SUPERKULTUR

MECH!

sep
12

Der har sneget sig noget science fiction ind i mit bygge-vers!

De kosmiske tåger

sep
03

Åh, der svæver man gennem verdensrummet, i roligt kredsløb omkring sin egen lille sol og med sin egen lille måne, og så, BAM, en kosmisk tåge. Det sker oftere, end man skulle tro – og det er gerne med slemme konsekvenser.

Jeg faldt lige over denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen:

En kosmisk tåge kaster Jorden ind i en ny istid, og en tysk lærd må forsøge at redde verden – med hjælp fra Afrikas Forenede Stater. Historien udkom oprindelig under titlen The Cosmic Cloud, og hvor meget mere ligepå kan man blive?

Det fik mig til at rode lidt i litteraturhistorien, for det er ikke første gang, at slige interstellare gasser truer de små abeafkom på Jorden. I Star Trek har diverse skybaserede væsener det med at hænge tungt over diverse rumskibe og -stationer i tide og utide, for skyvejen er åbenbart den vej, evolutionen gerne fører én (handwaving Det er energi handwaving) – men i litteraturen går det gerne lidt anderledes for sig. Jeg er indtil videre faldet over to andre titler, der griber ideen og løber med den:

Den sorte tåge af Fred Hoyle. I den fjerne fremtid 1964 opdager astronomer, at en rumsky har kurs mod vor planet, og da den anbringer sig mellem os og Solen, har det forudsigelige konsekvenser, lidt i retning af Bürgels bog (Hoyle skrev sin i 1957, så Bürgel kom først). Heldigvis er der samlet en masse kloge mennesker, og de indser, at skyen er et intelligent væsen, som de kan kommunikere med – og heldigvis er skyen enig med bogens forfatter i, at universet ikke opstod ved et stort brag, så der kan klemmes et par intellektuelle skinnebensspark ind i handlingen. (Bonusartikel om bogen)

Den irgrønne tåge af Hans Axel Honoré. Jep, også vi danskere kan lide de udenjordiske tåger. I denne bog fra 1969 fejer tågen dog over planeten – og som de fleste irgrønne ting er den ret giftig. Hvorfor en stor del af menneskeheden uddør – heldigvis for Danmark har Fredericia haft så mange års forurening fra Kemira, at befolkningen der er mere modstandsdygtige og overlever som fluer (om man så må sige). Fluks kan vi flytte hovedstadsfunktionen til forfatterens hjemby og ændre reglerne for bigami – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ikke noget klassiker, men det er dog interessant at læse en dansk bog, der minder en del om Heinlein i tone.

Bolden er givet op – hvor har tågen ellers sneget sig ind i science fiction-litteraturen?

Fem filmatiseringer der fungerer

aug
13

Næste afsnit af Superkultur-podcasten handler om adaptations – når historier går fra ét medie til et andet. Ofte er det gerne fra bøger til film, men pilen kan gå i mange retninger – og med svingende resultat (jeg har dog uden held indtil videre forsøgt at finde en bogadaptation af en film, som er bedre end originalen).

Men det har naturligvis betydet, at jeg har tænkt over en del af de filmatiseringer, jeg har set gennem tiden – og som en opvarmning til de auditive løjer (som allerede er i lydmandens hænder) har jeg fundet fem filmatiseringer, der (synes jeg) fungerer godt som adaptationer af bøger. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at de er bedre end originalen, men de kan stå på egne ben – men af vidt forskellige grunde.

1. Stephen King

King var ikke selv glad for Stanley Kubricks udgave af Ondskabens hotel, og han stod da også bag en ny filmatisering, som… bedst bør glemmes. Det er klart Kubricks version, der bør nævnes her – nogle gange må man glemme et værks oprindelse for at kunne nyde det helt, og hvis man er enig med forfatteren, bør man måske bare se The Shining som en helt anden historie, der tilfældigvis også foregår på et Hotel Overlook om vinteren. Det er jo ikke det samme hotel, kan man sige til sig selv, Kubricks har ingen hækkedyr.

2. Robert Heinlein

Beverly Hills 90210 med kæmpeinsekter i rummet. Ja, Starship Troopers tager sig nogle friheder med forlægget (ligesom Kubrick gjorde), men den rammer så rent. Men hvad er det, den rammer? I al fald den måde, jeg selv læste Heinlein på, da jeg var ung – nemlig med en konstant, satirisk undertone. At den undertone så ikke er der i værket og aldrig har været der i forfatterskabet, men at han mente alt, hvad han sagde, gør, at jeg har svært ved at læse Heinlein i dag. Men Starship Troopers er der stadig.

3. Peter Benchley

Det er svært at komme uden om den betydning, Dødens gab havde – for filmbranchen, for Benchleys forfatterskab, for dødsraten blandt hajer og så videre. Endnu sværere er det at benægte, at den er effektiv. Spielberg holder sig noget tættere til forlægget end de to tidligere film på listen, men alligevel formår han at skabe en noget anden historie end bogen. Jeg oplevede dem begge, da jeg var ret ung (måske for ung) – da jeg så filmen, var min tanken “jeg skal aldrig i vandet igen, der er fyldt med hajer!”; da jeg læste bogen, var det “jeg skal aldrig være voksen, de er sindssyge!”

4. H. P. Lovecraft

Det er nok umuligt at filmatisere Lovecraft, så den bedste måde at gøre det på er ved at lade være. Og lige præcis i den henseende har jeg en forkærlighed for In the Mouth of Madness. Ja, det er nok filtreret gennem noget mere moderne Stephen King, og de forfalder til at vise os monstrene, men der er dog ikke desto mindre en god tyk stemning af HPLig eldritched under det hele. Og så er det bare en god film.

5. L. Ron Hubbard.

Ja, det kommer nok som en overraskelse, men Battlefield Earth er en god adaptation. Er det en god film? På ingen måde, du vil være et dummere væsen, når du har set den. Men så en god bog? Nej, på ingen måde heller. Faktisk gør lige præcis det samme sig gældende for forlægget, og det er det, der gør filmen til en så vellykket adaptation: den har perfekt oversat en afgrundsdybt bunddum bog til en lige så tåbelig film. Det er et stykke arbejde, der bør gå over i historien.

For fa’en da!

aug
02

Fremtiden er mange gange et noget bonert sted.

Jeg er ved at læse David Brins Earth – det er sådan god 90er-science fiction med fyldige infodumps og måske lidt for mange historier hældt ind imellem hinanden. Men noget af det, der slår mig mest, at Brins modvilje mod at bande.

“Dumpit,” siger hans helte. Eller “Gor-suck!”. Eller et par andre ord, som udstiller, at i fremtiden er alle folk meget rationelle væsener, som er vokset op med teknologi, og deres udråb kommer deraf.

Det fik mig til at tænke på science fictionel profanitet, og det første, der dukker op, er nok Battlestar Galacticas “frak”, der faktisk fungerer ganske godt. Det er bogstaveligt talt et four letter word, men det har også en lyd, der viser, at personen bag det er frustreret eller vred eller på anden måde i ikke-positivt humør. Firefly brugte kinesisk, som er et godt sprog at bande på, men listede også et “gorram” ind med tydelige konnotationer. Red Dwarfs “Smeg” passer også godt i miljøet – et næsten fugtigt ord, der tydeligt signalerer sin funktion, men samtidig også lyder tilpas sjovt.

Det er ret let at forstå, hvorfor tv-serier bruger disse krumspring til at få lov at “bande”, men det virker noget mere fjollet i romaner som Brins – især romaner, der tydeligvis er henvendt til voksne. Og det slår mig i al fald, at jeg heller ikke er stødt på litteratur, der har skabt lige så erindringsværdige øjeblikke i profanitetens historie som Robin Williams, der udbryder “Shazbot!”

Heldigvis har The Encylopedia of Science fiction en indførsel på Swearing – og den beviser, at Isaac Asimov som sædvanlig er indbegrebet af genren på godt og ondt.

Watch your mouth, Isaac!

Aliens-scifihaiku

jul
27

“Pal” is a great word
To convey your frustration
About ass kicking

Bonus: særegen oversættelse fra Aliens:

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.

Hvad vi læser: Children of Time

jun
07

Når jeg læser, har jeg gerne sådan en Heisenberg-tåge af “hvad er det næste, jeg skal læse?” omkring mig, der kollapser til et valg omkring slutningen af den pågående bog (nogle gange i panik, andre gange velovervejet). Og så er der andre gange, hvor hele processen bare kortsluttes, når konen modtager en pakke fra Saxo, og den bl.a. indeholder fortsættelsen til Adrian Tchaikovskys “Children of Time”, nemlig “Children of Ruin”.

Har man ikke læst etteren i serien, vil der nok være lidt spoiler her, selv om jeg kun er halvvejs gennem bogen – for starter man Ruin uden at have læst Time, vil man nok blive lidt forvirret. Der er mennesker, jaja – men edderkopper? Og en kunstig intelligens, der tror, den er et menneske, men som kører på myrer? Det er blot udgangspunktet – der tilsættes snart blæksprutter og noget helt, helt andet, der stadig lurer i baggrunden, men lader til at blive et godt klassisk scifi-skræk-scenarie tilsat lidt hård science fiction.

Jeg hygger mig med andre ord.

Jeg tror, science fiction har fået en mindre fiksering på blæksprutter, siden Margaret Atwood prøvede at affærdige “Oryx og Crake” som værende ikke-sf, fordi den ikke var “talking squid in space” – i al fald er jeg i de senere år stødt på flere og flere af slagsen, og det virker lidt som en vis finger til fru Atwood. Det kan naturligvis have sin egen værdi, men Tchaikovsky er god til det – og “Children of Ruin” diskuterer bl.a. problemerne med at kommunikere med en race, der hovedsageligt er visuelt orienteret. For ikke at sige har et helt anderledes opbygget samspil mellem krop og hjerne.

Tchaikovsky bruger lidt den samme opbygning her som i Time – nemlig sideløbende historier, hvor den ene foregår i mere darwinistisk tid, omend darwinistisk på speed, da der er mennesker ind over, som piller i tingene. Den del af historien foregår på en planet udvalgt til det Gamle Imperiums terraformingsprojekt, der netop er påbegyndt, da imperiet bryder sammen og efterlader en lille gruppe mennesker alene med intet andet at lave end at… nåja, pille ved tingene.

I den anden del af historien følger vi edderkopper og mennesker (kendt fra Time), der drager ud for at finde eventuelle rester af det Gamle Imperium og render i det, der er blevet af projektet. Noget, de ser ud til at komme til at fortryde.

Indtil videre er “Children of Ruin” rigtig god science fiction med masser af ideer, nogle plotdrejninger og en god stemme. Og som en bonus har Scifi Snak lige behandlet “Children of Time”, så jeg er i gang med at få den opdateret, mens jeg læser.

Den tredje hånd

jun
01

En tur i de lokale genbrugsbikser indbragte et par årgange af Hver 8. dag, som jeg med en vis hygge bladrer igennem. Der, i 1899-1900, stødte jeg på nedenstående novelle, som vel kan betragtes som en eller anden form for science fiction – og som fortjener deling på grund af sin absurde meningsløshed, synes jeg.

Der er ingen forfatter på, men udgivelsesåret fik mig til at tænke på, at steampunk er bygget op på tanken “hvis nu victorianerne havde fortsat med at udbygge teknologien, ville de være gået amok med damp” – den her viser, at de nok ville være gået amok, men sikkert i helt nye retninger. Findes der steampunk, hvor de i stedet slår sig på forceret evolution?

Autocorrect-scifihaiku

maj
15

Worst autocorrect?
Liberate tutemet?
Liberate me!

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.