Som knejt – dengang vi pløjede med håndkraft, og der ikke var noget internet – kom jeg i besiddelse af en af Gordon R. Dicksons Dorsai-bøger (Soldier, Ask Not, vil jeg tro). Den var del af en serie, men ikke FØRSTE del, og på forsiden blev den sammenlignet med Asimovs Stiftelsen.

Før internettet betød også før 24/7-reklamecyklussen, der har efterladt os med hård hud på den del af hjernen, der lader sig imponere, så det betød noget. At sammenligne med Stiftelsen var stort set at love, at “Denne bog vil bombe dine mentale forsvarsværker fra kredsløb og løbe stormløb på din fantasi!”

Desværre betød før internettet også, at det var svært at skaffe bibliografiske oplysninger og – mere vigtigt – de udenlandske bøger, man tørstede efter. Så gennem årene sluttede der sig flere Dorsai bøger til den første på hylden, men på mystisk vis aldrig den FØRSTE i serien. Og det, der skulle være en trilogi, var pludselig en “cycle”, hvilket hovedsageligt virkede som en måde at obfuskere, hvor mange der egentlig var, og hvilken rækkefølge de skulle læses i.

Så gennem årene blev Dorsai og Dickson omgærdet med sin helt egen mystik og en vis mængde ærefrygt. Samtidig med at bøgerne sank lidt ind i reolen – og jeg fik simpelthen aldrig taget hul på Dorsai.

Men forleden drejede The Wheel of Random Literature (også kendt som min kone, hvis hun hører ordene “Hvad skal jeg læse?”) og pegede på en Dickson-roman. Ikke en Dorsai, men i stedet Mission til Universe.

Spændende, tænkte jeg. Endelig får jeg taget hul på ærefrygten.

Måske burde jeg bare have ladet den leve, for Mission to Universe er i al fald ikke på højde med Stiftelsen.

Det er historien om Benjamin Shore, den klassiske Kompetente Mand, som beslutter, at politikere og andre ikke ved, hvad der er bedst, så han forfalsker præsidentens ordrer (med saks, papir og lim) og stjæler et phase ship for at udforske galaksen. For der er nu FIRE MILLIARDER mennesker på Jorden, så undergangen er selvsagt nær. Klodens nationer er på nippet til at sprække!
Så Shore gør sig tanker om sit ansvar og drager afsted med sit uvidende mandskab. Og bogen placerer sig et akavet sted mellem seriøse tanker om, hvad der kræves af mennesker, og “Jens Lyn møder fremmede racer og slår på tæven”. Altsammen krydret teknologi, der stort set kun har udviklet sig på ét område (rumskibsbyggeri) og et menneskesyn, der til tider bliver lidt foruroligende. Science fiction-genrens kærlighedsaffære med kapable mennesker, der gør DET RIGTIGE, tåler ikke altid et nærmere syn. Og den her kommer nok ikke til at tåle et gensyn.