SUPERKULTUR

Autocorrect-scifihaiku

maj
15

Worst autocorrect?
Liberate tutemet?
Liberate me!

Episk #zombie haiku, 3. del

maj
03

Og hermed tredje og sidste del af Episk #zombie haiku i handy pdf-format.

Første del er her.

Anden del her.

Desperation

apr
13

Problemet med internettet er, at der altid er noget galt på det. Forleden var det dette indlæg: Introduktion til horrortroldmanden over dem alle: 7 uvurderlige Stephen King-rutscheture

Den slags lister er altid underholdende. Min egen ville se meget anderledes ud, men jeg kunne dog forstå de fleste af de valgte værker – lige undtagen inkluderingen af Desperation/The Regulators. De romaner var med til at knuse mit unge fanhjerte, for selv om jeg troligt læste alt det King, jeg kunne komme i nærheden af, måtte jeg indrømme, at de var det argeste l*rt. Men måske huskede jeg forkert, måske var jeg blot en ussel tvivler?

Jeg måtte genlæse Desperation for at være sikker.

Jeg skal være den første til at drage teenage-Janus’ holdninger og valg i tvivl (for jøsses da, sikke en narrøv han var), men lige her ramte han nu altså spot on. At jeg ikke hader bogen så intenst i dag som dengang, skyldes nok mest, at jeg er mildnet med årene, og ikke at den er blevet bedre.

Anslaget er godt: forskellige mennesker bevæger sig via den ensomste hovedvej i USA og indfanges af en stor, skræmmende betjent ved navn Entragian. Han smider dem i et par celler i byen Desperation, mens han viser flere og flere og flere tegn på at være ikke blot rablende sindssyg, men også i færd at blive nedbrudt indefra af noget ukendt. Og så er han i stand til at kontrollere ørkenens dyr.

I den nærliggende mine har man, lidt som dværgene i Moria, gravet for dybt og fundet noget grimt, som nu har taget magten i Desperation. Vores lille gruppe af hovedpersoner må nu gøre alt, hvad de kan for at overleve. Det er et klassisk horror-setup, og King burde egentlig kunne fortælle en okay historie med det. Ikke banebrydende, men dog underholdende. Desværre vælger han at træde ud fra mængden ved at blande Gud ind i historien – hvilket ærligt talt er ligesom at fortælle en “stranger invasion”-historie, hvor vores stakkels ofre er en gruppe sværtbevæbnede marinesoldater med en lige linie til den nærliggende militærbase. Det er med andre ord lidt kedeligt – ja, hvis man er religiøs, er det (gætter jeg) rart at blive bekræftet, men for os andre mangler der et tilsvarende interessemoment.

Man kan sagtens skrive en interessant religiøs bog (guderne skal vide, at jeg har læst interessante romaner af forfattere, hvis politiske overbevisning gør mig grøn i ansigtet – men derfor kan den godt fungere i en historie.) Problemerne med Desperation er, tror jeg, disse:

  1. Den udkom midt i en gruppe af mere eller mindre elendige King-romaner: Insomnia, Rose Madder, Dream Catcher – og for at være ærlig, så fandt jeg Dolores Claiborne, Gerald’s Game og The Green Mile velfortalte, men måske også lidt kedelige. Så den står ikke på egen hånd.
  2. Stephen King kan ikke finde ud af at fortælle mytologi. Han vil gerne løfte en beskidt, jordbunden lille racerhorror op til noget større – men i stedet for at udarbejde noget snupper han kristendommen. Og ja, han prøver at antyde, at det ikke er sikkert, at Gud vinder, men jeg har svært ved at forestille mig en læser, der var i tvivl. Og så synes jeg personligt, at god mytologi i horrorkontekst gerne må være antydet og måske endda lidt rodet – det er svært forståeligt, ikke blot de gode mod de onde. King selv slap betydeligt bedre af sted med det i It, fordi de mytologiske elmenter bliver i baggrunden og er sære. Hvilket leder videre til næste punkt:
  3. King overforklarer. Jeg troede ærligt talt, at dette var en nyere ting, for jeg husker, at det ødelagde Doctor Sleep for mig – King skal absolut ind i hovedet på alle, dæmoner som helligfranse, og fortælle os deres tanker. Fred være med det, hvis man kan gøre det ordentligt (er der nogen, der har gjort det ordentligt, siden Peter Benchley anbragte os i hovedet på fisken?) – men Etragians indre dæmon leverer ganske ordinær “jeg vil dræbe dem alle”-monolog. Det dræber enhver spænding, fordi der ikke overlades noget til skyggerne i læserens hjerne. Alle, selv barnet der snakker med Gud og udfører Jesus-mirakler, bliver trælse.
  4. Og alle kan fortælle. Der findes ikke et menneske i Kingland, som kan forklare noget med én sætning – nej, alt skal fortælles på flotteste vis og gerne med mindst én brug af “den her ting X, som min farmor/folk her på egnen/min onkels fætter på mødrene side plejer at kalde Y”.
  5. Sidst men ikke mindst: King prædiker. Hans omgang med Gud er som at spille rollespil med en irriterende DM, som vil anerkendes for sin rolle i spillet – “For at slå din modstander skal du begå et umuligt sværdtrick. Jeg slår lige for din her bag skærmen – og jeps, terningen stod faktisk på kanten, så det må betyde, at det lykkes, og de slår ham ihjel med ét hug. Det er smukt. Tror du ikke på mig? Nåmen, jeg slår lige igen, og – hovsa, terningen faldt ned af bordet. Så da du kører sværdet tilbage i skedet, skærer du desværre din egen hånd af.” Og når jeg siger prædiker, mener jeg ikke blot på det religiøse – den højlitterære og højrøvede forfatter, der er en af hovedrollerne, starter som en narrøv, men ender med at overveje at skrive – gys! – en horroroman.

Desperation var ikke nogen god læseoplevelse (udover starten), men jeg var faktisk glad for at genlæse den. Det var rart, at der var en enkelt ting, teenage-Janus havde ret i. Og jeg behøver ikke genlæse The Regulators for at vide det.

Episk #zombie haiku, 2. del

mar
26

Så kom tiden, hvor anden del af Episk #zombie haiku er online – og du kan finde den samlede version her.

Første del kan stadig læses her.

Det grufulde bibliotek

feb
21

Jeg voksede op på horrorantologier. Af en eller anden grund fandtes der en del af dem i mine unge dage, mens det var noget sværere at finde science fiction i kortform, og fantasy havde slet ikke den tradition på dansk. Men horror – genren passer perfekt til formen, og sådan en god samling noveller er den perfekte introduktion til genren. Horrorantologier var mit gateway drug – de viste mig, at selv dansk litteratur rummede ting, der kunne være spændende, og senerehen var de et godt sted at finde forfattere, man kunne eftersøge på engelsk (når nu genren ikke havde så gode kår på dansk).

Så Det grufulde bibliotek varmer mit hjerte, uanset om det er gammelt og indskrumpet og koldt.

Full disclosure: jeg arbejder sammen med den ene af redaktørerne, og mit navn står på listen over folk, der bliver takket – hvilket blot viser, at Jette er cirka lige så høflig, som hun er inde i horror. Så jeg vil fremover tænke på hende som The Emma Gad of Horror! Men hendes ansættelsesforhold skal ikke forhindre mig i at slå fast, at hun og Kristian Nordestgaard har gjort et stort og imponerende arbejde med at finde tekster til samlingen.

Denne type antologi plejer gerne at inkludere en enkelt eller to ældre, danske tekster – og det plejer gerne at være de samme, der går igen. På den måde sparer man både tid og penge, mens man kan smykke sig med et eller to anerkendte navne, så vi kan klappe os selv på skulderen og sige, at selv de seriøse kan lide genren inderst inde. Men her har de to redaktører gravet dybt i litteraturhistoriens muld og genoplivet en overraskende samling navne, så BS Ingemann, Tom Kristensen, Holger Drachmann og andre står side om side med nyere navne som Steen Langstrup, Mikkel Harris Carlsen og (størst af alle) Grete Roulund. Alene af den grund er Det grufulde bibliotek noget af en guldgrube – som sædvanlig drejer vores civilisation i cirkler omkring afløbet, og børn læser ikke bøger længere (som det altid har været), men jeg kan nu ikke lade være med at forestille mig, at der er nogle stykker derude, der vil samle den her op (måske grebet af den lettere 80er-agtige forside) og vil opleve det som den første joint, der fører til et livslangt misbrug (men du ved, bare med bøger i stedet for hårde stoffer og behovet for at sælge sin krop og så videre).

Men der er nu tydeligvis tænkt på de voksne læsere, og der rammer den målet. Den giver en god gennemgang af nyere dansk horror, samtidig med den udbygger genrens historie længere tilbage i tiden. Jeg vil vove at påstå, at man skal være en mere end entusiastisk horrorlæser, hvis man ikke støder på et eller andet nyt i samlingen. Samtidig kommer den vidt omkring forskellige typer fortællinger i genren og leverer noget så grundlæggende nødvendigt som god horror. Det grufulde bibliotek er ganske enkelt noget af en uundgåelig udgivelse, hvis man har den mindste interessere i dansk horror.

BONUS: Jette har skrevet en række indlæg om Det grufulde bibliotek på Gyseren.dk.

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haikuTwitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).

Malstrømmen

jan
27

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Just After Sunset

jan
12
The Cat From Hell er klart den sjovest i den her bog.

Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.

Requiem

dec
09

Jeg burde nok starte med en SPOILER-ADVARSEL. Eller rettere: jeg burde faktisk starte med en specialfremstillet DUCK AND COVER-VIDEO til lejligheden, for de ting, der gør Requiem fed, bør man ikke vide, før man ser den – og jeg har lyst til at rante, så jeg vil nævne dem. Så måske burde du bare ignorere den følgende tekst og gå videre med dit liv. Vær et godt menneske og undlad at smadre dig vej gennem folks liv som en beruset gorilla (det er forresten noget af det, der IKKE er så godt ved Requiem).

Du er advaret.

Jeg kastede mig over Requiem i forventningen om en krimi-/spændingsserie med lidt dyster baggrund – jeg havde ingen tanker om overnaturlig horror. Men snart begyndte historien at blive krydret med små indfald, der måske kunne vise hen på noget sådant. Okay, tænkte jeg og forberedte mig på at skulle tilgive den, at det hele bare var i hovedpersonens syge sind eller fundet på af manipulerende skurke i skyggerne. Det har ikke været okay, siden smuglere igen og igen klædte sig ud som spøgelser i alverdens børnedetektiv-bøger i min ungdom, men okay, hvis nu resten af historien var okay, så kunne det vel gå an.

I stedet udviklede Requiem sig over de seks afsnit til rendyrket overnaturlig horror – endda en historie, som jeg kun ville have forventet at læse og ikke at se. Som en ekstra bonus var den del af historien super godt gennemført – det overnaturlige element fik den nødvendige vægt, fordi det voksede laaaangsomt frem. Kobl det på en kriminalfortælling, og så har man åbenbart en ganske god opskrift.

Var det blot det, ville jeg have anbefalet serien uforbeholdent.

Men åh, Requiem trykket hårdt og gentagent på en horror-antipati, jeg har – lad os kalde den Rosemary-knappen efter lige præcis hende med babyen. Rosemary-knappen er horrors tendens til at bruge en kvinderolle, gerne i hovedrollen, der accelererer fra at opføre sig tilforladeligt til at udstråle psykisk sygdom med tusinde soles kraft i løbet af ingen tid. Som regel har Rosemary grund til at opføre sig sådan (fordi, nåja, der er en sammensværgelse, og hun er gravid med antikrist eller noget lignende), men springet er gerne så abrupt, at man tænker, alle biroller i historien burde meldes for ikke at få hende tvangsindlagt (naturligvis med undtagelse af Satans medhjælpere eller hvad de nu er i den givne historie).

Requiem har nok det værste tilfælde af Rosemary, jeg længe har oplevet.

Matilda Gray er cellist og frisør-offer. Hendes mor dør under mystiske omstændigheder, og snart får Matilda mistanke om, at moderen slet ikke var moderen, og at det altsammen hænger sammen med et lille barns forsvinden 23 år tidligere i en walisisk landsby. Sammen med en ven og kollega drager hun afsted – og accelererer til manieret irriterende kvindemenneske, der er komplet ude af stand til at forestille sig andre menneskers eksistens og ret til at eksistere, fordi Matilda har brug for noget, og hun har brug for det NU!

På det punkt var det lidt som at se Klovn eller anden krumme-tæer-komik, der virker som et forsøg på at få seeren til at kigge væk. Det gav mig ærligt talt en smule stress, som desværre ikke altid kunne balancere med ønsket om at vide, hvor historien gik hen. Matilda farer som en Boris Karloff-Frankenstein på speed gennem folks liv og spreder ødelæggelse omkring uden på noget tidspunkt at forstå, at hun gør det (jeg kan mærke, at mit blodtryk stiger ved tanken). Havde dette aspekt af serien været håndteret lige så flydende som det overnaturlige, havde jeg nok været lidt forelsket – lige nu føler jeg mig lidt som en, der er sluppet ud af et tvivlsomt forhold og langsomt er ved at indse, hvor toksisk det var.

Men alligevel… det var nu en god historie.

Ghoul

nov
17

Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.

Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.

Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.

Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.

Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.

Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).

Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.