SUPERKULTUR

Foreslå mig en podcast

jul
16

Siger du, at jeg kan stavre og lytte på samme tid? Det er jo en vidunderlig maksimering af min tid!

For nylig fik jeg en ny telefon – til afløsning for en gammel, gammel sag, jeg havde overtaget fra min kone (og allerede dengang var så brugt, at den havde hendes chatprogram brændt permanent ind i skærmen). Jeg havde lidt en forventning om, at den voldsomme opgradering ville få mig til at føle mig som Buck Rogers, der vågner op i det 25. århundrede, men den eneste rigtige nytænkning syntes at være “Hvorfor f*nden lukker min podcast-app hvert halve minut?” (Også kendt som: vi har indført en automatisk batteristyring, som agerer dommer over, hvilke apps der må bruge strøm).

Men førnævnte podcast-app er så en af de personlige forandringer, der kommet til. For førhen var det ikke plads på telefonen, og når jeg lyttede noget, skete det som regel ved manuel download fra en browser. Men nu er det nye tider! Omend alle andre selvfølgelig kastede sig over podcasts rigtigt i det 24. århundrede.

Men jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer indtil videre, fordi jeg stadig er i test-fasen – og gerne vil høre forslag til podcasts, jeg bør høre.

1. God ren horror

Pseudopod har jeg før lyttet til. Det er en podcast med horrornoveller, en for hvert afsnit (eller nogle stykker i deres Flash on the Borderlands-afsnit). og der er ingen tvivl om, at den hører til på min liste. Der er selvfølgelig forskelle i, hvor rent de enkelte afsnit rammer mig personligt, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten generelt er højt – både historierne og oplæsningen. De har også en søsterpodcast med sicence fiction, Escape Pod, som jeg har lyttet til før og regner med at genoptage.

2. Skræmmende tanker

Scary Thoughts har jeg kun hørt et par enkelte afsnit af, men de har begge været spændende og overraskende. Værterne snakker horrorfilm – og selv afsnittet om “Only Lovers Left Alive”, som jeg af rent principiel modvilje aldrig har set, gav nogle gode indsigter.

3. Det startede så godt…

Jeg har hørt Lore før – der startede jeg fra starten, og Mahnke leverede gode, stramt fortalte historier fra virkelighedens grænseland uden nogensinde at blive fjollet dramatisk. De nye afsnit virker ærligt talt lidt mere usammenhængende. Jeg tør ikke sige, om det er, fordi han er løbet lidt tør for de helt gode historier, eller om han har været nødt til at udvide konceptet lidt, efter Lore også er blevet en serie på Amazon Prime, men jeg tror ærligt talt ikke, serien bliver hængende på min liste.

4. Ting du bør vide

SYSK – Stuff You Should Know – er bygget på den nysgerrighed, jeg ikke længere helt kan opmønstre i samme omfang som de to værter, så det er rart at få tingene serveret for en på den måde. Der tages udgangspunkt i nogle gerne lidt skæve emner – som f.eks. twinkies eller gerrymandering – og de to snakker sig så omkring emnet. Godt og spændende, men nogle gange med lidt for meget hyggesnak; jeg må indrømme, at jeg er sprunget over et afsnit eller to, fordi de første mange minutter handlede om deres kærlighed for baseball eller lignende i stedet for emnet. Der mangler lidt en “Spring indledningen over”-knap.

5. Hurtig videnskab

60-Second Science: Hyggelig og hurtig lille videnskabspodspodcast fra Scientific American. Jeg håber, den kan være et entry drug til nogle længere af slagsen.

6. Den døde

Kadaverland er en dansk og desværre afdød podcast om alt med zombier. Det blev desværre kun til fem afsnit, men Thomas Arnt, der fortæller, er generelt enig med mig i sin gennemgang af filmene, så han er naturligvis en fryd at lytte til.

7. Bobleren

Drabblecast – her har jeg faktisk for længst hørt samtlige afsnit. Og den har ligget død længe, men er nu i gang med en relaunch, og jeg glæææææder mig. Den rummer gerne tre noveller i hvert afsnit: en almindelig, en drabble (100 ord) og en twabble (100 tegn). Genreafgrænsningen er lidt mere flydende, men gerne med lidt humor inde bag. Den bør helt klart være på listen – både min og din.

Det er, hvad jeg har haft ørerne i indtil videre. Forslag til nyt?

Wake the Kraken!

jul
14

Hvis man gerne vil kigge nærmere på forskellen mellem amerikansk og britisk sf, er det bedste eksempel fra den britiske side at trække frem nok John Wyndham – eller burde jeg sige: John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (børn med mange navne er ikke et nyt fænomen). Jeg tvivler ikke på, at han (i overført betydning, forstås, han har været død siden 1969) ville snøfte på en måde, der kunne tolkes om lettere hånlig ad det amerikanske eksempel. For Wyndhams bøger er som antistof-udgave af amerikansk tjubang-scifi. Jeg tror, vi skal være taknemmelige for, at tiden har adskilt ham og Michael Bay, for det er min klare overbevisning, at havde de to nogensinde trykket hinandens hænder, ville den følgende eksplosion have umuliggjort liv på Jorden.

Som det er, kan vi blot håbe på, at Bay en dag kommer til at læse en Wyndham-roman.

“Men… men… men… hvor er eksplosionerne?!” – Michael Bay

Normalt kan jeg ikke nærme mig mine Wyndham-bøger, uden “Webs” på mystisk vis (jeg mistænker edderkopper) springer ud i min hånd, men denne gang fik jeg fat i en anden af hans romaner. Den hedder “The Kraken Wakes”, hvilket er en reference til Alfred Lord Tennysons digt “The Kraken” – og amerikanerne har naturligvis udgivet den under titlen “Out of the Deeps”, som er… ikke rigtig noget, faktisk. (Nu skal jeg heller ikke blive for hellig – den er udkommet på dansk under titlen “Invasion fra dybet”).

Jeg forestiller mig en amerikansk forlægger rive sig i håret, fordi han har gjort sit bedste for at booste dramaet, og det første, der sker i bogen, er, at forfatteren fortæller os, at det nok skal gå altsammen. Vi taler invasion (sandsynligvis fra rummet) og mere eller mindre verdens undergang, men bare rolig. Stiff upper lip og alt det der.

Så flashbackes der ellers til begyndelse på hele rodet: mystiske lys på himlen, som gerne forsvinder over havet. Snart bliver det tydeligt, at væsener udefra er landet på planeten og har fundet sig til rette i dybhavet, hvor de udfører mystisk arbejde. Tydeligt for nogle, for vore fortællere arbejder for radioen, og et stort element af “The Kraken Wakes” er en kritik af medierne og deres holdning til det, der burde være en klar trussel, men i stedet betragtes i forhold til, hvordan læserne og lytterne formodes at tage imod den. Sælger historien? er spørgsmålet, snarere end Skal vi allesammen dø?

Derfra eskalerer det hele stille og roligt. Historie fortælles gennem ægteparret Mike og Phyllis, der dækker historien – de trækkes ikke igennem de voldsomste dele af den (igen: ikke-amerikansk science fiction), men oplever dog alligevel et og andet, da de fremmedes invaderer landjorden. Det er måske ikke så voldsomt, som en invasionshistorie lægger op til, men på sin vis meget realistisk. Ting sker i det fjerne, og folk er meget lang tid om at erkende konsekvenserne (det er jo bare de sorte, det går ud over til at starte med).

“The Kraken Wakes” er god gammeldags cosy catastrophe, så det er en velsignelse. Det er som at få science fiction fortalt af sin bedstefar. Der er piberøg i ordene og tweed mellem linjerne, og kloge mænd kommenterer klogt på ting. Det kræver lidt det rette humør, indrømmet, men nu og da har man bare brug for lidt Wyndham i sit liv. Om ikke andet så for at vide, at det nok skal gå altsammen.

De to danske udgaver. Spørg mig ikke, hvad øksefyren har med det hele at gøre.

Semiosis

jul
10

Ah, god gammeldaws science fiction, hvor der males med den store pensel, og detaljerne (eller læs: personerne) måske ikke bliver helt fyldt ud. Hvor ideen følges til dørs, og forfatterens hittepåsomhed kan give en lille kildren til læserens oplevelsescentre.

Men lad mig først udtrykke min frustration: jeg hader bøger, der sælger sig selv på en forside, en tagline og en bagside, som enten fyldes ud med et forfatterfoto eller en række lovprisninger af selvsamme person eller dennes tidligere bøger. Det er meget godt, at Adrian Tchaikovsky og James Patrick Kelly begge er glade for Semiosis – de har begge skrevet gode bøger, så der er da en statistisk chance for, at de kan genkende en god bog, når de læser den. Men jeg vil vide noget mere om, hvad jeg går ind til, før jeg investerer tid i en bog – her var tid og biblioteksformidling heldige (jeg var løbet tør for læsestof, og den stod med forsiden fremme), men for at være ærlig: det var nok kombinationen af “Sentience takes many forms” og antydningen af plantetentakel, der fik mig i gang.

Semiosis følger en række kolonister, der har forladt Jorden og lander på en ny planet. Forudsigeligt nok viser det sig at være ret komplekst at skabe sig et nyt liv i et fremmed økosystem – især da det viser sig, at der også er en god del intelligens i både planter og dyr. Menneskene må snart indse, at deres økologiske niche, hvis de vil overleve, er i samspil med floraen, og bogen følger syv generationer, mens de slås med både fysiske og filosofiske udfordringer.

Sue Burke har benyttet sig af et smart lille trick med Semiosis, idet hvert kapitel stort set springer en generation frem i tiden. Det gør, at hvert afsnit af historien grundlæggende er en novelle for sig – og giver mulighed for at gå til historien på flere forskellige måder. Et af kapitler er et mordmysterium i en verden, hvor der ikke er den store teknologi, men menneskeheden til gengæld har etableret et samarbejde med en intelligent plante. Og samtidig bevæger den overordnede historie sig fremad, især i kredsløb omkring vanskelighederne i at opbygge et samfund baseret på pacifisme og humanisme, når de hårde realiteter så ofte banker på døren. Og der maler Burke heldigvis ikke kun med den lyserøde pensel – de begår fejl, og fejlene har konsekvenser.

Jeg tror ikke, at jeg spoiler ved at sige, at det ikke er en bog om menneskehedens undergang, men det er en bog, der forstår at holde menneskehedens skæbne hen i det uvisse. Vil de forblive mennesker, eller vil denne nye verden forandre dem helt? Der er strukturen med flere generationer god, fordi den lader Burke vise udviklingen i mentalitet uden at forfalde helt til klassiske infodumps.

Bør du læse den? Ja, det kan ikke skade. Den er god, spændende, velskrevet og ganske overraskende. Og et scoop, hvis du godt kan lide lidt eftertænksomme overlevelseshistorier

Marjorie Prime

jul
01

En af fordelen ved science fiction som genre er, at den kan gøre sine temaer ret så håndgribelige. Visse andre typer af historier har ofte en tendens til at pakke sine temaer ind i lag af forventninger til modtagerens sociale eller følelsesmæssige kompetencer, der kan gøre det til hårdt arbejde for visse af os at afkode, hvad det egentlig er, forfatteren vil. (Jeg har en halvformuleret teori om, at dette er baggrunden for, at jeg ofte genkender “rigtig” litteratur ved “Det her et imponerende arbejde… men jeg keder mig”).

Men science fiction – gode gamle skiffy – kan smide det hele på bordet med god effekt.

Tag nu Marjorie Prime, som du kan finde på Filmstriben. Det der ord “Prime” er sådan et godt klassisk science fiction-ord – man kan formelig aflæse ord som “rumimperier”, “kollektiv intelligens” og “robotter” i mine øjne, når jeg ser det – mens Marjorie er et jævnt, nede på jorden navn. De to tilsammen bliver til en film, som i bund og grund er et socialrealistisk drama om sorg og erindring, der griber en om hjertet, men gnistrer inde bagved af ufortalte historier og mulige udviklinger, som pirker til hjernen.

En prime er en holografisk gengivelse af en person – i begyndelsen af filmen møder vi Marjorie, der lider af begyndende demens, og en prime af hendes afdøde mand, som han så ud i sine yngre dage. Jo mere de snakker sammen, jo mere lærer han om både hende og manden, så han bedre kan gengive ham. Med det twist, at Marjorie kan vælge at fortælle falske udgaver af deres liv sammen, som så bliver “sande”.

Fra det enkle udgangspunkt fortælles der en overraskende effektiv historie om især Marjorie, hendes datter og svigersøn. Og de mennesker og primes, som omgiver dem gennem tiden. “Overraskende effektiv”, fordi det er tydeligt, at der er tale om et filmatiseret skuespil – men filmen formår med meget små armbevægelser at lægge stor styrke i sine slag. Der er ingen eksplosioner eller vilde twists eller lignende, bare voksne mennesker, der taler sammen. Og filmen bevæger sig roligt, men uafvendeligt fremad, og tiden går, og man bliver trukket med – og pludselig er den slut, og man sidder tilbage med en masse boblende i hovedet: historien, der blev fortalt, de historier, der blev antydet, de løgne, der blev historier og så videre.

Klart en anbefalelsesværdig film, hvis man er i eftertænksomt humør.

Ulempen ved science fiction

jun
19

Jeg kan godt lide science fiction, men jeg bliver altid lidt nervøs over de mennesker, som synes, de skal føre den ud i livet.

So, Elon Musk has claimed he is a “utopian anarchist” in a way he claims is best described by the late science fiction author Iain M Banks. Which leads to one very relevant question: has Musk actually read any of Banks’s books?

Does Elon Musk really understand Iain M. Banks’ ‘utopian anarchist’ Culture?

The Rain

jun
15

Jeg har en mistanke om, at folkene bag The Rain har listet subliminale billeder af Tobias Hamann ind i serien. Det er den letteste måde at forklare mit voksende og irrationelle modvilje mod serien, der løbende gav mig lyst til at råbe ad skærmen.

For det første var jeg noget overrasket over at opdage, at den ikke er en adaption af Virginia Bergins Regnen. Dernæst blev jeg overrasket over, hvad fanden folkene bag serien havde tænkt på?! For der er egentlig et fedt oplæg, og man kan se nogle gode tilløb, og jeg tænker, at der i en eller anden platonisk version findes en virkelig fed udgave af den tanke, skaberne havde i hovedet, da de gik i gang med The Rain. Det, der overlevede turen fra tanke til skærm, er desværre en noget slatten affære. Som om den har ligget lidt for længe i vind og vejr.

En virus slipper ud og bruger regnen, som Jason bruger en machete: til at slå folk ihjel. Simone og hendes trælse lillebror Rasmus bliver reddet i ly i en bunker med forbindelse til folkene bag, og der tilbringer de så seks år i rimelig afslappethed, mens verden får overstået den der beskidte undergang og kan præsentere sig selv i pæn postapokalypse-æstetik, når de kommer ud. Da de gør det, er Simone blevet klippet og Rasmus en debil kristusfigur – måske er det skabernes måde at håndtere, at seks års isolation nok ville gøre folk lidt sære.

De møder fluks en lille gruppe unge mennesker, der alle virker, som om de har stået på pause siden undergangen – de har lært at overleve, men mentalt er der ikke meget, der adskiller dem fra folk, man kunne have været irriteret over at møde på gaden seks år tidligere. Regnen er stadig et Damoklessværd at nukleare proportioner, men de lader til at være mest bekymrede over deres egne følelser. Man kunne mistænke, at serien egentlig bare er startet med en ide om unge mennesker alene i skoven, og der først senere at koblet de større perspektiver på.

Men så går den vilde skattejagt. Jagten på mad og ly bliver lidt glemt hen ad vejen, men heldigvis er der “de fremmede”, som alle medvirkende insisterer på at kalde dem – russisktalende, bevæbnede mænd, som bruger droner til at jage folk. Og Simone vil åh så gerne finde sin far og beskytte sin bror, hvilket hun vil så meget, at det udelukker andre højere kognitive funktioner.

Det hele fortælles på velkendt vis efter Hollywood-skabeloner, så man undres over, at det var nødvendigt at gøre det til en dansk serie. For som dansker har man lidt samme oplevelse, som når fagfolk ser deres område omtalt i medierne – det er lettere at tro på skabernes kompetencer, når folk taler et sprog, der er fremmed for én, end når man kan høre præcis hvor opstyltede og kunstige de danske replikker er. Det gik mig så meget på nerverne, at jeg er ude af stand til at formulere noget ordentligt sammenhængende om det og blot vil udstøde et aaaaargh som udtryk for mine følelser.

“Verden er gået under… skal vi ikke pjække og lege kåd leg i sengen?”

Tidsrejsen II

jun
14

5 Film, du kan (bør) gense

jun
13

Simons indlæg fik mig til at tænke på DVDer. For nogle år tilbage begyndte vi at rydde op i filmsamlingen – og kom til den indsigt, at en stor del af den bestod af “den bør man da have/se”-film… som vi for en stor dels vedkommende aldrig havde fået set. Mange af dem er uden tvivl gode film, men de har også ofte det tilfælles, at de kræver, at man er i det rette humør. Eller at man har noget overskud.

Heldigvis var der også en del titler i kategorien “Den kan vi da altid se.” For der er film, som man ved stort set enhver lejlighed kan hive frem og smide i den antikverede DVD-afspiller. Med andre ord: film, du bør eje på et fysisk medie – ikke fordi de nødvendigvis er gode, men fordi de underholder selv den kedeligste sjæl, og den slags vederkvægelse bør ikke være afhængig af, om streamingtjenesterne er nådige.

Og her er fem af dem: film, du altid kan gense og derfor bør eje på DVD.

1. Jurassic Park

Hele den originale serie, faktisk – og ikke fordi man skal være komplettist, men fordi man skal se dem alle for at forstå seriens højdepunkt: Jurassic Park III. Jep, jeg sagde det – ikke Spielbergs gennemførte nyklassiker (som ærligt talt er lidt for pæn) eller hans opfølger (som hver gang overrasker mig med, hvor dårlig den er), men tredie del af sagaen, hvor der ikke længere er ambitioner om at skabe filmkunst eller flødestuvet familieunderholdning, men bare god dino-tjubang med Sam Neill og William H. Macy. Selv den obligatoriske barneskuespiller slipper afsted med et uden at indbyde til verbal vold mod sin person (som visse andre hysteriske og/eller gymnastikudøvende eksemplarer af racen).

Den cross-over, der kunne være bedre end Jurassic Park III. Via.

2. Day After Tomorrow

Jeg er fristet til at sige, at der her er tale om den perfekte søndagsfilm. Kombination af aggressive klimaforandringer og heltemodige rollemodeller rammer den der goldilocks-zone, hvor tåbeligt bliver ophøjet til noget mere rent – man kunne kalde det skøntåbeligt. Når rumvæsener engang lander på den uddøde Jord og opdager den her, vil de se menneskene afbrænde deres bøger i stedet for det usandsynligt meget mere effektive træ, og de vil nikke vidende til hinanden over deres popcorn (eller, du ved, udenjordiske ækvivalent til det – sikkert hypercorn, hvis min ungdoms navngivelseskonventioner holder).

3. The Mummy

Nej, ikke den der med Scientology-talsmanden – og nej, heller ikke klassikeren med Boris Karloff, men de to (der findes kun to) med Brendan Fraser. De er (sagt helt uden ironi eller andre formildende omstændigheder) fandens god underholdning. Det er en mere letbenet udgave af Indiana Jones med mere overnaturlig action og ikke at forglemme 100% mere Brendan Fraser.

4. Tucker and Dale vs Evil

Jeg er glad for horror, men humoristisk horror er altså bedre til gensyn end “rigtig” horror. Måske er det, fordi folk ikke skriger, når man råber bøh anden gang, men de ler, når man kilder dem igen – og så skriger de, og politiet kommer, og det bliver altsammen lidt akavet. Men Tucker and Dale er sådan en film, der både tilfredsstiller mit horrorhjerte, fordi det er en kærlig parodi, får mig til at le, fordi den er sjov, og gør mig lidt glad, fordi hovedpersonerne bare er svære ikke at holde af. Og så er den fyldt med citerbare sekvenser.

5. Shaun of the Dead

Som en ekstra understregning af min pointe om horror og humor er der nok ikke en film, jeg har set flere gange end Shaun of the Dead. Shaun er… noget nær den fuldkomne film. Den fungerer som zombiefilm. Den fungerer som komedie. Den fungerer som film. Den fungerer som visuel smertestiller, når midtlivskrisen trykker. Samfundet ville spare penge, hvis vi erstattede alle samlivsterapeuter med tvungne forevisninger af Shaun of the Dead. Samtidig kunne det fungere som en lakmustest for menneskelighed – dem, der ikke reagerede på filmen, ville uden større tjuhej kunne køres til lejre, hvor de ikke ville kunne påvirke ægte mennesker.
(Shaun of the Dead er dejlig. Det behøver ikke betyder, at jeg skal være det. Men jeg ville måske overveje lejrenes beskaffenhed, hvis jeg blev sat til at gense den, før jeg skulle træffe beslutningen.)
Se Shaun igen, når du får chancen. Og nyd, hvordan den ikke kan afslutte en scene uden at rumme både en funktion i handlingen og en eller anden form for punchline. Der er en Terry Pratchett-agtig tvangsprægethed i dens konstruktion, som ikke er værdsat nok.

Hmmm, det var et ganske fornøjelig ned i gensynsglædens varme favn. Der vil jeg nok vende tilbage med flere titler – og opfordre mine medkumpaner til at gøre det samme. Vi kan skabe fundamentet for en ny dannelseskanon!

The Diamond Age

jun
09

Jeg er en lidt doven læser – jeg slapper af, når jeg får en bog mellem hænderne (også når den forklæder sig som en Kindle), så jeg er ikke altid god til at fange alle de små genialiteter, forfatteren (naturligvis) fylder sin tekst med. Det er den store oplevelse, der fæstner sig, ikke detaljerne (med mindre de er virkelig gode). Jeg tror, det er grunden til, at jeg altid er lidt nervøs for at kaste mig over Neal Stephensons bøger – de er gerne tykke, men ulig den sædvanlige science fiction-murstenstjubang kræver de læserens tilstedeværelse hele vejen igennem.

Men en forlænget weekend og godt vejr var den perfekte undskyldning for at dykke ned i The Diamond Age. Og som sædvanlig var det ikke skuffende – jeg tror endnu ikke, jeg har læst en Stephenson-bog, jeg ikke kunne lide; nogle af dem er røget i kategorien “jeg aner faktisk ikke, hvad der foregik, men det var fedt, mens det skete”, men skuffet er jeg ikke blevet.

Vor hovedperson – eller rettere en af dem, men nok den vigtigste – er forældreløse Nell. Det tillægsord+navn er som taget ud af en Dickens-roman, og det er ikke helt tilfældigt, for Nell vokser op i en fragmenteret fremtid, hvor de vigtigste sociale lag har konstrueret sig selv efter victorianske dyder (jep, det er vigtigt med en pæn hat, når man går udendørs) eller konfuciansk filosofi. Enten tilhører man en stamme, eller også er man på røven – og som forældreløs har man ikke det bedste udgangspunkt for at opnå de store ting i livet. Men ad finurlige veje kommer Nell i besiddelse af the Young Lady’s Illustrated Primer – en bog/computer/multimediecenter/nanovidunder skabt med det formål at opdrage en ung pige fra det bedre borgerskab, så hun kan blive typen, der kan forme fremtiden.

Tilsæt dernæst en lang række magtfulde mennesker med diverse interesser i selvsamme fremtid, og man kan næsten forestille sig, hvordan Stephenson har skubbet til det og så lænet sig tilbage med et lille smil for at se, hvordan det hele gik.

The Diamond Age kræver som sagt, at man er vågen, for forfatteren har en tendens til selv at ville bestemme, hvor han fokuserer. Vigtige elementer med stor betydning for plottet har det med  til at blive afviklet i bisætninger, mens han morer sig med at udforske, hvordan det tænkte samfund påvirker de mennesker, der render rundt i det. Normalt ville det ikke være noget, der kunne blive spændende, men Stephenson har styr på det, og selv om han ikke udpeger en klar retning for historien, får han alligevel trukket læseren ind, tilsyneladende legende let. Det er en fornøjelse af læse.

Far Alamo

maj
27

At kombinere klassiske westerns og moderne monsterfilm ville være en super ide.

Vil du vide mere? Så klik på videoen herunder:

“FAR ALAMO”. Short Film. from Fabrice Mathieu on Vimeo.

 

Via