MASSER AF VAMPYRER. Lidt over tusind sider postapokalyptisk vampyraction får man, hvis man sætter tænderne i “Den første”. Og ikke nok med det – bogen er kun første del af en trilogi. Læser man anmeldelserne, er det en opskrift, som rigtig mange sætter pris på – men personligt må jeg indrømme, at jeg var overfyldt efter et par hundrede sider.

Vi starter i den nærmeste fremtid i thriller-stil med en sky af skæbne hængende tungt over hovedet. I Sydamerika helbreder flagermusebid nogle kræftpatienter; straks står der videnskab i øjnene på den amerikanske regering, og de rekrutterer en flok dødsdømte fanger som forsøgsdyr – opdagelsen kan måske betyde enden på sygdom. Som den slags nu engang gør, går det selvfølgelig galt.

Samtidig bliver FBI-agenten Wolgast sat til at indfange den forældreløse pige Amy, som skal spille sin helt egen rolle i eksperimentet – og som rød tråd (og titel) i “Den første”. Som forventet sprænger alting i luften, og en flok uovervindelige vampyrvæsener bliver sluppet løs med verdens undergang til følge.

Spring 100 år frem i tiden, hvor vi følger en koloni af mennesker, der overlever under den konstante trussel om død ved vampyr. Men der skjuler sig måske andre ting derude i verden – både bedre og værre end det, de kender til forvejen.

Første tanke, efter Cronin endelig får tyndet ud i menneskeheden (men på ganske interessant vis faktisk undlader at vise det), er: det her minder meget om Stephen Kings “Opgøret”. Også forstået på den positive måde. Ligesom King jonglerer Cronin med et stort persongalleri, og han er god til at beskrive dem, så man lever sig ind i dem – og han er ikke bange for at smide nogle af dem overbord, når situationen kræver det. Ligesom King er der desværre også fornemmelse af, at det nok skal gå altsammen, og at vore helte har en styrende kraft på deres side. Men det, der for alvor ødelagde bogen for mig, var den manglende balance – personerne fylder simpelthen for meget i forhold til handlingen, og alting går meget, meget langsomt. Indledningen, der kunne have været intens og gribende på 50 sider, fylder i stedet over 300.

Personbeskrivelserne, der i Kings bøger er glasuren på kagen, bliver her til en meget tyk sukkermasse oven på selve kagen, og der blev i al fald for mig lidt kvalmende i længden. Handlingen kan hænges op på ganske få større hændelser, og en del af dem er ret klicheede (en by i ødemarken, hvor alle virker tilfredse med livet og ikke bekymrer sig om vampyrerne – gad vide, hvad der er galt der?).

Ikke desto mindre byder “Den første” på en god portion drama og spænding – og hvis man er mere personinteresseret end undertegnede, vil det, som Cronin serverer i så voldsomt omfang, sikkert falde lige i ens smag. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke fortsætter med serien.