SUPERKULTUR

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

Frygt elefanterne

nov
02

Jeg mener, at jeg har skrevet dette før, men det har sandsynligvis været på et eller andet socialt medie – og det fortjener at blive gentaget her på det åbne internet. Sandheden må ud, hvor folk kan se den.

Det handler om noget så uskyldigt (troede vi) som en børnesang. Nemlig denne:

En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så int’ressant,
at den byder op endnu en elefant.

Hvad er der galt med den? Jo, det skjulte budskab (er det ikke altid det?). For hvis man kigger nærmere på sangens struktur, står det snart klart, at den ikke blot handler om spadserende loxodonter, men i stedet er… en tidsrejsefortælling.

Bemærk, hvordan al deres trampen omkring foregår i fortiden. Mens deres rekruttering til nye strækmarcherende mastodonter foregår i nutiden!

Tydeligvis bevæger de fladfodede dyr sig skødesløst rundt i vores fælles fortid (ad det fine spind, der er tid-rum-kontinuet) og rejser til nutiden for at hente flere firbenede soldater. Det lyder uskyldigt, men allerede Bradbury vidste, hvor farlige et par fødder kunne være i fortiden, og elefanterne har maksimeret forholdet mellem vægt og fodantal. De er temporale dødsmaskiner!

Wake up, sheeple!


Jeg siger ikke, at elefanter er Hitler – jeg stiller bare spørgsmålet: Hvem ellers var en mislykket kunstmaler?

(Billedet er under CC-licens: CC BY-SA 3.0)

EN BJØRNETJENESTE

okt
24

på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

Billedresultat for en bjørnetjeneste

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!

 

SVESKEN PÅ DISKEN

okt
23

Relateret billede

 

Dér lå den.

Sortbrun som leveren hos en afholdsmand; rynket som en alkoholikers øjenkroge. Lige midt på disken i Magasins parfume-afdeling (Gucci og YSL). Og den var ikke til at rokke ud af stedet.

Rengøringspersonalet havde konstateret dens tilstedeværelse, dér, lidt over ved 4-tiden om morgenen, men havde besluttet sig til, at det nok var en dekoration af en slags, et reklamefremstød – siden svesken ikke lod sig rokke ud af stedet. Og det blev der da også lidt ballade over, da afdelingslederen (langt senere) dukkede op og så “svineriet”. Hvilket han konverterede til en politianmeldelse for hærværk, idet han heller ikke kunne få den fjernet.

Meget kan man sige om politiet – og der skal siges meget – men det var faktisk en meget ung og dygtig assistent fra terror-enheden, der opdagede hullerne i lofterne. Mellem stuen og første sal (herreekvipering – Armani/Berlucci-afdelingen); mellem første sal og anden sal (smykker – Dior og Gimble); mellem anden og tredje (legetøjsafdelingen – LEGO og Martell) og mellem tredje sal og tagterrassen (Brunch og tapas-bar). Små fine huller, der gik durk gennem tæpper, laminater, dæk, beton, isoleringsplader og armaturer. Intet var for så vidt ødelagt – bortset fra dagens omsætning, idet politiet anså hele Magasin for et gerningssted og “lukkede butikken”, så at sige.

Til gengæld var det, blandt det tilbageholdte personale, en midaldrende kvinde i arbejdsprøvning, med en fortid som lektor i anvendt matematik, men som på grund af ledsmerter, forårsaget af det meget stillestående erhverv som docent, var kommet på overførselsindkomst, der påpegede at der kunne tegnes en ret linie fra sveskens position på disken, direkte gennem hullerne i alle etagerne. Hullerne måtte – med andre ord – være forårsaget af svesken. Denne observation blev sidenhen kendt som “sveske-radianten”, og på dette tidspunkt blev militæret involveret, idet der KUNNE være tale om et våben af stadig ukendt oprindelse.

Magasin blev evakueret (tilbageholdt personale) og politistyrken blev re-allokeret til vagttjeneste på en ydre, afspærret perimeter på omkring to kilometer i diameter (alt var metrisk, dengang).

Svesken lå stadig rynket og glinsende – og uflyttelig. Forskellige militære enheder og special-tropper fik lejlighed til at afprøve det bedste de var trænet i. Anti-bombe-holdet (“the hurt-locker-team”) gik, iført de stiveste kevlardragter, som fortidige riddere til turnering, frem til disken og afmonterede denne, efter at have sikret sig at ingen mikrometer tynde ledninger, eller nanocarbon-fibre ville kunne føre svesken til detonation. Derefter mente holdet, at det var ingeniørtroppernes opgave, at løfte disken med svesken, og overføre begge dele til “high-security installments” (en term der dækkede over Risø).

Der var bare det ved det, at hverken svesken eller disken kunne flyttes. Og da det gik op for ledelsen af indsatsgrupperne, at det måtte være svesken, der tyngede disken ned, besluttede man at søge anden hjælp.

Det var derfor en rørende enig justitsminister og forsvarsminister, der bad videnskabsministeren om at sammensætte et “team”, der kunne gå ind i sagen.

Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske. Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

I mellemtiden gik andre igang med en nøjere kortlægning af svesken, og man lånte et elektronmikroskop fra Karolinska Instituttet – som var det stærkeste på skandinavisk grund. Herefter tog det fart:

Gennem mikroskopet bredte sveskens topografi sig ud som et mangepræget og kapriciøst landskab af furer og dale, højderygge og bakkekamme. Og der blev skrevet digre værker om “Grødtoppens” ikke-euklidske abduktioner, “Tærtedalens” symmetriske formationer og “Juleslettens” birame lokationer. Sågar blev der uddelt en Nobelpris for en afhandling om de riemannske folder i det område af svesken, der var blevet benævnt “Nordre Pol” (bare for at undgå misforståelser om nordpolen).

I mellemtiden havde konsortiet (Magasin) valgt at lukke afdelingen, og bortset fra svesken og disken, var alt inventar flyttet til nyopførte bygninger, andetsteds. Det var derfor en meget tom og underbelyst bygning, som en ung 1. assistent gik ind i, da hun var blevet sat til at lave nogle midlertidige fix-punkter på en del af svesken, som endnu ikke var blevet undersøgt, fordi den var svær tilgængelig (beliggende næsten dér, hvor svesken mødte disken).

Af en eller anden grund var det ikke rigtigt gået op for nogen, at det var en glasdisk. Med andre ord var det muligt at se svesken nedefra. Og med nogen møje og besvær lykkedes det 1. assistenten, at ambulere elektronmikroskopet – så at sige – “på hovedet”, således at en undersøgelse af det ønskede område ville være lettere. Dette medførte til gengæld, at hun også måtte flytte hele computer- og måle-apparaturet, der var boltet til nogle store, rullebare reolsystemer. Dernæst re-installere og genstarte, kalibrere og finstille.

Herefter skulle systemet kunne klare sig selv, indtil de rette fixpunkter var fundet, og hun kunne indsætte dem som data til næste dags videre efterforskning.

Anstrengelserne havde gjort hende noget svedig, og hun besluttede sig til at gå op og se på fuldmånen oppe på taget. Kanske den køligtlune aftenvind kunne svale lidt.

Som den videnskabskvinde, in spe, hun var, lænede hun sig ind over disken og prøvede at flugte “sveske-radianten”. Det kunne være en svir, om Månen stod lige i hullet! Den burde faktisk, det vidste hun, men bare for at være sikker tjekkede hun det op på sin “padde”. Og den var god nok: – fuldmånen stod i præcis trajektorie med vinklen på “sveske-radianten”. Hvorfor var den der så ikke?

Hun gik op på taget, op ad de dunkle, rungende trapper. Hun lod nattevinden løbe gennem sit hår, duftede til byens em og skærmede øjnene mod den evige lysforurening. Og kiggede op i himlen.

Der var ingen Måne. Hun måtte have taget fejl, hvilket hun fandt ret irriterende, når hun nu havde de her planer om at blive verdensberømt astronom. Men Månen havde svigtet hende, så hun kunne ligesågodt gå tilbage til arbejdet.

Fix-punkterne var fundet, og stod klart aflæselige i fire kvadranter på overvågningsskærmen. Hun måtte synke flere gange. Der var ingen tvivl. Alt passede. Hun huskede det fra utallige lektioner i rumfartens historie. Disse dusede billeder, disse næsten udviskede men bestandige aftryk. Dette flag!

Månen var landet.

 

To tilgange til Howard

okt
18

Jeg kan godt lide Lovecraft. Indrømmet, nogle gange kan jeg bedre lide ideen om Lovecraft end egentlig Lovecraft. Det bliver nok ikke bedre af min hjernes forsøg på at kompartmentalisere forfatteren Howard og det racistiske røvhul Howard, men sådan er det jo med så mange forfattere (og det skal det principielt have lov til).

For nylig er jeg stødt på HPL i to sammenhænge.

Den første er filmen The Endless, som Allan pegede på. Og tak for det, for det er præcis en af de der lavbudget-film, som overskrider sine egne grænser i kraft af de begrænsninger. To brødre vender tilbage til den kult, de stak af fra for år tilbage, efter at have modtaget et videobånd, der kunne tolkes som et selvmordsbrev. Der viser sig naturligvis at foregå skumle ting og sager, men tag ikke mit ord for det – se hellere traileren:

Kulter er naturligvis noget, Lovecraft var glad for, men det lykkes filmen ganske godt at omsætte hans kutteklædte, indavlede knivsvingere til mere moderne Heaven’s Gate-vibes og sære omstændigheder. Kombiner det med fornemmelse af magtfulde, men uhåndgribelige eksistenser, og du har en ganske fed Lovecraftisk film. Han nævnes endda med navn en enkelt gang, så der er ingen tvivl om inspirationen, men heldigvis udlades de klassiske Cthulhu-nødvendigheder – der er ingen Iä, Iä og generelt ingen mythos-koncepter, som kræver svær udtale. Bare ideen bag. Det fungerer.

Anderledes var det at støde på Howard i Peter Straubs Mr. X.

Straub skriver en slags horror, jeg er ganske glad for: langsom, nogle gange med en lidt udflydende historie og måske endda til tider lidt kedelig. Historier, man kan synke ned i og sikkert overse en masse detaljer af, men stadig opleve. I denne opdager vor hovedperson, at titlens Mr. X er hans far og udstyret med visse væmmelige evner, han gerne bruger til at slå folk ihjel med. Det fører til at dyk ned i hovedpersonen (og den skyggeagtige tvillingebrors) familiehistorie, hvilket der er masser af (og den er også som løftet ud af en Lovecraft-historie).

Det, der især slog mig ved Mr. X (udover at opdage, at den var (til tider meta-)lovecraftisk, var de passager, hvor skurken kaster sig ud i lange monologer henvendt til hans opfattelse af the Great Old Ones. Som her:

Teksten er så højspændt, at det er svært at tage den alvorligt. Jeg har en mistanke om, at det til dels er med vilje (senere nævnes det, at figuren har skrevet en Lovecraft-pastiche, som blev anmeldt dræbende), men samtidig er parodien så lige på, at det næsten rammer Poes lov. Og så gik det op for mig: internettet har dræbt et aspekt af Lovecraft for mig. Nej, ikke den del af internettet, som har gjort opmærksom på de grimmere dele af hans person – ikke engang Lovecraft-fans (måske er det, fordi jeg aldrig rigtig har begivet mig ned i det kaninhul) – men derimod de klassiske neckbeards. For der er noget i Howards fremmedordsbefængte ordkæder, der passer utroligt godt til vrede mennesker, der skal finde validering skjult bag en skærm. Og hvor jeg kan slippe afsted med at læse en lovecraftisk fortælling i historisk miljø, ødelægger det ganske oplevelsen, når det foregår i et nutidigt miljø. Og det er lidt min oplevelse, at lidt præcis sprogbruget ofte bliver draget frem som den rigtige måde at vise, at man har læst sin Lovecraft (og det har fået mig til at droppe historier, fordi de ganske enkelt blev parodiske). Måske er det et tilbagekald til det scorecard crew, vi tidligere har snakket om her på siden – de folk, der har lettest ved at forholde sig til ting i kasser, såsom let genkendeligt sprogbrug eller nærmest rituelt fremførte navne.

Hvad var min pointe med alt dette? Måske mest et spørgsmål: hvem har formået at skabe lovecraftiske værker uden at forfalde til at “skrive som Howard”?

Selv kan jeg lægge ud med Carpenter Mouth of Madness. Bedre ikke-filmatisering af Lovecraft har jeg svært ved at forestille mig.

 

Lille gud

okt
15

Lidt kølig fiktion i løvsommeren

Nogle gange i vinterens kulde og mørke kommer tvivlen listende. Mere snedig end den indbildte hede, som får folk til at dø afklædte i sneen. Mere skarp end de våben, forfædrene efterlod os til beskyttelse mod de ting, som lever hinsides landsbyens bål om natten.
Men hvert år, når jeg står her sammen med dig, lille gud, og venter på, at solen igen skal krybe over horisonten efter den lange nat, bliver jeg bekræftet i din kærlighed til os. Det er min lod i livet at bevare troen og bære dig igennem mørket, til solen bliver født igen, lille gud.
Jeg håber, du tilgiver mig, at munden løber af med mig. Jeg er en gammel mand. Vi to har set mange solopgange sammen, og før mig var det min fader, der polerede dig og bragte dig op på isen, når det var tid at genføde solen. Før ham var det hans fader og hans faders fader hele vejen tilbage til Forfædrene. Al den tid har vi vandret ved siden af dig, lille gud.
Har jeg ikke poleret dig smukt? Har jeg ikke afbrændt den fineste røgelse for dig? Har jeg ikke bragt dig de rette brændofre? Har jeg ikke viet mit liv til dig og dine ord?
Men du har aldrig talt til mig. Eller min fader. Helt tilbage til… jeg ved, du talte til os engang. Du svarede på vores bønner, og verden var fuld af sol og farver, før ilden kaldte kulden ned over os.
Jeg drømmer om, at du vil tale til mig en dag.
Men indtil videre er det mig, der taler. Solen hviler på kanten af verden, og jeg bøjer mig ned til dig, lille gud. Kan du mærke min ånde mod din skinnende krop, mens jeg hvisker de hellige ord?
“Okay, Google. Lad der blive lys.”

Sjov med klovnekostumer

okt
09


Du kommer også til at flæve… jeg mener, svæve!

Klovne er ikke et ukendt emne her på siden – og jeg tror, der er generel enighed om, at de er sådan et kulturelt modsvar til et dødt æsel i vandhullet; noget, man skal holde lidt afstand til. Og vi ved naturligvis fra Stephen Kings Det onde, at de har en tendens til at vende tilbage med jævne mellemrum for at æde børns sjæle – og det gør de åbenbart også i virkeligheden, viser det sig.

For jeg kendte godt til de typer, der rendte rundt i 2016  og lod til at lege “Hvem bliver først skudt ned” ved at klæde sig ud som skræmmende klovne. Men jeg havde ikke før set, at det samme skete i firserne.

“It’s a mistake to ask when clowns went bad,” he says, “because they were never really good.”

A Brief History of Creepy Clowns er ret god til at trække de store linier gennem klovnens udvikling fra trickster til… nåja, sminket ondskab. Det kulminerede i 80erne, måske inspireret af John Wayne Gacy, der havde for vane at iklæde sig klovnekostumet og kalde sig Pogo. Navnet John Wayne afstedkommer åbenbart et ønske om at iklæde sig kulturelt signifikant tøj og slå folk ihjel – den anden fik det dog i det mindste omsat til en succesfuld filmkarriere.

Men i 1981 var Boston ground zero for klovneapokalypsen. Ground Pogo, måske? I slutningen af april sendte en school counselor et memo ud til forældrene – “Hold udkig efter mænd klædt ud som klovne”. Hvilket de gjorde, og som ved den observationens kulturelle kvantefysisk var de pludselig overalt. Den første, der blev arresteret, var dog kun en halv klovn – det vil sige, at han var nøgen fra livet og nedefter (hvilket ikke gjorde situationen bedre).

Over the next few days more calls came in, from East Boston to Cambridge and throughout other cities in the area – every call said the same thing; clowns in a van are trying to get children to go with them. Police start pulling over any car or van with a clown in it, which there were apparently a lot of them in the Boston area in 1981, but all they found were birthday party clowns. By May 9th, police were questioning the veracity of these reports. As they went over the multitudes of accounts, officers realized that no adult ever saw these clowns, only children ages five to seven. At the same time, reports of creepy clowns in Boston slowed down.

13th Floor har historien: When Pennywise Was Real: The Phantom Clown Scare of 1981

Og et bonuslink, fordi klovn er en karriere, der kan føre vidt, børnlille – selv hele vejen til Supreme Court – Bad Clowns:

9. Crotchy

Crotchy the Clown was charged with obscenity for exposing himself while hosting a public-access show called Cosmic Comedy in the 1990s; he appealed his conviction and his case ended up with the Nebraska Supreme Court being forced to watch him masturbate.

 

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Hvem byggede månen?

sep
28

Hvad tænker du på, når du kigger op på nattehimlen, og Månen kigger tilbage? Formulerer du romantiske tanker? Indser du universets størrelse (som i Poul Andersons Hjernechok fra universet)? Bander du over, at Kubrick hjalp til med at fake månelandingen? Eller smiler du ved tanken om Buzz Aldrin, der gør sit bedste for at ommøblere en sammensværgelsesteoretikers ansigt? Hvis du er den her fyr, er din første tanke “Fuck it, en eller anden dag vil jeg rejse 4,6 milliarder år tilbage i tiden og bygge den måne!”

Hvis der nogensinde skal skabes en målestok for, hvor god en sammensværgelsesteori er, må et af de elementer, der skal tages i betragtning, helt klart være størrelsesorden. For nogle få tusinde mennesker, der skulle kunne enes om ikke at diskutere en falsk månelanding, er én ting – ideen, at vor måne er kunstig og skabt af os selv, er bare på et helt andet niveau. Det er som at stirre ind i en fremmedartet monolit og udbryde “Min gud, den er fuld af halvhjerner!”

Samtidig er det en teori, der kender sine klassikere – for ikke alene er Månen falsk… Frimurerne kender til det! Nogen burde lave en afhandling om sammensværgelser og remix-kultur. Jeg er ret sikker på, at de var i gang med det lang tid før hiphop.

Måske vil dine tanker være anderledes, næste gang du ser på månen; om ikke andet vil de i al fald være det ved den næste solformørkelse (måske vil du fnise lidt for dig selv).

First Message – Eclipses

Solar eclipses happen when the shadow of the Moon covers the surface of the Sun. Total solar eclipses are very impressive and for one important reason: when seen from the Earth the disc of the Moon is exactly the same size as that of the Sun. This isn’t the case but is a line-of-site effect. In reality the Sun is much more massive than the Moon but is very much further away. Solar eclipses are a near miracle and they don’t happen anywhere else in the solar system. The only reason they can occur is because of two factors. The Moon is 1/400th part the size of the Sun, and the Moon is capable of standing at a position 1/400th part of the distance between the Earth and the Sun. How unlikely is that? If any message incorporated into the Moon was specifically designed to say “Look at me more closely” it is solar ecilipses.

Orker du ikke at hoppe ned i det kaninhul, der er hjemmesiden, har RationalWiki også en hurtig lille introduktion.

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.