SUPERKULTUR

Superkultur-podcasten, afsnit 2 — the sequel!

aug
03

I hvilken det går op for vores helte, at de er dømt til at gentage samme ballade om og om igen – bare større, mere ekstravagant og angiveligt bedre for hver gang. Kulturen myldrer af sequels, prequels, sidequels(!), adaptations og reboots. Janus Andersen og Allan Haverholm forsøger at udrede  hvad der gør en god sequel, og hvorfor så mange af dem havner i den ringere ende af skalaen.

Som empirisk materiale for en (noget smagspræget) undersøgelse gennemgås film som Aliens, Highlander 2, A Nightmare on Elm Street 2, Dødens Gab-serien, indtil flere Batmanfilm og den kuldsejlede Catwoman. I den mere filtrede genre af forbundne serier nævnes George Romeros Night of the Living Dead som en bizart knopskydende franchise. Endelig er værterne ved at ryge i totterne på hinanden over Star Trek.

Deler Ridley Scott og Stephen King en kognitiv brist, når det kommer til hvad der fungererer henholdsvis i tekst og på lærredet? Hvor mange sequels kan man strække en enkel historie ud over før den går i stykker? Kan ufuldendte værker hjemsøge dem, der faktisk blev til noget? Få vage vink og halve svar på disse og flere spørgsmål i andet afsnit af Superkultur-podcasten!

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Linksamling

Filmkritiker og lænestolsantropomorfist Roger Ebert citeret i Jaws 4-traileren.

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og fotos af lytternes frokost kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

Aliens-scifihaiku

jul
27

“Pal” is a great word
To convey your frustration
About ass kicking

Bonus: særegen oversættelse fra Aliens:

Extinction

sep
13

Jøsses, der er mange ting galt med Extinction. De første tyve minutter, der bumler afsted som lønslave efter 14 mandage i træk, de uudholdelige børn, plothullerne… jeg kunne lave en meget lang liste, som sikkert ville ende et eller andet sted omkring “Hvor meget make up kan man have på i seng?” Dertil kommer, at filmen formelig danser stepdans på nogle af de genrespecifikke kunstgreb, der trykker på min personlige irritationsknap.

Men. Der er dog et men. Endda et par stykker. Extinction er ikke nogen god film, men…

Michael Peña er altid god som elskelig allemand. Mange af de der irritationselementer bliver faktisk flettet ind i historien ganske godt, men dog først efter jeg havde været irriteret gennem længere tid. Og – uh, det er sikkert en SPOILER – man får faktisk for en sjælden gangs skyld lov til at se et barn blive udryddet. Måske ikke det barn, man ville ønske, men lidt har også ret.

Efter cirka tyve minutters omtåget introduktion, hvor Peña spiller en familiefar, som begynder at drømme om en invasion fra rummet, sker det, man har talt ned til: rumvæsener trænger ind i Jordens atmosfære og begynder at slagte civilbefolkningen. Vor helt er faktisk ikke alene om at have drømt om de blodige begivenheder, men han har holdt fast i advarslen, og det lykkes ham at få sin familie ud af bygningen, og de flygter mod det eneste sikre sted, han kan forestille sig.

Der er en overgang her, hvor der faktisk er omridset af en ganske effektiv B-film at se – familien på flugt gennem en krigszone, jagt af en stædig, udenjordisk soldat. En B-film ville kunne være sluppet af sted med det – så snart man skruer op for budgettet, skruer man også ned for de undskyldninger, jeg som seer er villige til at komme med helt underbevidst. Men så drejer filmen af og kører i en helt anden retning.

Og denne retning går faktisk ind og sletter en god del af mine punkter på den indledende liste (nej, de slår ikke børnene ihjel, men en god del andre). Jeg tror, at man som science fiction-læser faktisk vil kunne få en smule fornøjelse ud af denne sidste del, omend den er klodset, og vejen dertil er så rodet. Men hvis man glemmer forventningerne om en storladen ruminvasion og i stedet forventer en okay filmatisering af en 50-60er science fiction-roman (det ville være en spoiler at nævne den forfatter, jeg tænker på), så tror jeg faktisk, der er en lille oplevelse at hente her.

Far Alamo

maj
27

At kombinere klassiske westerns og moderne monsterfilm ville være en super ide.

Vil du vide mere? Så klik på videoen herunder:

“FAR ALAMO”. Short Film. from Fabrice Mathieu on Vimeo.

 

Via

Saturday Morning Breakfast Cereal

apr
16

Zack Wienersmith laver jokes. Gerne om videnskab og religion. Og gerne af typen “Du griner, fordi alternativet er at græde.” Som her i Hive.