SUPERKULTUR

Stephen Hawkings tidsrejsefest #5

jan
13

Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #4

jan
06

Hvad havde du forventet?
Tidsrejser er og har alle dage været og vil alle dage være for unge mennesker. Gamle mennesker bliver hjemme og betragter tiden, unge mennesker rejser ud og skaber den. Så når du indbyder tidsrejsende til fest, er det unge mennesker, der gasser deres singulariteter op og lader deres musik spille på tværs af æonerne.
Og unge mennesker holder ikke bare fest, de holder også forfest.
Så vi startede et sted i det 28. århundrede, hvor nanomaskinerne kan spille symfonier på ens synapser, og de ikke skæver så meget til ens alder. Det var en god fest. Vi diskuterede, hvordan du ville håndtere, at så mange tidsrejsende mødtie op til den lille fest, du havde planlagt. Vi besluttede, at vi hellere mått medbringe drikkevarer, så i samlet flok smuttede vi omkring Titanic for at dræne lidt af deres samling.
Der er ikke noget bedre for en fest end overhængende undergang.
Så humøret var højt. Men hvis der er noget, tidsrejsende gør, er det at genopleve historien og gentage den. Så snakken – som den altid gør, når mere end tidsrejsende er samlede – kom til at handle om paradokser. Ja, du ved det ikke, men den første tidsmaskine blev opfundet delvis på grund af dig og din tidsrejsefest. Ingen mødte op, og derfor blev tidsmaskinen opfundet – så hvad vil der ske, hvis vi møder op? Universet har ikke noget problem med det – den slags paradokser er kun kortvarigt stabile, og så eksisterer de ikke længere. Og du synes måske, at du er vigtig, men i bund og grund er det bare en lidt mere kedelig udgave af bedstefarparadokset. Og det var egentlig det, der var problemet, for på det her tidspunkt var forfesten muligvis løbet lidt af sporet. Og min ven Stephen – ja, han hedder Stephen, opkaldt efter sin tipoldefar… det er dig. Min ven Stephen blev lidt besat af tanken om et dobbelt bedstefarparadoks. For hvad vil der ske, hvis han rejse tilbage i tiden og slog sin egen forfader ihjel til en fest, hvor manglen på tidsrejsende var med til at skabe tidsmaskinen? Ville det blot resultere i en kortvarig paradoksboble eller en helt ny tidslinie?
Du er videnskabsmand, så du forstår nok, at der kun er en måde at afgøre det på. Sig goddag til dit eget tipoldebarn. Og farvel.

Den lille død i Beirut

jan
04

På et tidspunkt i det hedengangne år besøgte jeg forlaget Jensen & Dalgaard (de har udgivet et par af min kones bøger) og nævnte, at jeg var i gang med “Den lille død i Beirut”. Reaktionen kunne næsten have været et haiku:

Forlagets første science fiction
Første libanesiske science fiction, endda
Men det er ikke science fiction

På den ene side var der en del af min hjerne, som gearede op med høj hvinen i “faktisk er det science fiction” – men på den anden side forstår jeg jo egentlig godt holdningen. Der er visse forventninger til science fiction, hvad enten man er fast læser eller flygter skrigende ved tanken – Niels Dalgaard sammenligner det et sted med portrætmaleri versus landskabsmaleri, hvor sf er sidstnævnte, fordi den gerne bruger ekstra energi på miljøet og de store sammenhænge i den fortalte verden frem for detaljerne i den enkelte person. Og “Den lille død i Beirut” er helt klart førstnævnte.

Havde forfatteren nu kaldt den “Sex og død i Beirut”, ville han måske have været tvunget til at føje noget mere action til – men det gjorde han ikke, omend det principielt set er det, den handler om. Bare på en usandsynligt fint underspillet måde.

Vi starter i Paris i år 2058. Vor hovedperson, Christian, får adgang til retrovionsmaskineriet med det formål at studere fortidens Beirut for at lære mere om angstens mimik. Kameraerne kan strække sig på tværs af tiden, og han får dem indstillet på to forskellige steder i Beirut fra 1973 frem til 2012. Noget af det første, han ser, er sin egen mor, der får et hurtigt knald på et toilet.

Snart fortaber han sig – ikke i de pornografiske scener, men i sin families historie. For faderen døde allerede inden Christians fødsel, og hvordan blev han egentlig til? Ja, “han” kan i den sætning både være faderen og Christian selv.

“Den lille død i Beirut” er et utroligt fint og velskrevet portræt af jagten på at forstå sit ophav og sig selv. Det er ikke en historie, der brager af sted, selv om man måske kunne tro det, når vi starter med sex og krig, men en bog, der roligt trækker læseren ind i den fortalte verden, både fortid og fremtid. Eller fortider, kunne man fristes til at sige, for Christian har adgang til to kameraer, der optager hver sin epoke – det ene af dem sættes ved et uheld til at optage baglæns kronologisk og gør det meget tydeligt, at det ikke handler om teknologien, men at teknologien er et værktøj, forfatteren har brug for til at fortælle sin historie.

Netop der ville den faste sf-læser nok blive lidt skuffet, mens de i starten omtalte skrigende flygtende ville stoppe op og vende tilbage til bogen. Men jeg synes faktisk, at Germanos slipper af sted med en bog, der evner begge sider af genreskellet – den personlige historie og en historie, der pirker til nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere om den fortalte verdens fundament. I dette tilfælde er det så ikke retrovisionen, der er spændende, men det Libanon, den giver adgang til – det er en af de bøger, der afføder en nysgerrighed overfor faglitteraturen snarere end den beslægtede skønlitteratur. Hvis du vil vide mere.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #3

dec
18

Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”

Stephen Hawkings tidsrejsefest #2

dec
10

Min søn var lige lidt over 554 megasekunder gammel (subjektiv tid), da han besluttede sig for at tage til festen. Jeg selv var lidt ældre, da jeg fik ideen, men jeg havde ventet det – jeg havde kunnet mærket rastløsheden i ham gennem den senere tid.
“Det er en hån,” sagde han og gestikulerede ad invitationen, der havde hængt i en tidsboble på hans væg den sidste uges tid. Da jeg var ung, måtte vi nøjes med gengivelser på molekyleniveau, men det her var et lukket loop, der viste den ægte invitation.
“Det ville også være et paradoks, hvis du tog til festen. Eftersom ingen tog til festen.”
“Azeltorn, Phrenofred og Kevin slog Hitler ihjel sidste uge. Tre gange.”
Han havde tænkt det igennem, kunne jeg se. Så den eneste løsning var at knuse hans illusioner. Som alle unge mennesker vidste han godt, at Jorden roterede om solen, men tiden roterede om ham. Det var vel tid til at blive voksen.
“Kan du huske den ældre herre, vi besøgte sidste år (objektiv tid)?”
“Albert? Ja.”
“Og kan du huske, hvad han sagde?”
“Hvad sagde han ikke, vil jeg snarere sige.”
“Alt…”
“…er relativt, ja.”
“Men relativt til hvad?”
“Åh…”
“Ja. Hawking etablerede det første praktiske paradoks. En temporal singularitet. Så al tidsrejse foregår relativt til det. Uanset hvornår du rejser, vil din afstand til den dag altid være den samme.”

Der hvor julemandens hjælpere kommer fra!

dec
10

Jeg ved at jul og science fiction går rigtig godt i spænd. Derfor dagens lille diorama af Julemandens Nissemaskine! Enjoy!

Stephen Hawkings tidsrejsefest #1

dec
06

Der findes et forbund, som eksisterer på tværs af tid og rum. Dets navn, som har måttet tage hensyn til dette, har dannet grundlag for en helt ny grammatik og er derfor svært at gengive her, men det er et forbund bestående af tidsrejsende.
Den første paragraf i deres reglement indledes med disse ord:
“Det er enhver tidsrejsende – eksisterende eller paradoksstabil – forbudt at kontakte eller besøge den 28. juni 2009 eller 30 megasekunder ad alle akser fra disse temporale koordinater.”
Disse ord efterfølges af adskillige terabyte data, hvis funktion er at lukke ethvert smuthul – og dem er der mange af, når vi taler tidsrejser.
Man behøver ikke være detektiv for at finde grunden til denne regel, for forbundet forstår vigtigheden af at dokumentere historien. Det kræver dog en vis ihærdighed, for forbundet dokumenterer både omfattende og effektivt. Men bruger man tiden, vil man finde en sanseemulation af tidsmaskinens opfinder og forbundets stifter.
Hans ansigtskulør og mimik siger meget, men ordene taler for sig selv.
“I kan rejse herfra og til evigheden på grund af mig, så I gør, som jeg siger. Da jeg var 12, holdt jeg en fest, og alle blev væk på grund af den infame lille Hawking. Jeg svor hævn, og tidsmaskinen eksisterer kun af én grund: så han kan føle, hvordan det er. Så hvis nogen af jer så meget som overvejer at tage til den fest, vil jeg kneppe jeres mor, bedstemødre, oldemødre og videre gennem tiden, til I bliver så indavlede, at I ikke kan kende forskel på sekunder og timer!”

All the Birds in the Sky

dec
02

Jeg havde lykkeligt glemt alt, hvad jeg måtte have læst om All the Birds in the Sky, da jeg gik i gang. Jeg vidste, at Charlie Jane Anders have været med til at stifte Io9, at der var noget med, at man skulle have et foretrukket pronomen for øje, og at bogen havde gået en masse gode ord med på vejen her og der. Derudover var der nok et svag forventning om noget god science fiction, selv om det ikke ligefrem strålede ud af forsiden.

I første kapitel bliver man præsenteret for Patricia – hun er pige, hun er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, hendes søster er ond, hendes forældre forstår hende ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at hun er en heks, der kan snakke med fugle. Patricia er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i en YA fantasy-roman af den slags, markedet flyder over med for tiden.

I kapitel to møder vi så Laurence – han er dreng, han hader udendørslivet, men elsker videnskab og teknik, han er forkert i forhold til det omkringliggende samfund, og hans forældre forstår ham ikke, og – Hovsa! – det viser sig, at han faktisk er så god til det med teknik, at han bliver indlemmet i et fællesskab af ældre ligesindede. Laurence, der ikke vil kaldes Larry, er med andre ord næsten indbegrebet af hovedpersonen i den slags ungdomsromaner, science fiction har elsket i årtier.

I kapitel 3 mødes de to, og i kapitel fire introducerer vi for et medlem af et snigmorderlaug – han har set fremtiden, og der er de to skyld i verdens undergang. Derfor må de naturligvis dø, hvilket han ikke har det store held med, blandt andet fordi laugets regler forbyder mord på børn.

Det var altsammen noget anderledes end de indrømmet noget vage forventninger, jeg havde til bogen – men jeg kan ikke komme udenom, at det også var underholdende. Anders formår at balancere lige der, hvor man føler, det burde være fjollet, men man lader sig overbevise og smutter videre i historien for at se, hvad det skal føre til.

Blandingen af science fiction og fantasy fungerer overraskende godt. Men den grundlæggende logik i fortællingen er dog nok hentet fra fantasy-delen, for som overvejen sf-læser savnet jeg måske en underlæggende orden eller pointe med det hele – på den måde kommer All the Birds til at føles lidt som en tv-serie; jeg var personligt ret langt i bogen, før det gik op for mig, at jeg stadig ventede på, at selve historien skulle gå i gang. Der skete ting, og det var en fornøjelse at læse, men jeg havde ikke en fornemmelse af, at det var på vej nogen steder her. Skidt med det – måske er de knuder, historiens bånd knytter, ikke helt tilfredsstillende, men man følger dem med glæde og en vis spænding.

All the Birds in the Sky er en vellykket afslapningsbog. Og for yngre læsere vil den sikker være andet og mere end det. Der kunne den være en god introduktion til begge genrer, og hvad mere kan man ønske sig?

Ghoul

nov
17

Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.

Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.

Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.

Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.

Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.

Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).

Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.

Tilbage til rummet!

nov
12

Jeg forestiller mig at science fiction interessen er stor nok her, til at retfærdiggøre en rum-robot som denne!

All your base are belong to us!