Om Anders Brønserud

Dansk tegneserieskaber, der blandt andet har lavet serier “Otto” og “Cosmo”. “Oto” er en sort/hvid pantomine-serie, der følge sin hovedperson i en lang række forskellige former og situationer. I 2006 vandt den ham prisen som “Bedste nye danske navn” på tegneseriemessen Komiks.dk. “Otto Obscura” er sjette album om den tavse hovedperson og bryder med mange af de rammer, Brønserud tidligere har opstillet for figuren.

Forlaget om Otto Obscura

Undergrundstegenren Anders Brønserud er kommet op til overfladen og hans store talent kommer nu til udtryk i stort format i denne ordløse bog fuld af absurde sort-hvide tegninger.

Interview

Kan du starte med at præsentere dog selv og Otto? Hvem er Anders Brønserud, og hvem (eller hvad) er Otto?

Jeg har altid tegnet, og allerede før jeg havde lært at skrive, begyndte jeg at lave tegneserier. Måske er det derfor, at jeg nu laver pantomime; jeg er gået tilbage til tilstanden før skriften. Jeg var overbevist om, at jeg skulle vokse op og leve af at tegne, noget erhvervsvejlederen ellers gjorde sit til at få mig talt fra. Efter skolepraktik på et reklamebureau mente jeg, at dét måtte være vejen frem, og jeg tog en grafisk uddannelse. Fra 1995 har jeg arbejdet indenfor den grafiske branche i forskellige grene: Egen tegnestue som illustrator og grafisk designer, på reklamebureau som DTP’er, AD-assistent, idéudvikler og tekstforfatter, og de seneste år i på forlag som layouter. Som person er jeg nok en paradoksal sammensætning af totalt vanedyr og rastløs sjæl. Jeg har det bedst med fuldstændig faste rutiner, hos mig giver dét plads til at få alle idéerne.

Otto blev oprindelig til i frustration: Jeg havde i en periode arbejdet med forskellige stribeserier. Alle med et stort potentiale, troede jeg, men de blev totalt ignoreret af de redaktører, som jeg sendte dem til. Da jeg ovenikøbet gennemgik en personlig krise, havde jeg åbenbart brug for at viske tavlen ren og starte forfra. Den første inkarnation af Otto, som ligger før “Dit er riget”, den første udgivelse med Otto, var meget mørk, sær og rodet og havde desuden tekst. Efter forgæves forsøg på at få den antaget skrinlagde jeg den igen. Det eneste, der fungerede, da jeg efter et halvt års tid atter hev den frem, var de stumme episoder. Jeg besluttede derfor at lave en rendyrket pantomime. Denne udgave af serien vandt en pris ved en finsk tegneseriefestival og kom samtidig med i Free Comics. Jeg følte nu, at jeg havde fat i noget.

Men for at vende tilbage til hvem/hvad Otto er, så udsprang det triste hos figuren i høj grad af, hvordan jeg selv havde det omkring 2003-4: Otto er alene, han forstår ikke verden omkring sig, og han mislykkes med alt. Dét var jo ikke til at holde ud, hvis ikke Otto havde denne ukuelighed og hver dag startede forfra med at rulle stenen op ad bjergsiden, overbevist om at det denne gang ville lykkes. Så kort sagt er Otto nok et slags selvportræt.

Otto er hverken din første eller eneste tegneserie – hvordan begyndte din karriere som tegneserieskaber?

Som nævnt tegnede jeg tidligt tegneserier, først inspireret af Anders And, senere af Marvels superhelte og siden af humorstriber a’la Basserne og Hagar. “Lattergalen” var mit første seriøse forsøg med tegneserier til udgivelse i en alder af 14-16 år. Det var en blanding af humorstriber og enkeltstående gags og blev til i samarbejde med min gode ven Thomas. Min far oprettede til formålet forlaget Fox, som udgav tre hefter med “Lattergalen” og et enkelt med aflæggeren “Gyden”. Hefterne blev fabrikeret på kopimaskine og solgt i Middelfarts lokale boghandel. Fra 1992 til 1997 lavede jeg slet ikke tegneserier, mens det i slut-90’erne blev til et par halvhjertede eksperimenter, og bestillingsopgaver. Fra 2000 begyndte jeg dog igen at tegne serier igen, bl.a. “Pax”, en superhelte-parodi som jeg havde ret store ambitioner med: Serien var formmæssigt en stribeserie med tre ruder og en morsom pointe. Samtidig havde den en fremadskridende historie om en mand, som vågner op af et koma og opdager, at han har
fået superkræfter. Han har samtidig fået hukommelsestab, og vi får fortalt forhistorien gennem hans opklaring af mysteriet. Jeg kunne dog ikke holde sammen på de mange handlingstråde, og gik i stå. Det blev til et par andre kuldsejlede projekter, inden jeg skabte Otto i 2003.

I perioden 2006-8 tegnede jeg “Cosmo”, som var et forsøg på at gentage fiaskoen med “Pax”; en fortsat historie brudt op i striber med en punchline. Plottet er for indviklet og åndssvagt til at genfortælle, men første halvdel af serien kan, hvis man absolut vil, læses i den “Cosmo”-bog som kom i 2007. Anden halvdel er aldrig udkommet, og det er sikkert meget godt.

Jeg har desuden prøvet at starte et par serier op med Johan F. Krarup og Ib Kjeldsmark. De er begge fremragende tegneserieskabere på egen hånd, men samarbejdet fungerede ikke.

Og så er der naturligvis et par projekter i skrivebordsskuffen, som venter på at blive pudset af…

Otto virker som sådan en blanding af mange forskellige ting – hvordan opstod han som figur? Var der noget særlig inspiration?

Ud over at min egen situation i høj grad bidrog til skabelsen af Otto, så havde jeg også opdaget Jason, Jim Woodring og Chris Ware, som alle havde en, for mig, helt ny tilgang til mediet. Særligt Jasons stumme serier var til stor inspiration. Der var denne her foruroligende stemning i serierne, som jeg prøvede at gøre efter. Derudover har “Radiserne”, som jeg “læste” før jeg kunne stave, været medvirkende til, at Otto har den tone som den har.

Betragter du Otto som del af en tradition – og i så fald hvilken?

Med Otto har jeg mere eller mindre bevidst skabt en serie, som er løsrevet fra tid og sted. Jeg bilder mig ind, at den lige så godt kunne være lavet for 20, 50 eller 100 år siden. Serien kommenterer sjældent den tid, den er opstået i, og geografisk kunne den foregå alle steder. Dermed håber jeg, at den kan forstås af alle hvor som helst og når som helst. Som nævnt har tonen i Charles Schulz’s “Radiserne” haft enorm betydning for mig, og jeg håber, at jeg arbejder videre i en tradition, hvor en tegneseriestribe leverer andet og mere end hurtigt grin. Det betyder meget for mig, at en Otto-stribe kan frembringe både latter og triste suk.

De enkelte striber virker meget gennemarbejdede – på trods af den rene streg, der får det til at virke så enkelt. Hvordan foregår arbejdet med striberne – hvor langt er der fra ide til det færdige produkt?

Jeg bestræber mig på, at der er så langt mellem idé og rentegning som muligt. Jeg fylder skitsebøger med idéer til striber, som jeg over tid bladrer igennem igen og igen. Når en skitse efter et halvt år eller mere, og efter utallige gennembladringer stadig kan vække noget hos mig selv, så ved jeg, at den holder til at blive rentegnet og leve sit eget liv i en tryksag. På den måde sikrer jeg mig også, at en idé er blevet vendt og drejet så mange gange, at der ikke, hos mig selv, er tvivl om den endelig udformning. I den virkelig verden med deadlines har jeg dog været nødsaget til et færdigegøre striber, som desværre ikke har vist sig at holde, jeg genkender straks fejlene, når jeg genser dem.

Striberne er tegnet i overstørrelse, ca. fire gange den størrelse, de har i trykt form. Det gør, at de får et meget stramt finish, som jeg synes spiller godt sammen med det sære, som ofte udspiller sig. Jeg har fået en del kommentarer til min tegnestil, bl.a. at Otto er tegnet med en passer, og det omstændige i at lægge de sorte flader på manuelt, når det nu kan gøres væsentligt hurtigere i Photoshop. Men jeg opfatter rentegningen som meget meditativ, et stykke mekanisk arbejde i stil med opvask, som jeg også nyder meget. Så kan man jo altid dyrke nye idéer imens.

Indtil “Otto Obscura” synes der at have opstillet nogle meget faste rammer for Otto i forhold til omfang og grafisk udtryk – og det faktum, at han aldrig taler. Har du arbejdet med at sætte begrænsninger for dig selv?

Jeg traf på et tidligt tidspunkt en beslutning om at begrænse mine virkemidler, måske i virkeligheden med et håb om at nå ind til kernen af et udtryk. Derfor er den lange produktionstid af hver enkelt stribe også så vigtig for mig; den skal slibes til og forenkles mest muligt.

Jo renere udtrykket jo stærkere fremstår det.

“Otto Obscura” bryder med nogle af de hidtidige begrænsninger – hvorfor har du truffet det valg, og hvilke muligheder har det givet dig?

Jeg ved ikke, hvor meget videre jeg er nået, når det kommer til stykket. Det har været utrolig svært at løsrive mig fra det meget stramme cirkel-i-kvadrat koncept, som Otto jo dybest set er, og skeje ud. Men selv om det endelige resultat langt fra er så radikalt anderledes, end jeg oprindelig havde forestillet mig det, så har processen alligevel gjort, at der er fremkommet nogle rigtig gode ting. Særligt nogle af de længere episoder i “Otto Obscura” er jeg meget stolt af.

Otto er en grafisk flot serie – hvor vigtige er tegningerne i en tegneserie? Forstået på den måde: kan en tegneserie bestå på trods af grimme tegninger?

Tak. Uha, nu fristes jeg til at blive meget filosofisk og polemisk! Jeg diskuterede fornyligt med en lyriker, om tegneserier var litteratur, hvilket han modstræbende gik med til. Men da jeg så påstod, at en pantomime-serie kunne være litteratur, stejlede han: Det kunne ikke være litteratur, når det ikke indeholdt ord! Måske er det rigtigt.

Ville en tegneserie uden tegninger være en tegneserie? Tegneserien er groft sagt en sammensmeltning af billedkunst og litteratur, og traditionelt opfattet indeholder kunstformen både en billed- og en tekstside, som spiller sammen. Så kan tegningerne være grimme, eller teksten klodset, det er stadig en tegneserie. Hver enkelt værk må bedømmes for sig selv, som det gøres med en roman, en CD, et maleri, eller en film.

Nu er “Otto Obscura” netop udkommet – hvad byder fremtiden på for Anders Brønserud?

Siden jeg afleverede “Otto Obscura” til forlaget i september, har jeg haft en fornemmelse af at have færdiggjort et større stykke arbejde, at jeg nu var færdig med Otto og klar til at gå videre til andre ting. Jeg lagde grunden til en længere sammenhængende serie “Mary”, en variation over Frankenstein-myten, som jeg håber på at gå i gang med i det nye år. Desuden rumler et sært trekants-drama i baghovedet og i skitsebogen. Men før vi afliver Otto helt, så er jeg i dagene op til udgivelsen af den nye bog begyndt at tegne skitserne til nye lovende episoder med vores runde ven. Så hvem ved; måske bliver næste projekt bare endnu en Otto-bog.

Fem gode tegneserier ifølge Anders Brønserud?

1. “Radiserne” af Charles Schulz. Jeg har ikke læst alt, men har en forkærlighed for perioden fra sidst i 50’erne og 10-15 år frem. Her taler vi om tidløs skønhed.

2. “Felix” af Jan Lööf. Kikset og lun meta-serie. Det er sådan et barn ser verden.

3. Det er svært at vælge én ud blandt Jason’s bøger, men måske “Why are you doing this?”. Hans stil er virkelig gennemført og fungerer både til slapstick og horror.

4. “David Boring” af Daniel Clowes. Morsom, forstemmende og nervepirrende, og fremragende fortalt, Clowes har et sindsygt godt øre for dialog. Hans “Wilson” er også fantastisk.

5. Chris Ware er den største tegneserieskaber nogensinde. Han har mere end nogen anden formået at gøre tegneserien til en kunstform i sin egen ret. “Jimmy Corrigan” bliver ofte, med rette, fremhævet som et mesterværk. Jeg vil dog pege på “The big book of jokes. Vol 2” (den store røde sag), som det smukkeste og mest hjerteskærende værk skabt under betegnelsen tegneserie.

Links

Anders Brønseruds hjemmeside

“Otto Obscura” anmeldt på Tegneseriesiden og Nummer9.

De tidligere bind om Otto anmeldt på Tegneseriesiden.