SUPERKULTUR

Horror og validitet

jul
24

Jeg er i gang med at læse James Herberts Haunted – det er ikke nogen god roman, men det er nu heller ikke formålet med at læse den. Der skal den snarere fungere som en mental afskylning, der skal gøre klar til det næste værk, der er værd at investere noget i. Men den fik mig dog til at tænke lidt på jagten på validitet i horror.

Det her er ikke store, gennemførte tanker, men mere blot mig, der tænker, mens jeg taster – måske med en mulighed for at vende tilbage eller tænke videre en anden gang.

Noget af det tunge arbejde i horror er at få folk (læseren, lytteren, seeren, den mindscape-indloggede eller hvad det bliver til) til at tro på det, der sker. Og da det, der sker i horror, ofte er af overnaturlig art, har genren en tendens til at forfalde til en litterær ækvivalent til appeal to authority https://yourlogicalfallacyis.com/appeal-to-authority. Det vil sige: der henvises til, at en ekspert mener, at dette er rigtigt (ergo må det være det). Desværre er den omtalte ekspert bare meget ofte fiktiv eller utroværdig, hvilket kan få kunstgrebet til at virke modsat.

Herbert falder i fælden – endda med ekstra krumspring. Haunted er en spøgelseshistorie, hvor vor hovedperson, David Ash, skal undersøge et hjemsøgt hus. Og David er dobbeltekspert: han er nemlig ansat af et institut, der forsker i det paranormale – og han er ansat som skeptiker! Han drager ud med den overbevisning, at der ikke findes spøgelser, så vi ved, at han har styr på sit shit – medier snyder, siger han, også sig selv… men okay, afsløres det så senere, han kender faktisk nogle enkelte medier, hvor han ikke helt kan forklare det, men det er garanteret ikke på grund af noget overnaturligt. Og endnu senere antyder et af disse medier, at David selv har evner, men undertrykker dem. Og ups, et trin længere ned: Davids funktion er at tvivle på spøgelser, men låne troværdighed til stort set et hvilket som helst andet fænomen. Fordi det overnaturlige ikke eksisterer i hans optik, men det paranormale er en heeeeelt anden sag.

En hurtig rutsjebane fra seriøs videnskabsmand til en, der nok skal lade sig overbevise af spøgelser i historien (og så kan læserne jo lige så godt følge med).

Denne tilgang, at have forskere i det paranormale som hovedpersoner, er velkendt. Et dansk eksempel er Palle Vibes Oriuagors profeti. Deres fejl er ofte (i mine læsebriller), at de forsøger at fremstille den fortalte verden som en realistisk velkendt verden med det lille twist, at der jo foregår seriøs, anerkendt forskning i disse områder, for vi ved jo alle, at de er valide. Og hver gang jeg støder på det, bliver jeg smidt ud af historien og kan ikke lade lidt være med at grine ad den.

Skeptiker, der bliver ramt og overbevist af overnaturlige fænomer på trods af kritisk holdning, ja tak. “Skeptiker” som stråmand, nej tak. Jeg husker filmen Red Lights som et vellykket eksempel på det første.

En anden ekspert, der gerne henvises til, er naturligvis præsten – eller kirken. Hvilket er nærliggende, når vi har med dæmoner og lignende at gøre, det er jo ligesom deres domæne. Men igen er det en fremgangsmåde, der risikerer at slå fejl og trække historien væk fra den horror, der burde være grundlæggende i den. Et godt eksempel på det er de to Nattens dæmoner-film, måske fordi de også slår sig op som værende “baseret på virkelige begivenheder” (og der må være plads til en rant mod det senere). Her er det godt nok ikke præster, der trækkes ind, men de to paranormale efterforskere (også kendt som svindlere i den virkelige verden) Ed og Lorraine Warren, der kæmper med ondskaben. Mens filmene såmænd er ganske kompetent skruet sammen, som jeg husker dem, ødelægges historien totalt af deres påståede ekspertise, som har grund i deres religiøsitet – de er gode kristne, så de ved, at dæmoner lurer overalt. Og kan naturligvis besejret med god kristendom.

Problemet er, at det fratager horror den unaturlighed, som er grundlæggende nødvendig. Hvad enten der er tale om fantastisk eller realistisk horror, bør der centralt være noget, der er unaturligt i den fortalte verden – ellers overgår historien til melodrama, fantasy eller noget andet. Horror kan ikke trives uden noget, der er forkert. Og i Nattens dæmoner bliver det onde bare en del af et eksisterende skema, hvor der findes en nedskreven modgift – “Believe harder!”

Og som et modstykke: The Exorcist. Hvorfor? Fordi djævleuddrivelse her ikke betragtes som noget almindeligt. Kirken er ind over, men må selv grave dybt for at finde nogen, som kan tage sig af problemet. For ikke at nævne, at man her kan komme i tvivl om udfaldet, mens ingen tror, der sker Warren’erne noget (måske er det snarere, at man håber).

Suk. Måske vil jeg en anden gang rante over horrorfilm, som slår sig op på, at de er baseret på virkelige begivenheder.

MEN… tilbage til starten og James Herberts Haunted og den sidste måde at finde validitet for sin horror på, som man bør undlade: en Stephen King-blurb på forsiden. Al ære og respekt for King, han har skrevet eminente bøger, men hans lovprisning er et ret godt fingerpeg om, at man ikke skal forvente sig det store.