SUPERKULTUR

Det grufulde bibliotek

feb
21

Jeg voksede op på horrorantologier. Af en eller anden grund fandtes der en del af dem i mine unge dage, mens det var noget sværere at finde science fiction i kortform, og fantasy havde slet ikke den tradition på dansk. Men horror – genren passer perfekt til formen, og sådan en god samling noveller er den perfekte introduktion til genren. Horrorantologier var mit gateway drug – de viste mig, at selv dansk litteratur rummede ting, der kunne være spændende, og senerehen var de et godt sted at finde forfattere, man kunne eftersøge på engelsk (når nu genren ikke havde så gode kår på dansk).

Så Det grufulde bibliotek varmer mit hjerte, uanset om det er gammelt og indskrumpet og koldt.

Full disclosure: jeg arbejder sammen med den ene af redaktørerne, og mit navn står på listen over folk, der bliver takket – hvilket blot viser, at Jette er cirka lige så høflig, som hun er inde i horror. Så jeg vil fremover tænke på hende som The Emma Gad of Horror! Men hendes ansættelsesforhold skal ikke forhindre mig i at slå fast, at hun og Kristian Nordestgaard har gjort et stort og imponerende arbejde med at finde tekster til samlingen.

Denne type antologi plejer gerne at inkludere en enkelt eller to ældre, danske tekster – og det plejer gerne at være de samme, der går igen. På den måde sparer man både tid og penge, mens man kan smykke sig med et eller to anerkendte navne, så vi kan klappe os selv på skulderen og sige, at selv de seriøse kan lide genren inderst inde. Men her har de to redaktører gravet dybt i litteraturhistoriens muld og genoplivet en overraskende samling navne, så BS Ingemann, Tom Kristensen, Holger Drachmann og andre står side om side med nyere navne som Steen Langstrup, Mikkel Harris Carlsen og (størst af alle) Grete Roulund. Alene af den grund er Det grufulde bibliotek noget af en guldgrube – som sædvanlig drejer vores civilisation i cirkler omkring afløbet, og børn læser ikke bøger længere (som det altid har været), men jeg kan nu ikke lade være med at forestille mig, at der er nogle stykker derude, der vil samle den her op (måske grebet af den lettere 80er-agtige forside) og vil opleve det som den første joint, der fører til et livslangt misbrug (men du ved, bare med bøger i stedet for hårde stoffer og behovet for at sælge sin krop og så videre).

Men der er nu tydeligvis tænkt på de voksne læsere, og der rammer den målet. Den giver en god gennemgang af nyere dansk horror, samtidig med den udbygger genrens historie længere tilbage i tiden. Jeg vil vove at påstå, at man skal være en mere end entusiastisk horrorlæser, hvis man ikke støder på et eller andet nyt i samlingen. Samtidig kommer den vidt omkring forskellige typer fortællinger i genren og leverer noget så grundlæggende nødvendigt som god horror. Det grufulde bibliotek er ganske enkelt noget af en uundgåelig udgivelse, hvis man har den mindste interessere i dansk horror.

BONUS: Jette har skrevet en række indlæg om Det grufulde bibliotek på Gyseren.dk.

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haikuTwitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).

Malstrømmen

jan
27

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Just After Sunset

jan
12
The Cat From Hell er klart den sjovest i den her bog.

Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.

Requiem

dec
09

Jeg burde nok starte med en SPOILER-ADVARSEL. Eller rettere: jeg burde faktisk starte med en specialfremstillet DUCK AND COVER-VIDEO til lejligheden, for de ting, der gør Requiem fed, bør man ikke vide, før man ser den – og jeg har lyst til at rante, så jeg vil nævne dem. Så måske burde du bare ignorere den følgende tekst og gå videre med dit liv. Vær et godt menneske og undlad at smadre dig vej gennem folks liv som en beruset gorilla (det er forresten noget af det, der IKKE er så godt ved Requiem).

Du er advaret.

Jeg kastede mig over Requiem i forventningen om en krimi-/spændingsserie med lidt dyster baggrund – jeg havde ingen tanker om overnaturlig horror. Men snart begyndte historien at blive krydret med små indfald, der måske kunne vise hen på noget sådant. Okay, tænkte jeg og forberedte mig på at skulle tilgive den, at det hele bare var i hovedpersonens syge sind eller fundet på af manipulerende skurke i skyggerne. Det har ikke været okay, siden smuglere igen og igen klædte sig ud som spøgelser i alverdens børnedetektiv-bøger i min ungdom, men okay, hvis nu resten af historien var okay, så kunne det vel gå an.

I stedet udviklede Requiem sig over de seks afsnit til rendyrket overnaturlig horror – endda en historie, som jeg kun ville have forventet at læse og ikke at se. Som en ekstra bonus var den del af historien super godt gennemført – det overnaturlige element fik den nødvendige vægt, fordi det voksede laaaangsomt frem. Kobl det på en kriminalfortælling, og så har man åbenbart en ganske god opskrift.

Var det blot det, ville jeg have anbefalet serien uforbeholdent.

Men åh, Requiem trykket hårdt og gentagent på en horror-antipati, jeg har – lad os kalde den Rosemary-knappen efter lige præcis hende med babyen. Rosemary-knappen er horrors tendens til at bruge en kvinderolle, gerne i hovedrollen, der accelererer fra at opføre sig tilforladeligt til at udstråle psykisk sygdom med tusinde soles kraft i løbet af ingen tid. Som regel har Rosemary grund til at opføre sig sådan (fordi, nåja, der er en sammensværgelse, og hun er gravid med antikrist eller noget lignende), men springet er gerne så abrupt, at man tænker, alle biroller i historien burde meldes for ikke at få hende tvangsindlagt (naturligvis med undtagelse af Satans medhjælpere eller hvad de nu er i den givne historie).

Requiem har nok det værste tilfælde af Rosemary, jeg længe har oplevet.

Matilda Gray er cellist og frisør-offer. Hendes mor dør under mystiske omstændigheder, og snart får Matilda mistanke om, at moderen slet ikke var moderen, og at det altsammen hænger sammen med et lille barns forsvinden 23 år tidligere i en walisisk landsby. Sammen med en ven og kollega drager hun afsted – og accelererer til manieret irriterende kvindemenneske, der er komplet ude af stand til at forestille sig andre menneskers eksistens og ret til at eksistere, fordi Matilda har brug for noget, og hun har brug for det NU!

På det punkt var det lidt som at se Klovn eller anden krumme-tæer-komik, der virker som et forsøg på at få seeren til at kigge væk. Det gav mig ærligt talt en smule stress, som desværre ikke altid kunne balancere med ønsket om at vide, hvor historien gik hen. Matilda farer som en Boris Karloff-Frankenstein på speed gennem folks liv og spreder ødelæggelse omkring uden på noget tidspunkt at forstå, at hun gør det (jeg kan mærke, at mit blodtryk stiger ved tanken). Havde dette aspekt af serien været håndteret lige så flydende som det overnaturlige, havde jeg nok været lidt forelsket – lige nu føler jeg mig lidt som en, der er sluppet ud af et tvivlsomt forhold og langsomt er ved at indse, hvor toksisk det var.

Men alligevel… det var nu en god historie.

Ghoul

nov
17

Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.

Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.

Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.

Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.

Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.

Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).

Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.

Don’t Watch This

nov
14

Netflix har om noget gjort det lettere at se film og tv-serier – hele processen er blevet effektiviseret. Ikke længere noget med at rejse sig fra sofaen og begive sig til egen samling eller et centralt udlejningssted eller for den sags skyld en biograf. Intet behov for at opsøge flere steder for at finde en titel (enten er den der, eller også er den ikke).

Det virker som et naturligt næste trin at levere indhold, der gør alt arbejdet for abonnenterne allerede i titlen: Don’t Watch This. Mere effektivt kan det dårligt blive.

Don’t Watch This er en samling på fem horror-kortfilm, som ramte midt i en indre diskussion. Jeg havde netop set to vellykkede eksempler på horror som tv-serier med hver deres tilgang – The Haunting of Hill House virkede som en gentænkning af Shirley Jacksons roman via Stephen King, mens sæson 3 af Channel Zero var baseret på en creepypasta, men på mange måder virkede som en filmatisering af en af Clive Barkers mere fantasy-orienterede romaner. Begge to er de helt klart værd at se, omend de slås lidt med problemet horror i etaper. Horror som genre bør vel et eller andet sted forsøge at skræmme seeren (eller læseren) – og fastholde vedkommende i den følelse. Det strider lidt imod tv-seriens opbygning, idet seeren gerne går til og fra historien.

De går forskelligt til udfordringen – Channel Zero ved at gå all in, Haunting of Hill House ved nogle gange at smide nogle lidt pligtskyldige gys ind (jeg har set serien beskrevet som for kedelig, men for min skyld måtte de faktisk gerne have skruet endnu mere ned for spøgelserne). Det fik mig ind på en lidt ældre tanke om, at den korte form er superb til horror – der er så mange muligheder, når man sætter sig nogle begrænsninger for historiens omfang.

Og der var det så, at denne serie dukkede op på Netflix, og jeg kastede mig gladeligt over den.

Desværre har Don’t Watch This stort set kun én tilgang til horror, og den er “Vi har en fyr, der kan lave den her effekt… så vi bruger en lille smule tid til at lave en undskyldning for at vise den effekt.” Der er med andre ord ingen historier eller særlige ideer eller stemning eller noget som helst andet, der kunne gøre kortfilmene her interessante. Med en lille undtagelse: det sidste afsnit, der med sine to minutters varighed faktisk rammer en meget god tone med antydning af mere under overfladen – hvilket så altsammen bliver smidt på jorden i allersidste klip, for “vi skal da lige have en effekt!”

Jeg har stadig en forkærlighed for korthorror, men den her serie ramte med en timing og en styrke, der har fået mine forventninger ned.

HAK

okt
25

For noget tid siden faldt jeg over novellen Conversation on a Starship in Warpdrive (i 70er-antologien Antigrav) og var tilstrækkeligt imponeret af den til at google det for mig ukendte forfatternavn. John Brosnan. En ganske produktiv herre, viste det sig, der havde gjort sig i både fiktion, faglitteratur og tegneserier. Også, viste det sig, en ganske produktiv herre, udi i pseudonymer: James Blackstone, Simon Ian Childer, John Raymond, Leroy Mitchell og – til mindst ét løftet øjenbryn – Harry Adam Knight.

Jeg har en lille samling af især 80er-horror af ganske tvivlsom kvalitet – for ikke at sige utvivlsom mangel på samme. Det inkluderer gerne et monster (bedst er det, hvis det er naturen, som går amok, synes jeg personligt) og personer med en personlighed så dyb som en mariehønes hårrødder. I praksis betyder det gerne, at vi inden for de første tredive sider har mindst ét voldsomt dødsfald og mindst én person, der tænker på, taler om, har eller tiltvinger sig sex. For at være ærlig tænkte jeg ikke så meget over det sidste som ung læser (undtagen et mentalt “Det her er så dumt, at selv jeg kunne gøre det bedre… måske skulle jeg blive horror-forfatter”), men som voksen er det blevet tiltagende pinagtigt at læse.

I den samling står, viser det sig, alle Brosnans bøger under navnet Harry Adam Knight. Og de udfører den funktion, de skal – hvilket er at fungere som mentalt mundskyl efter en enten god eller tung læseoplevelse (i dette tilfælde efter Peter Straubs Mr. X, som egentlig var begge dele). Jeg mistænker, at lige hans bøger er indkøbt på grund af et par filmatiseringer, der blev indtaget i 90erne – Dødens platform (Proteus) og Ondskabens baggård (Bedlam). Bedlam husker jeg for den tåbelige danske titel, og Proteus for monsteret, “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk,” som det lød, da den blev set en sen aften. Det er begyndt at gå op for mig, at min forkærlighed for 80-90er-horrorfilm skyldes, at de blev set som en del af et socialt samvær og en del af en samtale, mens jeg nu om dage snarere indtager dem alene og kun i snak med en kritisk sans. Det kan være ødelæggende for ens fornøjelse.

Men alt dette lå nok og boblede i underbevidstheden forleden, da jeg stak hånden i reolen og endte med at genlæse Slimer. Det var den, der senere skulle blive de umatematiske (er det mon det, der hedder noneuklidisk?) 50 procent rækværk i filmatiseringen. Og den er lige præcis, som den skulle være: dum og underholdende. Monstret, en genmanipuleret haj, blegner lidt i sammenlignet med historiens sexmonster, en pusher med en forkærlighed for voldtægt. Sammen med vore andre hovedpersoner havner han på en olieplatform, der har fungeret som genetisk laboratorium – der må de kæmpe for at slippe levende væk (og naturligvis have lidt sex indtil da, for der er åbenbart ikke noget, der stimulerer libidoen som overhængende lemlæstelse og grusom død).

Men ja, jeg sænker hovedet og indrømmer, at jeg finder det ganske fornøjeligt. Måske er det blot, fordi jeg for år tilbage læste en oplysning om John Brosnan – og ulig hans navn er lige præcis det datum blevende hængende sammen med “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk” : adspurgt om, hvorfor han skrev under det navn, var svaret, at det mindede om hack. Slimer, som man måske kan læse af titlen, er skrevet med en vis selvbevidsthed og ingen illusioner om kunst. Det er også sådan, den bør læses.

Event Horizon

okt
19

Gårsdagens snak om Lovecraft har af en eller anden grund fået mig til at gå og tænke på Event Horizon – ikke fordi jeg tænker den specielt lovecraftisk, men nok snarere fordi den ligger på samme mentale hylde som Mouth of Madness. Og ja, jeg er i den lejr af mennesker, som synes, det er en horrorfilm, der er værd at se (og er lidt traumatiseret over kvaliteten af resten af de film, Paul WS Anderson har stået for). Men ud af det kom så mindet om denne “eminente” hyldest til filmen:

 

To tilgange til Howard

okt
18

Jeg kan godt lide Lovecraft. Indrømmet, nogle gange kan jeg bedre lide ideen om Lovecraft end egentlig Lovecraft. Det bliver nok ikke bedre af min hjernes forsøg på at kompartmentalisere forfatteren Howard og det racistiske røvhul Howard, men sådan er det jo med så mange forfattere (og det skal det principielt have lov til).

For nylig er jeg stødt på HPL i to sammenhænge.

Den første er filmen The Endless, som Allan pegede på. Og tak for det, for det er præcis en af de der lavbudget-film, som overskrider sine egne grænser i kraft af de begrænsninger. To brødre vender tilbage til den kult, de stak af fra for år tilbage, efter at have modtaget et videobånd, der kunne tolkes som et selvmordsbrev. Der viser sig naturligvis at foregå skumle ting og sager, men tag ikke mit ord for det – se hellere traileren:

Kulter er naturligvis noget, Lovecraft var glad for, men det lykkes filmen ganske godt at omsætte hans kutteklædte, indavlede knivsvingere til mere moderne Heaven’s Gate-vibes og sære omstændigheder. Kombiner det med fornemmelse af magtfulde, men uhåndgribelige eksistenser, og du har en ganske fed Lovecraftisk film. Han nævnes endda med navn en enkelt gang, så der er ingen tvivl om inspirationen, men heldigvis udlades de klassiske Cthulhu-nødvendigheder – der er ingen Iä, Iä og generelt ingen mythos-koncepter, som kræver svær udtale. Bare ideen bag. Det fungerer.

Anderledes var det at støde på Howard i Peter Straubs Mr. X.

Straub skriver en slags horror, jeg er ganske glad for: langsom, nogle gange med en lidt udflydende historie og måske endda til tider lidt kedelig. Historier, man kan synke ned i og sikkert overse en masse detaljer af, men stadig opleve. I denne opdager vor hovedperson, at titlens Mr. X er hans far og udstyret med visse væmmelige evner, han gerne bruger til at slå folk ihjel med. Det fører til at dyk ned i hovedpersonen (og den skyggeagtige tvillingebrors) familiehistorie, hvilket der er masser af (og den er også som løftet ud af en Lovecraft-historie).

Det, der især slog mig ved Mr. X (udover at opdage, at den var (til tider meta-)lovecraftisk, var de passager, hvor skurken kaster sig ud i lange monologer henvendt til hans opfattelse af the Great Old Ones. Som her:

Teksten er så højspændt, at det er svært at tage den alvorligt. Jeg har en mistanke om, at det til dels er med vilje (senere nævnes det, at figuren har skrevet en Lovecraft-pastiche, som blev anmeldt dræbende), men samtidig er parodien så lige på, at det næsten rammer Poes lov. Og så gik det op for mig: internettet har dræbt et aspekt af Lovecraft for mig. Nej, ikke den del af internettet, som har gjort opmærksom på de grimmere dele af hans person – ikke engang Lovecraft-fans (måske er det, fordi jeg aldrig rigtig har begivet mig ned i det kaninhul) – men derimod de klassiske neckbeards. For der er noget i Howards fremmedordsbefængte ordkæder, der passer utroligt godt til vrede mennesker, der skal finde validering skjult bag en skærm. Og hvor jeg kan slippe afsted med at læse en lovecraftisk fortælling i historisk miljø, ødelægger det ganske oplevelsen, når det foregår i et nutidigt miljø. Og det er lidt min oplevelse, at lidt præcis sprogbruget ofte bliver draget frem som den rigtige måde at vise, at man har læst sin Lovecraft (og det har fået mig til at droppe historier, fordi de ganske enkelt blev parodiske). Måske er det et tilbagekald til det scorecard crew, vi tidligere har snakket om her på siden – de folk, der har lettest ved at forholde sig til ting i kasser, såsom let genkendeligt sprogbrug eller nærmest rituelt fremførte navne.

Hvad var min pointe med alt dette? Måske mest et spørgsmål: hvem har formået at skabe lovecraftiske værker uden at forfalde til at “skrive som Howard”?

Selv kan jeg lægge ud med Carpenter Mouth of Madness. Bedre ikke-filmatisering af Lovecraft har jeg svært ved at forestille mig.