SUPERKULTUR

Digte… eller modviljen mod samme

maj
27

Som alle andre gik min dansklærer helt amok over Michael Strunge. Han var så dyb, enestående, dygtig og tragisk. Og Unge Simon brød sig i hvert fald slet ikke om ham. Bah. Sån noget digthalløj, kunne den Unge Herre finde på at sige.

Men som jeg er blevet ældre, så må jeg indrømme, at Strunge slet ikke er så forfærdelig som jeg husker. Jeg kiggede for sjov i Den Samlede Strunge for nogen tid siden, og det var faktisk helt fornuftigt skrevet.

Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i transformationer et sted i den sovende by.

Det er slet ikke skidt. Men Unge Simon synes det var frygteligt prætentiøst. Og tja, måske. Men måske vidste Unge Simon slet ikke det hele endnu.

Modne Simon (Det er mig) er måske ikke blevet helt solgt på Strunge endnu. Jeg er til gengæld blevet lidt forfalden for romantikkens digte. Guldhornene, Ozymandias og Lays of Ancient Rome. De der fede sætninger, der emmer af nationalromantik og fordoms svung og spænstighed. Det er måske faren ved dem, de kan nemt spændes for en politisk vogn, men det lyder godt alligevel.

Then out spake brave Horatius,
The Captain of the Gate:
“To every man upon this earth
Death cometh soon or late.
And how can man die better
Than facing fearful odds,
For the ashes of his fathers,
And the temples of his Gods

Yeah. Awesome. Eller hvis man skal kaste sig over Guldhornene

Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.

Da klinger i Muld
det gamle Guld.

Men når alt kommer til alt, så vil jeg nok have mere tålmodighed med Strunge end Oehlenschläger, hvis jeg skulle læse en hel digtsamling. De romantiske digte lyder godt, men de har nok ikke alverden at sige os i nutiden.

Mit yndlingsdigt: The day the saucers came

maj
11

 

Jeg forstår mig ikke meget på digte.  Da jeg var knægt og gik i gymnasiet, da hadede jeg med 1000 soles intensitet Michael Strunge. Jeg synes det var så påtaget og træls. Jeg kunne slet ikke have med ham at gøre. 

Ulykkeligvis kom jeg for nogen tid siden, til at kaste et blik i Strunges samlede digte, og genfandt mit yndlingshade digt. Natmaskinen. Og til stor irritation, så må jeg erkende at han faktisk gav ret god mening. Det var helt godt og interessant. Hah, jeg er sikker på at Teen Simon vil synes at Old Guy Simon er blevet en gammel røvbanan. Men så kan jeg til gengæld også kigge tilbage på Youngster Simon og pege fingre af hans sorte 90’er garderobe og råbe, “bliv klippet og få et job din lade teenager”.

Så generelt er jeg ikke meget for digte, men det her er rigtigt fint. Gaiman er bare cool.