Legender, myter, sagn – religioner, for den sags skyld – har, ligesom drømme, deres egen indre logik. Og selvom Freud – hårdt presset og i et svagt øjeblik – må konstatere, at til tider er en cigar blot en cigar, så er det fundamentale, at man mister noget af helheden, hvis enkeltelementer oversættes til symboler – metaforer – for ditten eller datten, når man beskæftiger sig med sagn, myter og legender. Eller drømme.

Som Kant sagde: Das Ding an Sich, til hvilket Heidegger replicerede: – Dasein (eller et eller andet i den stil).

Glem derfor – i denne runde – alt om Freud, alt om Cyprianus, alt om symbolafkodninger og intenderet metaforik. Lad os gå til stålet (og kødet). Og lad os starte med drømme – lad os starte med mareridt.

I mange (de fleste?) opslagsværker bliver der gjort en hel del interessante etymolgiske krumspring for at gøre “mare”/”mer”/”maire” til noget med “pres”, “åndenød”, “kramper” og deslignende. Og nattemaren bliver, som ses ovenfor, fremstillet som en lidt tung trold, ond dværg, nightmarish goblin, der sidder ovenpå “patientens” bryst og presser oppressiivt. Og det er fordi man helst vil have “det symbolske” indover. For så slipper man for den kendsgerning, at en “mare” er en hoppe – en hunhest – samt at ordet i allerhøjeste grad er beslægtet med “mær”. Mær og Madonna, thi det nordiske pigenavn “Maren” kommer (jo) af “Maria”, hvor De Heldige Skrifter – heldige for dem – har to kategorier: Jomfruen og Skjøgen (om Freud derudaf kan udlægge, at Jesus Kristus havde et Oedipos-kompleks, det ved kun Teologisk Selskab – jeg ved det ikke; jeg kender ham ikke). I vore drømme, hvor vi er alene, aldeles alene, findes denne skelnen ikke – det er lisså godt at indrømme det (“Vi lever som vi drømmer – Alene!” – Joseph Conrad, “Nostromo” … – eller er det “Heart of Darkness”?)

Når vi har onde drømme – mareridt – er det altså fordi dette stangliderlige kvindfolk rider os, også selvom mareridtet, drømmen, ligger langt fra noget seksuelt. For det hun vil er, at tælle vores tænder, når vi åbner munden i søvnens våndelser, thi så kan hun tage vores sjæle. Lidt ligesom Baba Yaga, der tæller de dødes fingre. Ikkesandt?

Maren – nattemaren, mæren, hoppen – har også en anden tiltrædelsesform, en anden manifestation, nemlig som Rysserova – Hesterøv (Rhos = hest; rova = rumpe/røv(balder – iøvrigt det samme ord som “boller”, hvilket betyder “svulme”, og resten af lige dén etymologiske udredning, overlader jeg trygt i læserens varetægt). Det hedder jo også en “hvalros”, altså en hvalhest! Og der kan man lige indføje, at historien om Brisingamen, Frejas halssmykke, har forbindelse til det vi har gang i hér. Men vi skal jo videre, ikkesandt? (Dog vil jeg lige indskyde, at netop den historie får en slags udfoldelse i Ursula LeGuins “Semleys Necklace”, samt P.J. Farmers “The Unreasoning Mask”, hvis det skulle interessere nogen).

Til tider, altså i visse sagn og overleveringer osv., optræder Rysserova, som en del af Asgårdsridtet, Oskoreia, Kong Volmers Vilde Ridt, Odinsjægerens Jagt. Andre gange er hun genstanden for jagten, altså byttet. I førstnævnte udgave er hendes funktion, at stjæle sjæle fra de sovende og give dem en ordentlig galoptur til dødsriget – kvinder såvel som mænd, hér er ingen kønsdiskrimination (som Freddy Mercury sagde: – Hvad som helst, med hvem somhelst, hvorsomhelst!). Det er hér visse hjælpemidler kan vise sig formålstjenstlige, f.eks dem der nævnes i http://superkultur.dk/2019/06/03/horrorhaiku/

I sin anden inkarnation, altså som det jagede vildt i Den Vilde Jagt, manifesterer Rysserova sig som en umiskendelig kentaur. Og der vil de fleste sige, at – jamen – vi har da ikke kentaurer i vores nordiske legender! Nå, har vi ikke det? I present you “Guldhornene”:

– Og jeg skulle huske meget forkert om ikke også der er et par stykker på Gundestrupkedlen. Dér er der ihvertfald både elefanter, giraffer, griffer og anden skæg og ballade, fra “de varme lande”. Men vi skal nok komme ned til “kentaur-land” om lidt (giv tid, giv tid, det nynner blidt … ), for vi skal lige tilbage til Oskoreia.

Asgårdsridtet, Oskoreia, handler om et fase-skift, nemlig om Vintersolhverv, altså det tidspunkt, hvor Solen gerne skulle “komme tilbage”. Solhvervsfester (equinoxer – der er fire af dem) fejres overalt, og har gjort det til alle tider. Heroppe nordpå, med nogen bæven, om man så må sige, og det har været forbundet med en del frygt, at ville blande sig op i “magternes” foretagende, ved at bevæge sig ud i natten på disse tidspunkter. For det er dér, det sker – det store og forunderlige, at heller ikke dennegang (forhåbentlig heller ikke denne gang) vil Fenrisulven sluge Solen. Det er for at undgå det, at Odin rider ud – eller Kong Volmer, eller Jætten Grøn fra Grønsund, eller Klintekongen fra Stevns, eller …. ( Og er der eventuelt en forbindelse mellem Jætten Grøn og Sir Gawain And The Green Knight? Perhaps, perhaps, perhaps … – der er jo stadig det dér med det afhuggede hoved!).

I visse fortællinger er Odinsjægeren eller Kong Volmer ude efter en havfrue (og hvis man lige læser ovenfor nævnte HellBoy-historie og kigger godt på billederne, så har han fanget hende!), og det har sikkert en hel del at gøre med Aser og Vaner og Tanaïs og Tiamat – og det er en lang historie. Men hvis Rysserova kan have hestebagkrop, hvorfor så ikke fiskebagkrop (Hestemakrel!). Og iøvrigt mødte Herakles en dulle med fiskeben, og bollede(!) hende for at få sine heste igen. Og så er vi i Grækenland! Kentaurernes hjemland, ikkesandt?

Og henne i græsk folklore, har de – grækerne – en “daimon”, der hedder Middags-kvinden, som lokker mænd til sig, når de ellers skulle holde siesta, eller hvad pokker det nu hedder på de kanter. Hun er – ligesom elverpiger – hul i ryggen, og hun stjæler mandens sæd og sjæl, og han er ikke længere noget værd og svinder kraftesløs ind til ingenting. Sjælen giver hun til Fader Zeus, mens sæden gives til Kallikantzari (kallikantzaroi, kalzaroi – kært barn har lange negle!).

Kallikantzari er

– og som sådan en del af Den Store Pans flok, som omfatter nymfer, satyrer, kentaurer, dryader, oreiader, najader og alt spektakel, der har at gøre med at vogte over den fysiske og manifeste verdens vrimmel. Og samtidig er de fuldt optagne af, at hugge Verdenstræet om (Yggdrasil?), hvilket aldrig lykkes for dem, thi lyset vender tilbage – enten daggryet eller vintersolhvervet. Dette er Riget, Magten og Æren –

Man kan således betragte Middags-Kvinden, som en pendant til Maren, ligesom Kallikantzari er en (tidlig, hm?) udgave af Oskoreia, Asgårdsridtet, Kong Volmers Vilde Ridt. Og selvom visse vil vide, at noget går “op og ned som Kong Volmers røv” (og den slags brædder har jeg beklageligvis købt en del af i Jem&Fix), fordi han rider under jagten, så gør den måske også det (hans røv), fordi han er igang med at pule trofæet, byttet, havfruen, Rysserova, Maren eller Slatten-Langpatte (en sjællandsk udgave af de andre fruentimmere). Ja, vi kommer skam langt omkring, når det skal være Superkulturelt.

Det er måske behørigt, relevant eller væsentligt, hér, herunder afslutningen, at vedgå to forhold, der afgrænser “omfangslogikken” i dette indlæg. For det første foreligger der en hvis modstand, i forskerkredse, mod at Danmark og/eller Skandinavien På Noget Som Helst Tidspunkt skulle have haft berøring med kelterne. For sådan er “vi” nemlig ikke! Det er en holdning jeg finder både beklagelig og ret indsnævret. Det andet forhold er ideen om, at Tuatha De Danaan (Gudinden Danas Folk) ikke – IKKE – etymologisk kan forbindes til Dananerne = grækerne (Timeo Danaos et dona ferentis). Derfor heller ikke med Danerne, danskerne, og ikke en lyd om “Gesta Danorum” (Skrid Saxo!) Det er en holdning man kan have – så vil jeg bare godt have svar på dette interessant sammenfald:

Denne blå farve er – både i Grækenland og i Skotland – for at jage onde ånder væk! Og hvorfor det? Fordi det er farven på himlen – havet er jo ikke blåt, det er grønligt og grågrumset. Og så kan der ellers gå Freud i den. Men det skal man ikke tage så tungt.

Tilbage står der blot, at bukke-neje, sige pænt tak for god ro og orden, og gå ud som et lys.