SUPERKULTUR

Frygt elefanterne

nov
02

Jeg mener, at jeg har skrevet dette før, men det har sandsynligvis været på et eller andet socialt medie – og det fortjener at blive gentaget her på det åbne internet. Sandheden må ud, hvor folk kan se den.

Det handler om noget så uskyldigt (troede vi) som en børnesang. Nemlig denne:

En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så int’ressant,
at den byder op endnu en elefant.

Hvad er der galt med den? Jo, det skjulte budskab (er det ikke altid det?). For hvis man kigger nærmere på sangens struktur, står det snart klart, at den ikke blot handler om spadserende loxodonter, men i stedet er… en tidsrejsefortælling.

Bemærk, hvordan al deres trampen omkring foregår i fortiden. Mens deres rekruttering til nye strækmarcherende mastodonter foregår i nutiden!

Tydeligvis bevæger de fladfodede dyr sig skødesløst rundt i vores fælles fortid (ad det fine spind, der er tid-rum-kontinuet) og rejser til nutiden for at hente flere firbenede soldater. Det lyder uskyldigt, men allerede Bradbury vidste, hvor farlige et par fødder kunne være i fortiden, og elefanterne har maksimeret forholdet mellem vægt og fodantal. De er temporale dødsmaskiner!

Wake up, sheeple!


Jeg siger ikke, at elefanter er Hitler – jeg stiller bare spørgsmålet: Hvem ellers var en mislykket kunstmaler?

(Billedet er under CC-licens: CC BY-SA 3.0)