SUPERKULTUR

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

Staten hader mandag

maj
24

Men staten hader også tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så skynd dig at få noget ud af dine skattepenge, inden de bruger dem på at skabe et repressivt regime, som sender dine søskende i kryosøvn. Du ved, “bare indtil alting går lidt bedre”.

Det er grundlæggende oplægget i What Happened to Monday, som er dukket op på Filmstriben. Overbefolkningen er blevet så slem, at der er indført etbarnspolitik, og alle ulovlige søskende bliver frosset ned. Under navnet Karen Settman er det dog lykkedes syv søskende at blive voksne og allesammen blive spillet af Noomi Rappacjcchehhe med forskellige frisurer. Hver får de lov at gå udendørs på den ugedag, de er navngivet efter, og ellers opholder de sig i lejligheden. Det har sine spændinger, som man måske kan forestille sig, og man kunne sikkert lave jokes om synkroniseret menstruation, men det vil jeg holde mig for god til.

Hver aften mødes de syv søstre og synkroniserer så om ikke andet det, der er sket i løbet af dagen, så de alle kan opretholde identiteten Karen Settman. Men ikke denne mandag aften, for Monday er forsvundet. Og de ved ikke, hvad der venter dem uden for de trygge vægge.

Det er let at forestille sig, at ideen er opstået ud fra titlen og billede af de seks søstre omringet af et fjendtligt, usikkert samfund – men det er også let at forestille sig alle de måder, hvorpå den historie kunne være gået ad helvede til på sin vej mod det færdige produkt. Overraskende nok er det en ret fed film, der er kommet ud af det – eller, hvis jeg skal være ærlig, det virker, som om der er kommet to film ud af det. For starten og slutningen er bubblegum-science fiction, men hovedparten af filmen er stramt fortalt og ofte overraskende og udnytter sin præmis effektivt.

Angiveligt var det en overgang planen, at den skulle hedde Seven Sisters, hvilket tydeligere afspejler et underliggende eventyr-aspekt (og måske også lidt mere start/slutning), men heldigvis gik man tilbage til den oprindelige titel, som understreger mysteriet og det overraskende. Se den, for fanden.

Jeg overvejede at smide en trailer ind, men undlod – det er en af de film, hvor det er godt ikke at vide for meget om, hvilken stemning man skal forvente sig.

“I’m a human being, not a weekday!”

Singulariteten

maj
12

Profetisk 90er thriller

maj
11

Science fictions succes er som oftest målt (af offentligheden) af hvor effektivt den forudser fremtiden. Det er jo selvfølgelig ikke dens primære mål. Som med alt andet litteratur, handler det jo om forfatterens egen nutid. Men indimellem er der film og bøger der mere eller mindre effektfuldt lykkedes med at forudse verden. Sneakers fra 1992 er et ret godt eksempel. (Jamen, Sneakers er ikke en sci-fi film! Det er at the most en techno thriller?! Ti stille Fanboi Mouthbreather – som Darco Suvin siger: “Science fiction er det vi peger på, når vi siger:  det er science fiction [citation needen]).

The world isn’t run by weapons any more, or energy or money. It’s run by little ones and zeroes, by data. It’s all just electrons… There’s a war out there, old friend. A world war. And it’s not about who’s got the most bullets. It’s about who controls the information What we see and hear. How we work and what we think. It’s all about the information!

The world changed on us, Marty. Without our help… When I was in prison, I learnt that everything in this world, including money, operates not on reality, but on the perception of reality.

Der er en længere trailer på youtuben, men den er direkte forfærdelig. Et klassisk eksempel på træls tidlig 90’er trailer.

Fremtiden

maj
01

Round 1, fight!

Frank Herbert er CC BY-SA 4.0  af Uli Kaiser.

The Status Civilization

apr
29

Der er en dejlig scene i starten af The Status Civilization: en ladning fanger vågner op og finder ud af, at deres hukommelse er blevet slettet, efter de har begået forbrydelser på Jorden. De vil nu blive sat af på Omega, som er deres planet – alle der er ligesom dem.
De bliver hurtigt enige om, at det dårligt kunne blive bedre: en hel planet fyldt med folk, som kun ønsker at blive bedre mennesker, og som alle starter fra nul. Det er jo den sikre opskrift på en utopi.
Og så kommer den bevæbnede,vrede mand gennem døren.

Enhver, der har bare hørt om Australien, ved, at en masse straffefanger samlet ét sted er opskriften på alt andet end utopi. Men Robert Sheckley vidste det naturligvis godt, og han havde en frugtbar fantasi, så han morer sig lidt med ideen. The Status Civilization er del af en hæderkronet science fiction-tradition, der går ud på at anbringe en tilnærmelsesvist uskyldig og i al fald uvidende person i et fremtidigt samfund, som balancerer på den ene eller anden side af grænsen til det groteske. Normalt indebærer det gerne tidsrejser, kryogenisk søvn eller lignende, men her får hovedpersonen altså bare slettet hukommelsen.
Heldigvis er han også del af en anden (og lidt mere trættende) sf-tradition, nemlig den kompetente mand, som kan slå alle odds. Så det fyger med mordforsøg, absurde traditioner og generel fjol. Sjovest er det, når man fornemmer satiren, men til tider føles det dog lidt, som om historien bare kører på frihjul og forsøger at chokere sin læser.
Ikke den vildeste læseoplevelse, men dog noget underholdende i sine lettere naive betragtninger over mennesket og samfundet. Og så er det en bog fra dengang, hvor man kunne skrive en roman på 120 sider. Alene det giver den point i min bog.

newton’s wake

apr
22

Ken Macleod smider ikke læseren ind midt i handlingen. Ken Macleod sparker læseren ud af luftslusen i kredsløb og råber “Du finder ud af det på vejen!”, mens man sætter kurs mod jorden.
Men det er overraskende fornøjeligt, for han leverer en god blanding af gosh wow-ideer, action, spænding og god, gammeldags humor. Så det kan godt være, at man i sidste ende bliver spredt ud over det mentale landskab, men for fanden, man bliver underholdt undervejs.

Se, andre forfattere bruger deres energi på at finde den perfekte første linie i bogen. Macleod fanger øjnene med titlen på det første kapitel.

Vi befinder os et godt stykke tid efter singulariteten, hvor menneskeheden i store linier er delt op efter, hvordan de forskellige fraktioner forholder sig til de efterladenskaber af superteknologi, der findes rundt omkring. Skal man være forsigtig, gå hårdt til dem, ignorere dem, tjene penge på dem?
Ind på scenen træder en ny fraktion, som hidtil har troet, at de var den eneste overlevende menneskehed, og som lever på en planet med en god beholdning af krigsmaskiner. Som prompte begynder at vågne op. Og helt klart ikke er et produkt af den singularitet, der splittede menneskeheden op. Der er, med andre ord, lagt op til tjubang.
Heldigvis er der Macleod, der står bag, så det er intelligent tjubang. Han virker sært uimponeret af sit eget setup og falder ikke i den typiske scifi-fælde (“Hey, lad os stoppe op og diskutere verdenshistorien indtil nu, for det er jo noget, som folk gør…”), men lader én samle det op hen ad vejen – samtidig med at det fyger én om ørerne. Til gengæld bliver det måske en tand for meget, som når et subplot er episk nok til at fylde en bog i sig selv, men klares på et kapitel eller to. Til gengæld har vore helte brug for et rumskib til at klare det subplot, og det klares i et kapitel med titlen “Starship Enterprises”.
Jeg har læst et par stykker af Macleods bøger. Jeg kommer til at læse flere. Hvadenten det er ubehageligt realistisk nærfremtidsdystopi eller langt ude space opera som her, så leverer han varen. Endda med skotsk accent.

Musicals er bare endnu en af de ting, der bliver federe i fremtiden.

Mission to Universe

apr
18

Som knejt – dengang vi pløjede med håndkraft, og der ikke var noget internet – kom jeg i besiddelse af en af Gordon R. Dicksons Dorsai-bøger (Soldier, Ask Not, vil jeg tro). Den var del af en serie, men ikke FØRSTE del, og på forsiden blev den sammenlignet med Asimovs Stiftelsen.

Før internettet betød også før 24/7-reklamecyklussen, der har efterladt os med hård hud på den del af hjernen, der lader sig imponere, så det betød noget. At sammenligne med Stiftelsen var stort set at love, at “Denne bog vil bombe dine mentale forsvarsværker fra kredsløb og løbe stormløb på din fantasi!”

Desværre betød før internettet også, at det var svært at skaffe bibliografiske oplysninger og – mere vigtigt – de udenlandske bøger, man tørstede efter. Så gennem årene sluttede der sig flere Dorsai bøger til den første på hylden, men på mystisk vis aldrig den FØRSTE i serien. Og det, der skulle være en trilogi, var pludselig en “cycle”, hvilket hovedsageligt virkede som en måde at obfuskere, hvor mange der egentlig var, og hvilken rækkefølge de skulle læses i.

Så gennem årene blev Dorsai og Dickson omgærdet med sin helt egen mystik og en vis mængde ærefrygt. Samtidig med at bøgerne sank lidt ind i reolen – og jeg fik simpelthen aldrig taget hul på Dorsai.

Men forleden drejede The Wheel of Random Literature (også kendt som min kone, hvis hun hører ordene “Hvad skal jeg læse?”) og pegede på en Dickson-roman. Ikke en Dorsai, men i stedet Mission til Universe.

Spændende, tænkte jeg. Endelig får jeg taget hul på ærefrygten.

Måske burde jeg bare have ladet den leve, for Mission to Universe er i al fald ikke på højde med Stiftelsen.

Det er historien om Benjamin Shore, den klassiske Kompetente Mand, som beslutter, at politikere og andre ikke ved, hvad der er bedst, så han forfalsker præsidentens ordrer (med saks, papir og lim) og stjæler et phase ship for at udforske galaksen. For der er nu FIRE MILLIARDER mennesker på Jorden, så undergangen er selvsagt nær. Klodens nationer er på nippet til at sprække!
Så Shore gør sig tanker om sit ansvar og drager afsted med sit uvidende mandskab. Og bogen placerer sig et akavet sted mellem seriøse tanker om, hvad der kræves af mennesker, og “Jens Lyn møder fremmede racer og slår på tæven”. Altsammen krydret teknologi, der stort set kun har udviklet sig på ét område (rumskibsbyggeri) og et menneskesyn, der til tider bliver lidt foruroligende. Science fiction-genrens kærlighedsaffære med kapable mennesker, der gør DET RIGTIGE, tåler ikke altid et nærmere syn. Og den her kommer nok ikke til at tåle et gensyn.