SUPERKULTUR

Det griber om sig

jul
25

Jeg sværger, det var bare en joke (til at starte med).

Men når man tænker over det: jo færre mennesker, jo bedre for miljøet. Det ville være etisk kødspiseri.

Wyndham-scifihaiku

jul
25

Xenogenesis
The Midwich Method to beat
Infertility

Rotter på loftet: et parafernalia

jul
24

Som alle gode historier starter denne med et bogstaveligt bundt rotter, knyttet sammen ved halerne. Nej, vent. Vi begynder ganske rigtigt der, men som alle gode historier er denne struktureret som en klynge rotter, et fænomen kendt fra folkloren som der Rattenkönig, men intenettet bedyrer at det faktisk forekommer ude i virkeligheden. Den dér virkelighed kan vi ikke bruge til noget fra et superkulturelt perspektiv, og skynder os i stedet til den lavesthængende rotte i reden rodet.

Da jeg lyttede til forrige afsnit af Al Ridenours udmærkede folklorepodcast, Bone and Sickle, blev jeg mindet om den let bizarre variation af Hollywoodtropen “en dreng og hans hund,” Willard fra 1971, hvor hunden er byttet ud med en rotte – ja, indtil flere, faktisk, men som det fremgår af plakaten er der én der dominerer, Ben. Det er såmænd en ganske udmærket film helt på sine egne vilkår, men den bliver først rigtig bemærkelsesværdig når man begynder at følge alle de sammenfiltrede rottehaler til andre sammenhænge:

Bruce Davison, som spiller titelrollen, har siden været med i alt fra Star Trek og Battlestar Galactica til X-men og Lost, og Ernest Borgnine må/bør være en af de amerikanske skuespillere hvis navn man genkender uden nødvendigvis at have set ham i noget som helst, men de falmer begge i lyset af Elsa Lanchester, alias The Bride of Frankenstein. Dette er ganske vist en af hendes sidste film, små 36 år efter hendes glansrolle, men jeg kan ikke være den eneste som ser følgende scene for nethinden ved hendes navns bare nævnelse:

Åh, Elsa — åh, Doctor Pretorius og hans jazz hands…! Filmen Willard vækker måske ikke samme begejstring som Frankensteins brud, men den siges at have inspireret film som Jaws og Carrie (eller i al fald at have bevist overfor diverse filmselskaber at såvel diabolske dyr som let overspændte metaforer for teenagekriser kunne spinde penge), og den blev da også genstand for en opfølger allerede året efter, 1972. Uden at afsløre for meget, så efterlod den første films afslutning ingen anledning til at kalde den næste for Willard 2; i stedet får rottekongen Ben sin helt egen film – “and this time he’s not alone!”

Det var han ret beset heller ikke i den første, men lad nu det ligge, for her er endnu et clou som vi ikke kan ignorere. Michael Jackson indspillede selvfølgelig überballaden You are not alone, og der er grund til at tro at han med den titel henviste til filmplakaten for Ben. Okay, det er måske en overdrivelse, men han indsang rent faktisk titelmelodien til filmen og havde et tidligt nummer 1-hit med den. Rottekonge blev han måske aldrig, Jacko, men han blev noget ved musikken.

Nu går jo ingen god gerning ustraffet hen, og ingenting er så skidt at det ikke kan gøres værre siden, så selvfølgelig blev Willard genindspillet i 2003. Til alt held valgtes weirdo extraordinaire Crispin Glover til titelrollen (Macaulay Culkin blev spurgt, men han undgik muligvis Michael Jackson-associationer ved den tid), og R. Lee Ermey som en absolut tålelig Bognine-substitut, og hvilken som helst af de to kunne let blive en rotterede af intertekstuelle forbindelser i sig selv. For at gøre en lang historie kort skal jeg efterlade jer nedenstående bizarre guldkorn af en video, hvor Glover – uvist af hvilken grund – synger Michael Jacksons hitsang til rotten Ben:

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.

Mashup-scifihaiku

jul
24

The plants came from Mars
Vegetarian vengeance
Triffids in tripods

De originale LEGO racers!

jul
23

Så er der hessian-nostalgi dugfrisk fra ‘tuben! 😀

Inspiration

jul
23

Nå men, apropos. Jeg tager for givet, at det ikke kun er familien, men også de rige, som kommer i kategorien naturlig mad.

Mary-scifihaiku

jul
23

Who’s that in the sky?
It’s Typhoid Mary Poppins
Eat your medicine

Min far, Vlad

jul
22

Jeg har en forkærlighed for projekter baseret på struktur – som f.eks. Scifihaiku eller Du er (desværre) hovedpersonen (som jeg bør få lavet nogle flere af). Der er noget, der tiltaler mig ved at have nogle meget faste rammer og så se, hvad man kan gøre inden for dem.
Et godt og til tider syret eksempel på det er My Dad is Dracula – Reglerne er: 3 billeder, en søn, replikken “Hi, son” og overskriften “My Dad is Dracula and [indsæt dagens tema]”.
Ud fra det skaber Jason Poland små historier, der svinger fra det dadaistiske til det hjertevarmende. Det er ikke altid sjovt, men det er gerne overraskende på en eller anden måde.

Blodsuger-scifihaiku

jul
22

“Dr. Alucard”
There’s a reason that vampires
are mostly extinct