangalaktiske møntfod i Known Space. Og de væmmelige dør, selvfølgelig.

I Nivens A Gift From Earth, bliver det “afsløret” at Bosterspice ikke – som troet – er opfundet i et FN-laboratorium (ta lige den: – et “FN-laboratorium”!?), men derimod fremstillet af frugterne fra det Livstræ, Phsstpok havde med ombord da han ankom til solsystemet (nærmere forklaring kan fås ved at læse Protector).

Melange. På arabisk – og fransk – betyder det “kanel”. Og det nævnes da også – gang på gang – i Frank Herberts Dune at tilstedeværelsen af The Spice afgiver en duft af kanel.

Billedresultat for john schoenherr

 

Melange har forskellige effekter, afhængigt af dosis. De, der indtager stoffet på en daglig basis, oplever en øget opmærksomhed, både ifht sig selv og ifht omverdenen. Og de fleste der lever på ørkenplaneten Dune/Klit/Arrakis, kan ikke undgå at få en daglig dosis. De rige – der var den igen – får mere, og bliver derfor opimod 100 år gamle. Og de virkeligt afhængige – eller storforbrugerne – opnår diverse paranormale kræfter: – prækognition, teleportation, levitation (fortsæt selv).

Det fremgår ikke med den allerstørste tydelighed, hvad Melange egentlig består af. Men jeg har fiflet mig frem til denne opskrift: Man tager ekskrementerne fra en voksen sandorm. Dem blander man med vand. Og deri drukner man en sandormelarve – og sørger for at den brækker sig. Så filtrerer man hele molevitten, og så er den til at indkoge og hengemme. Tilsæt sukker og salt efter smag og behov.

Før Bruce Sterling blev co-Godfather til både CyberPunk og SteamPunk, skrev han en uskyldig lille sag, der hedder Involution Ocean.

Billedresultat for involution ocean

Som – i al sin skinbarlige enkelthed – handler om en “drug addict”, der – for at komme så tæt som muligt til sit “drug” – søger hyre på en hvalfangerskude, på planeten Nullaqua. Fik I den? Null Aqua – nul vand! For der er nemlig ikke noget vand på den planet (hej Dune). Ja, faktisk er der ingenting, bortset fra et stort krater fyldt med støv. Og i dette støvhav lever de “hvaler”, af hvilkes lever man udtrækker Flare. Og dette vidunderstof kan få gamle til at blive unge, samt få lemmer og organer til at vokse ud påny (hej Shayol). Det forekommer mig at der er en slet skjult henvisning til amber gris, samt ideer om stødtænders positive virkning ifht impotens. Men da romanen også blærer sig med, at være en hommage til Moby Dick, så er der måske flere lag i narrativet. Og i så tilfælde er jeg da fræk nok til en selv-reference – kommer her: http://blog.gravko.com/#post92

Jeg gætter på, at jeg kun lige har åbnet æsken med “longevity drugs in fiction” (det må vel være det modsatte af Pandoras kasse/kiste/boks?). Jeg mener: – vi har jo slet ikke berørt She eller Kong Salomons Miner eller Orlando. Og jeg ved heller ikke om midichlorians skulle haft en plads, hvilket nok skyldes at for min del er Star Wars bestående af “A New Hope”, “The Empire Strikes Back” og “The Return Of The Jedi”. Resten er forsøg på at finde en udødelighedselexir.

SONETTER OG ANAGRAMMER

aug
22

Nogle læner sig op af Facebook, Twitter, Instagram eller … ja, hvad det nu kan være, i den stadige higen efter opdateringer, informationer, vibes, memes, og hvad det nu altsammen hedder. Personligt holder jeg mig til “sædvanligvis velinformerede og pålidelige kilder” (min svoger).

Ad den kanal er just indløbet følgende:

Washington Crossing the Delaware
by David Shulman 
 

A hard howling tossing water scene
Strong tide was washing hero clean.

“How cold!” Weather stings as in anger.
O silent night shows war ace danger!

The cold waters swashing on in rage.
Redcoats warn slow his hint engage.

When general’s star action wish’d “Go!”
He saw his ragged continentals row.

Ah, he stands–sailor crew went going
And so this general watches rowing.

He hastens–Winter again grows cold;
A wet crew gain Hessian stronghold.

George can’t lose war with ‘s hands in;
He’s astern–so, go alight, crew, and win!”

 

Det er selvfølgelig meget godt og patriotisk og poetisk. Men det interessante er, at hver eneste linie er et anagram af sonettens titel/overskrift/navn.

Udgangspunktet – inspirationen – er naturligvis dette:

Billedresultat for washington crossing the delaware

 – Og der skal man lige holde sig for øje, at piratflaget bag G& er en anakronisme, thi det var ikke eksisterende da han krydsede merbemeldte flod.

Så nu er jeg begyndt at spekulere på, om man kan lave samme nummer med “Kong Christian stod ved højen mast”.

En nærmere undersøgelse af poeten bag sonetten (altså ikke Johannes Ewald), godtgør at han (altså: David Shulman) var kryptograf og leksikograf, samt scrabble-champion. – Så tro da faen! Men på den anden side skrev han sonetten som 23-årig, så én der er dobbelt så gammel (&thensome) sku vel nok ku ku (faldera). Teknisk set drejer det sig blot om at printe KONGCHRISTIANSTODVEDHØJENMAST ud i meget store bogstaver, klippe bogstaverne ud, og sætte dem sammen til en ny helsætning. Problemet er, at lortet også skal rime – det ligger lissom i sonettens struktur. På den anden side findes der jo ikke længere “problemer”, kun opgaver – til nød udfordringer. Og så er det man mangler en anagram-generator. Findes sådan én? Ja den gør: http://www.ebn.dk/anagram/

Er den så noget værd? Omkring 6000 anagrammer – eller det permutationer? – senere, er den kun noget frem til “drejø gavner (og så noget sludder)”. Generatorens største bedrift er næsten dens eget eksempel på et anagram: Numsekarls ølkasser – anagram for Lars Løkke Rasmussen.

Vi starter med at krydse Delaware, i røg og damp, ved højen mast – og ender på en ølkasse! Jeg gemmer “opgaven” til juleferien.

 

COULROFOBI

aug
20

“Hephey! Ungdomsklovnen Krølle!”

Coulrofobi er ‘sygelig angst for klovne’. Min personlige holdning er, at klovne jævntud er u-sjove, grænsende til det kedsommelige, og der skal ikke meget til at vælte dem over i det decideret uhyggelige. Ham hér kender vi jo:

Billedresultat for pennywise

Og der er sgu ikke langt til Ronald MacDonald. Men kulturhistorisk set lader det heller ikke til, at klovnen er blevet betragtet som en decideret morsom figur. F.eks hang der mange af dem hér, i barndommens kolonihavehuse:

Relateret billede

Fandme’ opmuntrende, mon ikke! Og hvis vi skal tilbage til filmens univers, så er der jo altid den ret tragiske skolelærer fra “Den Blå Engel”:

Relateret billede

Klovnen – eller klovnefiguren – har, som et af sine udspring, den italienske commedia dell’arte-tradition, med tråde tilbage til det græske masketeater, hvorefter vi kan gå til makronerne med “Rigoletto” og “Bajadser”. Rigtigt muntert. Og herfra stammer også traditionen med Den Hvide Klovn og “hans” to Auguster (de dumme). Eksempel:

 Billedresultat for Linie 3

Man kan derfor, med nogen ret, påstå at “Mens vi venter på Godot”, af Samuel Beckett, er den triste historie om to auguster, der venter på den hvide klovn, Godot, og derfor ikke rigtigt kommunikerer, eller responderer, på hvad der iøvrigt sker omkring dem. De skal jo styres. Ellers bliver de ustyrlige:

Billedresultat for the joker

Jeg ved ikke hvorfor klovner skal betragtes som sjove. Det er de ikke. De er tragiske figurer. Og den slags fornemmer børn hurtigere end voksne. Så coulrofobi grundlægges i barndommen af forældre, der saftsuseme vil ha, at ungen skal synes klovnen er sjov. Selv skal de ikke nyde noget. Og det ved de godt. Og derfor er det måske, at klovnen har så mange grimme ansigter i populærkulturelle sammenhænge. Vi ved godt den er gal.

 

Rotter på loftet: et parafernalia

jul
24

Som alle gode historier starter denne med et bogstaveligt bundt rotter, knyttet sammen ved halerne. Nej, vent. Vi begynder ganske rigtigt der, men som alle gode historier er denne struktureret som en klynge rotter, et fænomen kendt fra folkloren som der Rattenkönig, men intenettet bedyrer at det faktisk forekommer ude i virkeligheden. Den dér virkelighed kan vi ikke bruge til noget fra et superkulturelt perspektiv, og skynder os i stedet til den lavesthængende rotte i reden rodet.

Da jeg lyttede til forrige afsnit af Al Ridenours udmærkede folklorepodcast, Bone and Sickle, blev jeg mindet om den let bizarre variation af Hollywoodtropen “en dreng og hans hund,” Willard fra 1971, hvor hunden er byttet ud med en rotte – ja, indtil flere, faktisk, men som det fremgår af plakaten er der én der dominerer, Ben. Det er såmænd en ganske udmærket film helt på sine egne vilkår, men den bliver først rigtig bemærkelsesværdig når man begynder at følge alle de sammenfiltrede rottehaler til andre sammenhænge:

Bruce Davison, som spiller titelrollen, har siden været med i alt fra Star Trek og Battlestar Galactica til X-men og Lost, og Ernest Borgnine må/bør være en af de amerikanske skuespillere hvis navn man genkender uden nødvendigvis at have set ham i noget som helst, men de falmer begge i lyset af Elsa Lanchester, alias The Bride of Frankenstein. Dette er ganske vist en af hendes sidste film, små 36 år efter hendes glansrolle, men jeg kan ikke være den eneste som ser følgende scene for nethinden ved hendes navns bare nævnelse:

Åh, Elsa — åh, Doctor Pretorius og hans jazz hands…! Filmen Willard vækker måske ikke samme begejstring som Frankensteins brud, men den siges at have inspireret film som Jaws og Carrie (eller i al fald at have bevist overfor diverse filmselskaber at såvel diabolske dyr som let overspændte metaforer for teenagekriser kunne spinde penge), og den blev da også genstand for en opfølger allerede året efter, 1972. Uden at afsløre for meget, så efterlod den første films afslutning ingen anledning til at kalde den næste for Willard 2; i stedet får rottekongen Ben sin helt egen film – “and this time he’s not alone!”

Det var han ret beset heller ikke i den første, men lad nu det ligge, for her er endnu et clou som vi ikke kan ignorere. Michael Jackson indspillede selvfølgelig überballaden You are not alone, og der er grund til at tro at han med den titel henviste til filmplakaten for Ben. Okay, det er måske en overdrivelse, men han indsang rent faktisk titelmelodien til filmen og havde et tidligt nummer 1-hit med den. Rottekonge blev han måske aldrig, Jacko, men han blev noget ved musikken.

Nu går jo ingen god gerning ustraffet hen, og ingenting er så skidt at det ikke kan gøres værre siden, så selvfølgelig blev Willard genindspillet i 2003. Til alt held valgtes weirdo extraordinaire Crispin Glover til titelrollen (Macaulay Culkin blev spurgt, men han undgik muligvis Michael Jackson-associationer ved den tid), og R. Lee Ermey som en absolut tålelig Bognine-substitut, og hvilken som helst af de to kunne let blive en rotterede af intertekstuelle forbindelser i sig selv. For at gøre en lang historie kort skal jeg efterlade jer nedenstående bizarre guldkorn af en video, hvor Glover – uvist af hvilken grund – synger Michael Jacksons hitsang til rotten Ben:

Spil andre spil!

jul
17

Matador er ikke noget godt spil. Det er langsomt, der er ikke meget strategi over det og den eneste evne det udvikler er evnen til at hade ens medmennesker. Lad være med at købe det, spil andre og bedre spil. Spillets baggrund er The Landlord’s Game, der blev udviklet for at vise hvor forfærdelig et system monopoler er.

Men af uforklarlige årsager, så er Matador blevet det spil, som familier køber for at hygge sig. Ingen forstår det. Og af sære og besyndelige grunde så kommer der hele tiden nye og vildere udgaver af spillet. Ringenes Herre Matador, Star Trek Matador og nu… Warhammer 40.000 Matador. Nu kan du købe galaksens bedste planeter og bygge bygninger på dem. Suk.