SUPERKULTUR

Hvor uroen bor

sep
10

Det er svært at fortælle om noget, man ikke rigtig har et sprog for. Jeg mener: jeg har levet i en forholdsvis simpel verden, hvor malerier var noget, der hang på væggen, og musik var noget, der mindede om en historie med en start, en midte og en slutning (eller demonstrativt en antihistorie, der går efter en følelse). Så det var en sært oplevelse at opleve malerier, som hovedsageligt bestod af processen, og musik, som blev improviseret i forhold til den visuelle kunst. Jeg mistænker, at det er musik som lydbilleder og maleri som improviseret jazz.

Grunden til, at jeg havnede i den situation, var en odysse til Nykøbing Sj., hvor jeg overværede forestillingen “Hvor uroen bor” med Grønvall.Haverholm. Et godt stykke udenfor min comfort zone, både fysisk og mentalt, men en overraskende fed oplevelse.

Grønvall.Haverholm er 2 gange Allan – Grønvall på guitar og en større samling pedaler og Haverholm på akrylmaling og diverse andre effekter. Allan maler, og Allan spiller musik, og de to spiller op ad hinanden, improviserer og jammer. Malerierne projiceres op på lærred, mens musikken naturligt nok går gennem højtaler, og publikum inviteres ind i en proces, der på besynderlig vis skifter mellem adskillige lag. I stedet for blot at opleve et færdigt produkt fanges man (blev jeg fanget) ind også af at betragte teknikken hos begge performere – og detaljerne i, hvordan de strækker deres instrumenter. Jeg har set nogle af duoens videoer på Youtube, men en live optræden var dog en helt anden oplevelse – selv lyset blev en del af improviseringen.

(En sidebemærkning: jeg har et par gange haft en Grønvall.Haverholm-video kørende på fjernsynet, men har måttet stoppe af hensyn til min kone – musikken går i hendes grundangst. Det er en kompliment, vil jeg mene. Og det var da også interessant, som flere af de kvindelige lyttere virkede lettere rystede efter showet.)

Noget, der slog mig, var det fortællende element i “Hvor uroen bor” – de færdige malerier er vel at betragte som abstrakte (jeg har ikke styr på definitionerne her, indrømmer jeg – og der er vi tilbage i det med at mangle sprog), og det er svært at sige “Det forestiller…”. Men oplevelsen af dem er narrativ – der bliver pøset maling på, og når det spiller allerbedst (pun intended), får man lidt samme oplevelse som at se en spændingsfilm: “Hvorfor gør han det?!” Og det spørgsmål kan være både jublende, spændt og frustreret over, at man ikke ved, hvad målet er. Det var en tilskuer, som udtrykte det samme: “Der var flere tidspunkter, hvor jeg ville stoppe dig!”

Tidselementet gør billederne mere interessante, ligesom sammenhængen løfter musikken.

For mig personligt er der et andet tidselement – jeg har kendt Allan (Haverholm, that is) siden gymnasiet. Allerede dengang skabte han – han både tegnede og forstod at fortælle historier på flere niveauer over min egen formåen. Det var den der magi ved at se nogen gøre noget, som får én til selv at strække sig mentalt for at følge med – og her mere end 20 år senere har han formået at holde den samme afstand, at forny sig, så værket fremstår frisk. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke forstår alt, hvad han laver og som sagt ganske mangler sproget til at fortælle fyldestgørende om denne oplevelse, men jeg kan mærke magien.

 

Fagre nye overvågningsmuligheder

aug
28

Velkommen til fremtiden – du skulle nok været drejet til venstre ved Albuquerque:

For at nå de mål skal Udbetaling Danmarks beføjelser blandt andet udvides. Udbetaling Danmark skal fremover kunne samkøre oplysninger om danskernes elforbrug fra den såkaldte “Datahub” med oplysninger om bopæl, lyder det i aftaleudkastet. Formålet er at afsløre, om folk lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage sociale ydelser.

Det møder hård kritik fra Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening:

– Det er enormt indgribende at registrere borgeres el-forbrug, som der er lagt op til her. Man måler forbrug hver time og kan lave en meget præcis profil af en persons adfærd. Der er tale om en konstant glidebane. Flere og flere data bliver indsamlet, og der kommer mere og mere kontrol, siger han.

Dyneløfteri: Regeringen vil overvåge lediges elforbrug – overskriften er vel egentlig lidt misvisende, for så vidt jeg kan se, er det alles elforbrug, der skal overvåges. Lige PT er det bare de ledige, der er syndebukkene, så det er dem, der baner vejen til skafottet i overvågningens hellige navn.

Det første, der slog mig, var Dave Eggers’ roman the Circle. Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse af den, kan jeg se, men dog omtalt på en liste over bøger for folk, der er vilde med Black Mirror. Den er en utroligt godt ramt nærdystopi – forstået på den måde, at den viser overgangen fra genkendelig verden til “Hvordan fanden havnede vi lige der?” Og temaet er netop privatliv – og hvordan vi da ikke bør have noget, for vi har da ikke noget at skjule, og vi vinder alle på gennemsigtighed. Der, hvor The Circle falder fra hinanden i bagklogskabens klare lys, er, at et af den afgørende punkter er der, hvor politikere overtales til den totalte gennemsigtighed, som der prædikes for. Ved at gå forrest som et godt eksempel, forstås, og lade vælgerne følge sig 24 timer i døgnet.

Gennemsigtighed taler de gerne for, men det er i forstanden “envejs-spejl”. Kunne man forestille sig, hvordan danske politikere ville reagere, hvor man fremsatte forslag om, at deres eget elforbrug skulle overvåges, som der lægges op til? Det er jo set før, at de har fusket med at bo officielt det forkerte sted og score en del skattepenge på den konto. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ville ske.

Gamificerende trolde

aug
25

Den nyeste runde af giftig fandom: Du er da ikke lesbisk nok til at spille Batwoman.

[hjertensdybt suk]

Men det mindede mig om dette velskrevne indlæg på John Scalzis blog forleden: The Gamification of Rhetoric

It’s really frustrating to me that more people don’t understand that racist/alt-right people have gamified their rhetoric; they’re not interested in discussion, they’re slapping down cards from a “Debate: The Gathering” stack, and the only goal is taking heads.

They gamify their rhetoric because essentially this shit is a low-stake game for them, whereas for other people it’s their actual lives. That’s an advantage they have. If they lose, they shuffle their cards and go on to the next thing. If others lose, their life takes a hit.

Det er fristende at tænke på alt-right er en indkogning af fandoms scorecard crew til blot card crew.

Skyldtynget fornøjelse

aug
23

Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.

Men det fik mig til at tænke på: hvad burde jeg egentlig skamme mig over? Ikke bare sådan “høhø, det er for børn, så jeg burde ikke læse det”, men sådan rigtig “Det her burde være et etisk spørgsmål, hvis du lige var selvbevidst nok til at stille det”? Findes den form for kulturprodukt? Jeg har da læst en del protofascistisk science fiction (Jørgen Misser, jeg kigger på dig) – men tro mig, det var ikke en fornøjelse, så ingen flueben der (og hvis man finder det en fornøjelse, tænker jeg, at man ikke har den store skam i livet, så heller ikke på den måde kan det overføres). Er der underholdning, som jeg fortærer mod bedre vidende? Burde jeg skamme mig?

Og med min kones Jesper Fårekyllingehjælp kom svaret: Ja. Min dårlige samvittighed har en centreret fortand og er god til at løbe. Og sætter et Hollywood-podperson ansigt på… Scientology. Ja, jeg elsker mig en god Tom Cruise-film. Faktisk sidder jeg og ser starten på Jack Reacher, mens jeg skriver disse ord – og det er måske pointen. TC leverer underholdende action, man ikke behøver klistrende øjenæblerne til, men man kan altid løfte blikket, når musikken eller eksplosionerne sætter ind, og så er der gang i den. Om ikke andet er der i al fald vor helt, der løber og springer. Hvis der er noget, Cruise kan, er det at løbe (nåja, og så cleare thetaner).

At se en Cruise-film er som et drikke et glas koldt cola – ved den rette temperatur smager det ikke rigtig af noget, man skal ikke frygte, at der er noget med kanter i, og kroppen får et lille sus. Det er et produkt unikt sammensat til blot at afstedkomme mere af samme produkt. Og så selvfølgelig flytte penge fra et sted til et andet, først og fremmest væk fra forbrugeren og til et stort, sjælløst foretagende. Eller Coca Cola-kompagniet.

Ja, jeg har lidt dårlig samvittighed over at se Cruise-film, men det stopper mig ikke i at gøre det. Kunne man håbe på, at ungdommen, der går så etisk til andre elementer af livet, som mad og interpersonelle forhold, kunne gøre noget ved behovet for etisk voldsporno? Kunne man forestille sig sig en generation af fritgående, økologiske actionhelte? Eller er svaret måske bare en computeranimeret Cruise drevet af solenergi? Det er mit bud, for helt ærligt er Cruise – som en god del andre film- og musikstjerner – påbegyndt en nedstigning i the uncanny valley fra den forkerte side.

Så får vi naturligvis ikke “Cruise hopper i en sofa”, men det må være kunsten, der er det vigtige.

Nå, nu så jeg så begge Jack Reacher-film, mens denne tekst var åben, og måske var det en hjælp til at træffe det etiske valg – for toeren er godt nok en noget mere sølle omgang. Måske skulle jeg bare downloade den og The Mummy (så ingen penge havner hos Scientology) og se dem, hver gang der kommer en ny Cruise-film. Omend det ville være et forsøge at løse et systemisk problem på det individuelle niveau… så alle skal tvinges til at se dem!

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.

Kunsten er i kommentarerne

jun
30

… Men for at være sikker på, I ser den, bliver den lige gentaget her. Henning er en af de få faste kommentatorer på de (overlevende) danske genreblogs – og gerne med indsigtsfulde og spændende indspark. Og til gårsdagens indlæg om Harlan Ellison førte han pennen med det vidunderligt indbefattende metadigt:

Vreden, Gudinde besyng, som greb provotøren Harl Ellis,
Svang ham ud på det vinblå hav, og styrted ham ned, skibbruden,
38 nord, 77 vest, ud for blodstrømmens langerhanske øer,
med næverne rejst mod Guderne, og råbende kærlighed ind i Verdens Hjerte.
Således forgår Ellison, og bliver varigt værende, som Harlequin,
som glasdæmoner, hjemsøgende byer ved Verdens kant,
hvor dragedræbere kommer til kort.

Dead Gods

jun
22

Hvad nu, hvis Tina Dickow ikke sang om varmt sand (eller hvad den sang nu handler om), men om en fejlslagen lovecraftiansk dæmonpåkaldelse (findes de mon som andet end fejlslagne?)? Så havde sangen nok heddet Dead Gods.

Scrawls on the floor
And you spoke a dead language
Opened a door
And you called upon anguish
I took a good look at you
I knew there was nothing I could do
Just stood there and screamed at you
What could I do?

Dead gods waking from their sleep
Their tentacles writhing in the deep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be

I pulled at your robe
But you kept on chanting
A satanic pope
The walls started panting
Left here as dead and glowing eyes
Held you and pushed me aside
Aching with fear I
Screamed from inside

Old gods rising from the deep
The sound of them drifting in my sleep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

It’s all I’ll ever dream of
It’s all I’ll ever fear to touch whenever I reach out

Mad gods following your voice
Forever paying for your choice
Madness settling down on me
Forgetting
Dark gods crowding in the room
Blood stains spelling out your doom
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

Giftig fandom

jun
14

Allan sendte mig til dette afsnit af Decoder Ring: The Johnlock Conspiracy  med beskrivelsen “et svanedyk ned i rabiat fanmentalitet”. Lyt til det – det kigger nærmere på fanteorien om, at Sherlock i bund og grund er en skjult, homoseksuel kærlighedshistorie om Sherlock og Watson, og forventningen (nærmere kravet) om, at det ville blive afsløret i den seneste sæson. Som en deri nævner på et tidspunkt, har man næsten lidt ondt af fansene, da det ikke sker; det er som religiøse, der fastslår datoen for Bortrykkelsen og så står betuttede tilbage.

Samtidig er jeg ved at høre Grant Morrisons Supergods, og han omtaler på et tidspunkt det højtråbende mindretal af lidt ældre fans som “the scorecard crowd”. Den betegnelse virkede lidt rammende, for jeg kunne sagtens se mig selv være havnet i den – der er en særlig fristelse i at få et fiktivt univers til at hænge sammen ud over de fortalte historier, at sammenstykke logikken bag og få det hele til at gå op i en højere enhed. Ofte ender det nok som en forenkling af universet, en sammenskrivning af alt i en fællesnævner. Vi vil have vore superhelte gjort op på scorecards, så vi kan sige, at vi kender dem alle, og superkræfter skal anbringes i niveaukasser, så vi kan diskutere, hvordan en given kamp ville ende – alene med baggrund i det, vi opfatter som “logik” og uden noget så træls og rodet som en historie.

Det er nok ganske heldigt, at jeg voksede op på vestfyn, hvor der ingen fandom var. Brevene i superheltebrevkasserne viste, at der eksisterede andre mennesker med samme interesse, men jeg var i gymnasiet, før jeg mødte et levende menneske, som syntes, det var fedt (og det var så selvsamme Allan fra tidligere). Fandom mødte jeg først som voksen og stadigvæk på afstand via Science Fiction Cirklen – som dels bestod af voksne mennesker, der havde overstået deres fankrige, og dels har så bredt et felt, at der er plads til de fleste (og dels ikke konverserer så åbent og aggressivt, som internettet åbenbart lægger op til).

Men for tiden er fandom konstant i medierne – som rablende sindssyge internetkrigere, der får fråde om munden ved den mindste anledning. “Har I indsat kvinder/farvede/ændringer/nytænkning i min skattede fiktion? Her skal I se mit arsenal af dødstrusler!”

Jeg kan svagt genkende den der forsvarsposition fra folk, der forsøger at holde krampagtigt fast i den religion, de er vokset op med, og som har stået mejslet på scorecards af sten – Thor er en mand osv osv osv. Men det er lidt interessant at se den nye form for fandom, der er vokset med lynets hast på grund af internettet (og som podcasten i starten fortæller om); her holder man ikke fast i det, som skaberne har fortalt én, men kræver i stedet at få ejerskab over historien i fremtiden. Fans skriver videre på deres fandom, krydser dem og bruger dem i det hele taget som afsæt for selv at skabe, hvilket jo i sig selv er fedt – men en del af dem krydser så over i den giftige zone, hvor “det her er fedt” bliver til “jeg ejer det”. Og så starter krigene, og sokkedukkerne starter de orbitale bombardementer.

Jeg har leget med tanken om, hvor fandom dog skal ende efter dette – vi har haft de konversative og har nu de tvangsudviklende, og med Singulariteten og evigt accelererende udvikling lige forude kan jeg kun forestille mig en fandom så gennemført, at den ganske nægter at have noget med sit emne at gøre. En platonisk ideel fandom.

“Ingen ÆGTE fan har nogensinde så meget som SET forsiden af et SuperWhoLock-blad. Hver måned betaler jeg til skaberens Patreon, så han ikke sender mig det. Det er den bedste serie nogensinde!”

Jeg googlede “toxic fandom”. Ham her har vist så meget ret, at han sikkert fortjener en dødstrussel.

Symptomer på fremtidschok

maj
17

Du kender det – den der svage, kognitive rystelse, hvor det går op for én, at man lever i fremtiden. Eller i én fremtid. Og måske ikke den rigtige fremtid (og nej, jeg taler ikke kun om, at Donald er præsident).

Der er ikke nogen righoldig medicinsk litteratur om emnet, men jeg er sikker på, at man vil kunne flere adskillige. Her er blot et par stykker, jeg har oplevet de sidste par dage:

  • Falde i staver, mens man læser en papirbog – men ubevidst scrolle lidt på siden for at sikre sig, at den ikke går i dvale
  • Gå en længere tur – og føle en vis tilfredsstillelse ved, at Algoritmens anslag på, hvor lang tid det ville tage, er forkert.
  • Læse en science fiction-roman og glemme, at den skal forestille at foregå i fremtiden

Flere?