SUPERKULTUR

Sjov med klovnekostumer

okt
09


Du kommer også til at flæve… jeg mener, svæve!

Klovne er ikke et ukendt emne her på siden – og jeg tror, der er generel enighed om, at de er sådan et kulturelt modsvar til et dødt æsel i vandhullet; noget, man skal holde lidt afstand til. Og vi ved naturligvis fra Stephen Kings Det onde, at de har en tendens til at vende tilbage med jævne mellemrum for at æde børns sjæle – og det gør de åbenbart også i virkeligheden, viser det sig.

For jeg kendte godt til de typer, der rendte rundt i 2016  og lod til at lege “Hvem bliver først skudt ned” ved at klæde sig ud som skræmmende klovne. Men jeg havde ikke før set, at det samme skete i firserne.

“It’s a mistake to ask when clowns went bad,” he says, “because they were never really good.”

A Brief History of Creepy Clowns er ret god til at trække de store linier gennem klovnens udvikling fra trickster til… nåja, sminket ondskab. Det kulminerede i 80erne, måske inspireret af John Wayne Gacy, der havde for vane at iklæde sig klovnekostumet og kalde sig Pogo. Navnet John Wayne afstedkommer åbenbart et ønske om at iklæde sig kulturelt signifikant tøj og slå folk ihjel – den anden fik det dog i det mindste omsat til en succesfuld filmkarriere.

Men i 1981 var Boston ground zero for klovneapokalypsen. Ground Pogo, måske? I slutningen af april sendte en school counselor et memo ud til forældrene – “Hold udkig efter mænd klædt ud som klovne”. Hvilket de gjorde, og som ved den observationens kulturelle kvantefysisk var de pludselig overalt. Den første, der blev arresteret, var dog kun en halv klovn – det vil sige, at han var nøgen fra livet og nedefter (hvilket ikke gjorde situationen bedre).

Over the next few days more calls came in, from East Boston to Cambridge and throughout other cities in the area – every call said the same thing; clowns in a van are trying to get children to go with them. Police start pulling over any car or van with a clown in it, which there were apparently a lot of them in the Boston area in 1981, but all they found were birthday party clowns. By May 9th, police were questioning the veracity of these reports. As they went over the multitudes of accounts, officers realized that no adult ever saw these clowns, only children ages five to seven. At the same time, reports of creepy clowns in Boston slowed down.

13th Floor har historien: When Pennywise Was Real: The Phantom Clown Scare of 1981

Og et bonuslink, fordi klovn er en karriere, der kan føre vidt, børnlille – selv hele vejen til Supreme Court – Bad Clowns:

9. Crotchy

Crotchy the Clown was charged with obscenity for exposing himself while hosting a public-access show called Cosmic Comedy in the 1990s; he appealed his conviction and his case ended up with the Nebraska Supreme Court being forced to watch him masturbate.

 

The Autopsy of Jane Doe

okt
04

Fire døde mennesker i et hus. Muligvis er det et røveri, der er slået fejl. Den ene af de døde ligger halvt begravet i kælderen. Det lyder som oplægget til en krimi, men heldigvis er der andet og mere i The Autopsy of Jane Doe. For liget bringes til det lokale lighus med besked om en hurtig obduktion – pressen vil have spørgsmål i morgen tidligt, så det haster med en dødsårsag. Far og søn kaster sig over projektet der i kælderen.

Projektet kaster sig over dem.

Især første del af The Autopsy of Jane Doe er et vellykket horror-kammerspil. De to mænd begynder at undersøge den døde krop, og besynderlige detaljer dukker op. Der er ikke de tegn, et lig burde fremvise efter en vis tid, og trods voldsomme skader er der heller ingen ydre indikationer. Det er et mysterium, som så langsomt begynder at udvikle sig til rædsel.

Historien bevæger sig lidt væk fra de to mænd i et lokale, men formår alligevel at opretholde en god klaustrofobi. For selvfølgelig er der noget overnaturligt involveret, og selvfølgelig befinder vi os i en bygning fyldt med døde mennesker, og selvfølgelig går det helt ad helvede til.

Jeg var noget overrasket over at opdage, at det er André Øvredal, der står bag The Autopsy of Jane Doe – nok mest kendt for den eminent underholdende Troldjægeren. Der var han også i horrorfarvand, men den her går til emnet på helt anden vis. Der er ikke det underlæggende glimt i øjet, som løfter Troldjægeren op – og det ville da også passe dårligt her. Desværre mangler den lidt et lignende krydderi for lige at løfte den det sidste stykke; for Jane Doe ligner en standard amerikansk horrorfilm, og selv om den er langt over middel (og betydeligt bedre end det meste af det, streamingtjenesterne byder på), kan jeg ikke lade være med at føle, at den mangler det sidste. Afklaringen af det grundlæggende mysterium bliver lidt klodset (indrømmet, det ville være svært at gøre det let og glidende, når man er så begrænset i lokation som her), men ideen er nu dejligt oldschool. Jeg vil ikke afsløre den her – og hvis jeg lyder kritisk, er det hovedsageligt for at sænke dine forventning, men kilde din nysgerrighed, så du ser den og bliver positivt overrasket.

The Midnight Society

sep
30

Det her den mest underholdende Twitter-tråd (eller rettere: Twitter-monolog), jeg længe har set.

Stoker: Submitted for the approval of the Midnight Society, I call this The Tale of Dracula
Barker: ‘s dick haha
Stoker: stop it, there’s no sex in this >:C
Stoker: why are you all so into that gross sex thing?!
Stoker: why can’t you all be normal like howard?!
Lovecraft:[sweats]

Thelma

sep
24

Du tager en del art horror, en del socialrealistisk teenagedrama og en del Carrie – og med stor sandsynlighed får du noget, som vil irritere undertegnede. Med mindre, viser det sig, at resultatet hedder Thelma og er en norsk film. Jeg havde opfanget art horror-vibrationerne og var egentlig indstillet på at vrisse lidt ad filmen, men var noget overrasket over at blive fanget ind.

Titlens Thelma er en ung kvinde, der flytter hjemmefra for at starte på universitet. Det er selvsagt en situation, der lægger op til voldsomme forandringer i hendes liv og selvforståelse, og det bliver også snart tydelig, hvor grundlæggende rystet hun er. Hendes forældre er religiøse og sørger for konstant at holde en snor i hende, mens hendes omgivelser (og indre) opfordrer hende til at bryde den snor og finde sig selv. Snart er der en begyndende romance, der bliver drukket øl og så videre.

Og så går det galt.

Det viser sig, at der skjuler sig andet og mere dystert i Thelmas underbevidsthed end blot lidt syndige tanker. Hun begynder at få anfald, og mystiske ting sker.

Historien er ganske klassisk og set en del gange før – men sådan er det jo for de fleste historier, og her håndteres den med god finesse. Især i første del af filmen hentes der fortællestil fra socialrealistisk historier om stakkels unge mennesker, som vi kender, og det giver en god bund til den horror, der sniger sig ind. Der leges lidt med nogle klicheer (sorte fugle samler sig, når Thelma bliver presset), men de får aldrig lov til at tage overhånd (vi når aldrig helt derhen, hvor fuglene udspenslet angriber eller brager mod vinduerne). Og fra art horroren hentes en dvælen og nogle visuelt godt fungerende scener, som helt klart løfter filmen op.

Det er en af den slags film, som godt kan brygge lidt videre efter slutningen – selvsamme slutning, der virkede lidt letkøbt, men langsomt voksede med sine antydninger og konsekvenser.

Et studie i blåt

sep
11

Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.

Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.

Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.

Metapoint:

+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.

+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.

+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.

÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?

Klovne

aug
29

Vi har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ indtil videre ganske fornøjelige Paperback from Hell:

Golden Child versus Batman: Kaashmora

aug
17

Du behøver ikke en ansigtstatovering for at have det så sjovt som jeg – men det hjælper!

På et eller andet tidspunkt vil jeg tage mig sammen og skrive lidt om, hvordan det har været med et par måneders abonnement på Amazon Prime Video – men hver gang min irritation er ved at nå et punkt, der kunne anspore til handling, falder jeg over noget i deres samling af film. Det kan være noget godt, men det kan også være noget sært underholdende som i tilfældes Kaashmora.

Jeg har ingen erfaring med indiske film – udover de enkelte klip med charmerende overkørte actionsekvenser, som har cirkuleret på nettet og så en forventning om sang- og dansenumre. Og begge dele leverer Kaashmora – sammen med oplevelsen af at se en klassisk Hollywood 80er-film. Jeg forestiller mig Eddie Murphy i hovedrolle som elskelig antihelt.

Det bliver ikke mindre fremtrædende af, at filmen grundlæggende starter med the golden child. Hun og Batman – eller rettere: en skikkelse bestående af flagermus – vil begge have fat i Kaashmora. Denne viser sig at være en showman-exorcist med en sans for melodrama – og en skrumpehovedhammer. Begge dele bruger han med god virkning til at tjene penge (og angivelig uddrive ånder). Der findes en industri af exorcister, men sammen med familien er Kaashmora helt klar stjernen (og den, der tjener flest penge)

Jeg mistænker, at Karthi, der spiller hovedrollen (begge hovedroller, faktisk) er et kendt navn i Indien, men det er nu rart at se en film med en ukendt ansigt, der afviger så meget fra en Hollywood-podperson. Det er som en se en film fra 70erne, hvor det største krav til et mandligt sexsymbol var et imponerende overskæg. Jeg ville sige, at det var rart for mit selvværd, men desværre er min skægvækst bedst defineret som sølle (Jeg har dog stadig den midaldrende hvide mands tro på, at der et eller andet sted derude er en kultur, som automatisk vil opfatte mig som indbegrebet af mandlig lækkerhed).

Kaashmora og familien får ledsagelse af en forsker, hvis tilgang er ghosts before broes – ingen ægteskab, før hun har set et spøgelse. Og efter en god del omveje havner de i et hjemsøgt palads, og seeren får et langt flashback. Paladset hjemsøges nemlig af en ond krigsherre, og hans historie får vi i et længere segment, der virker som Zack Snyders 300 på… ja, på mere 300 måske? Det er i al fald voldsomt spas.

Indrømmet, Kaashmore er nok ikke at regne som en GOD film – der er nok nogle kulturelle forskelle, der står i vejen. Men den er en superunderholdende oplevelse. Den er for lang, den er for fjollet, den bruger en masse energi på unødvendige sager og så videre, men den er også umiddelbar, med glimt i øjet og fornøjelig på et befriende niveau.

Jeg drømmer lidt om, at DCs fyrede Zack Snyder og ansatte instruktøren her til at stå for deres filmunivers. Han hedder også Gokul, så ærligt talt, hvad venter de på? Det er jo som at ansætte en tegneseriefigur, og med disse tiders snak om diversitet er det perfekt på flere punkter. Og så er jeg ret sikker på, at han ville få overstået den evindelige oprindelseshistorie med en musikvideo. Med powerguitar.

Forkæl dine øjne med traileren for Kaashmora:

 

Gæt en film

aug
12

Velankomne i hjemmet efter en tur til Ærø blev det her søndag middag tid til et afslappende gensyn med en klassisk scifi-horror. Men hvilken? Reglerne er som sidst: jo færre hints der skal til, før du gætter titlen, jo flere XP kan du skrive på dit character sheet, inden du går i seng i aften. Denne gang er alle hints citater udtalte af min kone før og under filmen:

Maximum point: “Åh, han sveder også godt i den film!” Hun talte om Kurt Russell.

Medium point: “Nåja, så skal vi se ham både svede og fryse!”

Minimum point: “Den starter da ikke med, at de skyder en hund, gør den?” Nej, det gør den ikke.

Nej, det er ikke den film.

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.

Foreslå mig en podcast

jul
16

Siger du, at jeg kan stavre og lytte på samme tid? Det er jo en vidunderlig maksimering af min tid!

For nylig fik jeg en ny telefon – til afløsning for en gammel, gammel sag, jeg havde overtaget fra min kone (og allerede dengang var så brugt, at den havde hendes chatprogram brændt permanent ind i skærmen). Jeg havde lidt en forventning om, at den voldsomme opgradering ville få mig til at føle mig som Buck Rogers, der vågner op i det 25. århundrede, men den eneste rigtige nytænkning syntes at være “Hvorfor f*nden lukker min podcast-app hvert halve minut?” (Også kendt som: vi har indført en automatisk batteristyring, som agerer dommer over, hvilke apps der må bruge strøm).

Men førnævnte podcast-app er så en af de personlige forandringer, der kommet til. For førhen var det ikke plads på telefonen, og når jeg lyttede noget, skete det som regel ved manuel download fra en browser. Men nu er det nye tider! Omend alle andre selvfølgelig kastede sig over podcasts rigtigt i det 24. århundrede.

Men jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer indtil videre, fordi jeg stadig er i test-fasen – og gerne vil høre forslag til podcasts, jeg bør høre.

1. God ren horror

Pseudopod har jeg før lyttet til. Det er en podcast med horrornoveller, en for hvert afsnit (eller nogle stykker i deres Flash on the Borderlands-afsnit). og der er ingen tvivl om, at den hører til på min liste. Der er selvfølgelig forskelle i, hvor rent de enkelte afsnit rammer mig personligt, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten generelt er højt – både historierne og oplæsningen. De har også en søsterpodcast med sicence fiction, Escape Pod, som jeg har lyttet til før og regner med at genoptage.

2. Skræmmende tanker

Scary Thoughts har jeg kun hørt et par enkelte afsnit af, men de har begge været spændende og overraskende. Værterne snakker horrorfilm – og selv afsnittet om “Only Lovers Left Alive”, som jeg af rent principiel modvilje aldrig har set, gav nogle gode indsigter.

3. Det startede så godt…

Jeg har hørt Lore før – der startede jeg fra starten, og Mahnke leverede gode, stramt fortalte historier fra virkelighedens grænseland uden nogensinde at blive fjollet dramatisk. De nye afsnit virker ærligt talt lidt mere usammenhængende. Jeg tør ikke sige, om det er, fordi han er løbet lidt tør for de helt gode historier, eller om han har været nødt til at udvide konceptet lidt, efter Lore også er blevet en serie på Amazon Prime, men jeg tror ærligt talt ikke, serien bliver hængende på min liste.

4. Ting du bør vide

SYSK – Stuff You Should Know – er bygget på den nysgerrighed, jeg ikke længere helt kan opmønstre i samme omfang som de to værter, så det er rart at få tingene serveret for en på den måde. Der tages udgangspunkt i nogle gerne lidt skæve emner – som f.eks. twinkies eller gerrymandering – og de to snakker sig så omkring emnet. Godt og spændende, men nogle gange med lidt for meget hyggesnak; jeg må indrømme, at jeg er sprunget over et afsnit eller to, fordi de første mange minutter handlede om deres kærlighed for baseball eller lignende i stedet for emnet. Der mangler lidt en “Spring indledningen over”-knap.

5. Hurtig videnskab

60-Second Science: Hyggelig og hurtig lille videnskabspodspodcast fra Scientific American. Jeg håber, den kan være et entry drug til nogle længere af slagsen.

6. Den døde

Kadaverland er en dansk og desværre afdød podcast om alt med zombier. Det blev desværre kun til fem afsnit, men Thomas Arnt, der fortæller, er generelt enig med mig i sin gennemgang af filmene, så han er naturligvis en fryd at lytte til.

7. Bobleren

Drabblecast – her har jeg faktisk for længst hørt samtlige afsnit. Og den har ligget død længe, men er nu i gang med en relaunch, og jeg glæææææder mig. Den rummer gerne tre noveller i hvert afsnit: en almindelig, en drabble (100 ord) og en twabble (100 tegn). Genreafgrænsningen er lidt mere flydende, men gerne med lidt humor inde bag. Den bør helt klart være på listen – både min og din.

Det er, hvad jeg har haft ørerne i indtil videre. Forslag til nyt?