SUPERKULTUR

Super Admin

aug
05

Avengers: Endgame – Shakespeare havde ret

Note: Jeg begyndte at skrive nedenstående i dagene efter at have set Avengers: Endgame, mens filmen stadig var nogenlunde pop- og superkulturelt relevant. Som teksten greb om sig vaklede jeg til sidst lige før målstregen, og har først nu fået skrevet den færdig. Formentlig kan nedenstående være til glæde for de 5% af befolkningen som ikke har punget ud til en biografbillet, og som nu gerne vil tales fra at købe filmen (og Marvels fremtidige leverancer) på DVD. —AH

Så gik det hverken værre eller bedre end at jeg tog familien i biografen og så den seneste Avengers-film. Det var vel uundgåeligt, eftersom jeg engang i firserne blev bidt af superheltebillen og i godt og vel ti år frem antog alter egoet Superfan. Da Marvel begyndte at spytte film ud var jeg nok i bedring, men brugte filmversionerne til at bonde med mine egne unger. Hvor tegneserierne var tyngede af årtiers bagkatalog, grundlæggende modsagt af figurer som aldrig rigtigt blev ældre, var der en ukompliceret friskhed over de første filmatiseringer af i al fald Iron Man og Thor. De på det tidspunkt uforpligtende løfter om “Avengers-initiativet” kunne endnu affejes som spøjse, interne jokes, men jeg gruede i mit stille sind for den dag, hvor kanonisk kontinuitet kunne overbebyrde Marvels filmunivers på samme måde som tegneserierne. Jeg så for mig de endeløse, massive crossovers og gøs ved tanken. Men her er vi, hvis man skal tro Marvels væg-til-væg-pressedækning for Avengers: Endgame, ved slutningen af elleve års filmmarathon: En omfattende men endelig crossover. (mere…)