Aske Munk-Jørgensens første roman var en af Kandors serie om Satan – med sin fjerde er han vendt tilbage til det fantastiske og horrible, med horrorromanen Gamle venner.

Som 12-årig har Mike en skræmmende oplevelse sammen med vennen Marcel – de har snydt sig fri af forældrenes blikke og drager ud for at undersøge et hus, der helt klart må være hjemsøgt. Der møder de noget sort og dystert, der kommer til at følge dem resten af livet. Historien følger Mike, der vokser op, flytter hjemmefra, bliver gift og får barn, men hele tiden forfølges af noget ondt.

Gamle venner føles faktisk lidt som at støde på en gammel ven – det er let og uforpligtende læsning, men det kan også være en lidt sær omgang, der ikke helt går, som man forventer, selv om man til sidst finder ud af, at vennen ikke har ændret sig, siden man sidste sås. Historien starter med et klassisk set-up: de to drenge begiver sig på deres cykler til det tomme hus uden for Århus, og det frygtelige sker. Det er et velskrevet intermezzo, omend der trykkes lidt for hårdt på effekt-pedalen, og den faste horrorlæser vil nok forvente et spring i tiden, så de dystre elementer kan begynde at flyde ind i voksenlivet; men i stedet fortsætter Munk-Jørgensen rejsen gennem Mikes liv. Det bliver til en rolig opbygning af ungdommelige genvordigheder og langsom finden sig til rette i livet.

Som læser ved man, at mørket lurer i baggrunden, men det begynder først rigtig at bryde igennem, da Mike er bosat i Sorø med kone og barn.

Gamle venner er (u)behageligt dansk – Munk-Jørgensen bruger miljøer, han kender (han bor selv i Sorø, hvis skove antager en skummel undertone her), og personerne holdes nede på jorden. Til tider skinner der lidt Dennis Jürgensen-ungdomsroman igennem i dialogen, men generelt holder han en god, afdæmpet tone, der gør læseren interesseret i deres liv. Det giver bogen en god troværdighed. De deciderede horrorelementer holder sig til et minimum langt hen ad vejen, men skurrer i baggrunden – historien udvikler sig med en god følelse af uafvendelighed, så der er tale om en gedigen horrorroman.

En sådan langsom opbygning kan naturligvis gå begge veje, alt efter læserens smag – krybe under huden eller virke lidt langtrukken. Jeg tænker dog, at faste horrorlæsere måske vil gennemskue forfatterens plan for sine figurer, men det ændrer dog ikke ved, at den er en god bog at stikke til nogen, der mere lystlæser genren. En dag vil de forhåbentlig vende tilbage til den som en gammel ven.