SUPERKULTUR

Digitalt scifihaiku

jan
07

Beware of ebooks
You could catch a thought virus
Worse than papercut.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #4

jan
06

Hvad havde du forventet?
Tidsrejser er og har alle dage været og vil alle dage være for unge mennesker. Gamle mennesker bliver hjemme og betragter tiden, unge mennesker rejser ud og skaber den. Så når du indbyder tidsrejsende til fest, er det unge mennesker, der gasser deres singulariteter op og lader deres musik spille på tværs af æonerne.
Og unge mennesker holder ikke bare fest, de holder også forfest.
Så vi startede et sted i det 28. århundrede, hvor nanomaskinerne kan spille symfonier på ens synapser, og de ikke skæver så meget til ens alder. Det var en god fest. Vi diskuterede, hvordan du ville håndtere, at så mange tidsrejsende mødtie op til den lille fest, du havde planlagt. Vi besluttede, at vi hellere mått medbringe drikkevarer, så i samlet flok smuttede vi omkring Titanic for at dræne lidt af deres samling.
Der er ikke noget bedre for en fest end overhængende undergang.
Så humøret var højt. Men hvis der er noget, tidsrejsende gør, er det at genopleve historien og gentage den. Så snakken – som den altid gør, når mere end tidsrejsende er samlede – kom til at handle om paradokser. Ja, du ved det ikke, men den første tidsmaskine blev opfundet delvis på grund af dig og din tidsrejsefest. Ingen mødte op, og derfor blev tidsmaskinen opfundet – så hvad vil der ske, hvis vi møder op? Universet har ikke noget problem med det – den slags paradokser er kun kortvarigt stabile, og så eksisterer de ikke længere. Og du synes måske, at du er vigtig, men i bund og grund er det bare en lidt mere kedelig udgave af bedstefarparadokset. Og det var egentlig det, der var problemet, for på det her tidspunkt var forfesten muligvis løbet lidt af sporet. Og min ven Stephen – ja, han hedder Stephen, opkaldt efter sin tipoldefar… det er dig. Min ven Stephen blev lidt besat af tanken om et dobbelt bedstefarparadoks. For hvad vil der ske, hvis han rejse tilbage i tiden og slog sin egen forfader ihjel til en fest, hvor manglen på tidsrejsende var med til at skabe tidsmaskinen? Ville det blot resultere i en kortvarig paradoksboble eller en helt ny tidslinie?
Du er videnskabsmand, så du forstår nok, at der kun er en måde at afgøre det på. Sig goddag til dit eget tipoldebarn. Og farvel.

Den lille død i Beirut

jan
04

På et tidspunkt i det hedengangne år besøgte jeg forlaget Jensen & Dalgaard (de har udgivet et par af min kones bøger) og nævnte, at jeg var i gang med “Den lille død i Beirut”. Reaktionen kunne næsten have været et haiku:

Forlagets første science fiction
Første libanesiske science fiction, endda
Men det er ikke science fiction

På den ene side var der en del af min hjerne, som gearede op med høj hvinen i “faktisk er det science fiction” – men på den anden side forstår jeg jo egentlig godt holdningen. Der er visse forventninger til science fiction, hvad enten man er fast læser eller flygter skrigende ved tanken – Niels Dalgaard sammenligner det et sted med portrætmaleri versus landskabsmaleri, hvor sf er sidstnævnte, fordi den gerne bruger ekstra energi på miljøet og de store sammenhænge i den fortalte verden frem for detaljerne i den enkelte person. Og “Den lille død i Beirut” er helt klart førstnævnte.

Havde forfatteren nu kaldt den “Sex og død i Beirut”, ville han måske have været tvunget til at føje noget mere action til – men det gjorde han ikke, omend det principielt set er det, den handler om. Bare på en usandsynligt fint underspillet måde.

Vi starter i Paris i år 2058. Vor hovedperson, Christian, får adgang til retrovionsmaskineriet med det formål at studere fortidens Beirut for at lære mere om angstens mimik. Kameraerne kan strække sig på tværs af tiden, og han får dem indstillet på to forskellige steder i Beirut fra 1973 frem til 2012. Noget af det første, han ser, er sin egen mor, der får et hurtigt knald på et toilet.

Snart fortaber han sig – ikke i de pornografiske scener, men i sin families historie. For faderen døde allerede inden Christians fødsel, og hvordan blev han egentlig til? Ja, “han” kan i den sætning både være faderen og Christian selv.

“Den lille død i Beirut” er et utroligt fint og velskrevet portræt af jagten på at forstå sit ophav og sig selv. Det er ikke en historie, der brager af sted, selv om man måske kunne tro det, når vi starter med sex og krig, men en bog, der roligt trækker læseren ind i den fortalte verden, både fortid og fremtid. Eller fortider, kunne man fristes til at sige, for Christian har adgang til to kameraer, der optager hver sin epoke – det ene af dem sættes ved et uheld til at optage baglæns kronologisk og gør det meget tydeligt, at det ikke handler om teknologien, men at teknologien er et værktøj, forfatteren har brug for til at fortælle sin historie.

Netop der ville den faste sf-læser nok blive lidt skuffet, mens de i starten omtalte skrigende flygtende ville stoppe op og vende tilbage til bogen. Men jeg synes faktisk, at Germanos slipper af sted med en bog, der evner begge sider af genreskellet – den personlige historie og en historie, der pirker til nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere om den fortalte verdens fundament. I dette tilfælde er det så ikke retrovisionen, der er spændende, men det Libanon, den giver adgang til – det er en af de bøger, der afføder en nysgerrighed overfor faglitteraturen snarere end den beslægtede skønlitteratur. Hvis du vil vide mere.

Glædelig speedy jul!

dec
24
En forklaring på hvordan julemanden når det hele!!

Det’ Yul

dec
23

Nu er det jo altså bare ikke kristendommen, der har opfundet 3-enigheden. Allerede Odin … , allerede Mithra … , allerede Cernunnos …, allerede Brahma … , allerede Horus, Nanabocho, Huitzilopochtli – allerede de, var dele af tre-enigheder.

Billedresultat for trinity

Det skulle vel derfor heller ikke komme bag på nogen, at også Julemanden er en del af en tre-enig-hed. Enigheden kommer vi tilbage til.

Sankt Nikolaus er, især henne hos katolikkerne i Nederlandene, hvor den får fuld skrue, for de har nemlig ikke nogen Julemand, i helt høj kurs. Vi bringer et billede af højden og kursen, samt det mangfoldige:

Billedresultat for saint nikolaus
mangfoldig santa – ikke bare trefoldig, men tre-tre-foldig, hosianna i det høje

De har Knecht Ruprecth

Relateret billede

det er ham der giver de uvorne ris (ikke basmati – tæsk!)


Men så har de også “Julefanden”:

Billedresultat for krampus

Og et gruppeportræt:

Billedresultat for santa krampus ruprecht
(Krampus skulle lige forberede noget …. )


Og hvad kan VI så diske op med? En flommefed Jule-charlie, der enten er sponsoreret af The Cocaine Company, eller illustrativt blevet gjort til kandiseret sødsuppe med fucking engleglorie, af Norman Rockwell:

Relateret billede

OG NORMAN:

Billedresultat for norman rockwell santa

Derfor er det rart at se andre dele af treenigheden træde i karaktér og udøve noget højtidsagtig realpolitik:

Billedresultat for krampus kills santa
GLÆÆÆÆÆDELIG JUL

Klode-LEGO

dec
20

Men hvordan?? Se her:

Jule-scifihaiku

dec
19

He’s making a list
He’s selling it all over
He’s Mark Zuckerberg

Stephen Hawkings tidsrejsefest #3

dec
18

Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”

Science Fiction-troper i børnesange

dec
13
Billedresultat for de små synger

I et tidligere indlæg var jeg inde på de betydningsbærende lag i, og afkodningen af, “børnesagen/legen” Bro Bro Brille.

Denne gang skal vi kigge lidt nærmere på de slet skjulte henvisninger til SF-troper, der ofte optræder som uskyldsrene metaforer i diverse børnesange.

Jeg har udvalgt ti eksempler, men det er blot fygesne på toppen af isbjerget, så der kan udfindes langt flere, er jeg overbevist om. Men nu til sagen:

” Oles nye autobil” : – den kører angiveligt 8 mil i timen og lugter ikke af benzin. En gammel dansk mil er på omkring 7,5 kilometer, så Ole skyder altså en fart af 60 km/t på et ikke-fossilt brændstof. Vi kan gætte på el, sol, vind, fission eller vril. Men knægten er altså udstyret med et ganske miljøvenligt/CO2-neutralt køretøj, der skyder en pæn fart.

“På loftet sidder Nissen”: – i den position, altså med hovedet nedad, er det ikke så mærkeligt han er sur på rotterne. Det er svært nok i forvejen, at spise risengrød. Vi har hér at gøre med antigravitation.

“Fastelavn er mit navn”: – de syngende er ikke længere Ida, Svend eller Mathilde. De er – som børnene i “Childhood’s End” blevet til entiteten “Fastelavn”. Vi taler om “Supermind” eller “gestaltbevidsthed”.

“Lille sky gik morgentur”: – gasagtig E.T, a la “fænomenerne” i Asimovs “The Gods Themselves” eller Hoyles “The Black Cloud”.

“Tre små kinesere”: – umiddelbart en noget racistisk tilgang til et spørgsmål om kommunikation. Lad os lige tage den: “Tre små kinesere på Højbro Plads, stod og spillede på kontrabas. Så kom en betjent, spurgte hvad der var hændt; tre små kinesere på Højbro Plads!” Nej, Søster Lagkage. Tre aliens i en flyvende tallerken, der første mødes af ordensmagten, og derefter udsættes for human-biased kommunikationsforsøg (se “Arrival” eller David Houstons “Alien Perspective”). “Tra sma …”, “Tri smi …”, “”Try smy …”.  Tropen er interstellar lingvistik.

“Nu tændes der stjerner på himlens blå” (“Elefantans vuggevise”): – Generelt kan man vel konstatere, at det blot er blevet mørkt nok til, at man faktisk kan se stjernerne. Men hér står der eksplicit, at stjernerne bliver tændt. Vi har altså at gøre med en observation af, at en pan-galaktisk og teknologisk ret fremskreden civilisation faktisk er er istand til at skabe stjerner.

“Nissen er en kunstig mand”: – der er ikke tale om en aflivning af folkemyten “nisse”, men derimod en konstatering af, at han – i det konkrete tilfælde – er en androide.

“Det regner, sagde Per Degner”: – Der findes flere udgaver (!*) af denne sang, men lad os lige gøre den præsent: ” – Det regner, sagde Per Degner; Kryb i skjul, sagde Per Juul; Nej, jeg vil ikke, sagde Per Nellike; Du skal, sagde Per Hjal; Hvorhen? sagde Per Hjen; Købe løg! sagde Per Gøj; Hvor mange, sagde Per Lange? Tre-fire, sagde Per Lire; Det er nok, sagde Per Kok”. Vi taler helt klart om klon-teknologi. (!*)

“Nu er Solen død, mor” ( “Solen er så rød, mor”): – Solen er ikke blot gået ned, nej, den er død. Tropen er “Dying Eart”-scenariet.

“Se min kjole”: – Se min kjole – og så får den alle mulige farver, bl.a. ifht diverse prospektive elskere/kærester/ægtemænd. Og det burde være tydeligt, at vi hér har at gøre med et stykke tekstil, der genererer emotioner til de i stoffet indvævede nano-bots. Altså nanoteknologi.

Ja! Det var blot ti smagsprøver på de SF-troper, der er indlejrede i noget så tilsyneladende uskyldigt og naivt som børnesange.

Himmel-scifihaiku

dec
12

Look, up in the sky
Is it a bird? A plane? No,
Pareidolia