SUPERKULTUR

VERDEN IFØLGE SERIEMAGASINET

jun
18
Billedresultat for verden ifølge seriemagasinet

“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).

Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.

Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.

Podcasten kan findes hér: https://nummer9.dk/category/podcast/seriemagasinet/

Men har da også sin egen kanal: https://seriemagasinet.dk/

Fantask i Knibe

feb
18

Hey you guys (m/k) – det ser ud til at verdens ældste tegneserieforretning er i økonomiske problemer. Det er jo jævnt nederen. Fantask var ikke den første forretning jeg købte tegneserier eller rollespilsbøger i – men det er nok den forretning jeg har købt flest tegneserier i.

Så for at støtte Fantask har jeg besluttet mig for at købe mig en tegneserie eller to. Men hvilken… jeg har ikke super god styr over de spændende ny anskaffelser eller trends. Og det er her at i kære læsere kommer ind.

Foreslå mig en titel eller to på en funky eller fed tegneserie. Hvad kan jeg så lide: Hellboy, Astrocity, spændende og interessante superhelte tegneserier. Semi afsluttede historier, tradepaperbags.
Jeg er blevet ret glad for Marvel efter film serien, men det er som om de ikke rigtigt bruger konceptet med afsluttede historier i tradepaperbags på samme måde som DC gør.

Hilda

okt
02

Der er mange grunde til at elske Hilda.

Først og fremmest naturligvis de originale tegneserier af Luke Pearson. Og for mig personligt det faktum, at der er kommet en ny, som jeg ikke havde opdaget, førend jeg tjekkede hans bibliografi på Wikipedia for lidt siden.

Hilda er en af de der få tegneserier, der forstår at ramme både børn og (i al fald nogle) voksne. Ikke som de dræbende mængder af YA-romaner, der skyller ud på markedet og forsøger at trykluftsbore sig ind i følelserne hos både teenagere og deres mødre, men en ærlig, uskyldig tegneserie med charme og lidt ekstra lag. Pearson rammer roligt et eller andet Venn-diagram, hvor Astrid Lindgren og Miyazaki, blandet med et eller andet, jeg ikke har identificeret nærmere. Er det mon Tove Jansson, der også stikker snuden ind?


Hilda er endda ude på dansk – mere kærlighed!

Vor hovedperson, der også lægger titel til serien, bor i ødemarken med sin mor – og et hav af kæmper, naturånder og andet godt. Hvilket hun naturligvis går til som den naturligste ting i verden – og de historier er så fint fortalt, at man som voksen læser både kan nyde dem umiddelbart og læse en masse ind i dem, om man så lyster.

En ny grund til at elske Hilda er, at hun nu også er animeret – altså, ikke træls og overkørt, men en tegnefilmsserie på Netflix.

Den tanke gjorde mig ærligt talt lidt nervøs til at starte med, og jeg var lidt loren igennem første afsnit. Tegneserien og -filmen har måske nok et nogenlunde nært slægtsskab, men de er også vidt forskellige måder at fortælle på – på skærmen er der ingen hvide områder mellem ruderne, hvor læserens fantasi kan spille med. Vi må se og høre alt det, vi ellers har forestillet os, og det er som regel forkert (eller også er det mig, der er dårlig til at forestille mig ting). Sådan var det også her, men det tog nu alligevel ikke serien længe at overbevise mig. Det er en behagelig ny udgave af Hilda, som ganske vellykket overfører tonen til et nyt medium.

Jeg har lige lært på Jakobstegelmann.dk, at Pearson har en fortid som Storyboarder på Adventure Time – og jeg kan da også godt mærke forbindelsen til den. Men hvor den blev lidt for animeret (i den anden betydning) for mig, har Hilda måske lært lidt af f.eks. Over the Garden Wall. Den tillader sig at skrue ned på hastigheden og skrabe plottet lidt, men i stedet slås med stemning og store spørgsmål.

MEN den allerstørste grund til at elske Hilda er dog bifiguren Alfur:


(Ikke helt så glad for oversætteren, for det hedder et klassifikationssystem, men man kan ikke få det hele)

 

Nej nej, superhelte er ikke fascistiske rollemodeller…

sep
22

Apropos Peter Biskinds The Sky is Falling, som dumpede ind af min brevsprække den anden dag, har The Center for Investigative Reporting lavet et podcastafsnit om ekstremhøjrens seneste propagandaplatform, superheltetegneserier:

There’s a new battlefield in the culture wars: comic books. The alt-right now has gotten in the business, led by a buxom, Confederate flag-waving superhero named Rebel and a white vigilante who turns immigrants over to ICE.

I afsnittet interviewes bl.a. Chuck Dixon, som har skrevet både Marvel- og DC-serier før han blev del af den nye, ultrakonservative franchise, og Chelsea Cain. Sidstnævnte repræsenterer her den seneste generation af inkluderende serieskabere, hvis kulturværdier ekstremhøjrens superhelte er en reaktion imod.
Lyt her: Reveal: Never Meet Your (Super) Heroes

Vildfaren tegneserie

sep
03

Jeg har lige haft lånt Alan Moores Lost Girls på biblioteket. Jeg havde hørt om den for 1000 år siden, men aldrig fået taget mig sammen til at læse den. Da den så stod der og lokkede i en dansk oversættelse, så måtte jeg slå til. Det er et digert værk, hardcover, a4 størrelse og 250’ish sider.

Men ak, jeg kunne ikke tage mig sammen til at læse den. Jeg forsøgte, ideen virker spændende og interessant. Dorothy, Alice og Wendys erotiske eventyr i den anden verden. Men billederne var dræbende kedelige og grimt tegnet. Trist, så trist. Sjældent har et værk været så kedeligt, trods enorme mængder af nøgne kroppe, bare damer, stive fallosser og vild og manisk sex.


Gah, de billeder er så kedelige at de suger livet ud af mig. For en gangs skyld, så ville jeg ønske at Rob Liefield havde været involveret i noget som helst.

Hellboy Spinoff

aug
20

The Visitor: How and why he stayed
Skrevet af Mike Mignola og Chris Roberson, illustreret af Paul Grist

The Conquerer Worm er nok min yndlings Hellboy tegneserie. Det er den første lange Hellboy historie, og det er den Hellboy tegneserie der sætter gang i Hellboys omflakkende liv. Det er en fantastisk tegneserie. Den har det hele, nazister, lovecraftian monstre og Lobster Johnson.

Hellboy og hans team af plucky daringdoo desperadoes bliver sendt til Huntle Castle for at opsnappe en rumkapsel. En kapsel der vender tilbage til Jorden efter en 60 år lang tur i rummet. Det hele er endnu et forsøg på at vække übermonstret Ogdru Jahad og starte apokalypsen. På et tidspunkt i historien støder Hellboy ind i et spøgelse, der kommer med hints og et våben mod den store orm, som viser sig at være en død alien.

Hvorfor er den der og hvor kommer den fra? Vi finder aldrig ud af det. Men nu har vi chancen. I “The visitor and why he stayed” kommer historien om aliensene og hvorfor de er her. Desværre er det ikke verdens bedste tegneseriehistorie nogensinde. Der kommer ikke ret meget nyt om aliensene og deres baggrund.

Vi følger alienen fra han lander på jorden, og egentlig skal snigmyrde Hellboy da han bliver født. Men han kan ikke få sig selv til det. Der er noget godt i ham, han er ikke kun barn af helvede. Han har en menneskelig mor, så måske han kan blive en rigtig helt, der kan battle badguys.

Senere finder alienen en menneskelig kvinde, som han forelsker sig i og bor sammen med. Han hænger ud i baggrunden mens Hellboy battler skurke, og holder øje med ham. Måske han også lige kommer med lidt hints via anonyme telefonopkald. Til sidst ender han i Huntle Castle, bliver skudt af Ilse og hans spøgelse fortæller Hellboy det sidste hint. Og det er så historien. Der er ikke meget baggrund om aliensene og deres kultur. Der kommer lidt om hvorfor de bekæmper Ogdru Jehad og al dens væsen, men ikke meget. Det er en historie der passer bedst til supersamleren, ham eller hende der har alt Hellboy relateret. For den almindelige samler så er der ikke så meget nyt i historien. Skuffet? Ja lidt. Jeg havde håbet på at der havde været lidt mere gods i historien. Lidt mere baggrund om de mærkelige aliens og universet udenfor Jorden. Men ak. Det kan være det kommer i en ny spinoff…

Tom Gauld

aug
19

Tom Gauld er god – men i dag har han begået noget så sjældent som en bibliotekar-utopi (husk at bladre igennem alle tre sider).

 

Åh, Japan…

jul
08

Jeg er ret vild med japansk anime og manga, jeg synes det er ret fantastisk, fyldt med store følelser og enorme kamprobotter. I hvert fald dele af tegneserierne. Det japanske tegneserie marked er jo balstyrisk stort, og dækker alle mulige og umulige genrer. Alt fra de føromtalte kamprobotter over highschool dramaer til kungfu action.

Og så er der de sære tegneserier. Dem med lidt for mange tentakler og unge skolepiger. Og det er nok i den kategori vi skal finde Transformers Kiss Players.

Just the facts: Transformers Kiss Players var den primære japanske transformers serie fra 2006-2007. Den bestod af både en mange tegneserie og en ugentlig radioepisode.

I serien opdager transformerne at de kan “power op” ved at unge piger kysser dem, hvorefter de transformerer sammen og går på wacky adventures. Umiddelbart skulle man tro at en serie med kæmperobotter og deres pigevenner, ville henvende sig primært til unge piger, men sådan forholder det sig nok næppe med den her serie… Næ, hvis man kigger lidt forsigtigt på tegningerne, figurerne og den generelle advarsel om at legetøjet kun er til 15+, får man hurtigt en fornemmelse af at det her bestemt ikke er for børn.

Næ… slet ikke for børn

Næ… radioepisoderne er tilsyneladende fulde af seksuelt ladede sætninger som f.eks. når Optimus Prime siger at han synes det er rigtigt rart, når Marissa gnubber kanten af benzintanken… Og skønt de unge kvinder i serien er gamle nok til at kunne køre bil, så er de bestemt tegnet til at ligne jævnt unge piger.

Der er også et væld af ulykkelige tegninger, hvor kvinderne bliver oversprøjtet med… forskellige biomekaniske væsker, viser trusser og andre forfærdeligheder. Folk kan selv google det. Hvis man har lyst. En god del brain bleach er påkrævet for at glemme dem.

Heldigvis i sæson to, skiftede fokus fra pedo bear territorie til mere normalt mange magical girl tegneserier. Men vi skal nok ikke forvente at de kommer til at influere Michael Bay film serien, på trods af at han også nyder at vise… visse ting i sine film.

Yes… robot kugler.

Overraskelse to the max

jul
05

Jeg har en tendens til at læse tegneserier på toilettet. Nogle tegneserier er bedre end andre til toiletlæsning. Dilbert og Akira er rigtig gode, Sandman er pænt ringe. Problemet med Sandman er at den er alt for teksttung, til at fungere godt til et par minutter i ensomhed på tronen.

Så derfor læste jeg Sandman i sofaen og nød hvert sekund. Det er en fabelagtig tegneserie, men også ofte lidt uigennemskuelig. Spørgsmål som f.eks. “Hvad foregår der, hvorfor ender den som den gør og hvad handler den egentlig om” trænger sig på. I en søgning på forklaringer, kastede jeg mig over Wiki siden, for at se om andre fans havde kommet med fine fortolkninger der kunne kaste lys over serien. Og det var der, at jeg blev overordentligt overrasket.

Det viste sig at karakteren Lucifer, fra Fox showet Lucifer, der ikke blot er underverdenens hersker, ærkedæmon og god til at spille klaver – og som hjælper politiet med at opklare mysterier i sin fritid… er basseret på Sandmans Lucifer. Også dæmon, underverdenens hersker og god til at spille klaver… men som på ingen måde hjælper nogen med at opklare noget som helst.

Serien Lucifer er ganske spas og underholdende, men heller ikke mere end det. Den virker som et afsnit af en CSI serie. Den mangler bid. Det kunne have været interessant, hvis tv producerne havde turdet lave en serie, der lå tættere op af tegneserien.

Hellboy

jun
20

Ingen superhelt er for evigt død, og det ser ud til at Hellboy heller ikke er helt færdig. Med Hellboy in Hell troede jeg faktisk at det var slut med karakteren, og at Mignola ville fortsætte med BPRD serien og vise hvad der sker i den apokalyptiske verden efter Hellboys død.

Men nu ser det ud til at der kommer nye Hellboy udgivelser (det har der faktisk gjort noget tid, jeg har bare ikke været klar over det før nu). Serien Hellboy and the BPRD starter tidligere i Hellboy kronologien med 1952, og for hvert trade paperback går serien et år op i tid. Der er udkommet tre samlehæfter indtil videre og den seneste kom i januar i år, så der går nok lidt tid før den næste kommer.

Med undtagelse af det første hæfte, så er serien i stedet en antologi, med små stand alone historier. Og det format har altid passet Hellboy godt. Jeg har ikke læst nogle af de nye endnu – som bekendt troede jeg han var forsvundet for tid og evighed – så jeg ved ikke om de er gode. Men jeg skal da helt sikkert have fat i dem, næste gang jeg er i Fantask.