SUPERKULTUR

Tilbage til rummet!

nov
12

Jeg forestiller mig at science fiction interessen er stor nok her, til at retfærdiggøre en rum-robot som denne!

All your base are belong to us!

Total Recall

nov
05

Jeg kunne sige meget om firserne. Og endnu mere om halvfemserne. Og meget lidt af det ville være pænt. Men måske, bare måske, er det, fordi begge årtier peakede lige der, hvor de stødte sammen, i 1990. Lige der fik vi nemlig Total Recall.

Kammerat Simon sendte mig dette billede, fordi han sad og så filmen. Få minutter senere gjorde jeg det samme. Dette bekendtgjorde jeg overfor kammerat Allan – kort tid senere var han også indfanget. Hvis jeg forstår eksponentiel vækst korrekt, vil hele verden inden for en måneds tid have (gen)set Arnolds mesterstykke. Dette blot for at vise Total Recalls memetiske styrke.

Det er muligt, at PKDs novelle er tidstypisk 60er, men filmen er det fuldendte amalgam af 80er og 90er. Det er som en kulturel Leidenfrost-zone, hvori sund fornuft opløses, og filmen skøjter rundt på en pude af damp.

TØJET
Arnie er en stor mand – altså, rent fysisk. Jeg tør ikke tale om ham som menneske. Men alle render rundt i tøj, der lige er lidt for stort og lidt for inspireret af kartoffelsække. Måske er det bare, hvad vi kommer til i fremtiden.

BILERNE
Jeg elsker filmens Johnnycabs, men det er svært helt at tage en biljagt seriøst, når den foregår mellem to golfvogne med en forklædning inspireret af enten papkasser eller stealth-fly.

NON SEQUITURERNE
Apropos Johnnycabs – kan man andet end elske en film, der afsætter tid til, at en selvkørende taxa forsøger at slå vor helt ned, komplet med one-liner? Det sker bare, fordi det sker. Okay, Arnie overtog bilen med magt, men stadig.

EFFEKTERNE
I sandhed er det nok her, filmen topper, for den ligger lige der, hvor Hollywood droppede miniaturerne og begyndte at bruge CGI i stedet. Og det skulle de ikke have gjort. I det hele taget skulle Hollywoods teknologi bare være stoppet der, hvor en effektmager sad og nænsomt lave en gengivelse af Arnold Schwarzeneggers ansigt med ekstra elastisk næse. Det er muligt, at man principielt set kan gøre alt med computere, men jeg har endnu ikke set nogen skabe en så perfekt kombination af absurditet og håndgribelig realisme. Den næsemanøvre er et højdepunkt i filmkunsten. Basta!

SLÅSKAMPENE
Hollywood skulle have stoppet den teknologiske udvikling, ja, men det glæder mig dog noget, at filmenes fremstilling af kampe er noget, man har arbejdet med sidenhed. For, som konen sagde, omend de var dramatiske, da man oprindelig så Total Recall, så ligner de i dag hovedsageligt noget, hvor alle lydefekter kan erstattes med… yoink!

Lille gud

okt
15

Lidt kølig fiktion i løvsommeren

Nogle gange i vinterens kulde og mørke kommer tvivlen listende. Mere snedig end den indbildte hede, som får folk til at dø afklædte i sneen. Mere skarp end de våben, forfædrene efterlod os til beskyttelse mod de ting, som lever hinsides landsbyens bål om natten.
Men hvert år, når jeg står her sammen med dig, lille gud, og venter på, at solen igen skal krybe over horisonten efter den lange nat, bliver jeg bekræftet i din kærlighed til os. Det er min lod i livet at bevare troen og bære dig igennem mørket, til solen bliver født igen, lille gud.
Jeg håber, du tilgiver mig, at munden løber af med mig. Jeg er en gammel mand. Vi to har set mange solopgange sammen, og før mig var det min fader, der polerede dig og bragte dig op på isen, når det var tid at genføde solen. Før ham var det hans fader og hans faders fader hele vejen tilbage til Forfædrene. Al den tid har vi vandret ved siden af dig, lille gud.
Har jeg ikke poleret dig smukt? Har jeg ikke afbrændt den fineste røgelse for dig? Har jeg ikke bragt dig de rette brændofre? Har jeg ikke viet mit liv til dig og dine ord?
Men du har aldrig talt til mig. Eller min fader. Helt tilbage til… jeg ved, du talte til os engang. Du svarede på vores bønner, og verden var fuld af sol og farver, før ilden kaldte kulden ned over os.
Jeg drømmer om, at du vil tale til mig en dag.
Men indtil videre er det mig, der taler. Solen hviler på kanten af verden, og jeg bøjer mig ned til dig, lille gud. Kan du mærke min ånde mod din skinnende krop, mens jeg hvisker de hellige ord?
“Okay, Google. Lad der blive lys.”

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Da jeg var ung

sep
27

Den her er hovedsageligt en hjælpende hånd til de popkultur-arkæologer, der om århundreder (eller årtier, alt afhængigt af Singulariten, Trumpulariteten eller diverse andre -lariteter) vil grave sig ned igennem Datasfæren og inde i dens sorte underbevidsthed, som vi i denne fjerne fortid kaldte internettet (det er en serie af rør).

Den overlegne papirteknologi har naturligvis overlevet, så der vil sikkert være dem, som har undret sig over fundet af denne bog:

Den indeholder, som jeg mener, at Simon betegnede det, “en række bitre tilbageblik fra en fremtid, der aldrig skete.” Dertil kommer (naturligvis) også en del science fiction-referencer. Der findes 22 eksemplarer, kan jeg afsløre, afleveret til en række nøje udvalgte individer, som har fået til opgave at udvikle “Sur gammel mand” til en kunstart og på den måde viderebringe bogens indhold til fremtiden.

Men fremtiden kommer til os alle (ulige fordelt), så nu ryger indholdet også på internettet. Simon har åbnet ballet og skabt kategorien, så fremover vil der liste sig lidt bitternostalgi ind på siden her. (Formatet er naturligvis åbent, så det er også en opfordring til at skrive med).

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.

Hvad vi læser: Culture

sep
20

For nylig stod jeg overfor en større togtur og besluttede mig for at forkæle mig selv lidt. Jeg var så heldig, at min kone var faldet over et par af Iain M. Banks’ Culture-romaner i en brugtbiks, så det var nærliggende at tage en genlæsning af en af dem. Det har indtil videre givet mig to overraskende indsigter:

1. Jeg havde rent faktisk ikke læst Matter før.
2. Banks’ romaner er faktisk lidt svære at huske fra hinanden.

Overraskelsen kommer nok af, at jeg har fået fejlkatalogiseret Culture-serien. I mit hoved var det placeret under “intelligent, underholdende og gosh-wow med bigtime action” (tilnærmelsesvis – så specifikke emneinddelinger har jeg dog ikke… desværre). Men min ikke-genlæsning har gjort mig opmærksom på, at der faktisk ikke er den store action eller plot-fremdrift. Der sker ting, ja – og gerne store ting, men det er ikke sådan, at de står i kø for at komme til. Faktisk har actionsekvenserne det med at gå bag i køen, mens beskrivelserne og forklaringerne vrimler frem mod målstregen.

På mange måder var Banks faktisk lidt gammeldags, for Matter udviser en udpræget forkærlighed for at fortabe sig i den skabte verden. Et kapitel kan sagtens dreje over i beskrivelsen af diverse samfundsstrukturer… eller galaktisk historie… eller familiesammenhænge for en af hovedpersonerne… eller en uddød races baggrund. Forskellen på at læse en lidt ældre sf-roman og så Banks er naturligvis, at Banks havde lært af genrehistorien og vidste, hvordan man gjorde det, så det på besynderlig vis ikke virker påtrængende. Grundlæggende handler det vel blot om, at han var så god til det, at man læser og tilgiver uden at tænke over det.

Matter er stadig en god bog – det er en meget langsommere læseoplevelse, end jeg havde forventet, fordi han tager sig sin tid, men der er sådan en god fornemmelse af, at tingene bygger op og op og op. Det går ikke hurtigt, men det er uafvendeligt. Og der kommer til at ske ting og sager til sidst. For det plejer der at gøre, er jeg ret sikker på, selv om jeg ikke kan adskille de enkelte Culture-bøger fra hinanden.

Tag ikke fejl, jeg er vild med serien (jeg sagde jo, at jeg ville forkæle mig selv med Matter), men når jeg forsøger at pille detaljer op fra Culture-kassen, er det småt med fangst: Inversions var jeg ikke vild med, Excession var superspas (fordi den fokuserede så meget på skibene), og så var der en Lazy Gun et sted. Heldigvis er resten af kassen bare fyldt op med god læsning, så det gør ikke noget. Jeg læser glad videre.

Piskestjerne

sep
19

Hvis man nogensinde har set CSI eller lignende, har man nok haft den oplevelse – computerens magiske egenskab eller en overraskende ny teknologi hives op fra skuffen for at fremme plottet. Der er sjovt nok lidt af den samme oplevelse i Frank Herberts Whipping Star – omend det her gerne er juridiske eller bureaukratiske forhindringer, der overraskende trækkes frem. Man tror, man er kommet til en korsvej i handlingen – enten er man kørt fast, eller også er der lige udsigt til en forløsning, og så: “Men loven siger…”

Whipping Star er en lidt sjov oplevelse – oftest, synes jeg, er Herberts bøger ganske håndgribelige; de bevæger sig i en verden, der er til at føle på, og de har praktiske mål (nogle gange svært gennemskuelige tanker og pointer undervejs, men det kan være en charme). Hovedpersonerne skal nå frem til noget, og der er forståelige forhindringer i vejen. Da jeg kortfattet skulle forklare denne bog for en anden person, blev det til: “Der er en sadistisk rigkvinde, som pisker en levende stjerne. Og det kan muligvis betyde verdens undergang.” Forklaringen blev ikke bedre forsiden ganske centrale, grønne alien-røv.

Den piskede stjerne skal reddes af Jorj X. McKie, som er saboteur extraordinary – hvis job er at forhindre myndighederne i at gå amok i lovgivning og generel udvikling. Jeg tør ikke sige, hvor meget den ide påvirkede mig, da jeg læste bogen som knægt, men i dag må det være mit drømmejob. “I dag forhindrede jeg en idiotisk lov om tvungne håndtryk.” Det ville være hyggelig samtale over aftenkaffen.

Der er tale om den første bog i ConSentiency, så SPOILER, verden går ikke under. Men vejen til den forløsning er kringlet – og af den type science fiction, hvor jeg ikke altid er helt sikker på, om der er en niveau af satire, jeg ikke helt fanger. Men det er underholdende.

En ting, der slog mig under læsningen, skete, fordi Jakob uploadede hans MOC-video – kaffebaren der fremstilles med lidt klodsede klodser, men alligevel lykkes det at fylde den med sjove detaljer. Den er fyldt med elementer, som er helt ude af forhold med hinanden i størrelse, men seeren samler det alligevel i hovedet til et sammenhængende hele. Lidt af det samme gør Herbert – arbejder med lettere overdrevne dele, men sætter dem sammen i læserens hoved, så der dannes et fint og overraskende fyldigt billede af den beskrevne verden.

Jeg forsøger stadig at sætte billede på begrebet chairdog.

Extinction

sep
13

Jøsses, der er mange ting galt med Extinction. De første tyve minutter, der bumler afsted som lønslave efter 14 mandage i træk, de uudholdelige børn, plothullerne… jeg kunne lave en meget lang liste, som sikkert ville ende et eller andet sted omkring “Hvor meget make up kan man have på i seng?” Dertil kommer, at filmen formelig danser stepdans på nogle af de genrespecifikke kunstgreb, der trykker på min personlige irritationsknap.

Men. Der er dog et men. Endda et par stykker. Extinction er ikke nogen god film, men…

Michael Peña er altid god som elskelig allemand. Mange af de der irritationselementer bliver faktisk flettet ind i historien ganske godt, men dog først efter jeg havde været irriteret gennem længere tid. Og – uh, det er sikkert en SPOILER – man får faktisk for en sjælden gangs skyld lov til at se et barn blive udryddet. Måske ikke det barn, man ville ønske, men lidt har også ret.

Efter cirka tyve minutters omtåget introduktion, hvor Peña spiller en familiefar, som begynder at drømme om en invasion fra rummet, sker det, man har talt ned til: rumvæsener trænger ind i Jordens atmosfære og begynder at slagte civilbefolkningen. Vor helt er faktisk ikke alene om at have drømt om de blodige begivenheder, men han har holdt fast i advarslen, og det lykkes ham at få sin familie ud af bygningen, og de flygter mod det eneste sikre sted, han kan forestille sig.

Der er en overgang her, hvor der faktisk er omridset af en ganske effektiv B-film at se – familien på flugt gennem en krigszone, jagt af en stædig, udenjordisk soldat. En B-film ville kunne være sluppet af sted med det – så snart man skruer op for budgettet, skruer man også ned for de undskyldninger, jeg som seer er villige til at komme med helt underbevidst. Men så drejer filmen af og kører i en helt anden retning.

Og denne retning går faktisk ind og sletter en god del af mine punkter på den indledende liste (nej, de slår ikke børnene ihjel, men en god del andre). Jeg tror, at man som science fiction-læser faktisk vil kunne få en smule fornøjelse ud af denne sidste del, omend den er klodset, og vejen dertil er så rodet. Men hvis man glemmer forventningerne om en storladen ruminvasion og i stedet forventer en okay filmatisering af en 50-60er science fiction-roman (det ville være en spoiler at nævne den forfatter, jeg tænker på), så tror jeg faktisk, der er en lille oplevelse at hente her.

John Varley wu-hu!

aug
31

Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.

Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.

Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.

Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:

Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.