SUPERKULTUR

Geostorm

aug
21

Jeg behøver vist ikke fortælle meget om Geostorm. Den er stor, den er (for?) dum, og den har eksplosioner. Den er med andre ord en god undskyldning for popcorn.

Men lad i stedet Parents Guide på IMDb fortælle om den på sin helt egen, idiosynkratiske og næsten poetiske måde.

Her med Kurt Vonnegutsk enkelhed:

Og her med beat-poet-fokus:

Og her i al sin enkelhed filmens grundpræmis i én sætning:

 

Tom Gauld

aug
19

Tom Gauld er god – men i dag har han begået noget så sjældent som en bibliotekar-utopi (husk at bladre igennem alle tre sider).

 

Gæt en film

aug
12

Velankomne i hjemmet efter en tur til Ærø blev det her søndag middag tid til et afslappende gensyn med en klassisk scifi-horror. Men hvilken? Reglerne er som sidst: jo færre hints der skal til, før du gætter titlen, jo flere XP kan du skrive på dit character sheet, inden du går i seng i aften. Denne gang er alle hints citater udtalte af min kone før og under filmen:

Maximum point: “Åh, han sveder også godt i den film!” Hun talte om Kurt Russell.

Medium point: “Nåja, så skal vi se ham både svede og fryse!”

Minimum point: “Den starter da ikke med, at de skyder en hund, gør den?” Nej, det gør den ikke.

Nej, det er ikke den film.

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

Den underforståede nazist

jul
19

For noget tid siden skrev jeg en artikel om alternate history til en af de lokale aviser (lokale i forhold til biblioteket, hvor jeg arbejder). De indledende faser gik på, at det under Trump næsten føltes, som om vi levede i en afledt tidslinie -men hen af vejen skar jeg artiklen til, så den fokuserede på den gren af genren, der leger med spørgsmålet “Hvad nu hvis nazisterne havde vundet krigen?”. Og så virkede det smart at fjerne Trumps navn fra det hele og i stedet formulere noget om, at verden kunne virke sær for tiden – der er nok visse politiske statements, biblioteket ikke bør stå for.

Men avisredaktøren kastede et blik på artiklen og forsynede den fluks med et meget stort billede af… Trump.

Jeg tror godt, jeg kan lide den redaktør. Og artiklen ligger nu på bibliotekets hjemmeside: Dengang nazisterne vandt krigen.

Meet the Fockers vs. verdens undergang

jul
18

Det er sådan, jeg forestiller mig forspillet til “How it ends”, der forleden steg op fra dybet på Netflix. Med den fortsættelse, at den iderige mand besluttede sig for at lave filmen selv uden at nævne The Fockers.

For ærligt talt, starten på filmen virker lidt, som om man har tænkt i en lettere humoristisk film efter samme skabelon. Will besøger sine svigerforældre (forhåbentlig) in spe i den ene ende af landet med det formål at anmode om deres datters hånd. Faderen, der er gammel militærmand, signalerer sine følelser, som stod han med semaforflag, så det lykkes aldrig at få stillet spørgsmålet – og så sker der noget i den anden ende af landet, hvor datter og fremtidig hustru Samantha befinder sig. Strømmen ryger, kommunikationsnettet går ned, og en mystisk lyd i baggrunden af det sidste telefonopkald runger apokalyptisk.

Will og far Tom (spillet af Forest Whitaker) tager naturligvis afsted for at finde hende. Og vi får hurtigt slået fast, at Tom måske er et gammelt røvhul, men han ved dog, hvordan man skal forholde sig i en situation, hvor systemet bryder sammen, mens Will er en sympatisk fyr, men desværre lidt af en idiot i mange sammenhænge. Og derefter glemmer filmen ligesom den dynamik, der blev tegnet med tyk pensel i starten. Det er et lidt sært valg og tager ærligt talt også noget af kanten af filmen.

“How it ends” skal altså ikke ses for sine menneskeportrætter, for særligt dybe er de ikke. Der, hvor den så til gengæld fungerer ganske godt, synes jeg, er i sin fremstilling af en usikker apokalypse. Vi forventer undergangen udpenslet i al sin CGIvitet med eksplosioner, væltende bygninger og gerne lidt rumvæsener (og tag ikke fejl, jeg elsker den slags store, dumme film mere, end jeg burde), men “How it ends” holder sig langt hen ad vejen væk fra spektaklet. Tom og Will kører vestpå, og omkring dem bryder den gamle orden sammen, uden man helt ved hvorfor – de få radioudsendelser er lige så forvirrede som dem selv, og de organisationer, der skal holde sammen på tingene, ses kun flygtigt i baggrunden. Der går ikke Mad Max i den, som den slags ellers gerne lægger op til, men mere nede på jorden “det her er noget lort, kammerater!”

Er det et jordskælv, en vulkan, rumvæsener, atomkrig? Hovedpersonerne er ikke i tingenes midte, så de ved det ikke, og den situation slipper filmen overraskende godt fra. Den falder ikke i grøften med “alt er mææææææærkeligt”, men holder sig rimeligt realistisk. Fint fortalt og tillige godt filmet. Klart en film, der bør ses – dog uden forventninger om eksplosioner.

Foreslå mig en podcast

jul
16

Siger du, at jeg kan stavre og lytte på samme tid? Det er jo en vidunderlig maksimering af min tid!

For nylig fik jeg en ny telefon – til afløsning for en gammel, gammel sag, jeg havde overtaget fra min kone (og allerede dengang var så brugt, at den havde hendes chatprogram brændt permanent ind i skærmen). Jeg havde lidt en forventning om, at den voldsomme opgradering ville få mig til at føle mig som Buck Rogers, der vågner op i det 25. århundrede, men den eneste rigtige nytænkning syntes at være “Hvorfor f*nden lukker min podcast-app hvert halve minut?” (Også kendt som: vi har indført en automatisk batteristyring, som agerer dommer over, hvilke apps der må bruge strøm).

Men førnævnte podcast-app er så en af de personlige forandringer, der kommet til. For førhen var det ikke plads på telefonen, og når jeg lyttede noget, skete det som regel ved manuel download fra en browser. Men nu er det nye tider! Omend alle andre selvfølgelig kastede sig over podcasts rigtigt i det 24. århundrede.

Men jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer indtil videre, fordi jeg stadig er i test-fasen – og gerne vil høre forslag til podcasts, jeg bør høre.

1. God ren horror

Pseudopod har jeg før lyttet til. Det er en podcast med horrornoveller, en for hvert afsnit (eller nogle stykker i deres Flash on the Borderlands-afsnit). og der er ingen tvivl om, at den hører til på min liste. Der er selvfølgelig forskelle i, hvor rent de enkelte afsnit rammer mig personligt, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten generelt er højt – både historierne og oplæsningen. De har også en søsterpodcast med sicence fiction, Escape Pod, som jeg har lyttet til før og regner med at genoptage.

2. Skræmmende tanker

Scary Thoughts har jeg kun hørt et par enkelte afsnit af, men de har begge været spændende og overraskende. Værterne snakker horrorfilm – og selv afsnittet om “Only Lovers Left Alive”, som jeg af rent principiel modvilje aldrig har set, gav nogle gode indsigter.

3. Det startede så godt…

Jeg har hørt Lore før – der startede jeg fra starten, og Mahnke leverede gode, stramt fortalte historier fra virkelighedens grænseland uden nogensinde at blive fjollet dramatisk. De nye afsnit virker ærligt talt lidt mere usammenhængende. Jeg tør ikke sige, om det er, fordi han er løbet lidt tør for de helt gode historier, eller om han har været nødt til at udvide konceptet lidt, efter Lore også er blevet en serie på Amazon Prime, men jeg tror ærligt talt ikke, serien bliver hængende på min liste.

4. Ting du bør vide

SYSK – Stuff You Should Know – er bygget på den nysgerrighed, jeg ikke længere helt kan opmønstre i samme omfang som de to værter, så det er rart at få tingene serveret for en på den måde. Der tages udgangspunkt i nogle gerne lidt skæve emner – som f.eks. twinkies eller gerrymandering – og de to snakker sig så omkring emnet. Godt og spændende, men nogle gange med lidt for meget hyggesnak; jeg må indrømme, at jeg er sprunget over et afsnit eller to, fordi de første mange minutter handlede om deres kærlighed for baseball eller lignende i stedet for emnet. Der mangler lidt en “Spring indledningen over”-knap.

5. Hurtig videnskab

60-Second Science: Hyggelig og hurtig lille videnskabspodspodcast fra Scientific American. Jeg håber, den kan være et entry drug til nogle længere af slagsen.

6. Den døde

Kadaverland er en dansk og desværre afdød podcast om alt med zombier. Det blev desværre kun til fem afsnit, men Thomas Arnt, der fortæller, er generelt enig med mig i sin gennemgang af filmene, så han er naturligvis en fryd at lytte til.

7. Bobleren

Drabblecast – her har jeg faktisk for længst hørt samtlige afsnit. Og den har ligget død længe, men er nu i gang med en relaunch, og jeg glæææææder mig. Den rummer gerne tre noveller i hvert afsnit: en almindelig, en drabble (100 ord) og en twabble (100 tegn). Genreafgrænsningen er lidt mere flydende, men gerne med lidt humor inde bag. Den bør helt klart være på listen – både min og din.

Det er, hvad jeg har haft ørerne i indtil videre. Forslag til nyt?

Wake the Kraken!

jul
14

Hvis man gerne vil kigge nærmere på forskellen mellem amerikansk og britisk sf, er det bedste eksempel fra den britiske side at trække frem nok John Wyndham – eller burde jeg sige: John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (børn med mange navne er ikke et nyt fænomen). Jeg tvivler ikke på, at han (i overført betydning, forstås, han har været død siden 1969) ville snøfte på en måde, der kunne tolkes om lettere hånlig ad det amerikanske eksempel. For Wyndhams bøger er som antistof-udgave af amerikansk tjubang-scifi. Jeg tror, vi skal være taknemmelige for, at tiden har adskilt ham og Michael Bay, for det er min klare overbevisning, at havde de to nogensinde trykket hinandens hænder, ville den følgende eksplosion have umuliggjort liv på Jorden.

Som det er, kan vi blot håbe på, at Bay en dag kommer til at læse en Wyndham-roman.

“Men… men… men… hvor er eksplosionerne?!” – Michael Bay

Normalt kan jeg ikke nærme mig mine Wyndham-bøger, uden “Webs” på mystisk vis (jeg mistænker edderkopper) springer ud i min hånd, men denne gang fik jeg fat i en anden af hans romaner. Den hedder “The Kraken Wakes”, hvilket er en reference til Alfred Lord Tennysons digt “The Kraken” – og amerikanerne har naturligvis udgivet den under titlen “Out of the Deeps”, som er… ikke rigtig noget, faktisk. (Nu skal jeg heller ikke blive for hellig – den er udkommet på dansk under titlen “Invasion fra dybet”).

Jeg forestiller mig en amerikansk forlægger rive sig i håret, fordi han har gjort sit bedste for at booste dramaet, og det første, der sker i bogen, er, at forfatteren fortæller os, at det nok skal gå altsammen. Vi taler invasion (sandsynligvis fra rummet) og mere eller mindre verdens undergang, men bare rolig. Stiff upper lip og alt det der.

Så flashbackes der ellers til begyndelse på hele rodet: mystiske lys på himlen, som gerne forsvinder over havet. Snart bliver det tydeligt, at væsener udefra er landet på planeten og har fundet sig til rette i dybhavet, hvor de udfører mystisk arbejde. Tydeligt for nogle, for vore fortællere arbejder for radioen, og et stort element af “The Kraken Wakes” er en kritik af medierne og deres holdning til det, der burde være en klar trussel, men i stedet betragtes i forhold til, hvordan læserne og lytterne formodes at tage imod den. Sælger historien? er spørgsmålet, snarere end Skal vi allesammen dø?

Derfra eskalerer det hele stille og roligt. Historie fortælles gennem ægteparret Mike og Phyllis, der dækker historien – de trækkes ikke igennem de voldsomste dele af den (igen: ikke-amerikansk science fiction), men oplever dog alligevel et og andet, da de fremmedes invaderer landjorden. Det er måske ikke så voldsomt, som en invasionshistorie lægger op til, men på sin vis meget realistisk. Ting sker i det fjerne, og folk er meget lang tid om at erkende konsekvenserne (det er jo bare de sorte, det går ud over til at starte med).

“The Kraken Wakes” er god gammeldags cosy catastrophe, så det er en velsignelse. Det er som at få science fiction fortalt af sin bedstefar. Der er piberøg i ordene og tweed mellem linjerne, og kloge mænd kommenterer klogt på ting. Det kræver lidt det rette humør, indrømmet, men nu og da har man bare brug for lidt Wyndham i sit liv. Om ikke andet så for at vide, at det nok skal gå altsammen.

De to danske udgaver. Spørg mig ikke, hvad øksefyren har med det hele at gøre.

Semiosis

jul
10

Ah, god gammeldaws science fiction, hvor der males med den store pensel, og detaljerne (eller læs: personerne) måske ikke bliver helt fyldt ud. Hvor ideen følges til dørs, og forfatterens hittepåsomhed kan give en lille kildren til læserens oplevelsescentre.

Men lad mig først udtrykke min frustration: jeg hader bøger, der sælger sig selv på en forside, en tagline og en bagside, som enten fyldes ud med et forfatterfoto eller en række lovprisninger af selvsamme person eller dennes tidligere bøger. Det er meget godt, at Adrian Tchaikovsky og James Patrick Kelly begge er glade for Semiosis – de har begge skrevet gode bøger, så der er da en statistisk chance for, at de kan genkende en god bog, når de læser den. Men jeg vil vide noget mere om, hvad jeg går ind til, før jeg investerer tid i en bog – her var tid og biblioteksformidling heldige (jeg var løbet tør for læsestof, og den stod med forsiden fremme), men for at være ærlig: det var nok kombinationen af “Sentience takes many forms” og antydningen af plantetentakel, der fik mig i gang.

Semiosis følger en række kolonister, der har forladt Jorden og lander på en ny planet. Forudsigeligt nok viser det sig at være ret komplekst at skabe sig et nyt liv i et fremmed økosystem – især da det viser sig, at der også er en god del intelligens i både planter og dyr. Menneskene må snart indse, at deres økologiske niche, hvis de vil overleve, er i samspil med floraen, og bogen følger syv generationer, mens de slås med både fysiske og filosofiske udfordringer.

Sue Burke har benyttet sig af et smart lille trick med Semiosis, idet hvert kapitel stort set springer en generation frem i tiden. Det gør, at hvert afsnit af historien grundlæggende er en novelle for sig – og giver mulighed for at gå til historien på flere forskellige måder. Et af kapitler er et mordmysterium i en verden, hvor der ikke er den store teknologi, men menneskeheden til gengæld har etableret et samarbejde med en intelligent plante. Og samtidig bevæger den overordnede historie sig fremad, især i kredsløb omkring vanskelighederne i at opbygge et samfund baseret på pacifisme og humanisme, når de hårde realiteter så ofte banker på døren. Og der maler Burke heldigvis ikke kun med den lyserøde pensel – de begår fejl, og fejlene har konsekvenser.

Jeg tror ikke, at jeg spoiler ved at sige, at det ikke er en bog om menneskehedens undergang, men det er en bog, der forstår at holde menneskehedens skæbne hen i det uvisse. Vil de forblive mennesker, eller vil denne nye verden forandre dem helt? Der er strukturen med flere generationer god, fordi den lader Burke vise udviklingen i mentalitet uden at forfalde helt til klassiske infodumps.

Bør du læse den? Ja, det kan ikke skade. Den er god, spændende, velskrevet og ganske overraskende. Og et scoop, hvis du godt kan lide lidt eftertænksomme overlevelseshistorier

Marjorie Prime

jul
01

En af fordelen ved science fiction som genre er, at den kan gøre sine temaer ret så håndgribelige. Visse andre typer af historier har ofte en tendens til at pakke sine temaer ind i lag af forventninger til modtagerens sociale eller følelsesmæssige kompetencer, der kan gøre det til hårdt arbejde for visse af os at afkode, hvad det egentlig er, forfatteren vil. (Jeg har en halvformuleret teori om, at dette er baggrunden for, at jeg ofte genkender “rigtig” litteratur ved “Det her et imponerende arbejde… men jeg keder mig”).

Men science fiction – gode gamle skiffy – kan smide det hele på bordet med god effekt.

Tag nu Marjorie Prime, som du kan finde på Filmstriben. Det der ord “Prime” er sådan et godt klassisk science fiction-ord – man kan formelig aflæse ord som “rumimperier”, “kollektiv intelligens” og “robotter” i mine øjne, når jeg ser det – mens Marjorie er et jævnt, nede på jorden navn. De to tilsammen bliver til en film, som i bund og grund er et socialrealistisk drama om sorg og erindring, der griber en om hjertet, men gnistrer inde bagved af ufortalte historier og mulige udviklinger, som pirker til hjernen.

En prime er en holografisk gengivelse af en person – i begyndelsen af filmen møder vi Marjorie, der lider af begyndende demens, og en prime af hendes afdøde mand, som han så ud i sine yngre dage. Jo mere de snakker sammen, jo mere lærer han om både hende og manden, så han bedre kan gengive ham. Med det twist, at Marjorie kan vælge at fortælle falske udgaver af deres liv sammen, som så bliver “sande”.

Fra det enkle udgangspunkt fortælles der en overraskende effektiv historie om især Marjorie, hendes datter og svigersøn. Og de mennesker og primes, som omgiver dem gennem tiden. “Overraskende effektiv”, fordi det er tydeligt, at der er tale om et filmatiseret skuespil – men filmen formår med meget små armbevægelser at lægge stor styrke i sine slag. Der er ingen eksplosioner eller vilde twists eller lignende, bare voksne mennesker, der taler sammen. Og filmen bevæger sig roligt, men uafvendeligt fremad, og tiden går, og man bliver trukket med – og pludselig er den slut, og man sidder tilbage med en masse boblende i hovedet: historien, der blev fortalt, de historier, der blev antydet, de løgne, der blev historier og så videre.

Klart en anbefalelsesværdig film, hvis man er i eftertænksomt humør.