SUPERKULTUR

Hvor uroen bor

sep
10

Det er svært at fortælle om noget, man ikke rigtig har et sprog for. Jeg mener: jeg har levet i en forholdsvis simpel verden, hvor malerier var noget, der hang på væggen, og musik var noget, der mindede om en historie med en start, en midte og en slutning (eller demonstrativt en antihistorie, der går efter en følelse). Så det var en sært oplevelse at opleve malerier, som hovedsageligt bestod af processen, og musik, som blev improviseret i forhold til den visuelle kunst. Jeg mistænker, at det er musik som lydbilleder og maleri som improviseret jazz.

Grunden til, at jeg havnede i den situation, var en odysse til Nykøbing Sj., hvor jeg overværede forestillingen “Hvor uroen bor” med Grønvall.Haverholm. Et godt stykke udenfor min comfort zone, både fysisk og mentalt, men en overraskende fed oplevelse.

Grønvall.Haverholm er 2 gange Allan – Grønvall på guitar og en større samling pedaler og Haverholm på akrylmaling og diverse andre effekter. Allan maler, og Allan spiller musik, og de to spiller op ad hinanden, improviserer og jammer. Malerierne projiceres op på lærred, mens musikken naturligt nok går gennem højtaler, og publikum inviteres ind i en proces, der på besynderlig vis skifter mellem adskillige lag. I stedet for blot at opleve et færdigt produkt fanges man (blev jeg fanget) ind også af at betragte teknikken hos begge performere – og detaljerne i, hvordan de strækker deres instrumenter. Jeg har set nogle af duoens videoer på Youtube, men en live optræden var dog en helt anden oplevelse – selv lyset blev en del af improviseringen.

(En sidebemærkning: jeg har et par gange haft en Grønvall.Haverholm-video kørende på fjernsynet, men har måttet stoppe af hensyn til min kone – musikken går i hendes grundangst. Det er en kompliment, vil jeg mene. Og det var da også interessant, som flere af de kvindelige lyttere virkede lettere rystede efter showet.)

Noget, der slog mig, var det fortællende element i “Hvor uroen bor” – de færdige malerier er vel at betragte som abstrakte (jeg har ikke styr på definitionerne her, indrømmer jeg – og der er vi tilbage i det med at mangle sprog), og det er svært at sige “Det forestiller…”. Men oplevelsen af dem er narrativ – der bliver pøset maling på, og når det spiller allerbedst (pun intended), får man lidt samme oplevelse som at se en spændingsfilm: “Hvorfor gør han det?!” Og det spørgsmål kan være både jublende, spændt og frustreret over, at man ikke ved, hvad målet er. Det var en tilskuer, som udtrykte det samme: “Der var flere tidspunkter, hvor jeg ville stoppe dig!”

Tidselementet gør billederne mere interessante, ligesom sammenhængen løfter musikken.

For mig personligt er der et andet tidselement – jeg har kendt Allan (Haverholm, that is) siden gymnasiet. Allerede dengang skabte han – han både tegnede og forstod at fortælle historier på flere niveauer over min egen formåen. Det var den der magi ved at se nogen gøre noget, som får én til selv at strække sig mentalt for at følge med – og her mere end 20 år senere har han formået at holde den samme afstand, at forny sig, så værket fremstår frisk. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke forstår alt, hvad han laver og som sagt ganske mangler sproget til at fortælle fyldestgørende om denne oplevelse, men jeg kan mærke magien.

 

Railsea – jagten på den store hvide mulvarp

sep
09

Railsea af China Mieville

China er en damn cool forfatter. Jeg elsker hans ting, men han kan virkeligt godt være tricky at sætte sig op til at læse. Hans romaner er tunge og fyldt med lækre ord og sætninger. Og hans plots… meget fornemme og dejlige.

Railsea virker som om han sad en dag i sin mancave og tænkte… hvad kunne det sejeste være, rent litterært? Hvad nu hvis Moby Dick foregik i fremtiden i en post post-apoc civilisation, hvor den flade jord er overdækket med jernbaner som går på kryds og tværs alle vegne, og i øvrigt er fyldt med kæmpe gnavere…

Så det er railsea verdenen. Menneskene bor på bakker og klippeøer i Banehavet, fordi man kan ikke gå på den flade jord, uden at kæmpegnavere eller enorme mulvarpe borer sig op og angriber en. Man kan ikke bygge i højden, fordi ovenover den brugbare luft ligger der et enormt giftbælte, hvor enorme flyvende monstre holder hof.

Sham Yes ap Soorap er lægens apprentice ombord på mulvarpetoget Medes, hvor man jagter de enorme sydlige mulvarpe med harpuner. Kaptajnen er evigt på jagt efter den elfenbensfarvede mulvarp, der engang tog hendes arm.

Det her er dog ikke en Moby Dick historie. Ikke helt. Det er helt sikkert her mange af ideerne stammer fra, men den her bog er meget mere et klassiske Mieville udfald mod kapitalismen. Efter at have læst den, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at han hører til på den venstre side af det politiske spektrum.

Det er en lidt speciel bog, men meget fin og dejlig. Generelt burde jeg læse nogle flere Mieville bøger.

American Gods – tv serien

sep
09

Neil Gaimans American gods er en af mine all time favorite romaner. Den har det hele, plot, sprog, gamle mytologiske guder.
For nogle år siden kom den så som tv serie. Fordi den kun kom på Amazon Prime, så har jeg først fået den set nu.

Okay, hvad så. Er den awesome? Nja, både og. Der er nogle ting der er sære og besynderlige. Startscenen f.eks. er underlig. Vi starter med vikingernes tur til amerika. I bogen dukker de op, bygger en lille by, og ofrer en indianer til Odin, hvorefter indianerens venner dukker op og myrder alle vikingerne.
I serien dukker vikingerne op, går i land og den første der når 10 fod ind, bliver beskudt af en million pile og dør big time. Med den velkomst beslutter vikingerne sig for at smutte hjem, men mangler vind i sejlene og kaster sig for at bønfalde Odin for vind. De kække vikinger har tilsyneladende glemt at der er årer på deres skibe. Nå, men Odin skal anråbes, og det gør man tilsyneladende ved at 1) de ofrer deres højre øje med en gloende dolk, for at tvinge ham til at se i deres retning og da det ikke virker, ved at 2) ofre halvdelen af skibets besætning i manisk tve kamp mod hverandre.


Nordamerikanske Indianere er tilsyneladende fiktionens svar på Viet-Cong

Jeg forstår ikke hvorfor de ændrede på scenen, men vikingerne gik fra at være coole og troværdige vikinger, til at være crazy bonkers warhammer chaos krigere. Jeg har en mistanke om at det er amerikansk lokal patriotisme der er på spil. “Ingen ussel viking skal komme her, og snyde vores coole indianere med alkohol og hænge ham på vummel hedensk vis!”


Hvordan American Gods forestiller sig vikinger

Resten af serien virker ret okay. I hvert fald den første håndfuld afsnit. Der er skruet op for magien, men man skal jo også hooke publikum hurtigt.
Skuespillerne er fede og coole. Især Ian McShane. Han rammer ret perfekt Mr. Wednesday.
De har lavet en del ændringer rundt omkring. Mr. Nancy er ikke en gammel, glad drukfældig mand, nu er han en vred, ung sort mand.
Jeg elskede scenen hvor Laura og Audry møder hinanden efter Lauras genopstandelse, den er ret fantastisk. Hvad siger man til sin bedste veninde, som døde med sin mands diller i munden, når hun brokker sig over en elendig nekrolog?

Der er kommet en sæson indtil videre og til næste år kommer den næste.

Tyrannosaurus-joke

sep
08

Nu er kroppen ikke det, jeg har brugt det meste af min tid på (and I have the morning pains to prove it), så det glæder mig, at “dad bod”-moden også har spredt sig til dinosaurernes verden.

Fra den samling af Bob Morane-serier, Zoom har udgivet på dansk, mere specifikt Dinosaurernes tempel.

Science fiction musik

sep
07

Personligt kan jeg kun spille på grydelåg og vindharpe, hvilket ikke forhindrer mig i, at have en ret bred musiksmag (når jeg nu selv får lov at sige, hvad jeg mener om migselv). Tolvtonemusik siger mig så ikke så meget; det lyder som et trommesæt, der er blevet smidt ud fra 4. sal, som en eller anden lun fætter har udtrykt det. Til gengæld kan jeg godt li bulgarsk musik og kor, hvortil min hustru ofte råber: – så sluk dog for det skrigeri!

Sådan er vi så forskellige. Men til sagen.

Bortset fra det cinematografiske var Rumrejsen 2001 banebrydende ved at bruge klassisk musik (also sprach Zarathustra), for inden da, var underlægningsmusikken til diverse SF-film ikke til at skelne fra al anden underlægningsmusik. Måske lige bortset fra “indianer-trommer” i westerns.

Relateret billede

 

Det gjorde et indtryk, og muligvis en grund til at f.eks John Boormann også brugte klassisk musik i sin “Zardoz” (eller også fordi det var det billigste – den film er lavet på et budget, der svarer til to pakker tandtråd og et viskelæder). Og det er muligvis som kontravægt til det, at A Knight’s Tale (med Heath Ledger som ridder i rustning – arme fyr, iøvrigt) havde underlægningsmusik fra diverse arter af rockmusik, til en film om riddere i det 12. århundrede. Glimrende tænkt. Åndssvag film.

Relateret billede

Men hvad findes der egentlig af sciencefiction-musik? Jeg kommer næppe til at ryste meget mere end blot overfladen, og det må så være det. Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at være særligt kronologisk, idet dette ikke er en sammenlignende analyse, men nogle juhu-agtige punktnedslag, som man kan vugge hans mosters vovse í.

Nu startede vi i “det klassiske”, og så kan vi jo smække “Aniara” på bordet. Det drejer sig om et (ret langt) digt af Harry Martinson, der blev lavet om til en opera. Historien drejer sig, kort fortalt, om et rumskib med kolonister, der kommer ud af kurs og rejser mod uendeligheden. Iøvrigt genfortalt som straight SF af Paul Anderson i hans “Tau Zero”.

Billedresultat for Aniara poster

Men især har den såkaldte “symfoniske rock” bidraget med SF-musik. Før og fremmest har Electric Light Orchestra været eksponent for denne – tør man kalde det? – genre, hitting the holodeck med “Out of the blue”

Billedresultat for electric light orchestra out of the blue

 – med ret så tydelige konnotationer til “2001”, ikk’sandt? Der er står så ikke PanAm på flyveren, men “emblemet” er sådan en slags rekursion, som iøvrigt er en SF-trope. Og senere knaldede de så “Time” på bordet. En vaskeægte SF-novellesamling, med tidsbegrebet som gennemgående tema.

Billedresultat for electric light orchestra time

 

Afhængigt af hvordan man splitter sine bramsejl, så var SF “oprindeligt” en novelle-genre, så ELOs udlæg passer jo fint ind dér. Men hvad så med “romanerne”?

Orkedokke. Masser! For det første vil jeg påstå, at Jean-Michel

Jarres “Oxygen”

Billedresultat for jean micelle jarre oxygen

 – er en fuldfed og sammenhængende historie – i lyd! Hvad historien handler om, må være op til lytteren. Dernæst kommer Jeff Waynes musical over H.G. Wells “Klodernes Kamp”

Relateret billede

og herefter et amalgam mellem en beat-poet/synth-musiker og en estimeret tegneserietegner, nemlig Lenny Whites og Michael Kalutas

Billedresultat for Michael Kaluta astral pirates

 

Okay! siger man så: – det er jo ikke romaner! Det er jo bare musicals! “Bare”! Javel min ven, kom ind i min butik, så! Thi, det canadiske band “SAGA” – også pro-symph-rock – havde såkaldte “chapters” på deres diverse udgivelser over en længere årrække. Og for få år siden – nåja, 10 år siden – udgav de en disc med samtlige kapitler i rækkefølge. Det var fint nok. Sjovere var det selv, at udpønske hvad fanden der foregik – og det havde man nok regnet ud, allerede tidligt i “romanen”.

 Billedresultat for saga silent knight

Tilbage er der blot at pege på det interessante forhold, at for at få belyst noget om musik i SF har jeg fundet det nødvendigt at bruge illustrationer. Det kan man så tænke over. Genrernes gensidige gehør.

Superskurken var frisør

sep
07

Jeg tror, at ideen om Mastermind tiltalte mig mere end selve spillet, da jeg var barn – og det var hovedsageligt på grund af coveret. Fordi de to der udstrålede bare 70er-agent-action – stilig 007, som det burde være, uden de lettere fjollede science fiction-elementer, der prægede serien en overgang. Det var sært desillusionerende at finde ud af, at den underfundigt truende mandsperson på kassen var frisør. Og ikke sådan supermodel-frisør, men ejer af en række frisørsaloner. Jeg holder krampagtigt fast i illusionen om, at han havde for vane at sidde med en langhåret, hvid kat i skødet og betragte sine frisørkunder gennem et etvejsspejl.

Han hed Bill Woodward og endte på Mastermind-kassen, fordi den tiltænkte model ikke vågnede op. Det var sammen med Cecilia Fung, som ikke overvejede at forføre en større offentlig figur, men i stedet var ude at gå med nogle venner i Leicester, da hun blev stoppet af en agent (nej, ikke sådan en agent, desværre), som ville bruge hendes kontrafej.

Hele historien – inklusiv de to modellers genskabelse af billedet 30 år efter, kan læses hos University of Leicester.

 

Krigs-scifihaiku

sep
07

After the gene wars
Everything is literal.
Just take butterflies.

Alt Right

sep
06

All right!

Nu bliver jeg personlig.

Til trods for at far hér – nummer nul i eget koordinatsystem – har haft en venstreorienteret ungdom (og som enhver ved, bliver farver dybere med årene), er der i den seneste tid dukket termer op, som jeg – til trods for, at jeg sagtens kan forklare “omfangslogik”, “negationens negation” samt “schumpeterian chock” og “punctuated equilibrium” (bare kom an) – ikke helt havde forstået. (Lang sætning – ved det godt – velkommen til virkeligheden)

Men altså: – hvad er: “Alt Right”, ” Neoconservatism”, “Paleoconservatism”, “cultural conservative” ????

Nåja; nu er jeg så også så snotindskrænket, at jeg ikke kan se forskel på “Ny Alliance”, “Liberal Alliance” og “Venstre Alliance” – undskyld “Venstre”; som burde hedde “Højre”, mens “Socialakrobatiet” burde hedde “Midterpartiet” – men så bliver der igen vrøvl i begreberne, for den plads er optaget af “De konservative”. I is lost.

Anyways, så har en længere korrespondance, survey samt research, gjort mig bekendt med (belært mig om), at The Alt Right movement – henne i USA – skyldes “kulturmarxisme”. Og det er hér, det bliver langhåret. Thi “kulturmarxisme” er en sammensværgelse mellem jøder og bolsjevikker! Ta den, søster lagkage!

Billedresultat for kulturmarxisme definition

Og inden man sidder og får ondt i nakken af, at nikke “ja” til den opstilling, så var det måske på sin plads lige at få et par ting sat på … nåja:

– Social justice betyder, at vi alle er lige for loven (hvilket er et problem, når nu “jeg” har ret til at forsvare “min” ejendom med våben i hånd)

– Feminism betyder, at kvinden ikke, som der står i Biblen, er underlagt manden. Fuck det! Vi kan sgudda godt finde ud af passe på kællingerne.

– Neo- Progress, betyder at “det skulle da være underligt om de der røde lejesvende var bedre til at bestyre det her samfund. Har vi ikke gjort det fantastisk de sidste 200 år?”

– Post- Col.: betyder at “vi nu skal til at acceptere en gæld overfor 3. verdenslande, foranlediget af Kolonialismen. Fuck! Vi var overhovedet ikke født på det tidspunkt!”

Se! Det er faren ved “kulturmarxismen”. Den leder i os i løgnens grøft, hvor hvidt er sort og newspeak ligner alternative facts.

Med andre ord er “Alt right”, en opfindelse begået af “kulturmarxister”, således at vi alle vil flygte fra konservatismen, herunder ønsket om at blive gamle i et libertært samfund, blot for at løbe i armene på de dér satans neobolsjevitiske jøder!

Denne verden bliver dog stedse mere interessant!

Jeg beklager meget manglen på direkte links, lænker og kilder iøvrigt. Det var skrevet i et øjebliks, whatthemotherfuckery er der lige gang i!

Dino-scifihaiku

sep
05

The betrayal was
sudden, inevitable,
the laughter evil.

Fantasy i LEGOform!

sep
04

Den der situation hvor to gode ting mødes! Men, bliver det altid til noget bedre?