SUPERKULTUR

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.

Kunsten er i kommentarerne

jun
30

… Men for at være sikker på, I ser den, bliver den lige gentaget her. Henning er en af de få faste kommentatorer på de (overlevende) danske genreblogs – og gerne med indsigtsfulde og spændende indspark. Og til gårsdagens indlæg om Harlan Ellison førte han pennen med det vidunderligt indbefattende metadigt:

Vreden, Gudinde besyng, som greb provotøren Harl Ellis,
Svang ham ud på det vinblå hav, og styrted ham ned, skibbruden,
38 nord, 77 vest, ud for blodstrømmens langerhanske øer,
med næverne rejst mod Guderne, og råbende kærlighed ind i Verdens Hjerte.
Således forgår Ellison, og bliver varigt værende, som Harlequin,
som glasdæmoner, hjemsøgende byer ved Verdens kant,
hvor dragedræbere kommer til kort.

Dead Gods

jun
22

Hvad nu, hvis Tina Dickow ikke sang om varmt sand (eller hvad den sang nu handler om), men om en fejlslagen lovecraftiansk dæmonpåkaldelse (findes de mon som andet end fejlslagne?)? Så havde sangen nok heddet Dead Gods.

Scrawls on the floor
And you spoke a dead language
Opened a door
And you called upon anguish
I took a good look at you
I knew there was nothing I could do
Just stood there and screamed at you
What could I do?

Dead gods waking from their sleep
Their tentacles writhing in the deep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be

I pulled at your robe
But you kept on chanting
A satanic pope
The walls started panting
Left here as dead and glowing eyes
Held you and pushed me aside
Aching with fear I
Screamed from inside

Old gods rising from the deep
The sound of them drifting in my sleep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

It’s all I’ll ever dream of
It’s all I’ll ever fear to touch whenever I reach out

Mad gods following your voice
Forever paying for your choice
Madness settling down on me
Forgetting
Dark gods crowding in the room
Blood stains spelling out your doom
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

Giftig fandom

jun
14

Allan sendte mig til dette afsnit af Decoder Ring: The Johnlock Conspiracy  med beskrivelsen “et svanedyk ned i rabiat fanmentalitet”. Lyt til det – det kigger nærmere på fanteorien om, at Sherlock i bund og grund er en skjult, homoseksuel kærlighedshistorie om Sherlock og Watson, og forventningen (nærmere kravet) om, at det ville blive afsløret i den seneste sæson. Som en deri nævner på et tidspunkt, har man næsten lidt ondt af fansene, da det ikke sker; det er som religiøse, der fastslår datoen for Bortrykkelsen og så står betuttede tilbage.

Samtidig er jeg ved at høre Grant Morrisons Supergods, og han omtaler på et tidspunkt det højtråbende mindretal af lidt ældre fans som “the scorecard crowd”. Den betegnelse virkede lidt rammende, for jeg kunne sagtens se mig selv være havnet i den – der er en særlig fristelse i at få et fiktivt univers til at hænge sammen ud over de fortalte historier, at sammenstykke logikken bag og få det hele til at gå op i en højere enhed. Ofte ender det nok som en forenkling af universet, en sammenskrivning af alt i en fællesnævner. Vi vil have vore superhelte gjort op på scorecards, så vi kan sige, at vi kender dem alle, og superkræfter skal anbringes i niveaukasser, så vi kan diskutere, hvordan en given kamp ville ende – alene med baggrund i det, vi opfatter som “logik” og uden noget så træls og rodet som en historie.

Det er nok ganske heldigt, at jeg voksede op på vestfyn, hvor der ingen fandom var. Brevene i superheltebrevkasserne viste, at der eksisterede andre mennesker med samme interesse, men jeg var i gymnasiet, før jeg mødte et levende menneske, som syntes, det var fedt (og det var så selvsamme Allan fra tidligere). Fandom mødte jeg først som voksen og stadigvæk på afstand via Science Fiction Cirklen – som dels bestod af voksne mennesker, der havde overstået deres fankrige, og dels har så bredt et felt, at der er plads til de fleste (og dels ikke konverserer så åbent og aggressivt, som internettet åbenbart lægger op til).

Men for tiden er fandom konstant i medierne – som rablende sindssyge internetkrigere, der får fråde om munden ved den mindste anledning. “Har I indsat kvinder/farvede/ændringer/nytænkning i min skattede fiktion? Her skal I se mit arsenal af dødstrusler!”

Jeg kan svagt genkende den der forsvarsposition fra folk, der forsøger at holde krampagtigt fast i den religion, de er vokset op med, og som har stået mejslet på scorecards af sten – Thor er en mand osv osv osv. Men det er lidt interessant at se den nye form for fandom, der er vokset med lynets hast på grund af internettet (og som podcasten i starten fortæller om); her holder man ikke fast i det, som skaberne har fortalt én, men kræver i stedet at få ejerskab over historien i fremtiden. Fans skriver videre på deres fandom, krydser dem og bruger dem i det hele taget som afsæt for selv at skabe, hvilket jo i sig selv er fedt – men en del af dem krydser så over i den giftige zone, hvor “det her er fedt” bliver til “jeg ejer det”. Og så starter krigene, og sokkedukkerne starter de orbitale bombardementer.

Jeg har leget med tanken om, hvor fandom dog skal ende efter dette – vi har haft de konversative og har nu de tvangsudviklende, og med Singulariteten og evigt accelererende udvikling lige forude kan jeg kun forestille mig en fandom så gennemført, at den ganske nægter at have noget med sit emne at gøre. En platonisk ideel fandom.

“Ingen ÆGTE fan har nogensinde så meget som SET forsiden af et SuperWhoLock-blad. Hver måned betaler jeg til skaberens Patreon, så han ikke sender mig det. Det er den bedste serie nogensinde!”

Jeg googlede “toxic fandom”. Ham her har vist så meget ret, at han sikkert fortjener en dødstrussel.

Symptomer på fremtidschok

maj
17

Du kender det – den der svage, kognitive rystelse, hvor det går op for én, at man lever i fremtiden. Eller i én fremtid. Og måske ikke den rigtige fremtid (og nej, jeg taler ikke kun om, at Donald er præsident).

Der er ikke nogen righoldig medicinsk litteratur om emnet, men jeg er sikker på, at man vil kunne flere adskillige. Her er blot et par stykker, jeg har oplevet de sidste par dage:

  • Falde i staver, mens man læser en papirbog – men ubevidst scrolle lidt på siden for at sikre sig, at den ikke går i dvale
  • Gå en længere tur – og føle en vis tilfredsstillelse ved, at Algoritmens anslag på, hvor lang tid det ville tage, er forkert.
  • Læse en science fiction-roman og glemme, at den skal forestille at foregå i fremtiden

Flere?

Mikrofiktion

maj
02

Peter havde netop skyllet shampooen ud af håret, da en skikkelse passerede forbi på den anden side af badeforhænget. Luften stoppede på vej ind i hans lunger. Han var nøgen og sårbar under en svindende vandstråle, der var begyndt at blive kold, men han var ikke alene i lokalet.
Hans hjerne havde set nok horrorfilm til at vide, at det var en situation, hvor han skulle reagere. Men hans krop havde set for mange pornofilm til at reagere hensigtsmæssigt.

Det var akavet, da de fandt liget.

Lennon/McCartney/Lovecraft

apr
26

Blackbird, hvis nu Beatles have været lidt mere til Lovecraft: Dead Birds

 

Dead birds screaming in the black of night
Ttake these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
Dead birds screaming in the black of night
Go to the sunken isle and learn to see
All your life
You were only waiting for Cthulhu to be free
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Dead birds screaming in the black of night
Take these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right

Noget om religion

apr
20

Nu og da kommer jeg til at tænke på, hvordan jeg kunne have udviklet mig som menneske. Sådan en øvelse i kontrafaktisk autofiktion. Og som forfatterne gerne falder tilbage på 2. verdenskrig som det store skæringspunkt for deres forandringer, således tænker jeg på, hvad der var sket, hvis tingene havde udspillet sig anderledes, da jeg var i teenageårene. I ved, lige de der år i ombygningsfasen, hvor man kegler rundt mellem egoistisk grænsende til psykopatisk og gennemført lalleglad.

Jeg husker, at der i Melfars gader nogle gange fandtes diverse kristne, som gerne ville omvende os unge mennesker. Det tiltalte mig på ingen måde, men HVAD NU HVIS der havde været tale om Scientology i stedet?
Jeg kan se salgstalen for mig.
– Vi tror på, at folk har næsten uendeligt potentiale, især hvis de følger vores tanker.
– Vi tror på, at vore evner gør os til ethvert samfunds grundlæggende fundament.
– Vi er unaturligt kompetente, men alle andre hader os, fordi de er misundelige.
– Vi tror, at din egnethed kan kvantificeres, og det eneste rigtige er at tilegne sig mere.
– Vi tilbeder en science fiction-roman!
Unge Janus ville have været ekstatisk! Her var en knægt, der dyrkede naiv realisme, som var det bushido, og… vent…
Skrev jeg Scientology? Jeg mente Liberal Alliance.

Bare se – der er grundlag for en sammensværgelsesteori! Xenu Shrugged.

Et grafisk horrordigt!

apr
18

himmel
himmel
himmel
himmel
jord
jord
jord
dig