SUPERKULTUR

Fremtiden

maj
01

Round 1, fight!

Frank Herbert er CC BY-SA 4.0  af Uli Kaiser.

The Status Civilization

apr
29

Der er en dejlig scene i starten af The Status Civilization: en ladning fanger vågner op og finder ud af, at deres hukommelse er blevet slettet, efter de har begået forbrydelser på Jorden. De vil nu blive sat af på Omega, som er deres planet – alle der er ligesom dem.
De bliver hurtigt enige om, at det dårligt kunne blive bedre: en hel planet fyldt med folk, som kun ønsker at blive bedre mennesker, og som alle starter fra nul. Det er jo den sikre opskrift på en utopi.
Og så kommer den bevæbnede,vrede mand gennem døren.

Enhver, der har bare hørt om Australien, ved, at en masse straffefanger samlet ét sted er opskriften på alt andet end utopi. Men Robert Sheckley vidste det naturligvis godt, og han havde en frugtbar fantasi, så han morer sig lidt med ideen. The Status Civilization er del af en hæderkronet science fiction-tradition, der går ud på at anbringe en tilnærmelsesvist uskyldig og i al fald uvidende person i et fremtidigt samfund, som balancerer på den ene eller anden side af grænsen til det groteske. Normalt indebærer det gerne tidsrejser, kryogenisk søvn eller lignende, men her får hovedpersonen altså bare slettet hukommelsen.
Heldigvis er han også del af en anden (og lidt mere trættende) sf-tradition, nemlig den kompetente mand, som kan slå alle odds. Så det fyger med mordforsøg, absurde traditioner og generel fjol. Sjovest er det, når man fornemmer satiren, men til tider føles det dog lidt, som om historien bare kører på frihjul og forsøger at chokere sin læser.
Ikke den vildeste læseoplevelse, men dog noget underholdende i sine lettere naive betragtninger over mennesket og samfundet. Og så er det en bog fra dengang, hvor man kunne skrive en roman på 120 sider. Alene det giver den point i min bog.

newton’s wake

apr
22

Ken Macleod smider ikke læseren ind midt i handlingen. Ken Macleod sparker læseren ud af luftslusen i kredsløb og råber “Du finder ud af det på vejen!”, mens man sætter kurs mod jorden.
Men det er overraskende fornøjeligt, for han leverer en god blanding af gosh wow-ideer, action, spænding og god, gammeldags humor. Så det kan godt være, at man i sidste ende bliver spredt ud over det mentale landskab, men for fanden, man bliver underholdt undervejs.

Se, andre forfattere bruger deres energi på at finde den perfekte første linie i bogen. Macleod fanger øjnene med titlen på det første kapitel.

Vi befinder os et godt stykke tid efter singulariteten, hvor menneskeheden i store linier er delt op efter, hvordan de forskellige fraktioner forholder sig til de efterladenskaber af superteknologi, der findes rundt omkring. Skal man være forsigtig, gå hårdt til dem, ignorere dem, tjene penge på dem?
Ind på scenen træder en ny fraktion, som hidtil har troet, at de var den eneste overlevende menneskehed, og som lever på en planet med en god beholdning af krigsmaskiner. Som prompte begynder at vågne op. Og helt klart ikke er et produkt af den singularitet, der splittede menneskeheden op. Der er, med andre ord, lagt op til tjubang.
Heldigvis er der Macleod, der står bag, så det er intelligent tjubang. Han virker sært uimponeret af sit eget setup og falder ikke i den typiske scifi-fælde (“Hey, lad os stoppe op og diskutere verdenshistorien indtil nu, for det er jo noget, som folk gør…”), men lader én samle det op hen ad vejen – samtidig med at det fyger én om ørerne. Til gengæld bliver det måske en tand for meget, som når et subplot er episk nok til at fylde en bog i sig selv, men klares på et kapitel eller to. Til gengæld har vore helte brug for et rumskib til at klare det subplot, og det klares i et kapitel med titlen “Starship Enterprises”.
Jeg har læst et par stykker af Macleods bøger. Jeg kommer til at læse flere. Hvadenten det er ubehageligt realistisk nærfremtidsdystopi eller langt ude space opera som her, så leverer han varen. Endda med skotsk accent.

Musicals er bare endnu en af de ting, der bliver federe i fremtiden.

Mission to Universe

apr
18

Som knejt – dengang vi pløjede med håndkraft, og der ikke var noget internet – kom jeg i besiddelse af en af Gordon R. Dicksons Dorsai-bøger (Soldier, Ask Not, vil jeg tro). Den var del af en serie, men ikke FØRSTE del, og på forsiden blev den sammenlignet med Asimovs Stiftelsen.

Før internettet betød også før 24/7-reklamecyklussen, der har efterladt os med hård hud på den del af hjernen, der lader sig imponere, så det betød noget. At sammenligne med Stiftelsen var stort set at love, at “Denne bog vil bombe dine mentale forsvarsværker fra kredsløb og løbe stormløb på din fantasi!”

Desværre betød før internettet også, at det var svært at skaffe bibliografiske oplysninger og – mere vigtigt – de udenlandske bøger, man tørstede efter. Så gennem årene sluttede der sig flere Dorsai bøger til den første på hylden, men på mystisk vis aldrig den FØRSTE i serien. Og det, der skulle være en trilogi, var pludselig en “cycle”, hvilket hovedsageligt virkede som en måde at obfuskere, hvor mange der egentlig var, og hvilken rækkefølge de skulle læses i.

Så gennem årene blev Dorsai og Dickson omgærdet med sin helt egen mystik og en vis mængde ærefrygt. Samtidig med at bøgerne sank lidt ind i reolen – og jeg fik simpelthen aldrig taget hul på Dorsai.

Men forleden drejede The Wheel of Random Literature (også kendt som min kone, hvis hun hører ordene “Hvad skal jeg læse?”) og pegede på en Dickson-roman. Ikke en Dorsai, men i stedet Mission til Universe.

Spændende, tænkte jeg. Endelig får jeg taget hul på ærefrygten.

Måske burde jeg bare have ladet den leve, for Mission to Universe er i al fald ikke på højde med Stiftelsen.

Det er historien om Benjamin Shore, den klassiske Kompetente Mand, som beslutter, at politikere og andre ikke ved, hvad der er bedst, så han forfalsker præsidentens ordrer (med saks, papir og lim) og stjæler et phase ship for at udforske galaksen. For der er nu FIRE MILLIARDER mennesker på Jorden, så undergangen er selvsagt nær. Klodens nationer er på nippet til at sprække!
Så Shore gør sig tanker om sit ansvar og drager afsted med sit uvidende mandskab. Og bogen placerer sig et akavet sted mellem seriøse tanker om, hvad der kræves af mennesker, og “Jens Lyn møder fremmede racer og slår på tæven”. Altsammen krydret teknologi, der stort set kun har udviklet sig på ét område (rumskibsbyggeri) og et menneskesyn, der til tider bliver lidt foruroligende. Science fiction-genrens kærlighedsaffære med kapable mennesker, der gør DET RIGTIGE, tåler ikke altid et nærmere syn. Og den her kommer nok ikke til at tåle et gensyn.