SUPERKULTUR

Autocorrect-scifihaiku

maj
15

Worst autocorrect?
Liberate tutemet?
Liberate me!

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.

De søvnløse

maj
04

Fordelen/ulempen/konsekvensen ved at bo sammen med en tidligere bibliotekar er, at når man lægger en bog fra sig og siger ting som “Det var så grønlandsk science fiction“, er reaktionen “Så skal du læse Kim Leines De søvnløse!”

Så efter Grønland anno 2021 drog jeg straks videre til år 2025, hvor Leines bog foregår. Og måtte snart konstatere, at det i al fald i dette tilfælde var en fordel at have giftet mig, som jeg har gjort. For De søvnløse er en sært fængende lille roman.

Vi er helt nede på jorden – det er ikke en roman, der byder på store sf-elementer, men grundlæggende en lille omgang socialrealisme på baggrund af en svag fremskrivning. Det er et par år fremme i tiden, og der er krig i Europa – det er dog ikke noget, man mærker det store til på Grønland, andet end som en baggrundsstøj. Man arbejder på at få erklæret Grønland selvstændigt, altimens krigen breder sig gennem Europa, men det er også blot endnu en tone i baggrundsstøjen – vore personer har nok at tage sig til med dagen og vejen.

Og personer (og dermed problemer) er der nok af i De søvnløse – oftest gribest jeg bedst af et velkomponeret blot eller en velbeskrevet verden, men lige her er det personerne, der fænger. For Leine bevæger sig glidende og let gennem det ene sæt øjne efter det andet – vi starter hos den kræftsyge Carina, gliver umærkeligt videre til hendes mand, Ejnar, og fra ham videre og videre gennem historien, til vi når en slutning. Det er stream of consciousnesses snarere end stream of consciousness, og det er en listig strategi, der lige så umærkeligt som skiftene trækker læseren videre i teksten. Nogle gange må man stoppe op og læse lidt tilbage, fordi man har været uopmærksom på det forkerte tidspunkt, og stemmen nu er en anden, men det er skrevet med en sådan lethed, at man ikke lader sig irritere over det, men måske snarere krummer et øjenbryn ad sig selv.

Leine er kendt både for barsk socialrealisme og historisk fortælling, gerne i omfangsrige bøger – De søvnløse er en lille sag på 200 sider, som man blæser igennem, og måske derfor virker det, som om den er blevet overset i skyggen af de andre. Anmelderne på de store aviser var i al fald ikke vilde med den, men det vil jeg så tilskrive en fejl hos dem – det virker, som om de har forventet mere af det samme. De søvnløse er nok ikke bogen, man skal kaste sig over, hvis man forventer det – eller for den sags skyld, hvis man forventer “rigtig” science fiction, for de elementer er som sagt sparsomme, men den var i al fald for undertegnede en overraskende, gribende oplevelse.

Head On

apr
27

Min kones modvilje mod krimier har været rygraden i vores forhold – eller i al fald et fast element. Men forleden blev hun – sandsynligvis påvirket af ferie – grebet af trangen til at læse en kriminalroman, mere specifikt en af Elly Griffiths bøger. Skræmt af denne indsigt kiggede hun op på mig, mens nye muligheder åbnede sig i hendes tanker.

“Vent, findes der egentlig science fiction-krimier? Har du LÆST science fiction-krimier?”

Jeg kunne vifte med bogen, jeg holdt i hånden, nemlig John Scalzis Head On – og dernæst bremse mig selv i monologen om, hvor megen klassisk sf der egentlig er krimier. For det er en god struktur til at bringe læseren ind i en fiktiv verden – hovedpersonen må i sagens natur ud og lede efter en skyldig, og læseren bliver taget på sightseeing i det miljø, forfatteren har opbygget. Det har klare fordele og selvfølgelig et par enkelte ulemper.

Head On falder over en enkelt af dem – nemlig at det er svært for en sf/krimiforfatter ikke at finde på en intrige, som er vævet dybt ind i det novum, der adskiller denne fremtid fra vores. I dette tilfælde befinder vi os noget tid, efter Haden-viruset har hærget verden – de ramte er ude af stand til at bevæge sig eller kommunikere, men ved hjælp af indopereret teknologi er de nu blevet i stand til at fjernbetjene robotkroppe. Og – halleluja, kapitalisme – de robotkroppe kan naturligvis bruge i en ny ekstremsport, Hilketa. Grundlæggende fodbold udsat for computerspilslogik: fang en af modstanderne, hug hovedet af ham og brug det til at score point med.

Der er ikke noget at sige til, at det er en populær sport.

Men en dag dør en af spillerne, da hovedet rives af hans robotkrop – noget, der burde være umuligt. Måske er det ikke bare et hændeligt uheld, og den mulighed må FBI-agenten Chris Shane efterforske i sine robotkroppe. På bedste krimivis viser det sig snart, at der er folk, som ikke er glade for det.

Head On er god, lige ud ad landevejen science fiction. Det er spændende, det er sjovt, det er actionpræget, og der er gode ideer. Som nævnt kunne man måske godt ønske sig fornemmelsen af, at denne verden eksisterede som andet end en mulighed for at fortælle lige præcis denne historie, men skidt – det er en fornøjelse at læse sig fra start til slut, så man bør ikke klage.

“The most entertaining, accessible writer working in SF today,” citeres Joe Hill for på forsiden, og det er præcis, hvad Scalzi leverer her: underholdende og lettilgængeligt. Det er en god roman at smide efter folk, som ikke er inde i genren – den beskrevne verden præsenteres uden unødvendigheder, og man tages høfligt ved hånden hele vejen. Mere vante læsere kan slappe af og nyde turen.

Trehundrede år efter

apr
20

Hvor længe kan man have en grønlandsk science fiction-roman stående i samlingen, førend man bliver nødt til at læse den?

Svaret, viser sig, er: ret lang tid endda. Men forleden stak Augo Lynges “Trehundrede år efter” ryggen frem mellem alle de tykkere bøger, og det var en sjov lille oplevelse. Første indtryk var af en lidt klodset 80er-roman, men en nysgerrig googling bød på et par overraskelser – kun den danske udgave var fra 1989, mens “Ukiut 300-nngornerat” faktisk er fra 1931 – og tillige er den anden grønlandske roman overhovedet. Som en cadeau til grønlændernes forestillingsevne var romanen før den, “Sinnattugaq” (En grønlænders drøm) fra 1914 faktisk også en fremtidsroman.

Titlen 300 år efter er den fjerne fremtid 2021 – som jo så altså var noget fjernere ved bogens undfangelse – 300 års jubilæet for Hans Egedes landgang i 1721. Forfatteren var lærer, sidenhen politiker, og den baggrund benyttes som undskyldning for at fremlægge lidt fremtidsvisioner for Grønland. Starten er grundlæggende et infodump, der er Arthur C Clarke værdigt: af typen “Nu er det jo længe siden, at du har været på de her egne, så lad mig lige fortælle dig, hvordan det står til her på Grønland.”

Dernæst tager historien lidt af en drejning, idet to europæere røver en bank og stikker af med den fyrstelige sum af 50.000 kroner. Vore to helte drager ud for at fange, og det meste af bogen er denne jagt, der kommer til at tage ret lang tid, da en vældig storm rammer området. Det er en pudsig oplevelse, da vi går fra forklarende samtale til noget, der føles som at læse en gammel drengeroman – for så at ende (SPOILER-ALERT) ved festligholdelsen af de 300 år med en gennemgang af Grønlands historie og udvikling og så en lille happy end-sløjfe.

Det er hurtigt læst og ganske hyggeligt. Men der er ærligt talt ikke den store fornemmelse af fremtid – i de 90 år, der er gået, siden bogen blev skrevet, virker det mest, som om resten af verden har stået stille rent teknologisk, men Grønland har udviklet sig stille og roligt – så man nu kan lytte til koncerter fra hele verden via radioen, hurtigt telegrafere og flyve, som man ønsker. Det er en positiv vision for landets fremtid, men også ret så naivt og pastoralt.

Store brag

apr
12

Hennings skriv om Big Bang fik mig til at huske en gammel tekst, der nok har været på fanzine.dk. Og opgravet fra internettets dyb kommer den her:

En tidligere kommentar om, hvordan science fiction påvirker virkeligheden, der påvirker science fiction, der… ad nauseam, indtil vi alle render rundt som henførte, blå Navi-naturelskere i 3D, fik mig til at tænke på historien om Big Bang.

Fred Hoyle (1915-2001) var astronom og science fiction-forfatter.

Et par af hans romaner (plus flere fagbøger) er oversat til dansk: “Den sorte tåge” og “Budskabet fra Andromeda” (også udgivet som det lidt mere dramatiske “Angrebet fra Andromeda”). Begge bøger husker jeg som ganske gode, omend de selvfølgelig er noget gammeldags. Selv om det er år og dag siden, jeg selv læste dem, var det lettere forstyrrende i at skulle forholde sig til computere, der fodres med hulkort, mens vi snakker (angivelig) fremtid.

Især “Den sorte tåge” er interessant – i den opdager menneskeheden, at en enorm tåge bevæger sig mod Jorden. Den viser sig at være intelligent, og de skaber kontakt til den – desværre først efter den har udryddet en god klump af klodens befolkning ved at lægge sig i vejen for Solen. Da videnskabsmændene først er begyndt at kommunikere, benytter de sig naturligvis af dens unikke perspektiv og overvældende viden og stiller spørgsmål som: “Er det virkelig sandt, at universet opstod ved en kæmpe eksplosion?”

Hvortil tågen svarer noget i retning af: “Tøhø. Hvor har I dog fået den tåbelig ide fra?”

Hoyle var nemlig en fremtrædende fortaler for Steady State-teorien, ifølge hvilken universet altid har eksisteret og altid vil gøre det. Faktisk var han så meget fortaler, at han ville latterliggøre den modstridende teori og derfor gav den et tåbeligt navn: Big Bang.

Look who’s laughing now, Fred.

Hvis man vil læse mere om Hoyle (og i parentes bemærket er flere af hans bøger altså ganske læseværdige), er der en god artikel om “Den sorte tåge” og en nekrolog på Information.dk

Stephen Hawkings tidsrejsefest #7

mar
31

Det var en sær fest. På en og samme tid et højdepunkt i historien og den sorteste dag i nogens kalender. Alle gæsterne vidste det, men alle forsøgte at ignorere det. Maden var god, og vinen var bedre – den havde ingen metasensoriske effekter, men leverede en så effektiv euforiserende forgiftning, som det 21. århundrede formår. Der er folk, som rejser hertil alene af den grund.
På trods af kulturforskellene syntes Hawking at opfange vores melankoli.
“Hvad er der galt?” spurgte han gennem højtaleren.
“Åh, du ved, bare kvantefysik,” svarede jeg.
Han skrattede elektronisk, måske et suk. “Jeg forstår. Jeg havde overvejet muligheden.”
Selvfølgelig forstod han. Han var, trods alt, et geni. Han kunne se konsekvenserne af sine handlinger. Og vore.
2009 er naturligvis ikke det tidligste tidspunkt, der har haft besøg af tidsrejsende. Men det er første gang, at vores tilstedeværelse har været så tydelig, at den har påvirket samtiden målbart. Det er første gang, at vi har skabt en forgrening.
Der var en teori, at enhver beslutning resulterede i to nye grene i et evigt voksende multivers – et for hver mulighed. Men universet er ligeglad med, om du vælger mælk eller fløde i kaffen. Universet reagerer kun på de store beslutninger.
Så vi skåler og synger fremtidens sange i skumringen, ikke kun for at fejre og selv, men også i sorg over det mørke, lille univers, som driver væk fra os. Et univers, hvor denne fest ingen gæster fik og aldrig vil få det, fordi tidsrejser aldrig vil eksistere der. Jeg har svært ved at forestille mig noget mere trist.

Edmund Cooper

mar
01

Edmund Cooper er en af de der klassiske sf-forfattere, som har listet sig ind på mine reoler med flere titler – men som jeg ærligt talt aldrig har fået læst noget af. Men forleden sprang “Jupiter Laughs” ud i den ventende hånd og meldte sig frivilligt til at ledsage mig på de daglige togture.

Det er en novellesamling 1979 – men for at være ærlig føles det nok lidt ældre. Vi drager til Mars og finder hemmeligheden om vores egen oprindelse, en professor lader sin computer arbejde med sin søn og kommer til at fortryde det og så videre – det er gerne fortalt med et glimt i øjet, men måske også nok lidt forudsigeligt og ikke synderligt komplekst.

Men det fik mig da til at google forfatteren, for hvorfor ikke fylde lidt mere på om ham, når nu der alligevel står flere af hans bøger og venter. Det er lidt af en rutsjebanetur – især gennem denne side om forfatteren.

Til at starte med slår han fast, at alle hader franskmænd (eller i al fald franske scifi-film):

According to the jacket notes in Unborn Tomorrow a French film was made of one of his short stories but in reality the film was American and called The Invisible Boy (1957 also known as S.O.S Spaceship) based on Brain Child (1956) and featured the second appearance of the character Robbie the Robot. EC was embarrassed by having his name associated with this movie, which he called “one of the worst science fiction films of all time” so he said the film was French apparently in order to conceal his association with it.

Senere viser han sig at være meget gammeldags – men måske også kedeligt moderne på sådan en “de dybeste afgrunde af internettet”-måde:

On Cooper and Women: He said that the central characters in Transit, All Fools Day and The Uncertain Midnight were all “pseudonyms” for himself and that this was why American reviewers (“because there are so many women reviewers”) called him a male chauvinist pig. He also said that he was not against the emancipation of women but that the average woman had a cranial capacity 125cc less than that of a man; “let them have totally equal competition…they’ll see that they can’t make it…I just don’t think they can compete on the same terms” As evidence he cited the lack of “good” female mathematicians, scientists and composers; “They’ve gone back home to wash the dishes and produce children.” However, EC did then go on to say that this was a “very simplified” version of what he felt – that he loved women, did not want to subjugate them and that “I’d lay every attractive woman in the world if I could.”

Der henvises, tror jeg, til dette interview:

Jim: As individuals, the characters in many of your books lack the identity of singular people, and seem to be morerepresentative of mankind in general Why is this?

Edmund: Well, it’s legitimate of you to say that they lack, as it were, a great deal of variety; most of them are similartypes, though there are one or two who do have this variety.Richard Avery in Transit; Matthew Greville in All Fools’ Day; John Markham in The Uncertain Midnight – are all,basically, the same kind of character, the same kind of matrix. It’s got to be perfectly obvious to anyone that the personhe knows best is himself. I know myself best, so I’m afraid that these are all pseudonyms for myself. They’re how Ithink I might react given the dreadful, intriguing, funny, banal, or bizarre situations these characters find themselves in.It’s easier to put my reactions down, than invent a character and put his reactions down. There are a lot of masqueradingEdmund Coopers in my novels, which is why, frequently, American reviewers call me a male chauvinist pig.

Coopers brug af sig selv i fiktion fører så i en cirkel tilbage til første kilde og denne bid:

On Cooper’s Interests: EC described his interests in 1971 as “chess, philosophy and wine.”1 Obviously, EC drank excessively and many of his characters share this trait. Perhaps the greatest drinkers in his books were those in Five to Twelve (1968), Kronk (1970) and the character Commander James Conrad from the Expendables series (1975-76).

Edmund Cooper døde af alkoholisme i 1982.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #6

jan
25

For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.

Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.

Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.

Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.

Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.

Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.

Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.

Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.

Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.

Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.

“Ha. Ha. Ha. Ha.”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #5

jan
13

Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”