SUPERKULTUR

Foreslå mig en podcast

jul
16

Siger du, at jeg kan stavre og lytte på samme tid? Det er jo en vidunderlig maksimering af min tid!

For nylig fik jeg en ny telefon – til afløsning for en gammel, gammel sag, jeg havde overtaget fra min kone (og allerede dengang var så brugt, at den havde hendes chatprogram brændt permanent ind i skærmen). Jeg havde lidt en forventning om, at den voldsomme opgradering ville få mig til at føle mig som Buck Rogers, der vågner op i det 25. århundrede, men den eneste rigtige nytænkning syntes at være “Hvorfor f*nden lukker min podcast-app hvert halve minut?” (Også kendt som: vi har indført en automatisk batteristyring, som agerer dommer over, hvilke apps der må bruge strøm).

Men førnævnte podcast-app er så en af de personlige forandringer, der kommet til. For førhen var det ikke plads på telefonen, og når jeg lyttede noget, skete det som regel ved manuel download fra en browser. Men nu er det nye tider! Omend alle andre selvfølgelig kastede sig over podcasts rigtigt i det 24. århundrede.

Men jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer indtil videre, fordi jeg stadig er i test-fasen – og gerne vil høre forslag til podcasts, jeg bør høre.

1. God ren horror

Pseudopod har jeg før lyttet til. Det er en podcast med horrornoveller, en for hvert afsnit (eller nogle stykker i deres Flash on the Borderlands-afsnit). og der er ingen tvivl om, at den hører til på min liste. Der er selvfølgelig forskelle i, hvor rent de enkelte afsnit rammer mig personligt, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten generelt er højt – både historierne og oplæsningen. De har også en søsterpodcast med sicence fiction, Escape Pod, som jeg har lyttet til før og regner med at genoptage.

2. Skræmmende tanker

Scary Thoughts har jeg kun hørt et par enkelte afsnit af, men de har begge været spændende og overraskende. Værterne snakker horrorfilm – og selv afsnittet om “Only Lovers Left Alive”, som jeg af rent principiel modvilje aldrig har set, gav nogle gode indsigter.

3. Det startede så godt…

Jeg har hørt Lore før – der startede jeg fra starten, og Mahnke leverede gode, stramt fortalte historier fra virkelighedens grænseland uden nogensinde at blive fjollet dramatisk. De nye afsnit virker ærligt talt lidt mere usammenhængende. Jeg tør ikke sige, om det er, fordi han er løbet lidt tør for de helt gode historier, eller om han har været nødt til at udvide konceptet lidt, efter Lore også er blevet en serie på Amazon Prime, men jeg tror ærligt talt ikke, serien bliver hængende på min liste.

4. Ting du bør vide

SYSK – Stuff You Should Know – er bygget på den nysgerrighed, jeg ikke længere helt kan opmønstre i samme omfang som de to værter, så det er rart at få tingene serveret for en på den måde. Der tages udgangspunkt i nogle gerne lidt skæve emner – som f.eks. twinkies eller gerrymandering – og de to snakker sig så omkring emnet. Godt og spændende, men nogle gange med lidt for meget hyggesnak; jeg må indrømme, at jeg er sprunget over et afsnit eller to, fordi de første mange minutter handlede om deres kærlighed for baseball eller lignende i stedet for emnet. Der mangler lidt en “Spring indledningen over”-knap.

5. Hurtig videnskab

60-Second Science: Hyggelig og hurtig lille videnskabspodspodcast fra Scientific American. Jeg håber, den kan være et entry drug til nogle længere af slagsen.

6. Den døde

Kadaverland er en dansk og desværre afdød podcast om alt med zombier. Det blev desværre kun til fem afsnit, men Thomas Arnt, der fortæller, er generelt enig med mig i sin gennemgang af filmene, så han er naturligvis en fryd at lytte til.

7. Bobleren

Drabblecast – her har jeg faktisk for længst hørt samtlige afsnit. Og den har ligget død længe, men er nu i gang med en relaunch, og jeg glæææææder mig. Den rummer gerne tre noveller i hvert afsnit: en almindelig, en drabble (100 ord) og en twabble (100 tegn). Genreafgrænsningen er lidt mere flydende, men gerne med lidt humor inde bag. Den bør helt klart være på listen – både min og din.

Det er, hvad jeg har haft ørerne i indtil videre. Forslag til nyt?

Ondskabens rødder

jul
03

Nu og da fornøjer jeg mig med at dykke ned i den danske nationalbibliografi for at tage en virtuel gåtur rundt mellem hylderne og se, hvad jeg kan falde over. Nu og da er det overraskende, hvad der er udkommet på dansk – og af danske forfattere. En af de lettere støvede titler, der faldt ud af skærmen, var Flemming Chr. Nielsens romandebut, Ondskabens rødder.

Nielsen har opnået en del anerkendelse både for sine senere romaner og sin oversættelse af Herman Melville. Ondskabens rødder må dog siges at være en gennemført pulp-fornøjelse. Det er ikke de litterære prætentioner, der præger den, men lige ud af landevejen, klassisk bøh-horror.

En journalist – han forbliver vist navnløs – flytter ind i et parcelhus. Arkitektonisk kønt, og køkkenet er af en fremragende standard, som ejendomsmægleren siger. Han undlader dog at nævne noget om det onde træ, der står i baghaven og pønser på mord. Det må vor hovedperson selv opdage, og det gør han da også snart. Der er nemlig ikke så meget tid til at spekulere over tingene i Ondskabens rødder – der er et træ, dets rødder lister sig ind overalt, og det prøver at slå vor helt ihjel. Uden held, naturligvis, men så er der heldigvis en biperson, det kan tage livet af. Som har en datter, der uden videre tøven flytter ind i huset, fordi hun mistænker journalisten.

Ja, det er lidt sådan, personerne optræder i historien – måske ikke med den store realisme, men med god sleazy effekt. Handlingen skal ikke stå stille på grund af persontegningen, og et træ er ikke tilfreds med klorofyl. Blod må der på bordet. Heldigvis er vor helt jo journalist, så han har kendskab til lignende sager og kan jagte mysteriet til dets tilfredsstillende konklusion.

Det er svært at sige, at Ondskabens rødder er en decideret god bog – men den er nu altså ganske underholdende. Især fordi Flemming Chr. Nielsen klarer på cirka 100 sider, hvad jeg sagtens kunne forestille mig i en samtidig amerikansk roman på omkring 300. Han kender tydeligt nok genren og ved, hvad læseren forventer – hvorfor så spilde tiden? En pulp-action-finurlighed fra den danske litteraturhistorie.

PS. Nej, jeg er ikke helt sikker på, hvad forsiden forestiller. Det virker lidt obskønt, men jeg er ikke sikker på, at det er meningen.

Horrorstör

jun
28

“Sidder du og læser et Ikea-katalog?” spurgte en af mine kolleger, da jeg benyttede frokostpausen på at indtage lidt alternativt indpakket horror, så der scorede Grady Hendrix’ roman Horrorstör et point. Desværre var den lidt i minus på det tidspunkt, så det var tiltrængt.

Baggrunden for det måske noget forvirrende spørgsmål er, at handlingen finder sted i Orsk, et amerikansk Ikea-ripoff, og Horrorstör er pakket ind, så forsiden signalerer billige, letsammensætlige møbler til overkommelige priser – dog med et horrortwist, hvis man kigger nærmere på billedet eller vender bogen om. Det er sjovt fundet på, og det visuelle overskud fortsætter inde i bogen, hvor hvert kapitel indledes med introduktion af en af Orsks varer, komplet med faux-skandinavisk navn og letaflæselig stregtegning. De første og sidste side er som taget ud af et reklamefremstød for butikken og formår endda at føje lidt ekstra til historien. Det er godt fundet på og gennemført, så man må trække en smule på smilebåndet.

Desværre afspejles det overskud ikke i historien.

Vor hovedperson er Amy, som hader sit job og især sin chef. Hun drømmer om at flytte til en anden Orsk-forretning – gerne en, hvor der ikke er folk, der skider i sofaerne om natten eller sender mystiske beskeder til de ansattes telefoner. Hun får muligheden, men det kræver, at hun sammen med et par andre ansatte (inklusiv chefen) tilbringer natten i butikken for at finde ud af, hvem der bedriver hærværk. Det er (naturligvis) ikke bare almindelige Walmart-rejects, men alverdens skummelheder, der bevæger sig rundt i de købsprogrammerende gange. Orsk er ikke bygget på en indianerkirkegård, men det er tæt på.

Det er altsammen en ganske genkendelig horroropskrift – gysets bøf med løg og kartofler. Vi har fået det serveret mange gange før, men nok især i filmform, for det er en historie, der er ret visuel, og man kunne godt mistænke, at Horrorstör var skrevet med et manuskript i baghovedet. Det er såmænd okay – den er hurtigt læst, og man bliver ikke unødigt udfordret, så som afslapningslæsning fungerer den upåklageligt. Det er bare, at indpakningen lover mere – jeg forventede noget humor, selv om det ikke behøvede at være på John Dies at the End-niveau, og jeg forventede noget mere, noget overraskende, noget ikke-pligtskyldigt. Men teksten bliver desværre aldrig rigtig mere end funktionel. Hendrix har også skrevet en bog, Paperbacks from Hell, om 70-80ernes horrorboom (som jeg stadig venter på, at biblioteket skal få hjem til mig), og jeg kunne lidt mistænke, at der måske er tale om “åben mælk i køleskabet”. Måske har Hendrix fordybet sig så meget i sit kildemateriale, at hans egen historiefortælling har taget smag efter det. Jep, Horrorstör er blevet saltet med lidt hip indpakning og lidt gennemtestet plotafvikling, men den mangler lidt krydderier.

5 Film, du kan (bør) gense

jun
13

Simons indlæg fik mig til at tænke på DVDer. For nogle år tilbage begyndte vi at rydde op i filmsamlingen – og kom til den indsigt, at en stor del af den bestod af “den bør man da have/se”-film… som vi for en stor dels vedkommende aldrig havde fået set. Mange af dem er uden tvivl gode film, men de har også ofte det tilfælles, at de kræver, at man er i det rette humør. Eller at man har noget overskud.

Heldigvis var der også en del titler i kategorien “Den kan vi da altid se.” For der er film, som man ved stort set enhver lejlighed kan hive frem og smide i den antikverede DVD-afspiller. Med andre ord: film, du bør eje på et fysisk medie – ikke fordi de nødvendigvis er gode, men fordi de underholder selv den kedeligste sjæl, og den slags vederkvægelse bør ikke være afhængig af, om streamingtjenesterne er nådige.

Og her er fem af dem: film, du altid kan gense og derfor bør eje på DVD.

1. Jurassic Park

Hele den originale serie, faktisk – og ikke fordi man skal være komplettist, men fordi man skal se dem alle for at forstå seriens højdepunkt: Jurassic Park III. Jep, jeg sagde det – ikke Spielbergs gennemførte nyklassiker (som ærligt talt er lidt for pæn) eller hans opfølger (som hver gang overrasker mig med, hvor dårlig den er), men tredie del af sagaen, hvor der ikke længere er ambitioner om at skabe filmkunst eller flødestuvet familieunderholdning, men bare god dino-tjubang med Sam Neill og William H. Macy. Selv den obligatoriske barneskuespiller slipper afsted med et uden at indbyde til verbal vold mod sin person (som visse andre hysteriske og/eller gymnastikudøvende eksemplarer af racen).

Den cross-over, der kunne være bedre end Jurassic Park III. Via.

2. Day After Tomorrow

Jeg er fristet til at sige, at der her er tale om den perfekte søndagsfilm. Kombination af aggressive klimaforandringer og heltemodige rollemodeller rammer den der goldilocks-zone, hvor tåbeligt bliver ophøjet til noget mere rent – man kunne kalde det skøntåbeligt. Når rumvæsener engang lander på den uddøde Jord og opdager den her, vil de se menneskene afbrænde deres bøger i stedet for det usandsynligt meget mere effektive træ, og de vil nikke vidende til hinanden over deres popcorn (eller, du ved, udenjordiske ækvivalent til det – sikkert hypercorn, hvis min ungdoms navngivelseskonventioner holder).

3. The Mummy

Nej, ikke den der med Scientology-talsmanden – og nej, heller ikke klassikeren med Boris Karloff, men de to (der findes kun to) med Brendan Fraser. De er (sagt helt uden ironi eller andre formildende omstændigheder) fandens god underholdning. Det er en mere letbenet udgave af Indiana Jones med mere overnaturlig action og ikke at forglemme 100% mere Brendan Fraser.

4. Tucker and Dale vs Evil

Jeg er glad for horror, men humoristisk horror er altså bedre til gensyn end “rigtig” horror. Måske er det, fordi folk ikke skriger, når man råber bøh anden gang, men de ler, når man kilder dem igen – og så skriger de, og politiet kommer, og det bliver altsammen lidt akavet. Men Tucker and Dale er sådan en film, der både tilfredsstiller mit horrorhjerte, fordi det er en kærlig parodi, får mig til at le, fordi den er sjov, og gør mig lidt glad, fordi hovedpersonerne bare er svære ikke at holde af. Og så er den fyldt med citerbare sekvenser.

5. Shaun of the Dead

Som en ekstra understregning af min pointe om horror og humor er der nok ikke en film, jeg har set flere gange end Shaun of the Dead. Shaun er… noget nær den fuldkomne film. Den fungerer som zombiefilm. Den fungerer som komedie. Den fungerer som film. Den fungerer som visuel smertestiller, når midtlivskrisen trykker. Samfundet ville spare penge, hvis vi erstattede alle samlivsterapeuter med tvungne forevisninger af Shaun of the Dead. Samtidig kunne det fungere som en lakmustest for menneskelighed – dem, der ikke reagerede på filmen, ville uden større tjuhej kunne køres til lejre, hvor de ikke ville kunne påvirke ægte mennesker.
(Shaun of the Dead er dejlig. Det behøver ikke betyder, at jeg skal være det. Men jeg ville måske overveje lejrenes beskaffenhed, hvis jeg blev sat til at gense den, før jeg skulle træffe beslutningen.)
Se Shaun igen, når du får chancen. Og nyd, hvordan den ikke kan afslutte en scene uden at rumme både en funktion i handlingen og en eller anden form for punchline. Der er en Terry Pratchett-agtig tvangsprægethed i dens konstruktion, som ikke er værdsat nok.

Hmmm, det var et ganske fornøjelig ned i gensynsglædens varme favn. Der vil jeg nok vende tilbage med flere titler – og opfordre mine medkumpaner til at gøre det samme. Vi kan skabe fundamentet for en ny dannelseskanon!

Fra Sortsand

jun
02

På det sidste har jeg været i gang med at rydde op i mine RSS-feeds, og det har hovedsageligt været den lidt triste oplevelse af at slette gamle sider, som står døde hen eller helt er slettet fra internettet. Listen over sider, jeg følger (eller tror, jeg følger), er vokset gennem mange år, så det er naturligt, at der er faldet nogle fra gennem siden – men forholdet mellem levende og døde sider føles lidt, som om point of no return i zombie-apokalypsen er nået. Fremover vil vi som digitale samuraier bevæge os gennem et virtuelt dødeland, mens de levende har forskanset sig i Facebook og lignende, hvor de lever af de uddøende rester af internettet og deres egne ekskrement.

Og ja, jeg har selv bidraget med flere sider til www-kirkegården, så jeg vil ikke spille hellig.

Men jeg har lyst til nu og da at pege på nogle af de sider, der heldigvis stadig lever. Og en af dem er Fra Sortsand.

Det er Martin Wangsgaard Jürgensen, der står bag – hans navne kan også ses på indtil videre tre horrorromaner, og det er også den genre, hans hjerte banker for. På nettet sker det bl.a. i indlæg, der udforsker genrens afkroge, gerne med et pulpet visuelt element. Som det seneste indlæg: Gotisk ikonografi III om spøgelseshuset som forsideelement.

Hvis din RSS-læser stadig er levende, hører Fra Sortsand til i den. Ellers må du stavre hen til siden og følge med manuelt.

Til de sløve padder

maj
11

Jeg burde ikke læse danske forfattere, der skriver på engelsk – der er en lille krog af min hjerne, der ser det som sin opgave at opdage de sproglige og grammatiske fejl, og det i en grad, så der sandynligvis er en god bunke falske positive med i bunken. Men der er nu altså en del fejl i Bo Sejers humoristiske horrornovelette To Those Who Are Asleep, og det er træls, for der er også en del potentiale.

Vor hovedperson, Ash vågner op med et massivt hukommelsestab, og verden er gået under – som det jo sker. Men ingen synes helt bevidste om, at det er sket, udover Ash og hans venner. Der er monstre og spøgelser og – for vore helte, i al fald – gang i den. Ash, som har glemt alt, hvad der er foregået de seneste år, bliver smidt ud på dybt vand og må forholde sig til en verden, der ikke er positivt indstillet over for ham.

Bo Sejer har tydeligvis en god kulturel baggrund. Man kunne mistænke, at hovedpersonen henter sig navn fra The Evil Dead, og hvis man har læst John Dies at the End, kender man noget til den stemning, der sigtes efter. De unge mænd bevæger sig lettere fjogede, men altid med en skarp replik rundt i en verden, der er gået af lave og har bevæget sig over i det absurde.

Vi er ikke på niveau med David Wong, naturligvis – Sejer formår ikke helt den samme kontraintuitive logik eller det kritiske øje på sin fortæller – men To Those Who Are Sleep er hurtigt læst og ganske fornøjelig. Forsiden ligner noget fra 70er-britisk horror, men rammer i sin ufærdighed egentlig indholdet ret godt – der er potentiale her, uden tvivl. Sejer formår rigtig mange steder at holde sig lidt tilbage i teksten, der ellers hurtigt kunne blive hektisk og febrilsk, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne have været adskillige grader bedre, hvis han ikke skulle have brugt energien på at formulere sig på et andet sprog. Men det er naturligvis noget, der kan blive bedre med øvelsen, så på et tidspunkt vil jeg have et kig på To Those Who Dream Of Stranger Worlds, der må formodes at være en fortsættelse. Og han har tidligere udsendt en kort novellesamling på dansk.

To Those Who Are Asleep er til dem, der gerne vil have deres horror med en del humor, tjubang og lidt frækhed.

My First Day

maj
06

YouTube lader til at være ved at løbe tør for Mitchell and Webb-afsnit, så i stedet har den på det sidste forsøgt at stille mig tilfreds med korte horrorfilm. Der er dog langt mellem snapsene – eller i al fald langt mellem dem, som ikke blot er pligtskyldig skabelon-udfyldelse. Lidt mere held har den med de humoristiske horrorfilm, som denne:

Mikrofiktion

maj
02

Peter havde netop skyllet shampooen ud af håret, da en skikkelse passerede forbi på den anden side af badeforhænget. Luften stoppede på vej ind i hans lunger. Han var nøgen og sårbar under en svindende vandstråle, der var begyndt at blive kold, men han var ikke alene i lokalet.
Hans hjerne havde set nok horrorfilm til at vide, at det var en situation, hvor han skulle reagere. Men hans krop havde set for mange pornofilm til at reagere hensigtsmæssigt.

Det var akavet, da de fandt liget.

Peter Rædselskanin

apr
28

Det er tidligt på året, men det her må alligevel tage prisen som årets (utilsigtede?) PR-stunt for en horrorfilm – en australsk biograf kom til at køre traileren til horrorfilmen Hereditary før Peter Rabbit. Venn-diagrammet, som viser overlappet i publikum til de to, er sikkert et, som politiet bruger til at profilere folk med.

“It was dreadful. Very quickly you could tell this was not a kid’s film,” an audience member told the newspaper. “Parents were yelling at the projectionist to stop, covering their kids’ eyes and ears. Some parents fled the cinema with their kids in tow.”

Som en bonus ser Hereditary ganske interessant ud:

Tak til Allan for tippet.

Et grafisk horrordigt!

apr
18

himmel
himmel
himmel
himmel
jord
jord
jord
dig