Show don’t tell
Lovecraft kan være rigtig cool. Hans beskrivelser kan være ret fabelagtige, spændende og fyldt med kosmisk gru. Og andre gange kan han ramme milevidt fra, med alt for mange kyklopiske selvopfundne ord.
Men i The Statement of Randolph Carter rammer han helt forkert. Her hverken fortæller han os hvad der foregår eller viser os det.
“God! If you could see what I am seeing!”
I could not answer. Speechless, I could only wait. Then came the frenzied tones again:
“Carter, it’s terrible—monstrous—unbelievable!”
This time my voice did not fail me, and I poured into the transmitter a flood of excited questions. Terrified, I continued to repeat, “Warren, what is it? What is it?”
Once more came the voice of my friend, still hoarse with fear, and now apparently tinged with despair:
“I can’t tell you, Carter! It’s too utterly beyond thought—I dare not tell you—no man could know it and live—Great God! I never dreamed of THIS!” Stillness again, save for my now incoherent torrent of shuddering inquiry. Then the voice of Warren in a pitch of wilder consternation:
“Carter! for the love of God, put back the slab and get out of this if you can! Quick!—leave everything else and make for the outside—it’s your only chance! Do as I say, and don’t ask me to explain!”
Og det er så det sidste man hører til stakkels Warren. Hvad sker der med ham? Ingen ved det, men hvad end det er, der myrder ham, så kan det finde ud af at bruge en telefon. Det sidste Randolh hører om sin ven, er at monstret siger at Warren er død.
Ideen med novellen er sjov, Mand går ned i en anden verden og beskriver hændelsesforløbet til sin ven over telefonen, men manglen på vished om hvad det er, som Warren finder under kirkegården er bare træls. I de andre Lovecraft “det her er så enormt at det ikke kan forklares” scener, kommer der i det mindste lidt kød på. Her er der ingenting og det gør det til en lidt forspildt chance.
2 kommentarer
Jeg har sådan en forelskelse i den slags horror – eller måske snarere ideen om den. For på ideplanet kan jeg så godt lide tanken om, at horroren er uforståelig og mærkelig, og man aldrig helt finder ud af, hvad den er – men jeg må så indrømme, at jeg som læser bare gerne vil have, at tingene bliver bundet pænt sammen, så der er en grund til det hele. Om det så er et monster eller whatever.
Lidt apropos er jeg ved at læse Matt Ruffs Lovecraft Country – og er vild med, at den bruger gamle racistiske onkel Howard til at fortælle om, hvor racistisk det amerikanske samfund var i 50erne. Det er så rablende, at det hjernesmeltende uhyrligheder fra det hinsides næsten er en biting.
Der findes en rigtig god dokumentarfil på YouTube om Lovecraft:
https://www.youtube.com/watch?v=jg9VCf5einY
med – bl.a. – Caitlin Kiernan, Guillermo del Toro, über-lovecraft nørden over alle: S.T Joshi og endelig Neil Gaiman, der også er inde på, at Lovecrafts afslutninger er sådan noget: ” – nu hører jeg det på trappen; det er ved døren; det kommer ind – jeg bliver vanvittig …. ftghn, ftghn … “.
Ret god karakteristik, for selv i “At The Mountains Of Madness”, forbliver den afsluttende gru og vanviddets indtog til et postulat. Resten minder mere om antropologisk eller rum-arkæologisk science fiction. Og rædslen i “The Dunwich Horror” er også til at overskue.
Generelt tror jeg, at jeg læser Lovecraft på grund af det herligt arkaiske sprogbrug, og alle de fantabuløse ord (“the gibbous moon”, “archaen slate”, den slags), langt mere end for at blive forskrækket. Faktisk er det kun slutscenen i “Rødt Chok”/”Don’t Look Now”, der (stadig) kan give et lille “å-gud-gisp”. Og selvfølgelig er der andre film og bøger, der kan være knugende, men sidst jeg blev decideret forskrækket over noget fiktion, det var vist “Alien/Den 8. Passager”, da jeg så den første gang.
Iøvrigt kan jeg konstatere, at der findes en nyere “Lovecraft-doku”:
https://www.youtube.com/watch?v=yKPR7ErNfzU
Men den har jeg ikke set – endnu …. ftghn, ftghn 🙂