SUPERKULTUR

Orangutanger er farlige

okt
16

Intet er sandt på internettet (naturligvis heller ikke dette statement), men denne historie klinger nu engang sand i mit hjerte.

Alle ved, at fandom lynhurtigt kan blive noget giftigt noget, men så er der Poe-fandom og endnu værre akademisk Poe-fandom. Læs og hyg.

Sjov med klovnekostumer

okt
09


Du kommer også til at flæve… jeg mener, svæve!

Klovne er ikke et ukendt emne her på siden – og jeg tror, der er generel enighed om, at de er sådan et kulturelt modsvar til et dødt æsel i vandhullet; noget, man skal holde lidt afstand til. Og vi ved naturligvis fra Stephen Kings Det onde, at de har en tendens til at vende tilbage med jævne mellemrum for at æde børns sjæle – og det gør de åbenbart også i virkeligheden, viser det sig.

For jeg kendte godt til de typer, der rendte rundt i 2016  og lod til at lege “Hvem bliver først skudt ned” ved at klæde sig ud som skræmmende klovne. Men jeg havde ikke før set, at det samme skete i firserne.

“It’s a mistake to ask when clowns went bad,” he says, “because they were never really good.”

A Brief History of Creepy Clowns er ret god til at trække de store linier gennem klovnens udvikling fra trickster til… nåja, sminket ondskab. Det kulminerede i 80erne, måske inspireret af John Wayne Gacy, der havde for vane at iklæde sig klovnekostumet og kalde sig Pogo. Navnet John Wayne afstedkommer åbenbart et ønske om at iklæde sig kulturelt signifikant tøj og slå folk ihjel – den anden fik det dog i det mindste omsat til en succesfuld filmkarriere.

Men i 1981 var Boston ground zero for klovneapokalypsen. Ground Pogo, måske? I slutningen af april sendte en school counselor et memo ud til forældrene – “Hold udkig efter mænd klædt ud som klovne”. Hvilket de gjorde, og som ved den observationens kulturelle kvantefysisk var de pludselig overalt. Den første, der blev arresteret, var dog kun en halv klovn – det vil sige, at han var nøgen fra livet og nedefter (hvilket ikke gjorde situationen bedre).

Over the next few days more calls came in, from East Boston to Cambridge and throughout other cities in the area – every call said the same thing; clowns in a van are trying to get children to go with them. Police start pulling over any car or van with a clown in it, which there were apparently a lot of them in the Boston area in 1981, but all they found were birthday party clowns. By May 9th, police were questioning the veracity of these reports. As they went over the multitudes of accounts, officers realized that no adult ever saw these clowns, only children ages five to seven. At the same time, reports of creepy clowns in Boston slowed down.

13th Floor har historien: When Pennywise Was Real: The Phantom Clown Scare of 1981

Og et bonuslink, fordi klovn er en karriere, der kan føre vidt, børnlille – selv hele vejen til Supreme Court – Bad Clowns:

9. Crotchy

Crotchy the Clown was charged with obscenity for exposing himself while hosting a public-access show called Cosmic Comedy in the 1990s; he appealed his conviction and his case ended up with the Nebraska Supreme Court being forced to watch him masturbate.

 

Fremtiden udsat for Asimov

okt
09

Nogen må jo stille de vigtige spørgsmål: Ville en BDSM-sexbot bryde den første af robotikken tre love?

The nature of my job is to predict ways humans will interact with a given technology—in this case, a robot designed for a sexualized situation. One of my first questions about a robot designed for BDSM interactions with humans would be to ask about the definitions of injure and harm from the robot’s perspective, and how the robots will accurately identify those conditions in people. Both of those words have multiple meanings that include very nuanced physical and emotional ramifications.

Noget helt andet er, at det job lyder ganske enkelt – Hvordan vil folk interagere med en given teknologi? Svar: De vil forsøge at have sex med den. Eller på anden måde udnytte den til sexrelaterede formål. Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil teknologien fejle – farvel, Laserdisc, halløj DVD med lov til at vise porno.

Så er julen ødelagt igen

okt
06

There goes christmas!

Det var måske lidt af en kamel at sluge for nogle, at opdage at julemanden ikke findes i virkeligheden. Og en tidlig kamel også, skulle man formode, den slags der sår alvorlig mistro til voksenverden. Alligevel fortsætter Grønland og Finlands turistsektorer den kolde krig om hvor han bor (Nordpolen er et mere neutralt bud). Nu viser det sig så imidlertid han nok har været død hele tiden, eftersom tyrkiske arkæologer mener at have fundet Skt Nikolaus’ grav i Antalya.

Denne nye situation sætter både småbørnsforældre og verdensledere i en alvorlig situation: hvordan skal man fremover forklare ungerne at julemanden dels er fiktiv, dels rigtigt død, og at det var okay indtil nu at foregøgle dem at en fremmed mands spøgelse kom med gaver til dem om natten?

Mere brændende, og her synes jeg alvorligt talt vi alle sammen skal lægge pres på vores lokale folketingsrepræsentanter for at udøve et internationalt pres på Tyrkiet: selv en Erdogan må indse at den grav under ingen omstændigheder må forstyrres. Har vi ikke lært af et helt århundredes mumie-film at det bare vækker den udødes tusindårige tørst efter hævn over menneskeheden?

The Midnight Society

sep
30

Det her den mest underholdende Twitter-tråd (eller rettere: Twitter-monolog), jeg længe har set.

Stoker: Submitted for the approval of the Midnight Society, I call this The Tale of Dracula
Barker: ‘s dick haha
Stoker: stop it, there’s no sex in this >:C
Stoker: why are you all so into that gross sex thing?!
Stoker: why can’t you all be normal like howard?!
Lovecraft:[sweats]

Hvem byggede månen?

sep
28

Hvad tænker du på, når du kigger op på nattehimlen, og Månen kigger tilbage? Formulerer du romantiske tanker? Indser du universets størrelse (som i Poul Andersons Hjernechok fra universet)? Bander du over, at Kubrick hjalp til med at fake månelandingen? Eller smiler du ved tanken om Buzz Aldrin, der gør sit bedste for at ommøblere en sammensværgelsesteoretikers ansigt? Hvis du er den her fyr, er din første tanke “Fuck it, en eller anden dag vil jeg rejse 4,6 milliarder år tilbage i tiden og bygge den måne!”

Hvis der nogensinde skal skabes en målestok for, hvor god en sammensværgelsesteori er, må et af de elementer, der skal tages i betragtning, helt klart være størrelsesorden. For nogle få tusinde mennesker, der skulle kunne enes om ikke at diskutere en falsk månelanding, er én ting – ideen, at vor måne er kunstig og skabt af os selv, er bare på et helt andet niveau. Det er som at stirre ind i en fremmedartet monolit og udbryde “Min gud, den er fuld af halvhjerner!”

Samtidig er det en teori, der kender sine klassikere – for ikke alene er Månen falsk… Frimurerne kender til det! Nogen burde lave en afhandling om sammensværgelser og remix-kultur. Jeg er ret sikker på, at de var i gang med det lang tid før hiphop.

Måske vil dine tanker være anderledes, næste gang du ser på månen; om ikke andet vil de i al fald være det ved den næste solformørkelse (måske vil du fnise lidt for dig selv).

First Message – Eclipses

Solar eclipses happen when the shadow of the Moon covers the surface of the Sun. Total solar eclipses are very impressive and for one important reason: when seen from the Earth the disc of the Moon is exactly the same size as that of the Sun. This isn’t the case but is a line-of-site effect. In reality the Sun is much more massive than the Moon but is very much further away. Solar eclipses are a near miracle and they don’t happen anywhere else in the solar system. The only reason they can occur is because of two factors. The Moon is 1/400th part the size of the Sun, and the Moon is capable of standing at a position 1/400th part of the distance between the Earth and the Sun. How unlikely is that? If any message incorporated into the Moon was specifically designed to say “Look at me more closely” it is solar ecilipses.

Orker du ikke at hoppe ned i det kaninhul, der er hjemmesiden, har RationalWiki også en hurtig lille introduktion.

At bruge Dashiell Hammetts penge

sep
27

Lars Ahn har en ny roman på vej – en gotisk krimi ved navn Rød høst. Og hvis man er Dashiell Hammett-fan, vil man genkende den danske oversættelse af hans Red Harvest. Hvorfor den hedder det, fortæller Ahn lidt om her. Og apropos titler var hans forrige bog en novellesamling med en smuk en af slagsen: “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” – og hvis niveauet holder, er Rød høst værd at se frem til.

Men det var egentlig ikke reklame for reklamens skyld, der var pointen, snarere at det mindede mig om Emily Schultz, der brugte Stephen Kings penge. På grund af en titel.

I 2006 udgav hun romanen Joyland. Det er historien om teenageren Chris Lane, der i 1984 må se sin hjembys eneste spillehal (titlens Joyland) lukke – og hvad derefter følger. “Schultz bring the Cold War home in a novel set to the digital pulse of video games and the echoes of hair metal.” Hvilket for så vidt lyder ret fedt, men det er ikke det, der er interessant her. Det er det derimod, at Stephen King i 2014 udgav en roman med titlen… ja, Joyland.

Her dækker titlen over en forlystelsespark og året 1973. Og til at starte med var det en bog, som kun blev udgivet i papirform. Under stor fanfare, naturligvis, da King er en populær herre. Og uden tvivl en, der kan få oneclick-shopping-fingrene til at sidde løse på læserne. Så pludselig oplevede Emily Schultz en voldsomt stigning i salget af ebogsudgaven af hendes roman. Og dertil en lang række etstjernede anmeldelser, der gerne kredsede om, at der ikke var meget Stephen King i Stephen Kings seneste roman.

Men i det mindste var der pengene.

Og det blev til bloggen Spending the Stephen King Money, hvor hun listede alt det, hun købte for de digitale penge. Og forsøgte at gætte, om hendes forfatterkollega ville sætte pris på købet.

PURCHASE: Four extra (half) days of daycare.

COST: $180.00

NOTE: Novels and children need the same thing from you—time.

WOULD STEPHEN KING LIKE IT: Nothing is more terrifying than parenthood, and he’s visited that in a few books so, yes, he would like this!

 

 

Superskurken var frisør

sep
07

Jeg tror, at ideen om Mastermind tiltalte mig mere end selve spillet, da jeg var barn – og det var hovedsageligt på grund af coveret. Fordi de to der udstrålede bare 70er-agent-action – stilig 007, som det burde være, uden de lettere fjollede science fiction-elementer, der prægede serien en overgang. Det var sært desillusionerende at finde ud af, at den underfundigt truende mandsperson på kassen var frisør. Og ikke sådan supermodel-frisør, men ejer af en række frisørsaloner. Jeg holder krampagtigt fast i illusionen om, at han havde for vane at sidde med en langhåret, hvid kat i skødet og betragte sine frisørkunder gennem et etvejsspejl.

Han hed Bill Woodward og endte på Mastermind-kassen, fordi den tiltænkte model ikke vågnede op. Det var sammen med Cecilia Fung, som ikke overvejede at forføre en større offentlig figur, men i stedet var ude at gå med nogle venner i Leicester, da hun blev stoppet af en agent (nej, ikke sådan en agent, desværre), som ville bruge hendes kontrafej.

Hele historien – inklusiv de to modellers genskabelse af billedet 30 år efter, kan læses hos University of Leicester.

 

Tom Gauld

aug
19

Tom Gauld er god – men i dag har han begået noget så sjældent som en bibliotekar-utopi (husk at bladre igennem alle tre sider).

 

Jeg, en (dårlig) samler

aug
13


Mens jeg slappede af på Ærø, publicerede Fra Sortsand mit noget rodede forsøg på at beskrive, hvordan det er at have et stærkt samlergen, men måske ikke lige så stærk en samlerrygrad:

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Indlægget rummer desuden et billede af ferieubarberede undertegnede, hvilket jeg undskylder for. Jeg ser (forhåbentlig) ikke helt så 70er-lummer ud i virkeligheden.