SUPERKULTUR

Meet the Fockers vs. verdens undergang

jul
18

Det er sådan, jeg forestiller mig forspillet til “How it ends”, der forleden steg op fra dybet på Netflix. Med den fortsættelse, at den iderige mand besluttede sig for at lave filmen selv uden at nævne The Fockers.

For ærligt talt, starten på filmen virker lidt, som om man har tænkt i en lettere humoristisk film efter samme skabelon. Will besøger sine svigerforældre (forhåbentlig) in spe i den ene ende af landet med det formål at anmode om deres datters hånd. Faderen, der er gammel militærmand, signalerer sine følelser, som stod han med semaforflag, så det lykkes aldrig at få stillet spørgsmålet – og så sker der noget i den anden ende af landet, hvor datter og fremtidig hustru Samantha befinder sig. Strømmen ryger, kommunikationsnettet går ned, og en mystisk lyd i baggrunden af det sidste telefonopkald runger apokalyptisk.

Will og far Tom (spillet af Forest Whitaker) tager naturligvis afsted for at finde hende. Og vi får hurtigt slået fast, at Tom måske er et gammelt røvhul, men han ved dog, hvordan man skal forholde sig i en situation, hvor systemet bryder sammen, mens Will er en sympatisk fyr, men desværre lidt af en idiot i mange sammenhænge. Og derefter glemmer filmen ligesom den dynamik, der blev tegnet med tyk pensel i starten. Det er et lidt sært valg og tager ærligt talt også noget af kanten af filmen.

“How it ends” skal altså ikke ses for sine menneskeportrætter, for særligt dybe er de ikke. Der, hvor den så til gengæld fungerer ganske godt, synes jeg, er i sin fremstilling af en usikker apokalypse. Vi forventer undergangen udpenslet i al sin CGIvitet med eksplosioner, væltende bygninger og gerne lidt rumvæsener (og tag ikke fejl, jeg elsker den slags store, dumme film mere, end jeg burde), men “How it ends” holder sig langt hen ad vejen væk fra spektaklet. Tom og Will kører vestpå, og omkring dem bryder den gamle orden sammen, uden man helt ved hvorfor – de få radioudsendelser er lige så forvirrede som dem selv, og de organisationer, der skal holde sammen på tingene, ses kun flygtigt i baggrunden. Der går ikke Mad Max i den, som den slags ellers gerne lægger op til, men mere nede på jorden “det her er noget lort, kammerater!”

Er det et jordskælv, en vulkan, rumvæsener, atomkrig? Hovedpersonerne er ikke i tingenes midte, så de ved det ikke, og den situation slipper filmen overraskende godt fra. Den falder ikke i grøften med “alt er mææææææærkeligt”, men holder sig rimeligt realistisk. Fint fortalt og tillige godt filmet. Klart en film, der bør ses – dog uden forventninger om eksplosioner.