SUPERKULTUR

Edmund Cooper

mar
01

Edmund Cooper er en af de der klassiske sf-forfattere, som har listet sig ind på mine reoler med flere titler – men som jeg ærligt talt aldrig har fået læst noget af. Men forleden sprang “Jupiter Laughs” ud i den ventende hånd og meldte sig frivilligt til at ledsage mig på de daglige togture.

Det er en novellesamling 1979 – men for at være ærlig føles det nok lidt ældre. Vi drager til Mars og finder hemmeligheden om vores egen oprindelse, en professor lader sin computer arbejde med sin søn og kommer til at fortryde det og så videre – det er gerne fortalt med et glimt i øjet, men måske også nok lidt forudsigeligt og ikke synderligt komplekst.

Men det fik mig da til at google forfatteren, for hvorfor ikke fylde lidt mere på om ham, når nu der alligevel står flere af hans bøger og venter. Det er lidt af en rutsjebanetur – især gennem denne side om forfatteren.

Til at starte med slår han fast, at alle hader franskmænd (eller i al fald franske scifi-film):

According to the jacket notes in Unborn Tomorrow a French film was made of one of his short stories but in reality the film was American and called The Invisible Boy (1957 also known as S.O.S Spaceship) based on Brain Child (1956) and featured the second appearance of the character Robbie the Robot. EC was embarrassed by having his name associated with this movie, which he called “one of the worst science fiction films of all time” so he said the film was French apparently in order to conceal his association with it.

Senere viser han sig at være meget gammeldags – men måske også kedeligt moderne på sådan en “de dybeste afgrunde af internettet”-måde:

On Cooper and Women: He said that the central characters in Transit, All Fools Day and The Uncertain Midnight were all “pseudonyms” for himself and that this was why American reviewers (“because there are so many women reviewers”) called him a male chauvinist pig. He also said that he was not against the emancipation of women but that the average woman had a cranial capacity 125cc less than that of a man; “let them have totally equal competition…they’ll see that they can’t make it…I just don’t think they can compete on the same terms” As evidence he cited the lack of “good” female mathematicians, scientists and composers; “They’ve gone back home to wash the dishes and produce children.” However, EC did then go on to say that this was a “very simplified” version of what he felt – that he loved women, did not want to subjugate them and that “I’d lay every attractive woman in the world if I could.”

Der henvises, tror jeg, til dette interview:

Jim: As individuals, the characters in many of your books lack the identity of singular people, and seem to be morerepresentative of mankind in general Why is this?

Edmund: Well, it’s legitimate of you to say that they lack, as it were, a great deal of variety; most of them are similartypes, though there are one or two who do have this variety.Richard Avery in Transit; Matthew Greville in All Fools’ Day; John Markham in The Uncertain Midnight – are all,basically, the same kind of character, the same kind of matrix. It’s got to be perfectly obvious to anyone that the personhe knows best is himself. I know myself best, so I’m afraid that these are all pseudonyms for myself. They’re how Ithink I might react given the dreadful, intriguing, funny, banal, or bizarre situations these characters find themselves in.It’s easier to put my reactions down, than invent a character and put his reactions down. There are a lot of masqueradingEdmund Coopers in my novels, which is why, frequently, American reviewers call me a male chauvinist pig.

Coopers brug af sig selv i fiktion fører så i en cirkel tilbage til første kilde og denne bid:

On Cooper’s Interests: EC described his interests in 1971 as “chess, philosophy and wine.”1 Obviously, EC drank excessively and many of his characters share this trait. Perhaps the greatest drinkers in his books were those in Five to Twelve (1968), Kronk (1970) and the character Commander James Conrad from the Expendables series (1975-76).

Edmund Cooper døde af alkoholisme i 1982.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #6

jan
25

For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.

Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.

Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.

Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.

Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.

Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.

Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.

Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.

Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.

Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.

“Ha. Ha. Ha. Ha.”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #5

jan
13

Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #4

jan
06

Hvad havde du forventet?
Tidsrejser er og har alle dage været og vil alle dage være for unge mennesker. Gamle mennesker bliver hjemme og betragter tiden, unge mennesker rejser ud og skaber den. Så når du indbyder tidsrejsende til fest, er det unge mennesker, der gasser deres singulariteter op og lader deres musik spille på tværs af æonerne.
Og unge mennesker holder ikke bare fest, de holder også forfest.
Så vi startede et sted i det 28. århundrede, hvor nanomaskinerne kan spille symfonier på ens synapser, og de ikke skæver så meget til ens alder. Det var en god fest. Vi diskuterede, hvordan du ville håndtere, at så mange tidsrejsende mødtie op til den lille fest, du havde planlagt. Vi besluttede, at vi hellere mått medbringe drikkevarer, så i samlet flok smuttede vi omkring Titanic for at dræne lidt af deres samling.
Der er ikke noget bedre for en fest end overhængende undergang.
Så humøret var højt. Men hvis der er noget, tidsrejsende gør, er det at genopleve historien og gentage den. Så snakken – som den altid gør, når mere end tidsrejsende er samlede – kom til at handle om paradokser. Ja, du ved det ikke, men den første tidsmaskine blev opfundet delvis på grund af dig og din tidsrejsefest. Ingen mødte op, og derfor blev tidsmaskinen opfundet – så hvad vil der ske, hvis vi møder op? Universet har ikke noget problem med det – den slags paradokser er kun kortvarigt stabile, og så eksisterer de ikke længere. Og du synes måske, at du er vigtig, men i bund og grund er det bare en lidt mere kedelig udgave af bedstefarparadokset. Og det var egentlig det, der var problemet, for på det her tidspunkt var forfesten muligvis løbet lidt af sporet. Og min ven Stephen – ja, han hedder Stephen, opkaldt efter sin tipoldefar… det er dig. Min ven Stephen blev lidt besat af tanken om et dobbelt bedstefarparadoks. For hvad vil der ske, hvis han rejse tilbage i tiden og slog sin egen forfader ihjel til en fest, hvor manglen på tidsrejsende var med til at skabe tidsmaskinen? Ville det blot resultere i en kortvarig paradoksboble eller en helt ny tidslinie?
Du er videnskabsmand, så du forstår nok, at der kun er en måde at afgøre det på. Sig goddag til dit eget tipoldebarn. Og farvel.

Den lille død i Beirut

jan
04

På et tidspunkt i det hedengangne år besøgte jeg forlaget Jensen & Dalgaard (de har udgivet et par af min kones bøger) og nævnte, at jeg var i gang med “Den lille død i Beirut”. Reaktionen kunne næsten have været et haiku:

Forlagets første science fiction
Første libanesiske science fiction, endda
Men det er ikke science fiction

På den ene side var der en del af min hjerne, som gearede op med høj hvinen i “faktisk er det science fiction” – men på den anden side forstår jeg jo egentlig godt holdningen. Der er visse forventninger til science fiction, hvad enten man er fast læser eller flygter skrigende ved tanken – Niels Dalgaard sammenligner det et sted med portrætmaleri versus landskabsmaleri, hvor sf er sidstnævnte, fordi den gerne bruger ekstra energi på miljøet og de store sammenhænge i den fortalte verden frem for detaljerne i den enkelte person. Og “Den lille død i Beirut” er helt klart førstnævnte.

Havde forfatteren nu kaldt den “Sex og død i Beirut”, ville han måske have været tvunget til at føje noget mere action til – men det gjorde han ikke, omend det principielt set er det, den handler om. Bare på en usandsynligt fint underspillet måde.

Vi starter i Paris i år 2058. Vor hovedperson, Christian, får adgang til retrovionsmaskineriet med det formål at studere fortidens Beirut for at lære mere om angstens mimik. Kameraerne kan strække sig på tværs af tiden, og han får dem indstillet på to forskellige steder i Beirut fra 1973 frem til 2012. Noget af det første, han ser, er sin egen mor, der får et hurtigt knald på et toilet.

Snart fortaber han sig – ikke i de pornografiske scener, men i sin families historie. For faderen døde allerede inden Christians fødsel, og hvordan blev han egentlig til? Ja, “han” kan i den sætning både være faderen og Christian selv.

“Den lille død i Beirut” er et utroligt fint og velskrevet portræt af jagten på at forstå sit ophav og sig selv. Det er ikke en historie, der brager af sted, selv om man måske kunne tro det, når vi starter med sex og krig, men en bog, der roligt trækker læseren ind i den fortalte verden, både fortid og fremtid. Eller fortider, kunne man fristes til at sige, for Christian har adgang til to kameraer, der optager hver sin epoke – det ene af dem sættes ved et uheld til at optage baglæns kronologisk og gør det meget tydeligt, at det ikke handler om teknologien, men at teknologien er et værktøj, forfatteren har brug for til at fortælle sin historie.

Netop der ville den faste sf-læser nok blive lidt skuffet, mens de i starten omtalte skrigende flygtende ville stoppe op og vende tilbage til bogen. Men jeg synes faktisk, at Germanos slipper af sted med en bog, der evner begge sider af genreskellet – den personlige historie og en historie, der pirker til nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere om den fortalte verdens fundament. I dette tilfælde er det så ikke retrovisionen, der er spændende, men det Libanon, den giver adgang til – det er en af de bøger, der afføder en nysgerrighed overfor faglitteraturen snarere end den beslægtede skønlitteratur. Hvis du vil vide mere.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #3

dec
18

Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #2

dec
10

Min søn var lige lidt over 554 megasekunder gammel (subjektiv tid), da han besluttede sig for at tage til festen. Jeg selv var lidt ældre, da jeg fik ideen, men jeg havde ventet det – jeg havde kunnet mærket rastløsheden i ham gennem den senere tid.
“Det er en hån,” sagde han og gestikulerede ad invitationen, der havde hængt i en tidsboble på hans væg den sidste uges tid. Da jeg var ung, måtte vi nøjes med gengivelser på molekyleniveau, men det her var et lukket loop, der viste den ægte invitation.
“Det ville også være et paradoks, hvis du tog til festen. Eftersom ingen tog til festen.”
“Azeltorn, Phrenofred og Kevin slog Hitler ihjel sidste uge. Tre gange.”
Han havde tænkt det igennem, kunne jeg se. Så den eneste løsning var at knuse hans illusioner. Som alle unge mennesker vidste han godt, at Jorden roterede om solen, men tiden roterede om ham. Det var vel tid til at blive voksen.
“Kan du huske den ældre herre, vi besøgte sidste år (objektiv tid)?”
“Albert? Ja.”
“Og kan du huske, hvad han sagde?”
“Hvad sagde han ikke, vil jeg snarere sige.”
“Alt…”
“…er relativt, ja.”
“Men relativt til hvad?”
“Åh…”
“Ja. Hawking etablerede det første praktiske paradoks. En temporal singularitet. Så al tidsrejse foregår relativt til det. Uanset hvornår du rejser, vil din afstand til den dag altid være den samme.”

Der hvor julemandens hjælpere kommer fra!

dec
10

Jeg ved at jul og science fiction går rigtig godt i spænd. Derfor dagens lille diorama af Julemandens Nissemaskine! Enjoy!

Stephen Hawkings tidsrejsefest #1

dec
06

Der findes et forbund, som eksisterer på tværs af tid og rum. Dets navn, som har måttet tage hensyn til dette, har dannet grundlag for en helt ny grammatik og er derfor svært at gengive her, men det er et forbund bestående af tidsrejsende.
Den første paragraf i deres reglement indledes med disse ord:
“Det er enhver tidsrejsende – eksisterende eller paradoksstabil – forbudt at kontakte eller besøge den 28. juni 2009 eller 30 megasekunder ad alle akser fra disse temporale koordinater.”
Disse ord efterfølges af adskillige terabyte data, hvis funktion er at lukke ethvert smuthul – og dem er der mange af, når vi taler tidsrejser.
Man behøver ikke være detektiv for at finde grunden til denne regel, for forbundet forstår vigtigheden af at dokumentere historien. Det kræver dog en vis ihærdighed, for forbundet dokumenterer både omfattende og effektivt. Men bruger man tiden, vil man finde en sanseemulation af tidsmaskinens opfinder og forbundets stifter.
Hans ansigtskulør og mimik siger meget, men ordene taler for sig selv.
“I kan rejse herfra og til evigheden på grund af mig, så I gør, som jeg siger. Da jeg var 12, holdt jeg en fest, og alle blev væk på grund af den infame lille Hawking. Jeg svor hævn, og tidsmaskinen eksisterer kun af én grund: så han kan føle, hvordan det er. Så hvis nogen af jer så meget som overvejer at tage til den fest, vil jeg kneppe jeres mor, bedstemødre, oldemødre og videre gennem tiden, til I bliver så indavlede, at I ikke kan kende forskel på sekunder og timer!”

All the Birds in the Sky

dec
02

Jeg havde lykkeligt glemt alt, hvad jeg måtte have læst om All the Birds in the Sky, da jeg gik i gang. Jeg vidste, at Charlie Jane Anders have været med til at stifte Io9, at der var noget med, at man skulle have et foretrukket pronomen for øje, og at bogen havde gået en masse gode ord med på vejen her og der. Derudover var der nok et svag forventning om noget god science fiction, selv om det ikke ligefrem strålede ud af forsiden.

I første kapitel bliver man præsenteret for Patricia – hun er pige, hun er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, hendes søster er ond, hendes forældre forstår hende ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at hun er en heks, der kan snakke med fugle. Patricia er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i en YA fantasy-roman af den slags, markedet flyder over med for tiden.

I kapitel to møder vi så Laurence – han er dreng, han hader udendørslivet, men elsker videnskab og teknik, han er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, og hans forældre forstår ham ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at han faktisk er så god til det med teknik, at han bliver indlemmet i et fællesskab af ældre ligesindede. Laurence, der ikke vil kaldes Larry, er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i den slags ungdomsromaner, science fiction har elsket i årtier.

I kapitel 3 mødes de to, og i kapitel fire introducerer vi for et medlem af et snigmorderlaug – han har set fremtiden, og der er de to skyld i verdens undergang. Derfor må de naturligvis dø, hvilket han ikke har det store held med, blandt andet fordi laugets regler forbyder mord på børn.

Det var altsammen noget anderledes end de indrømmet noget vage forventninger, jeg havde til bogen – men jeg kan ikke komme udenom, at det også var underholdende. Anders formår at balancere lige der, hvor man føler, det burde være fjollet, men man lader sig overbevise og smutter videre i historien for at se, hvad det skal føre til.

Blandingen af science fiction og fantasy fungerer overraskende godt. Men den grundlæggende logik i fortællingen er dog nok hentet fra fantasy-delen, for som overvejen sf-læser savnet jeg måske en underlæggende orden eller pointe med det hele – på den måde kommer All the Birds til at føles lidt som en tv-serie; jeg var personligt ret langt i bogen, før det gik op for mig, at jeg stadig ventede på, at selve historien skulle gå i gang. Der skete ting, og det var en fornøjelse at læse, men jeg havde ikke en fornemmelse af, at det var på vej nogen steder her. Skidt med det – måske er de knuder, historiens bånd knytter, ikke helt tilfredsstillende, men man følger dem med glæde og en vis spænding.

All the Birds in the Sky er en vellykket afslapningsbog. Og for yngre læsere vil den sikker være andet og mere end det. Der kunne den være en god introduktion til begge genrer, og hvad mere kan man ønske sig?