KOPIOPRØR. “Kopierne” er fra 1982 og er Tonny Halds eneste roman – derudover har jeg kunnet verificere tre noveller i hans navn udgivet i “Månedens Bedste Science Fiction” og to i “Brudte grænser”.

Umiddelbart bærer romanen præg af at være skrevet af en forfatter, der måske følte sig mere hjemme i den korte form, for den lider under nogle strukturelle svagheder. Det gør, at den ikke er helt så meget en pageturner, som det sandsynligvis var meningen. På den og andre måder minder den faktisk en del om en forløber for Nis Jakobs “7 dage i District Copenhagen”.

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor der dyrkes kloner til samfundets højtstående borgere. Den slags forsøg har været forbudt i lang tid, men vi befinder os også under et ikke nærmere beskrevet næsten-regime, så det får lov at foregå i det skjulte. Der er ikke dømt ren dystopi, men vi hører, hvordan staten stræber efter større kontrol over borgerne, men dog stadig kan modarbejdes med demokratiske midler – denne detalje, der får “Kopierne” til at fremstå noget mindre karikeret end sådanne sf-romaner ofte gør, er afgjort med til at trække op i karakteren, og det er er endda med til at lægge noget af den nødvendige baggrund for senere handlinger i historien. Samtidig er Hald dog faldet for fristelsen til at smide “anarkister” ind i baggrunden som de frygtfremkaldende “monstre under sengen” for bedsteborgerne.

Ligesom Jakobs bog tages der rimeligt let på klonerne, og Hald beskæftiger sig ikke dybere med konsekvenserne af deres eksistens. De er til, så historien kan bevæge sig fremad – og ligesom hos Jakob (eller rettere omvendt, for Hald kom naturligvis først) indblandes de i et storpolitisk spil.

Historien er inddelt i tre dele: først møder vi en vogter i de stalde, hvor klonernes opdrættes. Han får samvittighedskvaler og beslutter sig for at befri den klon, der er blevet skabt af ham som løn for arbejdet. Da klonen, Paul, er blevet voksen, møder vi ham, mens den hypnoseblokade, der beskytter ham mod barndomsminderne, er ved at bryde sammen (igen en sjov tråd til Nis Jakob, hvor hypnose på samme måde bruges til dette og hint). Og i den sidste og største del af bogen følger vi Paul, da han beslutter sig for at befri de tilbageværende kloner og bruge deres genetiske arv til at tage magten over samfundet – de er alle kloninger af betydningsfulde borgere, og ved at indsætte dem de rigtige steder kan han tiltuske sig magt.

Det største problem med “Kopierne” er, at der aldrig rigtig fremstår en rigtig hovedperson eller helt.

Paul ville være det naturlige valg, men hans planer fremstår ærligt talt så grundlæggende fascistiske, at det er svær at leve sig ind i ham. Men samtidig er han ikke så ond, at han kan bære romanen som en rigtig skurk. Der kommer et par enkelte personer ind over, bl.a. da der begynder at danne sig en mistanke om Pauls planer, men ingen af dem når rigtig ind i rampelyset. Det tager noget af pusten ud af det, der burde have været en spændingsroman. Men på trods af, at den er skrevet i et til tider irriterende tilstræbt formelt sprog, så er den faktisk ganske hurtigt læst og rummer også nogle fine detaljer. Slutningen rummer lidt af et twist i forhold til den handling, der er gået forud – ikke et twist af den slags, man bliver chokeret af, men snarere en drejning af historien ad en uforudset kurs. Det giver den et ganske godt fadeout, som kan fortsætte i læserens hoved bagefter.

Forfatteren har i 2000 lagt en revideret udgave på nettet.