Jeg læser ikke mange fagbøger. Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå på nettet hvis der er ting, jeg vil vide noget om. Men nogle gange er der bare ting, det bedst kan betale sig at læse et længere værk om. Og der er en jeg ofte vender tilbage til. The Guns of August af Barbara Tuchman. Jeg købte min udgave i læsehesten i Aalborg. Gammel, slidt paperback. Jeg tror jeg fik ideen fra filmen Thirteen Days.

Tuchmans bog er fantastisk godt skrevet. Ikke nok med at den virkelig er god til at forklare i dybden, hvad der sker, hvornår og hvorfor, men også kulturbaggrunden for hvorfor tingene sker.

Der er en sær tiltrækningskraft til tiden før den første verdenskrig. Der levede Europa i en sær form for romantisk gylden alder. I hvert fald i deres egen opfattelse. Ære betød noget. I første verdenskrig blev vores verden til, og det verdensbillede blev cementeret i den anden verdenskrig. Med atomvåben og industriel krig betyder landes ære ikke længere så meget, med menneskehedens overlevelse er realpolitik nøgleordet.

Men sådan var det ikke i 1914. Og det beskriver Tuchman enestående.

The muffled tongue of Big Ben tolled nine by the clock as the cortege left the palace, but on history’s clock it was sunset, and the sun of the old world was setting in a dying blaze of splendor never to be seen again.

og senere i bogen:

The world remembers the battle ever since by the taxis. A hundred of them were already in the service of the Military Government of Paris. With 500 more, each carrying five soldiers and making the sixty-kilometer trip to the Ourcq twice, General Clergerie figured he could transport 6,000 troops to the hard-pressed front. The order was issued at 1:00 P.M., the hour for departure fixed for 6:00 P.M. Police passed the word to the taxis in the streets. Enthusiastically the chauffeurs emptied out their passengers, explaining proudly that they had to “go to the battle.” Returning to their garages for gas, they were ordered to the place of assembly where at the given time all 600 were lined up in perfect order. Gallieni, called to inspect them, though rarely demonstrative, was enchanted. “Eh bien, voilà au moins qui n’est pas banal!” (Well, here at least is something out of the ordinary!) he cried. Each with its burden of soldiers, with trucks, buses, and assorted vehicles added to the train, the taxis drove off, as evening fell—the last gallantry of 1914, the last crusade of the old world.

Det er så fint skrevet. Sjældent har jeg stødt på en fagbog, med så stor vægt lagt på æstetikken og håndværket i sætningerne. Jeg bliver helt blød i knæene og varm om hjertet.

Et andet eksempel fra bogen, beskriver hvordan den engelske General Wilson, er på vej til en konference med General Joffre, om den vigtige modoffensiv de skal planlægge. Det er liv eller død. Hvis den her offensiv ikke virker, så har de tabt krigen. Og alligevel stopper Wilson op på vejen, for at han kan give en fransk society kvinde benzin til hendes bil, der manglede et par litre for at kunne køre videre.

Det er en fornem bog. Og lidt usædvanligt for en krigshistorie bog, så handler den kun om optakten til krigsudbruddet og de første 30 dages krig. Forklaringen tror jeg, skal findes i det her citat:

The Battle of the Marne was one of the decisive battles of the world not because it determined that Germany would ultimately lose or the Allies ultimately win the war but because it determined that the war would go on. There was no looking back, Joffre told the soldiers on the eve. Afterward there was no turning back. The nations were caught in a trap, a trap made during the first thirty days out of battles that failed to be decisive, a trap from which there was, and has been, no exit.

Det var i de første 30 dage, at der var en mulighed for at vinde en hurtig krig. Efter det, så blev det til rædslerne på Vestfronten med skyttegravskrig og industriel krig på et frygteligt niveau.

Og hvor mange fagbøger har givet navn til et brætspil? Avalon Hill har udgivet et første verdenskrigsspil, der handler om hele krigen og navngivet det efter bogen. Jeg har ikke spillet det – den slags spil er spændende og interessante, men bøvlede og svære at sætte tid af til at spille.

929 brikker… bedst at spille en kølig dag, hvor altandøren ikke skal åbnes