SUPERKULTUR

Seveneves

jun
28

Det er ikke første gang jeg har forsøgt mig med Neal Stephensons Seveneves, men heller ikke denne gang kom jeg igennem dem. Der er et eller andet ved den, jeg synes bare ikke karaktererne er spændende eller interessante. Jeg synes de er ligeså flade og uinteressante som en cardboard cutout af Steven Seagal. Det er lidt spøjst, for normalt er jeg den vildeste Neal Stephenson fanboy. Jeg kom til at læse Quicksilver, 1 bind af hans maniske 7 binds værk The Baroque Cycle, og var hooked på stedet. Den var spøjs og sær, fantastisk, underlig og velskrevet.
Folk omkring mig har omtalt forfattere som nogle der enten kan skrive fantastisk, eller som kan lave de vildeste og mest interessante plot. Normalt ville jeg sige at Neal kan begge dele. Nogle gange bliver han jævnt sær, men som regel plejer han at trække sig nogenlunde tilbage på normalitetens sti.
Men ikke her. Her er karaktererne flade og trælse.

Hvad sker der så:
Okay, månen springer i luften. Vi finder ikke ud af hvorfor, det gør den bare. Måske er det et mini sort hul, der har blæst igennem den. Det er også lige meget, for indenfor to år vil resterne af den døde måne regne ned på jorden og gøre liv på overfladen umuligt.

Verden går i gang med at udbygge den internationale rumstation, sender masser af rumskibe op, bygger små rumarker og gør klar til livet i rummet. Mens alt det sker går karaktererne lidt rundt og forbereder sig på undergangen. De er måske så ramte af frygt og rædsel, at de ikke kan snakke om den kommende undergang – men det virker mere som om det ikke rigtigt rammer dem.

Undergangen kommer, 2000 mennesker overlever i rummet, resten dør. Og så fik jeg ikke læst mere. En af karaktererne begynder to uger efter undergangen at snakke om en ekspedition til Mars, for at kolonisere den røde planet. Måske ikke så meget for at ville kolonisere den, som for at få magt over befolkningen. Hun, den onde ekspræsident, ville magten for magtens skyld. Og her blev karakterernes fladhed mig for meget, og jeg stoppede og slettede den fra min audible app.

Men jeg kiggede på wikipedia for at finde ud af hvad der skete i bogen. Alt går galt, alle dør på nær 7 kvinder, som bliver stammødrene til menneskehedens 7 racer. De bruger teknologi til at udvikle på de børn får, så de hver især får forskellige karakteristiske genetiske træk. Og det er for så vidt en sej nok ide. Men rejsen derhen var simpelthen alt for lang og træls. Hvis vi havde startet med den ide, og sprunget opbygningen af rumarken over, så havde jeg været en gladere mand.
Vil jeg anbefale den? Nja, ikke rigtigt. Læs andre af hans bøger, de er federe. F.eks. Cryptonomicon eller Anathem som begge er fede og lækre bøger. Fyldt med seje og fantastiske karakterer og vilde & sjove ideer.

The Diamond Age

jun
09

Jeg er en lidt doven læser – jeg slapper af, når jeg får en bog mellem hænderne (også når den forklæder sig som en Kindle), så jeg er ikke altid god til at fange alle de små genialiteter, forfatteren (naturligvis) fylder sin tekst med. Det er den store oplevelse, der fæstner sig, ikke detaljerne (med mindre de er virkelig gode). Jeg tror, det er grunden til, at jeg altid er lidt nervøs for at kaste mig over Neal Stephensons bøger – de er gerne tykke, men ulig den sædvanlige science fiction-murstenstjubang kræver de læserens tilstedeværelse hele vejen igennem.

Men en forlænget weekend og godt vejr var den perfekte undskyldning for at dykke ned i The Diamond Age. Og som sædvanlig var det ikke skuffende – jeg tror endnu ikke, jeg har læst en Stephenson-bog, jeg ikke kunne lide; nogle af dem er røget i kategorien “jeg aner faktisk ikke, hvad der foregik, men det var fedt, mens det skete”, men skuffet er jeg ikke blevet.

Vor hovedperson – eller rettere en af dem, men nok den vigtigste – er forældreløse Nell. Det tillægsord+navn er som taget ud af en Dickens-roman, og det er ikke helt tilfældigt, for Nell vokser op i en fragmenteret fremtid, hvor de vigtigste sociale lag har konstrueret sig selv efter victorianske dyder (jep, det er vigtigt med en pæn hat, når man går udendørs) eller konfuciansk filosofi. Enten tilhører man en stamme, eller også er man på røven – og som forældreløs har man ikke det bedste udgangspunkt for at opnå de store ting i livet. Men ad finurlige veje kommer Nell i besiddelse af the Young Lady’s Illustrated Primer – en bog/computer/multimediecenter/nanovidunder skabt med det formål at opdrage en ung pige fra det bedre borgerskab, så hun kan blive typen, der kan forme fremtiden.

Tilsæt dernæst en lang række magtfulde mennesker med diverse interesser i selvsamme fremtid, og man kan næsten forestille sig, hvordan Stephenson har skubbet til det og så lænet sig tilbage med et lille smil for at se, hvordan det hele gik.

The Diamond Age kræver som sagt, at man er vågen, for forfatteren har en tendens til selv at ville bestemme, hvor han fokuserer. Vigtige elementer med stor betydning for plottet har det med  til at blive afviklet i bisætninger, mens han morer sig med at udforske, hvordan det tænkte samfund påvirker de mennesker, der render rundt i det. Normalt ville det ikke være noget, der kunne blive spændende, men Stephenson har styr på det, og selv om han ikke udpeger en klar retning for historien, får han alligevel trukket læseren ind, tilsyneladende legende let. Det er en fornøjelse af læse.