Skulle jeg nogensinde komme i besiddelse af et sommerhus, vil denne udgivelse være en af de første ting, jeg bringer dertil. Jeg tvivler ikke på, at “Willy på eventyr” med det samme vil antage skikkelse, som om den har været der altid, for det er sådan en tegneserie, man skal falde over i den situation – lidt ude af sine vante omgivelse og med tid til at krybe sammen i en krog og lade sig forundre.

“Willy på eventyr” startede som en oversættelse af den britiske serie “Rob the Rover” i Familie Journalen tilbage i 1923. Efter en omskiftelig tilværelse blev den i 1956 overtaget af danskerne Grauballe og Andersen, der har leveret materialet til dette genoptryk.

“Onkel hans forsvundet i Bermuda-Trekanten” rummer striberne 1025-1057 og er et tydeligt tegn på kærlighed til serien – manden bag hedder Asger Pedersen og står også for Willy-Centret.dk. Jeg er aldrig selv stødt på Willy-serien før, men har egentlig ikke svært ved at forstå det – det er den type klassisk eventyr-serie, der næsten indbyder til samlermani. Det er retro-underholdning med action og eventyr, så det står efter.

Historierne om Willy er en fortsat fortælling, så hæftet her starter med slutningen på en tidligere historie, hvor Willy og hans ledsager Jonna forlader en fremmed klode i deres skib SM-6. Og mere introduktion behøver vi heller ikke – vi har helten og hans dame og så klassisk 50er-æstetik med boblerumskib, gennemsigtige undervandsdragter i plastic, onde rumvæsener i tætsiddende dragter og så selvfølgelig den navnkyndinge Onkel Hans, der er forsvundet i Bermuda-Trekanten.

Tage Andersens tegninger er overraskende tiltalende (især de stemningsskabende baggrunde), mens Aage Grauballes historie fokuserer på at bringe historien fremad (nogle gange lidt på bekostning af logikken, men skidt med det). Formatet er en stribe på hver side og ingen talebobler – handlingen opsummeres under tegningerne, hvilket er med til at understrege det altmodische præg, historien selvfølgelig har. Der er action og eventyr, men man skulle jo nødig blive forpustet af at læse det.

Er man voksen med et streft af nostalgi i sig, vil “Onkel hans forsvundet i Bermuda-Trekanten” være det rene guld. Yngre læsere, vant til tegneserier med en noget højere fortællehastighed, vil nok blive lidt mere forvirrede over mødet med fortidens eventyrere – men med en smule held (og de rigtige omstændigheder) måske også forundrede. Personligt var jeg yderst fornøjet – med en trang til at læse mere.