Denne anmeldelse er fuldstændig SPOILER-FREE. Og det er den fordi det, ligesom med “Matrix”, er temmelig umuligt, at sige noget uden at afsløre det hele. Til gengæld er anmeldelsen nok hverken vandtæt eller frostsikret. Det kommer vi tilbage til.

Det er naturligvis Todd Phillips’ fantastiske “Joker”, fra 2019, vi har fat i. Og det fantastiske ligger i høj grad i Joaquin Phoenix’ altoverskyggende, nådesløse og grænseoverskridende præstation. Well, som vi siger, – eller: well! Der er også gode præstationer fra de øvrige medvirkende, bl.a. Robert de Niro. Og lige hans tilstedeværelse i “Joker” kommer vi ind omkring, senere.

I virkeligheden er det måske slet ikke nogen anmeldelse, men snarere en formidling af det “impact” filmen havde på “yours truly”. Så vi kan jo starte med, at “Joker” aldeles ikke er en “Batman”-film, hvilket jeg godt vidste i forvejen, men som det nok er nødvendigt at understrege, i forventningsafstemningens uhellige navn. Hvad jeg så IKKE havde forventet, var en film der tog et så social-realistisk afsæt, at den nærmest virker fransk eller italiensk. Men det er den ikke – den er råkold, eller som Ahmed The Dead Terrorist siger: “Dark, no?”, i sin præsentation af et nuværende USA formummet som noget dazumal idet filmens “nutid” angiveligt er 1981. Og der kan trækkes paralleller til 2019, som så på den måde bliver hele filmens “hemmelige identitet”.

Så vi befinder os i et samfund – endda på bunden af pågældende samfund – der er fuldstændig uden formildende omstændigheder – down and out in Goddamn’ City. Vi er vidner til enhver form for forfald: – menneskeligt, moralsk og politisk, og det er meget, meget nemt at udpege hvem der er de egentlige “onde” – hvilket gøres helt uden pegefinger eller staveplade, fordi det hele er så genkendeligt, at vi sgu udmærket ved det. Og yderligere genkender vi det, fordi filmen (og det er måske lidt spoileragtigt) laver en “drop of a hat” i retning af “Taxi-driver” (der var de Niro) og “First Blood”. Det er det, der er territoriet, selvom Arthur Fleck – den eponyme hovedperson – hverken er nogen Travis Bickle eller John Rambo. PTSD eller ADHD er ikke forklaring på alle hak i den menneskelige psyke – så enkelt spiller klaveret ikke! For det er jo ganske rigtigt, at ulighed fremmer væksten, hvorfor ultimativ ulighed skaber ultimativ vækst (hvilket er et solidt højre-orienteret bon-mot). Q: – vækst af hvad? A: – se “Joker”.

“Joker” er præsenteret som en “psycho-thriller”. Et prædikat jeg finder fejlagtigt. Man kan dårligt tale om nogen “spændingskurve” i egentlig forstand. Vi kan se, at det hele går ad helvede til – og det gør det! Hvilket sætter os i den besynderlige situation, at vi må redefinere vores sympati-tilkendegivelser. Hvilket er en sund øvelse: – følg endelig efter dem, som søger sandheden; flygt som død&helvede fra dem, der har fundet den!

Nåmmen! siger du så. – Det lyder som en trist film om lort med lort på. Den tror jeg ikke jeg vil se.

Jo, du vil! Det er endda vigtigt du sér den! For på den ene side har den potentialet til at gøre dig klogere, primært fordi du ikke kan undgå at skulle bruge “tænkeren”. Og samtidig – og i al gruen, i alt det håbløse – er der humor; sort som Nordsøolie, skrøbelig fordi det er det eneste strå at gribe efter, men vigtig fordi det er det, der opretholder en slags menneskelighed i et urkosmos af høg over høg og institutionaliseret social-darwinisme. Og: – selvfølgelig vil du se den, for så kan du sidde og tælle referencer til det Batman-univers, som “Joker” altså ligger et godt stykke hinsides. Og afslutningsvist: – du vil se den, fordi du simpelthen ikke må gå glip af Joaquin Phoenix, i en præstation han selv får svært ved at leve op til! Det er ham der er “Joker” – og det kan mærkes!

I enhver forstand.

På en skala fra 0 til 10, får filmen af mig: 12