SUPERKULTUR

Sjov med klovnekostumer

okt
09


Du kommer også til at flæve… jeg mener, svæve!

Klovne er ikke et ukendt emne her på siden – og jeg tror, der er generel enighed om, at de er sådan et kulturelt modsvar til et dødt æsel i vandhullet; noget, man skal holde lidt afstand til. Og vi ved naturligvis fra Stephen Kings Det onde, at de har en tendens til at vende tilbage med jævne mellemrum for at æde børns sjæle – og det gør de åbenbart også i virkeligheden, viser det sig.

For jeg kendte godt til de typer, der rendte rundt i 2016  og lod til at lege “Hvem bliver først skudt ned” ved at klæde sig ud som skræmmende klovne. Men jeg havde ikke før set, at det samme skete i firserne.

“It’s a mistake to ask when clowns went bad,” he says, “because they were never really good.”

A Brief History of Creepy Clowns er ret god til at trække de store linier gennem klovnens udvikling fra trickster til… nåja, sminket ondskab. Det kulminerede i 80erne, måske inspireret af John Wayne Gacy, der havde for vane at iklæde sig klovnekostumet og kalde sig Pogo. Navnet John Wayne afstedkommer åbenbart et ønske om at iklæde sig kulturelt signifikant tøj og slå folk ihjel – den anden fik det dog i det mindste omsat til en succesfuld filmkarriere.

Men i 1981 var Boston ground zero for klovneapokalypsen. Ground Pogo, måske? I slutningen af april sendte en school counselor et memo ud til forældrene – “Hold udkig efter mænd klædt ud som klovne”. Hvilket de gjorde, og som ved den observationens kulturelle kvantefysisk var de pludselig overalt. Den første, der blev arresteret, var dog kun en halv klovn – det vil sige, at han var nøgen fra livet og nedefter (hvilket ikke gjorde situationen bedre).

Over the next few days more calls came in, from East Boston to Cambridge and throughout other cities in the area – every call said the same thing; clowns in a van are trying to get children to go with them. Police start pulling over any car or van with a clown in it, which there were apparently a lot of them in the Boston area in 1981, but all they found were birthday party clowns. By May 9th, police were questioning the veracity of these reports. As they went over the multitudes of accounts, officers realized that no adult ever saw these clowns, only children ages five to seven. At the same time, reports of creepy clowns in Boston slowed down.

13th Floor har historien: When Pennywise Was Real: The Phantom Clown Scare of 1981

Og et bonuslink, fordi klovn er en karriere, der kan føre vidt, børnlille – selv hele vejen til Supreme Court – Bad Clowns:

9. Crotchy

Crotchy the Clown was charged with obscenity for exposing himself while hosting a public-access show called Cosmic Comedy in the 1990s; he appealed his conviction and his case ended up with the Nebraska Supreme Court being forced to watch him masturbate.

 

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Hvem byggede månen?

sep
28

Hvad tænker du på, når du kigger op på nattehimlen, og Månen kigger tilbage? Formulerer du romantiske tanker? Indser du universets størrelse (som i Poul Andersons Hjernechok fra universet)? Bander du over, at Kubrick hjalp til med at fake månelandingen? Eller smiler du ved tanken om Buzz Aldrin, der gør sit bedste for at ommøblere en sammensværgelsesteoretikers ansigt? Hvis du er den her fyr, er din første tanke “Fuck it, en eller anden dag vil jeg rejse 4,6 milliarder år tilbage i tiden og bygge den måne!”

Hvis der nogensinde skal skabes en målestok for, hvor god en sammensværgelsesteori er, må et af de elementer, der skal tages i betragtning, helt klart være størrelsesorden. For nogle få tusinde mennesker, der skulle kunne enes om ikke at diskutere en falsk månelanding, er én ting – ideen, at vor måne er kunstig og skabt af os selv, er bare på et helt andet niveau. Det er som at stirre ind i en fremmedartet monolit og udbryde “Min gud, den er fuld af halvhjerner!”

Samtidig er det en teori, der kender sine klassikere – for ikke alene er Månen falsk… Frimurerne kender til det! Nogen burde lave en afhandling om sammensværgelser og remix-kultur. Jeg er ret sikker på, at de var i gang med det lang tid før hiphop.

Måske vil dine tanker være anderledes, næste gang du ser på månen; om ikke andet vil de i al fald være det ved den næste solformørkelse (måske vil du fnise lidt for dig selv).

First Message – Eclipses

Solar eclipses happen when the shadow of the Moon covers the surface of the Sun. Total solar eclipses are very impressive and for one important reason: when seen from the Earth the disc of the Moon is exactly the same size as that of the Sun. This isn’t the case but is a line-of-site effect. In reality the Sun is much more massive than the Moon but is very much further away. Solar eclipses are a near miracle and they don’t happen anywhere else in the solar system. The only reason they can occur is because of two factors. The Moon is 1/400th part the size of the Sun, and the Moon is capable of standing at a position 1/400th part of the distance between the Earth and the Sun. How unlikely is that? If any message incorporated into the Moon was specifically designed to say “Look at me more closely” it is solar ecilipses.

Orker du ikke at hoppe ned i det kaninhul, der er hjemmesiden, har RationalWiki også en hurtig lille introduktion.

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.

Hvor uroen bor

sep
10

Det er svært at fortælle om noget, man ikke rigtig har et sprog for. Jeg mener: jeg har levet i en forholdsvis simpel verden, hvor malerier var noget, der hang på væggen, og musik var noget, der mindede om en historie med en start, en midte og en slutning (eller demonstrativt en antihistorie, der går efter en følelse). Så det var en sært oplevelse at opleve malerier, som hovedsageligt bestod af processen, og musik, som blev improviseret i forhold til den visuelle kunst. Jeg mistænker, at det er musik som lydbilleder og maleri som improviseret jazz.

Grunden til, at jeg havnede i den situation, var en odysse til Nykøbing Sj., hvor jeg overværede forestillingen “Hvor uroen bor” med Grønvall.Haverholm. Et godt stykke udenfor min comfort zone, både fysisk og mentalt, men en overraskende fed oplevelse.

Grønvall.Haverholm er 2 gange Allan – Grønvall på guitar og en større samling pedaler og Haverholm på akrylmaling og diverse andre effekter. Allan maler, og Allan spiller musik, og de to spiller op ad hinanden, improviserer og jammer. Malerierne projiceres op på lærred, mens musikken naturligt nok går gennem højtaler, og publikum inviteres ind i en proces, der på besynderlig vis skifter mellem adskillige lag. I stedet for blot at opleve et færdigt produkt fanges man (blev jeg fanget) ind også af at betragte teknikken hos begge performere – og detaljerne i, hvordan de strækker deres instrumenter. Jeg har set nogle af duoens videoer på Youtube, men en live optræden var dog en helt anden oplevelse – selv lyset blev en del af improviseringen.

(En sidebemærkning: jeg har et par gange haft en Grønvall.Haverholm-video kørende på fjernsynet, men har måttet stoppe af hensyn til min kone – musikken går i hendes grundangst. Det er en kompliment, vil jeg mene. Og det var da også interessant, som flere af de kvindelige lyttere virkede lettere rystede efter showet.)

Noget, der slog mig, var det fortællende element i “Hvor uroen bor” – de færdige malerier er vel at betragte som abstrakte (jeg har ikke styr på definitionerne her, indrømmer jeg – og der er vi tilbage i det med at mangle sprog), og det er svært at sige “Det forestiller…”. Men oplevelsen af dem er narrativ – der bliver pøset maling på, og når det spiller allerbedst (pun intended), får man lidt samme oplevelse som at se en spændingsfilm: “Hvorfor gør han det?!” Og det spørgsmål kan være både jublende, spændt og frustreret over, at man ikke ved, hvad målet er. Det var en tilskuer, som udtrykte det samme: “Der var flere tidspunkter, hvor jeg ville stoppe dig!”

Tidselementet gør billederne mere interessante, ligesom sammenhængen løfter musikken.

For mig personligt er der et andet tidselement – jeg har kendt Allan (Haverholm, that is) siden gymnasiet. Allerede dengang skabte han – han både tegnede og forstod at fortælle historier på flere niveauer over min egen formåen. Det var den der magi ved at se nogen gøre noget, som får én til selv at strække sig mentalt for at følge med – og her mere end 20 år senere har han formået at holde den samme afstand, at forny sig, så værket fremstår frisk. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke forstår alt, hvad han laver og som sagt ganske mangler sproget til at fortælle fyldestgørende om denne oplevelse, men jeg kan mærke magien.

 

Fagre nye overvågningsmuligheder

aug
28

Velkommen til fremtiden – du skulle nok været drejet til venstre ved Albuquerque:

For at nå de mål skal Udbetaling Danmarks beføjelser blandt andet udvides. Udbetaling Danmark skal fremover kunne samkøre oplysninger om danskernes elforbrug fra den såkaldte “Datahub” med oplysninger om bopæl, lyder det i aftaleudkastet. Formålet er at afsløre, om folk lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage sociale ydelser.

Det møder hård kritik fra Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening:

– Det er enormt indgribende at registrere borgeres el-forbrug, som der er lagt op til her. Man måler forbrug hver time og kan lave en meget præcis profil af en persons adfærd. Der er tale om en konstant glidebane. Flere og flere data bliver indsamlet, og der kommer mere og mere kontrol, siger han.

Dyneløfteri: Regeringen vil overvåge lediges elforbrug – overskriften er vel egentlig lidt misvisende, for så vidt jeg kan se, er det alles elforbrug, der skal overvåges. Lige PT er det bare de ledige, der er syndebukkene, så det er dem, der baner vejen til skafottet i overvågningens hellige navn.

Det første, der slog mig, var Dave Eggers’ roman the Circle. Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse af den, kan jeg se, men dog omtalt på en liste over bøger for folk, der er vilde med Black Mirror. Den er en utroligt godt ramt nærdystopi – forstået på den måde, at den viser overgangen fra genkendelig verden til “Hvordan fanden havnede vi lige der?” Og temaet er netop privatliv – og hvordan vi da ikke bør have noget, for vi har da ikke noget at skjule, og vi vinder alle på gennemsigtighed. Der, hvor The Circle falder fra hinanden i bagklogskabens klare lys, er, at et af den afgørende punkter er der, hvor politikere overtales til den totalte gennemsigtighed, som der prædikes for. Ved at gå forrest som et godt eksempel, forstås, og lade vælgerne følge sig 24 timer i døgnet.

Gennemsigtighed taler de gerne for, men det er i forstanden “envejs-spejl”. Kunne man forestille sig, hvordan danske politikere ville reagere, hvor man fremsatte forslag om, at deres eget elforbrug skulle overvåges, som der lægges op til? Det er jo set før, at de har fusket med at bo officielt det forkerte sted og score en del skattepenge på den konto. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ville ske.

Gamificerende trolde

aug
25

Den nyeste runde af giftig fandom: Du er da ikke lesbisk nok til at spille Batwoman.

[hjertensdybt suk]

Men det mindede mig om dette velskrevne indlæg på John Scalzis blog forleden: The Gamification of Rhetoric

It’s really frustrating to me that more people don’t understand that racist/alt-right people have gamified their rhetoric; they’re not interested in discussion, they’re slapping down cards from a “Debate: The Gathering” stack, and the only goal is taking heads.

They gamify their rhetoric because essentially this shit is a low-stake game for them, whereas for other people it’s their actual lives. That’s an advantage they have. If they lose, they shuffle their cards and go on to the next thing. If others lose, their life takes a hit.

Det er fristende at tænke på alt-right er en indkogning af fandoms scorecard crew til blot card crew.

Skyldtynget fornøjelse

aug
23

Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.

Men det fik mig til at tænke på: hvad burde jeg egentlig skamme mig over? Ikke bare sådan “høhø, det er for børn, så jeg burde ikke læse det”, men sådan rigtig “Det her burde være et etisk spørgsmål, hvis du lige var selvbevidst nok til at stille det”? Findes den form for kulturprodukt? Jeg har da læst en del protofascistisk science fiction (Jørgen Misser, jeg kigger på dig) – men tro mig, det var ikke en fornøjelse, så ingen flueben der (og hvis man finder det en fornøjelse, tænker jeg, at man ikke har den store skam i livet, så heller ikke på den måde kan det overføres). Er der underholdning, som jeg fortærer mod bedre vidende? Burde jeg skamme mig?

Og med min kones Jesper Fårekyllingehjælp kom svaret: Ja. Min dårlige samvittighed har en centreret fortand og er god til at løbe. Og sætter et Hollywood-podperson ansigt på… Scientology. Ja, jeg elsker mig en god Tom Cruise-film. Faktisk sidder jeg og ser starten på Jack Reacher, mens jeg skriver disse ord – og det er måske pointen. TC leverer underholdende action, man ikke behøver klistrende øjenæblerne til, men man kan altid løfte blikket, når musikken eller eksplosionerne sætter ind, og så er der gang i den. Om ikke andet er der i al fald vor helt, der løber og springer. Hvis der er noget, Cruise kan, er det at løbe (nåja, og så cleare thetaner).

At se en Cruise-film er som et drikke et glas koldt cola – ved den rette temperatur smager det ikke rigtig af noget, man skal ikke frygte, at der er noget med kanter i, og kroppen får et lille sus. Det er et produkt unikt sammensat til blot at afstedkomme mere af samme produkt. Og så selvfølgelig flytte penge fra et sted til et andet, først og fremmest væk fra forbrugeren og til et stort, sjælløst foretagende. Eller Coca Cola-kompagniet.

Ja, jeg har lidt dårlig samvittighed over at se Cruise-film, men det stopper mig ikke i at gøre det. Kunne man håbe på, at ungdommen, der går så etisk til andre elementer af livet, som mad og interpersonelle forhold, kunne gøre noget ved behovet for etisk voldsporno? Kunne man forestille sig sig en generation af fritgående, økologiske actionhelte? Eller er svaret måske bare en computeranimeret Cruise drevet af solenergi? Det er mit bud, for helt ærligt er Cruise – som en god del andre film- og musikstjerner – påbegyndt en nedstigning i the uncanny valley fra den forkerte side.

Så får vi naturligvis ikke “Cruise hopper i en sofa”, men det må være kunsten, der er det vigtige.

Nå, nu så jeg så begge Jack Reacher-film, mens denne tekst var åben, og måske var det en hjælp til at træffe det etiske valg – for toeren er godt nok en noget mere sølle omgang. Måske skulle jeg bare downloade den og The Mummy (så ingen penge havner hos Scientology) og se dem, hver gang der kommer en ny Cruise-film. Omend det ville være et forsøge at løse et systemisk problem på det individuelle niveau… så alle skal tvinges til at se dem!

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.