VOLD OG SEX OG MERE VOLD. Jonas Wilmann er en 30-årig musiker, tegneserietegner og nu også forfatter, der har selvpubliceret sin sf/horror-romandebut – og dertil skrevet den på engelsk: ”The End”.

Det første, der slår én, er den minimalistiske forside; bogens 140 sider rummer en god del vold og sex, og med det i bagtankerne er coveret meget afdæmpet. Men historien tager fart fra første side.

Vi befinder os i en post-apokalyptisk fremtid, en verden hvor den stærkeste overlever. Umiddelbart er det en verden, man vil genkende fra en del 80er-science fiction-film – trøstesløs, fuld af vold og med rig mulighed for actionscener og rappe replikker. De samme verdener husker jeg fra en del 70er-bøger,så Wilmann rækker noget tilbage i tiden, men skruer så altså op for de ekstreme virkemidler, så man ikke er tvivl om, hvornår historien stammer fra.

Zeke bevæger sig gennem denne beskidte verden et par centimeter over jorden – i al fald i overført forstand. For han er en trofast følger af religionens afløser: logik (eller som det hedder her: LOGIC, hvilket er en irriterende mannerisme, jeg også husker fra 70er-litteraturen). Logikken har skåret verden ned til ganske få instrumenter: frygt, snyd, næve, kniv, skydevåben, bombe og de forskellige måder at bruge sex. Mens folk omkring ham kommer længere og længere ned i sølet som en konsekvens af dette, bevæger hans sig gennem verden som en kniv gennem varmt smør. Han er et rovdyr, får vi at vide allerede i første sætning, unikt tilpasset sit miljø.

Forandringerne står naturligvis for døren – for under et raid på en af de lokale bander kommer Zeke i kontakt med teenageluderen Zindy og en farlig viden, der truer med at ændre alt omkring og i Zeke. En gammel bog taler om følelser, som burde være udryddet, men selv om Zeke fornemmer afgrunden, viger han ikke tilbage fra kanten. Han vil vide, om det er sandt, hvad bogen fortæller.

Samtidig sker der store og voldsomme omvæltninger i byen, og vor hovedperson bliver tvunget ud på en hæsblæsende og livsfarlig rejse ind i mørket.

Kigger man på forfatterens hjemmeside, kan man se hans erklærede kærlighed til science fiction og horror, både på skrift og i tegninger. Man får en fornemmelse af baggrunden i tegneserier her, for ”The End” er meget visuelt fokuseret og med vægt på handling. På den måde minder han en smule om en anden yngre dansk sf-forfatter, Brian Roland Larsen, omend dog meget mere blodig. Også Wilmann har en tendens til at glemme show, don’t tell, men til gengæld har han et til tider ganske velfungerende lag af satire ind over løjerne og er noget mere stram i sin opbygning af historien.

”The End” er skrevet på engelsk, hvilket i det store hele går ganske godt, men med nogle fejl her og der, hvilket virker lidt forstyrrende. Den er selvpubliceret, hvilket naturligvis betyder, at der ikke er en redaktør til at rette op på det og andet – tager man det med, er der tale om en hurtig om gang rå action-sf med masser af vold, kynisme og one-liners.