SUPERKULTUR

Et studie i blåt

sep
11

Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.

Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.

Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.

Metapoint:

+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.

+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.

+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.

÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?

Klovne

aug
29

Vi har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ indtil videre ganske fornøjelige Paperback from Hell:

Golden Child versus Batman: Kaashmora

aug
17

Du behøver ikke en ansigtstatovering for at have det så sjovt som jeg – men det hjælper!

På et eller andet tidspunkt vil jeg tage mig sammen og skrive lidt om, hvordan det har været med et par måneders abonnement på Amazon Prime Video – men hver gang min irritation er ved at nå et punkt, der kunne anspore til handling, falder jeg over noget i deres samling af film. Det kan være noget godt, men det kan også være noget sært underholdende som i tilfældes Kaashmora.

Jeg har ingen erfaring med indiske film – udover de enkelte klip med charmerende overkørte actionsekvenser, som har cirkuleret på nettet og så en forventning om sang- og dansenumre. Og begge dele leverer Kaashmora – sammen med oplevelsen af at se en klassisk Hollywood 80er-film. Jeg forestiller mig Eddie Murphy i hovedrolle som elskelig antihelt.

Det bliver ikke mindre fremtrædende af, at filmen grundlæggende starter med the golden child. Hun og Batman – eller rettere: en skikkelse bestående af flagermus – vil begge have fat i Kaashmora. Denne viser sig at være en showman-exorcist med en sans for melodrama – og en skrumpehovedhammer. Begge dele bruger han med god virkning til at tjene penge (og angivelig uddrive ånder). Der findes en industri af exorcister, men sammen med familien er Kaashmora helt klar stjernen (og den, der tjener flest penge)

Jeg mistænker, at Karthi, der spiller hovedrollen (begge hovedroller, faktisk) er et kendt navn i Indien, men det er nu rart at se en film med en ukendt ansigt, der afviger så meget fra en Hollywood-podperson. Det er som en se en film fra 70erne, hvor det største krav til et mandligt sexsymbol var et imponerende overskæg. Jeg ville sige, at det var rart for mit selvværd, men desværre er min skægvækst bedst defineret som sølle (Jeg har dog stadig den midaldrende hvide mands tro på, at der et eller andet sted derude er en kultur, som automatisk vil opfatte mig som indbegrebet af mandlig lækkerhed).

Kaashmora og familien får ledsagelse af en forsker, hvis tilgang er ghosts before broes – ingen ægteskab, før hun har set et spøgelse. Og efter en god del omveje havner de i et hjemsøgt palads, og seeren får et langt flashback. Paladset hjemsøges nemlig af en ond krigsherre, og hans historie får vi i et længere segment, der virker som Zack Snyders 300 på… ja, på mere 300 måske? Det er i al fald voldsomt spas.

Indrømmet, Kaashmore er nok ikke at regne som en GOD film – der er nok nogle kulturelle forskelle, der står i vejen. Men den er en superunderholdende oplevelse. Den er for lang, den er for fjollet, den bruger en masse energi på unødvendige sager og så videre, men den er også umiddelbar, med glimt i øjet og fornøjelig på et befriende niveau.

Jeg drømmer lidt om, at DCs fyrede Zack Snyder og ansatte instruktøren her til at stå for deres filmunivers. Han hedder også Gokul, så ærligt talt, hvad venter de på? Det er jo som at ansætte en tegneseriefigur, og med disse tiders snak om diversitet er det perfekt på flere punkter. Og så er jeg ret sikker på, at han ville få overstået den evindelige oprindelseshistorie med en musikvideo. Med powerguitar.

Forkæl dine øjne med traileren for Kaashmora:

 

Gæt en film

aug
12

Velankomne i hjemmet efter en tur til Ærø blev det her søndag middag tid til et afslappende gensyn med en klassisk scifi-horror. Men hvilken? Reglerne er som sidst: jo færre hints der skal til, før du gætter titlen, jo flere XP kan du skrive på dit character sheet, inden du går i seng i aften. Denne gang er alle hints citater udtalte af min kone før og under filmen:

Maximum point: “Åh, han sveder også godt i den film!” Hun talte om Kurt Russell.

Medium point: “Nåja, så skal vi se ham både svede og fryse!”

Minimum point: “Den starter da ikke med, at de skyder en hund, gør den?” Nej, det gør den ikke.

Nej, det er ikke den film.

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.

Foreslå mig en podcast

jul
16

Siger du, at jeg kan stavre og lytte på samme tid? Det er jo en vidunderlig maksimering af min tid!

For nylig fik jeg en ny telefon – til afløsning for en gammel, gammel sag, jeg havde overtaget fra min kone (og allerede dengang var så brugt, at den havde hendes chatprogram brændt permanent ind i skærmen). Jeg havde lidt en forventning om, at den voldsomme opgradering ville få mig til at føle mig som Buck Rogers, der vågner op i det 25. århundrede, men den eneste rigtige nytænkning syntes at være “Hvorfor f*nden lukker min podcast-app hvert halve minut?” (Også kendt som: vi har indført en automatisk batteristyring, som agerer dommer over, hvilke apps der må bruge strøm).

Men førnævnte podcast-app er så en af de personlige forandringer, der kommet til. For førhen var det ikke plads på telefonen, og når jeg lyttede noget, skete det som regel ved manuel download fra en browser. Men nu er det nye tider! Omend alle andre selvfølgelig kastede sig over podcasts rigtigt i det 24. århundrede.

Men jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer indtil videre, fordi jeg stadig er i test-fasen – og gerne vil høre forslag til podcasts, jeg bør høre.

1. God ren horror

Pseudopod har jeg før lyttet til. Det er en podcast med horrornoveller, en for hvert afsnit (eller nogle stykker i deres Flash on the Borderlands-afsnit). og der er ingen tvivl om, at den hører til på min liste. Der er selvfølgelig forskelle i, hvor rent de enkelte afsnit rammer mig personligt, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten generelt er højt – både historierne og oplæsningen. De har også en søsterpodcast med sicence fiction, Escape Pod, som jeg har lyttet til før og regner med at genoptage.

2. Skræmmende tanker

Scary Thoughts har jeg kun hørt et par enkelte afsnit af, men de har begge været spændende og overraskende. Værterne snakker horrorfilm – og selv afsnittet om “Only Lovers Left Alive”, som jeg af rent principiel modvilje aldrig har set, gav nogle gode indsigter.

3. Det startede så godt…

Jeg har hørt Lore før – der startede jeg fra starten, og Mahnke leverede gode, stramt fortalte historier fra virkelighedens grænseland uden nogensinde at blive fjollet dramatisk. De nye afsnit virker ærligt talt lidt mere usammenhængende. Jeg tør ikke sige, om det er, fordi han er løbet lidt tør for de helt gode historier, eller om han har været nødt til at udvide konceptet lidt, efter Lore også er blevet en serie på Amazon Prime, men jeg tror ærligt talt ikke, serien bliver hængende på min liste.

4. Ting du bør vide

SYSK – Stuff You Should Know – er bygget på den nysgerrighed, jeg ikke længere helt kan opmønstre i samme omfang som de to værter, så det er rart at få tingene serveret for en på den måde. Der tages udgangspunkt i nogle gerne lidt skæve emner – som f.eks. twinkies eller gerrymandering – og de to snakker sig så omkring emnet. Godt og spændende, men nogle gange med lidt for meget hyggesnak; jeg må indrømme, at jeg er sprunget over et afsnit eller to, fordi de første mange minutter handlede om deres kærlighed for baseball eller lignende i stedet for emnet. Der mangler lidt en “Spring indledningen over”-knap.

5. Hurtig videnskab

60-Second Science: Hyggelig og hurtig lille videnskabspodspodcast fra Scientific American. Jeg håber, den kan være et entry drug til nogle længere af slagsen.

6. Den døde

Kadaverland er en dansk og desværre afdød podcast om alt med zombier. Det blev desværre kun til fem afsnit, men Thomas Arnt, der fortæller, er generelt enig med mig i sin gennemgang af filmene, så han er naturligvis en fryd at lytte til.

7. Bobleren

Drabblecast – her har jeg faktisk for længst hørt samtlige afsnit. Og den har ligget død længe, men er nu i gang med en relaunch, og jeg glæææææder mig. Den rummer gerne tre noveller i hvert afsnit: en almindelig, en drabble (100 ord) og en twabble (100 tegn). Genreafgrænsningen er lidt mere flydende, men gerne med lidt humor inde bag. Den bør helt klart være på listen – både min og din.

Det er, hvad jeg har haft ørerne i indtil videre. Forslag til nyt?

Ondskabens rødder

jul
03

Nu og da fornøjer jeg mig med at dykke ned i den danske nationalbibliografi for at tage en virtuel gåtur rundt mellem hylderne og se, hvad jeg kan falde over. Nu og da er det overraskende, hvad der er udkommet på dansk – og af danske forfattere. En af de lettere støvede titler, der faldt ud af skærmen, var Flemming Chr. Nielsens romandebut, Ondskabens rødder.

Nielsen har opnået en del anerkendelse både for sine senere romaner og sin oversættelse af Herman Melville. Ondskabens rødder må dog siges at være en gennemført pulp-fornøjelse. Det er ikke de litterære prætentioner, der præger den, men lige ud af landevejen, klassisk bøh-horror.

En journalist – han forbliver vist navnløs – flytter ind i et parcelhus. Arkitektonisk kønt, og køkkenet er af en fremragende standard, som ejendomsmægleren siger. Han undlader dog at nævne noget om det onde træ, der står i baghaven og pønser på mord. Det må vor hovedperson selv opdage, og det gør han da også snart. Der er nemlig ikke så meget tid til at spekulere over tingene i Ondskabens rødder – der er et træ, dets rødder lister sig ind overalt, og det prøver at slå vor helt ihjel. Uden held, naturligvis, men så er der heldigvis en biperson, det kan tage livet af. Som har en datter, der uden videre tøven flytter ind i huset, fordi hun mistænker journalisten.

Ja, det er lidt sådan, personerne optræder i historien – måske ikke med den store realisme, men med god sleazy effekt. Handlingen skal ikke stå stille på grund af persontegningen, og et træ er ikke tilfreds med klorofyl. Blod må der på bordet. Heldigvis er vor helt jo journalist, så han har kendskab til lignende sager og kan jagte mysteriet til dets tilfredsstillende konklusion.

Det er svært at sige, at Ondskabens rødder er en decideret god bog – men den er nu altså ganske underholdende. Især fordi Flemming Chr. Nielsen klarer på cirka 100 sider, hvad jeg sagtens kunne forestille mig i en samtidig amerikansk roman på omkring 300. Han kender tydeligt nok genren og ved, hvad læseren forventer – hvorfor så spilde tiden? En pulp-action-finurlighed fra den danske litteraturhistorie.

PS. Nej, jeg er ikke helt sikker på, hvad forsiden forestiller. Det virker lidt obskønt, men jeg er ikke sikker på, at det er meningen.

Horrorstör

jun
28

“Sidder du og læser et Ikea-katalog?” spurgte en af mine kolleger, da jeg benyttede frokostpausen på at indtage lidt alternativt indpakket horror, så der scorede Grady Hendrix’ roman Horrorstör et point. Desværre var den lidt i minus på det tidspunkt, så det var tiltrængt.

Baggrunden for det måske noget forvirrende spørgsmål er, at handlingen finder sted i Orsk, et amerikansk Ikea-ripoff, og Horrorstör er pakket ind, så forsiden signalerer billige, letsammensætlige møbler til overkommelige priser – dog med et horrortwist, hvis man kigger nærmere på billedet eller vender bogen om. Det er sjovt fundet på, og det visuelle overskud fortsætter inde i bogen, hvor hvert kapitel indledes med introduktion af en af Orsks varer, komplet med faux-skandinavisk navn og letaflæselig stregtegning. De første og sidste side er som taget ud af et reklamefremstød for butikken og formår endda at føje lidt ekstra til historien. Det er godt fundet på og gennemført, så man må trække en smule på smilebåndet.

Desværre afspejles det overskud ikke i historien.

Vor hovedperson er Amy, som hader sit job og især sin chef. Hun drømmer om at flytte til en anden Orsk-forretning – gerne en, hvor der ikke er folk, der skider i sofaerne om natten eller sender mystiske beskeder til de ansattes telefoner. Hun får muligheden, men det kræver, at hun sammen med et par andre ansatte (inklusiv chefen) tilbringer natten i butikken for at finde ud af, hvem der bedriver hærværk. Det er (naturligvis) ikke bare almindelige Walmart-rejects, men alverdens skummelheder, der bevæger sig rundt i de købsprogrammerende gange. Orsk er ikke bygget på en indianerkirkegård, men det er tæt på.

Det er altsammen en ganske genkendelig horroropskrift – gysets bøf med løg og kartofler. Vi har fået det serveret mange gange før, men nok især i filmform, for det er en historie, der er ret visuel, og man kunne godt mistænke, at Horrorstör var skrevet med et manuskript i baghovedet. Det er såmænd okay – den er hurtigt læst, og man bliver ikke unødigt udfordret, så som afslapningslæsning fungerer den upåklageligt. Det er bare, at indpakningen lover mere – jeg forventede noget humor, selv om det ikke behøvede at være på John Dies at the End-niveau, og jeg forventede noget mere, noget overraskende, noget ikke-pligtskyldigt. Men teksten bliver desværre aldrig rigtig mere end funktionel. Hendrix har også skrevet en bog, Paperbacks from Hell, om 70-80ernes horrorboom (som jeg stadig venter på, at biblioteket skal få hjem til mig), og jeg kunne lidt mistænke, at der måske er tale om “åben mælk i køleskabet”. Måske har Hendrix fordybet sig så meget i sit kildemateriale, at hans egen historiefortælling har taget smag efter det. Jep, Horrorstör er blevet saltet med lidt hip indpakning og lidt gennemtestet plotafvikling, men den mangler lidt krydderier.

5 Film, du kan (bør) gense

jun
13

Simons indlæg fik mig til at tænke på DVDer. For nogle år tilbage begyndte vi at rydde op i filmsamlingen – og kom til den indsigt, at en stor del af den bestod af “den bør man da have/se”-film… som vi for en stor dels vedkommende aldrig havde fået set. Mange af dem er uden tvivl gode film, men de har også ofte det tilfælles, at de kræver, at man er i det rette humør. Eller at man har noget overskud.

Heldigvis var der også en del titler i kategorien “Den kan vi da altid se.” For der er film, som man ved stort set enhver lejlighed kan hive frem og smide i den antikverede DVD-afspiller. Med andre ord: film, du bør eje på et fysisk medie – ikke fordi de nødvendigvis er gode, men fordi de underholder selv den kedeligste sjæl, og den slags vederkvægelse bør ikke være afhængig af, om streamingtjenesterne er nådige.

Og her er fem af dem: film, du altid kan gense og derfor bør eje på DVD.

1. Jurassic Park

Hele den originale serie, faktisk – og ikke fordi man skal være komplettist, men fordi man skal se dem alle for at forstå seriens højdepunkt: Jurassic Park III. Jep, jeg sagde det – ikke Spielbergs gennemførte nyklassiker (som ærligt talt er lidt for pæn) eller hans opfølger (som hver gang overrasker mig med, hvor dårlig den er), men tredie del af sagaen, hvor der ikke længere er ambitioner om at skabe filmkunst eller flødestuvet familieunderholdning, men bare god dino-tjubang med Sam Neill og William H. Macy. Selv den obligatoriske barneskuespiller slipper afsted med et uden at indbyde til verbal vold mod sin person (som visse andre hysteriske og/eller gymnastikudøvende eksemplarer af racen).

Den cross-over, der kunne være bedre end Jurassic Park III. Via.

2. Day After Tomorrow

Jeg er fristet til at sige, at der her er tale om den perfekte søndagsfilm. Kombination af aggressive klimaforandringer og heltemodige rollemodeller rammer den der goldilocks-zone, hvor tåbeligt bliver ophøjet til noget mere rent – man kunne kalde det skøntåbeligt. Når rumvæsener engang lander på den uddøde Jord og opdager den her, vil de se menneskene afbrænde deres bøger i stedet for det usandsynligt meget mere effektive træ, og de vil nikke vidende til hinanden over deres popcorn (eller, du ved, udenjordiske ækvivalent til det – sikkert hypercorn, hvis min ungdoms navngivelseskonventioner holder).

3. The Mummy

Nej, ikke den der med Scientology-talsmanden – og nej, heller ikke klassikeren med Boris Karloff, men de to (der findes kun to) med Brendan Fraser. De er (sagt helt uden ironi eller andre formildende omstændigheder) fandens god underholdning. Det er en mere letbenet udgave af Indiana Jones med mere overnaturlig action og ikke at forglemme 100% mere Brendan Fraser.

4. Tucker and Dale vs Evil

Jeg er glad for horror, men humoristisk horror er altså bedre til gensyn end “rigtig” horror. Måske er det, fordi folk ikke skriger, når man råber bøh anden gang, men de ler, når man kilder dem igen – og så skriger de, og politiet kommer, og det bliver altsammen lidt akavet. Men Tucker and Dale er sådan en film, der både tilfredsstiller mit horrorhjerte, fordi det er en kærlig parodi, får mig til at le, fordi den er sjov, og gør mig lidt glad, fordi hovedpersonerne bare er svære ikke at holde af. Og så er den fyldt med citerbare sekvenser.

5. Shaun of the Dead

Som en ekstra understregning af min pointe om horror og humor er der nok ikke en film, jeg har set flere gange end Shaun of the Dead. Shaun er… noget nær den fuldkomne film. Den fungerer som zombiefilm. Den fungerer som komedie. Den fungerer som film. Den fungerer som visuel smertestiller, når midtlivskrisen trykker. Samfundet ville spare penge, hvis vi erstattede alle samlivsterapeuter med tvungne forevisninger af Shaun of the Dead. Samtidig kunne det fungere som en lakmustest for menneskelighed – dem, der ikke reagerede på filmen, ville uden større tjuhej kunne køres til lejre, hvor de ikke ville kunne påvirke ægte mennesker.
(Shaun of the Dead er dejlig. Det behøver ikke betyder, at jeg skal være det. Men jeg ville måske overveje lejrenes beskaffenhed, hvis jeg blev sat til at gense den, før jeg skulle træffe beslutningen.)
Se Shaun igen, når du får chancen. Og nyd, hvordan den ikke kan afslutte en scene uden at rumme både en funktion i handlingen og en eller anden form for punchline. Der er en Terry Pratchett-agtig tvangsprægethed i dens konstruktion, som ikke er værdsat nok.

Hmmm, det var et ganske fornøjelig ned i gensynsglædens varme favn. Der vil jeg nok vende tilbage med flere titler – og opfordre mine medkumpaner til at gøre det samme. Vi kan skabe fundamentet for en ny dannelseskanon!

Fra Sortsand

jun
02

På det sidste har jeg været i gang med at rydde op i mine RSS-feeds, og det har hovedsageligt været den lidt triste oplevelse af at slette gamle sider, som står døde hen eller helt er slettet fra internettet. Listen over sider, jeg følger (eller tror, jeg følger), er vokset gennem mange år, så det er naturligt, at der er faldet nogle fra gennem siden – men forholdet mellem levende og døde sider føles lidt, som om point of no return i zombie-apokalypsen er nået. Fremover vil vi som digitale samuraier bevæge os gennem et virtuelt dødeland, mens de levende har forskanset sig i Facebook og lignende, hvor de lever af de uddøende rester af internettet og deres egne ekskrement.

Og ja, jeg har selv bidraget med flere sider til www-kirkegården, så jeg vil ikke spille hellig.

Men jeg har lyst til nu og da at pege på nogle af de sider, der heldigvis stadig lever. Og en af dem er Fra Sortsand.

Det er Martin Wangsgaard Jürgensen, der står bag – hans navne kan også ses på indtil videre tre horrorromaner, og det er også den genre, hans hjerte banker for. På nettet sker det bl.a. i indlæg, der udforsker genrens afkroge, gerne med et pulpet visuelt element. Som det seneste indlæg: Gotisk ikonografi III om spøgelseshuset som forsideelement.

Hvis din RSS-læser stadig er levende, hører Fra Sortsand til i den. Ellers må du stavre hen til siden og følge med manuelt.