SUPERKULTUR

Total Recall

nov
05

Jeg kunne sige meget om firserne. Og endnu mere om halvfemserne. Og meget lidt af det ville være pænt. Men måske, bare måske, er det, fordi begge årtier peakede lige der, hvor de stødte sammen, i 1990. Lige der fik vi nemlig Total Recall.

Kammerat Simon sendte mig dette billede, fordi han sad og så filmen. Få minutter senere gjorde jeg det samme. Dette bekendtgjorde jeg overfor kammerat Allan – kort tid senere var han også indfanget. Hvis jeg forstår eksponentiel vækst korrekt, vil hele verden inden for en måneds tid have (gen)set Arnolds mesterstykke. Dette blot for at vise Total Recalls memetiske styrke.

Det er muligt, at PKDs novelle er tidstypisk 60er, men filmen er det fuldendte amalgam af 80er og 90er. Det er som en kulturel Leidenfrost-zone, hvori sund fornuft opløses, og filmen skøjter rundt på en pude af damp.

TØJET
Arnie er en stor mand – altså, rent fysisk. Jeg tør ikke tale om ham som menneske. Men alle render rundt i tøj, der lige er lidt for stort og lidt for inspireret af kartoffelsække. Måske er det bare, hvad vi kommer til i fremtiden.

BILERNE
Jeg elsker filmens Johnnycabs, men det er svært helt at tage en biljagt seriøst, når den foregår mellem to golfvogne med en forklædning inspireret af enten papkasser eller stealth-fly.

NON SEQUITURERNE
Apropos Johnnycabs – kan man andet end elske en film, der afsætter tid til, at en selvkørende taxa forsøger at slå vor helt ned, komplet med one-liner? Det sker bare, fordi det sker. Okay, Arnie overtog bilen med magt, men stadig.

EFFEKTERNE
I sandhed er det nok her, filmen topper, for den ligger lige der, hvor Hollywood droppede miniaturerne og begyndte at bruge CGI i stedet. Og det skulle de ikke have gjort. I det hele taget skulle Hollywoods teknologi bare være stoppet der, hvor en effektmager sad og nænsomt lave en gengivelse af Arnold Schwarzeneggers ansigt med ekstra elastisk næse. Det er muligt, at man principielt set kan gøre alt med computere, men jeg har endnu ikke set nogen skabe en så perfekt kombination af absurditet og håndgribelig realisme. Den næsemanøvre er et højdepunkt i filmkunsten. Basta!

SLÅSKAMPENE
Hollywood skulle have stoppet den teknologiske udvikling, ja, men det glæder mig dog noget, at filmenes fremstilling af kampe er noget, man har arbejdet med sidenhed. For, som konen sagde, omend de var dramatiske, da man oprindelig så Total Recall, så ligner de i dag hovedsageligt noget, hvor alle lydefekter kan erstattes med… yoink!