SUPERKULTUR

H. P. Bunny

jun
08

I anledning af, at jeg har opdaget, at bind 2 af DreamLitts Lovecraft-oversættelse er udkommet (og jeg lige har læst bind 1 færdigt): dagens indforståede (og tåbelige) joke.

Show don’t tell

mar
25

Lovecraft kan være rigtig cool. Hans beskrivelser kan være ret fabelagtige, spændende og fyldt med kosmisk gru. Og andre gange kan han ramme milevidt fra, med alt for mange kyklopiske selvopfundne ord.

Men i The Statement of Randolph Carter rammer han helt forkert. Her hverken fortæller han os hvad der foregår eller viser os det.

“God! If you could see what I am seeing!”

I could not answer. Speechless, I could only wait. Then came the frenzied tones again:

“Carter, it’s terrible—monstrous—unbelievable!”

This time my voice did not fail me, and I poured into the transmitter a flood of excited questions. Terrified, I continued to repeat, “Warren, what is it? What is it?”

Once more came the voice of my friend, still hoarse with fear, and now apparently tinged with despair:

“I can’t tell you, Carter! It’s too utterly beyond thought—I dare not tell you—no man could know it and live—Great God! I never dreamed of THIS!” Stillness again, save for my now incoherent torrent of shuddering inquiry. Then the voice of Warren in a pitch of wilder consternation:

“Carter! for the love of God, put back the slab and get out of this if you can! Quick!—leave everything else and make for the outside—it’s your only chance! Do as I say, and don’t ask me to explain!”

Og det er så det sidste man hører til stakkels Warren. Hvad sker der med ham? Ingen ved det, men hvad end det er, der myrder ham, så kan det finde ud af at bruge en telefon. Det sidste Randolh hører om sin ven, er at monstret siger at Warren er død.

Ideen med novellen er sjov, Mand går ned i en anden verden og beskriver hændelsesforløbet til sin ven over telefonen, men manglen på vished om hvad det er, som Warren finder under kirkegården er bare træls. I de andre Lovecraft “det her er så enormt at det ikke kan forklares” scener, kommer der i det mindste lidt kød på. Her er der ingenting og det gør det til en lidt forspildt chance.

Reklame-scifihaiku

nov
12

I anledning af den nye oversættelse af Lovecraft til dansk

Cthulhu kalder
Alle siger, han gør det
Ingen spø’r hvorfor

To tilgange til Howard

okt
18

Jeg kan godt lide Lovecraft. Indrømmet, nogle gange kan jeg bedre lide ideen om Lovecraft end egentlig Lovecraft. Det bliver nok ikke bedre af min hjernes forsøg på at kompartmentalisere forfatteren Howard og det racistiske røvhul Howard, men sådan er det jo med så mange forfattere (og det skal det principielt have lov til).

For nylig er jeg stødt på HPL i to sammenhænge.

Den første er filmen The Endless, som Allan pegede på. Og tak for det, for det er præcis en af de der lavbudget-film, som overskrider sine egne grænser i kraft af de begrænsninger. To brødre vender tilbage til den kult, de stak af fra for år tilbage, efter at have modtaget et videobånd, der kunne tolkes som et selvmordsbrev. Der viser sig naturligvis at foregå skumle ting og sager, men tag ikke mit ord for det – se hellere traileren:

Kulter er naturligvis noget, Lovecraft var glad for, men det lykkes filmen ganske godt at omsætte hans kutteklædte, indavlede knivsvingere til mere moderne Heaven’s Gate-vibes og sære omstændigheder. Kombiner det med fornemmelse af magtfulde, men uhåndgribelige eksistenser, og du har en ganske fed Lovecraftisk film. Han nævnes endda med navn en enkelt gang, så der er ingen tvivl om inspirationen, men heldigvis udlades de klassiske Cthulhu-nødvendigheder – der er ingen Iä, Iä og generelt ingen mythos-koncepter, som kræver svær udtale. Bare ideen bag. Det fungerer.

Anderledes var det at støde på Howard i Peter Straubs Mr. X.

Straub skriver en slags horror, jeg er ganske glad for: langsom, nogle gange med en lidt udflydende historie og måske endda til tider lidt kedelig. Historier, man kan synke ned i og sikkert overse en masse detaljer af, men stadig opleve. I denne opdager vor hovedperson, at titlens Mr. X er hans far og udstyret med visse væmmelige evner, han gerne bruger til at slå folk ihjel med. Det fører til at dyk ned i hovedpersonen (og den skyggeagtige tvillingebrors) familiehistorie, hvilket der er masser af (og den er også som løftet ud af en Lovecraft-historie).

Det, der især slog mig ved Mr. X (udover at opdage, at den var (til tider meta-)lovecraftisk, var de passager, hvor skurken kaster sig ud i lange monologer henvendt til hans opfattelse af the Great Old Ones. Som her:

Teksten er så højspændt, at det er svært at tage den alvorligt. Jeg har en mistanke om, at det til dels er med vilje (senere nævnes det, at figuren har skrevet en Lovecraft-pastiche, som blev anmeldt dræbende), men samtidig er parodien så lige på, at det næsten rammer Poes lov. Og så gik det op for mig: internettet har dræbt et aspekt af Lovecraft for mig. Nej, ikke den del af internettet, som har gjort opmærksom på de grimmere dele af hans person – ikke engang Lovecraft-fans (måske er det, fordi jeg aldrig rigtig har begivet mig ned i det kaninhul) – men derimod de klassiske neckbeards. For der er noget i Howards fremmedordsbefængte ordkæder, der passer utroligt godt til vrede mennesker, der skal finde validering skjult bag en skærm. Og hvor jeg kan slippe afsted med at læse en lovecraftisk fortælling i historisk miljø, ødelægger det ganske oplevelsen, når det foregår i et nutidigt miljø. Og det er lidt min oplevelse, at lidt præcis sprogbruget ofte bliver draget frem som den rigtige måde at vise, at man har læst sin Lovecraft (og det har fået mig til at droppe historier, fordi de ganske enkelt blev parodiske). Måske er det et tilbagekald til det scorecard crew, vi tidligere har snakket om her på siden – de folk, der har lettest ved at forholde sig til ting i kasser, såsom let genkendeligt sprogbrug eller nærmest rituelt fremførte navne.

Hvad var min pointe med alt dette? Måske mest et spørgsmål: hvem har formået at skabe lovecraftiske værker uden at forfalde til at “skrive som Howard”?

Selv kan jeg lægge ud med Carpenter Mouth of Madness. Bedre ikke-filmatisering af Lovecraft har jeg svært ved at forestille mig.

 

Dead Gods

jun
22

Hvad nu, hvis Tina Dickow ikke sang om varmt sand (eller hvad den sang nu handler om), men om en fejlslagen lovecraftiansk dæmonpåkaldelse (findes de mon som andet end fejlslagne?)? Så havde sangen nok heddet Dead Gods.

Scrawls on the floor
And you spoke a dead language
Opened a door
And you called upon anguish
I took a good look at you
I knew there was nothing I could do
Just stood there and screamed at you
What could I do?

Dead gods waking from their sleep
Their tentacles writhing in the deep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be

I pulled at your robe
But you kept on chanting
A satanic pope
The walls started panting
Left here as dead and glowing eyes
Held you and pushed me aside
Aching with fear I
Screamed from inside

Old gods rising from the deep
The sound of them drifting in my sleep
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

It’s all I’ll ever dream of
It’s all I’ll ever fear to touch whenever I reach out

Mad gods following your voice
Forever paying for your choice
Madness settling down on me
Forgetting
Dark gods crowding in the room
Blood stains spelling out your doom
Madness settling down on me
Forgetting the things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be
The things that shouldn’t be

Lennon/McCartney/Lovecraft

apr
26

Blackbird, hvis nu Beatles have været lidt mere til Lovecraft: Dead Birds

 

Dead birds screaming in the black of night
Ttake these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
Dead birds screaming in the black of night
Go to the sunken isle and learn to see
All your life
You were only waiting for Cthulhu to be free
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Dead birds screaming in the black of night
Take these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right

Scifihaiku

apr
19

Welcome to R’Lyeh
Don’t disturb the sleeping ones
They get real grumpy

Necronomicon / Cosmopolitan

apr
16

En gammel ting dukkede frem fra gemmerne. Hvis nu Lovecraft havde lavet dameblade i stedet for… det, Lovecraft nu lavede.