SUPERKULTUR

Til de sløve padder

maj
11

Jeg burde ikke læse danske forfattere, der skriver på engelsk – der er en lille krog af min hjerne, der ser det som sin opgave at opdage de sproglige og grammatiske fejl, og det i en grad, så der sandynligvis er en god bunke falske positive med i bunken. Men der er nu altså en del fejl i Bo Sejers humoristiske horrornovelette To Those Who Are Asleep, og det er træls, for der er også en del potentiale.

Vor hovedperson, Ash vågner op med et massivt hukommelsestab, og verden er gået under – som det jo sker. Men ingen synes helt bevidste om, at det er sket, udover Ash og hans venner. Der er monstre og spøgelser og – for vore helte, i al fald – gang i den. Ash, som har glemt alt, hvad der er foregået de seneste år, bliver smidt ud på dybt vand og må forholde sig til en verden, der ikke er positivt indstillet over for ham.

Bo Sejer har tydeligvis en god kulturel baggrund. Man kunne mistænke, at hovedpersonen henter sig navn fra The Evil Dead, og hvis man har læst John Dies at the End, kender man noget til den stemning, der sigtes efter. De unge mænd bevæger sig lettere fjogede, men altid med en skarp replik rundt i en verden, der er gået af lave og har bevæget sig over i det absurde.

Vi er ikke på niveau med David Wong, naturligvis – Sejer formår ikke helt den samme kontraintuitive logik eller det kritiske øje på sin fortæller – men To Those Who Are Sleep er hurtigt læst og ganske fornøjelig. Forsiden ligner noget fra 70er-britisk horror, men rammer i sin ufærdighed egentlig indholdet ret godt – der er potentiale her, uden tvivl. Sejer formår rigtig mange steder at holde sig lidt tilbage i teksten, der ellers hurtigt kunne blive hektisk og febrilsk, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne have været adskillige grader bedre, hvis han ikke skulle have brugt energien på at formulere sig på et andet sprog. Men det er naturligvis noget, der kan blive bedre med øvelsen, så på et tidspunkt vil jeg have et kig på To Those Who Dream Of Stranger Worlds, der må formodes at være en fortsættelse. Og han har tidligere udsendt en kort novellesamling på dansk.

To Those Who Are Asleep er til dem, der gerne vil have deres horror med en del humor, tjubang og lidt frækhed.

My First Day

maj
06

YouTube lader til at være ved at løbe tør for Mitchell and Webb-afsnit, så i stedet har den på det sidste forsøgt at stille mig tilfreds med korte horrorfilm. Der er dog langt mellem snapsene – eller i al fald langt mellem dem, som ikke blot er pligtskyldig skabelon-udfyldelse. Lidt mere held har den med de humoristiske horrorfilm, som denne:

Mikrofiktion

maj
02

Peter havde netop skyllet shampooen ud af håret, da en skikkelse passerede forbi på den anden side af badeforhænget. Luften stoppede på vej ind i hans lunger. Han var nøgen og sårbar under en svindende vandstråle, der var begyndt at blive kold, men han var ikke alene i lokalet.
Hans hjerne havde set nok horrorfilm til at vide, at det var en situation, hvor han skulle reagere. Men hans krop havde set for mange pornofilm til at reagere hensigtsmæssigt.

Det var akavet, da de fandt liget.

Peter Rædselskanin

apr
28

Det er tidligt på året, men det her må alligevel tage prisen som årets (utilsigtede?) PR-stunt for en horrorfilm – en australsk biograf kom til at køre traileren til horrorfilmen Hereditary før Peter Rabbit. Venn-diagrammet, som viser overlappet i publikum til de to, er sikkert et, som politiet bruger til at profilere folk med.

“It was dreadful. Very quickly you could tell this was not a kid’s film,” an audience member told the newspaper. “Parents were yelling at the projectionist to stop, covering their kids’ eyes and ears. Some parents fled the cinema with their kids in tow.”

Som en bonus ser Hereditary ganske interessant ud:

Tak til Allan for tippet.

Et grafisk horrordigt!

apr
18

himmel
himmel
himmel
himmel
jord
jord
jord
dig