SUPERKULTUR

Railsea – jagten på den store hvide mulvarp

sep
09

Railsea af China Mieville

China er en damn cool forfatter. Jeg elsker hans ting, men han kan virkeligt godt være tricky at sætte sig op til at læse. Hans romaner er tunge og fyldt med lækre ord og sætninger. Og hans plots… meget fornemme og dejlige.

Railsea virker som om han sad en dag i sin mancave og tænkte… hvad kunne det sejeste være, rent litterært? Hvad nu hvis Moby Dick foregik i fremtiden i en post post-apoc civilisation, hvor den flade jord er overdækket med jernbaner som går på kryds og tværs alle vegne, og i øvrigt er fyldt med kæmpe gnavere…

Så det er railsea verdenen. Menneskene bor på bakker og klippeøer i Banehavet, fordi man kan ikke gå på den flade jord, uden at kæmpegnavere eller enorme mulvarpe borer sig op og angriber en. Man kan ikke bygge i højden, fordi ovenover den brugbare luft ligger der et enormt giftbælte, hvor enorme flyvende monstre holder hof.

Sham Yes ap Soorap er lægens apprentice ombord på mulvarpetoget Medes, hvor man jagter de enorme sydlige mulvarpe med harpuner. Kaptajnen er evigt på jagt efter den elfenbensfarvede mulvarp, der engang tog hendes arm.

Det her er dog ikke en Moby Dick historie. Ikke helt. Det er helt sikkert her mange af ideerne stammer fra, men den her bog er meget mere et klassiske Mieville udfald mod kapitalismen. Efter at have læst den, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at han hører til på den venstre side af det politiske spektrum.

Det er en lidt speciel bog, men meget fin og dejlig. Generelt burde jeg læse nogle flere Mieville bøger.

Moby Dick med monstre

maj
16

Det var fristende at forkorte overskriften til Monster Dick, men det ville sikkert give noget sært trafik og nogle mystiske kommentarer på indlægget. Og China Mieville er ikke typen, der forkorter noget, så måske skulle jeg i stedet have skrevet “Moby Dick med monstre og pirater og magi og teknologi og hypersværdkampe og og og…!” For det er stort set, hvad han har begået her: et sønderjysk kagebord at ideer og påfund og indfald. Indtil man overvejer, om man lige skal holde en pause før den sidste litterære mintpastil.

The Scar er nummer 2 i Bas-Lag-serien, og fokus har denne gang bevæget sig væk fra New Crobuzon – men der er ingen tvivl om, at det stadig er den, der er motoren i forfatterens værk. Bellis er på flugt, hvilket finder sin årsag i Perdido Street Station, selv om hun ikke var med i den, og hun stiger til søs på et skib, der bl.a. skal bringe en ladning af teknomagisk ændrede slaver til en koloni. Undervejs sker der dog ting og sager, og snart finder hun sig selv som beboer (også kendt som: fange) på den flydende piratby Armada – den lever sit eget liv på verdenshavene, og det bliver hun også nødt til nu.

Hun er dog ikke helt tilfreds, og hun er ikke alene, så snart er hun viklet ind i… ikke et spind, nok snarere en tangmark af intriger og planer. Våde, klamme og fyldt med grumme ting. For nogle af byens ledere har tænkt sig at opnå det umulige.

Nogle bøger genlæser man, selv om man godt ved, at oplevelser ikke bliver lige så god som første gang. Perdido Street Station var god at genlæse, men The Scar var næsten bedre end første gang. Mieville er god til skummelhed, og han må have ransaget et maritimt bibliotek og dernæst skrevet et par nye bind til det for at fylde bogen med salte påfund. Jeg ved ikke, hvor mange der har forsøgt sig med at kombinere fantasy og søroman, men jeg forestiller mig China Mieville ringe på deres dørklokke, række dem et eksemplar af The Scar og grine på Nelson-vis. Haha.

Jeg får helt lyst til at læse Moby Dick. Omend den ville skuffe mig i sin mangel på semisentient tang.

Bøger vi læser for tiden: Bas-Lag

apr
25

Jeg har jo gang i mit lille projekt “lær at læse digte”, men som modvægt genlæser jeg China Mievilles Bas-Lag-romaner og er netop gået i gang med andet bind i serien, The Scar. Egentlig ville jeg blot genlæse Perdido Street Station for nylig, men Mievilles bøger er tunge på alle måder – de genererer deres egen tekstuelle tyngdekraft og trækker folk ind. Så nu er The Scar røget i tasken.

De to typer litteratur fungerer godt som modpoler – digte handler vist mest om at få, men rigtige ord, hvor China M excellerer udi mange, men fede ord. Inde bag Perdido Street Station gemte der sig muligvis et lidt for klassisk rollespils-setup (ulige typer mødes, men kæmper i gæv forening mod den trussel, der lurer over storbyen New Crobuzon), men det hele bliver pakket ind i så meget stemning, at det stort set lige så godt kunne være fem mænd, der sad i en kælder og spillede omkring et bord. Man æder det alligevel, for Mieville elsker monstre og andre særheder. Og så er han voldsomt venstreorienteret, hvilket gerne kommer til udtryk. Det er sjældent, man oplever det i fantasy. Og endnu sjældnere, at det ikke bare er træls.

Bas-Lag-romanerne er sådan en særegen blanding af fantasy og diverse-punk med en god portion science fiction-sjæl – der er magi, videnskab, teknologi, forurening og en klassisk industristorby af den slags, der tramper folk ned i sølet (på barrikaderne, folkens, lad de røde faner smælde!). Når jeg læser dem, kommer jeg altid til at tænke på den scene i LoTR, hvor Saruman beordrer sine orker til at fælde skoven for at kunne bygge mere fancy shit. Bas-Lag er, hvad der ville ske, hvis en af de orker hørte “The old world will burn in the fires of industry” og lige der opfandt science fiction-genren.

Ja, jeg skulle egentlig bare genlæse Perdido Street Station. Men jeg kommer nok til at snuppe alle tre bøger – og håbe på flere. Nåja, og så i processen blive deprimeret over, at China Mieville er samme alder som mig selv.