SUPERKULTUR

Tidsrejse-scifihaiku

okt
27

Flux capacitor
All of the greatest ideas
Happen on the can

HAK

okt
25

For noget tid siden faldt jeg over novellen Conversation on a Starship in Warpdrive (i 70er-antologien Antigrav) og var tilstrækkeligt imponeret af den til at google det for mig ukendte forfatternavn. John Brosnan. En ganske produktiv herre, viste det sig, der havde gjort sig i både fiktion, faglitteratur og tegneserier. Også, viste det sig, en ganske produktiv herre, udi i pseudonymer: James Blackstone, Simon Ian Childer, John Raymond, Leroy Mitchell og – til mindst ét løftet øjenbryn – Harry Adam Knight.

Jeg har en lille samling af især 80er-horror af ganske tvivlsom kvalitet – for ikke at sige utvivlsom mangel på samme. Det inkluderer gerne et monster (bedst er det, hvis det er naturen, som går amok, synes jeg personligt) og personer med en personlighed så dyb som en mariehønes hårrødder. I praksis betyder det gerne, at vi inden for de første tredive sider har mindst ét voldsomt dødsfald og mindst én person, der tænker på, taler om, har eller tiltvinger sig sex. For at være ærlig tænkte jeg ikke så meget over det sidste som ung læser (undtagen et mentalt “Det her er så dumt, at selv jeg kunne gøre det bedre… måske skulle jeg blive horror-forfatter”), men som voksen er det blevet tiltagende pinagtigt at læse.

I den samling står, viser det sig, alle Brosnans bøger under navnet Harry Adam Knight. Og de udfører den funktion, de skal – hvilket er at fungere som mentalt mundskyl efter en enten god eller tung læseoplevelse (i dette tilfælde efter Peter Straubs Mr. X, som egentlig var begge dele). Jeg mistænker, at lige hans bøger er indkøbt på grund af et par filmatiseringer, der blev indtaget i 90erne – Dødens platform (Proteus) og Ondskabens baggård (Bedlam). Bedlam husker jeg for den tåbelige danske titel, og Proteus for monsteret, “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk,” som det lød, da den blev set en sen aften. Det er begyndt at gå op for mig, at min forkærlighed for 80-90er-horrorfilm skyldes, at de blev set som en del af et socialt samvær og en del af en samtale, mens jeg nu om dage snarere indtager dem alene og kun i snak med en kritisk sans. Det kan være ødelæggende for ens fornøjelse.

Men alt dette lå nok og boblede i underbevidstheden forleden, da jeg stak hånden i reolen og endte med at genlæse Slimer. Det var den, der senere skulle blive de umatematiske (er det mon det, der hedder noneuklidisk?) 50 procent rækværk i filmatiseringen. Og den er lige præcis, som den skulle være: dum og underholdende. Monstret, en genmanipuleret haj, blegner lidt i sammenlignet med historiens sexmonster, en pusher med en forkærlighed for voldtægt. Sammen med vore andre hovedpersoner havner han på en olieplatform, der har fungeret som genetisk laboratorium – der må de kæmpe for at slippe levende væk (og naturligvis have lidt sex indtil da, for der er åbenbart ikke noget, der stimulerer libidoen som overhængende lemlæstelse og grusom død).

Men ja, jeg sænker hovedet og indrømmer, at jeg finder det ganske fornøjeligt. Måske er det blot, fordi jeg for år tilbage læste en oplysning om John Brosnan – og ulig hans navn er lige præcis det datum blevende hængende sammen med “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk” : adspurgt om, hvorfor han skrev under det navn, var svaret, at det mindede om hack. Slimer, som man måske kan læse af titlen, er skrevet med en vis selvbevidsthed og ingen illusioner om kunst. Det er også sådan, den bør læses.

EN BJØRNETJENESTE

okt
24

på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

Billedresultat for en bjørnetjeneste

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!

 

Tidsrejse-scifihaiku

okt
24

It’s complicated
the story of time travel
Ends before the start

SVESKEN PÅ DISKEN

okt
23

Relateret billede

 

Dér lå den.

Sortbrun som leveren hos en afholdsmand; rynket som en alkoholikers øjenkroge. Lige midt på disken i Magasins parfume-afdeling (Gucci og YSL). Og den var ikke til at rokke ud af stedet.

Rengøringspersonalet havde konstateret dens tilstedeværelse, dér, lidt over ved 4-tiden om morgenen, men havde besluttet sig til, at det nok var en dekoration af en slags, et reklamefremstød – siden svesken ikke lod sig rokke ud af stedet. Og det blev der da også lidt ballade over, da afdelingslederen (langt senere) dukkede op og så “svineriet”. Hvilket han konverterede til en politianmeldelse for hærværk, idet han heller ikke kunne få den fjernet.

Meget kan man sige om politiet – og der skal siges meget – men det var faktisk en meget ung og dygtig assistent fra terror-enheden, der opdagede hullerne i lofterne. Mellem stuen og første sal (herreekvipering – Armani/Berlucci-afdelingen); mellem første sal og anden sal (smykker – Dior og Gimble); mellem anden og tredje (legetøjsafdelingen – LEGO og Martell) og mellem tredje sal og tagterrassen (Brunch og tapas-bar). Små fine huller, der gik durk gennem tæpper, laminater, dæk, beton, isoleringsplader og armaturer. Intet var for så vidt ødelagt – bortset fra dagens omsætning, idet politiet anså hele Magasin for et gerningssted og “lukkede butikken”, så at sige.

Til gengæld var det, blandt det tilbageholdte personale, en midaldrende kvinde i arbejdsprøvning, med en fortid som lektor i anvendt matematik, men som på grund af ledsmerter, forårsaget af det meget stillestående erhverv som docent, var kommet på overførselsindkomst, der påpegede at der kunne tegnes en ret linie fra sveskens position på disken, direkte gennem hullerne i alle etagerne. Hullerne måtte – med andre ord – være forårsaget af svesken. Denne observation blev sidenhen kendt som “sveske-radianten”, og på dette tidspunkt blev militæret involveret, idet der KUNNE være tale om et våben af stadig ukendt oprindelse.

Magasin blev evakueret (tilbageholdt personale) og politistyrken blev re-allokeret til vagttjeneste på en ydre, afspærret perimeter på omkring to kilometer i diameter (alt var metrisk, dengang).

Svesken lå stadig rynket og glinsende – og uflyttelig. Forskellige militære enheder og special-tropper fik lejlighed til at afprøve det bedste de var trænet i. Anti-bombe-holdet (“the hurt-locker-team”) gik, iført de stiveste kevlardragter, som fortidige riddere til turnering, frem til disken og afmonterede denne, efter at have sikret sig at ingen mikrometer tynde ledninger, eller nanocarbon-fibre ville kunne føre svesken til detonation. Derefter mente holdet, at det var ingeniørtroppernes opgave, at løfte disken med svesken, og overføre begge dele til “high-security installments” (en term der dækkede over Risø).

Der var bare det ved det, at hverken svesken eller disken kunne flyttes. Og da det gik op for ledelsen af indsatsgrupperne, at det måtte være svesken, der tyngede disken ned, besluttede man at søge anden hjælp.

Det var derfor en rørende enig justitsminister og forsvarsminister, der bad videnskabsministeren om at sammensætte et “team”, der kunne gå ind i sagen.

Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske. Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

I mellemtiden gik andre igang med en nøjere kortlægning af svesken, og man lånte et elektronmikroskop fra Karolinska Instituttet – som var det stærkeste på skandinavisk grund. Herefter tog det fart:

Gennem mikroskopet bredte sveskens topografi sig ud som et mangepræget og kapriciøst landskab af furer og dale, højderygge og bakkekamme. Og der blev skrevet digre værker om “Grødtoppens” ikke-euklidske abduktioner, “Tærtedalens” symmetriske formationer og “Juleslettens” birame lokationer. Sågar blev der uddelt en Nobelpris for en afhandling om de riemannske folder i det område af svesken, der var blevet benævnt “Nordre Pol” (bare for at undgå misforståelser om nordpolen).

I mellemtiden havde konsortiet (Magasin) valgt at lukke afdelingen, og bortset fra svesken og disken, var alt inventar flyttet til nyopførte bygninger, andetsteds. Det var derfor en meget tom og underbelyst bygning, som en ung 1. assistent gik ind i, da hun var blevet sat til at lave nogle midlertidige fix-punkter på en del af svesken, som endnu ikke var blevet undersøgt, fordi den var svær tilgængelig (beliggende næsten dér, hvor svesken mødte disken).

Af en eller anden grund var det ikke rigtigt gået op for nogen, at det var en glasdisk. Med andre ord var det muligt at se svesken nedefra. Og med nogen møje og besvær lykkedes det 1. assistenten, at ambulere elektronmikroskopet – så at sige – “på hovedet”, således at en undersøgelse af det ønskede område ville være lettere. Dette medførte til gengæld, at hun også måtte flytte hele computer- og måle-apparaturet, der var boltet til nogle store, rullebare reolsystemer. Dernæst re-installere og genstarte, kalibrere og finstille.

Herefter skulle systemet kunne klare sig selv, indtil de rette fixpunkter var fundet, og hun kunne indsætte dem som data til næste dags videre efterforskning.

Anstrengelserne havde gjort hende noget svedig, og hun besluttede sig til at gå op og se på fuldmånen oppe på taget. Kanske den køligtlune aftenvind kunne svale lidt.

Som den videnskabskvinde, in spe, hun var, lænede hun sig ind over disken og prøvede at flugte “sveske-radianten”. Det kunne være en svir, om Månen stod lige i hullet! Den burde faktisk, det vidste hun, men bare for at være sikker tjekkede hun det op på sin “padde”. Og den var god nok: – fuldmånen stod i præcis trajektorie med vinklen på “sveske-radianten”. Hvorfor var den der så ikke?

Hun gik op på taget, op ad de dunkle, rungende trapper. Hun lod nattevinden løbe gennem sit hår, duftede til byens em og skærmede øjnene mod den evige lysforurening. Og kiggede op i himlen.

Der var ingen Måne. Hun måtte have taget fejl, hvilket hun fandt ret irriterende, når hun nu havde de her planer om at blive verdensberømt astronom. Men Månen havde svigtet hende, så hun kunne ligesågodt gå tilbage til arbejdet.

Fix-punkterne var fundet, og stod klart aflæselige i fire kvadranter på overvågningsskærmen. Hun måtte synke flere gange. Der var ingen tvivl. Alt passede. Hun huskede det fra utallige lektioner i rumfartens historie. Disse dusede billeder, disse næsten udviskede men bestandige aftryk. Dette flag!

Månen var landet.

 

Sjælen er…

okt
23

Jeg er ved at læse Edgar Rice Burroughs’ The Monster Men – det er god gammeldags pulp med lidt action, lidt racisme og en tyk understrøm af sex. Og jeg er ret overbevist om, at korrekturlæseren er blevet fanget af den understrøm og er blevet trukket til havs.

Jeg er ret overbevist om, at hvis jeg havde vidst det som teenager, var jeg blevet filosof.

Vor helte overfaldes af dyak-hovedjægere… men pludselig bliver situationen aggressivt lesbisk.

Hvad vi (gen)ser: Det sorte hul

okt
22

Det sorte hul

for 1000 år siden spillede døden terninger og tabte var jeg på besøg hos kammerat Johnny. Han havde seje legesager bygget fra det nye Anders And tegneseriehæfte. Sweete dobbelte laserpistoler og en cool maske. Desværre kun en maske, men til gengæld to pistoler,så vi begge to kunne være rigtige rumhelte.

Det var mit første møde med Det Sorte Hul. Senere fik jeg læst tegneserien, læst om den i faglitteraturen og set den en sen nattetime på en eller anden filmkanal. Og nu er den så kommet på Netflix.


Heltene og den trælse VINCENT robot. Sjældent har nogen robot været så… nederen

Handlingen er relativ enkel. De heroiske squarejawed rumfarer kommer forbi et rumskib, der ligger i udkanten af et sort hul. Det er et rumskib fra USA, som man har formodet er gået tabt i rummet for mange år siden.

Inden i det holder den maniske Dr. Reinhardt hof med sine vagtrobotter og de mystiske kulteklædte besætnngsrobotter. Han er ved at forberede en tur gennem det sorte hul, som vil føre ham til en anden verden, hvor al viden vil være tilgængelig og på alle måder et fabelagtigt sted.

Men der er tydeligvis lusk med i spillet, Reinhardt skjuler en grusom hemmelighed. Han har myrdet alle besætningsmedlemmerne og forvandlet dem til technozombier. Og så er de amerikanske heltehagede rumfarer jo nødt til at tage affære.

Selve filmen er egentlig ganske okay. Den føles meget som en pre-starwars film, på trods af at den er udkommet to år senere. Alting er pænt og nydeligt, og rumskibene har ikke den lived-in feel som der er i Star Wars. Heltene er glatbarberede og gode, ordentlige amerikanske do-gooders… og jævnt kedelige. Skurkene er til gengæld fabelagtige. Dr. Reinhardt er fantastisk som den maniske gale videnskabsmand, der har sluppet sin nederdrægtige dræberrobot løs og må indse at han ikke længere er den der bestemmer mere.


De skulle aldrig have kaldet mig gal… jeg skal vise dem… bwahahaha!

Robotten Maximillian er enestående ubehagelig og skummel. Han er klart den der står tilbage som filmens posterchild. Hans ondskab bliver klart forstærket ved at han aldrig taler, men bare stirrer på folk… før han tager blodig affære.


[… … … …]

Holder den så stadig? Mja, den var okay. Der var enkelte ting der virkede fjollede. Det religiøse aspekt virkede lidt sært. I filmens sidste øjeblikke ryger både heltene og skurkene ned i det sorte hul. Reinhardt ender på en anden verden, der voldsomt meget ligner helvedet. Ild og kutteklædte folk der vandrer rundt. Og heltene ender i et andet univers, hvor en engel leder dem vej hen til en jord lignende planet. Bevares det kunne da være at der var tale om rumvæsner, der bare tilfældigvis ligner engle… men det er bestemt ikke den vibe man får fra filmen.

Special effekterne var okay, men lidt dated. Vincent robotten irriterede mig helt vildt. Den faldt voldsomt meget igennem. Selve historien mindede måske mere om en tur til mørke gotiske slotte dybt i fjerne og øde bjerge – men alt i alt synes jeg den var fin nok. Men det er nok ikke en jeg skal se igen lige med det første.

 

Cyborg-scifihaiku

okt
22

Six million dollars?
That will just about cover
The bionic sound.

Coveret er en løgn

okt
20

I dag, i kategorien “forsider, der lover mere, end de holder”, præsenteres to titler:

Event Horizon

okt
19

Gårsdagens snak om Lovecraft har af en eller anden grund fået mig til at gå og tænke på Event Horizon – ikke fordi jeg tænker den specielt lovecraftisk, men nok snarere fordi den ligger på samme mentale hylde som Mouth of Madness. Og ja, jeg er i den lejr af mennesker, som synes, det er en horrorfilm, der er værd at se (og er lidt traumatiseret over kvaliteten af resten af de film, Paul WS Anderson har stået for). Men ud af det kom så mindet om denne “eminente” hyldest til filmen: