SUPERKULTUR

Schrödingers os

maj
21

Jeg læser en del science fiction og har gjort det siden barnsben, så jeg er stort set hjernevasket til at synes, at videnskabsfolk er nogle gæve folk, der bravt skærer et hul i uvidenhedens jungle og skridt for skridt bringer os nærmere en utopisk fremtid. Nogle gange på bekostning af et og andet og en og anden, men the needs of the many outweigh the needs of the one or the few, som vi alle ved. Men nogle gange… nogle gange, for fanden. Nogle gange kunne man godt få den mistanke, at de samles og laver væddemål om, hvor vidt de kan går, før vi alle opdager, at de er onde, alle som én.

“Du ved, forkølelse, hvordan kan vi gøre det værre?”

“Jeg ved det, kvantefysik!”

Denne artikel er fra 2009, og jeg er ret overbevist om, at den betyder én af to ting: enten befinder vi os alle sammen i en superposition, som blot venter på, at nogen skal registrere den, eller også findes der et sted en kasse med en forkølelsesvirus i superposition, der kan beskrives om Greebo i Lords and Ladies:

Greebo had spent an irritating two minutes in that box. Technically, a cat locked in a box may be alive or it may be dead. You never know until you look. In fact, the mere act of opening the box will determine the state of the cat, although in this case there were three determinate states the cat could be in: these being Alive, Dead, and Bloody Furious.

Shawn dived sideways as Greebo went off like a Claymore mine.

“Don’t worry about him,” said Magrat dreamily, as the elf flailed at the maddened cat. “He’s just a big softy.”

Scifihaiku

maj
21

Dammit, it won’t work
My teleport must know flesh
(that’s how you get flies)

Scifihaiku

maj
19

Nobody fears ducks
Until they know their secret:
Ballistic penis

Harlan Ellison i Danmark

maj
18

Jeg har tidligere skrevet lidt om Harlan Ellison og kommer sikkert til det igen, for der er et hav af anekdoter (hovedsageligt om folk, som hader Ellison). En af dem er, at han løb med en bande i New York gennem længere tid for at samle materiale til en bog (Web of the City). Og det har endda givet genlyd i danske aviser – her Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende den 24. september 1960.

Scifihaiku

maj
18

My machine clones me
Me me me me me me me
Me me me me me

Manden med pistolen

maj
17

Press play on tape, Danmarks ypperligste popkultur band, fik et første klasses hit i 2012 med deres hyldest sang til computerspillet og i særdeleshed de spil hvor man er Manden med Pistolen. The man with the gun. Et awesome stykke musik.

Desværre sker der ikke meget fra Press Play on Tapes side. Deres hjemmeside har ikke været updateret siden 2015. Men i det mindste kan man hygge sig med deres lækre udgaver af de klassiske c64 spil.

Symptomer på fremtidschok

maj
17

Du kender det – den der svage, kognitive rystelse, hvor det går op for én, at man lever i fremtiden. Eller i én fremtid. Og måske ikke den rigtige fremtid (og nej, jeg taler ikke kun om, at Donald er præsident).

Der er ikke nogen righoldig medicinsk litteratur om emnet, men jeg er sikker på, at man vil kunne flere adskillige. Her er blot et par stykker, jeg har oplevet de sidste par dage:

  • Falde i staver, mens man læser en papirbog – men ubevidst scrolle lidt på siden for at sikre sig, at den ikke går i dvale
  • Gå en længere tur – og føle en vis tilfredsstillelse ved, at Algoritmens anslag på, hvor lang tid det ville tage, er forkert.
  • Læse en science fiction-roman og glemme, at den skal forestille at foregå i fremtiden

Flere?

Scifihaiku

maj
17

Come down… and fight me
I will… kick your ass… “old friend”
Khaaaaan

The madness of Grant Morrison

maj
17

Grant er bimlende skør. Jævnt sær og mærkelig. Det er min konklussion efter at have læst Morrisons kombinerede selvbiografi og superhelte kulturhistorie Supergods.

Som knægt vandrende han rundt i Skotland som knægt, og forsøgte alle ordbogens muligheder for at finde kodeordet, der ville give ham Captain Marvels kræfter – og nu var Shazam jo ulykkeligvis taget. Det er ikke så sært, der har vi måske alle været. Næh, der hvor han virkelig besluttede sig for at skrue særheden op på 11, var den gang hvor han kastede sig over transkøns chaos sexmagi. Med sig selv som transvistit chaos magikeren. Eller der hvor han i Katmandu, fik det vildeste LSD trip og brugte det som plottet til The Invisibles.

Ingen har lyst til at røre sexmagikerens kuglepen…

Men han er dælme også cool. Efter at have set Netflixs Happy, hvori den flyvende enhjørning og hemmelige fantasiven Happy, teamer op med den afdankede strømer Nick Sax, for at finde fantasivennens ejer, så må man konkludere at han er crazy bonkers.

Det er en fabelagtig serie. Sjov og underholdende på en sindsyg måde. Jeg er helt pjattet med den. 8 afsnit, og ikke noget med ligegyldige filler afsnit eller uinteressante b historier. Den blev sendt i december på SyFy, og den må siges at være den perfekte modgift mod al den trælse julenisseri. (Også selv om jeg først så den her i maj). Og selv om der er et sjovt blåt fantasidyr med, så er den ikke for børn. Den er sjov, men kun for voksne.

Skal jeg se den igen? Absolut. Det bliver super her til jul. Og der kommer en sæson to.

Moby Dick med monstre

maj
16

Det var fristende at forkorte overskriften til Monster Dick, men det ville sikkert give noget sært trafik og nogle mystiske kommentarer på indlægget. Og China Mieville er ikke typen, der forkorter noget, så måske skulle jeg i stedet have skrevet “Moby Dick med monstre og pirater og magi og teknologi og hypersværdkampe og og og…!” For det er stort set, hvad han har begået her: et sønderjysk kagebord at ideer og påfund og indfald. Indtil man overvejer, om man lige skal holde en pause før den sidste litterære mintpastil.

The Scar er nummer 2 i Bas-Lag-serien, og fokus har denne gang bevæget sig væk fra New Crobuzon – men der er ingen tvivl om, at det stadig er den, der er motoren i forfatterens værk. Bellis er på flugt, hvilket finder sin årsag i Perdido Street Station, selv om hun ikke var med i den, og hun stiger til søs på et skib, der bl.a. skal bringe en ladning af teknomagisk ændrede slaver til en koloni. Undervejs sker der dog ting og sager, og snart finder hun sig selv som beboer (også kendt som: fange) på den flydende piratby Armada – den lever sit eget liv på verdenshavene, og det bliver hun også nødt til nu.

Hun er dog ikke helt tilfreds, og hun er ikke alene, så snart er hun viklet ind i… ikke et spind, nok snarere en tangmark af intriger og planer. Våde, klamme og fyldt med grumme ting. For nogle af byens ledere har tænkt sig at opnå det umulige.

Nogle bøger genlæser man, selv om man godt ved, at oplevelser ikke bliver lige så god som første gang. Perdido Street Station var god at genlæse, men The Scar var næsten bedre end første gang. Mieville er god til skummelhed, og han må have ransaget et maritimt bibliotek og dernæst skrevet et par nye bind til det for at fylde bogen med salte påfund. Jeg ved ikke, hvor mange der har forsøgt sig med at kombinere fantasy og søroman, men jeg forestiller mig China Mieville ringe på deres dørklokke, række dem et eksemplar af The Scar og grine på Nelson-vis. Haha.

Jeg får helt lyst til at læse Moby Dick. Omend den ville skuffe mig i sin mangel på semisentient tang.