SUPERKULTUR

Kunsten er i kommentarerne

jun
30

… Men for at være sikker på, I ser den, bliver den lige gentaget her. Henning er en af de få faste kommentatorer på de (overlevende) danske genreblogs – og gerne med indsigtsfulde og spændende indspark. Og til gårsdagens indlæg om Harlan Ellison førte han pennen med det vidunderligt indbefattende metadigt:

Vreden, Gudinde besyng, som greb provotøren Harl Ellis,
Svang ham ud på det vinblå hav, og styrted ham ned, skibbruden,
38 nord, 77 vest, ud for blodstrømmens langerhanske øer,
med næverne rejst mod Guderne, og råbende kærlighed ind i Verdens Hjerte.
Således forgår Ellison, og bliver varigt værende, som Harlequin,
som glasdæmoner, hjemsøgende byer ved Verdens kant,
hvor dragedræbere kommer til kort.

Dead Gods

jun
22

Hvad nu, hvis Tina Dickow ikke sang om varmt sand (eller hvad den sang nu handler om), men om en fejlslagen lovecraftiansk dæmonpåkaldelse (findes de mon som andet end fejlslagne?)? Så havde sangen nok heddet Dead Gods.

Scrawls on the floor
And you spoke a dead language
Opened a door
And you called upon anguish
I took a good look at you
I knew there was nothing I could do
Just stood there and screamed at you
What could I do?

Dead gods waking from their sleep
Their tentacles writhing in the deep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be

I pulled at your robe
But you kept on chanting
A satanic pope
The walls started panting
Left here as dead and glowing eyes
Held you and pushed me aside
Aching with fear I
Screamed from inside

Old gods rising from the deep
The sound of them drifting in my sleep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

It’s all I’ll ever dream of
It’s all I’ll ever fear to touch whenever I reach out

Mad gods following your voice
Forever paying for your choice
Madness settling down on me
Forgetting
Dark gods crowding in the room
Blood stains spelling out your doom
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

Giftig fandom

jun
14

Allan sendte mig til dette afsnit af Decoder Ring: The Johnlock Conspiracy  med beskrivelsen “et svanedyk ned i rabiat fanmentalitet”. Lyt til det – det kigger nærmere på fanteorien om, at Sherlock i bund og grund er en skjult, homoseksuel kærlighedshistorie om Sherlock og Watson, og forventningen (nærmere kravet) om, at det ville blive afsløret i den seneste sæson. Som en deri nævner på et tidspunkt, har man næsten lidt ondt af fansene, da det ikke sker; det er som religiøse, der fastslår datoen for Bortrykkelsen og så står betuttede tilbage.

Samtidig er jeg ved at høre Grant Morrisons Supergods, og han omtaler på et tidspunkt det højtråbende mindretal af lidt ældre fans som “the scorecard crowd”. Den betegnelse virkede lidt rammende, for jeg kunne sagtens se mig selv være havnet i den – der er en særlig fristelse i at få et fiktivt univers til at hænge sammen ud over de fortalte historier, at sammenstykke logikken bag og få det hele til at gå op i en højere enhed. Ofte ender det nok som en forenkling af universet, en sammenskrivning af alt i en fællesnævner. Vi vil have vore superhelte gjort op på scorecards, så vi kan sige, at vi kender dem alle, og superkræfter skal anbringes i niveaukasser, så vi kan diskutere, hvordan en given kamp ville ende – alene med baggrund i det, vi opfatter som “logik” og uden noget så træls og rodet som en historie.

Det er nok ganske heldigt, at jeg voksede op på vestfyn, hvor der ingen fandom var. Brevene i superheltebrevkasserne viste, at der eksisterede andre mennesker med samme interesse, men jeg var i gymnasiet, før jeg mødte et levende menneske, som syntes, det var fedt (og det var så selvsamme Allan fra tidligere). Fandom mødte jeg først som voksen og stadigvæk på afstand via Science Fiction Cirklen – som dels bestod af voksne mennesker, der havde overstået deres fankrige, og dels har så bredt et felt, at der er plads til de fleste (og dels ikke konverserer så åbent og aggressivt, som internettet åbenbart lægger op til).

Men for tiden er fandom konstant i medierne – som rablende sindssyge internetkrigere, der får fråde om munden ved den mindste anledning. “Har I indsat kvinder/farvede/ændringer/nytænkning i min skattede fiktion? Her skal I se mit arsenal af dødstrusler!”

Jeg kan svagt genkende den der forsvarsposition fra folk, der forsøger at holde krampagtigt fast i den religion, de er vokset op med, og som har stået mejslet på scorecards af sten – Thor er en mand osv osv osv. Men det er lidt interessant at se den nye form for fandom, der er vokset med lynets hast på grund af internettet (og som podcasten i starten fortæller om); her holder man ikke fast i det, som skaberne har fortalt én, men kræver i stedet at få ejerskab over historien i fremtiden. Fans skriver videre på deres fandom, krydser dem og bruger dem i det hele taget som afsæt for selv at skabe, hvilket jo i sig selv er fedt – men en del af dem krydser så over i den giftige zone, hvor “det her er fedt” bliver til “jeg ejer det”. Og så starter krigene, og sokkedukkerne starter de orbitale bombardementer.

Jeg har leget med tanken om, hvor fandom dog skal ende efter dette – vi har haft de konversative og har nu de tvangsudviklende, og med Singulariteten og evigt accelererende udvikling lige forude kan jeg kun forestille mig en fandom så gennemført, at den ganske nægter at have noget med sit emne at gøre. En platonisk ideel fandom.

“Ingen ÆGTE fan har nogensinde så meget som SET forsiden af et SuperWhoLock-blad. Hver måned betaler jeg til skaberens Patreon, så han ikke sender mig det. Det er den bedste serie nogensinde!”

Jeg googlede “toxic fandom”. Ham her har vist så meget ret, at han sikkert fortjener en dødstrussel.

Symptomer på fremtidschok

maj
17

Du kender det – den der svage, kognitive rystelse, hvor det går op for én, at man lever i fremtiden. Eller i én fremtid. Og måske ikke den rigtige fremtid (og nej, jeg taler ikke kun om, at Donald er præsident).

Der er ikke nogen righoldig medicinsk litteratur om emnet, men jeg er sikker på, at man vil kunne flere adskillige. Her er blot et par stykker, jeg har oplevet de sidste par dage:

  • Falde i staver, mens man læser en papirbog – men ubevidst scrolle lidt på siden for at sikre sig, at den ikke går i dvale
  • Gå en længere tur – og føle en vis tilfredsstillelse ved, at Algoritmens anslag på, hvor lang tid det ville tage, er forkert.
  • Læse en science fiction-roman og glemme, at den skal forestille at foregå i fremtiden

Flere?

Mikrofiktion

maj
02

Peter havde netop skyllet shampooen ud af håret, da en skikkelse passerede forbi på den anden side af badeforhænget. Luften stoppede på vej ind i hans lunger. Han var nøgen og sårbar under en svindende vandstråle, der var begyndt at blive kold, men han var ikke alene i lokalet.
Hans hjerne havde set nok horrorfilm til at vide, at det var en situation, hvor han skulle reagere. Men hans krop havde set for mange pornofilm til at reagere hensigtsmæssigt.

Det var akavet, da de fandt liget.

Lennon/McCartney/Lovecraft

apr
26

Blackbird, hvis nu Beatles have været lidt mere til Lovecraft: Dead Birds

 

Dead birds screaming in the black of night
Ttake these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
Dead birds screaming in the black of night
Go to the sunken isle and learn to see
All your life
You were only waiting for Cthulhu to be free
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Dead birds screaming in the black of night
Take these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right

Noget om religion

apr
20

Nu og da kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg kunne have udviklet mig som menneske. Sådan en øvelse i kontrafaktisk autofiktion. Og som forfatterne gerne falder tilbage på 2. verdenskrig som det store skæringspunkt for deres forandringer, således tænker jeg på, hvad der var sket, hvis tingene havde udspillet sig anderledes, da jeg var i teenageårene. I ved, lige de der år i ombygningsfasen, hvor man kegler rundt mellem egoistisk grænsende til psykopatisk og gennemført lalleglad.

Jeg husker, at der i Melfars gader nogle gange fandtes diverse kristne, som gerne ville omvende os unge mennesker. Det tiltalte mig på ingen måde, men HVAD NU HVIS der havde været tale om Scientology i stedet?
Jeg kan se salgstalen for mig.
– Vi tror på, at folk har næsten uendeligt potentiale, især hvis de følger vores tanker.
– Vi tror på, at vore evner gør os til ethvert samfunds grundlæggende fundament.
– Vi er unaturligt kompetente, men alle andre hader os, fordi de er misundelige.
– Vi tror, at din egnethed kan kvantificeres, og det eneste rigtige er at tilegne sig mere.
– Vi tilbeder en science fiction-roman!
Unge Janus ville have været ekstatisk! Her var en knægt, der dyrkede naiv realisme, som var det bushido, og… vent…
Skrev jeg Scientology? Jeg mente Liberal Alliance.

Bare se – der er grundlag for en sammensværgelsesteori! Xenu Shrugged.

Et grafisk horrordigt!

apr
18

himmel
himmel
himmel
himmel
jord
jord
jord
dig