SUPERKULTUR

Piskestjerne

sep
19

Hvis man nogensinde har set CSI eller lignende, har man nok haft den oplevelse – computerens magiske egenskab eller en overraskende ny teknologi hives op fra skuffen for at fremme plottet. Der er sjovt nok lidt af den samme oplevelse i Frank Herberts Whipping Star – omend det her gerne er juridiske eller bureaukratiske forhindringer, der overraskende trækkes frem. Man tror, man er kommet til en korsvej i handlingen – enten er man kørt fast, eller også er der lige udsigt til en forløsning, og så: “Men loven siger…”

Whipping Star er en lidt sjov oplevelse – oftest, synes jeg, er Herberts bøger ganske håndgribelige; de bevæger sig i en verden, der er til at føle på, og de har praktiske mål (nogle gange svært gennemskuelige tanker og pointer undervejs, men det kan være en charme). Hovedpersonerne skal nå frem til noget, og der er forståelige forhindringer i vejen. Da jeg kortfattet skulle forklare denne bog for en anden person, blev det til: “Der er en sadistisk rigkvinde, som pisker en levende stjerne. Og det kan muligvis betyde verdens undergang.” Forklaringen blev ikke bedre forsiden ganske centrale, grønne alien-røv.

Den piskede stjerne skal reddes af Jorj X. McKie, som er saboteur extraordinary – hvis job er at forhindre myndighederne i at gå amok i lovgivning og generel udvikling. Jeg tør ikke sige, hvor meget den ide påvirkede mig, da jeg læste bogen som knægt, men i dag må det være mit drømmejob. “I dag forhindrede jeg en idiotisk lov om tvungne håndtryk.” Det ville være hyggelig samtale over aftenkaffen.

Der er tale om den første bog i ConSentiency, så SPOILER, verden går ikke under. Men vejen til den forløsning er kringlet – og af den type science fiction, hvor jeg ikke altid er helt sikker på, om der er en niveau af satire, jeg ikke helt fanger. Men det er underholdende.

En ting, der slog mig under læsningen, skete, fordi Jakob uploadede hans MOC-video – kaffebaren der fremstilles med lidt klodsede klodser, men alligevel lykkes det at fylde den med sjove detaljer. Den er fyldt med elementer, som er helt ude af forhold med hinanden i størrelse, men seeren samler det alligevel i hovedet til et sammenhængende hele. Lidt af det samme gør Herbert – arbejder med lettere overdrevne dele, men sætter dem sammen i læserens hoved, så der dannes et fint og overraskende fyldigt billede af den beskrevne verden.

Jeg forsøger stadig at sætte billede på begrebet chairdog.

Extinction

sep
13

Jøsses, der er mange ting galt med Extinction. De første tyve minutter, der bumler afsted som lønslave efter 14 mandage i træk, de uudholdelige børn, plothullerne… jeg kunne lave en meget lang liste, som sikkert ville ende et eller andet sted omkring “Hvor meget make up kan man have på i seng?” Dertil kommer, at filmen formelig danser stepdans på nogle af de genrespecifikke kunstgreb, der trykker på min personlige irritationsknap.

Men. Der er dog et men. Endda et par stykker. Extinction er ikke nogen god film, men…

Michael Peña er altid god som elskelig allemand. Mange af de der irritationselementer bliver faktisk flettet ind i historien ganske godt, men dog først efter jeg havde været irriteret gennem længere tid. Og – uh, det er sikkert en SPOILER – man får faktisk for en sjælden gangs skyld lov til at se et barn blive udryddet. Måske ikke det barn, man ville ønske, men lidt har også ret.

Efter cirka tyve minutters omtåget introduktion, hvor Peña spiller en familiefar, som begynder at drømme om en invasion fra rummet, sker det, man har talt ned til: rumvæsener trænger ind i Jordens atmosfære og begynder at slagte civilbefolkningen. Vor helt er faktisk ikke alene om at have drømt om de blodige begivenheder, men han har holdt fast i advarslen, og det lykkes ham at få sin familie ud af bygningen, og de flygter mod det eneste sikre sted, han kan forestille sig.

Der er en overgang her, hvor der faktisk er omridset af en ganske effektiv B-film at se – familien på flugt gennem en krigszone, jagt af en stædig, udenjordisk soldat. En B-film ville kunne være sluppet af sted med det – så snart man skruer op for budgettet, skruer man også ned for de undskyldninger, jeg som seer er villige til at komme med helt underbevidst. Men så drejer filmen af og kører i en helt anden retning.

Og denne retning går faktisk ind og sletter en god del af mine punkter på den indledende liste (nej, de slår ikke børnene ihjel, men en god del andre). Jeg tror, at man som science fiction-læser faktisk vil kunne få en smule fornøjelse ud af denne sidste del, omend den er klodset, og vejen dertil er så rodet. Men hvis man glemmer forventningerne om en storladen ruminvasion og i stedet forventer en okay filmatisering af en 50-60er science fiction-roman (det ville være en spoiler at nævne den forfatter, jeg tænker på), så tror jeg faktisk, der er en lille oplevelse at hente her.

John Varley wu-hu!

aug
31

Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.

Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.

Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.

Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:

Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.

The Gone-Away World

aug
29

Ofte, at folk skal afbillede tyngdekraft, viser de en flade med et dybt hul i – for at illustrere, hvordan ting falder “ned” mod et tungt legeme. Jeg har lidt samme billede af min indre topografi over bøger, jeg har læst gennem tiden (hvilket helt ærligt også er min indre hukommelsesbank generelt: “Nåja, ferien i Tyrkiet som knægt? Det var der, jeg faldt over Greg Bears Queen of Angels i en tætproppet lille brugtbogsbiks”). Og her og der er de bøger, som har lavet singularitetslignende fordybninger og mere eller mindre bogstaveligt har suget mig ind i fortællingen. Måske fordi det var den første bog, der introducerede et fortælleteknisk element, eller fordi den lod mig identificere mig selv med historien, eller måske bare fordi det var en pissefed bog.

Der er en statistisk signifikant sammenklumpning af disse titler i mine unge år, naturligvis – Rotternes planet, Drengen der skinnede, Kaninbjerget og så videre. Men det er meget sjældent, at jeg som voksen har læst en bog, der har grebet mig med helt samme entusiasme og generelle følelse af “I’m having so much fun right now”. Ikke desto mindre lykkedes det for Nick Harkaways “The Gone-Away World” – og endnu mere signifikant: det lykkedes for nyligt igen ved genlæsningen af den.

Kort om bogen: verden er gået under, og en vis normalitet findes kun i et relativt smalt bælte omringet af intethed, ud af hvilket kaos og monstre opstår. Den normalitet opretholdes industrielt af firmaet Jorgmond. En eksplosion i den rørledning, som vedligeholder status quo, bringer vore hovedpersoner i spil, idet de arbejder med at rydde op i den slags uheld.

Det lyder for så vidt ganske lige ude af landevejen. Meeeeeeen så er der lige piraterne. Og ninjaerne. og alt det andet.

“The Gone-Away World” er en af de der bøger, som det er svært at skabe en ordentlig forståelse af i en anden persons bevidsthed, så man fristes til blot at ruske tilfældige forbipasserende og råbe ad dem, indtil de går i gang med den. Men i mit hoved fremstår den som en besynderlig sammenfiltring af tidlig John Irving (et tragisk-humoristisk og fuldstændig usandsynligt persongalleri, som på forunderlig vis fremstår levende), China Mieville (for en visuel fantasi og en gribende fortællestil) og så Big Trouble in Little China (for fuldstændig over the top tjuhej og tjubang). Den kombination lyder ikke som noget, der burde fungere. Den lyder faktisk forfærdelig, nu jeg set den på skrift. Men i al fald mig trak den ind i fortælling og fastholdt mig (endnu engang) til sidste side. Den er fabelagtig.

Du burde læse The Gone-Away World.

Ellers risikerer du, at en eller anden griber fat i dig på gaden og rusker dig.

Fordomme

aug
27

De der fordomme, folk har mod science fiction… I dag, i regionaltog af alle steder, fik jeg en smule forståelse af, hvor de stammer fra.

For helvede, Frank Herbert, du skrev gode bøger, men den forside…

Geostorm

aug
21

Jeg behøver vist ikke fortælle meget om Geostorm. Den er stor, den er (for?) dum, og den har eksplosioner. Den er med andre ord en god undskyldning for popcorn.

Men lad i stedet Parents Guide på IMDb fortælle om den på sin helt egen, idiosynkratiske og næsten poetiske måde.

Her med Kurt Vonnegutsk enkelhed:

Og her med beat-poet-fokus:

Og her i al sin enkelhed filmens grundpræmis i én sætning:

 

Tom Gauld

aug
19

Tom Gauld er god – men i dag har han begået noget så sjældent som en bibliotekar-utopi (husk at bladre igennem alle tre sider).

 

Gæt en film

aug
12

Velankomne i hjemmet efter en tur til Ærø blev det her søndag middag tid til et afslappende gensyn med en klassisk scifi-horror. Men hvilken? Reglerne er som sidst: jo færre hints der skal til, før du gætter titlen, jo flere XP kan du skrive på dit character sheet, inden du går i seng i aften. Denne gang er alle hints citater udtalte af min kone før og under filmen:

Maximum point: “Åh, han sveder også godt i den film!” Hun talte om Kurt Russell.

Medium point: “Nåja, så skal vi se ham både svede og fryse!”

Minimum point: “Den starter da ikke med, at de skyder en hund, gør den?” Nej, det gør den ikke.

Nej, det er ikke den film.

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

Den underforståede nazist

jul
19

For noget tid siden skrev jeg en artikel om alternate history til en af de lokale aviser (lokale i forhold til biblioteket, hvor jeg arbejder). De indledende faser gik på, at det under Trump næsten føltes, som om vi levede i en afledt tidslinie -men hen af vejen skar jeg artiklen til, så den fokuserede på den gren af genren, der leger med spørgsmålet “Hvad nu hvis nazisterne havde vundet krigen?”. Og så virkede det smart at fjerne Trumps navn fra det hele og i stedet formulere noget om, at verden kunne virke sær for tiden – der er nok visse politiske statements, biblioteket ikke bør stå for.

Men avisredaktøren kastede et blik på artiklen og forsynede den fluks med et meget stort billede af… Trump.

Jeg tror godt, jeg kan lide den redaktør. Og artiklen ligger nu på bibliotekets hjemmeside: Dengang nazisterne vandt krigen.