SUPERKULTUR

Fagre nye overvågningsmuligheder

aug
28

Velkommen til fremtiden – du skulle nok været drejet til venstre ved Albuquerque:

For at nå de mål skal Udbetaling Danmarks beføjelser blandt andet udvides. Udbetaling Danmark skal fremover kunne samkøre oplysninger om danskernes elforbrug fra den såkaldte “Datahub” med oplysninger om bopæl, lyder det i aftaleudkastet. Formålet er at afsløre, om folk lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage sociale ydelser.

Det møder hård kritik fra Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening:

– Det er enormt indgribende at registrere borgeres el-forbrug, som der er lagt op til her. Man måler forbrug hver time og kan lave en meget præcis profil af en persons adfærd. Der er tale om en konstant glidebane. Flere og flere data bliver indsamlet, og der kommer mere og mere kontrol, siger han.

Dyneløfteri: Regeringen vil overvåge lediges elforbrug – overskriften er vel egentlig lidt misvisende, for så vidt jeg kan se, er det alles elforbrug, der skal overvåges. Lige PT er det bare de ledige, der er syndebukkene, så det er dem, der baner vejen til skafottet i overvågningens hellige navn.

Det første, der slog mig, var Dave Eggers’ roman the Circle. Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse af den, kan jeg se, men dog omtalt på en liste over bøger for folk, der er vilde med Black Mirror. Den er en utroligt godt ramt nærdystopi – forstået på den måde, at den viser overgangen fra genkendelig verden til “Hvordan fanden havnede vi lige der?” Og temaet er netop privatliv – og hvordan vi da ikke bør have noget, for vi har da ikke noget at skjule, og vi vinder alle på gennemsigtighed. Der, hvor The Circle falder fra hinanden i bagklogskabens klare lys, er, at et af den afgørende punkter er der, hvor politikere overtales til den totalte gennemsigtighed, som der prædikes for. Ved at gå forrest som et godt eksempel, forstås, og lade vælgerne følge sig 24 timer i døgnet.

Gennemsigtighed taler de gerne for, men det er i forstanden “envejs-spejl”. Kunne man forestille sig, hvordan danske politikere ville reagere, hvor man fremsatte forslag om, at deres eget elforbrug skulle overvåges, som der lægges op til? Det er jo set før, at de har fusket med at bo officielt det forkerte sted og score en del skattepenge på den konto. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ville ske.