Jeg hader, når folk kalder mig litterær racist; jeg foretrækker AltWrite.
Badum-tisj!
Ja, det var en onkeljoke for at indrømme, at jeg godt ved, jeg har mine fordomme, især overfor poesien. Og en af dem er nok, at digte er serious business. Digtere er mænd og kvinder, der får kræft af at indånde billig stearin, mens de forsøger at sætte ord på de indsigter, der svært kan udtrykkes med noget så profant som bogstaver.
Men min eneste indgang til Martin Glaz Serups “Marken” er, at den må være skrevet med et stort glimt i øjet. Den fik mig endda til at trække på smilebåndet et par gange, hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at den skal være sjov.

Marken er et naturdigt, slår første side fast, “der også handler om andet end naturen, der findes altså andet, tre kolde drivhuse, deres fugtige industri, gule i tågen på marken.” Rent formelt er det cirka 100 sider, som hver rummer en ganske kort tekst (nogle gange én sætning) om marken og dens liv. Og nej, det er ikke bare en opremsning af, hvilke fugle der har skidt på den hvornår, men en antropomorficering, så marken er ganske almindelig og relatable. Den bruger lidt for meget tid på Facebook, forstår ikke de, der er besatte af tekst-tv og så videre. Og nogle gange kommer der sådan nogle som denne, der morede i sin enkelhed.

Jeg kan godt lide formatet, men jeg må indrømme, at jeg er lidt uforstående overfor en totale menneskeliggørelse af marken. De små tekststykker er underholdende, når de rammer den der balance mellem menneske og ikkemenneske (marken er ikke videre interesseret i naturen), men ofte virker de blot som lidt stream of consciousness – forfatteren har haft nogle interessante tanker, som kunne passes ind i formatet (og nogle gange har forfatteren haft brug for lidt fyld).

Til gengæld er den lille bog en pædagogisk introduktion til behovet for linieskift i digte – som så dog er overdrevet, idet der her er tale om sideskift. Men de tvinger læseren til at stoppe op og mentalt nulstille før det næste tekststykke – var det skrevet som almindelig prosa, var det blevet opremsende og lidt kedeligt. Så tak for det, jeg vil forsøge at nedskalere den forståelse til linieskift-niveauet fremover.

Rent fysisk har Marken form af en bog på 104 sider, og det får (mere end sædvanligt, tror jeg) en del af mig til at forvente en historie midt i al poesien. Der leverer Serup faktisk også nogle stykker i kraft af sider, der hænger tematisk sammen, men det er ikke lykkedes mig at se værket som en sammenhængende fremskriden. Der afsluttes ikke med overvejelserne om tidsrejser, som kommer lidt ind fra højre, men på den gode måde, men med et af de bedre stykker om at betragte sine egne tanker og blive lidt skræmt af oplevelsen.

Alt i alt var Marken en lidt mærkelig oplevelse. Jeg er ret vild med ideen og formatet, men det samlede værk falder lidt til jorden for mig; og jeg var ret vil med flere af teksterne som enkeltstående historier, men ville så gerne have dem til at gå op i en højere enhed.

POSTLÆSNING/-SKRIVNING

Lidt nysgerrig googling finder, at de, der skal formodes at vide noget om digte, også er uenige om Marken.

Her er Erik Skyum-Nielsen i Information:

Martin Glaz Serup (f. 1978), som er digter, børnebogsforfatter, kritiker og forsker, runder med langdigtet Marken sin fjortende udgivelse i bogform. Det er nok også sådan omtrent det eneste rigtig positive, der er at sige om dette værk, som på første side kalder sig et »naturdigt«, men straks slår om i adspredte notater, der bortset fra en relativt kort form ikke har meget med digte at gøre, og som hurtigt bliver meget trætte af at holde fokus på ’naturen’ overhovedet.

Av. Men her er så Kulturkapellet:

Dette er en god bog, et godt grin, et zoom ind i hverdagen. ”Marken” er et digt, der fortjener en plads på bogreolen hos de, der elsker humor og ikke tror lyrik kan være andet end selvhøjtidelige alvorsord og en plads samme sted hos de, der tror på lyrikken men ikke anede, den kunne være sjov. ”Marken” er et digt for alle.

Marken er, lader det til, ambivalent.