TEMPO. Vi er tilbage i det hensygnende Sanctaphrax, hvor den Allerøverste Nåde, Vox, sidder næsten som fange i Statuernes Palads, mens der omkring lægges skumle planer for at overtage magten. Hans egen tid går med at tænke dystre tanker og ofre tilfangetagne bibliotekarer til de grumme stendæmoner.

Bibliotekarstanden henholdsvis gemmer sig i kloakkerne og patruljerer himlen i deres små, flyvende fartøjer. Det er netop det, Rook gør, da han på mystisk vis skydes ned – og lander i den dødsensfarlige Ruinby. Det bliver startskuddet til en hektisk periode, hvor han både må kæmpe for sit liv og arbejde som hjernevasket slave.

Som sædvanligvis kommer fortællingen hurtigt op i fart, og der bliver ikke lempet på speederen, før mållinien er nået. Rook farer fra det ene halsbrækkende stunt til det næste, fra den ene faretruende situation til den næste. Der spares hverken på blod, sved eller tårer, så om end Kanten-serien ikke er for de mindste, burde også dette bind vække begejstring hos drengene – og også de fædre, som enten må læse det højt eller finder lejlighed til at læse bogen for sig selv. Der er som sædvanlig en god balance mellem de to niveauer i historien og illustrationerne, så Vox burde kunne læses af de fleste.

Der er selvfølgelig masser af velkendte elementer i romanen – nu er universet jo ligesom fastlagt, og der er en vis tryghed i genkendelsens glæde; men Sanctaphrax’ nye situation holder historien frisk, så man ikke blot bliver udsat for det samme igen og igen, hvilket ellers ville være en tydelig risiko i en serie, som her er på sjette bind. Med andre ord: Kanten-serien vedbliver med at være god underholdning. Linierne er klart optrukne, og den får muligvis ikke én til at spekulere over livets dybere mening – men det er svært at lægge den fra sig, når først man er kommet i gang.

Af uvisse grunde kom jeg til at læse dette bind før Den sidste luftpirat, som er den rigtige rækkefølge. Det er dog ikke nogen hindring, når man blot er bekendt med Kanten. Der henvises til enkelte hændelser fra den tidligere bog, men dens betydning for handlingen er minimal. Men jeg ser frem til at læse den – det skal være interessant at se forspillet til det store opgør, som finder sted i Vox. Og så håber jeg på, at skrukkerne spiller samme drabelige rolle som i denne roman, hvor de i fald hæver sig over tidligere tiders mere passive indflydelse på historien.

Paul Stewart: Vox (En historie fra Kanten), illustrationer af Chris Riddel. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2004. Forside: Chris Riddell.