SUPERKULTUR

The Gone-Away World

aug
29

Ofte, at folk skal afbillede tyngdekraft, viser de en flade med et dybt hul i – for at illustrere, hvordan ting falder “ned” mod et tungt legeme. Jeg har lidt samme billede af min indre topografi over bøger, jeg har læst gennem tiden (hvilket helt ærligt også er min indre hukommelsesbank generelt: “Nåja, ferien i Tyrkiet som knægt? Det var der, jeg faldt over Greg Bears Queen of Angels i en tætproppet lille brugtbogsbiks”). Og her og der er de bøger, som har lavet singularitetslignende fordybninger og mere eller mindre bogstaveligt har suget mig ind i fortællingen. Måske fordi det var den første bog, der introducerede et fortælleteknisk element, eller fordi den lod mig identificere mig selv med historien, eller måske bare fordi det var en pissefed bog.

Der er en statistisk signifikant sammenklumpning af disse titler i mine unge år, naturligvis – Rotternes planet, Drengen der skinnede, Kaninbjerget og så videre. Men det er meget sjældent, at jeg som voksen har læst en bog, der har grebet mig med helt samme entusiasme og generelle følelse af “I’m having so much fun right now”. Ikke desto mindre lykkedes det for Nick Harkaways “The Gone-Away World” – og endnu mere signifikant: det lykkedes for nyligt igen ved genlæsningen af den.

Kort om bogen: verden er gået under, og en vis normalitet findes kun i et relativt smalt bælte omringet af intethed, ud af hvilket kaos og monstre opstår. Den normalitet opretholdes industrielt af firmaet Jorgmond. En eksplosion i den rørledning, som vedligeholder status quo, bringer vore hovedpersoner i spil, idet de arbejder med at rydde op i den slags uheld.

Det lyder for så vidt ganske lige ude af landevejen. Meeeeeeen så er der lige piraterne. Og ninjaerne. og alt det andet.

“The Gone-Away World” er en af de der bøger, som det er svært at skabe en ordentlig forståelse af i en anden persons bevidsthed, så man fristes til blot at ruske tilfældige forbipasserende og råbe ad dem, indtil de går i gang med den. Men i mit hoved fremstår den som en besynderlig sammenfiltring af tidlig John Irving (et tragisk-humoristisk og fuldstændig usandsynligt persongalleri, som på forunderlig vis fremstår levende), China Mieville (for en visuel fantasi og en gribende fortællestil) og så Big Trouble in Little China (for fuldstændig over the top tjuhej og tjubang). Den kombination lyder ikke som noget, der burde fungere. Den lyder faktisk forfærdelig, nu jeg set den på skrift. Men i al fald mig trak den ind i fortælling og fastholdt mig (endnu engang) til sidste side. Den er fabelagtig.

Du burde læse The Gone-Away World.

Ellers risikerer du, at en eller anden griber fat i dig på gaden og rusker dig.