SUPERKULTUR

Ghoul

nov
17

Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.

Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.

Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.

Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.

Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.

Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).

Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.

Golden Child versus Batman: Kaashmora

aug
17

Du behøver ikke en ansigtstatovering for at have det så sjovt som jeg – men det hjælper!

På et eller andet tidspunkt vil jeg tage mig sammen og skrive lidt om, hvordan det har været med et par måneders abonnement på Amazon Prime Video – men hver gang min irritation er ved at nå et punkt, der kunne anspore til handling, falder jeg over noget i deres samling af film. Det kan være noget godt, men det kan også være noget sært underholdende som i tilfældes Kaashmora.

Jeg har ingen erfaring med indiske film – udover de enkelte klip med charmerende overkørte actionsekvenser, som har cirkuleret på nettet og så en forventning om sang- og dansenumre. Og begge dele leverer Kaashmora – sammen med oplevelsen af at se en klassisk Hollywood 80er-film. Jeg forestiller mig Eddie Murphy i hovedrolle som elskelig antihelt.

Det bliver ikke mindre fremtrædende af, at filmen grundlæggende starter med the golden child. Hun og Batman – eller rettere: en skikkelse bestående af flagermus – vil begge have fat i Kaashmora. Denne viser sig at være en showman-exorcist med en sans for melodrama – og en skrumpehovedhammer. Begge dele bruger han med god virkning til at tjene penge (og angivelig uddrive ånder). Der findes en industri af exorcister, men sammen med familien er Kaashmora helt klar stjernen (og den, der tjener flest penge)

Jeg mistænker, at Karthi, der spiller hovedrollen (begge hovedroller, faktisk) er et kendt navn i Indien, men det er nu rart at se en film med en ukendt ansigt, der afviger så meget fra en Hollywood-podperson. Det er som en se en film fra 70erne, hvor det største krav til et mandligt sexsymbol var et imponerende overskæg. Jeg ville sige, at det var rart for mit selvværd, men desværre er min skægvækst bedst defineret som sølle (Jeg har dog stadig den midaldrende hvide mands tro på, at der et eller andet sted derude er en kultur, som automatisk vil opfatte mig som indbegrebet af mandlig lækkerhed).

Kaashmora og familien får ledsagelse af en forsker, hvis tilgang er ghosts before broes – ingen ægteskab, før hun har set et spøgelse. Og efter en god del omveje havner de i et hjemsøgt palads, og seeren får et langt flashback. Paladset hjemsøges nemlig af en ond krigsherre, og hans historie får vi i et længere segment, der virker som Zack Snyders 300 på… ja, på mere 300 måske? Det er i al fald voldsomt spas.

Indrømmet, Kaashmore er nok ikke at regne som en GOD film – der er nok nogle kulturelle forskelle, der står i vejen. Men den er en superunderholdende oplevelse. Den er for lang, den er for fjollet, den bruger en masse energi på unødvendige sager og så videre, men den er også umiddelbar, med glimt i øjet og fornøjelig på et befriende niveau.

Jeg drømmer lidt om, at DCs fyrede Zack Snyder og ansatte instruktøren her til at stå for deres filmunivers. Han hedder også Gokul, så ærligt talt, hvad venter de på? Det er jo som at ansætte en tegneseriefigur, og med disse tiders snak om diversitet er det perfekt på flere punkter. Og så er jeg ret sikker på, at han ville få overstået den evindelige oprindelseshistorie med en musikvideo. Med powerguitar.

Forkæl dine øjne med traileren for Kaashmora: