SUPERKULTUR

Superkultur-podcasten, afsnit 2 — the sequel!

aug
03

I hvilken det går op for vores helte, at de er dømt til at gentage samme ballade om og om igen – bare større, mere ekstravagant og angiveligt bedre for hver gang. Kulturen myldrer af sequels, prequels, sidequels(!), adaptations og reboots. Janus Andersen og Allan Haverholm forsøger at udrede  hvad der gør en god sequel, og hvorfor så mange af dem havner i den ringere ende af skalaen.

Som empirisk materiale for en (noget smagspræget) undersøgelse gennemgås film som Aliens, Highlander 2, A Nightmare on Elm Street 2, Dødens Gab-serien, indtil flere Batmanfilm og den kuldsejlede Catwoman. I den mere filtrede genre af forbundne serier nævnes George Romeros Night of the Living Dead som en bizart knopskydende franchise. Endelig er værterne ved at ryge i totterne på hinanden over Star Trek.

Deler Ridley Scott og Stephen King en kognitiv brist, når det kommer til hvad der fungererer henholdsvis i tekst og på lærredet? Hvor mange sequels kan man strække en enkel historie ud over før den går i stykker? Kan ufuldendte værker hjemsøge dem, der faktisk blev til noget? Få vage vink og halve svar på disse og flere spørgsmål i andet afsnit af Superkultur-podcasten!

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Linksamling

Filmkritiker og lænestolsantropomorfist Roger Ebert citeret i Jaws 4-traileren.

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og fotos af lytternes frokost kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

Superkultur-podcasten, afsnit 1

jul
10

Superkultur tager første skridt mod sit totale herredømme over medielandskabet! Det indebærer lavest mulige produktionsværdier, total mangel på koordination eller forberedelse, og lige så elendig lydkvalitet som -redigering. De skyldige er Janus Andersen og Allan Haverholm. Alle skal starte et sted, og de har trods alle gode råd sat sig for at lære undervejs.

I dette indledende afsnit forsøger de at indkredse begrebet “superkultur”, og snakker uden mål eller med om sequels, Donald Trump, biblioteksafgiften og kreative menneskers forretningsplaner. Undervejs strejfer de mere almene emner som Stranger Things, Jordan Peeles Us, samtidsscience fictionserien Years and Years, A Handmaid’s Tale, Happy og en endeløs strøm af bilrenovationsprogrammer.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

De løse links

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og Allans længe bortkomne kørekort kan sendes til podcast@superkultur.dk.