Science fiction-horror (som jeg har en vis forkærlighed for) er gerne noget med monstre i store forladte rumskibe eller lignende. Men man kan støde på andre vinkler på genren, og det er Black Box. I al fald et stykke hen ad vejen.

Science fiction-elementet er titlens black box, der skal hjælpe den enlige far Nolan. Efter det biluheld, der slog hans kone ihjel, har han totalt hukommelsestab om livet før ulykken og kæmper med koncentrationen om livet med sin datter efter. Dr. Brooks tilbyder ham en behandling, der kan føre ham ind i sine minder, så han kan reetablere forbindelsen til dem.

Horror-elementet er det, han møder derinde. Folks ansigter er udtværede, og en skummel skikkelse forfølger ham – baglæns og knirkende – igennem minderne. “Det er din hjerne, der forsøger at beskytte dig mod traumet,” siger lægen, men det går langsomt op for Nolan, at det er andet og mere.

Nolan er alene med sin datter, men også på nippet til at miste hende – både på grund af hendes egen sorg og frustrationer, men også mere håndgribeligt via myndighederne og hans egen tendens til at glemme. Dr. Brooks’ behandling kommer som en sidste chance, og den begynder at lukke op for nye erindringer – men også for tvivl, for passer de stumper, han husker, virkelig med det liv, han skulle have haft med konen? Både udad- og indadtil begynder tingene at falde fra hinanden.

Umiddelbart er “Black Box” en lidt forudsigelig sag, men den vrider historien til noget andet. Lidt i stil med f.eks. “Sorry to Bother You” kobler den faste genre-elementer med sorte amerikaneres forhold og gør på den måde historien anderledes og overraskende. Så hverken forventningerne om horror eller dybere science fiction-tanker bliver måske helt indfriet, men historien er god. Den bliver også noget mere nede på jorden end “Sorry…”, og selv om den ikke er en lige så skarpt fortalt film, synes jeg helt klart, den har nogle kvaliteter og en personlighed, der gør den værd at bruge tid på.