SUPERKULTUR

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.

The Gone-Away World

aug
29

Ofte, at folk skal afbillede tyngdekraft, viser de en flade med et dybt hul i – for at illustrere, hvordan ting falder “ned” mod et tungt legeme. Jeg har lidt samme billede af min indre topografi over bøger, jeg har læst gennem tiden (hvilket helt ærligt også er min indre hukommelsesbank generelt: “Nåja, ferien i Tyrkiet som knægt? Det var der, jeg faldt over Greg Bears Queen of Angels i en tætproppet lille brugtbogsbiks”). Og her og der er de bøger, som har lavet singularitetslignende fordybninger og mere eller mindre bogstaveligt har suget mig ind i fortællingen. Måske fordi det var den første bog, der introducerede et fortælleteknisk element, eller fordi den lod mig identificere mig selv med historien, eller måske bare fordi det var en pissefed bog.

Der er en statistisk signifikant sammenklumpning af disse titler i mine unge år, naturligvis – Rotternes planet, Drengen der skinnede, Kaninbjerget og så videre. Men det er meget sjældent, at jeg som voksen har læst en bog, der har grebet mig med helt samme entusiasme og generelle følelse af “I’m having so much fun right now”. Ikke desto mindre lykkedes det for Nick Harkaways “The Gone-Away World” – og endnu mere signifikant: det lykkedes for nyligt igen ved genlæsningen af den.

Kort om bogen: verden er gået under, og en vis normalitet findes kun i et relativt smalt bælte omringet af intethed, ud af hvilket kaos og monstre opstår. Den normalitet opretholdes industrielt af firmaet Jorgmond. En eksplosion i den rørledning, som vedligeholder status quo, bringer vore hovedpersoner i spil, idet de arbejder med at rydde op i den slags uheld.

Det lyder for så vidt ganske lige ude af landevejen. Meeeeeeen så er der lige piraterne. Og ninjaerne. og alt det andet.

“The Gone-Away World” er en af de der bøger, som det er svært at skabe en ordentlig forståelse af i en anden persons bevidsthed, så man fristes til blot at ruske tilfældige forbipasserende og råbe ad dem, indtil de går i gang med den. Men i mit hoved fremstår den som en besynderlig sammenfiltring af tidlig John Irving (et tragisk-humoristisk og fuldstændig usandsynligt persongalleri, som på forunderlig vis fremstår levende), China Mieville (for en visuel fantasi og en gribende fortællestil) og så Big Trouble in Little China (for fuldstændig over the top tjuhej og tjubang). Den kombination lyder ikke som noget, der burde fungere. Den lyder faktisk forfærdelig, nu jeg set den på skrift. Men i al fald mig trak den ind i fortælling og fastholdt mig (endnu engang) til sidste side. Den er fabelagtig.

Du burde læse The Gone-Away World.

Ellers risikerer du, at en eller anden griber fat i dig på gaden og rusker dig.