SUPERKULTUR

Den lille død i Beirut

jan
04

På et tidspunkt i det hedengangne år besøgte jeg forlaget Jensen & Dalgaard (de har udgivet et par af min kones bøger) og nævnte, at jeg var i gang med “Den lille død i Beirut”. Reaktionen kunne næsten have været et haiku:

Forlagets første science fiction
Første libanesiske science fiction, endda
Men det er ikke science fiction

På den ene side var der en del af min hjerne, som gearede op med høj hvinen i “faktisk er det science fiction” – men på den anden side forstår jeg jo egentlig godt holdningen. Der er visse forventninger til science fiction, hvad enten man er fast læser eller flygter skrigende ved tanken – Niels Dalgaard sammenligner det et sted med portrætmaleri versus landskabsmaleri, hvor sf er sidstnævnte, fordi den gerne bruger ekstra energi på miljøet og de store sammenhænge i den fortalte verden frem for detaljerne i den enkelte person. Og “Den lille død i Beirut” er helt klart førstnævnte.

Havde forfatteren nu kaldt den “Sex og død i Beirut”, ville han måske have været tvunget til at føje noget mere action til – men det gjorde han ikke, omend det principielt set er det, den handler om. Bare på en usandsynligt fint underspillet måde.

Vi starter i Paris i år 2058. Vor hovedperson, Christian, får adgang til retrovionsmaskineriet med det formål at studere fortidens Beirut for at lære mere om angstens mimik. Kameraerne kan strække sig på tværs af tiden, og han får dem indstillet på to forskellige steder i Beirut fra 1973 frem til 2012. Noget af det første, han ser, er sin egen mor, der får et hurtigt knald på et toilet.

Snart fortaber han sig – ikke i de pornografiske scener, men i sin families historie. For faderen døde allerede inden Christians fødsel, og hvordan blev han egentlig til? Ja, “han” kan i den sætning både være faderen og Christian selv.

“Den lille død i Beirut” er et utroligt fint og velskrevet portræt af jagten på at forstå sit ophav og sig selv. Det er ikke en historie, der brager af sted, selv om man måske kunne tro det, når vi starter med sex og krig, men en bog, der roligt trækker læseren ind i den fortalte verden, både fortid og fremtid. Eller fortider, kunne man fristes til at sige, for Christian har adgang til to kameraer, der optager hver sin epoke – det ene af dem sættes ved et uheld til at optage baglæns kronologisk og gør det meget tydeligt, at det ikke handler om teknologien, men at teknologien er et værktøj, forfatteren har brug for til at fortælle sin historie.

Netop der ville den faste sf-læser nok blive lidt skuffet, mens de i starten omtalte skrigende flygtende ville stoppe op og vende tilbage til bogen. Men jeg synes faktisk, at Germanos slipper af sted med en bog, der evner begge sider af genreskellet – den personlige historie og en historie, der pirker til nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere om den fortalte verdens fundament. I dette tilfælde er det så ikke retrovisionen, der er spændende, men det Libanon, den giver adgang til – det er en af de bøger, der afføder en nysgerrighed overfor faglitteraturen snarere end den beslægtede skønlitteratur. Hvis du vil vide mere.