SUPERKULTUR

Desperation

apr
13

Problemet med internettet er, at der altid er noget galt på det. Forleden var det dette indlæg: Introduktion til horrortroldmanden over dem alle: 7 uvurderlige Stephen King-rutscheture

Den slags lister er altid underholdende. Min egen ville se meget anderledes ud, men jeg kunne dog forstå de fleste af de valgte værker – lige undtagen inkluderingen af Desperation/The Regulators. De romaner var med til at knuse mit unge fanhjerte, for selv om jeg troligt læste alt det King, jeg kunne komme i nærheden af, måtte jeg indrømme, at de var det argeste l*rt. Men måske huskede jeg forkert, måske var jeg blot en ussel tvivler?

Jeg måtte genlæse Desperation for at være sikker.

Jeg skal være den første til at drage teenage-Janus’ holdninger og valg i tvivl (for jøsses da, sikke en narrøv han var), men lige her ramte han nu altså spot on. At jeg ikke hader bogen så intenst i dag som dengang, skyldes nok mest, at jeg er mildnet med årene, og ikke at den er blevet bedre.

Anslaget er godt: forskellige mennesker bevæger sig via den ensomste hovedvej i USA og indfanges af en stor, skræmmende betjent ved navn Entragian. Han smider dem i et par celler i byen Desperation, mens han viser flere og flere og flere tegn på at være ikke blot rablende sindssyg, men også i færd at blive nedbrudt indefra af noget ukendt. Og så er han i stand til at kontrollere ørkenens dyr.

I den nærliggende mine har man, lidt som dværgene i Moria, gravet for dybt og fundet noget grimt, som nu har taget magten i Desperation. Vores lille gruppe af hovedpersoner må nu gøre alt, hvad de kan for at overleve. Det er et klassisk horror-setup, og King burde egentlig kunne fortælle en okay historie med det. Ikke banebrydende, men dog underholdende. Desværre vælger han at træde ud fra mængden ved at blande Gud ind i historien – hvilket ærligt talt er ligesom at fortælle en “stranger invasion”-historie, hvor vores stakkels ofre er en gruppe sværtbevæbnede marinesoldater med en lige linie til den nærliggende militærbase. Det er med andre ord lidt kedeligt – ja, hvis man er religiøs, er det (gætter jeg) rart at blive bekræftet, men for os andre mangler der et tilsvarende interessemoment.

Man kan sagtens skrive en interessant religiøs bog (guderne skal vide, at jeg har læst interessante romaner af forfattere, hvis politiske overbevisning gør mig grøn i ansigtet – men derfor kan den godt fungere i en historie.) Problemerne med Desperation er, tror jeg, disse:

  1. Den udkom midt i en gruppe af mere eller mindre elendige King-romaner: Insomnia, Rose Madder, Dream Catcher – og for at være ærlig, så fandt jeg Dolores Claiborne, Gerald’s Game og The Green Mile velfortalte, men måske også lidt kedelige. Så den står ikke på egen hånd.
  2. Stephen King kan ikke finde ud af at fortælle mytologi. Han vil gerne løfte en beskidt, jordbunden lille racerhorror op til noget større – men i stedet for at udarbejde noget snupper han kristendommen. Og ja, han prøver at antyde, at det ikke er sikkert, at Gud vinder, men jeg har svært ved at forestille mig en læser, der var i tvivl. Og så synes jeg personligt, at god mytologi i horrorkontekst gerne må være antydet og måske endda lidt rodet – det er svært forståeligt, ikke blot de gode mod de onde. King selv slap betydeligt bedre af sted med det i It, fordi de mytologiske elmenter bliver i baggrunden og er sære. Hvilket leder videre til næste punkt:
  3. King overforklarer. Jeg troede ærligt talt, at dette var en nyere ting, for jeg husker, at det ødelagde Doctor Sleep for mig – King skal absolut ind i hovedet på alle, dæmoner som helligfranse, og fortælle os deres tanker. Fred være med det, hvis man kan gøre det ordentligt (er der nogen, der har gjort det ordentligt, siden Peter Benchley anbragte os i hovedet på fisken?) – men Etragians indre dæmon leverer ganske ordinær “jeg vil dræbe dem alle”-monolog. Det dræber enhver spænding, fordi der ikke overlades noget til skyggerne i læserens hjerne. Alle, selv barnet der snakker med Gud og udfører Jesus-mirakler, bliver trælse.
  4. Og alle kan fortælle. Der findes ikke et menneske i Kingland, som kan forklare noget med én sætning – nej, alt skal fortælles på flotteste vis og gerne med mindst én brug af “den her ting X, som min farmor/folk her på egnen/min onkels fætter på mødrene side plejer at kalde Y”.
  5. Sidst men ikke mindst: King prædiker. Hans omgang med Gud er som at spille rollespil med en irriterende DM, som vil anerkendes for sin rolle i spillet – “For at slå din modstander skal du begå et umuligt sværdtrick. Jeg slår lige for din her bag skærmen – og jeps, terningen stod faktisk på kanten, så det må betyde, at det lykkes, og de slår ham ihjel med ét hug. Det er smukt. Tror du ikke på mig? Nåmen, jeg slår lige igen, og – hovsa, terningen faldt ned af bordet. Så da du kører sværdet tilbage i skedet, skærer du desværre din egen hånd af.” Og når jeg siger prædiker, mener jeg ikke blot på det religiøse – den højlitterære og højrøvede forfatter, der er en af hovedrollerne, starter som en narrøv, men ender med at overveje at skrive – gys! – en horroroman.

Desperation var ikke nogen god læseoplevelse (udover starten), men jeg var faktisk glad for at genlæse den. Det var rart, at der var en enkelt ting, teenage-Janus havde ret i. Og jeg behøver ikke genlæse The Regulators for at vide det.

Just After Sunset

jan
12
The Cat From Hell er klart den sjovest i den her bog.

Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.

At bruge Dashiell Hammetts penge

sep
27

Lars Ahn har en ny roman på vej – en gotisk krimi ved navn Rød høst. Og hvis man er Dashiell Hammett-fan, vil man genkende den danske oversættelse af hans Red Harvest. Hvorfor den hedder det, fortæller Ahn lidt om her. Og apropos titler var hans forrige bog en novellesamling med en smuk en af slagsen: “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” – og hvis niveauet holder, er Rød høst værd at se frem til.

Men det var egentlig ikke reklame for reklamens skyld, der var pointen, snarere at det mindede mig om Emily Schultz, der brugte Stephen Kings penge. På grund af en titel.

I 2006 udgav hun romanen Joyland. Det er historien om teenageren Chris Lane, der i 1984 må se sin hjembys eneste spillehal (titlens Joyland) lukke – og hvad derefter følger. “Schultz bring the Cold War home in a novel set to the digital pulse of video games and the echoes of hair metal.” Hvilket for så vidt lyder ret fedt, men det er ikke det, der er interessant her. Det er det derimod, at Stephen King i 2014 udgav en roman med titlen… ja, Joyland.

Her dækker titlen over en forlystelsespark og året 1973. Og til at starte med var det en bog, som kun blev udgivet i papirform. Under stor fanfare, naturligvis, da King er en populær herre. Og uden tvivl en, der kan få oneclick-shopping-fingrene til at sidde løse på læserne. Så pludselig oplevede Emily Schultz en voldsomt stigning i salget af ebogsudgaven af hendes roman. Og dertil en lang række etstjernede anmeldelser, der gerne kredsede om, at der ikke var meget Stephen King i Stephen Kings seneste roman.

Men i det mindste var der pengene.

Og det blev til bloggen Spending the Stephen King Money, hvor hun listede alt det, hun købte for de digitale penge. Og forsøgte at gætte, om hendes forfatterkollega ville sætte pris på købet.

PURCHASE: Four extra (half) days of daycare.

COST: $180.00

NOTE: Novels and children need the same thing from you—time.

WOULD STEPHEN KING LIKE IT: Nothing is more terrifying than parenthood, and he’s visited that in a few books so, yes, he would like this!