SUPERKULTUR

Superkultur-podcasten, afsnit 3 – The Adaptation!

aug
26

For tredie gang forsøger vores helte at adaptere Superkultur til det auditive format og snakker om andre forsøg på at omsætte et værk fra ét medie til et andet. Hvordan oversætter man en historie, en stemning, en følelse til et andet formsprog, og hvordan skal man ikke gøre? Det er som oftest gerne filmene, der står for spil, men samtalen kommer også omkring både tegneserier og bøger.

Det hele ender som en battle royale mellem Stephen King, Brad Pitt og Shirley Jackson (SPOILER: Brad taber). Allan forsøger at formidle noget baggrundsviden om emnet, og Janus forsøger at tegne koordinatsystemer i lytternes hoveder. Tilsammen bliver det til en samtale, der kommer vidt omkring og følger værkernes vandring mellem medierne på kryds og tværs – også de værker, som angiveligt modsætter sig adaptation.

Og ja, der bliver også tid til en lille smule had.

Baggrundslitteratur

J Grossman & R B Palmer (red.), Adaptation in Visual Culture: Images, Texts, and Their Multiple Worlds (Palgrave, 2017) https://www.palgrave.com/gp/book/9783319585796
Herfra citeres særligt G Jellenik, “The Task of the Adaptation Critic” (pp 37-52 ) https://link.springer.com/chapter/10.1007/978-3-319-58580-2_3

J Sanders, Adaptation and Appropriation (Taylor & Francis, 2015) https://www.taylorfrancis.com/books/9780203087633

E J Aarseth, Cybertext: Perspectives on Ergodic Literature (Johns Hopkins University Press, 1997) https://jhupbooks.press.jhu.edu/title/cybertext

De løse links

The Haunting (1963) versus The Haunting (1999)

P Karasik (tekst, efter P Auster) og D Mazzucchelli: City of Glass (Picador, 2004): https://www.amazon.com/City-Glass-Graphic-Novel-Trilogy/dp/0312423608

Watchmen. Vi kunne linke til både film- og tv-adaptationer, men vi synes for godt om jer til at udsætte jer for det.

Anmeldelse med smagsprøver på tegneserieversionen af Ridley Scotts Alien, A Goodwin og W Simonsons Alien: The Illustrated Story: https://aeindex.org/reviews/alien-the-illustrated-story-the-original-art-edition/

Janus’ gamle anmeldelse af Flicker.

En art adaptation af Guernica

R Sikoryaks blændende tegneserieadaptation af nu hedengangne iTunes’ forretningsbetingelser.

Allan interviewes på den britiske podcast Comics for the Apocalypse.

Det beroligende

Shirley Jacksons The Haunting of Hill House kommer til at hedde “Mørket i Hill House” og udkommer på dansk senest i november (hvis alt da går, som det skal)

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og bidrag til haiku-konkurrencen kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Dør om dør!

aug
20

Måske var der nogen af jer der var interesseret i døre!?

Kontakt på dåse

aug
16

Kunne også kaldes “Flaskepost Fra Rummet”, idet det – indledningsvist – “rinder mig i hu”, at romanen “Abernes Planet” (Pierre Boulle, 1963 (le singe est sur le planete, som Eddie Izzard ville have sagt)) starter med, at en ungt par, der er på bryllupsrejse i det ydre rum, finder en flaskepost, der så indeholder fortællingen. Pointen er forsøgt genskabt i diverse filmatiseringer, men når ikke rigtigt det satiriske niveau, der bringer “La Planetes Des Singes” i familiær nærhed af “Niels Klims Underjordiske Rejse”, “Gullivers Rejser” og/eller rabelaiske falbelader. Men det er heller ikke dét, det skal handle.

Billedresultat for arthur c clarke the sentinel
(kunstneren hedder Steve R Dodd)

“Næste gang du kigger på fuldmånen,” begynder Arthur C. Clarke sin novelle “The Sentinel” (“Skildvagten” – 1953) “- så kan du lokalisere Mare Crisium omkring klokken 2 på måneskiven” (frit efter hukommelsen). For det er nemlig dér, vor hovedperson opdager en pyramide af absolut extra-solar oprindelse, som – ved berøring – straks hyler et “advarselssignal” langt ud i det interstellare rum. Og så har vi balladen!

Denne novelle, og jeg ved I ved det, og jeg ved at I ved at jeg ved det, men det skal jo siges, er udgangspunktet for Clarkes og Kubricks “2001; aso” (Men iøvrigt findes der en meget skæg tegneserie af Alfonso Font, der hedder “C&K” – med vilje). Og vi skal hér blot konstatere, at både “pyramide” og “Monolit” (“TMA-1”) er såkaldte “Bracewell Probes”.

Billedresultat for bracewell probe
sådan en fætter – måske

En Bracewell Probe (BP – ikke british petrol!) er en (hypotetisk) ubemandet sonde, som væsener på andre kloder (herefter forkortet til “ET”) har sendt ud i det interstellare rum, for at skabe kontakt med andre intelligensvæsener i andre solsystemer. En BP er stort set en robot-sonde, og egentlig ikke så forfærdelig anderledes end de der Voyager-sonder, som de der NASA sendte op i 19#¤% – eller hvornår det nu var. For målet er “contact”. Formålet er kontakt – med ET.

SETI-programmet(projektet) har kørt i mange år, men fordi resultaterne er udeblevet (bortset fra et enkelt “Wow”-signal, og en mærkværdighed som LDE – long delayed echo), pønsker diverse involverede kapitalinteresser (også kaldet “investorer”) på at nedlægge foretagendet, udfra det markedsøkonomiske ræssonement, at det ikke kan betale sig. Det kan grundforskning generelt ikke – cost/benefit-analyser (“hwa svarre sej?”) duer ikke rigtigt i den sammenhæng, for så skal man på forhånd kende svaret på det spørgsmål man ikke kender. Men vi kan selvfølgelig også bare lade være med at stille spørgsmål – eller hvad med at forbyde tænkning? Så sku den bare være hjemme, ikkesandt!

Billedresultat for signal from outer space
Bull’s Eye, godt ramt!

I en video på YouTube, kommer forfatteren John Michael Godier “ind omkring” hvilke signaler, eller “budskaber”, vi måske ikke helt har lyst til at få fra ET. Han starter med meddelelser som “Skrid”, “Pas Jer Selv”, “Vi Er Allerede Døde”. Men finder at budskaber som “Overgiv Jer” eller “Vi Er På Vej” kunne virke faretruende. Hvilket altsammen er yderst tentativt, idet vi – os – hér på Jorden – ikke har modtaget et eneste budskab. Endvidere er jeg, andetsteds, stødt på en lidt mere frygtindgydende udgave af “first response”: – Stille! De kan høre jer!

Tager man i betragtning hvilken omfattende teknologisk udvikling der skal til, før en given ET (med samt “osselv”) skulle blive istand til, at give sig i kast med udsending af signaler eller sonder, så finder jeg det svært at tro på en barbarisk eller xenofobisk motivation. Men okay – heller ikke alle danske politikere er for børn. Til gengæld ved de ikke meget om det ydre rum. Så inden jeg kommer for godt igang med det pjat, tilbage til “kontakt”.

Billedresultat for a for andromeda

Fred Hoyle, som også skrev “The Black Cloud”, udgav i 1962 romanen “A for Andromeda”. Kort fortalt handler denne om et signal fra rummet, der angiver vejledningen for en “datamat”, der skal kobles op på styringen af et “næringskar”, med det formål, at skabe en “ambassadør” for de ET, der har sendt signalet. Et vist ekko er skabelsen af Leelo i “The Fifth Element”. Og et langt højere associations-hyl vil være til Carl Sagans “Contact” (1985), hvor ET_signalet angiver, hordan “vi” skal bygge et “rumskib” så vi kan komme i kontakt med “dem” (nu er jeg ikke den store Jodie Foster-fan, men jeg er blevet belært om, at filmatiseringen fra 1997 skulle være god).

Egentlig synes jeg romanerne er sådan “meget gode”, men jeg kunne godt tænke mig at se fortællingen “fra den anden ende”. Prøv at overvej etikken i, at sende besked – ud i det blå – om hvordan man/nogen/ET skaber et menneske i et (Frankenstein)-“badebassin”? Prøv at tænk på hovskisnovski-modussen i at et sende et signal ud, der skal fortælle ET hvordan de skal bygge deres rumraket! Må vi være her.

Billedresultat for the black knight satellite
“The Black Knight”

Men tilbage til emnet. Bracewell Probes. Ovenstående billede er et foto af den såkaldte “Sorte Ridder” – et fotografi taget af en eller anden på en eller anden apollo-mission. Og angiveligt skulle det være et foto af en ET-sonde – en BP – der er i kredsløb om Jorden, hvilket er en rigtig god historie, der ligger lige til højre ben i enhver konspirationsteori-elskers højre kørebane. “De er her, allerede” – o fryd, o frydefuld rædsel!

Billedresultat for bob morane

Og den indfaldsvinkel var “Henri Vernes” ikke sen til at tiltræde ifht endnu en historie om super-action-helten Bob Morane, der ligger i feltet James Bond, Doc Savage samt diverse Tarzan-kloner i Edgar Burroughses hele – hrm – ouevre. Og jeg skylder måske lige en lænke; kommer hér:

Men for nu lige at vende tilbage til Clarke, så er én ting at påstå at “pyramiden” i “The Sentinel” (faktisk: “The Sentinel Of Eternity) samt Monolitten i “2001” skulle være BP’ere, så er “The Starglider” fra “The Fountains Of Paradise”, ubetviveligt en sådan. Men samtidig tyder meget på, at Monolitten også er en von Neumann-maskine, id est: – den kan reproducere sig selv (se “2010”), og – ovenikøbet – terra-forme Europa (månen, mand, ikke landområdet!). Og jeg vil også påstå, at Rama (“Rendezvous With Rama”) er en BP med intern “von Neumann-maskine”. Lad os lige tage den:

Billedresultat for rendezvous with rama

I løbet af denne ret korte fortælling, støder Endeavours besætning på skabelsen af vedligeholdelsesrobotter – bioter – mens de spekulerer over, hvad søren der kan være formålet med den “kemiske fabrik” de har døbt “New York”. Tilfældigvis (romanen er fuld af den slags), fremkommer “dyrepasseren”, hvis opgave det er at passe de super-chimpanser, der er en del af besætningen (mind you: Abernes Planet), med den påstand, at “New York” er en “fabrik” til fremstilling af “ramanere”. Javel ja: – hej “A for Andromeda”!

Novellen “Specialist” af Robert Sheckley (samlingen “Untouched By Human Hands”) drejer sig nok ikke helt om hverken en von Neumann-maskine eller en BP, men den er værd at nævne, fordi dens forudsætning er et nært samarbejde mellem mange slags ET(ere). Og jeg skrider lige til et kort resumé, man selvfølgelig skal springe over, dersom man ikke har, men ønsker at, læse novellen – hvilket kan anbefales.

Billedresultat for robert sheckley specialist
Illustration er muligvis af Frank Kelly Freas, men bortset fra hurlumhejet af tekst udenom, er det faktisk en illustration til novellen

Et stjerneskib bestående af motor, vægge, kok, øje m.fl. kommer ind i “foton-storm”, der slår deres “Pusher” (“bevæger”) ihjel. Alle stjerneskibets komponenter er ETere, og nu må de finde en planet med “pushere” (jaja, skidesjovt, men det er ikke det der menes, velda!). Og det viser sig så at mennesker, uden selv at vide det, er “pushere” (jvnf. Larry Niven “Protector”).

I en hvis forstand (!) er det også min entydige overbevisning, at samtlige af Iain Bankses superrumskibe, orbitaler og worlds kan betragtes som BPere, al den stund at de bl.a. er motiverede til at udforske (og så indkalde Special Circumstances, når bølgerne går højere end stævnen), og i et vist omfang også von Neumann-aggregater, kva deres ressourcer. At de så også har deres egne agendaer – som det jo hedder på smukt nudansk – peger muligvis tilbage til Poul Andersons (jeg har sagt det før; jeg siger det igen) novelle “Epilogue”, ifht en “oprindelseshistorie”.

Skidt med det. Videre med BP.

Billedresultat for saberhagen berserker
Michael Whelan

Fred Saberhagens saga om “The Berserkers” er eksempel på et mere mistroisk, xenofobisk syn på BP. Vi taler om stjernefarende dræberrobotter, der stadig fungerer, lang tid efter en millionår gammel krig er endt, med det ene formål at udradere alt liv. Et godt udgangspunkt for slag i bolledejen. Og jeg kan fornemme – og måske er jeg alene om det – at Frederik Pohl i sin “Heechee”-saga tværede “The Berserkers” ud, ved at fremstille “The Asassins” som en maskin-intelligens, der bare ikke forstod noget om biologisk liv. Hvilket man så – efter lyst, evne eller tilskyndelse – kan projicere sit eventuelle ækvivokke perspektiv over på “Matrix”-serien.

Endeligt er der de tilfælde af BP’ere, som jeg – personligt – holder allermest af. De uforståelige. Og det gør jeg af to årsager. For det første er det ret sikkert, at en eventuel kontakt til/med ET eller BP ikke er genkendelig ud fra en “menneskelig” standard. Jeg mener: – vi ved at delfiner er ret proffe i arenaen for cerebral performance. Men har vi nogen kontaktflade dér (udover Waterworld-Shows)? Vi ved ikke engang om de ved, at vi også har noget duelort at rykke rundt med. Og det er her på Jorden – fail 404!

For det andet kan jeg kun være begejstret for forfattere, der virkeligt gider og har evnen til at forestille sig det ufattelige, og give os andre – læserne – et lille spark i forstanden, selvom det hele står uklart (jaja, udenfor tematikken: “Solaris”, Lem). Så hvor finder jeg så BP’ere i litteraturen?

Billedresultat for against infinity
Det var Morten Søndergård i Fantask, der anbefalede mig den, med denne forside

Jeg er ikke så helvedes sikker på, at jeg vil anbefale “Against Infinity”, men jeg præsenterer den hér, fordi den beskriver et artifakt – The Aleph – en “maskine”, der fiser rundt på Ganymedes og helt klart er af “anden etnisk afstamning end jordisk”, samt opfører sig besynderligt – for slet ikke at tale om, hvad den indeholder (det er lidt sjovt at den, gennem hukommelsens tågede nefa-lygte-skær, associerer til “Mythago Wood” – det må jeg nok snakke med en doktor om).

Vi vil derfor kigge på to eksempler på noget der måske, måske ikke, kunne være repræsentanter for BP’ere, der ligger hinsides vores erkendelseshorisont.

Billedresultat for rogue moon

“Rogue Moon” handler om en bygning/maskine/labyrint, som man har fundet på Månen (Monolitten fra 2001 foldet ud?), der helt klart er plantet/konstrueret/bygget af ET’ere. Og dens funktion er, tilsyneladende, at slå enhver indtrænger ihjel. På et andet plan handler romanen om dybdepsykologi (Freud, Jung, Reich), og lad det være sagt med det samme: – ingen forklaring, men en god tur.

Den anden, helt hysterisk mærkelige, hvor jeg slet ikke vil lægge hovedet på bloggen, og påstå at der er tale om en BP, er “Roadside Picnic” af brødrene Strugatskij. Og heller ikke hér er der nogen forklaring, kun beskrivelse af fakta og fænomener. Det er som det er. Dit “hvorfor?” er lisså godt som videnskabens “hvordan?”

Billedresultat for roadside picnic

Jeg vil ønske, at jeg lever den dag vi får den kontakt. Jeg er realist nok til at indse, at prognoserne ikke er for gode. Men ikke desto mindre ved jeg (fordi jeg tror det og ønsker det), at ET og muligvis deres BP er derude – et sted.

Indtil det bliver en realitet må vi fabulere om det totalt fremmede og vsåledes gøre os bedre rustede til at møde det. Når vi gør. Derfor Science Fiction – hiphip ….

Fem filmatiseringer der fungerer

aug
13

Næste afsnit af Superkultur-podcasten handler om adaptations – når historier går fra ét medie til et andet. Ofte er det gerne fra bøger til film, men pilen kan gå i mange retninger – og med svingende resultat (jeg har dog uden held indtil videre forsøgt at finde en bogadaptation af en film, som er bedre end originalen).

Men det har naturligvis betydet, at jeg har tænkt over en del af de filmatiseringer, jeg har set gennem tiden – og som en opvarmning til de auditive løjer (som allerede er i lydmandens hænder) har jeg fundet fem filmatiseringer, der (synes jeg) fungerer godt som adaptationer af bøger. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at de er bedre end originalen, men de kan stå på egne ben – men af vidt forskellige grunde.

1. Stephen King

King var ikke selv glad for Stanley Kubricks udgave af Ondskabens hotel, og han stod da også bag en ny filmatisering, som… bedst bør glemmes. Det er klart Kubricks version, der bør nævnes her – nogle gange må man glemme et værks oprindelse for at kunne nyde det helt, og hvis man er enig med forfatteren, bør man måske bare se The Shining som en helt anden historie, der tilfældigvis også foregår på et Hotel Overlook om vinteren. Det er jo ikke det samme hotel, kan man sige til sig selv, Kubricks har ingen hækkedyr.

2. Robert Heinlein

Beverly Hills 90210 med kæmpeinsekter i rummet. Ja, Starship Troopers tager sig nogle friheder med forlægget (ligesom Kubrick gjorde), men den rammer så rent. Men hvad er det, den rammer? I al fald den måde, jeg selv læste Heinlein på, da jeg var ung – nemlig med en konstant, satirisk undertone. At den undertone så ikke er der i værket og aldrig har været der i forfatterskabet, men at han mente alt, hvad han sagde, gør, at jeg har svært ved at læse Heinlein i dag. Men Starship Troopers er der stadig.

3. Peter Benchley

Det er svært at komme uden om den betydning, Dødens gab havde – for filmbranchen, for Benchleys forfatterskab, for dødsraten blandt hajer og så videre. Endnu sværere er det at benægte, at den er effektiv. Spielberg holder sig noget tættere til forlægget end de to tidligere film på listen, men alligevel formår han at skabe en noget anden historie end bogen. Jeg oplevede dem begge, da jeg var ret ung (måske for ung) – da jeg så filmen, var min tanken “jeg skal aldrig i vandet igen, der er fyldt med hajer!”; da jeg læste bogen, var det “jeg skal aldrig være voksen, de er sindssyge!”

4. H. P. Lovecraft

Det er nok umuligt at filmatisere Lovecraft, så den bedste måde at gøre det på er ved at lade være. Og lige præcis i den henseende har jeg en forkærlighed for In the Mouth of Madness. Ja, det er nok filtreret gennem noget mere moderne Stephen King, og de forfalder til at vise os monstrene, men der er dog ikke desto mindre en god tyk stemning af HPLig eldritched under det hele. Og så er det bare en god film.

5. L. Ron Hubbard.

Ja, det kommer nok som en overraskelse, men Battlefield Earth er en god adaptation. Er det en god film? På ingen måde, du vil være et dummere væsen, når du har set den. Men så en god bog? Nej, på ingen måde heller. Faktisk gør lige præcis det samme sig gældende for forlægget, og det er det, der gør filmen til en så vellykket adaptation: den har perfekt oversat en afgrundsdybt bunddum bog til en lige så tåbelig film. Det er et stykke arbejde, der bør gå over i historien.

SYMBIONTER

aug
06
Billedresultat for symbionter
Find Nemo

Der er en væsentlig forskel på parasitisme og symbiose. Det første er voldtægt, mens det andet er elskov, for nu at lægge brutalt ud – men så ved vi da, hvor vi står.

Til hedengangne ESSEF skrev jeg et par klummer om FORSLAG TIL SOMMERFERIELÆSNING og OBSKURE ROMANER. Og man kan sådan set sige, at jeg hermed lige giver den øvelse lidt kunstigt åndedræt og en gang hjertestart med stød på stød (eller også bliver det bare et frankenstein-monster – det ku jo osse være), og tiltræder en modus af ældre dato.

Dette er således ikke en ekskurs udi det biologiske og zoologiske, i forhold til symbiose og symbionter (kun når det er til forståelsens fremme), men derimod en slags oversigt over romaner og noveller og film, der har temaet med i betragtning – primært, faktisk udelukkende, science fiction – og som jeg godt vil anbefale (om ikke andet så til genlæsning).

Relateret billede
Bedstefar (nej, det er en Portugisisk Orlogsmand, på eng. “Bluebottle” – det er ikke et individ, men en koloni; sagde du “havgående myretue”? Ja – noget i den stil

Under overskriften “EXOBIOLOGI”, præsenterer Arthur C. Clarke i samlingen “Tidssonde”, 1969, James H. Schmitz’ “Bedstefar” (“Grandpa”, Analog 1955). Cord er en ung mand, der på en splitteranden planet, kommer i dramatisk kontakt med noget fundamentalt ved planetens økologi. Titlens “Bedstefar” er en slags åkande med en hvis doven mobilitet, der pludselig bliver “besat” og går bananas. Løsningen på det “mysterie” er novellens pointe.

Et lignende tema gennemspiller Poul Anderson i novellen “Hiding Place” (1961), en del af hans Future History, med Nicholas van Rijn, David Falkayn og – senere – Dominic Flandry (det kommer vi tilbage til). Van Rijn er på røven! Rumskibets “konverter” er gået ned, og “adderkopperne” (hvabbehar?) er efter dem. Men så finder de et rumskib, bygget af en “anden race”, og border det. Problemet er nu, at finde besætningen, som åbenbart har gemt sig i lasten, der består af en regulær zoologisk have – eller ihvertfald specimenter til en sådan. Så hvor har besætningen gemt sig? Hvem er de? Hvordan og hvorledes? Og igen er løsning og pointe, at det er ikke 1 men 2 “andre racer”, der udgør besætningen.

Denne model sætter Anderson i endnu højere gear i “The Rebel Worlds” (1969)

Billedresultat for the rebel worlds
Ruka, Noga, Krippo, Kathryn og – ahr, det kan jo ikke være Flandry! Han mangler overskæg!

Og en anden, mere dramatisk udgave:

Billedresultat for the rebel worlds
Dette er en “didoner”, og helt metroseksuelt benævnes den “hesh” på engelsk og “haun” på dansk

Det fede ved lige den hér symbiont er, at Anderson – gennem Flandry – gør sig overvejelser om, hvorledes denne symbiose er kommet istand. Og der skylder man måske lige at sige, at “rukaen” (aben) og “krippoen” (pelikan-frigat-fuglen) er blodsugere. Tanken er, at freksempel såkaldte “oksehakkere” – de dér rengørings-drosler, der sidder på såvel næsehorn som bøfler, og som – mens de renser pachydermerne for parasitter – også lige tager sig en slurk blod i ny og næ, muligvis og stærkt pressede, kunne gå over til en ren “blod-diæt”. Men “The Rebel Worlds” handler om andet end lige dette stærke krydderi. Og så vil jeg da lige indskyde, at Anderson også foretager sig lignende ekstrapoleringer i novellen “Epilogue”, hvor der skal gives en forklaring på en robotificeret Jord, i en fjern fremtid (James Hogan prøvede lignende med “Code Of The Lifemaker”, men det er anden snak).

I en anden boldgade, men stadig Anderson, har vi novellen “Call Me Joe” (1957)

Billedresultat for call me joe
Det er ikke Joe, men det er Anglesey!

Historien er, at en krøbling “styrer” et kunstigt frembragt væsen, der er landsat og bor på Jupiters overflade. Men pointen er en anden, og iøvrigt kommer vi ind omkring tropen Psi/ESP om lidt. Ikke desto mindre vil jeg da lige gentage, hvad andre også har konstateret: – Grandpa-Call Me Joe-cocktailen hedder, på filmisk: “Avatar” (og så ikke mere om den).

I “Skyggernes Ambassadør” (Linda&Valentin) optræder der også en symbiont: – gruboerne og deres “piloter”, gopler med psioniske egenskaber. Men inden vi går videre af den sti, lad mig så lige nævne Hal Clements “Needle” (1950), om en udenjordisk detektiv, på størrelse med og af form som, en snotklat, der – nåja – slår sig sammen med en menneske-dreng for at spore en morder. Og skal vi også lige nævne “The Babel Fish” fra Douglas’ “Hitchhikers Guide …”?

Lad os da også lige vende de hér to:

Relateret billede
Carnage and Venom

Altså – og sådan som jeg har forstået det – er dragterne selvstændige entiteter, der sammen med deres “human hosts” bliver til henholdvis … osv.

Det er ikke nogen spritny ide. Allerede i et tussegammelt “Superman”-blad, var der en historie om en rumskibsfangetransport, der eksploderede, men “fangens” og “pilotens” dragter “overlevede” og “besatte” mennesker på Jorden. Og jeg beklager manglen på henvisninger – man må spørge sig for, men det er rigtigt nok.

Og så går vi lige over i en anden slags symbiontisk symbiose-beskrivelse.

Deciderede “cyborgs” ligger lidt udenfor nærværende indlægs begivenhedshorisont. Men idet den eksakte skelnen kan være noget vanskelig at foretage, tillad mig så at nævne Anne McAffreys “The Ship Who Sang” (1969), der (igen!) handler om en krøbling, der – dennegang – får overført sin hjerne til et stjerneskibs kommandobro. Interessant nok har hun brug for en (stærk) mand til alt vedrørende vedligeholdelse, hvorfor roman/novelle-serien hedder “Brain&Brawn” – altså “Sind&Sylte”. Jaja, sådan kan det gå. Og iøvrigt tror jeg også, at “Kronos”, i vor hjemlige Niels E. Nielsens “Skyggen Fra Sirius” er en ret organisk hjerne – og ikke en af hans sædvanlige krystallinske halvtænkere.

Relateret billede
Ship

En lignende tematik (samt så meget mere og andet) introducerer Frank Herbert i “Destination: Void”. Heri bliver vi præsenterede for OMGs (Organic Mental Cores) – Little Joe, Myrtle etc – der osse er hjerner koblet op til rumskibe. Og i den roman er det sådan, at den mere motorisk ikke-udfordrede del af besætningen, faktisk må “gå ind” og være pseudo-OMCs, mens hovedopgaven (“you have to create an artificiel consciousness”) foregår. Og en hel bunke anden spektakel, “herbert-vise”. Hvilket er en trope – et tema, en problematik, nåja: en idé – der også kommer til udtryk i Brian Staplefords “Hooded Swan”-serie (1972 -1978), samt i tegneserien om rumhelten “Starlord” (1976) og hans “forhold” til “Ship”.

Billedresultat for the unreasoning mask

Mere mytologisk (religiøst?) er Kaptajn Ramstans forhold “sit” rumskib, “Al Buraq”, i Philip Jose Farmers “The Unreasoning Mask” (1981) – og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene. Som i så mange Farmer-romaner (og noveller) står vi overfor spørgsmålet “er vi døde eller levende – “do I wake or dream”?? Men rideturen på al-Buraq (og slå lige det op og bliv forvirret!) er da meget sjov, så længe det varer.

Jeg ville også have sagt noget intelligent om Theodor Sturgeons “More Than Human” (1953) eller Michael Bishops “Transfigurations” (1973), men ved nøjere eftertanke har det vist ikke meget at gøre med “symbionter”, men mere med “gestalter”. Til gengæld vil jeg lige være pop-smart – evt. superkulturel, og bringe “midichlorians” på banen.

Billedresultat for cell

Bortset fra det uvederhæftige sludder&vrøvl i StarWars-sagaen, om at “midikolerikerne” er bærere af “The Force”, så er enhver organisme opbygget af celler (se ovenfor, s’il vous plait). Det interessante, både generelt og specifikt (ad/ref: – “dette indlæg”) er, at enhver (organisk) celle er en symbiont. Alle disse golgier, reticulummer, mitokondrier, ribosomer – oghvarvi? – var oprindeligt fritgående organismer, som i fællig og enighed besluttede sig til at bygge sig en ny tilværelse, til hvilket cellemembranen svarede “den klarer jeg!” Hvilket jo så betød, at de allesammen forskertsede muligheden for, at tiltræde en udviklingskaskade hinsides den GodWall, som cellemembranen havde dannet omkring deres “amniotiske hav”. Og der må være et princip i det, for også på større skala forefindes denne tilsyneladende “selvopofrelse” (se Stephen Jay Goulds “Små fisk- Store fisk”), og jeg skal kun fremdrage dén hér fidus:

Billedresultat for deepsea fish male
Bemærk “sneglen” på bugen. Det er en “han”. Han er vokset sammen med “fruen” og fungerer nu kun som en forvokset testikel – en “sæd-leverandør”

En anden udfoldelse af det “princip”, der ligger bag “teorien” om “midichlorians”, kunne være “connectives”, således som dette begreb udfoldes i “Whipping Star” af Frank Herbert – en del af hans “Conscentiency”-serie.

Billedresultat for whipping star

I denne roman, går det op for “vores helt”, Jorj X McKie, at “connectives” (på samme måde som SW’s midichlorians) er en “kraft”, der udnyttes på forskellig hvis af forskellige “racer”, og som udgår fra “Calebans” – ekstradimensionale væsener, hvis manifestation i “vores” Univers er det samme som stjerner. (Kom ikke og sig, at tingene ikke hænger sammen!!!)

Endeligt er der to sjovt identiske mærkværdigheder, der nærmest kunne være toppen på kransekagen: for det første Stanislaw Lems “Solaris” (1961), hvor “solaristikkerne” funderer over om “Havet” muligvis kunne være resultatet af en fuldstændig sammensmeltning af alle livsformer på planeten – engang i fortiden. Og den anden er Douglas Wayne Barlowes “Amøbiske Hav”, fra hans “Expedition” (1990) om en rejse, en ekspedition, til planeten Darwin IV.

Relateret billede

Så tak for denne gang og gid det må gavne. Og næste gang skal vi snakke “Bracewell Probes”.

Super Admin

aug
05

Avengers: Endgame – Shakespeare havde ret

Note: Jeg begyndte at skrive nedenstående i dagene efter at have set Avengers: Endgame, mens filmen stadig var nogenlunde pop- og superkulturelt relevant. Som teksten greb om sig vaklede jeg til sidst lige før målstregen, og har først nu fået skrevet den færdig. Formentlig kan nedenstående være til glæde for de 5% af befolkningen som ikke har punget ud til en biografbillet, og som nu gerne vil tales fra at købe filmen (og Marvels fremtidige leverancer) på DVD. —AH

Så gik det hverken værre eller bedre end at jeg tog familien i biografen og så den seneste Avengers-film. Det var vel uundgåeligt, eftersom jeg engang i firserne blev bidt af superheltebillen og i godt og vel ti år frem antog alter egoet Superfan. Da Marvel begyndte at spytte film ud var jeg nok i bedring, men brugte filmversionerne til at bonde med mine egne unger. Hvor tegneserierne var tyngede af årtiers bagkatalog, grundlæggende modsagt af figurer som aldrig rigtigt blev ældre, var der en ukompliceret friskhed over de første filmatiseringer af i al fald Iron Man og Thor. De på det tidspunkt uforpligtende løfter om “Avengers-initiativet” kunne endnu affejes som spøjse, interne jokes, men jeg gruede i mit stille sind for den dag, hvor kanonisk kontinuitet kunne overbebyrde Marvels filmunivers på samme måde som tegneserierne. Jeg så for mig de endeløse, massive crossovers og gøs ved tanken. Men her er vi, hvis man skal tro Marvels væg-til-væg-pressedækning for Avengers: Endgame, ved slutningen af elleve års filmmarathon: En omfattende men endelig crossover. (mere…)

Superkultur-podcasten, afsnit 2 — the sequel!

aug
03

I hvilken det går op for vores helte, at de er dømt til at gentage samme ballade om og om igen – bare større, mere ekstravagant og angiveligt bedre for hver gang. Kulturen myldrer af sequels, prequels, sidequels(!), adaptations og reboots. Janus Andersen og Allan Haverholm forsøger at udrede  hvad der gør en god sequel, og hvorfor så mange af dem havner i den ringere ende af skalaen.

Som empirisk materiale for en (noget smagspræget) undersøgelse gennemgås film som Aliens, Highlander 2, A Nightmare on Elm Street 2, Dødens Gab-serien, indtil flere Batmanfilm og den kuldsejlede Catwoman. I den mere filtrede genre af forbundne serier nævnes George Romeros Night of the Living Dead som en bizart knopskydende franchise. Endelig er værterne ved at ryge i totterne på hinanden over Star Trek.

Deler Ridley Scott og Stephen King en kognitiv brist, når det kommer til hvad der fungererer henholdsvis i tekst og på lærredet? Hvor mange sequels kan man strække en enkel historie ud over før den går i stykker? Kan ufuldendte værker hjemsøge dem, der faktisk blev til noget? Få vage vink og halve svar på disse og flere spørgsmål i andet afsnit af Superkultur-podcasten!

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Linksamling

Filmkritiker og lænestolsantropomorfist Roger Ebert citeret i Jaws 4-traileren.

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og bidrag til haiku-konkurrencen kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

For fa’en da!

aug
02

Fremtiden er mange gange et noget bonert sted.

Jeg er ved at læse David Brins Earth – det er sådan god 90er-science fiction med fyldige infodumps og måske lidt for mange historier hældt ind imellem hinanden. Men noget af det, der slår mig mest, at Brins modvilje mod at bande.

“Dumpit,” siger hans helte. Eller “Gor-suck!”. Eller et par andre ord, som udstiller, at i fremtiden er alle folk meget rationelle væsener, som er vokset op med teknologi, og deres udråb kommer deraf.

Det fik mig til at tænke på science fictionel profanitet, og det første, der dukker op, er nok Battlestar Galacticas “frak”, der faktisk fungerer ganske godt. Det er bogstaveligt talt et four letter word, men det har også en lyd, der viser, at personen bag det er frustreret eller vred eller på anden måde i ikke-positivt humør. Firefly brugte kinesisk, som er et godt sprog at bande på, men listede også et “gorram” ind med tydelige konnotationer. Red Dwarfs “Smeg” passer også godt i miljøet – et næsten fugtigt ord, der tydeligt signalerer sin funktion, men samtidig også lyder tilpas sjovt.

Det er ret let at forstå, hvorfor tv-serier bruger disse krumspring til at få lov at “bande”, men det virker noget mere fjollet i romaner som Brins – især romaner, der tydeligvis er henvendt til voksne. Og det slår mig i al fald, at jeg heller ikke er stødt på litteratur, der har skabt lige så erindringsværdige øjeblikke i profanitetens historie som Robin Williams, der udbryder “Shazbot!”

Heldigvis har The Encylopedia of Science fiction en indførsel på Swearing – og den beviser, at Isaac Asimov som sædvanlig er indbegrebet af genren på godt og ondt.

Watch your mouth, Isaac!

Milepæl!

aug
01

Så nåede det lille klodsbageri 1.000 abonnenter – tak til alle der gjorde det muligt 🙂

LORD OF THE RINGS 2.0?

jul
31
“The Last Ringbearer” ill. af Mark Zug

Nåmmen, så fik jeg læst Kirill Eskovs (el. Yeskov) “The last Ringbearer”. Og lige først lidt udgivelseshistorik (sådan da): Eskov fik udgivet romanen i 1999, på russisk. Rimeligt nok; manden er russer. og så er han palæontolog og hans speciale er edderkopper i kolde egne (edderkopper!). Og Wikipedia, som altid har ret, vil vide at den er oversat til polsk, tjekkisk, spansk, estisk og portugisisk – men ikke til engelsk, thi intet britisk (eller amerikansk?) forlag turde gå i clinch med The Tolkien Estate i forhold til et rettighedskompleks som “estaten” sidder tungt på.

Altså troede jeg ikke, jeg nogensinde skulle få læst TLR, idet mit estisk-polsk-portugisiske er (skal vi sige) “en smule rustent”. Men så viste det sig, at Yisroel Markov, der sandsynligvis (som i: – jeg ved det ikke, men jeg tror det) er en russisk jøde, med bopæl i Israel og med arbejdsplads på diverse universiteter abroad og i Storbritannien, på fuldstændig frivillig basis – and in his sparetime – faktisk havde oversat kalorius til engelsk, allerede i 2009. Og således kan man, uden fare for hverken liv eller lemmer, læse “The last Ringbearer” ved at downloade molevitten som ganske almindelig PDF. Spørgsmålet er om man har lyst til dét.

Billedresultat for the last ringbearer

Bemærk lige “solaris” nede i højre hjørne. Jeg ved godt det sikkert er et forlagsnavn (et polsk), eller benævnelsen af en bogserie, a la Science Fiktion Cirklens “ZAP”. YA-lektyre. Perhaps, perhaps, perhaps – unless it’s “perchance or mayhap”, som Ursula LeGuin påpeger i sit essay “From Elfland to Poughkepsie”. Men ang. “Solaris”, så står der i forordet til den danske udgave af denne Stanislaw Lem-roman, at oversættelsen er en katastrofe, dérhen at det er en oversættelse fra tysk, på baggrund af en fransk oversættelse fra polsk (ihvertfald noget i den stil). “The last Ringbearer” har et andet, men lignende, problem: – det er en skønlitterær roman, begået af en ikke-skønlitterær forfatter, oversat af en oversætter, der ikke er oversætter, for som der står i “Den Store Bog” man får, når man skal være oversætter: – det kræver et komplekst kendskab til det sprog teksten skal oversættes til. Men med frygt for, at dette bliver over-akademisk, og med det notabene at jeg ikke kan russisk, hvorfor sammenligning nærmest er umulig, vil jeg nøjes med at sige, at det er en underlig knastet tekst man får i/på den føromtalte PDF-fil. Men den er der! Og allerede dér …

Billedresultat for the last ringbearer

Men nu til substansen:

“The last Ringbearer” er et “second take” på J.R.R. Tolkiens “Lord Of The Rings”, udfra den præmis at historien “skrives af sejrherrerne”, samt en problemformulering der kunne udtrykkes som: “er moralbegreber kategorisk adskilt fra socioøkonomiske realiteter?” Så på en måde – på en måde!!! – ligner Eskovs tilgang lidt den som China Mieville anlægger i sin Bas-Lag-suite (“Perdido Street Station” mv.). På den måde, men uden at beskylde Eskov for “noget grimt”, så er vi alligevel ovre i det marxske (Karl – ikke Groucho) “produktionsmidler”/”produktionskræfter”, eller på mere moderne “franco lingo”: – ressourcer, miljø, schumpeterian chock.

Det korte i det (allerede alt for) lange er: – hvad nu hvis Gandalf, Aragorn og Celeborn (men sært nok ikke Galadriel) i virkeligheden var nogle reaktionære, xenofobe og dumme svin? Hvad nu hvis Sauron var en fremsynet teknologiorienteret fyrste? Hvad nu, hvis Mordor stod på tærsklen til en teknologisk revolution, fremprovokeret af et akut behov for know-how og nytænkning? Hvad nu, hvis Midgårds, Middle-Earths, overflod af “racer” i virkeligheden blot var/er forskellige folkeslag (“they are ALL different kinds of HUMANS” , for nu at parafrasere en sætning fra romanen), selv orkerne – der så altså ikke længere er torturerede og “twistede” udgaver af elverfolk, men derimod humanoide østerlændinge, og ikke specielt “sortsmudskede”, som i Ida Nyrops oversættelse af LOTR, men bare “mongolske” (“Djen, Djen, Djengis Khan, he rider, he leuter, immer weiter”) folkeslag – hvad så? Hvordan ser det så ud med Tolkiens “historieskrivning” angående Midgårds Tredje Alder og “Ringkrigen”?

Vae Victis, som også er titlen på første kapitel i TLR – hvilket er lidt sjovt, thi det citat – “Ve de besejrede” – er netop en romersk/latinsk gengivelse af, hvad kelter-høvdingen Brian (Brennus) skulle have sagt, da han smed sit sværd på løsesumsvægten, efter at have “sacked Rome” . Det glemte romerne ikke, derfor 6000 krusifikserede slaver langs Via Appia en to-tre hundrede år senere. Så kan de lære det, skide udlændinge! (Hvad Brennus/Brian egentlig sagde – og så på keltisk – ved vi ikke. Men han kunne muligvis latin. Det er ikke umuligt – kelterne var altså ikke barbarer!!! Ihvertfald ikke mere end romerne – og så er det sagt).

Billedresultat for the last ringbearer
er det en Ring eller en glorie?

TLR er ikke parodi eller satire. Det er faktisk en fuldfed pastiche a la Philip Jose Farmers utallige sådanne. Men hvor Farmer kører sit trip på et mix af seksualkulturel civilisationsfobi og metatekstuelle referencer til egen selvopfundne Wold-Newton-Family, så er Eskovs ærinde at udstille LOTR som et seksualforskrækket, reaktionært værk begået af en forfatter der ikke havde en stand forskid på økonomi, geologi, antropologi eller astronomi. Hvilket har den effekt at TLR er spækket med “infodumps” om samme ifht til en Middle-Earth that never was. Men der er noget galt.

Lad os – for nemheds skyld – sige, at hvor Tolkien går til sin LOTR udfra et idealistisk(/katolsk) verdensbillede, der forsøger Eskovs sig med en mere materialistisk(/dialektisk) model, i en beskrivelse af hvordan det ville, kunne, skulle, burde se ud fra den tabende parts side (altså: – han forsøger at gøre Sauron og orkerne til de sande helte). Og det gør han (Eskov) udfra nogle agrar-politiske, geo-politiske og historiemæssige præmisser – med bibeholdelse af et magisk islæt. Så det er ikke helt Marx Opiumforfolket, selvom det helst skulle se sådan ud. Der er stadig magi i Eskovs cover-version.

Sprogligt er der egentlig pænt knald på karamellen i TLR, omend denne “sproglighed” er af en anden tone end Tolkiens – betydeligt mere “main” eller “mundane” (mondæn?) eller hvad det nu hedder, altsammen. Og det er altså et problem, at man i TLR kommer til at stifte bekendtskab med ikke bare Tolkiens “secondary-world”, men ligefrem med dennes “alternative/alternate” world, hvilket sker udfra den betragtning (Eskovs), at LOTR allerede er – ER – en verden i “en anden dimension”. Hvilket er problematisk omgang med betroede midler og noget ombudsmanden burde kigge på.

Billedresultat for the last ringbearer
Nazgûl rådgiver Tzerlag (der er en “ork”)

TLR læses i høj grad som et appendix med indlagt dialog og handlingsreferat. Det vil være ret nemt at udbryde: “Show! – don’tell!”. Og iøvrigt kan man stille sig mærkeligt forvirret over selve narrativet, afbrudt – som det er – af nævnte infodumbs (sic!).

På den anden side må der være point for forsøget. Personligt kedede jeg mig ikke under “granskningen” – men det er måske også lidt fordi, jeg faktisk godt kan li de der indskudte klamamser som nogle af mine yndlingsforfattere (Herbert, Bishop, Varley, Brunner eller nævnte LeGuin) kan finde på. Problemet er mere at TLR ikke fungerer uden et (solidt?) kendskab til LOTR. Og lige den “skavank” afsporer toget, set ifht pasticher som nævnte Farmers eller f.eks Chabons “The Final Solution” eller Martins “Mary Reilly”. TLR kan ikke læses som et selvstændigt værk – den forbliver en kommentar, ja, nærmest en henvisning i noteapparatet vedr. fortolkninger af LOTR.

Man skal ikke kimse af forsøget (og iøvrigt ved jeg slet ikke, hvad det vil sige at “kimse” – nogle forslag?), men er der ikke et indbygget problem i, at hylde en teknologisk revolution og ekspansion, således som en sådan beskrives i TLR? Og var Tolkien (reaktionær og katolsk) alligevel ikke inde på noget, i kapitlet “The Scouring Of The Shire”? Altså, hvis man ser det ifht disse tiders klimadebat, samt mere end halvtreds års oplysning om forurening, forgiftning og forarmning, er det ret svært at afgøre om vi skal holde med Eskovs Sauron eller med Tolkiens Gandalf – eller omvendt. Feudal-stasis er ikke nogen løsning; men er galopperende liberalisme, nu med teknologisk knastaksel og digital manifold, en bedre?

Læs “The Last Ringbearer” og bedøm selv. Det er måske det, der er anbefalingen.

Afslutningsvist vil jeg lige gøre opmærksom på, at “ring-bearer” betyder en lille dreng eller pige, der bærer ringen(ene) til et bryllup. Og så er det altså lidt pekuliært at Eskov er specialist i edderkopper; shelobs you, yah, yah, yah!

“Mellon”