SUPERKULTUR

Tidsrejsen II

jun
14

5 Film, du kan (bør) gense

jun
13

Simons indlæg fik mig til at tænke på DVDer. For nogle år tilbage begyndte vi at rydde op i filmsamlingen – og kom til den indsigt, at en stor del af den bestod af “den bør man da have/se”-film… som vi for en stor dels vedkommende aldrig havde fået set. Mange af dem er uden tvivl gode film, men de har også ofte det tilfælles, at de kræver, at man er i det rette humør. Eller at man har noget overskud.

Heldigvis var der også en del titler i kategorien “Den kan vi da altid se.” For der er film, som man ved stort set enhver lejlighed kan hive frem og smide i den antikverede DVD-afspiller. Med andre ord: film, du bør eje på et fysisk medie – ikke fordi de nødvendigvis er gode, men fordi de underholder selv den kedeligste sjæl, og den slags vederkvægelse bør ikke være afhængig af, om streamingtjenesterne er nådige.

Og her er fem af dem: film, du altid kan gense og derfor bør eje på DVD.

1. Jurassic Park

Hele den originale serie, faktisk – og ikke fordi man skal være komplettist, men fordi man skal se dem alle for at forstå seriens højdepunkt: Jurassic Park III. Jep, jeg sagde det – ikke Spielbergs gennemførte nyklassiker (som ærligt talt er lidt for pæn) eller hans opfølger (som hver gang overrasker mig med, hvor dårlig den er), men tredie del af sagaen, hvor der ikke længere er ambitioner om at skabe filmkunst eller flødestuvet familieunderholdning, men bare god dino-tjubang med Sam Neill og William H. Macy. Selv den obligatoriske barneskuespiller slipper afsted med et uden at indbyde til verbal vold mod sin person (som visse andre hysteriske og/eller gymnastikudøvende eksemplarer af racen).

Den cross-over, der kunne være bedre end Jurassic Park III. Via.

2. Day After Tomorrow

Jeg er fristet til at sige, at der her er tale om den perfekte søndagsfilm. Kombination af aggressive klimaforandringer og heltemodige rollemodeller rammer den der goldilocks-zone, hvor tåbeligt bliver ophøjet til noget mere rent – man kunne kalde det skøntåbeligt. Når rumvæsener engang lander på den uddøde Jord og opdager den her, vil de se menneskene afbrænde deres bøger i stedet for det usandsynligt meget mere effektive træ, og de vil nikke vidende til hinanden over deres popcorn (eller, du ved, udenjordiske ækvivalent til det – sikkert hypercorn, hvis min ungdoms navngivelseskonventioner holder).

3. The Mummy

Nej, ikke den der med Scientology-talsmanden – og nej, heller ikke klassikeren med Boris Karloff, men de to (der findes kun to) med Brendan Fraser. De er (sagt helt uden ironi eller andre formildende omstændigheder) fandens god underholdning. Det er en mere letbenet udgave af Indiana Jones med mere overnaturlig action og ikke at forglemme 100% mere Brendan Fraser.

4. Tucker and Dale vs Evil

Jeg er glad for horror, men humoristisk horror er altså bedre til gensyn end “rigtig” horror. Måske er det, fordi folk ikke skriger, når man råber bøh anden gang, men de ler, når man kilder dem igen – og så skriger de, og politiet kommer, og det bliver altsammen lidt akavet. Men Tucker and Dale er sådan en film, der både tilfredsstiller mit horrorhjerte, fordi det er en kærlig parodi, får mig til at le, fordi den er sjov, og gør mig lidt glad, fordi hovedpersonerne bare er svære ikke at holde af. Og så er den fyldt med citerbare sekvenser.

5. Shaun of the Dead

Som en ekstra understregning af min pointe om horror og humor er der nok ikke en film, jeg har set flere gange end Shaun of the Dead. Shaun er… noget nær den fuldkomne film. Den fungerer som zombiefilm. Den fungerer som komedie. Den fungerer som film. Den fungerer som visuel smertestiller, når midtlivskrisen trykker. Samfundet ville spare penge, hvis vi erstattede alle samlivsterapeuter med tvungne forevisninger af Shaun of the Dead. Samtidig kunne det fungere som en lakmustest for menneskelighed – dem, der ikke reagerede på filmen, ville uden større tjuhej kunne køres til lejre, hvor de ikke ville kunne påvirke ægte mennesker.
(Shaun of the Dead er dejlig. Det behøver ikke betyder, at jeg skal være det. Men jeg ville måske overveje lejrenes beskaffenhed, hvis jeg blev sat til at gense den, før jeg skulle træffe beslutningen.)
Se Shaun igen, når du får chancen. Og nyd, hvordan den ikke kan afslutte en scene uden at rumme både en funktion i handlingen og en eller anden form for punchline. Der er en Terry Pratchett-agtig tvangsprægethed i dens konstruktion, som ikke er værdsat nok.

Hmmm, det var et ganske fornøjelig ned i gensynsglædens varme favn. Der vil jeg nok vende tilbage med flere titler – og opfordre mine medkumpaner til at gøre det samme. Vi kan skabe fundamentet for en ny dannelseskanon!

The Diamond Age

jun
09

Jeg er en lidt doven læser – jeg slapper af, når jeg får en bog mellem hænderne (også når den forklæder sig som en Kindle), så jeg er ikke altid god til at fange alle de små genialiteter, forfatteren (naturligvis) fylder sin tekst med. Det er den store oplevelse, der fæstner sig, ikke detaljerne (med mindre de er virkelig gode). Jeg tror, det er grunden til, at jeg altid er lidt nervøs for at kaste mig over Neal Stephensons bøger – de er gerne tykke, men ulig den sædvanlige science fiction-murstenstjubang kræver de læserens tilstedeværelse hele vejen igennem.

Men en forlænget weekend og godt vejr var den perfekte undskyldning for at dykke ned i The Diamond Age. Og som sædvanlig var det ikke skuffende – jeg tror endnu ikke, jeg har læst en Stephenson-bog, jeg ikke kunne lide; nogle af dem er røget i kategorien “jeg aner faktisk ikke, hvad der foregik, men det var fedt, mens det skete”, men skuffet er jeg ikke blevet.

Vor hovedperson – eller rettere en af dem, men nok den vigtigste – er forældreløse Nell. Det tillægsord+navn er som taget ud af en Dickens-roman, og det er ikke helt tilfældigt, for Nell vokser op i en fragmenteret fremtid, hvor de vigtigste sociale lag har konstrueret sig selv efter victorianske dyder (jep, det er vigtigt med en pæn hat, når man går udendørs) eller konfuciansk filosofi. Enten tilhører man en stamme, eller også er man på røven – og som forældreløs har man ikke det bedste udgangspunkt for at opnå de store ting i livet. Men ad finurlige veje kommer Nell i besiddelse af the Young Lady’s Illustrated Primer – en bog/computer/multimediecenter/nanovidunder skabt med det formål at opdrage en ung pige fra det bedre borgerskab, så hun kan blive typen, der kan forme fremtiden.

Tilsæt dernæst en lang række magtfulde mennesker med diverse interesser i selvsamme fremtid, og man kan næsten forestille sig, hvordan Stephenson har skubbet til det og så lænet sig tilbage med et lille smil for at se, hvordan det hele gik.

The Diamond Age kræver som sagt, at man er vågen, for forfatteren har en tendens til selv at ville bestemme, hvor han fokuserer. Vigtige elementer med stor betydning for plottet har det med  til at blive afviklet i bisætninger, mens han morer sig med at udforske, hvordan det tænkte samfund påvirker de mennesker, der render rundt i det. Normalt ville det ikke være noget, der kunne blive spændende, men Stephenson har styr på det, og selv om han ikke udpeger en klar retning for historien, får han alligevel trukket læseren ind, tilsyneladende legende let. Det er en fornøjelse af læse.

Far Alamo

maj
27

At kombinere klassiske westerns og moderne monsterfilm ville være en super ide.

Vil du vide mere? Så klik på videoen herunder:

“FAR ALAMO”. Short Film. from Fabrice Mathieu on Vimeo.

 

Via

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

Staten hader mandag

maj
24

Men staten hader også tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så skynd dig at få noget ud af dine skattepenge, inden de bruger dem på at skabe et repressivt regime, som sender dine søskende i kryosøvn. Du ved, “bare indtil alting går lidt bedre”.

Det er grundlæggende oplægget i What Happened to Monday, som er dukket op på Filmstriben. Overbefolkningen er blevet så slem, at der er indført etbarnspolitik, og alle ulovlige søskende bliver frosset ned. Under navnet Karen Settman er det dog lykkedes syv søskende at blive voksne og allesammen blive spillet af Noomi Rappacjcchehhe med forskellige frisurer. Hver får de lov at gå udendørs på den ugedag, de er navngivet efter, og ellers opholder de sig i lejligheden. Det har sine spændinger, som man måske kan forestille sig, og man kunne sikkert lave jokes om synkroniseret menstruation, men det vil jeg holde mig for god til.

Hver aften mødes de syv søstre og synkroniserer så om ikke andet det, der er sket i løbet af dagen, så de alle kan opretholde identiteten Karen Settman. Men ikke denne mandag aften, for Monday er forsvundet. Og de ved ikke, hvad der venter dem uden for de trygge vægge.

Det er let at forestille sig, at ideen er opstået ud fra titlen og billede af de seks søstre omringet af et fjendtligt, usikkert samfund – men det er også let at forestille sig alle de måder, hvorpå den historie kunne være gået ad helvede til på sin vej mod det færdige produkt. Overraskende nok er det en ret fed film, der er kommet ud af det – eller, hvis jeg skal være ærlig, det virker, som om der er kommet to film ud af det. For starten og slutningen er bubblegum-science fiction, men hovedparten af filmen er stramt fortalt og ofte overraskende og udnytter sin præmis effektivt.

Angiveligt var det en overgang planen, at den skulle hedde Seven Sisters, hvilket tydeligere afspejler et underliggende eventyr-aspekt (og måske også lidt mere start/slutning), men heldigvis gik man tilbage til den oprindelige titel, som understreger mysteriet og det overraskende. Se den, for fanden.

Jeg overvejede at smide en trailer ind, men undlod – det er en af de film, hvor det er godt ikke at vide for meget om, hvilken stemning man skal forvente sig.

“I’m a human being, not a weekday!”

Singulariteten

maj
12

Profetisk 90er thriller

maj
11

Science fictions succes er som oftest målt (af offentligheden) af hvor effektivt den forudser fremtiden. Det er jo selvfølgelig ikke dens primære mål. Som med alt andet litteratur, handler det jo om forfatterens egen nutid. Men indimellem er der film og bøger der mere eller mindre effektfuldt lykkedes med at forudse verden. Sneakers fra 1992 er et ret godt eksempel. (Jamen, Sneakers er ikke en sci-fi film! Det er at the most en techno thriller?! Ti stille Fanboi Mouthbreather – som Darco Suvin siger: “Science fiction er det vi peger på, når vi siger:  det er science fiction [citation needen]).

The world isn’t run by weapons any more, or energy or money. It’s run by little ones and zeroes, by data. It’s all just electrons… There’s a war out there, old friend. A world war. And it’s not about who’s got the most bullets. It’s about who controls the information What we see and hear. How we work and what we think. It’s all about the information!

The world changed on us, Marty. Without our help… When I was in prison, I learnt that everything in this world, including money, operates not on reality, but on the perception of reality.

Der er en længere trailer på youtuben, men den er direkte forfærdelig. Et klassisk eksempel på træls tidlig 90’er trailer.

Fremtiden

maj
01

Round 1, fight!

Frank Herbert er CC BY-SA 4.0  af Uli Kaiser.

The Status Civilization

apr
29

Der er en dejlig scene i starten af The Status Civilization: en ladning fanger vågner op og finder ud af, at deres hukommelse er blevet slettet, efter de har begået forbrydelser på Jorden. De vil nu blive sat af på Omega, som er deres planet – alle der er ligesom dem.
De bliver hurtigt enige om, at det dårligt kunne blive bedre: en hel planet fyldt med folk, som kun ønsker at blive bedre mennesker, og som alle starter fra nul. Det er jo den sikre opskrift på en utopi.
Og så kommer den bevæbnede,vrede mand gennem døren.

Enhver, der har bare hørt om Australien, ved, at en masse straffefanger samlet ét sted er opskriften på alt andet end utopi. Men Robert Sheckley vidste det naturligvis godt, og han havde en frugtbar fantasi, så han morer sig lidt med ideen. The Status Civilization er del af en hæderkronet science fiction-tradition, der går ud på at anbringe en tilnærmelsesvist uskyldig og i al fald uvidende person i et fremtidigt samfund, som balancerer på den ene eller anden side af grænsen til det groteske. Normalt indebærer det gerne tidsrejser, kryogenisk søvn eller lignende, men her får hovedpersonen altså bare slettet hukommelsen.
Heldigvis er han også del af en anden (og lidt mere trættende) sf-tradition, nemlig den kompetente mand, som kan slå alle odds. Så det fyger med mordforsøg, absurde traditioner og generel fjol. Sjovest er det, når man fornemmer satiren, men til tider føles det dog lidt, som om historien bare kører på frihjul og forsøger at chokere sin læser.
Ikke den vildeste læseoplevelse, men dog noget underholdende i sine lettere naive betragtninger over mennesket og samfundet. Og så er det en bog fra dengang, hvor man kunne skrive en roman på 120 sider. Alene det giver den point i min bog.