SUPERKULTUR

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.