SUPERKULTUR

Superskurken var frisør

sep
07

Jeg tror, at ideen om Mastermind tiltalte mig mere end selve spillet, da jeg var barn – og det var hovedsageligt på grund af coveret. Fordi de to der udstrålede bare 70er-agent-action – stilig 007, som det burde være, uden de lettere fjollede science fiction-elementer, der prægede serien en overgang. Det var sært desillusionerende at finde ud af, at den underfundigt truende mandsperson på kassen var frisør. Og ikke sådan supermodel-frisør, men ejer af en række frisørsaloner. Jeg holder krampagtigt fast i illusionen om, at han havde for vane at sidde med en langhåret, hvid kat i skødet og betragte sine frisørkunder gennem et etvejsspejl.

Han hed Bill Woodward og endte på Mastermind-kassen, fordi den tiltænkte model ikke vågnede op. Det var sammen med Cecilia Fung, som ikke overvejede at forføre en større offentlig figur, men i stedet var ude at gå med nogle venner i Leicester, da hun blev stoppet af en agent (nej, ikke sådan en agent, desværre), som ville bruge hendes kontrafej.

Hele historien – inklusiv de to modellers genskabelse af billedet 30 år efter, kan læses hos University of Leicester.

 

Tom Gauld

aug
19

Tom Gauld er god – men i dag har han begået noget så sjældent som en bibliotekar-utopi (husk at bladre igennem alle tre sider).

 

Jeg, en (dårlig) samler

aug
13


Mens jeg slappede af på Ærø, publicerede Fra Sortsand mit noget rodede forsøg på at beskrive, hvordan det er at have et stærkt samlergen, men måske ikke lige så stærk en samlerrygrad:

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Indlægget rummer desuden et billede af ferieubarberede undertegnede, hvilket jeg undskylder for. Jeg ser (forhåbentlig) ikke helt så 70er-lummer ud i virkeligheden.

 

Ferie

jul
28

Ferien kommer til os alle – på et eller andet tidspunkt. Nu er det mig, den har trængt op i et hjørne, så hvis jeg ikke er så aktiv her på siden det næste stykke tid, skal I ikke bekymre jer. Men hvis jeg vender tilbage og tror, jeg kan flytte ting med tankens kraft, så…

Plakaten er af Steve Thomas  – og der er flere her.

Min far, Vlad

jul
22

Jeg har en forkærlighed for projekter baseret på struktur – som f.eks. Scifihaiku eller Du er (desværre) hovedpersonen (som jeg bør få lavet nogle flere af). Der er noget, der tiltaler mig ved at have nogle meget faste rammer og så se, hvad man kan gøre inden for dem.
Et godt og til tider syret eksempel på det er My Dad is Dracula – Reglerne er: 3 billeder, en søn, replikken “Hi, son” og overskriften “My Dad is Dracula and [indsæt dagens tema]”.
Ud fra det skaber Jason Poland små historier, der svinger fra det dadaistiske til det hjertevarmende. Det er ikke altid sjovt, men det er gerne overraskende på en eller anden måde.

Er det tid at æde de rige?

jul
21

Ud fra den her artikel har de opgivet ethvert ansvar for en fungerende menneskelig fremtid, så er det ikke i det mindste tid at overveje opskrifter? Jeg kan godt lide rosmarin.

They started out innocuously enough. Ethereum or bitcoin? Is quantum computing a real thing? Slowly but surely, however, they edged into their real topics of concern.

Which region will be less impacted by the coming climate crisis: New Zealand or Alaska? Is Google really building Ray Kurzweil a home for his brain, and will his consciousness live through the transition, or will it die and be reborn as a whole new one? Finally, the CEO of a brokerage house explained that he had nearly completed building his own underground bunker system and asked, “How do I maintain authority over my security force after the event?”

5 ting der aldrig skete

jul
21

En lille følger til artiklen om kontrafaktisk historie fra forleden: 5 ting der aldrig skete – om fagbøger, der benytter sig af samme kunstgreb. Begge indlæg er en del af et tema om tid, så der kan være flere af interesse.

Den underforståede nazist

jul
19

For noget tid siden skrev jeg en artikel om alternate history til en af de lokale aviser (lokale i forhold til biblioteket, hvor jeg arbejder). De indledende faser gik på, at det under Trump næsten føltes, som om vi levede i en afledt tidslinie -men hen af vejen skar jeg artiklen til, så den fokuserede på den gren af genren, der leger med spørgsmålet “Hvad nu hvis nazisterne havde vundet krigen?”. Og så virkede det smart at fjerne Trumps navn fra det hele og i stedet formulere noget om, at verden kunne virke sær for tiden – der er nok visse politiske statements, biblioteket ikke bør stå for.

Men avisredaktøren kastede et blik på artiklen og forsynede den fluks med et meget stort billede af… Trump.

Jeg tror godt, jeg kan lide den redaktør. Og artiklen ligger nu på bibliotekets hjemmeside: Dengang nazisterne vandt krigen.

Dø hårdt

jul
12

Jeg kan ikke sige, hvor længe jeg troede, at Die Hard var en tysk film – men i det mindste kan jeg sige, at det er tredive år siden: Die Hard Turns 30.

Så nu føler jeg mig både lidt flov og ret så gammel.

Silicon Valley og Sovjetunionen

jul
06

Den her Twitter-tråd er værd at læse: Things that happen in Silicon Valley and also the Soviet Union.

Velkommen til fremtiden.