Jeg har tidligere skrevet om Morten W. Rasmussen her, og jeg afsluttede indlægget med disse ord:

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.

Det var da om noget en opfordring til mig selv om at holde øje med mere fra hans hånd, og når han nu har udgivet en ungdomsroman, blev jeg da nødt til at læse.

Titlen er Helikopter, og historien kredser om sorg. Og ja, det er uden tvivl en bog, som dansklærere vil sætte pris på, men til min analysetraumatiserede overraskelse var jeg også ret vild med den. Som nævnt i det tidligere indlæg er forfatteren god til de korte tekster, og Helikopter udnytter den kompetence til fulde – historien er nemlig bygget op af korte kapitler, som hver for sig fortæller en lille historie, samtidig med at de er spændt op på en længere tråd sammen. Det er en tricky komposition, fordi det gælder om at anbringe kapitlerne nøjagtigt i forhold til hinanden, så man nyder dem på deres egne præmisser, samtidig med at den store historie ikke bliver enten hullet eller stillestående – og det lykkes.

Men bedst er dog helikopteren. Ikke titlen, men billedet. Den vender jeg tilbage til.

Historien fortælles gennem Kasper. Han anbringer sig midt i en tradition af litteratur-børn, der er utroligt sansende og observerende – og gennem ham oplever læseren faderens depression, hans selvmord og eftervirkningerne på sønnen. Trykbølgen. Skælvet. Efterchokket. Hvordan Kaspers liv bliver rystet fra hinanden, og han krampagtigt holder fast i smulerne. Der er en fysisk fornemmelse i Helikopter, som kan mærkes under læserens hud.

Der florerer en joke på internettet: helikoptere flyver ikke, de tæsker luften til overgivelse. Og ret tidligt i bogen er der en beskrivelse af faren, der rejser sig, fanget i uforklarlig vrede og så overvældende og kraftfuld som en helikopter tæt på, og det var der, bogens mange dele blev rystet sammen til et hele for mig: at noget, der kan se så fint og skrøbeligt ud på afstand, kan være så voldsomt, når det kommer tæt på. Det er den underlæggende følelse i Helikopter: alt vibrerer, og man frygter, at det vil komme så tæt på, at det vil ryste alt fra hinanden.

Min største anke er nok ikke historien, men derimod bogens opsætning: den er fin og luftig og let at få til. Det burde den ikke være – det burde være en bog, man sad krummet sammen ind over. For sådan er oplevelsen.