SUPERKULTUR

Stem nu!

feb
18

Så kan i stemme på jeres favoritnavn til LEGO byen! Vote now!

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haikuTwitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).

Simon Aakjærs kamp mod den evindelige entropi

feb
15

Der er mange science fiction noveller. Jeg er normalt ikke den store novelle fan, nok mest fordi jeg gerne vil have lange komplekse historier. På den anden side er der ting, som novellen kan, være kort, præcis og ligesom en god joke, have en fin og lækker punchline.

The last question was asked for the first time, half in jest, on May 21, 2061, at a time when humanity first stepped into the light. The question came about as a result of a five dollar bet over highballs, and it happened this way.

Det fine citat er fra The Last Question, og den kan man jo altid lige få lyst til at læse. Og hvis man ikke har den på sig, så kan man finde den her. https://www.multivax.com/last_question.html

The Last Question er ikke blot min yndlingsnovelle, det var også den der lærte mig ordet entropi. Det er vigtigt i den her sammenhæng, for der er noget der tyder på, at i mit hjem, der er entropien for evigt voksende. Omkring mit opstår rod og uorden tilsyneladende spontant.

Der er kun en ting at gøre. Rydde op, gøre rent og vaske op. Men den slags er hårdt. Meget nemmere at filosofere lidt over entropi og science fiction noveller online… eller endnu bedre: se tv-programmer om folk der ryder op! Tak Marie Kondo, for at give mig fornemmelsen af at rydde op, mems jeg driver den af på sofaen.

Ny klassiker – fra rummet!!

feb
14

Hvis du ku’ lide rummet dengang rummet var befolket af rumskibe i blå, grå og gennemsigtig gul, så er den her nok noget for dig!!

Bøger fra barndommen…

feb
11

Back in the day, dengang verden var ung og livet mostly ukompliceret, læste jeg alt der mindede om science fiction. Så længe der var robotter, atomkrig, tidsrejse, uhyggelige monstre og rumskibe med, så var jeg glad og tilfreds. Men ikke alting overlever lige godt. Der er bestemt en grund til at nogle bøger bliver klassikere og andre ender deres liv som papirpulp.

Derfor har jeg kastet mig over at genlæse bøger fra the olden days (before the empire) og for at se om de nu også stadig holder. Jeg vil starte med at kigge på to serier.

Yom serien var badass post apokalyptisk SciFi og som havde den sweeteste forside nogensinde.
Jeg husker Yom serien som cool. Indholdet husker jeg mindre, men det var efter 3. verdenskrig, der var robotter og onde skurke med i den (og vist også noget med abehjerner til forret?), så Young Simon Aakjær har helt sikkert været hooket på stedet. De er skrevet af Mich Vraa (der siden har forladt science fiction genren til fordel for mere normal litteratur) og bind 1 er fra 1985.
Forsiden til gengæld viste sig at være knap så sej som husket…

Yeah… mindre ikonisk og cool end jeg huskede.

Den anden bogserie jeg husker som særlig fantastisk var Stjernefolket. Den handler om drengen Erik der møder pigen Mira, som kommer fra rummet og sammen drager de på heroiske og sweete science fantasy eventyr. De to første bind hænger sammen og er egentlig en lang bog. Det er en Stråle fra rummet og Kampen mod det onde.
Her mødes de to og bliver nødt til at kæmpe mod den onde Fyrste af Spartanien og hans nederdrægtige agenter.

Young Simon Aakjær synes virkelig de her bøger var teh shizzel, de var episk coole og fantastiske. Det var en perfekt blanding af escapisme og science fantasy. Især i de senere bøger, hvor Erik og Mira (og hunden Katja) tager til fjerne planeter og bekæmper ondskab og nederdrægtige skurke som Vulkanfolket og Blomsterheksen.
I serien sidste bind vender de endog tilbage til Jorden og bekæmper onde generaler og magthavere (yes, hvis nogen er i tvivl, så er den her bog fra midt 80’erne).

Ikke den originale forside (men den var også mindre sej)


Fun fact, det var den her bogserie der lærte mig konceptet om biocomputere, som dengang jeg var 12 år virkede så umådeligt cool og fremtidsagtigt. Havde den været skrevet i dag, ville det sikkert have været kvantecomputere.

Nu skal jeg så have dem læst, og så skal jeg nok melde tilbage om hvordan OldGuy Simon Aakjær oplever dem.

Eventyr i ørknen!

jan
29

Så var det på tide med endnu et eventyr! Johnny Thunder møder Mr. Hates ved Faraos grav! Et episk showdown in plast!

Malstrømmen

jan
27

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Hunt for the Wild Things

jan
26

I julen var jeg på besøg hos Janus og Zenia og samtalen faldt på film. Nærmere, hvilken film vi skulle se efter maden. På et tidspunkt er der en der siger: “bla bla… wilderpeople… bla bla”. Uh, tænker jeg. Den film har jeg aldrig set. Så det siger jeg og den bliver fluks sat på.

Skux Life

Politiet afleverer en ung lømmel til en ny plejefamilie. Plejemoderen viser ham rundt og viser ham en kniv, som skal bruges til at dræbe monstre. Så jeg kunne godt mærke at nu ville det snart blive vildt, og de seje monstre ville sikkert snart dukke op.

Men der skete ikke rigtigt noget… der var en superfantastisk akavet fødselsdagssang, Ricky falder til, og så dør plejemoderen. Ricky Baker beslutter sig for at stikke af, fremfor at bliver overført til ungdomsfængsel. Han tager sin trofaste riffel og hund med, og stikker af mod vildmarken.

Yeah tænkte jeg. Nu kommer de Vilde Ting sikkert snart. Nu bliver det vildt. Men det skete bare aldrig rigtigt. Det var bestemt en god film, men meget anderledes fra den film jeg troede jeg skulle se. F.eks. fik Ricky aldrig den der krone på, som han har i de billeder jeg havde set – og der var også en påfaldende mangel på monstre…

… en påfaldende mangel på monstre…

Problemet var bare, at jeg havde blandet to film sammen. Where the wild things are og Hunt for the Wilderpeoble. Og efter at have kigget lidt på wiki, så er jeg nok ret glad for at vi så Hunt for the Wilderpeople. Det er dælme en sjov film, feel good to the max, og Sam Neill er fantastisk. Så hvis man ikke har set den, så bør man gøre det. Den er supercool, underlig og fantastisk.

Den mest akavede fødselssang nogensinde

Stephen Hawkings tidsrejsefest #6

jan
25

For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.

Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.

Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.

Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.

Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.

Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.

Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.

Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.

Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.

Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.

“Ha. Ha. Ha. Ha.”

Den forsvundne ekspedition

jan
24
Rask mand skriver om raske mænd

Kan man blive nostalgisk af noget, man ikke før har læst? Jep. For mit vedkommende er det især en vis type børnebøger, fra før jeg selv var barn, om gæve mænd, der drager på eventyr. Selv om jeg mere eller mindre har indstillet mit samleri, kan jeg ikke falde over en ældre udgave af Tarzan uden at tjekke min mentale liste over dem, der allerede fylder for meget i reolen. Og så bøger som denne, Den forsvundne ekspedition af Svend A. Rask.

Det er den type nostalgidrevne læselyst, jeg skal give efter for med det samme, når bogen lister sig selv ud fra hylden og lokker med djærve (hvide) mænd, vilde indfødte og eventyr i junglen – for jeg ved godt, at lægger jeg bogen til side i et par dage, er interessen forsvundet igen. Så hurtigt som en pil fra et pusterør.

Heldigvis er denne type bøger også ret hurtigt læst. Og ikke særligt krævende. Og måske heller ikke særligt givende. Men dog underholdende, så længe det varer. Og derefter hurtigt glemt.

Svend A. Rask (af Klaus Johansen sat på listen over Niels Meyns pseudonymer, omend dog under “tvivlsomme”) skriver om de to filmfotografer Kurt Waldich og Aino Silpanen – de har en evne til at ende steder, hvor der snart vil ske noget, og nu er de havnet i Brasilien. Der finder de en døende hvid mand, der har været holdt fange af indianerne i junglen – og ikke hvilke som helst indianere, men slangegudens præster. Historien går, at slangegudens pyramide var dækket af guld, og en tidligere ekspedition, som drog ud efter den, forsvandt. Det var den ekspedition, den døende mand tilhørte.

Det er en historie, de to fotografer må forfølge. Ikke for guldets skyld, forstås, men for chancen for at skyde et godt “skilderi”. Svend A. Rask er lidt besat af det ord, og konsekvent med anførselstegn: “skilderi”. Og at “skyde et par meter”. Man har en svag fornemmelse af, at sprogbruget måske ikke er helt retvisende, men hvad fanden, der er en slangeguds-pyramide, der skal findes.

Og det gør vore helte så.

“Den forsvundne ekspedition” bevæger sig i en lige, ren linie fra A til B til C og så videre, til der kan sættes en lykkelig slutning på, og man forestiller sig en technicolor-udtoning, hvor alle slår hinanden på skuldrene og ler med “ho ho ho”. Der er ikke mere, end den giver sig ud for … og dog, for der er plads til et par lommemoralske hip til samtiden og de degenererede byfolk derhjemme, som vil føle dødens gys i biografernes magelige stole og den nyligt genopdagede sandhed, at “det ikke er Kapital, der skaber Arbejde, men derimod Arbejde, der skaber Kapital!”

Bedst er dog første, historie-referende kapitel, der fortæller, hvordan de hvide mennesker først kom til området og blev budt velkommen som gæster af kongen – for derefter at slagte de indfødte for guldet. Den kristne kultur var kommet til landet! slås det fast, med udråbstegn. Det kunne der laves et godt “skilderi” over.